Denne lange artikel burde have heddet Drikkeriets historie i København, men sådan noget kan vi ikke skrive. Vi besøger et par hundrede værtshuse, fortæller om datidens moral og etik, samt om det enorme ølforbrug københavnerne i tidens løb har indtaget. Læs også om den fulde konge der bogstaveligt talt to gange faldt i vandet på grund af druk. At russerne også kan drikke har vi også beviser på. Vi ser på en regning fra Store Lækkerbisken.

 

Enormt ølforbrug

Fra år 1200 og op gennem 1600 tallet drak den danske befolkning uanede mængder af øl. Allerede, når man vågnede rakte man ud efter øl-kanden. Grunden til det store ølforbrug var sikkert, at man dengang hovedsagelig levede af kød og fisk.

Kongens bøsseskytter havde krav på 10 potter øl om dagen. Eleverne på latinskolerne drak 3 – 4 potter om dagen. Og selv nonnerne i Maribo Kloster fik årligt tildelt 14 tønder øl hver.

Ja mælk havde man kun om sommeren. Rent drikkevand var en mangelvare. Og hvis man endelig fik adgang til det, blev man sug af den.

 

Husk at være ædru i kirken

Med det store forbrug, blev man selvfølgelig fuld, selv om øllet nok ikke havde samme alkoholprocent eller kvalitet som i dag. Men dengang var fuldskab ikke en skam. Bare man forsøgte at holde sig ædru i retten, til gudstjeneste og ved et dødsleje.

At drikke sig fuld var tegn på, at vedkommende var en brav, flink og hæderlig mand af den rette støbning. Ja det var direkte uhøflig over for værten at forlade en fest ædru.

 

Pas på alt for stor flothed

I 1254 gav Biskop Jakob Erlandsen København den første stadsret. Denne havde nu ikke meget med en stadsret at gøre. Den sikrede biskoppen tre fjerdedel af alle bøder, og så skulle han også have en masse afgifter. En af disse var på øl.

I 1275 kom der indskrænkninger mod alt for stor flothed ved sammenkomster. Der måtte højst inviteres 30 mennesker, og serveres højst 5 retter. Hvis festen varede flere dage, havde biskoppen ret til en daglig afgift på 4 Skilling for hver gæst.

 

Herre – og efter-øl

Fra ældre tid brugte man porse i øllet. Det har sikkert givet samme bitterhed som vor tids humle. Dette begyndte man på i 1300 tallet. Man begyndte tidligt at krydre med malurt, bark fra egetræer, enebær, røllike eller bunke. Man undgik surhed ved at tilsætte østersskaller, hønseæg ned i tønden.

Den bedste øl var herreøllet. Det var en festdrik og kun forbeholdt de rige. Til daglig drak man svende-øl eller spise-øl. Det ringeste var efterøllet.  I Middelalderen drak man det, der nærmest kan betagnes som hvidtøl.

 

Øl-boder og badstuer

De første værtshuse var øl-boder, hvor øl-koner havde opkøbt øl eller selv brygget det. De skulle dog lige huske at erlægge afgift til staten. Men boderne var berygtede, ofte opstod der ballade på stedet.

De mere velhavende søgte badstuerne. Ikke så meget for badet, men mere for at få en passiar med ligesindede og en pot godt tysk øl. Man så ofte fulde folk komme ud af disse badstuer. I tidligere tider var badstuerne også åbne for kvinder. Disse kom snart i et slemt Rygte.

 

Gildehuse

Erik af Pommern skabte liv til København. Borgerskabet ville være tæt på hoffet. Mad, drikke, klæder, våben, smykker og anden fornøjelse fandt indpas i den voksende by. En underverden af herberger, øl-knejper, spillebuler og horehuse opstod.

Omkring 1447 er der tradition for tre årlige fester omkring jul, fastelavn og pinse. Dertil kom nye fester, navnlig majfesten. Alle føre-lige og formuende skulle med egen armbrøst skyde efter papegøjen. Flere gilder opstod, også for det lavere borgerskab. Disse gilder var tilknyttet erhverv og havde deres egen gildehus.

Disse gilder havde deres egen orden. Ved hvert drikkelag blev der udnævnt 2 skænker. Deres opgave var alene at skænke. Man måtte ikke drikke hinanden til,
men bægerne skulle hele tiden gå rundt. Den, der spildte mere øl, end man kunne dække med en hånd, skulle betale en bøde.

Brødrene måtte gerne tage gæster med, hvis de ville betale. Det kostede ½ læst øl

• at tale en anden paa hans Rygte eller Ære. Det var ligeledes forbudt at drage sværd og såre eller slå en anden.

 

De fulde konger

I 1578 berettes der om Frederik den Anden og hans soldebrødre, der huserer rundt på byens værtshuse. Og det går ikke stille for sig. Drikkeriet kostede til sidst hans liv. Der havde flere gang været bud efter ham. Således i 1560, hvor han faldt i graven ved Københavns Slot. 5 år senere faldt han i vandet fra Amagerbro, færgebroen på Slotsholmen, hvorfra overfarten til Amager fandt sted.

I fuldskab skulle kongen også have været i brydekamp med Hertugen af Mecklenburg.

En af kongens bekendte, den stærke Laurids Brokkenhus slog ved nattetid i februar 1571 en kvinde ihjel i fuldskab. Han blev straks benådet af kongen, men måtte dog betale en stor bøde.

Christian den Fjerde fortsatte denne familie-skik. Således besøgte han adelsmanden Sivert Grubbes herberg, for han havde hørt, at der var nogle smukke piger
på stedet. Senere på natten forsøgte han at passere et vindue. Det endte med et blåt øje. Så ville han fortsætte i Helsingør. Men han nåede kun til Gammel Vartov, hvor han faldt i søvn.

De mest ansete gæstgivergårde var Det lybske Herberg, Amagertorv 14 og Oxekoppen, Østergade 56. Her tog adelen og købmændene hen, når de skulle besøge staden.

 

Druk førte til ulykker

Selv i kirken under gudstjenesten kunne det hænde, at folk mødte op berusede og begyndte at slås. For at modvirke denne ugudelighed, satte Christian den Tredje vagter op.

Men præsterne og degnene, dem der skulle gå foran med et godt eksempel forfaldt i druk. Ja de havde endda smugkroer bag i kirken. Ved bryllupsfester og barnedåb drak sang og dansede de på bordene. En god drik var Guds gave, mente de.

I forstæderne skete der mange misgerninger sted på i de små knejper. Kongen begyndte derfor at forbyde øl – og brændevinssalg derude. Samtidig befalede han alle til at flytte. Det var særlig galt i kvarteret ude for Nørreport.

Efter en aften med megen druk i en have uden for Øster Port kom David van der Osten og Christopher Lange op at skændes. De var begge hofjunkere hos kongen. Det endte med at førstnævnte blev dræbt.

 

De fornemme bryggere

Den tredje fornemste handelsklasse var dengang bryggerne. Disse havde i begyndelsen eneret på at fabrikere og sælge dansk øl i store og små partier. Fremmede skippere og købmænd skulle købe skibsøl af dem, hvorimod de til gengæld var forpligtet til altid at levere godt øl til en af Magistratens fastsat takst. Ved siden af denne næring havde de desuden ret til at handle med humle, hør, hamp, beg, tjære, jern, kobber, tin, bly og diverse preussiske og russiske varer, så de kunne drive en slags Hørkramhandel.

Desuden måtte de drive byttehandel med bønderne. De måtte få byg og malt af bønderne mod at levere tømmer, madvarer og andet til husets behov. Det danske øl var ikke særlig velsmagende.

Christian den Tredje anlagde et “Gosebryggeri” ved Vandkunsten, hvor der blev brygget Goseøl elle Gaas. Det var dog udelukkende til eget forbrug. Gaasegade blev navnet på en gade til minde om dette bryggeri.

 

Store Lækkerbisken

Islændingen Jon Olsen fortæller om værtshuset Christine Doktors Kælder omkring 1620. Han spiste på det fornemme sted Lækkerbisken, der lå ved stranden. Her havde han givet en gæst et lag prygl, fordi han havde generet Island. Andre steder nævnes et sted, der hed Store Lækkerbisken. Dette sted blev også kaldt for Stadens Gjæstehus og lå på Amagertorv mellem Østergade og Kirkestræde. Stedet tilhørte kommunen, hvorfor stadens våben prangede over indgangen.
Allerede i Christian den Fjerdes tid havde apoteker Vobner lejet ejendommen og indrettet et værtshus.

Jakob Timmermands lejede det store stenhus i 1656 og indrettede et stort hotel i ejendommen. Her boede alle slags mennesker. Købmænd, studenter, præster og officerer, men også fornemme turister og udenlandske adelsfolk.

 

De tørstige russere

En russisk gesandt med et følge på 10 personer kom til stedet den 28. maj og rejste den 19. juli. Regningen lød på den store sum af 1.860 Rigsdaler I tidsrummet nåede følget at konsumere

• 720 Potter Rhinskvin
• 162 Potter forskjellige Akvavitter (som Citron -, Kanel-, Mave -, og Matheli – Akvavit)
• 48 Potter Brændevin
• 32 Tønder Øl
• Foruden adskillige Oxehoveder Franskvin og Bittervin, Kirsebærvin, Mjød og Vineddike.
• Hertil brugte de betydelige Kvantiteter af Sukkerkandis, Topsukker, Puddersukker, Muskat og Citroner.

Kongen betalte og oven i købet fik de også andre varer med i købet. Men regningen havde åbenbart overrasket kunden. For ejeren skulle fremover rapportere det løbende forbrug, når kongen havde gæster indkvarteret her.

Og russerne har bestemt ikke kedet sig med det forbrug.

 

Den falske Pasha

I september 1669 indlogerede der sig en mystisk person på Lækkerbisken. Han fortalte, at han var fætter til den tyrkiske kejser. Den sjældne gæst Pashaen Johan Michael Cigala, der førte titlen Den hellige Gravs Guardian, blev hentet udenfor byen af en kongelig ekvipage med 6 heste.

Der blev sat Skildevagter til hans Ære. Få dage efter var han i audiens hos kongen på Rosenborg, hvor alt var i stiveste puds. Garden var til hest og Pashaen holdt en smuk tale på italiensk.

Frederik den Tredje fandt stort behag i sin fornemme gæst, og skænkede ham en flot sølv-fontaine, der havde tilhørt Dronning Anna Kathrine.

Pashaen gjorde selskab på Lækkerbisken for kongens regning. Men generalmajor Ahlefeldt fattede efterhånden mistanke til ham. Men da var han for længst forsvundet. Han blev dog senere arresteret nede i Tyskland. Man fandt så ud af at han to år tidligere havde kaldt sig for Fyrst Nikolaus v. Stockheim.

Et andet sted blev kaldt Hovmestergaard. De fleste værtshuse lå ved stranden.

 

Rådhusets vinkælder

Rådhusets største ejendommelighed var Vinkælderen, som tilhørte Magistraten. Det var en ganske indbringende forretning. Arrestanterne blev ført ind i et lokale lige ved siden af denne vinkælder. I 1600 tallet nåede den rejsende gennem Vesterport ind i Vestergade, der allerede dengang var den store gade med hensyn til gæstgiverier og herberger.

Men også Gammeltorv, Amagertorv, Østergade og nede ved stranden var de godt med. Det gode og dyrere tyske øl, der var langt bedre end det danske, blev allerede dengang importeret.

 

Masser af steder i 1660erne

I 1662 nævnes der et stort antal hoteller og gæstgivergårde. Så mange, at nogle af dem sikkert ikke har bestået i ret lang tid

• De fornemste efter lækkerbisken var Prindsen af Danmark på Østergade og Den Sorte Rytter ved Nybørs, endvidere Den Hvide Svane ved Stranden,
  Fortunen (senere Hotel Royal), Den gamle Prinds i Store Færgestræde, Havfruen, der navnlig blev besøgt af svenske Kavalerer. Tre Kroner på Østergade, Den forgyldte Hjort og Druen i Færgestræde, hvor mange hollandske skippere tog ind. Wapen von Hamburg, Wapen von Holland og
  Krandsen på Christianshavn. Den Forgyldte Falk, Det Stralsundske Herberge og Vognmandsherberget i Springgade.

Et par år senere nævnes følgende:

• Frankfurt am Main i Højbrostræde, Skibet ved Knippelsbro, Heidelberger Vinfad i Skindergade, Engelen i Pilestræder, Det Forgyldte Anker, Den hvide
  Rytter ved Børsen. Stadt Lybæk bag Børsen. Odense og Den Sorte Morian ved Stranden. Elephanten ved Holmens Kirke. Amsterdam, Det forgyldte
  Kors ved Nikolai Kirke. Flensborgs Vaaben på samme sted, det blev især besøgt af svenske officerer. Bergen i Norge, Den forgyldte Bjørn i Larsbjørnsstræde. Den norske Løve, Sorte Ørn ved Stranden. Den forgyldte Sol samme sted. Det Lybske Herberge, Røde Hest på Vestergade. Rosen
  ved Stranden. Prindsen af Oranien i Nyboder. Den gyldne Ørn i Kirkestræde. Paris og endelig Kappadocia ved Runde Kirke.

Man skulle tro, at staden med dette arsenal var velforsynende. Men sådan var det ikke. Ofte måtte større gårde tages i brug for at huse gæster. Her kunne nævnes 10 – 12 større gårde i staden.

 

Flere værtshuse

I 1662 fik Johan Merhoff for tro Tjeneste, han i forleden Feidetid gjort haver ret til at indrette en øl-bod uden for Peblingesøen. I 1667 indrettede sen kro på Vesterbro, i stedet for Mikkel Vibes der var blevet totalt ødelagt.

I 1669 fik en borger tilladelse til at opsætte et træskur ved Toldboden, hvor man måtte udskænke øl, brændevin og madvarer. Dette blev et meget søgt sted. Måske var det fordi, at man her bryggede noget godt øl, som Bryhan og Mumme. Her kunne man også få Hamburger Rummeldeus og andet blegt øl. En brygger fra Christianshavn havde fået eneret til dette.

Vinskænkning fandt sted fra mange kældere. Apotekerne havde ligeledes fået ret til at indrette vinkældere. Vinhandlere var normalt ansete borgere i staden.

 

Begrænsninger ved bryllupper

En ny forordning om brugen af vin og øl ved bryllupper stammede fra 1621, og det understreger den store forskel mellem borgerne. Efter denne måtte borgmestre, rådmænd og købmænd, som gav mere end 2 mark i årlig skat, udskænke 2 ammer rhinskvin og ellers kun dansk øl. Men hvis der var adelige eller andre fornemme gæster med til festen, så der nødvendigvis kræves mere vin, kunne tilladelse gives ved henvendelse til magistraten. De gode adelsmænd, der selv havde lavet forordningen ville ikke risikere at komme tørstige hjem fra en borgerlig fest.

Borgere, der kun gav 1 mark i skat, måtte skænke 1 amme rhinskvin og i øvrigt kun dansk øl. Gemene borgere og håndværksfolk som gav mindre end 1 mark, måtte kun udskænke øl og aldeles ikke vin. De måtte heller ikke drikke brændevin eller anden stærk drik.

 

Fremstilling af øl

Under Christian den Fjerde var 117 bryggergårde i Hovedstaden, men det første bryggerlav oprettedes allerede i 1525.

I 1687 befandt der sig ikke mindre end 140 bryggerier. I 1800 var dette antal reduceret til 100. Og det kom rigtig fart i produktionen, da brygger J.V. Jacobsen tog fat. Hans øl var undergæret og langtidslagret, inspireret af den bayerske tradition. Carlsberg blev forbilledet for de mindre bryggerier

Det at fremstille en god øl er en kompliceret affære. Man siger faktisk, at dette er sværere end at fremstille en god vin.

Råmaterialet til ølbrygning var byg, som blev fugtet og lagt til spiring. Spirerne forvandlede bygkornene til malt, som derefter blev tørret og knust. Ved selve brygningen hældtes kogende vand over malten, som derved blev til mæske. Når bundfald og urenheder blev siet fra, fik man urten. Denne urt blev stillet til gæring i store kar.

Øllet dengang var ikke særlig holdbart. Det blev surt efter kort tids opbevaring. Mjød blev brygget på bihonning. Men forbruget af honning satte sine grænser
for, hvor meget man kunne brygge.

 

Også masser af vin

Der blev også drukket en del vin i København i middelalderen. De mest kendte vine var Malvaiser og Rommeni. Men man kendte også Rhinskvin, der ligesom Gubin – vinen kom fra Tyskland. Fra Gascoigne i Frankrig kom Garskanier.

 

En prisliste fra 1536

Men hvad kostede det egentlig dengang. Henrik Smith har i en årbog beskrevet belejringen i 1534 – 36, men samtid har han også noteret priserne.

• 1 Pot Rhinskvin 8 Mark
• 1 Pot Tysk Øl 2 Mark
• 1 Pot Mjød 4 Mark
• 1 Pot \”Kovent\” (tyndt øl) 8 Skilling
• 1 Pot Dansk øl 1 Mark
• 1 pot Vand \”søden\”(kogt) med lidt humle 4 Skilling
• Blandt de ældste bevarede værtshuse i København kan nævnes Hviids Vinstue fra 1723, Skindbuksen, Hvide Lam og Queen Victoria.

Men de ældste værtshuse var de såkaldte gildes – og lavshuse, hvor håndværkere og andre næringsdrivene kunne diskutere verdenssituationen over en kande øl.

 

Vin skulle godkendes

I Christoffer af Bayerns stadsret af 1443 blev det tilladt borgmestre og rådmænd at have en stadskælder. Her måtte der sælges tysk og andet fremmed øl
for muligt køb. Øl måtte sælges ud af huset, men kun i kander.

I Stadsretten omtales en vinmand. Her står nævnt, at han ikke måtte tappe vin, før den var set. Og det betød, at den skulle godkendes af fogeden, borgmestrene og rådmændene. Disse fik så nogle kander, som tak for deres ulejlighed.

 

Kort levetid for flot værtshus

Ved det nye Tøjhus – kompleks omkring Børsen og Nybørs blev der i 1648 – 49 opført en række bygninger. Heriblandt var et Boldhus og Værtshus med værelser for boldmesteren og rum, hvor fremmede Folk og Passagiers Bekvemmelig kunne logere.

For at lette opførelsen fik ejeren frihed for al borgerlig Tynge. Samtidig fik han en årlig toldfrihed på

• 10 Stykker Rhinskvin
• 20 Oxehoveder Franskvin
• 6 Piber Spanskvin
• 10 Læster Rostockøl eller fremmed Drik.

Og vi har faktisk fundet en beskrivelse af stedet. En person, der hed J.L. Wolf sagde følgende:

• Henrik Müller har ladet den Plads mellem Børsen og Hs. Maj. Provianthus bygge, hvor han af Grunden et meget kosteligt muret Hus med skjønne Gemakker haver ladet opsætte, og derhos et meget herligt Boldhus, hvis Lige udi Bygning og Overdel med Skabelon og Maling man neppelig ved af dets Lige at berømme og sige, med en skjøn hvalt Kjælder under, hvor adskillig Slags Drik der til Kjøbs indlægges kan. Fra Slottet og til dette Boldhus
  er en Løngang gjort for Hs. Majestæt og Dronningen, naar de vil forlyste sig hen at se, hvo der ligger, da er der en Sted, hvor de med Lyst kan staa og sig om se.

Værtshuset var dog kun i brug et par år, da det i 1659 kom i kongens besiddelse, og blev bopæl for Hofmarskal Johan Christoffer v. Kørbitz. Kælderen fik lov til at bestå, og blev indrettet til opholdssted for svenske fangere.

 

Nørre Paradis

Allerede i 1653 nævnes Nørre Paradis. Det lå omkring Frederiksborggade 9 og 11. Antagelig skiftede stedet ejer i 1717. Da blev stedet nævnt som Mikkel Thomsen i kjælderen paa Paradis.

 

Mange traktørsteder

Traktørsteder dukkede op på Vodrufgaard, Ladegaarden, Ravnsborg, samt boldspil, keglebaner og skydebaner. Kongens Fiskehus ved Aggersborg Sø blev et tilløbsstykke for det bedre borgerskab. Det blev indrettet i 1679 af Jacob von Thybo.

Hos Gabriel Baumands nu Vesterbrogade 37 blev der også indrettet en skydebane. Ved Tagens Hus ude på Nørrebro. Og også Statsz’s Have mellem Sølvgade og Klerkegade blev indrettet med skydebane.

I Store Kongensgade 77 lå Mester Daniels Have.

 

Toldboden

Et meget yndet traktørsted var i begyndelsen af Christian den Femtes tid, Vinhuset på Toldboden. Her kunne man nyde udsigten over havnen og kongens skibe. Der lå bag Søndre Toldbod mellem denne og Amaliegade endnu et vinhus, Toldbod Vinhus, indtil Frilager bygningen blev opført i 1880.

Lige overfor fik en gammel toldbetjent J.S. Brok i 1699 tilladelse til et udskænkningssted. Dog måtte han kun sælge øl og dansk brændevin.

 

Stigende brændevinsforbrug bekymrede ikke

I 1698 fandtes der ikke mindre end 245 brændevinsbrændere i staden. Udsalg af dansk brændevin foregik fra små huse og kældre. Magistraten fandt ikke, at det stigende brændevinsforbrug var skadeligt, for man hjalp jo bønderne til at komme af med deres korn. Ligeledes skabte det erhverv og omsætning i staden.

Den finere del af befolkningen søgte mod vinhusene. I begyndelsen af 1700 tallet kunne borgerskabet byde på både rød – og hvidvin, samt bedre franske vine, selv om det kostede.

 

Kendskab til rejsende

Ifølge forordningen af 2. august 1712 skulle politiet have kendskab til, hvilke rejsende, der ankom til byen. Senere – den 9. april 1723 fremkom Kancelliet
med det besynderlige pålæg, at give Politimester Ratechen pålæg om, at føre tilsyn

• for saa vidt det efter Tidernes og Personernes Omstændigheder sig lader gjøre og du som en fornuftig og eftertænksom Øvrigheds – Mand det
  paa dit Ansvar vil lade ankomme.

Om fornødent måtte politimesteren og hans folk selv rundt på værtshuse, herberger og andre listige steder og spørge om navn, stand og ærinde. Havde man mistanke om, at der var spioner imellem stadens besøgende, skulle man straks personlig meddele dette til kongen selv, Storkansleren og Gehejme – konsiliet.

 

Gæstespil og maskerade

Der blev givet tilladelse til at især tyske gæstespil blev tilladt på nogle af værtshusene. På det østlige hjørne af Klosterstræde og Skindergade
lå Bryggernes lavshus. Her optrådte tyske skuespillere i 1707. Også maskerader blev populære.

 

En kontrakt på fransk

Jørgen Jørgens enke havde overtaget havde overtaget et værtshus i Højbrostræde. Det var oprettet 1687 til modtagelse af rejsende Kavalerer og andre
fornemme Folk. Det blev solgt til Mathieu Toyon som stammede fra Holland. Han havde i 14 år været i tjeneste hos Hertugen af Würtenberg, der var dansk general, og siden i 4 år hos Gehejmraad Wibe.

Den 17. juli 1722 fik Toyon:

• Tilladelse til at skjænke og fastholde Slags Øl og Drikkevarer samt Vine i smaa og store Partier, hvorimod han skulde være forpligtet til at holde
  gode og oprigtige Varer og akkomodere for billig Betaling med Spise saavel de ankommende Fremmede som de ved Hoffet vægrende kavalerer samt Officerer og andre.

Etatsråd Wernicke, der havde været ansat ved Gesandtskabet i Paris lavede en kontrakt med den nye restauratør. Denne skulle forpligtige sig til hver dag til middag at servere:

• Suppe med ris eller roer eller kål, krebs, linser eller lignende. Derpå en kogt ret, og en steg, så afvekslende og så veltillavet som overhovedet muligt.
• Til aften skulle han have en suppe, krebs eller andre \”småting\” efter eget ønske, samt 2 flasker god rødvin om dagen.

Kontrakten var selvfølgelig som den hør og bør, udfærdiget på fransk.

 

Studenterne foretrak Blasen

I 1722 søgte studenterne til Blasen (Nørregade 1) mens borgerskabet søgte mod Baccharac, der lå på hjørnet af Klædeboderne og Nørregade. Fra dette år ved vi, at der var 28 vinhandlere i staden. Mange af disse havde værtshus ved siden af deres vinhandel.

Blasen var også vinhandel. Den \”blev sprængt\” i luften under ildebranden i 1728.

 

Betal kontant

Kongen blandede sig i mange ting. Han udsendte en erklæring om, at alle skulle betale kontant, når de besøgte Vin – og værtshuse. Såfremt der var nogen, der var uenige med værten i, at der skulle betales kontant og som hævn forsøgte, at ødelægge stedet, ja så skulle vedkommende omgående arresteres.

 

Letlevende kvindfolk

I Mikkel Bryggersgade nr. 8 lå Emanuel Nordels berygtede beværtning. Nu var det nærmest konen, Anne Pollman, der styrede stedet. Hun blev også kaldt Anne Hattemager. Den 20. juli 1725 blev hun dømt til Kagestrygning, ligesom hendes mand blev udvist af landet. Dommen blev senere stadfæstet af Højesteret.

Anne Hattemager blev tilmed pisket på Nytorv med 9 Svøber. Hun flyttede senere til Sverige. Ak ja, Anne var en af byens letfærdige Kvindfolk.

 

Må ikke spille om natten

En masse the-huse opstod rundt omkring. Mange af disse blev senere omdannet til kaffehuse. Men selv om de ikke i skattelisterne, var der små kaffehuse rundt omkring. Det var sikkert enker, hvis mænd var i kongens tjeneste.

En af disse var Bill eller Biehl, Fortunstræde 3. Her kom de fine. I 1724 blev stedet dømt til at betale 10 Rd. til Frelsens Kirke, fordi en officer havde spillet på
stedet om natten.

 

Kildedal – ikke for unge piger

Nord på var Kildendal (Kildedal) det store trækplaster. Fra 1725 var stedet det store trækplaster. Og det helt store søgning var det til Sankt Hans. Egentlig hed det Lille Vartov. Man anbefalede sig med mad, vin og frisk luft. Her var som regel også kapskydning. Og så hjalp det også at den nærliggende kilde, blev betragtet som at være helbredende.

Men der blev hvis drukken mere brændevin end kildevand på stedet. I teltene blev der danset, men tonen var lidt for skrap for det bedre borgerskab. Fædrene turde ikke lade deres døtre drage alene ud til stedet. Det var da også ofte ballade på stedet.

 

Ud af vagten – kl. 10

I Dybensgade 24 eller 26 på hjørnet af Admiralgade boede i 1725 Temand Hans Brockmand, der i øvrigt var admiralitetsbud. Her fandt politibetjente den 26. februar kl. halv 11 7 personer i Nattesæde i Skjænkestuen bag i huset siddende ved øl og tobak.

Gæsterne skulle have været \”ude af vagten\” klokken ti. Gæsterne måtte bøde 2 Rd. hver.

 

Masser af værtshuse i 1725

I Fortunstræde lå Gæstgivergården Fortunen. Disse gæstgivergårde søgtes af fornemme rejsende., især udlændinge. I Vestergade lå også en meget søgt gæstgivergård Tre Hjorter. (12) I den billigere ende i Vestergade lå Vinkanden (20). Her kunne man overnatte for 2 Skilling.

Når vi nu er ved Vestergade, ja så bør vi nævne Sæland (2), Rosen (4), Garvergaarden (10), Skibet (16), Gardegaarden (18), Farvergaarden (22), Prinsen (30).

I Studiestræde lå Hvide Svane (19), Tre Roser (18), Hvide Lam (32).

På Nørregade, Forgyldte Nøgle (5), Holland (27), Tre Ruller (43).

På Halmtorvet, Knapsteds Gaard (59), Lille Norske Løve (61).

Og ved Vestervold, Hvide Hane (25).

Ved Vestervold i nummer 7 boede også en del øltappere. De drev et sted, der hed Gyldenlund.

På Halmtorvet (53 – 55) dengang Vestervold huserede øltapper Jakob Tøgersen.

Flere muligheder

Over for Holmens Kirke lå Nummer fire. Her lå tidligere en gæstgivergård, der blev ejet af Anne Pedersdatter. Her kom især nordmænd. Og værtinden
var gift tredje gang. Hun var især kendt for at give kredit og penge til velgørende formål.

I 1727 nævnes der om et musik-arrangement på Stadt Hamburg i Skindergade. Samme år var der en koncert i Mads Koldings Gård i Vimmelskaftet også kaldet Den Hvide Gård.

 

Afslag på ansøgning

Samme år blev Johan Sohl forpagter af Raadhusets Vinkjelder. Broderen, Jørgen havde arvet Vinhus Dyrkjøb, Klædeboderne 36. Han var Kommerceråd. Efter Etatsråd Weyses død, søgte han dennes stilling med en ansøgning med et digt:

• Stormægtigste Monark, nu er Weyse død,
• Giv mig hans Post igjen, saa hjælpes jeg til Brød

– Han fik ansøgningen retur med følgende påtegning:

• Velvise Monsieur Soel, vor Konge la’r jer sige:
• Bliv I kun ved jer Vin, han søger Weyses Lige

 

Den stakkels Stadsmusikant

Byen havde en Stadsmusikant, der sammen med sine svende havde eneret til at spille for betaling ved borgerlige fester. Men uha, allerede dengang fandtes der mange fuskere, der uden autorisation spillede til fester. Stadsmusikanten klagede til Magistraten, og fortalte, at der fandtes over 100 fuskere.

I 1728 fik Stadsmusikanten Andreas Berg nogle meget fordelagtige privilegier. De gik ud på, at dem der ville have musik til fester, kunne akkordere med ham om hans Betaling. Hvis de ikke tog imod dette tilbud, skulle de dog alligevel betale.

Af en politiretsdom af 5. juli 1712, blev en øltapper idømt en bøde af 10 Rd. fordi han med sit Kompagni havde spillet ved 2 borgerbryllupper, den ene i Paradis
ved Vesterport. Det andet hos en tobaksspinder på Vestergade, hvorved han var gaaet ind i Stadsmusikanternes Næring.

Men Stadsmusikanten fik dog konkurrence. For i Det Ny Teater i Grønnegade tilbød man maskerader. Og arbejdsløse skuespillere tilbød også musik.

Nu gik man faktisk også lidt videre. For politimesteren udsendte en proklamation, at hasardspil ikke var tilladt. Dette foregik både på værtshuse og i det omtalte teater.

 

Mange klager

I en Politiplakat fra 16. oktober 1727 er det forbudt værterne at tilstede underofficerer, soldater, matroser eller deslige at spille kort eller terninger, langt
mindre at være i kompagni med dem i noget spil.

En anden klage gik på, at der udskænkes øl – og brændevin, mens der er gudstjeneste., på søn – og helligdage samt sent om natten. Ofte så man endog militære personer meget berusede sovende ved bordene. Militære personer måtte ikke befinde sig ude i byen efter tappenstreg, så vægterne fik travlt med at jage disse militære personer. Ak ja. Således forlyder det at i 1725 havde

• Kongens forrige Livkarl Villars og Major Kyhlør \”ved usømmelig og stærk Drik\” forledt den brunsvigske Agent Rentz til Spil og derpaa ved Hug og Slag tvunget ham til at udstede en Vexel til dem på 692 Dukater.

I Mester Daniels Have i Store Kongensgade dyrkede man også keglespil. Dette foregik også i Martin Zuslags Have, der antagelig lå i Gothersgade.

 

Må ikke spille i kirketiden

På Blegdamsvej omtales i 1724 en Daniel Pedri, der havde et katuntrykkeri, hvor der i baglokalet blev spillet billard. En Theskjænker Oluf Nielsen, ved Stranden blev idømt en bøde, fordi der blev spillet billard i kirketiden.

 

Hjælp til unge piger

Magistraten fik den 14. juli 1728 en kongelig befaling angående:

• den Mængde af berygtede Huse og letfærdige Kvindfolk, der skal findes udi vores kgl. Residentsstad.

Man udvalgte såkaldte ærlige mænd, hvor kvinder, der kom til hovedstaden skulle melde sig.  Disse mænd skulle så tages i ed og forsynes med et skilt på deres ejendom. De skulle påse at pigerne ikke kom i fordærv.

Der skulle også påses at ingen soldat eller matros havde tjenestepiger eller logerende ledige kvindfolk. De, der holdt værtshus, måtte ikke holde flere tjenestepiger end det var nødvendigt.

Det skulle også forbydes borgere at bortleje hus eller kælder til matroser, soldater eller underofficerer, der ville bruge denne til værtshus. På de omtalte skilte stod følgende:

• Her boer en af de Mænd, som er antaget at gaa fremmede skikkelige Kvindemennesker til Haande, naar de enten søge Tjeneste eller have andet lovligt Ærende udi Staden.

I Landemærket lå indtil 1807 et sted der blev kaldt Avlsgaarden eller Helsingør. Den havde navn efter byens gamle avlsgård i Springgade, der blev afhændet i Christian den Femtes tid.

 

Besøg hos Peter Larsen

Hos Peter Larsen i Pilestræde 28, var der altid liv. Han påbegyndte sin virksomhed mellem 1741 og 1743. I alt 50 år fortsatte han sin virksomhed.

Efter dagens møje og besvær samledes man hos ham og diskuterede den politiske situation. Rummet var nøje delt ind efter rang. Svende og lærlinge blev anbragt nederst i lokalet ved døren.

Øverst i lokalet, nærmest i en krog stod et bord, hvor de fornemme af borgerne samledes. Det var købmænd og bryggere. De kunne aldrig nedlade sig til at snakke med folk ved det næste bord. For her sad håndværksmestre, bundtmagere, børstenbindere, hattemagere og Knivsmede (klejnsmede). Her blev verdenssituationen diskuteret ret livligt.

I det 18. århundrede begyndte landliggerlivet. Gyldenlund, Frederiksdal og Jægersborg var yndede udflugtsmål.

 

Utugt og forbrydelser

Selv under Pietismen var moralen hos københavnerne ikke blevet bedre. Det hed sig, at tjenere og tjenestepiger gik til dans og Lystighed om natten

• naar de havde fået deres Herrer og Fruer til Sengs og Rolighed,

og blive i byen til den lyse morgen. Folk drak og embedsmænd viste sig fulde på gaden midt om dagen.

Byen var fuld af

• Dragedukker, det var kvindfolk, der drage og lokke skikkelige godt Folks Tjenestepiger til sig og forlede dem til Utugt og deraf følgende Forbrydelser.

Ja der udspandt sig et lystigt liv. Hør bare her:

• Unge Drenge og Piger elske hinanden paa en ulovlig og utilbørlig Maade, thi et Barn fødes af et andet, og en Dreng kaldes Fader, som ikke har opnaaet sit myndige Aar.

Værtshuset Vester Paradis på hjørnet af Vestergade og Vestervold havde ikke det bedste ry. Her foregik mange ulovligheder og utugt.

 

De stakkels svende

Det daglige liv blev præget af de forskellige lav. Særlig når de holdt deres fester var der liv og glade dage. Hele byen var med. Der var fest og ballade. Men denne tradition blev forbudt i 1780. Grunden var at dette medførte gadeuorden og satte svendene i håbløs gæld.

 

Nye tiltag

I 1788 opstod der en ny ting i staden. Det var de såkaldte schweizerkonditorier. Det første åbnede i Østergade. Senere flyttede det over på Kongens Nytorv.
Der blev serveret bagværk, likører, punch og chokolade. Fra 1800 fulgte der mange flere.

 

Noble hoteller

Byen havde fået nogle noble hoteller. På Kongens Nytorv lå Hotel d’ Angleterre, indrettet 1795 i den tidligere Gramske Gaard. Og Hotel du Nord, indrettet 1796 i det tidligere Holsteinske Palæ.

Ved stranden lå Hotel Royal, og på Halmtorvet lige inden for Vesterport, den anselige gæstgivergård Knapstedsgaard. Endelig fandtes der i Vestergade, i Nyhavn og på Nørregade jævne gæstgiversteder. Alle disse steder var først og fremmest beregnet for de tilrejsende gæster. Men overalt i byen, navnlig i de små stræder lå en mængde små ølstuer.

De såkaldte Gullaschmillionærer tog på skovture, hvor det gik i Sus og Dus med Stege, Kager, Punch og Champagne til næste Morgengry.

 

Ildvandets virkning

Retsmøderne startede allerede klokken 7 om morgenen. Så var man sikker på, at folk var nogenlunde ædru. Mange mente at brændevinens indvirkning på københavneren mindede om Ildvandets virkning på Grønlands og Amerikas naturbefolkning.

 

Forfatterens ædruelighedsprøve

I 1875 var nogle af de besøgte etablissementer, Juels Stue i Sværtegade og Lunds Kjælder på hjørnet af Store Kjøbmagergade og Skindergade.

Ja, Oehlenschläger fik så mangen en punch i Dreyers Klub i Læderstræde. En gang blev han anklaget for at være fuld. Men dette ville den berømte forfatter modbevise. Så godt støttet af en lygtepæl lige over for, holdt han en tale, der skulle modbevise at punchen var steget ham til hovedet. En vægter, der blandede sig blev ramt af Oehlenschlägers vilde fagter.

Disse vægtere havde det ikke let, når fulde søfolk bevægede sig gennem byen ved nattetid. De flyttede rundt på de handlendes skilte, råbte brand i utide og stjal vægternes morgenstjerne.

Når skuespillerne fra Teateret skulle ud, ja så bestilte de hvid Portvin, original aftapning. Det skete hos Spendrup i Vingårdsstræde, Hagens Vinkjelder i Gothersgade eller Kieler – Omslag, som man kaldte Agent Kielers Vinstue i Laxegade.

 

Beskidte Knejper

En masse beskidte knejper og elendige logihuse som Pjaltenborg opstod i Indre By. Fattigdom prægede arbejderbefolkningen og en masse gik til grunde i drikkeri. Nogle af lånekontorerne bidrog til fattigdommen. De iværksatte en yderst brutal plyndringspolitik.

Arbejderne måtte nøjes med De Fattiges Dyrehave på Østerbro.

 

Ølhaller

Men der var nok af forlystelser for de andre. Ruten gik ud ad Vesterport, ad Frederiksberg Allé, hvor Aleenberg og Sommerlyst (efter 1856) lå.Bajersk øl gik sin sejrsgang i 1850erne i de såkaldte øl-haller.

Og sådan kunne vi have blevet ved med at fortælle. Men kære læsere I må vente til, jeg fortæller om de forskellige lav og erhverv i København. Her vil vi komme ind på Bryggeriernes vilkår. Og måske kommer der en fortsættelse af Gamle Værtshuse i København.

• En af mine bekendte Simon, har sammen med en journalist lige fået antaget en bog hos Gyldendal omkring værtshuse i København. Den udkommer hvis nok i efteråret. Men ellers synes jeg du burde tilmelde dig en af mine gode venner, Allan Mylius Thomsens historiske byture hvor han netop fokuserer på værtshuse.
• Mange vil sikkert anføre at artiklen er fuld af stave – og taste-fejl, men vi har forsøgt at gengive rets-skrivningen fra dengang. Artiklen er fra 2009. Efterfølger til denne artikel er skrevet. 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under København finder du 191 artikler 
• Talrige artikler på dengang.dk indeholder beskrivelser af gamle værtshuse