Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebro Historier – Fra Fedtemadder til Fædregruppen

December 2, 2008

Ny interessant bog udkommet i anledning af 25 års dagen for Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkivs fødsel. 12 forfattere er gået sammen og skrevet en interessant bog om Nørrebros udvikling. Læs om lokummer, biografer, forretninger, barndom, ældre, lægebesøg, møller, Nørrebrohallen og Fædregruppen. Og så var man bange for pølsevogne. <men man hyldede Grevinde Danner. På Nørrebro startede arbejderne deres egne virksomheder. Denne artikel er fra 2008, så den omtalte “Nye” bog er ikke så ny mere.

En ny bog om Nørrebro har set dagens lys. Den er udkommet i anledning af, at det i år er 25 år siden at Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv blev stiftet.

Bogen er redigeret af to aktive bestyrelsesmedlemmer i foreningen, Karsten Skytte Jensen og Pernille Grouleff Poulsen.

 

En mosaik af tekster og billeder

Jubilæumsbogen er en mosaik af lokalhistoriske tekster og billeder. Nogle er førstehåndsfortællinger om barndommen og opvæksten, om det politiske liv, sport og kultur, det daglige arbejde med børn, unge, ældre eller syge. Andre er historier om dengang lus, lopper og rotter var hverdag, om dengang Nørrebros møller malede mel til hovedstadens indbyggere, og om det lokale forretningslivs op –
og nedture. ( Bogen kan købes i Steenberg Bog & Ide, Nørrebrogade 163,2200 København N for kr. 199.95) (Bogen er for længst udsolgt)

I Nørrebro Avis blev der fejlagtigt meddelt, at der var to forfattere på bogen. Det er forkert. Hele 12 forfattere er gået sammen og skabt en anderledes bog om Nørrebro:

  • Ove Dahl, Søren Federspiel: Etableringen af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv
  • Bo B. Henriksen: Rotter og retirader
  • Tonny Svanekiær: Møllerne på Nørrebro
  • Jean Ekström: Gråvejr, fedtemadder og øretæver
  • Allan Mylius Thomsen: Et liv på Nørrebro
  • Uwe Brodersen: De mange butikker
  • Henrik Skjoldager: De Gamles By
  • Jens Hilden: En 68’er læge på Nørrebro
  • Jesper Langebæk: Græsrødder og lokalpolitik
  • Hans Nielsen: At mødes i det offentlige rum
  • Ole Bræstrup: Nørrebrohallen
  • Khalid Alsubeihi: Fædregruppen
  • Vi bringer hermed et uddrag af de mange guldkorn i bogen:

Københavns Stadsarkiv var ikke meget for, at der blev etableret en lokalhistorisk forening på Nørrebro. De betragtede det som en konkurrent. Men Nørrebro har altid haft ry for at gå sine egne veje. Og det gjorde bydelen også i denne forbindelse.

Der blev jævnligt afholdt foredrags – og lysbillede-aftener. Dette blev suppleret med byvandringer og andre udadvendte aktiviteter. Det gjaldt om, at vække interesse for sagen, og det lykkedes – også indadtil i arkivet, hvor der efterhånden blev opbygget en pæn samling af især fotografier, men også af gamle breve og andet skriftligt arkivmateriale.

 

Stjerne Apotek

Via Handelsforeningen kom man i forbindelse med en værtshusholder, der havde overtaget det gamle Stjerne Apotek på Nørrebrogade og indrettet det som værtshus. Her var et kælderlokale, som kunne benyttes. Det skulle bare lige ryddes.

Adskillige eftermiddage og aftener blev brugt til at rydde lokalet. Da man langt om længe, var kommet i bund med rydningen, manglede værtshuset plads til opbevaring af drikkevarer. Men man kunne da godt få et hjørne. Men man ville fra foreningens side gerne have arkivmaterialet for lås og slå. Men det ville værtshusholderen ikke gå med til.

Sådan gik det til at bestyrelsen i Lokalhistorisk Forening ryddede et helt rum gratis for en værtshusholder.

 

Lokum i Søllerødgade

Karl Hansen har beskrevet retiradernes i hans barndomsgade i Brønshøjgade, den nuværende Søllerødgade:

  • I gården var der desuden fire – fem lokummer. Skylningen var, eller burde være, automatisk, men udskylningen foregik højst to gange om dagen. Da lå der en anseelig bunke, når man skulle på ”das”. Da lå der som regel en anseelig bunke, når man skulle ”das”. Når der så blev skyllet, skyllede det hele gennem alle sammen fra den ene til den anden, men om vinteren, når det rigtig frøs, var vandet som regel frosset, og så kunne det tit ske, at der var top på, så den nåede helt op over kanten af brættet.

 

”Julepynt” på træet

I Prins Jørgensgade 12 ved Griffenfeldsgade var huslejen på 13 kroner om måneden med ret til at benytte fire uhumske lokummer, som det var svært for familier med mange børn at aflægge et besøg ved nattetide, når maven pludselig krævede at blive tømt. Det var ikke tid til megen overvejelse i en sådan situation. Tændstikker og lys skulle først findes (gaslyset på trappen blev slukket klokken ni) så i mange tilfælde brugte man Folkets Avis eller andet papir til at forrette sin nødtørft på, og da den stank, som bredte sig i to små stuer, ikke just var 4711, røg pakken med indhold ud af vinduet og var man heldig, placerede denne sig mellem grenene på det store lindetræ, som var plantet i gården. Så kunne det være at viceværten måtte kravle op i træet for at fjerne det som beboere kaldte for julepynt.

 

Fru Andersen har skidt i vasken

For nogle mennesker var retiradernes urene og halvoffentlige karakter en grund til at finde andre måder at forrette deres nødtørft på, hvilke de andre beboere i ejendommen desværre alt for hurtig opdagede. Sådan var det også i Murergade.

Der boede en familie nede på 2. sal, og man vidste, at konen aldrig gik i gården. Sådan noget vidste man. Som regel skete det en gang om dagen, at der spredte sig en stank i underboens køkken, så der ikke var til at være, så udbrød mor altid med fingrene klamt om næsen:

  • Fy for satan, nu har Fru Andersen skidt i vasken.

 

Lopper og andre tapetlus på Glentevej

Fra Glentevej lød det således omkring tapethønsene, som man kaldte lopper, væggelus og kakerlakker:

  • Vi havde kun én seng, og i den sov vi alle. Mine forældre og broder i hoved-enden, og andre fire børn i benenden – sådan hed det dengang. Det var dog
    mange andre beboere i sengen.
  • Hundreder af lopper tusindvis af lus og myriader af væggetøj, der var af den grund ikke meget ro til at sove i. Så kradsede den ene sig, så gnubbede den anden sig, så vendte den tredje sig, og så skulle den fjerde på og tisse i spanden, og så råbte en af forældrene og bad om nattero.

Det var ikke kun lus og lopper, der gjorde befolkningen på Nørrebro selskab. Rotter var et stort og vedvarende problem, og de optræder oftest nærmest hver gang i pensionisternes erindringer. På Fælledvejens Brandstation kunne de sælges for 10 øre stykket.

 

Fulde køer på Nørrebro

På hjørnet af Korsgade og Muregade fandtes et brændevinsbrænderi med tilhørende kostald – på første sal. Køerne stod i båse på første sal året rundt og kom aldrig på græs.

Brændevinsbrænderen, som boede i ejendommen, ejede kostalden. Køerne var faktisk berusede. De stod i en bimmelim. De blev fodret med affaldsprodukterne fra brændevinsproduktionen.

 

13 møller på Nørrebro

Fra 1807 til 1900 havde København i alt 75 møller, hvoraf de 13 lå på Nørrebro. Den sidste rest af Nørrebros møller blev nedrevet i 1979. Det var Ølunds Mølle
ved Nørrebros Runddel. Den lå gemt bag en husrække i gården til Nørrebrogade 148.

Nørrebro var indtil 1500 – tallet et stykke land under landsbyen Serridslevs jorder. I første halvdel af 1500 – tallet kom landsbyerne under København og området kaldtes Nørre Forstad, som dengang kun gik til Peblingesøen. Allerede i 1620 havde Nørre Forstad et forgrenet gadenet med bebyggelse.

 

I kino på Nørrebro

Nørrebros Biograf lå mellem Sakraments Kirke og Slotsgade. Udenfor stod en stor tyk mand i dobbelt-trådet frakke med blanke knapper og guldtresser.
Myndig som en general holdt han ro og orden.  Man måtte sætte sig, hvor man ville, undtagen på de første fire rækker, som var nummererede.

Inde i biografen var stemningen høj allerede før lyset blev slukket. Der blev røget og råbt, hvis filmen var for kedelig. De unge trampede i gulvet.  Blev det for meget kom admiralen ind med en lygte og lyste op og ned ad stolerækkerne. For om muligt at afsløre synderne. Ikke så snart, han havde slukket for lygten, blev det råbt: Kontrollør. Når han så tændte lygten igen, råbte hele koret: Røven klør. Og så grinede hele salen.

Når man nu boede så tæt på Nørrebro. Hvordan kunne man så få børn? Hvordan bar forældrene sig af, uden at de andre børn opdagede det? Jo, svaret var fireforestillingen om søndagen. Hele ugen kunne man plage om lommepenge, man fik aldrig en bøjet femøre. Men allerede søndag formiddag, når man forsigtig nævnte fireforestillingen i den nærmeste biograf, var der penge til billetten. Selvom forestillingen startede kl. 16, stod man som regel i køen allerede
ved 13 – tiden. Man skulle have plads på de billige cowboy – rækker. Så var der flere penge til slik.

Fireforestillingen var jo en dobbeltforestilling med indlagt pause. Derfor kom børnene først hjem ved syvtiden om aftenen. Så sad far og mor med en kop kaffe – et afslappet udtryk i ansigtet – og ofte var der ni måneder efter familie-forøgelse.

Men så kom fjernsynet, familie-forøgelserne blev drastisk reduceret, og de fleste lokale biografer lukkede.

Både Colosseum på Jagtvej og Nora Bio ude ved Højbanen blev forvandlet til et supermarked. Odeon Fælledvej blev revet ned, og kun Nørrebro Biograf
på Nørrebrogade overlevede, i dag lige så meget scene som musiksted. I øvrigt er Caféen på hjørnet af Nørrebrogade og Kapelvej oprindeligt også en biograf.

 

Den fulde abe

Omkring Birkegade lå de bedre ejendomme. På den anden side af Nørrebrogade ved Stengade lå de dårligere ejendomme. Og her i Birkegade lå et værtshus. Tant Anna og tjeneren Otto kørte butikken. På væggen til venstre for disken var der en lille hylde, der blev beboet af en kapucinerabe, som var iført en lang kæde, så den ikke kan stikke af. Aben underholdt gæsterne ved at være alkoholiker og tikke sjatter.

Tidligt på aftenen var den så fuld, at den ikke kunne klare springet op på brættet, så den måtte løftes af en behjertet gæst.

Om eftermiddagen før det store rykind, luftes der ud, og vinduerne mod gaden stod åben. Tjeneren Otto havde en salonriffel, og med den skød han rotterne ved skraldespandene til stor more for gårdens unger.

Om aftenen var der levende musik, og når repertoiret var slidt, gav tant Anna – Helge, som pianisten hed, en tier, så han kunne tage en runde på de andre værtshuse for at høre de sidste slagere.

 

Flyverens møde med øvrigheden

Tant Anna stod sig godt med øvrigheden. Hver aften blev der anbragt to portere ude i porten, hvor inspektionsbetjenten mødtes med den anden patruljerende.
En aften kom de imidlertid ind i værtshuset og smækkede med tungen.

  • Porterne er væk. Jeg har et vidne på, at de var der, sagde tant Anna. For ”Flyveren” så at jeg stillede dem.

Flyveren var en af de gæster, der ikke var så velkommen, da han aldrig havde penge. Navnet havde han fået på grund af sine lidt strittende ører. Nogen tid efter, var der nogen der havde set Flyveren med et par blå øjne. Man gættede på, at han havde mødt øvrigheden.

 

Jydeenden

Ved Nordbanegade Jyde – enden. Det var hovedsagelig førstegenerationsindvandrerne fra Jylland, der bosatte sig her. Familierne i de pæne og nyere
ejendomme i gadens midte havde svære problemer med disse førstegenerationsindvandrere fra hovedlandet.

Man mente, at de kom til hovedstaden for at udnytte de sociale goder. De tog københavnernes ufaglærte arbejde. De kunne finde på at starte forretninger og arbejde i døgndrift, og lagde minsandten an på københavnernes damer. Man mente også, at disse indvandrere var vel overrepræsenteret i kriminalstatistikken. Disse fremmedelementer var absolut uønskede og pæne folks børn legede ikke med jyde – ungerne.


En hyldest til Grevinde Danner

Nørrebroerne har altid markeret deres holdninger. Da Frederik den Syvende’ s ”hustru til venstre hånd”, Grevinde Danner, hvis borgerlige navn, var Louise
Rasmussen,
døde i 1874, var blevet hånet og svigtet af hovedstadens toneangivende kredse. Efter bisættelsen i Holmens Kirke blev kisten under iøjnefaldende foragt ført ud af den gamle by. Men da ligfærden til Jægerspris krydsede broen over Peblingesøen til Nørrebrogade, skiftede billedet totalt.

Tusindvis af arbejdere stod med blottede hoveder langs ruten og andre tusinder med deres fagforeningsfaner i spidsen sluttede op om ligfærden og fulgte kisten små 10 kilometers vej ud af byen. Nørrebros arbejdere havde ikke glemt, at grevinden oprindeligt var uægte datter fra et småkårs-hjem, og at hun blandt andet havde testamenteret hele den oldenborgske enevælds-formue til socialt arbejde blandt samfundets stedbørn.

Øst for Nørrebrogade på Indre Nørrebro hedder det Money-Town. Området vest herfor omkring Blågårds Plads kaldes for Mullah-Town.

 

Selvmordernes bro

Det var langt for arbejderne at gå på arbejde. Først i 1878 kom der en smal bro over Sortedam Sø. Et læserbrev i Socialisten fortalte, at broen var fæl. Den var ideel for selvmordere, fortalte bladet. Brædderne lå på langs og var hurtig pilrådne. Det pæne borgerskab kunne ikke komme til selskaber, når de skulle en tur over broen. Snedkermester Mou foreslog endda, at man lavede en færgefart over søen.

 

Håb for kristendommen

I Illustreret Tidende kunne man læse om Stefans Kirken:

  • Her er Haab, om at Kristendommen, al Raahed, Uredelighed og Usædeligheds Medarbejdende Aand, vil blive det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser de fordærvede.

De forstod virkelig at bruge det danske sprog, dengang. Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans Kirke førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation. Det fik en i de daværende medier til at skrive:

  • Et Mylder af Gadestumper kommer op i Kirkens Nabolag, for alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen.

 

Arbejdernes højborg

Mange kooperative butikker og industriforetagender opstod på Nørrebro. Man kunne blive klippet på Figaro Frisørsaloner, drikke arbejderøllen Star.
Man kunne købe kød i Arbejdernes kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og havde man sat sine A.K.S. sko for sidste gang, ja så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

 

Den første pølsevogn på
Nørrebro

Nye ting kunne være svært at acceptere for detailhandelen. Da de første pølsevogne var på vej, udtalte formanden for Nørrebro Handelsforening i 1921:

  • Jeg ser i forskellige Blade, at der vil blive givet Tilladelse til at forhandle Pølser fra Vogne på aaben Gade. Og at vedkommende, som sælger disse varme pølser skal levere gratis Sennep til Pølserne. Når så et lille Vindpust vil levere en gang tørrede Hestepærer paa samme tallerken, som Pølser og Sennep, saa bliver det en delikat ret.

 

Færre butikker på Nørrebro

Butiksantallet på Nørrebro faldt fra 2.256 butikker i 1958 til 965 butikker i 1981. Det kraftigste fald oplevede dagligvarebutikkerne og tekstil – og beklædningsbutikkerne. Udtyndingen var også stor i sidegaderne. I Blågårdsgade var 44 pct. at butikslokalerne tomme i 1981.

 

Kortere levetid på Nørrebro

Beboerne på Nørrebro lever betydelig kortere end for eksempel beboere i Indre by. Engang troede vi, at det var Middelhavet eller Alperne, der skilte de sunde samfund fra de syge. Men nu er grænsen rykket nordpå. Nogle gange får man det indtryk, at det er Peblingesøen, der skiller.

Nu er det ikke længere boligerne, der er så usunde, men mere personer med sociale problemer som flytter til bydelen eller bliver hængende i bydelen. Det er ikke mindst indvandrergrupper med manglende integration på arbejdsmarkedet, som bor i de mest udsatte bydele. Manglende integration på arbejdsmarkedet kombineres med ghettoisering på boligmarkedet, og det gælder ikke kun Mjølnerparken, men også Nørrebro som helhed.

 

Syg af ledighed

Lægeforbruget vender den tunge ende nedad. Det gennemsnitlige forbrug er klart højere i de helt lave indtægtsgrupper. Det skyldes ikke mindst, at borgerne på overførselsindkomster har betydeligt hyppigere kontakt med praktiserende læge. Således er det gennemsnitlige forbrug blandt førtidspensionerede i Københavns Kommune tre gange højere end blandt erhvervsaktive. Yderligere viser undersøgelser, at lægeforbruget kulminerer, mens kommunen behandler en ansøgning om førtidspension.

For 28 år siden var der mange arbejdsledige og mange blev langtidsledige. Arbejdsløshed ødelagde især mændenes selvtillid, gav stress og depression. Man blev syg af (langtids)ledighed. Det er en tydelig sammenhæng mellem arbejdsløshed og helbred.

 

Stress og depression

Nu er det mangel på arbejdskraft. Nu arbejder vi for meget og får stress og depression og må langtidssygemelde os. Før havde vi langtidsledige, nu har vi langtidssygemeldte.

Begge grupper er svære at få i arbejde, når jobbet er der. De ledige ”stemplede” dengang i arbejdsformidlingen. Når de var langtidsledige, fik de et jobtilbud, inden de røg på kontanthjælp. Nu går de ledige i et jobcenter. Reglerne er strammet betydeligt, og man ryger hurtigere på kontanthjælp. Dengang kunne man være sygemeldt uden tidsbegrænsning, senere blev det strammet til to år, så til et år.

 

Lægens besøg – dengang

For 25 år siden, når lægen var på besøg på Nørrebro foregik det som regel sådan:

  • Der er ingen dørtelefon, det er lige ind fra gaden. Hoveddøren er venstrehængt, den går indad og næsten op i elmåleren. Overfor hoveddøren et lille toilet, eventuelt med en lille håndvask og med terrazzogulv uden afløb. Over håndvaskens kant ligger et rent håndklæde med sæben ovenpå, og man skal huske at vaske hænder, når man går, ellers er man ikke rigtig læge. Rummet er så lille, at det ikke engang kan etagebades, og da der senere kommer bruseniche, står den inde i soveværelset. Ved siden af toiletterne er der dør til det smalle køkken, hvor der først i rummet er komfur, gasmåleren og aftrækket ovenover. Herefter køkkenbord med vitrineskab ovre til højre, og henne ved eller under vinduet er vasken med en kold – og varmtvands forenet med et blandingsbatteri af gummi. 90 pct. har skraldeposen under vasken.
  • Til højre for indgangsdøren står en lille entre-kommode med spejlet over. Efter kommoden kommer døren til spisestuen, på bordet ligger hjemmeplejens journal. Fjernsynet bliver ikke altid slukket, når lægen er på besøg.
  • Over sofaen hænger ”sofastykket” som er et smukt naturbillede, og til højre hænger den gæve søulk i Sylvest eller den grædende napolitanerdreng. Fiduskunst, overhovedet ikke, det var brugskunst.
  • Hvis patienten er sengeliggende, er det i soveværelset ved siden af køkkenet. Her må man kante sig ind mellem sengen og et stort klædeskab. I soveværelset er der dårligt lys, der er et søvnigt lys i loftet og en ganske lille natlampe ved sengen. Over sengen hænger ”Sikker Hansens” billede af oldtidskvinden, der maler korn.

 

De belastede områder

Man har placeret Københavns bydele i fire grupper, hvor gruppe 4 er et område, hvor;

  • Befolkningssammensætningen er præget af et stort antal borgere, der har kroniske sygdomme og er sværere ved at kommunikere med, og som har sværere ved at drage egenomsorg end gennemsnittet. Det drejer sig om borgere, der f. eks kan være nedslidte, socialt belastede, læsesvage, psykisk syge, have misbrugsproblemer eller indvandrere med ringe danskkundskaber eller traumatiserede flygtninge, som evt. samtidigt er udenfor arbejdsmarkedet og måske uden uddannelse.

Frederiksberg ligger i gruppe 1, Vanløse i 2, Nørrebro i 3 og Nordvest i 4.

 

Græsrod i ord og handling

Dengang skulle man være græsrod og både i ord og handling arbejde for at skabe en bedre og mere retfærdig verden. Hvis man rigtig fulgte tiden, skulle man organisere sig i et parti – for kun ved organisering i et parti, der var erklæret revolutionært, kunne man for alvor bidrage til samfundsmæssige forandringer. I dette miljø voksede Nørrebro Beboeraktion sig stort. Det blev startet af en kreds omkring den lokale DKP´er Bjarne Watkin. Og i løbet af få år var der flere hundrede unge, der var organiseret i Nørrebro beboeraktion. Der var forretningsudvalg, kontorgruppe, boliggruppe, skolingsgruppe, kvartergruppe og en lang række ad hoc – grupper, kampagner og ansvarlige for diverse opgaver. Der var aldrig en formand, men i mangt og meget fungerede Bjarne som en sådan.

 

Nørrebro Beboeraktion

Nørrebro Beboeraktion havde, da de var flest, mellem 400 og 600 medlemmer. Der kom dog til en splittelse mellem DKP – fløjen, NB – Tømrergade og VS – fløjen NB Blågårdsgade. Der var meget sekterisme dengang, og kun den rette revolutionære vej blev accepteret. Splittelsen gik både på internationale forhold, nationale forhold og ikke mindst lokale forhold. Skulle flere boliger bevares? Hvad med Bryggeren?

Kampen for bevarelsen af Byggelegepladsen og mod nybyggeriet blev Nørrebro Beboeraktions mest markante aktion. Mange hundrede deltog i de voldsomme begivenheder den 1. maj 1980. Kampen endte med at Byggeren blev ryddet. I stedet blev Folkets Park på den anden side af Stengade besat, og den blev bevaret.

 

Blågårds Apotek

Et vigtigt samlingspunkt på Indre Nørrebro er Blågårds Plads og Blaagaards Apothek. Det oprindelige Blaagaards Apothek blev oprettet længe før Blågårds
Plads. Allerede i 1847 anbefalede Sundhedskollegiet:

  • En nærmere Undersøgelse med hensyn til Oprettelsen af et Apotek i Villakvarteret mellem Nørre – og Vesterbro, nær Ladegaardsvejen, hvorved en del af Blaagaardskvarteret ville faa nærmere til et Apotek.

Første oktober 1877 åbnede Blaagaards Apothek i Korsgade 45. Efter en menneskealder i Korsgade flyttede Blaagaards Apothek 1932 til en mere central adresse på Blågårds Plads.

Blaagaards Apothek forsynede her Indre Nørrebro med angst – fordrivende medicin og helbredende urteafkog fra 1932 til 1971. Herefter blev apoteket nedlagt, og lokalerne stod tomme for en stund.

Den tidligere adresse i Korsgade blev såmænd ganske mondæn senere hen, idet lokalerne blev musikværtshus. Lokalerne på Blågårds Plads blev bygget om, og åbnede 1. september 1974 som en rigtig restaurant under det velklingende navn Kroteket.

 

Nørrebrohallen

Et andet markant samlingspunkt er Nørrebrohallen på Ydre Nørrebro.

Det blev opført som Nørrebro Remise i 1896, og var Københavns første sporvognsremise til elektrisk drift. Remisen havde plads til ca. 200 vogne. I slutningen af 1960’erne begyndte man at udskifte Københavns sporvogne med moderne busser. Derfor stod der i begyndelsen af 1970’erne en lang række sporvognsremiser tomme. Samtidig led byen under en voldsom ungdomsarbejdsløshed. Der var ingen umiddelbar sammenhæng mellem de to fænomener, men det blev der.

Københavns Kommune søsatte nemlig beskæftigelsesprojektet Ung i arbejde, Hvor unge arbejdsløse fik lov til at restaurere de tomme remiser i Bragesgade. Nørrebrohallen blev dermed projektets første, håndfaste produkt og blev indviet i 1973. Hallen har siden fingeret som traditionel sportshal og har siden 1994 også haft rollen som Ydre Nørrebros kultur – og medborgerhus, der tilbyder lokaler til møder, konferencer, koncerter, udstillinger og levende musik i Sportscafeén.

 

Religiøse fester

I 1990’erne blev Nørrebrohallen flittigt brugt til religiøse fester som f.eks. Eid, den store fest i forbindelse med afslutning på Ramadanen. Også etniske bryllupper og omskæringsfester var store begivenheder i den gamle bankohal, hvor der i gennemsnit var 400 gæster pr. arrangement. Siden slutningen af
1990’erne er her ligeledes blevet afholdt religiøse møder. I en årrække lagde bankohallen også rum til sigøjnerbryllupper, der varede op til tre dage, hvor der blev spist, drukket og danset til festlig musik.

Op gennem 1990’erne blev Nørrebrohallen en aktiv samarbejdspartner i lokalområdet. Hallen var med til at oprette og vedligeholde en række netværk, som var – og stadig er – til gavn for både hallen og lokalområdet. Det er f.eks. SSP, det lokale samarbejde mellem skole, socialforvaltningen, politi, fritidsklubber
samt kultur – og fritidsforvaltningen, hvor målet er til at forebygge kriminalitet blandt børn og unge. SSP på Ydre Nørrebro tilbyder blandt andet indsats i udvalgte bebyggelser, Projekt Ung i Job, forstærket enkeltsagsbehandling. Hertil kommer et beskæftigelsesprojekt, hvor skoletrætte unge får et lønnet job i hallen.

 

Fædregruppen i udvikling

Fædregruppen fik sit afsæt i sommeren 1997, hvor unge med anden etnisk baggrund end dansk for første gang i stort omfang synliggjorde deres frustrationer
overfor det danske samfund.

Med tiden har Fædregruppen udviklet sig i takt med en dybere forståelse af problemerne, og foreningen forsøger at arbejde for løsninger, der har et mere langsigtet perspektiv. Fædregruppen har i dag en lang række børn og unge, som deltager i forskellige aktiviteter, og mere end 72 personer, som arbejder frivilligt.

Børn og unge er selv med til at tilrettelægge formen sammen med medarbejderne, og kan komme med ønsker om diskussionsemner og aktiviteter. Værestedet tilbyder sport og andre sociale aktiviteter, café, lektiehjælp, vejledning om uddannelse og forældresamarbejde.

Målgruppen er unge i aldersgruppen 6 – 18 år bosiddende på Indre Nørrebro med vægt på gruppen under 15 år. Der sigtes som nævnt primært på unge med etnisk minoritetsbaggrund, men andre er også velkomne til at deltage.

Fædregruppen tilbyder kick – og thai-boxing, taekwondo, karate, fodbold, svømning og motionshold for overvægtige børn med kostvejleder tilknyttet. Målet er at give de unge en større social forståelse af sig selv og andre.

 

Respekt og manglende støtte

Fædregruppen har opnået respekt og flotte resultater i løbet af de sidste 10 år. Flere af de unge, som tidligere tog del i Fædregruppens aktiviteter er i dag aktive på anden måde, nemlig som forbilleder for den yngre generation. Manglende ressourcer har i efteråret 2008 resulteret i, at Fædregruppen blev nedlagt.

Sporten og de sociale aktiviteter lever dog videre under en ny organisation med ny bestyrelse NørrebronX. Det opsøgende arbejde er opgivet, men Natteravnene vil fremover patruljere på Nørrebro. Det bliver dog på en anden måde end tidligere, da Natteravnene ikke går ind i konflikter. Det er beklageligt,
at den politiske opbakning ikke har været større, trods Fædregruppens resultater.

Læs mere i den nye Nørrebro – Bog:

  •  Nørrebro Historier – fra fedtemadder til Fædregruppen

Ja det kan så ikke mere, hvis du ikke lige låner den på biblioteket. Det gode ved denne bog var, at der var forskellige forfattere, der så også hver beskrev et bestemt tema. Og som allerede nævnt så er artiklen fra 2008. Er andet sted på vores hjemmeside kan du læse undertegnedes indlæg i bogen i sin fulde længde.

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  • Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 31. 03. 2022


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro