30.000 sønderjyder deltog i Første verdenskrig. 6.000 kom ikke hjem. De betalte de højeste pris. De fleste kom til vestfronten. Men ca. 600 endt i russisk fangelejr. Bogudgivelser fra den tid er populære. Vi har her anmeldt tre af de bedre udgivelse. En af fortællerne vendte ikke hjem, og en tilbragte fem år i sibirisk fangelejr.  Læs om Kresten breve og Dagbøger – Artillerist på Vestfronten – Jeg har ikke flere partroner.

 

Tre gode bøger

Dette er en utraditionel anmeldelse af tre forskellige bøger, der alle omhandler sønderjyder i første verdenskrig. Bøgerne er:

 

       Claus Bundgård Christensen: Krestens Breve og Dagbøger – En dansker på Vestfronten i Første verdenskrig / Gyldendal

       Artillerist på Vestfronten – Thomas Sølbecks erindringer fra Første Verdenskrig / Gyldendal

       Mathias P. Høeg: Jeg har ikke flere Patroner – Fire års fangenskab i Sibirien (Helle Retbøll Carl) /Gad.

 

Masser af post

Millioner af breve og pakker blev sendt mellem fronterne og hjemmene i løbet af første verdenskrig. Man kunne nu ikke skrive alt. Der var censur på. Nogle gange var man tvunget til at skrive på tysk. Men alligevel, størstedelen af de sønderjyske forsendelser var på dansk. Og dagbøgerne, ja her kunne faktisk skrive, hvad man havde lyst til. Og brevene samt dagbøgerne gengiver ofte frygtelige oplevelser.

 

30.000 sønderjyder i krig

De dansksindede sønderjyder kæmpede en kamp, som slet ikke var deres. Siden 1867 havde også de dansksindede værnepligt. Nogle flygtede over grænsen til Danmark. Men H.P. Hanssen og andre ledende dansksindede opfordrede til, at man blev og aftjente sin værnepligt. Ellers ville der ikke være flere tilbage, for at kæmpe for danskheden. Ca. 30.000 sønderjyder deltog i Første Verdenskrig. 6.000 vendte aldrig hjem igen. De betalte den højeste pris. Og mange af dem, der vendte hjem var på den ene eller anden måde mærket for livstid.

 

Tidligere udgivelser

De tre omtalte er tidligere udkommet i en eller anden form. Og også en af klassikerne er nu blevet genudgivet. Det er Ernst Jüngers mesterlige roman om første verdenskrig, I Stålstormen.

 

Krestens Breve og Dagbøger – En dansker på Vestfronten

Kresten Andersen blev født på forældrenes gård i Ullerup. Han betragtede sig selv som dansker. Han læste blandt andet filosofi i København. I 1913 vendte han tilbage til Sønderjylland. Her fik han ansættelse hos Sprogforeningen.

 

Rygtedannelser

Da han kom til fronten blev han en ivrig brevskriver. Desuden skrev han dagbøger om sine oplevelser. De dansksprogede aviser blev lukket som led i den hårdhændede behandling af de dansksindede i Sønderjylland. Dette resulterede i mange rygtedannelser. Og det bærer hans breve også præg af

 

 

Krigen blev ikke kortvarig

Han håbede lige som alle de andre, at krigen ville blive kortvarig. Krestens far var en af de dansksindede, der blev anholdt, da krigen startede.

 

Nordslesvigske Regiment

Det regiment, som han kom til blev kaldt for Danskerregimentet eller Nordslesvigske Regiment. Men ellers blev det kaldt Reserveregimet 86.

 

Inden afgangen til Frankrig blev der ekserceret seks timer dagligt. 

 

Skaf en pistol

Kresten var til session i 1912. Da krigen startede blev han som reservist ikke sendt direkte til fronten. Slaget ved Soissons var det første store skyttegravsslag, hvor der deltog dansksindede soldater.

 

Daglig berettede Kresten om faldne sønderjyder og sårede. Den 1. oktober 1914 omtaler han, at deres løjtnant havde anbefalet, at de anskaffede sig pistoler. Det ville være en fordel, hvis de var blevet for gruelig lemlæstede.

 

Kæmpe oppakning

Den 19. november 1914 får regimentet udleveret ny oppakning. Og det er ikke så lidt, at slæbe rundt på. Kresten regnede med, at det vejede 60 – 70 kg.

 

Den 4. december 1914 flyver kuglerne om ørerne. Franskmændene ligger kun 300 meter fra skyttegraven.

 

Den 12. december 1914 taler Kresten om plyndring af en fransk by. Først var det officerernes tur, derefter må de menige tage for sig af retten.

 

Alt kunne genbruges

Alt kunne bruges af den tyske hær. Således var Kresten den 15. marts 1915 i gang med at samle alt hvad der forefandtes af jern, granater, håndværktøj, blikdåser, tuber m.m. Alt blev indsamlet og genanvendt. Kresten mente, at han fungerede som Det Franske Riges skraldespand. Også Lassignys ruiner blev gennemrodet for alt hvad der var af træ i husene.

Gulve, lofter og paneler blev brækket af.

 

Ved et natlig uheld fik Kresten kom han til skade med sit ben. Hen over sommeren 1915 havde han håbet, at blive udtaget til et militærhospital i Tyskland, men det skete aldrig.

 

57.000 omkommer på et døgn

I efteråret 1915 blev han udtaget til reservetjeneste i baglandet. Og den 4. marts 1916 var han på sin første og eneste orlov i Ullerup. Hans tilbagevenden til kompagniet kom på det værste tidspunkt. Reservekompagni 86 kom til at deltage i nogle af første verdenskrigs værste kampe. Således mistede den britiske hær på et døgn – den 1. juli 1916 hele 57.000 mand. Ved Somme i Frankrig.

 

Det sidste brev

I dagene omkring den 23. juli blev Krestens regiment frygtelig decimeret. Samtlige officerer var enten døde eller sårede. Regimentet havde mistet 1.670 mand og snart bliver Kresten meldt savnet.

 

Mandag den 7. august 1916 skrev Kresten for sidste gang. Her skrev han om, at de sidste 40 dage havde været ekstrem hårde.

 

Krestens breve og dagbøger har været udgivet i forskellige sammenhænge, men det er første gang de er samlet. De giver os en beskrivelse af den forventning, der opstod i Nordslesvig i krigens start i 1914.

 

Man får medlidenhed

Man får medlidenhed med Kresten. Optegnelserne indeholder en masse håb og kærlighed. Og Kresten giver hele tiden udtryk for, at han er træt af den meningsløse krig. Selv om optegnelserne har været udsat for censur, får man et stærkt indtryk af soldaternes meningsløse liv ved fronten. Galskaben er til at få øje på.

 

Han er meget taknemlig over for alle de pakker, han modtager hjemmefra. Det er en jævn strøm af smør og skinke men også det lokale blad Hejmdal læses ved fronten.

 

Forældrene lærte aldrig tysk

Forældrene lærte aldrig tysk. Krestens morbror var den legendariske H.P. Hanssen. Allerede dengang da H.P. Hanssen udgav Hejmdal  i 1919 blev nogle af Krestens beretninger fra fronten udgivet. Og brevene har også været gennem Valdemar Rørdams hænder.

 

I 2010 dukkede flere breve frem, da der blev ryddet op i en kommode i en stald i Sønderjylland.

 

Havde studeret

Vi kan takke historikeren Claus Bundgård Christensen for, at han har fundet alle optegnelser frem. Også den præcise introduktion fortjener stor ros. 

Til historikerens ros skal også nævnes, at han ikke har bragt bidragene i forkortet form som Rørdam.

 

Det er tydeligt, at Kresten Andersen havde studeret. Han ville sikkert også have levet af det skrevne ord, når han kom hjem fra fronten. Hvad det angår var han ikke en gennemsnitlig sønderjysk soldat.

 

Artillerist på Vestfronten

Efter krigen tog Thomas Sølbeck læreeksamen fra seminariet i Nr. Nissum. Siden blev han lærer i Højer. Han giftede sig i 1935 og fik tre børn. Den 18. februar 1947 døde Sølbeck på Statshospitalet i Sønderborg. Han var medlem af det tyske mindretal.

 

Repskt for franske lopper

Thomas Sølbeck kom i 1917 til Izehoe, hvor han blev uddannet som artillerist. Efter endt uddannelse blev han underlagt 4. Garde Division 6. Feltartilleri Regiment.

Thomas var i Itzehoe fra 10. okt. til 24. nov. 1917. Tiden gik med eksercits, appel samt teoretisk undervisning.

 

Turen gik til Hautmont i Nordfrankrig. Senere gik turen syd på til Marne og til sidst endte han i Belgien.

 

Han fik respekt for de franske lopper. Lusene var rene menneskevenner ved siden af. 

 

 

De allierede overlegne i artillerikrig

Vi får beskrivelser af nærkampe med britiske tanks og franske og amerikanske styrker. Men disse hændelser bliver beskrevet på en meget frisk måde. Intet tyder på, at han havde været bange for at dø.

 

I 1918 var de allierede overlegne i artillerikrig, som havde raset siden 1914. Den tyske hær var nedslidt. Det kneb med reserverne og materiellet. Ligeledes fremgår det, at Thomas Sølbeck forbandede de allierede fly.

 

Det kneb også med moralen, således opfattede de menige i stigende grad de højtstående officerer som kujoner. 

 

Erindringer nedfældet i kollegiehefte

Erindringerne blev nedfældet 10 år efter freden i et kollegiehefte. Det giver erindringerne et andet skær. Oplevelserne er stadig friske. Og et seminarieophold har måske påvirket erindringerne i et andet lys.

 

Hvor er følelserne

Bogen kan på den ene sidde minde om Intet nyt fra Vestfronten. Men der er også lidt barokt over den. Lidt som Soldat Svejk. Bogen er meget nøgtern og ikke makaber. Granatregnen bliver beskrevet på en naturlig måde. Men man føler at døden var tæt på.

 

De nyeste kampmidler som kampvogne og fly bliver beskrevet. Således oplever vi en luftkamp, hvor 60 fly medvirker.

Vi får ikke de samme følelser frem, som i den første bog, vi omtalte. De mange gas – granat og tank – angreb må have påvirket forfatteren.

 

Jeg har ikke flere patroner

       Jeg har ikke flere patroner

 

Ja sådan indleder Mathias P. Høeg sin krigsberetning. Hans tyske overordnede beordrede ham til at smide sit gevær på en kartoffelmark i det nuværende Ukraine.

 

Mod øst

Høegs dagbogs – notater begynder den 26. juli 1914.

Ja egentlig havde Høeg en lille virksomhed i Toftlund. Han var tidligere blevet kasseret, men den 22. februar 1915 stod han med en indkaldelsesordre. Den 16. juni 1915 gik det mod syd og derfra mod øst.

 

Han var hele 26 år, nybagt far og snedkermester. Som følge af hans krigsduelighed var han havnet i anden mobiliserings – bølge.

 

Langt mod øst

Hen over sommeren rykkede fronten hele 400 km mod øst. Høeg måtte gå over en flod fuld af døde kammerater. Han kunne ikke undgå at træde på dem. Ni dage efter denne oplevelse måtte han overgive sig.

 

Først måtte fangerne gå til et opsamlingssted i nærheden af Kiev. Dernæst blev de kreaturvogne fragtet til Samara ved Volga. Derefter fulgte tusinder af kilometer mod øst med Den transsibiriske Jernbane. Det var fem uger, hvor man var stuvet sammen som kvæg.

 

Først til Irkutsk, dernæst syd om Bajkal – søen, gennem Manchuriet, for endelig at nå Øst – Sibirien. Det var fangelejren Nikolsk ved Ussiri – floden. Det var ikke langt fra den kinesiske grænse.

 

Kammerater dør som fluer

Kammeraterne i fangenskab dør som fluer. De fleste krigsfangere føler sig glemt. De første tre år tilbringes i Nikolsk – Ussurijsk med 10.000 andre fangere.

Det var en stor kaserne omgivet af et højt plankværk med pigtråd.

 

Det sidste år blev tilbragt i en lejr i Petropavlosk i Ural – bjergene.

 

Ofte var det smitsomme sygdomme som tyfus og andre sygdomme som tog livet af de i forvejen svækkede fangere.

Ernæringen var også under al kritik. Fangerne var udsat for store lidelser. Vi får en gribende beretning om lidelser og afsavn.

 

Kejserinden opretter særlejr

Den danske repræsentation har hverken pligt eller ret til at tage sig af de sønderjyske krigsfangere. I det skjulte gør de det dog.

Det lykkedes også for kejserinde Dagmar at få oprettet en dansk særlejr i nærheden af Moskva.

 

En sej sønderjyde

Men lidelserne fortsætter længe efter krigens afslutning. Under den russiske borgerkrig er krigsfangerne fanget i et net. Høeg bliver meget pessimistisk med hensyn til frigivelse.

Men hele tiden havde han det for øje, at hang han med hovedet, så ville han aldrig komme hjem. Han var en rigtig sej sønderjyde og på mange områder en usædvanlig person.

 

Den 22. november 1918 kan Høeg endelig tage hjem. Men han er lige ved at ende i en tjekkisk koncentrationslejr.

Hjemturen går via Kina og Indien. Selv om den også er dramatisk, kan man også spore munterhed.

 

Spændende, grufuld og fascinerende

Flere gange takker Høeg danske erhvervsfolk og Røde Kors for, at han stadig er i live. Det er en spændende, grufuld og fascinerende beretning. Høeg havde en fantastisk evne til at overleve. Overlevelseschancerne var ellers ikke store.

Måske var det fordi han var en praktisk troldmand. Som håndværker kunne han reparere næsten alt.

 

Der løb tårer ned af Høegs kinder, da han endelig den 10. december 1919 anløb Helsingør ombord på det gode skib, Mitau.

 

En bryllupsfest årsag til genudgivelse

Danmarkshistorien rummer ellers ikke så meget om sønderjyder i russisk krigsfangenskab. Men vi kan takke  Helle Retbøll Carl for at vi nu har fået kendskab til den del af historien.

Til en bryllupsfest fik hun Tom Høeg til bords. Han fortalte om sin farfars eventyrlige oplevelser. Det vakte Helle Retbøll Carls interesse.

 

I 1943 havde Høeg ellers udgivet sine erindringer. Og selv om Høeg gennemgående er en sympatisk person, så kan han ikke skjule at han er jødehader.

Når man så samtidig tænker på, hvornår bogen så blev udgivet.

 

Særdeles læsevenlig

Men den nuværende udgave kan nok ikke sammenlignes. Den er blevet redigeret og tilføjet spændene fotos. Desuden er indforståede kommentarer blevet rettet, så bogen er blevet særdeles læsevenlig.

Og dog – Måske burde der have været yderligere forklaringer. Det drejer sig for eksempel om alle navnene i bogen og tidens politiske situation.

 

Aktiv efter hjemkomst

Tilbage i Toftlund fortsatte Høeg sin snedkeri – og trævirksomhed indtil 1958, hvor det hele blev overtaget af sønnen, Niels.

Ja med en utrolig vilje med også som en mærket mand får han opbygget en trævarefabrik, som også eksisterer den dag i dag. Efter hjemkomsten var han utrolig aktiv i diverse foreninger.

 

Masser af dramatik

I 25 år holdt han oplevelserne for sig selv, indtil han på Modersmål – forlaget. og med megen beskeden interesse for den udgivet i 1943.

 

Bogen er virkelig spændende og Høeg er en fantastisk fortæller. Der er masser af dramatik. Og så havde Høeg en god til at iagttage

 

Hvis du vil læse mere om Tiden omkring Første Verdenskrig på dengang.dk: Læs:

 

       Da Als var Republik

       Flugten over Grænsen 1914 – 1918

       Sønderjylland i knibe

       Krigsfanger i Sønderjylland

       Aabenraa under de to krige (under Aabenraa)

       Løjt – mellem dansk og tysk (under Aabenraa)

       Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)

       Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Kruså/Bov)

       Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (under Tønder)

       Militæret i Tønder 1920 – 1923 (under Tønder)

       Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)

       Tønder på en anden måde (under Tønder)

       Tønders dansksindede (under Tønder)