Kirker og Mennesker på Nørrebro (1)
Arbejderne på Nørrebro var i begyndelsen ikke meget for kirker. De ville hellere have vækkelsesprædikanter og bedre social omsorg. Men de fik en masse kirker og social omsorg, der blev udført af kirkerne. Det offentlige var slet ikke i stand til dette. De fleste kirker på
Nørrebro blev bygget af penge, der blev indsamlet. Den første kirke blev opført i 1861.
Da voldene faldt kom der rigtig gang i byggeriet på Nørrebro. Byggespekulanterne havde gyldne tider. De var selv med til at fastsætte lovgivningen. Med den store tilstrømning af beboere til byggespekulanternes lejekasserne, fulgte nød og elendighed. Dengang var det offentlige ikke gearet til at tage sig af dette.
Den ældste kirke var Kirken udenfor Nørreport. Den lå dog langt fra det nuværende Nørrebro, nemlig omtrent på hjørnet af det nuværende Frederiksborggade og Nordre Farimagsgade. Der skulle gå et par hundrede år før der igen blev bygget en kirke i forstæderne.
Stor kirkelig aktivitet
Det var godt, man havde de frivillige og de kirkelige organisationer. Der blev bygget kirker, skoler, hospitaler, diverse børnehjem m.m. De kirkelige menigheder på Nørrebro var virkelig aktive dengang. Der var vitterlig også brug for deres hjælp.
Det første kirkebyggeri blev opført på Nørre Fælled i 1861. Det var Sankt Johannes Kirken, der blev opført.
De fleste kirker dengang blev opført på privat initiativ eller efter forslag fra kirkelige eller efter kommunale topembedsmænd. Ofte var det private indsamlinger, der dækkede udgifterne. I nogle tilfælde fik man grunden foræret af magistraten og hvis procentdel af byggesummen.
Arbejderne ville ikke have kirker
Det tog ni år fra, at de første planer for Sankt Johannes Kirken forelå, til kirken var opført. Fra menigheden udgik der initiativ til opførelse af endnu to kirker –
Sankt Stefans Kirken på Ydre Nørrebro og Sankt Jakobs Kirken på Østerbro.
Således blev Sankt Stefans kirken finansieret udelukkende af private midler.
På landet var det præstegårdsjorden og tiende, der var præstens hoved-indtægtskilder. I hovedstaden var det afgifter for kirkelige handlinger og offer. Og jo flere præster man var, jo flere var man om at dele kagen. Derfor ramte sognedelinger præsterne på pengepungen.
Og så var det socialisterne. De var modstander af kirkebyggeri. De troende burde selv betale for dette byggeri. Arbejderbefolkningen ville helst være fri. De ville hellere have forbedringer af de sociale forhold og vækkelsesprædikanter.
Men den 5. maj 1872 måtte mange arbejdere søge tilflugt i en kirke. Kniplerne var trukket og militær og politi drev arbejderne på flugt. De stimlede sammen foran Sankt Johannes Kirken. Dørene til kirken blev trykket ind, og den yngre præst havde pludselig fuldt hus i sin kirke.
Han gjorde et kort ophold i sin prædiken. Ingen forstyrrede ham, før han sted i talen sagde:
- Paa Moses Stol sidder nu de Skriftkloge og Farisæerne.
Så hørte man fra salen:
- Det er hørt.
Præsten bad nu en bøn og kirken tømtes under orgelspillet. Arbejderne kunne igen få et par drag over nakken. Men for en kort tid var kirken god nok for dem.
Lukasstiftelsen på Nørre Allé åbnede i1908 et kirkerum. Det blev nedlagt i 1931, og en ny kirke blev indviet i Gentofte i 1932.
Også på Skt. Johannes Stiftelsen(det senere Nørre Hospital) blev der opført et kirkerum i 1885. Det blev først nedrevet i 1978. I De gamles By blev et kirkerum indviet i 1892.
Den stakkels murer
En murer henvendte sig til Helligkors Kirkens præst, Pastor Ifversen for at blive gift. Men det var et problem, mureren havde været gift før. Men havde fået Kongelig Bevilling til sit ægteskabs ophævelse.
Pastoren nægtede, da det stred mod hans samvittighed. Ministeriet påbød gentagende gange pastoren at efterkomme ønsket, men lige meget hjalp det. En domstol tilkender pastoren en bøde på 200 kroner for at have undladt at opfylde, hvad det var ham lovlig befalet som embedsmand.
Pastoren ankede afgørelsen og Højesteret gav ham i 1903 ret. Mon ikke mureren alligevel blev gift af en anden præst?
Sankt Johannes Kirken
Sankt Johannes Sogn blev udskilt fra Trinitatis og Vor Frue i 1861. Kirken var den første kirke, der blev bygget uden for Københavns volde. Inspirationen kom fra den unge teolog Ludvig Helweg i 1852.
Men også andre arbejdede for en kirke i området. Den unge teolog Nicolai Holten var blandt de ivrigste. Men vi så navne som Fabrikant Anker Heegaard og Wroblevski og bankassistent og senere arkivar P.D. Feilberg, blandt de ivrigste.
Krigsministeriet og Kommunen skænkede grunden, der var en del af Blegdamsfælled. Pengene til byggeriet (116.000 rigsdaler – ca. 230.000 kr.) kom ind
først og fremmest via en indsamlingskomité under Foreningen til Opførelse af en ny Kirkebygning paa Nørrebro.
Pastor O.M. Rafn havde testamenteret sin formue på 9.000 rigsdaler til formålet.
Kirken, som har navn efter evangelisten Johannes blev indviet i 1861 i overværelse af Kong Frederik den Syvende og biskop Martensen.
Dengang omfattede sognet 16.000 indbyggere og omfattede hele Nørrebro og Østerbro fra Ladegårdsåen til Hellerup og ud til Brønshøj. Måske var det derfor, at der var plads til hele 800 i kirken.
I 1885 var sognet – på trods af udskillelser af Sankt Stefans, Hellig Kors og Sankt Jakobs sogne vokset til over 60.000 indbyggere, hovedsagelig tilflyttere fra landet. Kirken er bygget som en kirkehal med tre lige høje spidshvælvede skibe og to korsarme, tårn med våbenhus og hovedindgang i sydvest og kor med tresidet afslutning i nordøst.
På hver side af våbenhuset findes to kapeller, ligesom der på hver side af koret befinder sig to små udbygninger. Kirken er opført i gotisk stil af røde mursten på en granitsokkel. Tårnet er 54 meter højt. Altertavlen er fra 1818 og bestilt som altertavle til Christiansborg Slotskirke og Vor Frue Kirke.
Alt træværk var oprindelig malet i en mørk brun egetræsfarve. Da træværket i 1961 blev afsyret for at skabe en lettere og lysere stemning i kirkerummet, viste det sig desværre at prædikestolens evangelistfigur var af malet gips og ikke af træ.
Brygger Jacobsen skænkede to glasmalerier i 1911. de befinder sig i dag i koret. De 10 lysekroner stammer fra 1943.
Uden for kirkens sydlige korsarm findes en mindesten over kirkens dynamiske første præst Rudolf Frimodt, der er begravet her sammen med sin kone, Sophie Magdalene.
Betlehemskirken
- Lad en mand få en firkant, begrænset af fire gader, og lad ham få en trækirke eller en bygning i en baggård at tale i
Sådan sagde pastor Johannes Møller på et møde i Bethesda på det nuværende Israels plads i 1886. baggrunden var den fatale mangel på kirker i København.
I juni 1886 stiftede tre unge velhavende kvinder “Foreningen til Opførelse af smaa Kirker i København”
I 1889 havde man samlet så mange penge sammen, at man kunne købe en tidligere frimenighedskirke i en baggård i Blågårdsgade. Det lykkedes at få den første Betlehemskirke indviet og ansat en præst. Kirken blev drevet som en filial til Sankt Johannes Kirken. Den ny Betlehemskirke på Åboulevarden blev bygget i 1938 som en efterfølger for den lille baggårdskirke. Den første kirkebygning findes dog stadig. Den er tilholdssted for Evangelisk Luthersk Missionsforening.
Den ny kirke var starten på en ny byggebevægelse, der gav sig udslag i ca. 60 kirker. Den nye forening, der startede med baggårdskirken bidrog med hele 14 kirker.
Den gamle kirkebygning er beliggende i Blågårdsgade 40. Den blev opført i 1878 – 1879. Det var en lille bygning med to små forværelser, præsteværelser og et kirkerum på 10 x 19 meter.
Kirken på Åboulevarden er bygget ind i husrækken. En meget stor gotisk trappegavl efterlader ingen tvivl. Her er en kirke. Arealmæssig er kirken ikke stor, men med den geniale byggestil virker den stor.
Orglet er et legendarisk Marcussen orgel fra Aabenraa. Her er ingen kirkebænke, men flytbare stole. Det var hvis første gang, det blev indført i en dansk kirke. I dag er der 200 sidepladser i kirken.
Kirken har siden 1980erne været hjemsted for en menighed præget af karismatisk højkirkelig spiritualitet. Tanken fra den første kirke er genoplivet, og menigheden betaler selv lønnen for den ene af kirkens to præster.
Blågårdskirken
Det var her man for første gang mødte Det Københavnske Kirkefond. Det blev stiftet i 1886, og meningen var at de folkerige sogne skulle udskilles og ikke være større end at menigheden havde en nær og personlig kontakt til sine præster.
Blågårds Sogn blev udskilt af Sankt Johannes Sogn i 1905. Kirken blev opført i 1925 – 1926. Prisen var 270.000 kr.
Den afløste en midlertidig kirke lavet af kokolith (gips blandet med kokosnødaffald).
En trappegavl i gotisk stil fylder næsten hele facaden. Indgangen ligger i 1. sals højde. Væggene i kirkerummet er hvidkalkede. Loftet er et hvælvet træloft. Alterbordet og lidt af væggen er beklædt med farvede fliser i Kähler – keramik. Over den hænger et krucifiks i eg fra 1954.
Egentlig var korets tre vinduer kun fyldninger. Men efter de store gårdrenoveringer var det muligt, at realiserer et vinduesprojekt. Vinduernes pastelfarver får kirkerummet til at syne af noget eksotisk. Også her i kirken har man et orgel fra det berømte Aabenraa – firma, Marcussen. I kirken er der plads til 350.
I 1999 blev sognet slået sammen som et fællessogn med Hellig Kors Sogn under navnet Blågårds Sogn.
Kirken bruges også af den serbisk ortodokse menighed til gudstjeneste om søndagen.
Brorsons Kirken
Kirken har været meget omtalt på grund af iranske flygtninge og den meget progressive ungdoms – præst. Kirken er fra 1901 og oprindelig opført af Indre Mission. En 2 – øres indsamling ud over landet, samt en lokal indsamling og støtte fra Kirkefondet gjorde byggeriet muligt. Magistraten var så venlig at forære grunden. Det var Indre Missions nestor, Vilhelm Beck, der indviede kirken.
Kirken er bygget som en byzantinsk lige-armet korskirke. Den fremstår i dag som et markant kristent varetegn på det multietniske Nørrebro. Et markant korshvælv præger kirkerummet. Overalt er der symboler fra Evangelisterne.
Kalkmalerierne er kopier af ældre forbilleder. En kæmpe lysekrone dominerer tårnhvælvet. Altertavlen med motiver fra Jesu korsfæstelse er fra 1903.
Messingalterstagerne er skænket af Brorsons efterkommere ved kirkeindvielsen. Prædikestolen er af granit. Oprindelig var kirken forsynet med bænke. I 1961 blev der mærkværdigvis installeret biografsæder i kirken. Disse blev i 1961 afløst af 250 stabelstole.
Kirkens egentlige opgave i dag er at være funktionskirke for børn og unge. Sognet er i dag sammenlagt og er underlagt Blågårds Sogn.
Hellig Kors Kirke
Hellig Kors Sogn er udskilt fra Sankt Johannes Sogn. En del af Sankt Stefans Sogn overgik til dette sogn. Kirkegrunden er en del af den gamle kolera –
kirkegård fra 1853. Navnet på kirken er sikkert inspireret af, at den lå for enden af Korsgade. Og grundstenen blev lagt den 28. juli 1887.
40 pct. af byggeomkostningerne blev betalt af stat og kommune.
En komité bestående af stiftsprovst Rothe og borgmester H.N. Hansen foretog en indsamling. Kaffegrosserer August Camél og mange lokale håndværkere støttede også indsamlingen. Næsten alt kirkens inventar er forsynet med sponsorernes navne. Og som sønderjyde glæder man sig over at orgelet er sønderjysk.
Det stammer fra Bevtoft Kirke.
Byggeomkostningerne var 330.000 kr. Og tårnets pris (55 meter højt) vakte forargelse. Det kostede 30.000 kr.
Fra arkitektens side havde man satset på murede og hvidkalkede hvælvinger. Men pengene rakte ikke. I stedet valgte man det spidshvælvede træloft. Dette gør kirkerummet noget mørkt og ubevist tilfører det noget mystik.
Kirkerummet er holdt i gråt, grønt og rødt, suppleret med små felter af gult og blåt omkring vinduerne. Hele 600 siddepladser har den forholdsvis store kirke. Kirken er i dag Blågård Sogns almindelige søndags – kirke.
Siden 1970 var kirken under pastor Erik Bock kendt for sine meget specielle kunstneriske initiativer og events.
Københavns første menighedssamfund blev etableret omkring kirken i 1890. Det fire grundsætninger var
- Bekendelse
- Samfundstugt
- Forbindelse til det kirkelige embede
- Den lokale begrænsning
Der udsprang aktiviteter som gårdmøder, bladmission, søndagsskoler og KFUM og KFUK. Generalsekretæren ved Kirkens Korshær er traditionelt også præst ved Hellig Kors Kirke.
Simeons kirke
Allerede i 1902 blev området, der dengang mest bestod af gartnerier og haver, udskilt fra Sankt Stefans Sogn som Sankt Stefans 2. sognedistrikt. Først i 1905 blev Simeons Sogn et selvstændigt sogn. Da kvarteret blev bebygget, og beboertallet dermed stadig voksede, blev den vestlige del af sognet skilt fra som Samuels Sogn i 1923.
Den første Simeons Kirke var det såkaldte blækhus, en midlertidig kirke opført i en slags samlesæt af jern importeret fra England. Kirkefondet, der ejede jernkirken havde brugt den fra 1896 – 1905 som foreløbig kirke i Nazareth Sogn i Ryesgade på Østerbro.
I det nye sogn blev den placeret på en grund ude på Fælleden bag ved Sjællandsgades Skole. Jernkirken rummede 500 mennesker, men materialet var ikke særlig velegnet. Kirken var stegende varm om sommeren og isnende kold om vinteren, selv om den blev varmet op af to store kakkelovne.
Regnens tromlen på taget og gadedrengenes larm kunne sagtens overdøve præstens og Guds ord. Efterhånden rustede jernet og i 1906 begyndte man via Kirkefondet at samle penge ind til en rigtig stenkirke.
I 1911 købte Kirkefondet en grund af kommunen for 20.000 kr. Selve opførelsen af Simeons Kirke kostede 109.500 kr.
Den nye kirke gav anstød til, at det nye kvarter omkring den nuværende Guldbergsgade blev bebygget. Nye ideer om lys og luft var slået igennem. Nu var det
pludselig plads til små haver. Og til kirken blev der indrettet en mindre klosterhave.
Kirken er opført i barokstil. Den er bygget sammen med Sjællandsgades Badeanstalt. Dette giver anledning til udtrykket En ren sjæl i et rent legeme. Omkring 1950 var der altid kø, for at komme til badeanstalten, dog ikke til kirken.
Kirkens tårn er på 38 meter. Kirkens søndre korsarm rummer menighedslokaler. I den nordre korsarm er der bl.a. kordegnekontor. Kirken er hvidkalket med loft af krydshvælv. Lyset kommer ind fra høje rundbuede vinduer.
Den nuværende altertavle har titlen Kristus velsigner børnene. Selv om billedet er fra begyndelsen af 1900 tallet, virker det næsten surrealistisk. Det er portrætter af menighedens børn omgivet af huse og fabrikker fra Nørrebro.
Den oprindelige altertavle Jesu i Gethsemane have hænger i våbenhuset. Ved korbuen modsat døbefonten i bornholmsk granit, findes den udskårne prædikestol. I dag rummer kirken 500 siddepladser.
Sankt Stefans Kirke
I denne kirke har vi arrangeret tre – fire lokalhistoriske arrangementer, med ikke under 140 deltagere. De ansatte i denne kirke har altid været særdeles aktive og haft mod til nytænkning.
Kirken er Nørrebros næstældste kirke. Sognet er udskilt fra Sankt Johannes Sogn i 1874 på initiativ af Rudolf Frimodt. Hans ønske var, at der skulle opføres en kirke til de fattige i Lygtekvarteret på det ydre Nørrebro. Godt nok skulle kirken være beskeden, men også smuk. Og det er da lykkedes ganske godt. Den kom til at koste 68.000 kr. og den blev bygget for privat indsamlede midler. Grunden var en del af haven omkring Kirstinedal. Den blev skænket til sognet af ejeren, lensbaron Løvenskjold.
Kirkens navn er inspireret af de barske sociale forhold på Nørrebro. Den hellige Stefanus var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem.
Den fritliggende kirke er opført i senromansk stil med rig anvendelse af rundbuefriser. Indvendig er kirken opbygget som en lille basilika med pulpiturer over de smalle sideskibe og trælofter, der følger spærene. Det lyse gråmalede træværk og de ret små proportioner, gør kirken til en af de hyggeligste, varmeste og lyseste kirker i København.
Skibets sidemure har hver fem fag vinduer i to stokværk. De øverste er store og rundbuede og dem, der forsyner rummet med lys.
Der var oprindelig 700 siddepladser i kirken. Koret er hævet 4 trin over skibet. Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme, forstiller Jesus på besøg hos Martha og Maria. Frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården stod model til de to søstre.
Ved 25 års jubilæet i 1899 havde malermester Schrøder ny-dekoreret prædikestolen med symboler på tro, håb, kærlighed og retfærdighed.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken. Og i 1965 blev der indrettet et dåbsværelse. Belysningen blev udskiftet i 1969. I forbindelse med restaureringen i 1974
blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten er af grønlandsk marmor. De to store kandelabre
på alteret blev skænket af Holmens Kirke.
I 1993 blev der indrettet et nyt dåbsværelse og informationskontor.
Til højre foran koret står en lysbærer, den første i sin art her i landet og tegnet og fremstillet af Over Carlsen.
Ved en indsamling i menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket til kirken. Kirkeskibet er skænket af skibsbygger,
Skifter Andersen, Aabenraa i 1882 sammen med to syv – armede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta, som Skifter Andersen byggede til et købmandshus i Hamborg.
I våbenhuset er en mindetavle over Rudolf Frimodt.
Orgelet er meget specielt. Udover de 24 stemmer har det også et klokkespil. Som det eneste i Nordeuropa har det også slagtøj, stortromme og bækken.
Karmel
I Vedbækgade ligger Karmel, som er tilknyttet Stefans Kirke. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest.
Den smukke bygning hed dengang også Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til Mødres og Børns bespisning.
Ind af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På første sal havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening. Denne virksomhed forgrenede sig på den tid over hele Nørrebro.
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn. På anden sal var værelserne lejet ud til klokkerkontor.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præsterne og frivillige.
Anna Kirke
Omkring år 1900 blev området udskilt fra Sankt Stefans Sogn. Et selvstændigt kirkesogn med P.E. Waidtløw som præst opstod. Børnehjemmet Betlehem
i Bjelkes Allé blev også et slags midtpunkt.
Sognet blev selvstændigt i 1912 og havde da 9.000 indbyggere. I 1907 blev der købt to villaer på Bjelkes Allé, og her opførtes Anna Kirke i to etaper fra 1914. Indtil da holdt menigheden gudstjenester i Sankt Stefans Kirken og i børnehjemmet.
Indsamlingen til kirken blev foretaget i hele landet. Det var de såkaldte Anna – komiteer, der stod for denne organisation. Hensigten var, at alle kvinder og piger, der hed Anna, skulle bidrage. Selv da skonnerten Anna af Thurø løb af stablen, blev der samlet ind.
Da jeg engang holdt foredrag i kirken, lagde jeg mærke til en ældre kvinde, der troede jeg, var faldet i søvn. Hun kom hen til mig bagefter, og fortalte, at hun hed Anna. Hun var begejstret over det jeg sagde. Og så stod munden ikke stille. Over en øl fortalte hun de næste tre kvarter fantastiske historier
fra Nørrebro. Jeg var meget beæret over, at måtte skrive i hendes Gæstebog. For som Anna
sagde,
- her havde andre berømte personer også skrevet.
Rørvarefabrikant Rasmus Christiansen bidrog med en væsentlig andel. Historien bygger på, at han krævede, at kirken fik navn efter sin elskede hustru.
Den 27. december 1914 blev første etape – stueetagen, indviet som kirke. I 1921 blev kirken udvidet med den store sal, der er bygget som en lav bygning og vinkelret på den daværende kirke.
I 1928 stod hele kirken klar. Prisen var 350.000 kroner. Kirkerummet på første sal havde dengang 600 siddepladser. Kirken er bygget af røde mursten med tegltag.
Alteret er fra 1935 og prædikestolen er fra 1939. De er begge skænket af menigheden. Alteret viser motiver fra Skærtorsdag og Langfredag. Prædikestolen viser den gamle Anna, der sammen med Simeon bringer to duer til templet som offer for Jesu frembærelse i templet.
Døbefonten er en gave fra en familie i sognet.
I 1979 gennemgik kirken en større renovering, hvor man fik et nyt orgel. Der blev lagt nyt gulv og bænke og træværk blev malet. En længe tiltrængt elevator til første sal blev også installeret.
Kingos Kirke
I 1908 oprettedes Sankt Stefans nordre Sogn. Det oprindelige navn var Tagens Sogn. Her lå endnu store gartnerier. I 1909 skænkede kirkens nabo, tekstilfabrikant Holger Petersen grunden og sidenhen pengene til tårnet, der ellers ikke ville være blevet bygget.
Det Københavnske Kirkefond stod for opførslen, godt hjulpet af en testamenteret gave på 72.000 kr. fra herredsfoged Johannes Erichsen fra Løgstør.
Selve kirken danner nordfløjen i et trefløjet anlæg med et i 1928 tilføjet menighedshus i syd og et tårn med kobber- spir i nordøst.
Menighedshuset kostede 78.000 kr. og blev skaffet via en indsamling tegnet som ugentlige 2 – kroners bidrag. Indgangsportalen er placeret under tårnet i det ene hjørne, lige hvor Bragesgade og Nannasgade mødes.
Kirkens indre havde oprindelig 480 siddepladser. Men flere restaureringer har gjort om på dette. I dag er der 170 siddepladser.
Alterbilledet er malet af Erik Henningsen i år 1900 og skænket til kirken i taknemlighed over, at hans søn blev fundet i god behold efter at have været forsvundet på Nørre Fælled. Billedet forstiller Jesus med en lille dreng på armen foran Nørrebros huse og rygende skorstene. Faktisk samme tema – Lad de små børn komme til mig svarende til det som hænger i Simeons Kirke.
Døbefonden er hugget i gotlandsk sandsten. Dåbsfadet er af sølv og har Thomas Kingos våbenskjold i emalje som dekoration. Orglet fra 1999 er bygget hos
Marcussen i Aabenraa.
Menigheden har været særdeles aktiv i storbymission. I kirken har der været talrige indvandrer – og flygtningegudstjenester på engelsk.
Samuels Kirken
I 1908 stiftedes et menighedssamfund i Simeons 2. distrikt. I 1923 blev Samuels Sogn formelt selvstændigt, men måtte, indtil Samuels kirken var blevet opført, dele kirke med naboerne, dvs. henholdsvis Simeons Kirke og Kingos Kirke
Kirkefondet havde købt grunden i Thorsgade og en kirkekomité indsamlede penge. Indsamlingen foregik lokalt samt i Ribe Amt og i Ulfborg – Hind herreder.
Hvad angår navnet på kirken, ja så vandt det gammel – testamentlige navn Samuel over navnet på den første præst på Nørrebro – Rudolf Frimodt.
I første omgang byggede man en krypt, der blev indviet til kirke i 1925. Den kostede 160.000 kr. Klokken var en foræring fra Sankt Pauls Sogn og Messias Sogn i Hellerup.
Anden etape af Samuels Kirken var selve kirkerummet med 400 siddepladser stod færdig i 1932. Krypten blev herefter taget i brug som menighedslokaler. I mange år var der indsamling til et kirketårn. Men projektet opgav man i begyndelsen af 1990erne.
Kirkens høje øst-gavl med det store runde mosaikvindue og korset på toppen vender ud mod Thorsgade. Kirken er bygget ind i husrækken. Bebyggelsen i kvarteret er forholdsvis lavt, så kirken virker som monumental.
Kirken har to lave sidebygninger. Den ene fungerer som indgang til kirken, den anden som kontor. Facaden har gotiske træk. Interiør og inventar virker ikke særlig dansk, nærmest som fra engelske herrestæder.
Kirken har ikke nogen egentlig altertavle. Prædikestolen er enkel, af træ uden udskæringer og himmel. En kopi af Thorvaldsens Kristusfigur blev i år 2000 anbragt lige over for indgangsdøren.
I 2001 fik kirken et nyt orgel. Den har i dag 400 siddepladser. Siden 1971 har den også været hjemsted for færøske gudstjenester.
Også i denne kirke har jeg holdt et par foredrag, og kender en del af kirkens ansatte som pragtfulde mennesker.
Katolikkerne på Nørrebro
I 1849 ophørte enevælden. Vi fik en ny grundlov og dermed religionsfrihed. Historien begynder faktisk på Solitude, hvor Monsignore B. Bernard var administrator for Nordpolens apostoliske Præfektur. Bernard fik skøde på ejendommen den 12. september 1867. Men det var dog kun ganske kortvarig, at Nørrebro fungerede som bispesæde. Præfekturet blev delt i tre dele, og Bernard rejste til Norge i 1869.
Skødet overgik til tre medlemmer af Sankt Ansgar Menighed. I 1875 tog de første Jesuitter fast ophold i Danmark, netop på Solitude. En kort tid lejede de sig også ind i ejendommen Ewaldsgade 5. I 1878 forlod paterne Nørrebro til fordel for Kronprinsessegade 42.
Katolikkerne bevarede dog deres tilknytning til Nørrebro. I 1873 havde Sankt Joseph Søstrene påbegyndt opførelsen af et hospital i Griffenfeldtsgade.
Hospitalets kapel blev indviet i 1875, og i 1883 fik man sin egen præst.
Man ville dog gerne have sin egen sognekirke, og den energiske præst Anton Neuvel begyndte en indsamling. I 1890 havde indsamlingen nået 18.000 kr. Man anskaffede manufakturhandler C. Heilbuth´s ejendom, Nørrebrogade 27. Her blev Sakraments Kirken opført. Fra starten var det meningen, at der
også skulle være skole på stedet.
Sankt Ansgars Skole eksisterer i bedste henseende på Nørrebro. Vi skal helt tilbage til 1816, for at finde skolens rødder. Den første katolske menighedsskole blev oprettet i forbindelse med den katolske kirke i Bredgade. Men skolen er egentlig meget ældre.
Sank Ansgars Kirke i Bredgade blev bygget i 1742. Den gang havde man ikke religionsfrihed, enevælden herskede. Kirken blev bygget på dispensation, og det var mest for udlændinge. Til denne skole var der også tilknyttet en lille menighedsskole.
Inde i Bredgade var skolen blevet for lille, derfor åbnede Sankt Joseph søstrene en skole i Griffenfeldsgade 7 i 1906. I 1923 flyttede skolen til en bygning ved siden af kirken. På det tidspunkt havde skolen 30 elever.
Efter forskellige sammenlægninger blev skolen på Nørrebro en del større. I 1940 blev der foretaget en ændring af det katolske skolevæsen. Skolerne i Sankt Ansgar og Sankt Maria sogne blev sluttet sammen med Sankt Joseph Skolen. Sammenslutningen fik navnet Katolsk Centralskole.
Søstrene besøgte eleverne derhjemme og længe før det blev almindelig i København, havde man i menigheden indført en sundhedsordning.
I 1969 blev Sankt Ansgars Skolen en selvejende institution.
Kristuskirken
Kirken tilhører Københavns første Baptistmenighed. Inden grundlovens indførelse havde menigheden mange sammenstød med myndighederne. Allerede omkring 1865 anskaffede menigheden sig en grund på Baggesensgade. Men først i 1867 blev kirken opført efter en strid i menigheden.
I 1889 blev kirken udvidet med en tilbygning, der rummede en menighedssal, pedelbolig og mødelokaler.
I 1936 blev kirken renoveret, og der blev bygget et tårn med forhal og to sideværelser.
Daniel Kirken
Ejendommen Baggesensgade 6 blev i 1930 købt af Spiritistisk Mission for 181.000 kr. Det var en gammel tanke fra medlemmernes side, at man ville have sin egen kirkebygning. Allerede i 1918 oprettedes en kirkefond. Her kunne medlemmerne bidrage med gaver m.m.
De sidste Dages Hellige
Også De sidste Dages Hellige har været aktive på Nørrebro. Fra 1902 havde de til huse i Korsgade 11. I 1930 solgte de ejendommen og flyttede til deres egen kirke ved Borups Allé.
Metodistkirke
Skråt over for den mosaiske begravelsesplads på Møllegade opførtes i 1892 Bethaniakirken.
Det sociale arbejde
Menighederne havde travlt med det sociale arbejde. Vi har allerede været inde på en del institutioner. Blå Kors var også aktiv i området. De karaktersvage, der var forfalden til brændevinen kunne få det fattige hjem ud i ruin.
Nævnes skal også Kirkens Korshær, der i 1920 oprettede et korps i Rantzausgade. Foruden det sociale arbejde, havde man et natmission, hvor berusede
mænd kunne sove rusen ud.
Frelsens Hær har fra 1894 lavet et stort stykke arbejde i kvarteret. De havde deres egen bygning i Gartnergade 16.
Good Templar på Nørrebro
Nordisk Good Templar Orden havde deres Ordenshus i Griffenfeldtsgade 7. her var afholdsforeningens faste borg. I 1904 lejede man den gamle skolebygning og indrettede mødelokaler i klasseværelserne. Gymnastiksalen blev omdannet til festsal, hvor dilettantskuespillere viste deres evner.
I 1919 købte Templar Ordnen og Tempelridderordenen ejendommen og i 1925 foretog man en gennemgribende restaurering. Her startede Arbejdernes Teater Good – Templar – Ordenen blev oprindelig oprettet i New York i 1851 som en forening, der hed Knights of Jerico. Til Danmark kom foreningen i 1880, efter at foreningen var blevet splittet. Man var åbenbart ikke alle helt lige over for Gud, for en stor del af medlemmerne mente ikke, at de sorte måtte være med i foreningen.
En betingelse for at være medlem var, at man skulle afholde sig fra berusende drikke og tro på en personlig Gud. Desuden skulle man overholde ordenens love. I 1800 tallet var Danmark det land, der havde det største alkoholforbrug. Og på Nørrebro har man ganske givet bidraget til at kunne opretholde denne rekord.
Kilde:
- Litteratur Nørrebro
- www.dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
- Nørrebro Overskrifter 1903 – 1916 (Børnehjemmet Bethlehem i Bjelkes Allé)
- Solitude, en lystgård på Nørrebro (Katolikkerne på Nørrebro)
- Endnu flere mennesker og kirker på Nørrebro
- Skt. Stefans kirken – en kirke med frisind
- Samuels Kirke – 100 år
- En kirke på Nørrebro
- Dramaet i Brorsons Kirke
- Skt. Johannes Kirke
- Et “Faddehus” på Nørrebro
Om nød og elendighed på Nørrebro:
- Barn på Nørrebro
- Byggespekulation på Nørrebro
- Fattiglemmer på Ladegården
- Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
- Ladegården dengang
- Moral, etik, horeunger og fattighjælp
Om arbejdere og socialisme på Nørrebro
- Kampen på Fælleden
- Louis Pio på Nørrebro
- Stauning på Nørrebro
- Arbejdere og Industri på Nørrebro
- Industri og arbejdere på Nørrebro (2)
- Arbejderne på Nørrebro
Om Assistens Kirkegården:
- Begravelse på Assistens kirkegård
- Under jorden på Assistens Kirkegård
- Da Gertud rejste sig fra kisten
- Livet på Assistens Kirkegård
- Røde faner på Assistens Kirkegård
- Præster og døden på Nørrebro
- Da Gertrud rejste sig fra kisten
- Genforenet på Assistens Kirkegård
- Assistens Kirkegård – 250 år
- Under jorden på Assistens Kirkegård
- Begravet på Assistens Kirkegård 1887
- Livet på Assistens Kirkegård
Mere ”Kirkehistorie” på dengang.dk
- To kirker i Aabenraa (Aabenraa)
- Livet omkring Bov Kirke (Padborg-Kruså-Bov)
- Ryd Kloster (Padborg – Kruså – Bov)
- En engelsk kirke ved Østerbro (Østerbro)
- Højer Kirke (Højer)
- Brorson – en præst fra Tønder (Tønder)
- Møgeltønder Kirke (Tønder)
- Præsten fra Daler (Tønder)
- Tønder Kristkirke (Tønder)
- Vajsenhuset i Tønder 1-2 (Tønder)
- Åndens folk i Tønder (Tønder)
- Grundtvig på Nørrebro (Nørrebro)
- Mosaisk Nordre Begravelsesplads på Nørrebro og mange flere artikler
Redigeret 11. – 03. 2022