Kampen i Classens Have varede kun tre – fire timer. Men hvad skete der før og efter. Peymann ville gerne have lidt heltedøden. Han blev gjort ansvarlig for nederlaget. Men englænderne kom med 30.000. Og kronprinsen tog bare til Sønderjylland. Østerbro var sønderbombet. Og en engelsk familie ved Østerport måtte flygte ud af landet. De danske soldater var som bønder i uniformer, sagde englænderne, men de roste da også.

 

Danmark ikke klar til kamp

Peymann var blevet udnævnt som kommandant med uindskrænket militær magtbeføjelse. Man regnede med, at englænderne ville angribe fra søsiden lige som de gjorde i 1801. Kronprinsen havde den 7. august beordret Admiralitetet til hurtigt at opstille et forsvar omkring Københavns Havn ved at armere den faste defension. Men man fandt det ikke nødvendig
at klargøre flåden.

Og landtropperne, ja de befandt sig i Holsten. Hvor den skulle værne om Danmarks neutralitet over for de franske tropper. Danmark var slet ikke klar til kamp. Landet blev taget på sengen. Faktisk var englænderne af den overbevisning, at franskmændene ville tage den danske flåde.

 

Kronprinsen på  vej mod syd

Den daværende konge, Christian den Syvende havde på grund af sin sindstilstand ingen egentlig magt. Det var kronprinsen, den senere Frederik den Sjette, der bestred den egentlige magt. Han befandt sig med hæren i Sønderjylland. Det var her, han modtog englændernes ultimatum. Og det var udlevering af hele den danske flåde samt at indtræde i krigen på Englands side. Det blev til et rungende nej. Men den engelske flåde var på vej. Ja de var tæt på. I modsætning til 1801 havde de en stor landhær med.

 

Nær pågrebet på  Storebælt

Men kronprinsen kom dog til København for at hente kongen og bringe ham i sikkerhed. Og det skete til Kolding Slot. Selv tog kronprinsen atter engang sydpå. På vejen over Storebælt blev de stoppet af et engelsk krigsskib. Færgemanden fortalte, at de sejlede med en syg svensk baron. De fik lov til at fortsætte.

 

Op mod en overmagt

Den 70 – årige Peymann havde aldrig tidligere haft en militær kommando. Det meste af sin tjenestetid havde han tilbragt bag skrivebordet. Til hans rådighed stod kun 5.500 egentlige soldater. Dertil kom Borgervæbningen, Landværn, Livjægerkorps samt Studenterkorps. Man var vel ca. 11.000 i det hele. Ja og englænderne stillede med 30.000 mand.

 

En hurtig march mod København

Den 16. august gik englænderne i land ved Vedbæk. De blev ikke angrebet. Peymann udsendte 600 mand, der blot skulle observere. De gik op til Mølleåen fra Lyngby til Strandmøllen. Ni dage senere stod englænderne uden for København i en linje fra Classens Have, på ydersiden af Søerne ad Blegdamsvejen forbi Blågård og Ladegården til Kalvebod Strand.

Seks af otte udfald fra Københavns Landforsvar var fællesoperationer med kanonbåde og landtropper. De tre af dem havde Classens Have som mål. To andre udfald gik gennem dette område, som lå mellem Classensgade, Østerbrogade, Rosenvængets Allé og stranden.  Den 25. august skete der et angreb nord for området ved Svanemøllen. Man ville hindre fjenden i at nå frem til København og især Kastellet.

Den 17. august blev udfaldet foretaget af Livjægere, men overmagten var for stor.

Den 20. august var 9 kanonbåde og en hær på 3.800 i gang med at ødelægge batterier ved Svanemøllen. Man kan undre sig, at når man kunne samle så stor en styrke, hvorfor man så ikke angreb englænderne i Vedbæk.

 

Manglende signal til kanonbåden

Aktionen lykkedes dog ikke, fordi oberstløjtnant Voigh som havde kommandoen glemte at signalere til kanonbådene. Det kostede 16 døde og 20 sårede. Den 24. august gik englænderne frem mod Østerbro og Kalkbrænderiet, mod Jagtvejen, Nørrebro, Frederiksberg samt udkanten af Vesterbro og pressede danskerne tilbage.

Presset var så stor, at det kompagni, der stod parat med to kanoner på Rolighedsvej (Nordre Frihavnsgade) mellem Strandvejen og det gamle kalkbrænderi blev kastet til bage til Classens Have.

 

Overrumplet

Men udfaldet fra den 25. august skete fra Kastellet mod Classens Have. For danskerne var området strategisk. Men sådan blev det ikke opfattet af englænderne. Deres artilleri blev opført i halvcirkler op til tre kilometer fra byen. Når de nu alligevel var i området kunne det skyldes at deres batteristilling på Trianglen skulle forsvares.

Det forlød, at englænderne var ved at anlægge moter-batteri på Assistens Kirkegård. Holstein fik til opgave at ødelægge dette. Men det lykkedes ikke. Tværtimod var der store tab, 21 døde og 55 sårede.

I løbet af natten trængte de frem til Østerbro, Blegdamsvej, Blågård, Ladegården og til Vesterbro indtil skydebanen. Ved salpeterværket ved Trianglen var en dansk arbejdskommando ved at anlægge en større skanse. De blev fuldstændig overrumplet og taget til fange af englænderne. Et angreb fra Classnes Have blev afværget.

 

Tæt på byen

Egentlig havde englænderne planer om at grave løbegrave på Fælleden og lave en linje langs Jagtvejen . Men efter den 25. sad de på alle de vigtigste udgange fra byen. Nu var det Blegdamsvej, der blev udpeget som linjen eller parallel. Den erobrede skanse ved Trianglen blev ombygget. Over Nørrebrogade blev der bygget en skanse af sandsække. Broen over søerne var vigtig for englænderne. Men de skulle alligevel ikke vide sig for sikre. Fra Kalvebod Strand blev de generet af tre danske kanonbåde.

Den 26. og 27. august gik englænderne til kamp mod disse kanonjoller. Den voldsomme beskydning fik selveste Peymann til at dukke op.  Også den 26. og 31. august angreb danske landtropper og kanonbåde fjenden i Classens Have.  Ude i Svanemølle – bugten blev kanonbåden Stubbekøbing ramt af en granat. Båden eksploderede og 31 mand omkom.

 

Det berømte ”slag” 

Natten mellem den 30. og 31. august gjorde man klar til udfaldet i Classens Have. Peymann opmarcherede to bataljoner af af Danske Livregiment, en bataljon af Norske Livregiment, en jægerstyrke, Den Kongelige Livgarde til fods, Kongens Livjægerkorps og herregårds-skytere samt en felt- artilleri-styrke med otte kanoner. 2.500 mand var de.

Især udfaldet den 31. august var dramatisk. Her blev Peymann såret af en flintekugle i låret. Egentlig ville han gerne have fået heltedøden. Til lægen sagde han:

• Åh det er ingenting. Den burde have truffet mig i hjertet.

Han havde indset, at der intet var at udrette, og at han senere ville blive gjort til syndebuk. Peymann blev afhentet af en karet og inde på Kastellet, blev han tilset af Professor Windsløv. Peymann havde stillet sig et højt sted. Fjenden kunne se, at det var en betydningsfuld soldat, man havde med at gøre.

 

Udfaldet var historisk

Udfaldet er gået ind i en historien. Det lykkedes og soldaterne kæmpede bravt. 24 døde og 98 blev såret.  Strategisk var udfaldet dog uden betydning. Kommandør Bille udtrykte det således:

• Entreprisen lykkedes for en del – og det er ikke nok til at udfaldet kan karakterers som et væsentligt og vellykket udfald

Også udfaldet den 25. august mod Assistens  Kirkegård var afgørende. Englænderne tordnede frem overalt. Kommunikationen mellem kanonbådene og landtropperne var nogle gange katastrofale. Men den fungerede den 31. august.

 

Bomber fra Kastellet

Fra Kastellet blev angrebet fulgt op af kanonerne. I første omgang blev englænderne jagte på flugt. I den danske bagtrop var der en 50 tømrer og 50 brandmænd De begyndte at fælde træer og brænde bygningerne ned.. Efter, at englænderne igen havde samlet sig, trak danskerne sig tilbage til Kastellet. Men nu havde kanonerne frit syn til Classens Have. Nu kunne englænderne ikke mere gemme sig.  Tre timer varede kampen.

Fra Strandvejen og resten af Østerbro stormede de engelske soldater nu frem. General Bird blev ramt to gange, men fortsatte kampen. Det ene projektil knuste hans finger, det andet ramte hans kraveben. Han trak straks højre hånd ind under uniformsjakken, trak en fladtrykt kugle frem og gav den til sin adjudant.  Fra søsiden fortsatte kampene. Et engelsk transportskib blev sænket. Det kostede 10 døde og 21 sårede englændere.

Hele byen jublede og det gav nyt håb. Men kampen mod overmagten var stor.

 

Bønder i uniform

Englænderne havde ikke meget til overs for de danske soldater. De kæmpede ganske tappert, men virkede som bønder i uniform, sagde de, uden metode og dømmekraft. Man var i ledelsen
ikke meget for at bombardere byen. Men den engelske officer Charles Cadell roste de kæmpende studenter anført af deres professorer i Classens Have:

• Den angribende danske gruppe bestod af universitetets studenter, som havde dannet et let infanterikorps, anført af deres professorer. De avancerede på  en yderst tapper måde og kæmpede storslået. Mange af disse unge helte blev dræbt og mange blev såret. Et sådant tilfælde af heltemodig opofrelse for deres land fortjener at blive nedskrevet med bogstaver
  af guld og bringer det gamle Rom og Sparta i erindring.

Den irske kaptajn, Harry Ross – Lewin var imponeret over Det Danske Livregiment, som med deres skarlagensrøde kapper og pudsede parykker var de største mænd , han havde set i nogen hær.

 

Sidste chance inden bombningen

Den 1. september prøvede englænderne en sidste gang, at overtale Peymann til overgivelse. Udlever flåden, så vil vi betale erstatning, fik han at vide. Men det lå uden for hans beføjelser. Problemet var bare, at kronprinsen stadig befandt sig i Sønderjylland. Englænderne ville ikke vente. Nu var der kun en mulighed. København skulle bombes.

 

Terrorbombardement

Den 2. september 1807 begyndte verdens første terrorbombardement af en civilbefolkning. Englænderne brugte både raketter og brandbomber. De var rettet direkte mod civilbefolkningen
og civile bygninger.

 

Ordren nåede ikke frem

Til sidst lykkedes det også at ramme Vor Frue Kirke. Bombardementet varede i tre dage, og resulterede i adskillige brand i byen. Til sidst gav man op og overlod flåden til englænderne. Hvorfor man ikke havde brændt den af inden, virker mystisk. Ordren var også givet af kronprinsen. Men løjtnant Steffens der skulle overgive den skriftlige ordre til Peymann blev pågrebet på sin hest 10 kilometer fra sit mål af englænderne.

 

Hvor stod batterierne?

Batterierne stod parat. Sigtekornet var rettet mod byen. Men hvor stod englændernes batterier?

1. Ved gamle Pesthus ( Valdemarsgade/Istedgade)
2. Bag Gartner Mohrs have (Valdemarsgade/Istedgaade)
3. Foran Skydebanen (Absalonsgade/Svendsgade)
4. I Svanholms Have (Gl. Kongevej/Vodroffsvej)
5. I Vordroffs Have (Vodroffsvej/Martinsvej)
6. Ved Ladegårdsvejen foran gården Rolighed (Åboulevarden/Bûlowsvej/Rolighedsvej)
7. I Blaagaards Have (Stengade/Korsgade)
8. I Toxveds Have (Møllegade/Peter Fabers Gade)
9. I Sandgraven på Vester Fælled (Nørre Allé/Guldbergsgade/Ahornsgade)
10. I redouten ved Saltpeterværket (Trianglen)
11. Øst for gården Nøjsomhed (Viborggade/Nøjsomhedsvej)
12. Ved Ny Kalkbrænderi (Vordingborggade/Løgstørgade)
13. Ved Svanemøllen (Østerbrogade/Strandvejen/Strandvænget)

 

Kapitulationen

Den 7. september efter at København var blevet sønderbombet, blev kapitulationen underskrevet:

• Englænderne skulle besætte Kastellet og Holmen
• Krigsskibe af alle typer og alt flådetilbehør skulle udleveres
• Engelske transportskibe skulle indlades i havnen for at kunne indskibe og laste ekspeditionskorpset og dets materiel
• Senest seks uger efter kapitulationen skulle Kastellet tilbageleveres og de engelske tropper indskibes
• Fjendtlighederne på hele Sjælland skulle ophøre
• Personer, personlig ejendom og dansk politi skulle respekteres ligesom beslaglagt engelsk ejendom skulle tilbageleveres
• Alle fanger skal vende tilbage til egne styrker, og de officerer, der var fanger bundet af deres æresord, skulle løstages for denne forpligtigelse.

 

Danmarks ydmygelse

Om aftenen den 20. oktober stod de ud gennem Sundet de første 100 skibe. Dagen efter fulgte den engelske hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Man lagde sig tæt på den svenske kyst og Helsingborg, hvor man saluterede for den svenske konge. Han var taget ned fra Stockholm for med skadefryd at iagttage det prægtige syn af arvefjendens Danmarks ydmygelse.

 

De skyldige skulle findes

Selvfølgelig skulle der findes skyldige. Overkrigs – kommissionen forkyndte dommen. Peymann blev fundet skyldig i at have forsømt at overholde de kongelige instruktioner. Han havde ikke gjort sit yderste til Landet og Stadens Forsvar. Han havde ikke opfyldt de almindelige pligter, som det blev forventet af en øverstkommanderende. Han havde undladt at vise den fornødne militære Conduite.

Han havde også undladt at forsyne generalløjtnant Castenskiold med den fornødne ammunition til det sjællandske landeværn. Han havde også capituleret og udleveret den danske Flaade til den engelske Magt uden Beviislig Nødvendighed, og hverken i Henseende til den indtagende Capitulation eller det holdne Krigsraad, iagttaget Krigslovens Forskrifter.

Peymann blev dømt til døden Også tre andre officerer blev dømt til døden. Alle blev dog benådet af kongen.

 

Østerbro meget medtaget

Belejringen satte sit præg på  Østerbro. Den pensionerede søofficer Peter Schiønning kørte den 13. september, efter at belejringen var ophørt ind til København. Der måtte ham et voldsomt syn. Han beskrev i sin dagbog:

• Saa snart vi nærmede os Østerport eller dens Forstad, saa vi ikke andet end rædsomme Syner og mange Beviser paa, en grum Fiende havde været i Landet. Afbrændte Huse, af Bomber  mægtig ruinerede Gaarde, næsten intet Vindue helt, men lutter i Stykker sprungne Ruder, aabne og Tomme Huse, alle havde forladt, og stod som givne til Pris for alle. Alt som vi kom nærmere, saa vi Fiendernes mange Straahytter, for en Del forfærdigede af Sæden, ligesom den har staaet paa Marken med Kornet i endnu, ligesom og deres ofte stærke Batterier og mange Forskansninger bedækkede med Sandsække.

 

En familie – skæbne i krigen

Man var bange for at engelske spioner ville gå i gang i København. Ja man så spøgelser midt om dagen. Alt hvad der havde med engelsk at gøre, blev holdt under skærpet opsyn. En række ryttere havde således observeret skræddermester Sanders kone, Phoebe og parrets ældste datter, Amalia ude på området mellem Østerport og Kalkbrænderiet.

Man havde sagt til dem, at det var farligt at befinde sig på området. De var straks vendt tilbage til det lille hus uden for Østerport, som Sanders ejede.  Kort efter deres ankomst dukkede folk
fra Livjægerkorpset op og bad Phoebe om at følge med til Kastellet. Her blev hun afhentet af politiet og senere afhørt af politimesteren.

Politimesteren bad hende blive i deres hus på Gothersgade og ikke igen at gå til huset ved Østerport. Men inden løsladelsen var Phoebe og hendes 8 børn blevet indespærret i Blåtårn.

 

Udenbys misædere

Phoebe havde forklaret, at de var gået ud for at se på de engelske krigsskibe ude i Sundet. Desuden havde de kigget på det sted, hvor hendes mand ville anlægge et jernstøberi. Phoebe
blev anklaget for at være udenbys misædere. Mistanken blev bestyrket i, at hendes mand havde forladt huset med et afskedsbrev.

Det var bestemt ikke en ferie, for familien. Dagligt måtte cellerne tømmes for vand, som trængte ind. Efter kapitulationen blev familien løsladt.

 

Krige har mange ofre

Huset ude ved Østerport var blevet smadret. Manden vendte igen hjem. Han allierede sig med sin gode ven manufakturhandler Kall, og gav denne en fuldmagt, så alle hans skyldnere kunne blive betalt.

Derefter pakkede familien Sanders to vognlæs med klæder og mindre ejendele og betalte en bådsmand fem rigsdaler for at fragte dem ud til et af de engelske skibe, der lå for anker uden for byen.

Højtstående embedsmænd nægtede at betale deres gæld til Sanders. Blandt kunderne var både tre Reventlow er, en Schack, en Schulin og en Rantzau. Nogle betalte, andre gjorde ikke. Sanders blev nærmest udplyndret af staten. Han vendte aldrig tilbage. Han og familien var mistænkt for altid. Krige har mange ofre.

 

Kilde:

• Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:
–  www-dengang.dk indeholder 1.783 artikler 

• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Classens Have på Østerbro
• Gamle Havne på Østerbro
• Kastellet
• Langelinie – dengang
• Østerbro og Nørrebro i krig
• Østerbro som landsby og mange flere 

Redigeret 24.11. 2021