Livet i Rudbøl var meget specielt. Man levede med vandet og af vandet. Også teglværker, fiskeri og udnyttelse af marskens bevoksning var en vigtig indtægtskilde. Hele 30 bådsmænd fra Rudbøl fragtede varer på Vidåen. En gang om året var der arbejde ved Højer Sluse. Omkring Rudbøl var der fire kroer, fire købmænd og to bagere. Og så var der kapsejlads på Rudbøl Sø

 

Omkring 1830 var der endnu 30 bådsmænd til bage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Efterhånden kunne bådene ikke mere komme ind til Tønder, og bådsmændene tog deres betaling for den videre fragt. Det var det sandelig mange skippere, der var utilfredse med.

 

Masser af teglværker

Ved Rodenæs lå den sidste af marskens talrige teglværker. Man kunne sejle direkte til stedet. Men størstedelen af produktionen blev sejlet til Nørremølle og udskibet herfra.  I Gudskog lå der hele 8 teglværker, hvorfra der hver dag, sommeren igennem blev sejlet mursten til Tønder via ”Æ Fries Graw”. Det hed ganske naturligt sådan, fordi det var frisernes vandvej til Tønder og til ”Filowt – slusen”.

Næsten alle bådsmændene, der boede mellem Fiskehusene og Nykirke transporterede mursten for Gudskog – teglværkerne. I nærheden af lade – og lossepladsen Gasthafen ved Klixbøl lå der yderligere tre teglværker. Fra Marsken sejledes betydelige mængder tagrør til Gasthafen, som returlast, var der mursten.

Ved gestkanten nær Bosbøl lå et andet teglværk. Ifølge Trap 1864, Hertugdømmet Slesvig fandtes der et større teglværk ”Teglmark” ved Aventoft.

 

Farlig bådfart

Det var ikke helt risikofrit at sejle med disse sten. Rejsens gennemførelse afhang af roligt vejr og vand. Når vinden var strid øst, kunne sejlet ikke bruges. Så måtte der stages, og det kunne mærkes i armene. Her kom bådmændenes kendskab til Vidåen til deres ret. Mange steder var den så dyb, at stagerne ikke kunne bruges, ja så havde man andre metoder.

I begyndelsen af 1900’tallet var det klinker, der blev befordret. Marskens plørede veje blev efterhånden belagt med disse klinker. De kom til Højer fra Hamburg og Cuxhafen på hollandske skibe. Også mergel blev transporteret på Vidåens vande.

 

Søren Jensens tur til Tønder

I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå Købmand Thyssens butik lige vad kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.

Når Søren Jensen anløb Skibbroen i Tønder, besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.

Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum og tjære i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker alt sammen i sække som rummede store kvanta. Søren Jensen foretog sin sidste tur i 1913.

Der var også bådsmænd, der tjente penge ved at transportere for Vandløbsvæsenet. Indtil 1920 blev der gennemført store vedligeholdelsesarbejder på broer, sluser osv.

 

Varer pr. båd

For beboerne ved Nørremølle var det ekstra besværligt, da de store anlægsarbejder på Højer – Rudbøl vejen blev gennemført. Man lejede en bådsmand til at hente og bringe kolonialvarer og brød i Rudbøl.

 

Flytning på vandet

I sin bog Reisen – Ächtung – Befreiung fortæller maleren Emil Nolde, da han i 1927 flyttede fra Utenwarf nord for Vidåen til Seebüll i Gudskogen, at al bohavet blev transporteret i tre både, som hver sejlede to gange.

I Emmersböll fortælles der, at man tidligere sejlede til et sted i nærheden af Danmark for at hente sand til brug ved husbygning. Stedet har sikkert været Møgeltønder, der var kendt for sin fine sand, der også var velegnet til beton.

 

Dyr og korn på både

Dem, der ikke dyrkede korn, hentede det hos Bachmanns Vandmølle i Tønder. Kul og koks købte man på Gasværket. Også dyr blev fragtet på både. Et par ungkreaturer eller en halv snes får kunne sagtens være på en såkaldt togangs-båd.

 

Vedligeholdelsesarbejde ved Højer Sluse

Under de vestlige storme flåede Vesterhavets bølger voldsomt i Højer Kanals uden-digs – skråninger. Der blev ofte revet hul i grønsværen. Dette skulle repareres ellers ville kanalsiderne forsvinde. Før 1. verdenskrig gav dette arbejde til et halvt hundrede mand i hen ved et par måneder hvert år. Det var bådsmændene og fiskerne fra Rudbøl, Rosenkrans og Fiskehusene,
der dengang udførte disse vedligeholdelsesarbejder ved Æ Hoved – forlandet ved Højer Sluse. Daglønnen var 7 mark. Arbejdet begyndte som regel i april/maj og fortsatte til midt i juni.

Arbejdsgangen var bestemt af flod og ebbe. Bådmændenes logi ved Slusen var seks tilt – hytter af tagrør inden for diget. I hver hytte boede 6 – 8 mand.  Mændene havde ikke tid til at lave varm mad, mens de arbejdede her. Hver søndag fik de bragt pandekager og sødsuppe af deres koner eller børn.

 

Maritime bagere

Ligesom i Aventoft var der også en bager fra Rudbøl, der solgte produkter var sin båd. Det var Max Pörksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indladt til krigstjeneste.

Hver torsdag fik han lastet sin båd med Firepundsrugbrød (50 pfennig), sigtebrød, franskbrød, kavinger (tvebakker), wienerbrød og kager. Så gik det ellers ud af Møllegraven til Kehrwieder ved Rudbøl Sø, over denne til Neumark og gennem Filowt – slusen ind i Gudskogens kanalsystem, ad hvilket han kom til Broderskog, Seebüll, Store Hallig, Jacobsværft, Petersböll, Hyltoft og Schreiberstadt.

Bager Hansen sejlede brød til sine kunder ved Nørremølle indtil 1926 – 1927.

 

Masser af jagt

Jagt var også en naturlig foreteelse i marsken. Der var masser af fugle og en stor bestand af harer. Desuden var der vildgæs, oddere og vilde svaner. I Welt und Heimat beskriver Emil Nolde marskjagten:

• Da jeg så erhvervede den meget mindre skyttebåd, og senhøsten kom, var der meget at gøre. Regn-spurvene kom med deres fløjt og lange næb. Og med dem de mange andre fremmede fugle. Med blæst og regnbyger kom hele sværme af vildænder trækkende fra Norge og Spitzbergen og svømmede på alle vandflader omkring os.

 

Lang vej i kirke

Når Rudbøllingerne skulle i kirke, foregik det med båd til Højer Sluse. Herfra gik de til Højer Kirke. Indtil 1893 blev de døde Rudbøllinger fragtet til den hvide bro ved Højer, hvorfra kisten førtes videre med hestevogn.

Havde folk fra Rudbøl, Rosekrans eller Fiskehusene havde ærinde i Tønder eller Højer, ja så sejlede man dertil. Særlig ved disse byers markeder ankom marskboerne i stort tal med båd.

 

Østrigske tropper rekvirerede både

Under krigen i 1864 rekvirerede de østrigske tropper i Højer et stort antal to-gangs-både fra Rudbøl. Fartøjerne blev lagt til ved Højer Sluse med henblik på overførsel til Sild. Den 13. juli blev der sejlet 200 østrigske jægere fra Højer til Munkmarch ombord i 20 to-gangs-både og et større fartøj. De fleste af disse fartøjer blev leveret fra Rudbøl.

 

Wasserpost

I Gudskog havde man ikke et landpostbud. Nej da havde man et Wasserpost. To gange om ugen sejlede han nordpå gennem kanalen langs østsiden af Rosenkrans – Nykirke vejen og drejede før Fiskehusene østpå mod Gudskog – gårdene. Når der var frost og tø, kunne det gå op til 4 uger inden man fik sin post.

 

Æ klusstag

For børnene var det lige så vigtig at tage springstokken som bøgerne med, når man skulle i skole. På sønderjysk hedder den Klusstag. På frisisk er betegnelsen Klöwer. Den er omkring 3,5 meter lang, til børnene dog mindre. I nederste ende er den formet som en slags fod. Nogle marskboer havde en, de kun brugte om søndagen.

Undertegnede har selv prøvet sporten ude i forlandet til Ny Frederikskog. Efter nogen øvelse, er det faktisk meget sjovt. Mange børn kunne dog ikke nøjes med Æ Klusstag. De måtte transporteres i skole på hesteryg eller med båd.

 

Kampen for drikkevand

Først i 1958 fik beboerne i Rosenkrans, Fiskehusene og Nykirke vandværksvand indlagt i deres huse, mens folk i Rudbøl først kom med i 1959. Emil Nolde skrev:

• Marsken – det af havet opskyllede vand – havde intet kildevand og ingen brønde. Af damme og grøfter, hvor frøer og ænder huserede, tog beboerne vand.

Vandet i kanaler og grøfter kunne være hvidligt og leret. Det indeholdt smådyr (vandlus), foruden større insekter og padder. Herfra hentede man vand. Men helst gjorde man det fra ny-gravede kuler. I selve Rudbøl tog beboerne vandet fra Vidåen lige ved Rudbøl Bro.

Fra Rosenkrans sejlede man ud på Vidåen med deres spande for at hente vand. Når kvinderne havde vasket tøj, skyllede de det fra en båd ude på Vidåen, hvilket var meget lettere end at bære store mængder skyllevand hjem.

Men fra 1930 kunne man ikke mere hente drikkevand fra Vidåen. Da var det forurenet af kloakudløb. Efterhånden måtte beboerne i Rudbøl have vand fra Højer Mejeri. Det kom så leveret i en tankbil, men det betød, at der kun var frisk vand hver anden dag.

Nogle anskaffede sig i 20’erne store beholdere, der kunne rumme 1.000 liter. Så hentede de vandet i Møgeltønder.

 

Stadig hø fra Gudskog

Grænsedragningen i 1920 medførte store ændringer i erhvervsforholdene syd og nord for den nye grænse. For beboerne i Rudbøl og Lyst betød det, at de var afskåret fra Gudskog, hvor de fra gammel tid hentede hø. Mange familiers eksistens var truet. Men Grev Schack greb ind og efter lange forhandlinger med de tyske myndigheder fik man lov til at hente hø.

 

Modstand mod afvandingen

En meget stor del af marskboerne var modstander af afvandingen. Særlig omkring Rudbøl var modstanden stor. Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del af marsken dog, at de ønskede afvanding. I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En vanskelig omstillingsproces fulgte for mange marskboer.

 

Biindtægt

En del beboere i Rudbøl havde en biindtægt ved at sælge måtter og sko, fremstillet af sumpplanten Søkogleaks.

Fik man mælk til overs fra kvæget laverede man det til mejerierne. Først til Møgeltønder, senere i Rodenæs og sidst til Højer.

 

Lille have

Til hvert hus i Rudbøl hørte en have (kolgor), hvor der blev dyrket krydderurter. Haverne var dog meget små. Jorden bestod mest af klæg. Men så kunne man blande sand i. Det hentede man på Sønderås bredder.

 

Masser af ål

Bag husene ved østsiden af Rosekrans – Nykirkevejen løber en uanseelig grøft, den tidligere ”forgrav” til bådtrafik. Om foråret trak ålene gennem denne kanal ud i de mindre vandløb og grøfter. Om efteråret vandrede de tilbage. Imens blev der sat ruser fra alle husene ved kanalen.

 

Emil Noldes redningsaktion

Med så meget vand omkring, skete der selvfølgelig en del ulykker. Ikke alle havde heldigvis en dødelig udgang. Emil Nolde fortæller i bogen En Kunstners Kampår følgende historie om Willie Carstensen fra Rudbøl, der gerne ville have sig en lille en:

• Forbi mine vinduer kom denne mand dinglende, stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pram-rælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom ham hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at han, en fisker og pramdrager, skal reddes af en kunstmaler.

 

Kapsejlads på Rudbøl Sø

Der er sikkert ikke mange, der ved, at der har været afholdt  “Vædde-sejlløb” på Rudbøl Sø. Kort efter den fransk – tyske krig, enten i 1874 eller 1878 startede det. Angiveligt helt frem til første verdenskrig. “Æ Væddesejlen ” blev afholdt 1. eller 2. pinsedag.

Formiddagen brugte bådfolket til forberedelserne. Blandt andet blev sejlene overdænget med vand, ved hjælp af øsekarret. Over middagen begyndte kapsejladsen. Bådene, der havde numre syet på sejlene, startede da fra Rudbøl Bro og ud på banen, hvis fjerneste punkt var Ringsværft på søens syd-bred.

De tre hurtigste både fik præmier. En bolle Punch udgjorde som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol også havde været førstepræmien.

 

Hjuldamper under Rudbøl Bro

Mellem Højer Sluse og Sild sejlede før 1920 en lille hjuldamper ”Sylt”, hvis skorsten kunne lægges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

På kapsejladsdagen var den udtaget af sin rute og sejlede i stedet passagerer fra Højer gennem Vidåen og Rudbøl Sø til Filowt, bugten ved Ringsværft og Lægan.

I forbindelse med dette, var der en kæmpe folkefest med skydetelte, karruseller, gøgl, musik og meget mere.

 

Verdens mærkeligste grænse

Hvorfor har Rudbøl så mærkelig en grænse?

Det var en international kommission, der skulle afstikke grænsen. Denne kommission bestod af en franskmand, en italiener, en tysker, en dansker, en englænder og en japaner. De havde i første omgang bestemt, at Vidåen skulle danne grænse efter 1920, men det blev anderledes.

Ifølge historien var der en, der hed Anton Nielsen fra Rudbøl, der henvendte sig til kommissionen.:

• I har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit største ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar, drejer det sig om?, spurgte japaneren.
• Ca. 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen.
• Nå, så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Ja, på min side vil de alle sammen godt være danske.

Efter at kommissionen havde talt sammen, sagde japaneren til Anton:

• Nu får du lov til at lave en lille privat afstemning her i gaden, og så ser vi resultatet.

Resultatet blev syv tyske og fem danske stemmer. Men foruden dem, der havde stemt, var der to koner, hvis mænd var faldet i krigen. De to enker ønskede at komme med til Danmark, men af hensyn til deres krigsrente, havde de ikke vovet at skrive under.

Japaneren henvendte sig derefter igen til Anton Nielsen:

• Nu skal vi skabe verdens mærkeligste grænse, hvor mennesker – ja et enkelt menneske får sit livs største ønske påfyldt.

Og så blev grænsestenene lagt på langs – ned i midten af gaden i Rudbøl – Rosenkrans. Anton Nielsens hus ligger i  Danmark. Kroen, hvor man spiser fantastisk og hvor man har det gode navn Brodersen (er ikke i familie, tror jeg) ligger i Tyskland.

Kilder: 

• Litteratur Højer 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Emil Nolde: En kunstners Kampår
• Emil Nolde: Welt und Heimat

 

•  Hvis du vil vide mere: 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Aventoft – Byen ved grænsen
• Travlhed ved Højer Sluse
• Tøndermarsken under vand
• Rudbøls Historie 

Redigeret 8. 12. 2021