Længe før den 9. april var der advarsler,
om hvad tyskerne havde planer om. Også 
fra tysk side lod man advarsler sive. De kom fra dem, der ville styrte
Hitler. Herfra  informerede man om tyskernes dispositioner. Hemmelige
fredsforhandlinger blev ført med briterne.  Man var fra tysk side
bange for den britiske flåde. Men trods efterretninger foretog den
britiske flåde sig ikke meget. Hverken i
Holland/Belgien eller i Danmark 
førte advarslerne til modforholdsregler. Her kom
Weserübung som en overraskelse  
Lokale havde anelser
Min far talte den 6. april 1940 med en
chauffør fra en fiskebil på Sønderport 
i Tønder. Han fortalte, at der var store troppekoncentrationer
syd for grænsen. 
I Højer 
bemærkede man, at et stigende antal tyske fly i dagene op til 9. april
fløj op langs den danske vestkyst, og krænkede uden videre dansk territorium.  
Og i dagene op til den 9. april kunne man fra Sild 
høre fly varme op til aktionen den 9. april.  
Den 8. april fløj et dansk fly langs
grænsen. Men længe før vidste den danske og engelske regering, at
tyskerne ville foretage et angreb mod Skandinavien.  
En advarsel fra 4. april
Om aftenen den 4. april 1940 modtog det
danske udenrigsministerium en advarsel fra Gesantskabet 
i Berlin om angrebet. 
Åbenbart var disse advarsler bagere,
end eftertiden vil gøre dem til. For på Christiansborg 
tog man ikke advarslerne videre alvorlig. Man ville se tiden an.  
Ville slutte fred under gunstige betingelser
Den samme aften gik den tyske generalstabschef 
F. Halder i hærens hovedkvarter i Zossen 
en times kørsel syd for Berlin 
til hærens øverstkommanderende W. von Braunchitz 
for at forelægge ham beviser for, at den britiske regering var villig
til at slutte en for Tyskland 
særdeles gunstig fred. , når blot Hitler 
var fjernet.  
Det var en sammenhæng mellem de to begivenheder.
Den var foranlediget af Hitler –
modstandere i den tyske overkommandos efterretningstjeneste.  
Attentat
– forsøg den 20. juli 1944 
Modstanden mod Hitler 
var blevet tilspidset efter lynsejren over Polen 
i september 1939. Næppe havde Hitler 
fejret sin sejr før han ville angribe det vestlige Europa. 
Dette anså generalerne for galskab. 
Advarslen om angrebet mod Danmark
skal ses som en systematisk kamp mod at få Hitler 
fjernet. Man forsøgte også forgæves med et attentat den 20. juli
1944.  
Mange
ønskede Hitler fjernet 
Mange officerer i den toppen af den tyske
hærledelse ønskede Hitler 
fjernet. Men man havde særdeles dårlige arbejdsbetingelser. Telefoner
blev aflyttet, falske informationer blev plantet og officerer blev overvåget. 
SS, Gestapo og menige partifanatikere var stolte af at angive systemets
fjender.  
Menigmand så
Hitler som frelseren
Allerede fra startet af Hitlers karriere 
var der folk, der ville have Hitler 
fjernet. Men menigmand i Tyskland 
så Hitler som frelseren, der havde fået fjernet arbejdsløsheden
og fået gang i Tysklands industri.  
Vestlige stormagter var passive
De vestlige stormagter var også 
passive. Hitler valgte at udtræde af Folkeforbundet. 
Han sprængte Versailles – traktaten 
ved at indføre almindelig værnepligt. Det utrolige skete, at England 
accepterede en flådeaftale tre måneder senere. 
Hitler 
opsagde Locarno – traktaten 
og marcherede i 1936 ind i Rhinlandet. 
I 1938 gennemførte han Østrigs 
optagelse i Das Reich. Han indlemmede Sudeterlandet 
og uden krig erobrede han den czekiske del af Czekoslovakiet. 
Ind i Rhinlandet
Som skrevet marcherede tyske tropper
ind i Rhinlandet. Efter den sidste krig måtte tyske soldater
ikke færdes her. Men Hitler 
udnyttede en udenrigspolitisk situation. Ratifikationen af den fransk
– sovjetiske bistandspagt gav ham påskud til at hævde, at Tyskland 
ikke mere var bundet af foreliggende aftaler.  
Tre uger om Polen
Passiviteten fra vesten blev den 3. september
1939 afløst af krigserklæring. Men der var ikke videre aktivitet derfra,
da Hitler på tre uger havde erobret Polen.  
Officerer myrdet
I den tyske hær var der efterhånden
kommet unge begejstrede nationalsocialister. De kunne kvæle al modstand
i officerskorpset mod Hitler. 
Og denne var en af de mest snedige demagoger, der har tyranniseret et
folk i Verden. 
Allerede i 1934 var en del officerer
blevet myrdet. Görring og Himmler 
greb chancen og fik fjernet modstandere af systemet. Ja, det var flere
hundrede, der var blevet myrdet.  
Lydighed over for føreren
Halvanden måned efter – den 2.
august 1934 døde Hindenburg. 
Nu lod Hitler hæren sværge ed til sig, ikke som i Weimartiden 
om troskab mod folk og fædreland, men som i kejsertiden en ed til statsoverhovedet
personligt. Den var en hellig ed om ubetinget lydighed mod det tyske
riges og folks fører Adolf Hitler, 
værnemagtens øverstkommanderende. 
Generalstabschef Ludwig Beck 
og mange andre følte sig overrumplet.  
General Oster advarede Danmark
Det var den senere general Hans Oster, 
der i 1940 advarede Danmark 
og Norge om det forestående angreb. Han ville advare vesten
om nationalsocialismens forbryderiske væsen. Han mente, at nationalsocialismens
stilling til kirken, til jøderne, til retsopfattelsen og til retsudøvelsen
havde udviklede sig til et rent politi
– og vilkårlighedsstyre. 
Oster 
sad centralt i efterretningstjenesten og havde fingeren på pulsen.  
Canaris imod Hitler
Oster 
blev sammen med Canaris hængt i en sydtysk koncentrationslejr
på fem års dagen for Hitlers 
overfald på Danmark og Norge 
ganske få dage før amerikanske troppers ankomst i lejren. 
Denne Oster
var født 1888 og forblev tro mod kejseren.
Canaris 
var en rank og flot rytterskikkelse og var præstesøn fra Alsace. 
Fra fængslet skrev han til sin søn:  
- Til sidste
 åndedrag bliver ved med at være hæderlige karle, således som vi
 har lært det som børn og soldater. Komme hvad det vil, vi frygter
 kun Guds vrede, hvis vi ikke er redelige og hæderlige og gør vor pligt.
Admiral Canaris
var chef for efterretningsvæsnet fra 1935 – 1944.
Briterne fik besked om grusomhederne
Forskellige forskere har påpeget, at
man ikke vidste, hvad der foregik af forbrydelser under Hitler
– styret. Det er ikke korrekt. Adskillige dokumenter fra 1940
dokumenterer, at Canaris netop udbredte kendskabet til SS`s 
umenneskelige forbrydelser over for jøder og kristne i Polen. 
Også andre generaler i den tyske
hær fik oplysninger om grusomhederne ved østfronten. Canaris 
lod sin viden sive til englænderne, for at få disse til at reagere.
Han var meget bevidst på, at tyskerne gik deres undergang i møde.  
Rommel var medspiller
Disse to var nogle af de kendte, der
gerne ville af med Hitler. Men også en anden kendt, feltmarskal
E. Rommel var fast besluttet på handling mod Hitler. 
Men desværre blev han tre dage før 20. juli (1944) attentatet såret,
da vestlige fly rettede deres kugler imod en bil på de franske landeveje.
Dermed mistede oprørerne en vigtig medspiller.  
Den britiske flåde skulle forhindre
invasion 
Omkring 1. april diskuterede Canaris
og Oster mulighederne for, at den britiske flåde skulle forhindre
tyskernes invasion i Norge. 
Hitler
– modstanderne havde også før aggressionen mod Czekoslovakiet 
kontaktet briterne.  
Aktion udskudt 29 gange
I en tale proklamerede Hitler,
at Frankrig og England ville sønderbombe Tyskland. 
Derfor var det Tysklands opgave at ødelægge de to landes militære
styrker. Angrebet mod Frankrig  
blev fastsat til 12. november. Men inden Hitler 
rykkede ind i Holland, Belgien 
og Frankrig den 10. maj 1940, havde aktionen været udsat 29
gange.  
Chamberleins tale
Hitler
– modstanderne vidste måske ikke at de havde en stor tilhænger
i Neville Chamberlein (premierminister indtil 11. maj 1940). 
Dagen efter krigserklæringen den 3. september 1939 udtalte han i 
Underhuset:  
- I denne krig kæmper vi
 ikke imod jer, det tyske folk, mod hvem vi ingen bitre følelser nærer,
 men mod et tyrannisk og sammensvoret styre, der ikke alene havde bedraget
 sit eget folk, men hele den vestlige civilisation og alt, der er os
 dyrebart.
Flere gange var der forhandlinger mellem
briterne og Hitler – modstanderne. 
Forhandlingerne skete både i Bern 
og Rom.  
Briternes fredsforslag
Briterne tilbød tyskerne en særdeles
fordelagtig fred, blot Hitler 
var ryddet af vejen. To udsendinge fra Foreign Office 
kom med følgende tilbud:
- Det sikres, at den britiske
 regering ikke militært til skade for Tyskland, f.eks. ved et angreb
 i Vesteuropa vil udnytte en forbigående krise, der måtte kunne opstå
 i forbindelse med en aktion fra den tyske opposition.
- Den britiske regering erklærer
 sig beredt til at samarbejde med en ny tysk regering, hvem den kan give
 sin tillid for at sikre en varig fred og at yde Tyskland den (til genrejsning
 efter krigen) nødvendige økonomiske hjælp.
- Den britiske regering kan
 ikke forpligte sig yderligere uden forudgående indforståelse med den
 franske regering.
- I tilfælde af Frankrigs
 deltagelse i forhandlingerne ville det være
 ønskeligt, om der kunne gives meddelelse om det omtrentlige tidspunkt
 for gennemførelse af det indre tyske foretagende.
- Såfremt oppositionen for
 at lette gennemførelsen af sin aktion måtte
 ønske en vildledende (militær) manøvre fra vestmagterne, vil den
 britiske regering inden for mulighedernes ramme imødekomme et sådant
 ønske.
Østrig og Sudeterlandet 
skulle forblive i Tyskland. 
Og grænsen mod øst skulle se ud som før 1914. Mulighederne var at
erstatte Hitler med Göring.  
Forbindelse gennem Oster
Forbindelsen til briterne blev blandt
andet varetaget af Oster. De fortsatte senere gennem Vatikanet. 
Når Hitler
– styret var væltet ville paven appellere til de krigsførende
om at aftale våbenstilstand og afslutte krigen.  
Forhandlingerne via Vatikanet 
var rent og skær forræderi. Man måtte fare frem med forsigtighed. 
Men Hitler 
blev som bekendt ikke styrtet. Briterne var gennem disse forhandlinger
dog blevet meget velorienteret om, hvad der foregik i Tyskland. 
Mange højtstående officerer deltog i kupplanerne mod Hitler. Briterne
var særdeles velorienteret om krigsplanerne.  
Flåden manglede støttepunkter
Allerede i 1937 påpegede storadmiral 
Raeder over for sin forsvarsminister og påpegede de uheldige i
flådens svaghed i mangel på støttepunkter udenfor Østersøen
og Nordsøen. 
Den 10. oktober 1939 henledte Raeder
Hitlers opmærksomhed på, at Trondhjem 
kunne være et strategisk sted for at placere ubåde. Den 8. december
påpegede den samme over for Hitler, 
at der mellem Norge og England 
foregik en livlig handel.  
Quisling på
banen
Den 12. december blev Quislings 
synspunkter refereret over for Hitler. Man kunne gennemføre
besættelsen af Norge på 
- 1. ad fredelig vej
- 2. med magt
Quisling 
tanke var at begå statskup og så tilkalde tysk hjælp. Hitler 
lod sig overbevise af Quisling 
om, at Norge var truet af engelsk besættelse. Men han mente,
at den bedste løsning var en tysk erobring uden norsk hjælp.  
Admiralen
ønskede 300 u – både 
Tyskerne var bange for englændernes
flåde. Ved krigens udbrud havde Tyskland 
kun 28 atlant – ubåde. Ubådschefen, admiral Dönitz 
forlangte 300 u – både. Kun en tredjedel skulle være ved fronten,
en tredjedel skulle være hjemme og den sidste tredjedel skulle altid 
være på rejse. Dönitz var meget interesseret i Trondhjem.  
Weserübung
Weserübung
som var kodeordet for angrebet mod Norge 
og Danmark, var ikke admiral Raeders 
livret. Den britiske flåde var væsentlig stærkere end den tyske.
Men også inden for hærledelsen og luftvåben ansås aktionen for at
være farlig. Således var både hærledelse og luftvåben således
meget skeptiske over for planerne.  
Planerne skulle holdes hemmelige
Angrebet kunne kun lykkes, hvis det for
modstanderne kom uventet og overraskende . Derfor blev det ganske særlig
fremhævet, at alle forberedelser skulle holdes absolut hemmeligt. I 
Hitlers ordre af 1. marts om Weserübung 
hedder det således:
- Det er af den største
 betydning at vore forholdsregler rammer de skandinaviske stater såvel
 som vore vestlige modstandere overraskende. Alle forberedelser, navnlig
 tilvejebringelse af lastrum og af tropper såvel som deres afsejling
 skal tage hensyn hertil. Kan forberedelserne af afsejlingen ikke hemmeligholdes
 længere, skal andre mål (end Danmark
 og Norge) foregøgles officerer og soldaterne. Soldaterne må
 under alle omstændigheder først erfare de virkelige mål, efter at
 skibene er løbet ud .
Aktionerne skulle foretages på 
samme tid 
Da Hitler 
den 21. februar gav general von Falkenhorst 
ordre til at forberede Weserübung, 
var det hans beslutning først at gennemføre Gul. 
Det var stikordet på angreb på Vesteuropa, 
og først når dette angreb var nået til en hvis afslutning, 
skulle Weserübung gennemføres. Imidlertid vaklede Hitler 
i de følgende dage.
Jodl 
foreslog, at begge foretagender skulle forberedes, således at de både
i tid og i anvendelsen af militære styrker var uafhængige af hinanden. 
Hitler accepterede Jodls 
forslag og meddelte derpå den 3. marts, at Weserübung 
skulle gennemføres først og nogle dage senere Gul.  
Overraskende gennemførelse
En ordre fra general Falkenhorst 
af 5. marts fremhæver overraskelsens nødvendighed og det samme gør
en ordre fra admiral H. Raeder: 
- Det er af den største
 betydning at vore forholdsregler rammer såvel de nordiske stater som
 vestmagterne. Alle forberedelser skal tage hensyn til dette ganske afgørende
 synspunkt…..Svagheden i styrker skal udlignes ved dristig handlinger
 og overraskende gennemførelse.
En vanskelig operation
Under en konference med Hitler
den 9. marts anså Raeder for sin pligt, at give Føreren 
et klart billede af flådens del af Weserübung:  
- Det kritiske
 øjeblik bliver indsejlingen i havnene og kystforterne skal passeres.
 Det må ventes, at indsejlingen vil lykkes, his den gennemføres
 overraskende, og at nordmændene ikke hurtig nok vil træffe beslutning
 om at skyde, hvis de overhovedet er besluttet herpå. For skibene bliver
 tilbagerejse den vanskeligste operation, fordi det betyder, at de skal
 bane sig vej gennem de britiske flådestyrker.
Hoveddelen af den britiske flåde var
stationeret i Scapa Flow, mellem Orkney
– øerne. Det var en halv snes timers sejlads fra den norske kyst.  
Advarsel diskuteret den 26. marts
Allerede den 26. marts diskuterede man
i krigskabinettet i England 
om tyske angrebsforberedelser. Således havde den britiske gesandt i 
Stockholm indberettet om en koncentration af tyske fartøjer og
flyvemaskiner, der øjensynligt skulle besætte norske flyvepladser
og havne.
Den 30. marts oplyste admiral F. Darlan, 
at Tyskland koncentrerede de fornødne styrker til en invasion
af Sydnorge, Stavanger eller Sverige.  
Mange tegn på 
invasion 
- Den 2. april gav Hitler 
 endelig ordre til gennemførelse af Weserübung den 9. april.
 Egentlig skulle invasionen have været foretaget fire uger tidligere,
 men isproblemer gjorde, at aktionen blev udskudt.
- Den 3. april underrettede 
 Oster sent på eftermiddagen den hollandske militærattché oberst
 J.G. Sas om det forestående angreb mod Norge
 og Danmark.
- Samme dag afsejlede en tankbåd
 fra Wilhelmshafen og de første tre skibe med materiel fraHamborg til Narvik. 
- Den 4. april søgte Sas 
 kontakt med det danske gesandtskab i Berlin og andre. Herfra
 indberettede man utvivlsomt hjem om det forestående angreb.
- Samme dag sender kammerherre 
H. Zahle, Danmarks gesandt i Berlin 
 følgende hjem til Danmark:
- 1. Der forestår en
 ”aggression” mod Danmark, som skal finde sted i næste uge
- 2. Samtidig eller muligvis
 senere forberedes et indbrud i Holland, muligvis også
 Belgien.
- Den 5. april forlod endnu
 to fartøjer Hamborg med materiel til Trondhjem.
- Samme dag forelå der udenlandske
 radioefterretninger om det forestående angreb.
- Samme dag havde den svenske
 gesandt A. Richters henvendt sig til statssekretær Weizsäcker.
 Den svenske gesandt gjorde gældende, at man i Norge
 ventede en tysk aktion.
- Den 6. april modtager de britiske
 myndigheder en efterretning fra en neutral gesandt i København,at en tysk division på ti skibe ville gå i land i Narvik 
 natten til den 8. april.
- Daily Telegraph 
 berettede i en artikel om store koncentrationer af tyske flådefartøjer
 i Østersøen.
- Den 6. april forlod de første
 transportskibe Stettin med tropper, heste og transportmateriel
 til Norge.
- Den 7. april udtalte flådechefen
 for de nordiske farvande, admiral Carls
 sig om risikoen ved foretagenet.
- Samme dag sejlede mange transportskibe
 fra Wilhelmshafen.
Briterne vidste meget
Læser man Churchills
erindringer, ja så kommer der nogle interessante detaljer frem.
I Krigskabinettet den 3. april havde
de britiske stabschefer drøftet mulighederne for en tysk invasion i 
Skandinavien. Kigsminister Oliver Stanley 
havde modtaget en rapport om, at tyskerne i Rostock 
havde samlet en anselig styrke med det formål at indtage Skandinavien. 
Udenrigsminister Lord Halifax 
sagde, at efterretninger fra Stockholm, 
synes at kunne bekræfte dette. Ifølge det svenske gesandtskab i 
Berlin, var tyske skibe på i alt 200.000 tons samlet i Stettin 
og Swinemunde. Om bord havde de tropper, hvis antal rygtevis
blev anslået til 400.000. 
Briterne lagde miner
Upåagtet af dette var britiske flådeenheder
sejlet til Norge for at lægge miner. Man havde ventet på samtykke
fra den franske regering. 
Den 5. april var man sejlet fra Scapa
Flow, og den 8. april kl. 4.30 om morgenen lagde man inde under
kysten i nærheden af Bodø 
miner. Området ligger 100 sømil syd for Narvik.
Da indberetningerne om det tyske angreb
kom, fik man ordre til at forlade området. Var de blevet liggende der
endnu et halv døgn, var den tysk flåde sejlet direkte ind i dem.  
Britiske fly ventede med at indberette
Da den tyske flåde med de nordligste
landgangsstyrker var stået ud natten til søndag den 7. april blev
en del af den sigtet af britiske flyvere kl. 8.05, da den var på højde
med Esbjerg. 
Kl. 13.30 blev den omkring på højde
med Limfjorden sigtet af bombeflyvere. Man ville dog ikke røbe
positionen vad afsendelse af radiomeddelelse. Deres iagttagelser blev
derfor først meddelt kl. 17.30 for chefen for Home Fleet.  
En sen udrykning
Kl. 20.15 afsejlede en stærk eskadre
fra Scapa Flow. Denne eskadre satte ikke kurs mod den nærmeste
norske kyst, men mod nordøst, fordi dens chef troede, at de tyske enheder
skulle ud i Atlanterhavet. De krydsede den 8, april om eftermiddagen
ved 16 – tiden den rute som tyske krigsskibe havde fulgt 8 – 9 timer
i forvejen.  
Tyskerne overrasket over problemfri
invasion 
For mange var det overraskende, at den
engelske flåde var taget på sengen. 
Og i den tyske flåde var det glæde over at invasionen af Danmark 
og Norge var foregået så problemfrit.
De tyske officerer var bange for at svenske
kaptajner, der anløb Østersø
– havnene havde indberettet forekomster af troppekoncentrationer.
Den britiske efterretningstjeneste var særdeles aktiv i Sverige. 
Så de måtte have været klar over, hvad der foregik. 
Canaris 
og Oster var enige om, at en engelsk flådedemonstration ud for 
Norges kyst, ville have tvunget Hitler 
til at aflyse angrebet. 
De to herrers ønske gik ikke i opfyldning.
Og Gestapo fandt aldrig ud af, at Oster 
havde røbet angrebsplanerne.  
Canaris skuffet over briterne
SS
– brigadefører Werner Schellenberg 
skriver i sine erindringer om den forrådte angrebsdato, at Hitler 
overdrog Canaris at foretage denne undersøgelse, hvilken foranledigede 
Obergruppenführer R. Heydrich 
til at bemærke, at det var at gøre geden til gartner. 
Canaris 
og Oster, der var de egenetlig skyldige, skød skylden på udenlandske
diplomater og katolske gejstlige, fordi de var uden for Gestapos 
rækkevidde.
Da Canaris 
var i København den 10. april erfarede han om søslaget ved 
Bergen. Det fik ham til at udbryde:  
- Hvis bare englænderne
 var stukket til søs to dage tidligere, havde Hitler aflyst aktionen.
Den 10. jan. blev dele af planen røbet
Den 10. januar var en tysk flyvemaskine
nødlandet i Belgien . En del af de tyske angrebsplaner var ombord.
For den tyske overkommando var det uvist, hvor meget af disse planer,
som mandskabet havde nået at tilintetgøre.  
Uden militær betydning
Militært var efterretningerne om advarslerne
om den tyske invasion helt uden virkning. Oster 
undrede sig over, at der i Danmark 
og Norge ikke kom mobilisering og troppeforlægninger til grænsen.
Hverken i Danmark eller Norge 
forekom der nævneværdige forholdsregler. Oster 
havde helt sikkert regnet med den engelske flåde.  
Man blev alligevel overrasket
En sprængning af broen over viadukten
i Padborg kunne have forsinket de tyske troppers fremmarch. I
stedet måtte gendarmer lade livet, fordi tyske spioner troede, at de
var ved at anbringe sprængstoffer få timer før tyskernes indmarch.  
Egentlig forelå der en plan på 
flere jernbanestrækninger i tilfælde af en tysk invasion. Men tyskernes
besættelse kom åbenbart som en overraskelse trods mange advarsler.  
Og hvad kunne danskerne ellers selv have
gjort mod overmagten. Længe efter at modstanden var opgivet, kæmpede
danske soldater i Sønderjylland. 
Mange døde i kampen. Kommunikationen fra København 
svigtede i de afgørende timer.  
Kilde: Se
- Besættelsestidens Litteratur
 A – L
- Besættelsestidens Litteratur
 M – Å
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder over
 50 artikler om Besættelsestiden
