En
ødemark, et saltland, en vældig ørken. Sådan var beskrivelsen om landskabet omkring Hærvejen i 1070. Plyndringer og epidemier var der masser af. Vejen var ikke brugbar i vådt vejr. De fleste kroer blev rost. Bønder havde kørselspligt. 275 vogne skulle de stille til rådighed for kongen. Læs om ”Rechte Herr Weg”, Pottervej, Helene Kilde, Sakservej, Pottervej, Herlufstenen, Bolderslev Frigård, Pouls Kro, Den Krumme vej og meget mere.

 

Mange antagelser

Ufattelige mange bøger er skrevet om Hærvejen. Historisk er emnet dybt interessant. Men når det handler om historie, skal man ikke tro, alt hvad man læser. Bevares historikerne har gjort deres bedste. Men der er kommet ny viden til. Nye forskningsresultater siger noget helt andet. Gamle kort har heller ikke altid været præcise. Og så har historikere ofte gjort brug af antagelser, som stammer fra forkerte oplysninger.

De mest kendte bøger er begået af Hugo Mathiessen. Men mange af hans antagelser holder ikke for en nærmere undersøgelse. Også Mads Lidegaard har beskæftiget sig med Hærvejen. Men også hans metoder bunder på en masse usikkerhed. Wilhelm La Cour antagelser er også tilfældige. Af andre med meninger om Hærvejen kan nævnes P.V. Glob, H.V. Gregersen og Bjørn Svensson.

Forskere har glemt at klimaændringer har haft sin virkning på Hærvejs – strækningen. Men også nedbrydning af jord, rydning af skov og grundlæggelse af nye landsbyer i det 11. og 12. århundrede havde sin virkning.

 

Historisk vingesus

Selv har jeg mærket historiens vingesus i Bommerlund Plantage, og stået på Gejlå Broen. Min afdøde kone fortalte meget om Hærvejen. Hun lavede faktisk flere film om den. De har været vist på DR. De tåler sagtens en genudsendelse.

Ja og så har jeg i tidligere artikler berettet om Hände Hoch på Hærvejen – syd for grænsen. Vi stod pludselig på militært område. Og blev truet af tyske soldater.

 

Ligner en ørken

Hærvejen er antagelig mere end tre tusinde år gammel. Langt de fleste rejsende har været oksedrivere, kuske og andre karle. Men har færdedes også kongens mænd, bissekræmmere, pottemænd, samt vandrende svende.

Man er taget til Kliplev for at tilbede Skt. Hjælper, overnattet på Toldsted eller drukket på Bommerlund Kro.

Adam af Bremen var dog ikke så begejstret, da han drog på Hærvejen:

• Vel vrimler enhver egn i Germanien skrækkelig af dybe skove, men Jylland er dog mere skrækindjagende end andre egne – jordbunden er gold. Det ser næsten ud som en ødemark, et saltland og en vældig ørken.

 

Mange navne

Hærvejen er kaldt Kongevejen, Adelvejen, Oksevejen, Studevejen, Sakservejen, Roma – vejen, Gammel Viborgvej eller bare Den Store Landevej.

Men nu havde Hærvejen ikke eneret på navnet, således blev den gamle vej mellem Højer og Tønder i 1554 kaldt Herren Weg. Og i 1769 hed den Herrweg.

I 1796 blev den såkaldte Krumme vej fra Bov til Flensborg kaldt for Den nach Niehuus führenden Herrwege.

I dag kender de fleste til Hærvejen som betegnelsen for den jyske Hærvej. Mange hjulspor er efterhånden dannet. Og de fulgte ikke altid i samme retning. Efterhånden som købstæderne opstod, skete der stor forskydninger i trafikmønstret. Egentlig er den første skriftlige kilde om Hærvejens eksistens begået af Adam af Bremen i 1070.

Et rejsekort fra 1492 viser en vej, der går fra Lybæk over Slesvig/Flensborg til Ribe. Og fra 1501 findes et kort, der viser strækningen fra Viborg, forbi Haderslev, Slesvig og længere syd på.

 

Hærvejen er ikke en vej

Fra midten af det 17. århundrede findes Mejers (Meyer) kort over landevejsnettet. Men denne Meyer havde ikke det bedte ry. Disse kort er behæftet med mange fejl.

Mange turistforeninger påberåber sig at havde den originale Hærvej. Men det er ikke den hele sandhed. For Hærvejen bestod af et utal af veje og hjulspor. Et godt udgangspunkt er at kigge efter gravhøje. Oldtidens stormænd ønskede at blive set også efterderes død. Derfor blev gravhøje anlagt på højderygge eller i umiddelbarnærhed af vejen. Men manglende høje betød ikke nødvendigvis, at der ikke gik en vej lige der.

Hærvejen var nu engang ikke en vej. Det var et kompliceret net af mere eller mindre parallelle og indbyrdes forbundne veje. Hvilken rute man valgte, afhang af rejsemål, transportform, årstid og krav om sikkerhed.  Lokale forhold havde også betydning.

 

Straffebestemmelser

Selv Jydske Lov havde Hærvejen med. Den indeholdt straffebestemmelser mod dem, som kørte eller red på en anden mands marker eller enge. Tilsvarende
var det udtrykkelig forbudt at spærre eller ødelægge offentlige veje.

 

Fra Yngre Stenalder

Fund af flere skivehjul fra tiden før 2.000 år før Kristi Fødsel. Ved stenalderens slutning har der allerede eksisteret et vejnet. Kun ganske få steder var det brolagt. Ellers bestod vejene kun af en samling jord – og sandveje.

Allerede i den yngre stenalder var Hærvejen en vigtig handelsrute, antages det. Fra bronzealderen viser talrige fund, at Hærvejen havde stor betydning. Fra ca. 1.800 før Kristi er der blevet importeret masser af metal. Bytteobjektet har sikkert været rav.

Hedeby fik en central rolle under vikingetiden. Ribe fik ren stor rolle for transithandelen mellem øst og vest. Efterhånden overtog søfarten dog en del af disse ting.

 

Forsvarsvolde

Vejene havde stor strategisk betydning. Det ses af de mange forsvarsvolde over eller langs Hærvejen.

En af disse er Olgerdiget, der stammer fra 2. århundrede efter Kristi fødsel. Selve volden er 7,5 km lang. Egentlig havde den forbindelse fra den nedlagte Tinglev Sø til et område vest for Urnehoved. Olgerdiget havde palisader, vold og grav. Der var mosestrækninger på begge sider. Ved Øster Løgum findes rester af et tilsvarende anlæg.

Margrethevolden ved Øster Immervad skal ikke glemmes.

Lidt nord for Trælhede i nærheden af Vester Immervad var der en spærring over den såkaldte Savsevej eller Saksevej.

Det mest kendte voldanlæg er dog Dannevirke. Her kunne man i mellem det 8. og 13. århundrede ikke kun beherske den nord og sydgående trafik, men hele området mellem Slien og Trene. Ifølge overleveringer blev færdslen ført igennem Wiegelsdor. Hele voldanlægget var på ca. 14 km.

 

Plyndringer og epidemier

Gennem tiden har det ikke været sjovt, at bo i nærheden af Hærvejen. Mange hære er draget igennem. Plyndringer og epidemier har plaget befolkningen. I 1043 trængte en vendisk hær over Ejderen op i Sønderjylland. Den blev dog slået af Magnus den Gode på Lyrskov Hede.

I 1156 kom Sven Gathe med en saksisk hær og nåede til Sommersted. Ifølge sagnet blev de slået af Valdemar den Store.

Året efter led Knud den Tredje et nederlag ved Hærvejen. I 1295 mødtes Erik Menved og Hertug Valdemar i et slag.

Ved Immervad var der i 1422 et slag mellem danskere og holstenere. Denne begivenhed fik nogle til at omdøbe Immervad til Jammervad.

 

Fattige mennesker

Talrige tropper har indfundet sig langs Hærvejen. Og indkvarteringer af disse har hørt til dagens orden. I et notat fra 1543 over Gregorius von Ahlefeldts
fæstebønder i Uge Sogn hedder det:

• Disse foreskrevne og arme Folk ere forhærgede og forfærdede af Kongelige Majestæts Landsknægte, saa de ikke kunne udgive nogen Skat eller Hyre, idet de bor ved en fri Landevej.

 

Pesten satte sine spor

Da de Kejserlige Hære i 1627 gik ind i Holsten, flygtede resterne af den danske hær i panik op gennem Jylland. Undervejs raserede de landsbyerne langs Hærvejen.

Mange kirker og Toldsted Kro blev brændt ned. I hælene kom Wallenstein og hans tropper.

I de efterfølgende krige 1643 –  45 og 1657 – 60 trængte nye hære op i landet syd fra. Hærene havde desværre taget pesten med sig. Adskillige omkom.

 

Pilgrimme

Pilgrimmene blev afløst af okserne i det 16. – 17. og 18. århundrede.

I øvrigt minder talrige stednavne langs Hærvejen om pilgrimme. I 1872 blev der i Frøslev Mose fundet et kostbart skrin. Det er dateret til omkring år 1000. Enten er ejerne kommet ud for en ulykke eller de er blevet overfaldet.

 

Masser af okser

Pilgrimme brugte vejen i 4 – 500 år. Studene var her i længere tid. De blev drevet til markeder i Nordtyskland og Holland. Ikke uden grund blev vejen kaldt Oksevejen. Danske okser var allerede i 1252 eftertragtet i Flandern. Men også heste blev eksporteret.

Af toldregnskabet ved Gottorp fremgår det, at der der omkring år 1500 blev eksporteret 20.000 okser. I 1520 var tallet op på 30.000. Mellem 1545 og 1578 var eksporten oppe på 40.000 årligt.

Der kom et lille fald grundet diverse krige, men fra ca, 1600 nåede man op på årligt 50.000 okser.

Af andre varer kan nævnes humle, hør, hamp, lærred, linned, silke – og uldtrøjer samt kobberkedler. Desuden fisk, huder og skind.

Kirken interesserede sig også for Hærvejen. Slesvig og Ribe Bispedømmer delte i det 11. århundrede vejen mellem sig.

 

Ikke brugbar i vådt vejr

Det var ikke altid lige let at færdes på Hærvejen. Der er beretninger om, at rejsende overfaldt en vognmand, fordi vognen væltede.

Over vadestederne kunne det være svært at komme, grundet oversvømmelser. I 1642 klagede den bremerske rådmand Heinrich Meyer over, at Oksevejen
syd for Stenderup Kro var et morads og derfor ikke brugbar i vådt vejr.

Det var ikke alle, der havde sans for det smukke landskab langs Hærvejen. Heinrich Meyer skrev således i 1642 i sin dagbog, at egnen mellem Flensborg
og Stenderup Å var sandet, sumpet og øde Landskab.

Tilsvarende gav Ulrich von Werdum i 1673 egnen mellem Flensborg og Immervad følgende karakteristik:

• Omkring Bov var det sandet og stenet Mark. Til Toldsted var det ”Sumpet Land”. Herfra gik det til Rise gennem ”middelmådigt Land”. Ved Øster Løgum passerede man ”stenet Sandmark”.

Heller ikke L.M. Vedel var synlig imponeret. Omkring år 1800 skrev han:

• Fra Haderslev uden om Apenrade ad Flensborg til Slesvig gik det langs den skaldede sandede Hede-egn.
  Her er kun udueligt og øde Jord. Her er der kun begroet med den sorte høje Lyng. Her øjnes kun nogle små Faar, som fødes til Nødtørftighed. Mellem Toldsted og Flensborg er der blottet for Kreaturer og Huse.

Wedel kunne også berette om, at der var opsat høje Pæle med Lygter paa hver Fjerding Vej mellem Slesvig og Rendsborg.

I 1623 roste Christian af Anhalt – Bernburg vejen som en smuk jævn vej. Han oplyste også at den flere steder mellem Rise og Flensborg var brolagt.

 

Kroer blev rost

Toldsted Kro og Røde Kro blev rost af flere rejsende. Holger Jacabæus udtalte således i 1671, at der var så mange puder og dyner på Toldsted Kro, at der var nødvendigt at bruge en stige.

Ikke alle synes dog at Toldsted Kro var behagelig. I 1522 måtte Christian den Anden forlade stedet, da det brændte over hovedet paa ham. Ved den lejlighed mistede han ikke kun sin taske, saddel, støvler og sporer, men også rede penge.

Bommerlund Kro var kendt for sin gode snaps. Længere syd på, blev kroen ved Stenderup Å af en svensk rejsende betegnet som et ringa Wårdshus.

Kroen ved Gottorp Slot fik et bedre skudsmål. Heinrich Meyer betegnede det i 1642, at det var et bekvemt Værtshus.  Abraham van der Meersch tilbragte i 1674 en nat i Rendsborg i en meget magelig Seng.

 

Plattysk ved Bov

Samuel Keichel opdagede i 1586, at man allerede omkring Slesvig talte dansk. Men i 1800, da L.M. Wedel rejste forbi Bov konstaterede han, at her begynder det plattyske, at være det herskende Sprog . Dog kan man forstaa Dansk, uden at tale det.

 

275 vogne til kongen

Bønderne langs Hærvejen havde en del pligter. En af dem var såkaldt kørselspligt. Hvis fyrstelige personer bad om det, skulle de være parat. Men nogle gange så det lidt voldsomt ud.

Da Christian den Femtes søster Prinsesse Wilhelmine Ernestine i 1671 rejste til Tyskland måtte der den 18. august fremskaffes hele 88 vogne ved Årøsund
til brug for hendes kongelige højhed. Et tilsvarende antal skulle i de følgende dage være til rådighed i Haderslev og Bolderslev.

Kong Christian den Syvende skulle ca. 100 år senere på besøg i Slesvig. Haderslev Amt skulle sørge for 71 par heste og 275 vogne til Immervad Kro.

 

Stakkels hertug

Bønderne havde også vedligeholdelsespligt. På visse strækninger af Hærvejen var der på sten markeret, hvem der havde vedligeholdelsespligten for et bestemt område. Sådanne sten er fundet mellem Bommerlund og Bov. Andre steder markerede stenene, hvilken by, der skulle vedligeholde en bestemt strækning.

Nu var sådan en vedligeholdelse ikke særlig populært hos bønderne. Måske var det årsag til en episode ved Rødekro i 1784.

Den 24. marts dette år så amtmanden i Haderslev sig nødsaget til, at gøre sin kollega i Aabenraa opmærksom på følgende optrin:

• Nogle ved Røde Kro til Vejreparation forsamlede Bønder af Mjøls og Lunderup havde af den forbipasserende Hertug af Würtenberg (da samme kort før Broen paa Grund af vejens daarlig Beksaffenhed, brækkede en Hammelstok) ikke blot ved Fremfusenhed krævet Drikkepenge, men ogsaa den til den høje suite kørende med fire Heste bespændte Chaice, den var kørt fast i Isen, blev anholdt af de stærke Karle iblandt dem og holdt tilbage bagfra med voldelig Trussel om, at den ikke skulle komme af Pletten, før de fik Drikkepenge.

Ja dertil er at sige, at Haderslevs Amtmand ikke var meget for at bruge punktum.

 

Hærvejen var et sandt delta

Forskerne har været aldeles uenige om, hvor i det nordlige Sønderjylland, hvor Hærvejen gik. Igen har antagelser været fremherskende for beviser. Vi skal for ikke at gøre denne artikel for kedelig gå i detaljer. En ting er dog sikker, Hærvejen har været et sandt delta.

Forskerne er heller ikke enige om Hærvejen nord for Sønderjylland endnu i vikingetid og middelalder udgjorde et sammenhængende vejstrøg gennem hele Jylland.

Farrisskoven var engang en mægtig skov, et sandt vildnis. Det var et frygtet sted med røvere. Derfor mener mange forskere, at Hærvejen blev ført uden om. Nede ved Frøslev Mose var der også røvere og banditter. Derned talte man om Røverskoven.

Andre forskere mener, at landsdelen nærmest var mennesketom i oldtiden. Men arkæologiske fund peger på det stik modsatte. Hærvejen havde dengang en mere vestlig retning. I bronzealderen var Esbjerg – Hjerting området et handelscenter. Det kan have haft betydning for Hærvejens retning.

 

Mange vadesteder over Skodborg Å 

I Oldtiden var der mindst 12 vadesteder over Skodborg Å (Kongeåen). Ved Foldingbro skabte naturen et naturligt vadested. Skodborghus har været et vigtigt punkt på Hærvejen gennem historien. Det var et gammelt vadested og midtvejs mellem Hedeby og Viborg. Ca. 1 km fra dette sted lå vadestedet Vad. Her lå også grænsen mellem Nørre – og Sønderjylland.

 

Foldingbro

Da Dronning Christine i 1505 foretog en rejse fra Horsens til Ribe foregik det over Foldingbro. Okser fra det indre af Nørrejylland i det 16. – 17. og 18. århundrede blev drevet syd på af Hærvejen over Foldingbro. Denne forbindelse havde rod tilbage i historien.

Således fik lensmanden på Skodborghus i 1570 et længere brev fra kongen. Gården ved Folding skulle nedlægges. Den skulle fremover huse en mand, der skulle være fri for landegilde. Men denne mand

• skulle gøre sit bedste og have opseende med at ingen Øksne, Heste eller Kvæg udfortoldet udtrives.

 

Begrebet ”Rechte Herr Weg” 

I 1649 kan man på Mejers kort finde begrebet Rechte Herr Weg. Da Dronning Christine i 1504 rejste fra Koldinghus til Tørning over Toldsted til Flensborg fremgår det, at hun kører af rechte Herr Weg. Vi ved ikke præcis, hvor rechte Herr Weg er gået. Det er et levn fra oldtiden, som har levet videre i middelalderen.

Spørgsmålet er om navnet hentyder til den rigtige Hærvej eller den højre Hærvej?

 

Pottervej

Parallelt med denne findes der syd for Vojens en anden gammel vejstrækning. Det er den såkaldte Pottervej også kaldet Foldingbro Landevej.  Navnet stammer fra de jyske pottemænd, der fra Vestjylland kom rejsende med deres potter. De solgte dem helt ned til Jylland.

Denne vej blev også kaldt Landevej fra Gram. I 1761 kaldtes den for Landstrasse von Jüttland.

 

Sakservej

Sakservejen var den middelagtige betegnelse for den sønderjyske del af Hærvejen. Længere syd på finder vi Frisevejen, der fra Urnehoved – egnen gik syd – vest mod Frisland. Syd for Immervad Å smelter Savsevej (Sakservejen) sammen med Pottervejen.

Lidt syd for Øster Løgum er der et marker, der i 1609 og 1649 blev kaldt Sawsetoft og Sawse Dam. I 1775 – 77 blev de kaldt Saxe Toft og Saxe Dam. Antagelig har de taget navn efter den lokalitet, der var lige i nærheden, nemlig vejen ned mod de sakser, slaver og vender.

I 1681 fandtes der i Skydstrup Sogn en vej, der blev kaldt Sauffsewei. Ifølge Sønderjyske Stednavne betyder det Saksevej.

Vest for Andholm lå i 1641 Herweg Acker. Den hedder hvis nok i dag Vesterholm.

Fra Foldingbro gik vejen enten forbi Ribe eller Arnum. Her bøjede den tværs over Sønderjylland forbi Toftlund, Agerskov og Hellevad. Lidt nord for Toldsted
løb den sammen med Oksevejen fra Haderslev.

 

Helene Kilde

Ved Pottervejen vest for Hovslund findes en hellig kilde Helene Kilde eller Det Hellige Vand. Ifølge sagnet skulle Prinsesse Helene fra Skåne her ved hjælp af vand  fra kilden have helbredt Valdemar Sejr for en dårlig fod. Siden skulle kilden have været et meget besøgt valfartssted.

Øst for Hjarup Mose findes en rest af det oprindelige Hærvejsstrøg. I modsætning til Pottervejen var Oksevejen endnu i det 17. og 18. århundrede en hoved-færdselsåre.

 

Æ Vold

Fra Haderslev og Årøsund Færgehus slog man sig ind på Hærvejen ved Øster Immervad. Turen gik syd på forbi Øster Løgum og Æ Vold. Denne begyndte oprindelig helt nede fra Genner Bugt. Desværre er de fleste spor i dag helt udslettet. Talrige egepæle er dog fundet på stedet.

 

Herlufstenen

Herlufstenen som også kaldes Hovslund – stenen vidner om, at der også i vikingetiden kom rejsende fobi. Ja historikere påstår, at stenen blev placeret midt på vejen. I indberetningen om oldtidssager i Øster Løgum Sogn i 1800 – tallet, blev det nævnt, at stenen stod i højre side af landevejen mellem Haderslev og Flensborg. Skriften var vendt af vejen mod øst.

Stenen fik en ufrivillig rejse til slottet Dreilinden i Potsdam. Efter anden verdenskrig vendte den tilbage på sin oprindelige plads.

 

Hærvejen blev smallere

I mellemtiden var Oksevejen mellem Immervad Bro og Hanebjerg skrumpet betydelig ind. I dag er den kun mellem 3,2 og 4,5 meter bred. Gamle matrikelkort peger på, at vejen var betydelig bredere dengang.

Lige så stille er hegnspælene blevet flyttet på vejens bekostning. Det skete næsten overalt langs Hærvejen.

 

Masser af gravhøje

Oprindelig havde man kendskab til 130 gravhøje i Rise Sogn. I Hjordkær sogn var der 130 gravhøje. Ca. 700 meter fra jernbanen var vadestedet over Røde Å. Denne overgang var markeret med fem gravhøje.

Syd for Rise Mark er der flere bevarede høje. En af dem er Fladhøj. Og 100 meter øst for Oksevejen i nærheden af Søst ligger en høj med det flotte navn Kongens Høj.

 

Rise – et kultsted

Rødekro blev først anlagt ved Røde Å i midten af det 17. århundrede. Syd her for, var Rise betydelig ældre. Her var nærmest et kult – og valfartssted. På sjælen var der lindring i Rise Kirke og en helligvandskilde på præstegårdens mark.

Kirken har ofte haft fyrstelig besøg. Således havde Dronning Christine en udgift på 1 mark til præsterne.

En del af nord – sydgående færdsel har haft et mere vestligt forløb end Oksevejen. På et kort fra 1641 findes tre vadesteder ved Dybvad, Lunderup og Mjøls.

 

Toldsted

Længere syd på lå Toldsted. Her var toldopkrævningssted for den gottorpske hertug. Første gang bliver stedet nævnt i 1487. Stedet menes dog at være opført i årene mellem 1435 – 1440. Her mødtes Oksevejen med den nord – vest kommende Ribe – vej.

 

Friservej

Syd for Toldsted svinger Oksevejen i dag mod sydøst over Urnehoved og Povls Bro. En del gravhøje ved Porsåen vidner om et gammelt vadested.

Fund i Bjolderup og Uge Sogne viser dog en anden linjeføring end den nuværende Oksevej. Lokalt blev vejen kaldt for Friservej. En gren af Hærvejen førte i oldtiden helt til Tinglev. Allerede i yngre stenalder og ældre bronzealder drejede vejen længere mod øst.

Fra Bolderslev drejede man af. Herfra gik det i en bue mod sydøst i retning af af Pouls kro og Pouls bro.

Det mægtige Olgerdige og de mange vadestæder ved Uge og Almstrup Bæk viser, at der har været flere vejføringer vest om Urnehoved.

 

Bolderslev Frigård

I 1487 gæstede Viborgs biskop, Niels Glob med følge, Bolderslev på sin rejse. Bispen boede på Bolderslev Frigård, Gården var et frit-bonde-gods, mod
årligt at give en Tønde Honning til Slottet i Flensborg.

I 1520 bekræftede Hertug Christian gårdens privilegier. Frigården havde også herbergs-pligt til fyrstelige gæster. Frederik den Anden overnattede her efter forhandlinger om arvedelingen med Hertug Hans den Ældre. I 1596 var Hertug August af Lüneburg på besøg.

I begyndelsen af 1600 – tallet ville statholder, Gert Rantzau igen kræve afgift. Men den daværende ejer, Rasmus Petersen protesterede. Han henvendte sig til Christian den Fjerde om frigørelse af afgift. Kongen gav ham ret under betingelse af

• at give os og vore Heste og Folk, til hvad Tid og Lejlighed, de måtte rejse til og fra, fri Foder og natteleje.

 

Frigården nedbrændt

I 1617 var den svenske arveprins Karl Filip af Södermanland på gården. Året efter var det rigsråd Eske Beck på hjemrejse fra Svabstedt. Og Christian den Fjerde var der hele syv gange. I 1627 brændte Frigården. Wallenstein havde sat sine spor.

 

Pouls Kro

Pouls Kro havde ligget inde i Uge By. Som følge af svigtende besøg flyttede den ud til Oksevejen. Her kunne den lidt nord for Bjerndrup Mølleå betjene de rejsende som endnu valgte ruten over Bolderslev. Også dem, der valgte at forkorte ruten over Urnehoved, kunne kroen betjene. Hvornår kroen flyttede vides ikke. Men det fremgår af Kliplev Kirkebog, at det var før 1670.

Ruten over Bolderslev og Uge samt Oksevejen over Urnehoved mødte hinanden i nærheden af Pouls kro. De mange gravhøje her ved Bjerndrup Mølleå tyder på, at vadestedet har haft en central betydning helt tilbage til den yngre stenalder. Den nuværende bro over Bjerndrup Mølleå er fra 1744. Her har tidligere været træbroer, som kan spores tilbage til 1600 tallet.

 

Urnehoved

Urnehoved er anlagt i tiden efter det anden eller tredje århundrede efter Kristi. Dele af vejen over Urnehoved har været brolagt. De første skriftlige kilder på dette, har vi fra 1623. det år rejste Fyrste Christian af Anhalt – Bernburg fra Flensborg til Haderslev. Han fortalte om en delvis brolagt vej. Hugo Mathessen
mente, at vejen var seks meter bred.

Hærvejen har sikkert en gang gået helt ind til Kliplev. Her er fundet en mønt fra 358 – 367 efter Kristi. Dog kender vi kun den strækning, der passerer ca. 2 kilometer vest for byen.

 

Flere ruter til Bov

Fra Urnehoved mod Bov kan der desuden spores mindst to andre ruter mod Bov. Den ene gik over Lovtrup og Tinglev til Bov. En anden havde retning mod Oksekær, hvorfra den i en blød bue svingede mod øst ind over Øster Gejl og herfra nordvest om Bov.

 

Vejsten i Bommerlund Plantage

Gammel Flensborgvej også kaldet Gammel Klostervej skilte sig ud fra Oksevejen nord for Bov i en meget spids vinkel. På tre kilometer havde den kun fjernet sig 500 meter fra Oksevejen. Herpå svingede den mod nordvest og gik over Bajstrup og Tinglev mod Løgumkloster.

Selve vejfletningen findes ikke mere. Men nord for A8 er en del af vejen bevaret. Som et minde om vejen står der i dag ved Oksevejen i Bommerlund Plantage en gammel høj vejvisersten. Her er indgraveret Lögum Closter.

 

Gejlå 

Over Gejlå er der mindst to vadesteder. Strækningen mellem Oksekær og Bov forbi Bommerlund Kro, Gejlåbroen og Lygtekroen dokumentere færdsel i det 17. og 18. århundrede. Men det er ikke rigtig dokumentation for ældre færdsel.

Der er dog fundet rester af en træbro ved Gejlå, der kan føres tilbage til 1660. En ny træbro blev først opsat i 1765. I den første halvdel af 1700 tallet har man skullet vade, ride eller køre igennem åen. Måske har der været vadested i middelalderen eller oldtiden.

 

Den Krumme Vej

Nogle historikere er af den mening, at Hærvejen altid har fulgt Den krumme vej gennem selve Bov og derfra cidere syd på. Som bevis for denne påstand, har man fremført en helligkilde ved Nyhus kaldet St. Gertruds Kapel.

Men Den krumme vej samt Oksevejen vest om Flensborg er først kommet til senere.

De mange gravhøje mellem Bov og Frørup viser, at den nord – sydgående færdsel i yngre stenalder og ældre bronzealder valgte en mere vestlig retning. Grunden har sikkert været, at man ville undgå højdeforskelle. Overgangen syd på har været ved Simonsdys.

En bosætning er blevet etableret ved den nuværende Oksevej i Padborg i 1200 i yngre stenalder. Måske har denne bosætning udviklet sig. For i begyndelsen af middelalderen tyder flere kilder på, at trafikken fik en mere østlig retning.

Med Flensborgs opståen i 1200 tallet træder Oksevejen til Bov. Den krumme vej træder nu ind i historien. For at sikre Flensborg mod angreb fra nord blev borgen Nyhus (Niehus) anlagt i 1300 tallet. Den var i hvert fald anlagt inden 1365 ved Den krumme vej, som gik ind til Flensborg.

I Bov måtte man nu over et bakkedrag. Bov Kirke fik en trafikal betydning.

Selv om der i Flensborgs stadsret stod anført, at man ikke måtte opkræve told, så gjorde Erik af Pommern det alligevel i 1409 fra Nyhus.

 

Pilgrimme ved Flensborg

Adskillige pilgrimme besøgte også egnen omkring Flensborg. Gildebrødrende skulle stå pilgrimmene bi. Et kapel i Klues vidner om den store interesse. Her er blandt andet fundet krykker. Efter Reformationen blev kapellet revet ned. Stenene blev brugt til at reparere Hanved Kirke.

 

Farvel til Hærvejen

Toldopkrævning i Bov var en realitet før 1543. Og de, der ikke drejede af ved Den krumme vej, fortsatte forbi Oldemorstoft.  Her overnattede Christian den Fjerde flere gange.

Muligvis er vejen fortsat ud i sandet eller også havde den forbindelse med Margretenweg i nærheden af Flensborg.

Omkring år 1800 var færdslen på  Den krumme vej stagneret. De fleste tog over Kruså. I 1850erne fik den sit endelig dødsstød, da vejen mellem de sønderjyske
købstæder på østkysten blev anlagt. Hærvejen havde udspillet sin rolle. Gennem tre tusinde år var det den store færdselsåre. Den sønderjyske motorvej har overtaget dette.

 

Kilde

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Padborg/Kruså/Bov 
• Litteratur Aabenraa 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere

•  www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Sønderjyllands Historie indtil 1200
• Flensborg mere end 725 år 
• Ahlefeldt og Søgård (under Aabenraa)
• Folk – syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Fra Hjordkær til Rødekro (under Aabenraa)
• Syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Toldsted – på Hærvejen (under Aabenraa)
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)
• Kirker  syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Bommerlund – snaps, kro og skov (under Padborg/Kruså/Bov)
• De første mennesker i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Gårde og mennesker i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Hærvejen til Grænsen (under Padborg/Kruså/Bov)
• Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov) og mange flere 

Redigeret 2.-01. – 2022