Vi befinder os i kvarteret omring Viborggade, Silkeborggade og Skanderborggade fra 1929 – 1934. Det var dengang en pakke Cecil kostede 35 øre. Udgangspunktet er en lille butik og en familie. Hvad spiste man? Hvilke lege foregik i gården? Hvordan foregik en storvask? Disciplinen herskede på Randersgades skole. Viborggade bugnede af butikker, før Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade tog over

 

En butik i Esbjerggade

En lille butik, som man kan kalde for en blandet handel lå i Esbjerggade 25(nu Silkeborggade)  omkring 1929. Til butikken hørte en budcentral, som lå i kælderen. Bag butikken var der kun et værelse med tre trin op til entre og køkken. Stuen virkede mørk og trist. Udsigten var heller ikke noget at prale af, man kunne se lige ud til Neuberts Væverifabrik.

 

W.C. på køkkentrappen

Ved siden af butikken var der lejet en lille 2 værelses lejlighed. Ellers havde det ikke været muligt, at have et sted at sove for far, mor og fem børn. Her var hverken køkken eller entre. Der var kun et skab i den ene stue med en vandhane og en vask. På hver etage i ejendommen var der et W.C. på køkkentrappen. Dette måtte man dele med naboerne.

 

Tidlig på Grøntorvet

Hver morgen måtte man tidlig op. Der skulle købes ind på Grøntorvet  på Israels Plads. Frugt og grøntsager blev kørt til butikken af en fragtmand med hestevogn. Mange andre små butikker fik leveret varer med denne fragtmand.

 

Tre trin op

Selve butikken havde tre trin op fra gaden. En lille klokke fortalte når der var kunder i butikken. Butiksvinduet var udbygget med en trappeformet kasse, på hvis trin frugt og grøntsager
skulle se indbydende ud. Midt på gulvet var en disk med en kaffemølle med håndsving til at male bønner i.

 

Cigaretter til 35 øre pr. pk.

Ved den ene væg stod en stor trætønde med spegesild. Ved siden af stod en stor træsaks. Med den kunne man tage silden og dens brune lage med. På langvæggen bag disken var der hylder med mel, melis og andre langtidsholdbare varer. På gulvet under dem stod kasser med øl og sodavand. En cigaretautomat befandt sig udendørs. Her var der rød og grøn Cecil og et mærke, der hed Adamas.  Dengang inden de store afgiftstider kostede de 35 øre for en pakke.

 

Et hjem med klaver

Stuen bag butikken blev rammen om familiens liv. Ved den ene langvæg stod en stor Nolfi  træsofa, foran den spisebordet med 4 stole. I sofaen kunne der sidde fire personer. I hjørnet stod et spejlchatol og foran det trefagede vindue et lille bord med to stole. På den modsatte tværvæg stod klaveret. Den ældste søn spillede efter gehør, og var ganske god til det.

Ved stuens anden langvæg, med trappen op til køkkenet, var der kakkelovn, døren ud til butikken og en reol, hvor telefonen stod.  Gardiner og lyseduge havde mor selv hæklet.

Den ældste søn var nitterlærling,  den næstældste skulle i lære som skibsbygger samme sted, nemlig hos Burmeister og Wain.

 

Disciplin på Randersgade Skole

De tre andre børn var indskrevet på Randersgades Skole.  Drenge og piger gik hver for sig. Skolegården var delt op på midten med et plankeværk. Passage var dog mulig. Men det var strengt forbudt at opholde sig ved åbningen. I det hele taget var der meget stærk disciplin.

Når skoleklokken ringede stillede man op 2 og 2 klassevis og ventede på gårdvagtens vink om tilladelse til at gå op i klasserne. Man stod ved sin pult til læreren gav lov til at sætte sig. Hvis man ikke lavede sine lektier eller glemt sin hjemmeopgave, så måtte man sidde en time ekstra efter normal skoletid. Hvis man var fræk eller svarede igen, kom man uden for døren, ofte efterfulgt af et besøg hos inspektøren.  Ofte skete det, at man blev nevet eller hævet i ørerne. Mange kom til at stå med næsen mod muren, når der var gårdvagt.

 

Ud af storbyen

I sommerferien blev børnene sendt ud af storbyen, til Nordsjælland og nogle gange helt til Nordjylland.  Andre gange kom man i koloni.  Alle drenge blev klippet skaldede på grund af luseplagen, som var ret udbredt. Det var svært at undgå at få lus. Ofte var det mor der kæmmede med en tættekam. Hun havde altid et vandfad stående ved siden af til at skylle kammen i,
hvis der fulgte lus med.

 

Eddike– kur

En skolesygeplejerske sørgede jævnlig for, at klasserne blev undersøgt for lus. Og hvis der blev fundet dyr eller æg, ja så måtte man en tur ned i kælderen til en seppedilleeddikekur. Det lugtede så ækelt, at man blev isoleret. Kammeraterne holdt sig for næsen, hvis man kom i nærheden af dem.

 

Loftskammer

Butikken lå i en fire etagers karré med loftskamre. Dem kunne beboerne leje til større børn, hvis pladsen i lejligheden var for trang. Karreen omfattede Esbjerggade, Viborggade og Skanderborggade.

 

Gården

Der var en port-indgang til fællesgården fra Skanderborggade. Et plankeværk med en lille åbning delte gården i to dele. På Esbjerggade – siden var der mest lys og luft. Her lå kun en enkelt lille træbygning, der husede en kommunal brændselshandler. Efter den lå der nogle enkelte oplagspladser.  Langs plankeværket stod en skraldespande. Men der var ingen der turde at putte noget i disse efter mørkets frembrud. Så kunne man være sikker på, at rotterne dukkede frem.

 

Mange butikker i Viborggade

Der lå mange butikker i Viborggade.  Det var slagteren. I hjørnebutikkerne var der både barber og cykelsmed. Efter ham kom Nielsens Cigarbutik. Han handlede også med aviser og blade. Blandt disse var datidens sladdersprøjte – Sandheden om. Den indeholdt sandheden om Liva Weel, Fritz Hueg eller skuespilleren Ingeborg Brun Bertelsen.

Hos børnene var den mest populære butik, Slikmutter. Alle 2 og 5 ører blev investeret her. Efter slagteren kom der en manufakturhandel og en bager. På hjørnet til Skanderborggade  lå der en købmandshandel.

 

Så er der ål

Engang imellem drog en ældre herre gennem gaden. Han bar hele sit varelager foran sig:

• Så er der ål, levende ål

På Østerbro  var der en Hundredmandsforening. De afholdt blandt andet Juletræsfest. Det store juletræ vakte stor begejstring hos de mindre.

 

Faderen dør

Faderen til vores familie i Esbjerggade var indlagt på Øresundshospitalet  med tuberkulose. Han gennemgik en såkaldt guldkur, men overlevede ikke. I februar 1929 døde han. Han blev begravet på Bispebjerg Kapel. Dengang skulle en enke gå sortklædt i et helt år.  Faderens familie tilbød hjælp, men moderen afviste. Hun ville ikke se dem mere, og ville klare sig selv.

 

En tur i Horserødlejren

Hele familien blev undersøgt for tuberkulose. Heldigvis var alle raske. Men en af pigerne var ifølge lægen for bleg og for tynd. Hun blev sendt i Horserødlejren.  Dengang var det en svagbørnskoloni.

 

Storvask

Før der skulle vaskes blev tøjet lagt i blød i det store trækar i vaskekælderen, der lå under butikken. Tidligt næste morgen blev der fyret op under gruekedlen og fyldt med vand. Når vandet begyndte at blive varmt blev sæben pisket i. Det tøj, der tålte kogning kom i. Da vandet kogte stod mor og stak i tøjet med en vaskepind for at holde det nede i det boblende sæbevand.

Efter et stykke tid blev tøjet ved hjælp af vaskepinden lagt over i vaskebaljen og sæbevand blev øst over. Et vaskebræt med to ben og en forside af bølgeformet metal blev sat i baljen. Så kunne skrubbearbejdet begynde. Når man mente, at det var rent, så blev tøjet vredet og kom i skyllekarret. Når kogetøjet var færdigt fik resten af tøjet en omgang, hele tiden suppleret med varmt sæbevand fra gruekedlen.

Skylningen foregik ved at man trak tøjet op og ned i det kolde vand nogle gange og smed det til afløb på vaskebænken. Skyllekarret blev tømt ved at man trak en prop ud ved bunden. I igen
og ved nyt vand. Dette foregik tre gange. Så skulle tøjet vrides og hænges til tørre.

Det var let nok om sommeren. Der var tørrestativ i gården. Men om vinteren var det drøjt, så skulle det bæres op ad køkkentrappen til tørreloftet.

 

Hos rullekonen

Men man var langt fra færdig. Nu skulle tøjet behandles. Kjoler, skjorter og bluser skulle stryges, dækketøj skulle rulles. Alt skulle lægges pænt sammen. Og så måtte man afsted til rullekonen. Hun havde en meget stor kasse fyldt med sten, der kørte frem og tilbage på nogle store træstokke. Hun stænkede tøjet med vand og viklede det om stokkene, så blev de skubbet ind under kassen. Når de havde rullet rundt et stykke tid kom tøjet af stokkene og var fint glat.

 

Søbemad, fløjlsgrød og døde frikadeller

Som regel, når der var storvask fik man søbemad. Det vil sige gule ærter, grønkåls – eller hvidkålssuppe. Ofte stod den på sødsuppe, pærevælling eller sagosuppe. En dag om ugen var der grøddag. Det kunne være rismelsgrød eller fløjlsgrød. Dette var mælk bagt op med hvedemel. Ja man havde også noget der hed sødgrød kogt på bygmel.

Man havde også begrebet døde frikadeller. Det fik man som regel dagen efter oksekødsuppe. Kødet fra benene blev skrabet. Der blev tilsat løg. Så blev der rørt op med mel og æg stegt på pande til lækre sprøde frikadeller. Til dette fik man stuvede grøntsager.

 

Gården – en dejlig legeplads

Gården var en dejlig legeplads. Men der måtte ikke leges der, når der hang vasketøj. Dette gjaldt også om foråret, når beboerne luftede deres sengetøj på træbukke i gården. Andre dage kunne der være gang i tæppebankningen. Og det var ofte arbejdsløse, der foretog dette.  Når man ellers måtte lege i gården, ja så var det Ståtrold, Alle mine kyllinger kom hjem, 2 mand
frem for en enke, røvere og soldater og skjul.  Hvis pigerne var i overtal hed legene, Rundekrans eller Far, mor og børn.

Det skete også, at der kom spillemænd ind i gården. Nogle medbragte selv klapstole og så gik det ellers med harmonikaen. Børnene myldrede til. Mødrene kom frem i vinduerne, og smed småmønter indpakket i papir ned til musikkerne.

Det var især børn fra fattige hjem, der leget i gården. De rige kom sjældent. Bedste fortalte, at I hendes ungdom blev de fattige sendt ud for at tigge.

 

Legeplads blev forvandlet til skøjtebane

På hjørnet af Århusgade og Løgstørgade blev der på legepladsen lavet en skøjtebane. Den 2. april 1930 fejrede man 125 – årsdagen for H.C. Andersens fødsel. Det var en festdag for skolen. Ja det var en festdag for hele København.

 

Vare på klods

Handelen i butikken gik godt i begyndelsen. Der boede gennemgående folk med små indtægter i nabolaget. Det var almindeligt dengang, at man gav kredit eller klods, som det blev kaldt. Så betalte man hver måned eller hver uge. Men ikke alle kunder overholdt deres aftale.

Butikken skulle betale alle sine indkøb kontant. Det kneb efterhånden med at få det hele til at løbe rundt. Så var det godt at man kunne gå hen til bageren tidlig om morgenen og købe brød fra dagen i forvejen til halv pris.

 

Ejendommelig hobby

Når tøj skulle omsyning, var det meget praktisk, at der boede en syerske i ejendommen. Hun fik vare i stedet for penge. Også moderens spillelærerinde fik varer i stedet for penge. Det var nok mest flasker hun fik. Hun sad altid med en øl i hånden. Hun havde en ejendommelig hobby, og det var at gå til begravelser. Hun læste dødsannoncerne. Onde tunger påstod, at det var fordi hun så kunne få de eftertragtede gravøl.

 

Søspejdere i Skudehavnen

I Skudehavnen holdt søspejderne til. De havde et par sejlbåde, hvor de unge mennesker lærte at manøvrere sejl. Kaptajn Eriksen styrede det hel med hård hånd og disciplin.

 

Køkkentrappe – kunder

Meget af butikkens handel skete efter normal lukketid. Her var fordelen, at pengene faldt kontant. Det var naturligvis forbudt og blev straffet med bøder, hvis det blev opdaget. Det blev aldrig opdaget, fordi viceværten var en af de største køkkentrappekunder.

 

Juletræer til salg

Til jul blev der solgt juletræer foran butikken. Det var en ganske god forretning, hvis alle træer blev solgt. Men en jul gik handelen galt. Så var det godt, at man kunne hente en julekurv med alskens gode sager i Frimurerlogen på Blegdamsvej.

 

Arbejdsløsheden bredte sig

Arbejdsløsheden bredte sig overalt. Det ramte også Østerbro. Det blev svære og svære, at få kunderne til at betale. Dem, der havde penge begyndte at handle på Østerbrogade  og i Nordre Frihavnsgade. Her var udvalget større og priserne lavere.

 

Lus, lopper og væggelus

Det var ikke kun økonomiske problemer, der bekymrede familien. Lus, lopper og væggelus blev et stort problem. Lopper gemte sig i bukselinningen og eneste effektive middel var af med undertøjet og i en spand vand. Hvis væggelusene satte sig i møblerne, måtte man i gang med petroleum. Så måtte man døje med lugten bagefter.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro
• Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

  – www.dengang.dk  indeholder 1.783 artikler, heraf  101 artikler fra Østerbro 

Redigeret 10.10.2021