Solitude voksede sig fra et limsyderi til en afholdt lystgård. Her boede så fine folk, at de ikke skulle betale bompenge. Her blev også spillet klassisk musik om sommeren. Engang havde Solitude en af stadens flotteste haver. En byggematador knækkede nakken ved at købe Solitude. 

 

Ingen storhed over Solitudevej

I dag er det ikke meget, der tyder på, at der har ligget en betydningsfuld lystgård med en pragtfuld have i nærheden af Solitudevej. Her kom folk, der var så fornemme, at de ikke mente, at de skulle betale bropenge, for at besøge Solitude.

Der er ikke meget storhed over Solitudevej i dag. På hjørnet har min gode ven, Johnny en farvehandel og vejen slutter meget brat. Som følge af Mosaisk Kirkegårds opståen i 1653, måtte der naturligvis skabes en vej dertil. Hidtil havde man klaret det med et stisystem fra sandgravene. Vejen kaldtes Jødevejen
og fik senere navnet Møllegade.

Både den gamle sti og dens fortsættelse mod vest på den andens side af landevejen, den senere Solitudevej, var anlagt i begyndelsen af 1620erne, og blev i 1679 omtalt som kongelig jagtvej.

 

Ensomheden blev nydt

Nordre Forstad havde en flot lysthave. Det var Solitude, som strakte sig helt op til stuehuset. Det var en afdeling specielt med frugttræer.

Et sekskantet lysthus forefandtes også i den pragtfulde have med bræddeklædning på siderne. I 1719 ved vi, at der på Solitude eksisterede en svinesti i gården. Det blev udtrykkelig angivet at denne tilhørte forpagteren.

Hvornår Solitude er opstået, vides ikke. I 1722 blev den benævnt som Løst gaarden. Det tyder på, at storkansler Ulrich Adolph Holstein var ophavsmand til navnet. Man må tro, at det har været rig mulighed for at nyde ensomheden her.

 

Limsyderi i 1694

Solitude var en nobel gård, som virkede som hovedstadsbolig for skiftende adelsfolk. Funktionen som lystgård er af nyere dato. I Jordebogen af 1694 fungerede stedet meget mere ydmygt. Da var det et limsyderi, der blev ejet af Thomas Biering. Hvornår dette limsyderi var opstået vides ikke.

 

Omdannet til lystgård

I 1695 erhvervede Christian Braem ejendommen. Han havde helt andre planer. Det var ham, der opførte lystgården. Den eneste vej til landevejen var en smal vej langs nordvestsiden af Blågårdens anlæg. Det var en privatvej, der tjente som adgang til Barkmøllen.

Braem og hans kone Elisabeth Seckman samt sønnen, Wilhelm bosatte sig ikke fast herude. Deres faste hjem lå i Skindergade.  Braem havde foruden sit virke som stempelpapirforvalter et lille privat silkeeventyr. Han ejede blandt andet to silkemøller. Men de lå dog ikke herude.

 

Solitude i 1716

Han døde i 1716. dengang eksisterede lystgården af et stuehus, en staldbygning og et tørveskur med lysthave og køkkenhave. Ude ved vejen var der også bebyggelse, men dette blev lejet ud til en monsieur Gierdsen. Måske var den bygning den gamle limfabrik, der nødtørftigt var blevet ombygget. Dette hus havde været på hele 12 fag.

Både stuehus og staldbygning var af bindingsværk med tegltag og i en etage. Tørveskuet var beklædt med brædder overalt. Bygningerne var placeret omkring en lille gård med brønd og tre fag plankeværk. Der var intet sengekammer. Måske var det, fordi man ikke overnattede herude. Staldbygningen var i otte fag og havde spiltove, krybber og hække, hvilket viser, at der var heste, der skulle opstaldes.

Der var også en maskekølle beklædt med brædder. Den kan have været anskaffet for at handle med mask. Antagelig har lejeren haft svin. Stalden var brolagt med tag.

 

Holstein renoverede ejendommen

Da Holstein overtog ejendommen købte han jord helt ned til åen. Han renoverede hele ejendommen, lejehusene blev også revet ned.

Et kort fra 1741 viser to lange skel, markeret med træer. Mod syd med en enkeltrække, mod nord med en allé. Lysthaven lå fortsat på sin gamle plads og bestod af fire inddelinger.

Det var også en ny hovedbygning i øst – vestlig retning med en udbygning mod nord, dels et trefløjet gårdanlæg nærmere vejen, måske den gamle lystgård med staldbygning og en ny fløj.

Et par småbygninger spredt ud langs vejen kan have været nye huse, men måske også ældre lejehuse, der også har været istandsat.   Landlivet og afsondretheden har sikkert tiltrukket det bedre borgerskab. Mere end den komfort og luksus som herskede på nabogrunden Blågården.

 

Struensee på spil

General Haxthausen havde erhvervet ejendommen, men solgte den til staten i 1769. Her indrettede Struensee og professor Beyer en koppeindpodningsanstalt.
Der kunne optages 48 personer, heraf 16 betalende af borgerlig og middelmådig stand.

Men anstalten blev hurtig lukket på grund af manglende søgning. Senere blev der oprettet et opfostringshus for spæde børn.  En overgang boede Grev Sponeck også på Solitude. Det var ham der var Københavns kommandant, da byen gik op i lys og luer.

 

Sommerkoncerter

I slutninger af 1700tallet benyttede flere af Københavns musikforeninger området til sommerkoncerter. I 1820erne blev jorden solgt fra og blandt andet brugt til tobaksplantage. En af køberne var Kaptajn von Scholten, som senere blev generalguvernør på De vestindiske Øer.

 

Byggespekulation

Grundspekulation førte til megen rigdom hos nogle få byggespekulanter på Nørrebro. Men ikke for Hans Christian Bangert. Han købte i 1840 gården Solitude. Kort efter opgav han en god stilling i centraladministrationen. Nu skulle der gang i landbrug, sælges byggegrunde og meget andet. Bangert forpagtede en del nabogrunde hos kommunen. Aktier var kommet på mode, og Bangert indbød til aktietegning.

Ideen var, at der skulle bygges seks store villaer på hver byggegrund, hver beregnet til 4 familier. Dette blev dog ikke til noget. En kreditforening, som han tumlede med, blev heller ikke til noget. En brugsforening fik samme skæbne.

Grundpriserne steg og steg. Så hvorfor skulle man forhaste sig.

Bangert begyndte at byggemodne. Han anlagde Parcelvej, et stykke af Nordvestvej, Prins Jørgens Gade og Stengade. Han byggede også en bro over Ladegårdsåen, som blev kaldt Bangerts Bro.

Bangert var formuende, men alle disse projekter kunne ikke gennemføres uden lån. Østifternes Kreditforening og Københavns Centralkasse bidrog til disse, men også privat personer.

Men så kom krisen. I 1858 var det så godt som umuligt at låne penge, og alle der havde lånt Bangert penge, ville gerne have dem igen.

 

Vennerne svigtede ikke

Vennerne svigtede dog ikke. General Gerlach lånte ham 5.000 Rigsdaler. Disse blev kun delvis sikret med pant i fast ejendom. En lejer i gården Solitude blev shanghajet til at yde et lille veksellån. Det var dog kun på 60 Rigsdaler.  Jomfru A. M. Nielsen var anderledes hjælpsom. Han lånte ham 2.000 Rigsdaler. På hans glatte ansigt.

Men det hele nyttede ikke noget. Bangert gik konkurs. Vennerne mistede mange penge. Trods store tab kan det dog røbes, at Bangert et par år senere døde som en velstående mand.

 

Solitude i 1880erne

Solitude stod der endnu i 1880erne, efter at størstedelen af de omgivende arealer var blevet plantet til med spekulationsbyggeri, eller udlagt til de hastigt voksende Assistens Kirkegård.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

 

• Byggespekulation på Nørrebro
• Blaagaardskvarteret – gennem næsten 400 år
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens Kirkegård

Redigeret 28. – 03. – 2022