Langs Østerbros kystlinje er der sket store forandringer i tidens løb. Frihavnen, Kalkbrænderihavnen, Skudehavnen, Strandpromenaden er ændret til ukendelighed. Dengang var Ydre Østerbro befolket af fiskere, arbejdere og stenfiskere. Når de fik løn var der ballade i sigte. Østerbro blev afskåret fra vandet.
De store Amerika – dampere var et tilløbsstykke.

 

Idyl på  det østligste Østerbro

Bådene lå ude forbi Kastellet ved Rosenvænget. Havene lå på den ene side og stranden på den anden. Det var her, hvor størstedelen af københavnerne vendte om, efter en tur på Langelinie.

Herfra og helt ud til Kalkbrænderierne lå et virvar af badeanstalter, pælebroer, lave bolværker der grønslimede og forfaldne. Her lå masser af småhavne, med joller, sandpramme og tømmerpladser. Her lå også beværtninger som De Fattiges Dyrehave med lysthuse og abekatte i bur. En masse bådudlejningsfirmaer fandt også plads i dette virvar.

Over det hele hvilede en duft af stillestående vand samt træ og rådden tang. Duften af tjære blandede sig nu og da. Gennem gamle plankeværker kunne man skimte en båd ude på Sundet.
I klart vejr kunne man skimte Sveriges kyst. Og det skete at en masse lystfartøjer var aktive derude. Mange af bådene lod bag plankeværker. Det var forbudt for uvedkommende.

Flere år efter var badehusene taget ind for sidste gang. Fartøjer lå ene og forladte og havnene var tomme. I nord og vest for Rosenvænget rejste den fremrykkede by sig.

 

En anden befolkning

På Ydre Østerbro lå der endnu dengang små rønner af en meget dårlig kvalitet. De var bygget af murbrokker og gammelt skrammel. Her boede sandgravere, fiskere og arbejdere. Når der kom penge, var der liv og glade dage på værtshusene. På hjørnet af Batterivej og Sibbernsvej (nu Strandboulevarden) lå Lars Nielsens Beværtning. Her udartede det sig ofte efter lønningsdag ballade mellem Zulukafferne og Nihilisterne. Efter slagene blev de sårede behandlet hos den nærmeste barber.

 

Adgang til vandet – spærret

Grundejerne på Østerbro forhandlede om erstatning, fordi stranden var blevet fyldt op, og deres udsyn gik tabt. Ja, Østerbro blev nærmest spærret fra vandet. Værre var det næsten, da Kystbanen fra Hellerup førtes ind til Østerport Station.

Ude ved Kalkbrænderierne var havnene for længst omhuggede. Pladsen var blevet opfyldt. I en krog ved Ro-foreningernes gamle bådeskurer var der en overgang indrettet en lille veranda ud imod vandet. Nu var det alt sammen overgivet til skæbnen. Den vilde vin, der voksede herude ville også gå en trang skæbne i møde. Der hvor store skibe for nogle år siden kastede deres anker, gik man rundt med trillebøre.

 

København gjorde indhug

Det voksende København gjorde sin indhug. Fæstningsværker blev sløjfet. Voldgrave blev opfyldt og kirkegårde var blevet nedlagt. København voksede i bogstavligste forstand ud
i vandet. Det var bestemt ikke alle, der var enige i de ting der skete
her hvor Østerbro gik ud i Øresund.

I 1858 fulgte kystlinjen den nuværende Strandboulevard.  Langs kystlinjen lå der længe før de store anlægsarbejder, småhavne, der hørte til de enkelte fabrikker. Kalkbrænderierne var fra 1700 – tallet, Kryolit-fabrikken fra 1859, Svineslagteriet fra 1866 og Østre Gasværk fra 1878.

 

Kæmpe anlægsarbejde krævede samarbejde

Tænk alle de instanser kunne arbejde sammen! Op-mudringen hørte under Indenrigsministeriet. Kalkbrænderifortet under Marineministeriet, Langelinie under Krigsministeriet og Havnen under Havnerådet. Langt om længe kunne man mærke en sammenhæng mellem de forskellige landindvindinger.

Under Borgerrepræsentationens forhandlinger i 1881 udtalte Professor Thomsen at handelens og skibsfartens område i havnen ved de nye anlæg ville blive forøget med et areal, der svarede til Blegdamsfælleds størrelse.

Nordhavnen

Dengang var der nok kun droskekuske, der kendte Københavns længste gade, nemlig Aarhusgade. Foreløbig gik den fra Strandvejen ved Øster Fælled over de vidt strakte grunde ned mod stranden. For enden kunne man observere Nordhavnens tilblivelse. Og det var noget trolddom over det. For man kunne se forandringer hver dag. Der, hvor der var kviksand og flydetang for et par uger siden, var der nu fast grund med brolægning. Og der hvor der for nogle år siden var en græsplæne, var der nu havnebassin.

Havnen blev anlagt mellem 1885 og 1890. Den virkede som forsyningshavn for de skibe, der lå på Reden.

 

Som en ”naturkatastrofe”

Men gik man forbi, lignede stedet nærmest en naturkatastrofe. Muddergrøften ud for Rosenvænget var borte. I sommeren 1891 blev de første pæle hamret ned. Snart kørte travle lokomotiver rundt med sten og grus. 1.500 – 2.000 arbejdere var beskæftiget. Det lignede noget uorganiseret virvar. Men dag efter dag går arbejdet fremad.

Grundene ved Øresundsgade (Vordingborggade) begyndte at stige i værdi. Rundt omkring blev pæle stukket i jorden. Byggegrunde til salg. Et skur med påskriften Beværtning og
Kafé dukkede op. Her ville der snart stå en 4 – etagers ejendom.

 

Store forandringer

Her ville man snart kunne ekspedere 24 fods dampere. For bare et par år siden var stedet bevokset af kæmpe mælkebøtter. De interimistiske badeanstalter ville snart blive revet ned. Fragtskibe med sten, der efter med kul og tømmer, og endnu senere med korn og stykgods. Jo, det var ikke uden grund, at man drømte på Østerbro.

I Nordhavnen kunne man efterhånden modtage de fleste materialer som skærver, tømmer, sten, cement, skinner m.m.

• Kalkbrænderihavnen blev først færdig, derefter fulgte Nordhavnen.

 

Virksomheder tiltrukket

En masse virksomheder etablerede sig i området, blandt andet Nordisk Film. En af de mere markante var Riffelsyndikatet. Virksomheden blev beskyldt for at arbejde sammen med tyskerne under besættelsen. Derfor blev der udøvet sabotage mod virksomheden. Virksomheden blev også efter krigen dømt for værnemageri.

 

Frihavnen

Allerede omkring 1850 opstod tanken om en frihavn. I 1851 var der oprettet et frilager på Københavns Toldbod. Men der var også tanker fremme at gøre Amager til et stort toldfrit område.

Tietgen var modstander

Efter lange overvejelser og diskussioner, blev der fremsat forslag, om at bygge en frihavn. Man spurgte Tietgen, om han ville være leder af et aktieselskab. Denne var dog ikke så begejstret. København kunne sagtens klare sig uden en Frihavn, mente han. DFDS ville i begyndelsen slet ikke bruge havnen.

Arbejdet ved Frihavnen var nu så vidt, at der kunne føres vand i de store bassiner Københavnerne valfartede til stedet. Ja om søndagen var det simpelthen udflugtsmål nummer et.  Bassinet var 9,5 meter dyb og 600 meter langt. Det var 120 meter bredt og omgivet af 80 meter brede kajarealer med en samlet længde af 1.007 meter.

Hele udvidelsen omfattede 12,7 ha. Land – og 9,1 ha vandareal. Det var nok den største entreprenøropgave, Danmark nogen sinde havde set.   I årene 1891 – 1894 blev første etape anlagt. Egentlig blev havnen anlagt efter den tyske beslutning om anlæggelse af en kanal mellem Kiel og Elben. Dermed havde Hamborg direkte adgang til Østersøen.

 

Skibe blev sendt i havnen

Da Nord – Øst kanalen blev indviet holdt man pressemøde ved Frihavnen. Men da havnen stod helt tom, fik man Tietgen overtalt til at fylde havnen med DFDS – skibe. Havnen skulle virke
aktiv, men udenlandske journalister undrede sig over, at der ingen varer kunne findes i havnen.

Nordbassinet, Redmolen og Sundmolen blev alle anlagt i årene 1915 – 1918 og inkluderet i Frihavnen, dog med undtagelse af Redmolen.  Frem til 1931 skete der forskellige justeringer
og opfyldninger.

 

Indvielse af København – Malmø ruten

Intet land i Europa kunne fremvise så stor en udvikling i dampfærger som i Danmark. Allerede i 1872 var den første danske dampfærge sat i vandet. Men den 5. oktober 1895 kunne den store dampfærge Kjøbenhavn starte fra Frihavnen mod Sverige. Det var nu Europas største dampfærge. Den havde overhalet Storebælts – færgen.

Den ny færge kunne sejle 12 – 13 knob. Og det ville sige, at det kun tog 1 time og 25 minutter at komme til Malmø. Dog kunne man ved anvendelse af mere kul skære tiden ned med 10 minutter. 18 fuldt lastede jernbanevogne kunne færgen medbringe. Mandskabet bestod af 31 mand og færgen var selvfølgelig bygget på Burmeister & Wain. To dobbelte ture om dagen havde man planlagt fra starten.

Speciale indbudte gæster, der blandt andet rummede tre ministrer foretog den første tur. Efter at have besigtiget Frihavnen, tog gæsterne, der efterhånden talte 150 mennesker på den Kongelige Skydebane, hvor der efter nogle taler blev indtaget et passende måltid efter anstrengelserne. Fra tysk side blev der påpeget, at man snart burde oprette færgeforbindelse mellem Gedser og Warnemünde.

Havnestrejke

I 1902 opstod der en strejke blandt søfolk og havnearbejdere. Men egentlig kunne det ikke rigtig ses i Frihavnen. Arbejdsgiverne havde ret hurtigt engageret 500 strejkebrydere. Det var russere, og for dem måtte arbejdsgiverne betale overpris, nemlig den betydelige dagløn af 3 kroner samt kost og logi. Russerne fandt det dog kritisabelt at de ikke måtte ryge og drikke i arbejdstiden. Men som en slags kompensation fik de rigelig af skibsøl.

 

De store Ocean – dampere

Konkurrencen mellem de forskellige Atlanterhavs – linjer var hård. Det gjaldt om at komme først, ikke blot til Amerika, men også at komme først med den mest behagelige overfart. En blot
15 – 20 år gammel Amerikadamper var som en træsko i sammenligning med de to mesterværker i stål, som nu i 1903 afgik fra Frihavnen.

Det var den legendariske Thingvalla – flåde der dominerede overfarten før i tiden. Men tre store skibe Oscar 2, Hellig Olaf og United States fra Skandinavien – Amerikalinjen var nu de dominerende. De nye skibe var cirka to hundrede fod længere end de gamle skibe. Og så var de en halv gang hurtigere. Også med hensyn til luksus var de nye dobbeltskruede langt bedre. 1.800 passagerer kunne de ny både medtage. Jo, der var sket noget, siden Thingwalla – flåden startede sejladsen til det forjættede land.

 

Brand i Frihavnen

I maj 1906 opstod der en stor brand i nærheden af Langelinie – molen. Ilden opstod i et stort vareskur, hvor forskellige firmaer havde opmagasineret. Klokken 10 om formiddagen blev brandvæsnet alarmeret. Meget snart viste det sig, at intet kunne reddes. Man forsøgte at begrænse ilden.

Skuret var af træ, og det blæste ret meget. Indholdet gav rig næring til ilden. En del raps – og oliekager var blandt indholdet i skuret. Stykke for stykke styrtede taget sammen og snart var den 400 alen lange bygning et stort flammehav.

 

Skuret skulle alligevel nedrives

Brandvæsnet mødte som altid, når det gjaldt Frihavnen med største udrykning. Tre dampsprøjter og havnevæsnets dampsprøjtebåd Gram var snart i aktivitet. 14 – 15 slanger blev lagt ud. Vandet havde sin virkning. Men efterhånden som branden blev slukket tog stanken og røgen til. Stanken var det værste. Det kunne mærkes over den halve by. Tilskuerne fik kvælningsfornemmelser og selv garvede brandfolk måtte overgive sig. Røgen trak over mod Sverige.

Hvordan ilden opstod, var de lærde uenige om. Rygning var strengt forbudt på Frihavnens område. Man fandt ud af, at ilden startede i et rum, hvor Østasiatisk Kompagni havde lager af skibsmateriel. Sandsynligvis var det tale om selvantændelse.

Nu var det ikke en katastrofe, at selve skuret nedbrændte. Det skulle alligevel snart nedrives og erstattes af et nybyggeri. Fra 1892 til 1906 forøgedes Københavns handelsomsætning med 122 pct. Dette kunne man takke Frihavnen for.

 

Havnen blev fortsat udviklet

I 1919 blev Frihavnen valgt som transitplads for Amerikas levnedsmiddeltransport til de sultne lande. Mange krigsfangere blev landsat i Frihavnen, blandt andet de sønderjyske krigsfangere. Havnen blev til stadighed udvidet. Orientbassinet kom til i to omgange. Den havde en dybde på 10 meter. I samme omgang kom Skudehavnen til – lidt nord for. På nordsiden af denne blev der anlagt en benzin – havn. Højgaard & Schultz anlagde en betonfabrik. Flere udvidelser fulgte.

Sundkrogen, det vandareal, der lå omme bag Frihavnen blev af fiskerne kaldt for Sovekrogen. Toldvæsnet havde deres helt egen betegnelse, de kaldte stedet for Lumskebugten.

Frihavnen rykkede mod nord til dybere bassiner og mere moderne grej. Bevaringen af fire store pakhuse på Frihavnens øst-mole optog mange københavnere.

 

Havnen i dag

Går man i dag en tur langs de gamle havne på Østerbro er det hele forandret. Store beboelsesejendomme er skudt op overalt. Store planer er lagt for Nordhavn. 

 

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 
• Historien om Københavns Havn (under København)

 

Redigeret 1.12.2021