Fra Danmark i nord til Belgien i syd lever et spændende folk, som kalder sig frisere. På en kort strækning lige syd for grænsen tales, der op til 5 forskellige sprog. Engang var frisisk meget udbredt. I dag kan man knap forstå hinanden. Engang vandt friserne et slag. Deres våben var byggrød. Læs her historien om nordfriserne og østfriserne.

 

Egentlig var friserne et germansk stammefolk, der havde deres eget rige i 6 – 700 tallet. Andre overtog styringen og landet, men friserne bevarede sproget, traditionerne, historien og det særlige liv ved Nordsøen. Oprindeligt var de bosat mellem Scheldes og Wesers udløb.

 

Frisernes våben

Friserne har deres eget gamle frisiske våben med kongekrone, en halv ørn og en jydepotte.

Kronen er ikke den danske kongekrone, men en karolingerkrone. Den halve ørn stammer også fra Karl den Store. Da han indtog Rom havde han friserne med sig, og de fik så en god placering under kampen, at det blev dem, der afgjorde slaget. Den taknemmelige kejser ville udmærke dem med gaver og titler, men
friserne sagde, nej tak. De ville hellere tildeles privilegier hjemme i Nordfrisland. Det fik de, og som tegn på disse privilegier fik de den halve ørn.

Og hvorfor er der en jydepotte? Da friserne kom til Nordfrisland levede der mennesker, som var meget små. De boede i jordhytter. Deres konge hed Fin. Det kom til kamp med den fastboende befolkning, og de indvandrende frisere. Det gik ikke så godt for friserne, men de havde deres koner med. De lavede frisernes nationale ret, byggrød.

Friserne måtte trække sig tilbage, og kom hjem til deres koner. De greb deres gryder og kastede varm grød efter de små fjender. Disse blev overrasket over det nye våben. Men friserne stormede nu frem og vandt slaget.

Siden er jydepotten med ske et hæderstegn for resolutte frisiske kvinder – og en del af det frisiske våben.

 

De rige frisere

Kvinderne i det gamle Nordfrisland kendte deres værd, men de havde også skønne hjem. De fleste frisiske bønder var velhavende i modsætning til folkene inde på gesten, hvor hjemmene gerne havde et beskedent indbo.

I de frisiske hjem var der pragtfulde renæssance – og barokmøbler, der fyldte op i de store stuer.

Det frisiske sprog og kultur spredte sig herfra langs nordsøkysten, hvad der i dag er fra det nordlige Belgien til Sønderjylland.

 

Invasionen

Frem til det 14. århundrede havde der i Vestslesvig dannet sig et amfibielandskab. Her bosatte friserne sig fra det 8. århundrede. De bosatte sig på øerne Sild, Før, Amrum, den vestlige del af Ejderstedt samt på øen Helgoland.

Selve marsken blev først taget i besiddelse den anden indvandringsbølge omkring år 1000. Antagelig har stridigheder med det ekspanderede frankerrige, vikingetidens urolige forhold og måske et forsøg på at undgå den kristne mission været årsager til at flytte nordpå.

 

Diger blev anlagt

De anlagde grøftesystemer, for at dræne landskabet, og i det 11. århundrede begyndte se at etablere værfter, som skulle sikre bygninger mod vandet.

De op til 8 meter høje havdiger er et enormt bygningsværk. På fastlandet findes der i dag 132 kilometer diger. På øerne yderligere 92 kilometer.  Indtil det 14. århundrede var de frisiske herreder relativt selvstændige. De skabte overskud ved landbrug og udvinding af salt. I perioder bragte udvinding af frisisk salt stor
velstand.

 

Frisisk frihed

Under Kong Valdemar 4. Atterdag blev der foretaget felttog mod friserne. I 1252 måtte kong Abel bøde med livet, fordi han havde forsøgt at gennemtvinge skattekrav på halvøen Ejdersted. Friserne påberåbte sig Frisisk frihed, som de angiveligt havde fået under Karl den Store.

Den 16. januar 1362 mistede mange tusinder af frisere livet ved Den Store Mandedrukning. Store landområder gik tabt. Den sagnomspundne handelsby Rungholt forsvandt. I 1634 forsvandt et nordfrisisk kærneområde med øen Strand. Det nordfrisiske Vadehav begyndte at ændre form. Halligerne, som egentlig var rester af fastlandet begyndte at dukke frem af havoverfladen.

Politisk stod nordfriserne først under den danske konges overhøjhed. I Middelalderen tog friserne del i de mange stridigheder om hertugdømmet Slesvig.

 

Under mange herskere

I begyndelsen af det 15. århundrede blev friserne inddraget i opgøret om hertugdømmet Slesvig – Holsten, bl.a. i kampen mod ditmarskerne. Gesandter fra de holstenske grever gav friserne i 1426 Siebenhardenbeliebung, og for Ejderstad gældende Krone der rechten Wahrheit. Det betød at friserne fik lov til at
beholde mange af deres overleverede rettigheder. Man ville gerne have friserne på den rigtige side mod den danske konge Erik af Pommern.

I 1435 var kongens nederlag en realitet og holstenernes overhoved, grev Adolf den Syvende blev nu også hertug af Slesvig.

Christian den Første, dansk konge siden 1448 blev også landsherre i Slesvig og Holsten. Hans bor, Grev Gerhard af Oldenburg gjorde et oprør mod kongen i 1472. Han vandt tilhængere fra øen Altnordstrand og Husum. Men opstanden blev slået ned. Og kongen skummede fløden af Husum´ s store næringsliv i form af saftige bøder.

 

Gud skabte havet, friserne kysten

Kongen kunne godt se, at det frugtbare marskland var givtigt for indtjeningen. I de følgende århundreder blev marsken inddiget. Et frisisk ordsprog giver et udmærket indtryk af dette:

• Deus mare, Friso Litoria fecit (Gud skabte havet, friserne kysten)

Ved hertugdømmernes deling i 1544 fik nordfriserne tre forskellige herskere. Nørregoesherred omkring Bredsted hørte under den danske konge i hans egenskab af hertug. Vesterland – Før, Amrum og List på Sild var dele af kongeriget Danmark, mens de øvrige dele blev underlagt den gottorpske hertug.

I 1721 blev situationen mere enkel, dade gottorpske dele blev forenet med de kongelige. Fra da af hørte hele Nordfrisland til den danske helstat.

 

En del af Slesvig Holsten

Efter krigen i 1864 blev Nordfrisland for første gang i historien del af den tyske statsdannelse. Siden 1867 var det en del af den preussiske provins. Fra 1946 er del af delstaten Slesvig – Holsten.

Den frisiske gruppe er i dag mere uensartet. I dag findes der cirka 500.000 i Holland. Det frisiske samfund i det vestlige Slesvig udgør ca. 50.000 frisere. Ø – friserne blev påvirket af søfart og turisme, mens fastlandsfriserne blev optaget af dige-byggeri og marsken betingelser for landbrugsdrift.

Indtil omkring 1500 var frisisk det dominerende sprog i de fleste frisiske områder. Derefter blev sproget mere og mere erstattet af nedersaksisk og nederlandsk i Nederland og plattysk i Nordfrisland

 

Hold ikke op med at være frisere

I 1845 forsøgte præsten Christian Feddersen, at samle alle frisere under devisen:

• Hold ikke op med at være frisere.

Nordfriserne har aldrig haft en selvstændig enhed. Der har heller aldrig eksisteret en egentlig statsdannelse. Man har faktisk heller ikke forsøgt, at danne en sådan. I 1848 dukkede tanken op hos den nordfrisiske forfatter og revolutionære Harro Harring. Også bondepolitikeren, Cornelius Petersen, der bosatte sig i Vester Anflod. Fremkom med tanker om selvstændighed. Han fantaserede til sidst om et selvstyrende Slesvig Inden for Danmark. Han havde nogle kraftige angreb mod danske politikere, og brød til sidst helt sammen.

Men hans ideer druknede. I dag udgør friserne dog et selvstændigt stykke kultur. Der er også vittigheder om Die Ostfriesen, som særlig den tyske komiker Otto, der for øvrigt blev gift i Bov, dyrker meget.

 

Dansk – tysk modsætningsforhold

Man gjorde mange forsøg på at samle friserne med såkaldte friser – fester, men de blev som regel overtaget af tysksindede, så den egentlige frisiske identitet forsvandt.  Den Nordfrisiske Forening forsøgte også at samle, og den blev efterhånden paraplyorganisation for de fleste paraplyorganisationer.

Da den danske grænse igen rykkede tættere på i 1920, blev Frisisk – Slesvigsk Forening dannet. Den ønskede anerkendelse af friserne som et nationalt mindretal og samarbejdede med det danske mindretal syd for grænsen. Dette provokerede den Nordfrisiske Forening, der bekendte sig til tyskheden. Det dansk – tyske modsætningsforhold kom derved til at kendetegne den frisiske sag i mange år.

I mellemkrigstiden fik friserne en lille indrømmelse på skoleområdet. Men den frisiske sag blev undertrykt under nazismen, som ellers havde frisernes absolutte opbakning.
De mange sprog

Der findes mange sprog i den frisiske kultur. Her skal nævnes Limburgisk, Frisisk, Nedersaksisk, Zeeuwsk og Brabantisk. Indbyrdes kan det også være svært at forstå hinanden.

Det frisiske sprog er frisernes vigtigste identitet. Det er et selvstændigt vestgermansk sprog, der som oldengelsk og oldsaksisk består af en nord -, en øst – og vestfrisisk gren. På et meget lille område tales der også højtysk, rigsdansk, plattysk, sønderjysk og frisisk. Dertil kommer en mængde lokale dialekter. Således beherskede min far, det såkaldte Tynne – plat.

Vi kan forsøge at tælle til 10 på frisisk:

• Iinj, tou, trii, fjour, fjour, fiiw, seeks, soowen, oocht, nüügen, tiin.

I Holland synes bevarelsen af det frisiske sprog, at have båret frugt. En undersøgelse i 1994 viste at 94 pct. af beboerne i Frisland kunne forstå frisisk, 74 pct. kunne tale det, 65 pct. kunne læse det.

 

Ostfriesland

I en kort periode var Ostfriesland og Westfriesland samlet i et rige, under firserkongen Radhod, hvis storfrisiske rige gik i stykker, da det østlige Frisland, det
nuværende Ostfriesland i 785 tilfaldt frankerne. Ostfriesland kom senere under bispedømmerne Bremen og Münster. Det vestlige Frisland tilfaldt Holland.

 

Frisisk kultur

Siden 1997 er det også tilladt, at benytte frisisk for retten, selvom dette længe uofficielt har været tilladt.

Hver søndag bliver der sendt en halv times frisisk på hollandsk Tv. Men også den tyske Tv – station sender et magasin – program på nordfrisisk og plat. En regional radiostation Omrop Fryslàn sender hver dag en times frisisk radio.

Den frisiske folkegruppe råder ikke selv over egne institutioner, som skoler, børnehaver og kirker. Plejen og bevarelsen af den frisiske kultur og sprog varetages i høj grad af foreninger. Men der undervises i frisisk på 29 skoler i Nordfriesland. Fire kommuner i Nordfriesland har opsat tosprogede byskilte.

 

Frisisk kultur

Friisk Forining går ind for en indlemmelse i Danmark, men betragter sig som et mindretal, mens Nordfriesischer Verien mener, at friserne er af tysk afstamning og ikke skal have deres egen selvstændighed.

Nordfriserne er medlem af Friserrådet, en samarbejdsorganisation mellem nordfrisere, østfrisere og vestfrisere i Holland. Alle frisere har deres egen grundlov,
Friesisches Manifest. Den blev underskrevet i 1955 ved Friserådets sjette friserkongres i Aurich. Her står:

• Vi mødes, fordi vi føler, vi hører sammen. Vi har det nationale tilfælles, fælles kæmper vi en kamp mod naturens kræfter fra Nordsøen. Og fælles er bevidstheden om vor frihed fra Nederland til Danmark.

Når vi taler om frisere, skal vi også nævne stedet Upstalboom. Fra det 12. til 14. århundrede var den lille skov et tingsted, hvor alle frie frisere hvert år omkring
pinse mødtes for at diskutere fælles anliggender.

I dag er det den fredsommelige frisiske kuglesport klootschieten, der fylder stedet.

 

Østfriserne fandt beskyttelse hos preusserne

Mens nordfriserne ikke kunne finde ud af om de skulle være dansk eller tysk, så forholdt det sig anderledes med østfriserne. Allerede i midten af 1700 – tallet valgte de side. Det skete efter den såkaldte Appele – krig mellem de østfrisiske stænder og den lokale fyrste Georg Albrecht. Resultatet af denne krig, blev at Emden fik sin status som handelsmonopol væsentlig indskrænket. Det kunne byen ikke leve med, så de overtalte de andre østfrisiske byer til at søge beskyttelse hos Preussen.

I 1744 blev der underskrevet en forpligtende traktat, der i princippet gjorde Ostfriesland til en del af Preussen. Men her var man calvinister med et nederlandsk
kirkesprog. Preussen forsøgte at presse disse til at tale tysk.

Under Napoleon blev Ostfriesland indlemmet som et departement i Nederland, men kom efter Wienerkongressen i 1815 tilbage til Preussen. Men præsterne fortsatte med at prædike på nederlandsk helt frem til 1880. Groote Kirk i Emden så sig selv som pro – nederlandsk og anti – tysk.

Grænsen satte østfriserne ikke spørgsmålstegn ved. Den lå fast med Meppener Grenzvertrag, der blev indgået mellem Hannover og Nederland i 1824.

Efterhånden flyttede calvinisterne til Nederland, og de tysktalende lutheranere slog sig ned i de østfrisiske byer. Men mange med nederlandske rødder blev boende.

Dette var historien om det spændende folkefærd ved vestkysten fra Danmark i nord til Belgien i syd.

Kilde: 

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – div. artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

Redigeret 13. – 03. – 2022