Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

H.C. Andersens sidste dage på Østerbro

Juni 18, 2008

H.C. Andersen levede sin sidste tid hos familien Melchior på lyststedet Rolighed. Han kæmpede hele sit liv for at blive anerkendt. Og det var han af familien på Østerbro. På hans sidste rejse tog en fuld domkirke afsked med ham.

På en rejse hjem fra Rom havde H.C. Andersen lært ægteparret Melchior at kende. Ægteparret ejede ejendommen Rolighed på Østerbro. Og det var her den store, barnlige og vanskelige digter tilbragte sine sidste dage.

Han døde den 4. august 1875 klokken 11.05.

Rolighed lå faktisk der hvor Gammel Kalkbrænderivej 13 i dag ligger.

 

Hos familien Melchior

De sidste 10 år af sit liv tilbragte Andersen mere tid hos Familien Melchior end hos Familien Colin Om vinteren havde han fast maddag i lejligheden på 2. sal på Højbro Plads. I sommertiden flyttede familien ud på Rolighed.

Moritz Melchior ejede firmaet Moses & Søn G. Melchior. Han var storkøbmand, og ivrigt interesseret i kunst og litteratur. Han samlede mange kunstnere i sit hjem.

 

Rolighed – et paradis

Allerede i september 1872 blev H.C.A. under et ophold på Rolighed syg. Egentlig boede han i Nyhavn 18. Og det var også her Christian den Niende og den senere Frederik den Ottende besøgte ham.

Den 9. august 1874 beklagede han sig meget under sit besøg på Rolighed:

  • Søen stinker, som var den opfyldt med Aadsler. Vejret er koldt og regnefuldt. Maven er daarlig, Nerverne angribes, og Gigten faar saadan Overhaand, at det bliver besværligt at gaa.

Han får feber, og hans tandløse kæber ryster. Men han kommer til sig selv igen. Og fra sin balkon kan han se luftskipper Siwel drive til Sverige.

Fru Melchior havde lavet et telt af tæpper omkring ham ude på verandaen. Her sad han ofte med lukkede øjne og på et tidspunkt sagde han:

  • Jeg har det saa godt, saa godt, og Verden er saa dejlig. Menneskene saa gode. Det er et velsignet Sommervejr, og Livet er saa smukt. Det er ligesom jeg sejlede bort til fjerne Lande, bort fra al Smerten og alt det onde.

Han får det dog ikke bedre. Han holdt ikke mere taler ved middage, og skrev ikke flere breve.

  • Jeg er saa urimelig, at jeg er en Plage for alle, men tilgiv mig, jeg er saa syg.

 

Håbet lever

Han havde to værelser på Rolighed på første sal med en balkon ud mod Øresund. Kun en gang i løbet af sommeren var han nede i den pragtfulde have. Han havde selv plantet en del træer og blomster. Han kunne ikke mere binde blomster til middagsbordet. Hele tiden spurgte han familien Melchior:

  • Tror De, det bliver slemt for mig at dø? Tror De, at jeg bliver dømt?

En måned før han døde, lod han sin kuffert pakke, købe nyt tøj og bestille 200 nye visitkort. Han tænkte også på at bygge sig en villa. Det skulle være et
eventyrhus
som lignede fru Heibergs i Rosenvænget.

Entreen skulle være rund med et let glastag over, og så med grønne planter på alle væggene. Til alle sider skulle der gro store træer. I midten skulle der være et
kæmpe springvand med guldfisk. Meningen var, at H.C.A. sammen med Jonas Collin ville rejse til Montreux.

 

Mange ting bliver prøvet

H.C.A. var nu også plaget af slimhoste og forskellige væske-ophobninger. Det gav kraftige hævelser i arme og ben. Gigten havde det heller ikke bedre.

Der var heller ikke længere medikamenter ud over morfinen, der virkede på ham. Han havde ellers prøvet lidt af hvert. Kloral, hoffmannsdråber, valeriane, rosiner syltede i kandis, vineddike, åreladning, søbade, strømbade, russiske dampbade, surdej under fødderne, sennep på håndleddene, spanske fluer tvære over struben, igler på halsen, gulerodsomslag, gurglemælk, rabarberrod og meget andet.

Men også hårpleje, og det virkede på digterens humør.

 

En dårlig jul

Familien Melchior forkælede ham. De beundrede ham som den geniale digter, som han vitterlig var.

H..C.A. havde set frem til julen i 1874. Her kunne han rigtig udfolde sig. Læse op og digte videre. Men allerede kl. 8 bad han om at blive kørt hjem til sit værelse i Nyhavn. Heller ikke Kommandørkorset af Dannebrog af 1. grad overrakt af kongen selv på Amalienborg, kunne få ham til at live op.

 

Jeg er kun skindød

I juli 1875 kunne H.C.A. ikke længere se forskel på birk, bøg og elm. Lyset og vinden mærkede han stadig. Tirsdag den 27. juli sad han ude i tre timer. Fru Melchior skrev i sin dagbog:

  • Hans Kræfter tager synligt af og hans Ansigt er svunden ind og seer aldeles ud som en Mumie. Stakkels Andersen.

Den 2. august var der kortvarig kommet nyt liv i ham:

  • Oh hvor velsignet, hvor dejligt. God morgen alle-sammen.

Senere på dagen havde han spurgt Fru Melchior, om hun ikke nok ville huske, at lade hans pulsåre skære over, hvis hun fandt ham livløs en dag. Han ville ikke risikere, at blive begravet i levende live. Før i tiden havde han altid en seddel liggende på natbordet, hvor der stod:

  • Jeg er kun skindød.

 

Endelig anerkendt

Det var tjener Jens, der fandt ham. Han havde netop spist noget havresuppe. Det meste af indholdet havde han spildt ud over sig selv og sengetøjet.

Den 11. august 1875 var Vor Frue Kirke fyldt op til sidste plads. De var der alle. Kong Christian den Niende, Kronprinsen, Prins Hans og resten af kongefamilien. Familierne Collin, Melchior og Ørested, grever, baroner, ministre osv. De var kommet fra Amerika, Sverige, Finland, Tyskland og England. Endelig var han blevet anerkendt.

Kunstnere og studenter løftede kisten med et Sov vel og bar den ud af kirken fulgt af fanebærere. Vor Frue Kirkes klokker blandede sig med alle andre kirkeklokker i hovedstaden. I spidsen kørte en vogn, fyldt med de mange kranse. Derefter fulgte forskellige sangforeninger. Efter ligvognen fulgte forskellige ekvipager. Fra Nørreport fortsatte man over dæmningen mellem Peblingesøen og Sortedamssøen, videre af den hullede vej til Assistens Kirkegård.

Ved indgangen blev ligtoget modtaget med højtidelig korsang, og hele vejen frem til Familien Collins familiegravsted.

 

Stenørknen breder sig

Da Melchior døde i 1884 havde byggespekulanter klemt Rolighed inde mellem grå stenørkner og idyllen var borte.

 

En hyldest til Rolighed

At det har været idyllisk, fremgår af et digt i Mit livs eventyr. H.C. Andersen skriver:

  • Det Hjem er nu et lille Rosenborg
  • Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet.
  • Hvor Malmø og Landskrona ses i Solskin
  • Og Tycho Brahes Ø og Gyldenlund
  • I Karavane Skibe gaae forbi
  • Slig Svaneflok, saa stor, kun ses i Sundet.
  • Naar saa i Aft’nen Himlens Stjerner blinke,
  • Og Fyret fra Trekroner lyser vidt om,
  • Hvert Fartøj ude tænder sin Lanterne,
  • Tror man at se festbesmykt Venedig,
  • En svømmende illumineret By.
  • Dog sjønnest er her inden fire Vægge
  • I Gæstfrihedens lykkelige Hjem.
  • Johannes Ewald sang udødeligt
  • Rungsteds Lyksalighed. O! Havde han
  • I vor tid levet og i dette hjem
  • I dette Hjertelag, hos disse Venner
  • Han havde siunget da en dejlig Sang
  • Om Rolighed og Rosenvængets Roser.
  • Mit hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
  • Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang
  • Dig bringer jeg taknemlig glad min Sang.

Kilder:

  • Litteratur Østerbro 
  • Litteratur Nørrebro 

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  • Under Østerbro finder du 101 artikler 

Redigeret 31- – 01. 2022


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro