Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Musik i Tønder 2

Februar 10, 2008

Det er altid interessant at få tilbagemeldinger fra læserne. Min fætter, Jørgen Petersen fra Jejsing fortalte, at han var fotograf for The Arrows og sendte et interessant avisudklip. Og Familien Schultze fortsætter deres musikalske
fortræffeligheder i Locomotien. Vi skal også høre noget om korsang i Tønder. Vi har fået en henvendelse fra organist Michael Due. Denne artikel er fra 2008.

Fra 1965 – 1967 fungerede min fætter, Jørgen Petersen som The Arrows ”husfotograf”. Han medsender faktisk to fotos, som vil indgå i den foto – database vi snart opretter for Tønder. Det var familien Schultze fra Skovroysvej, der var drivkraften i The Arrows. Senere hed de hvis nok Radiserne.

 

Over in the Glory Land

Som det blev oplyst i første del af artiklen, var jeg selv med til at optage dem til et blindebånd, som vi lavede i forbindelse med oprettelsen af Tønder Båndamatørklub. De indspillede to julemelodier på Schweizehalle. Den ene var Over in the Glory Land.

Optagelsen skete i den store sal. Under salen i garderoben havde vi indrettet studie, hvor vi lavede lydeffekter m.m. Vi havde skam også udstilling, hvor offentligheden kunne komme ind og se på vores flotte 4 – sporede båndoptagere. Det var faktisk tolder Jørgensen, der hvis nok også boede på Skovroysvej,
der var formand for vores båndamatørklub.

 

Familie-dans til Familien Schultze

Senere hørte og dansede vi til to af Schultze – brødrene til en familie-komsammen ned hos æ italiene i æ Østegae. Min mor og min søster blev svunget til
Beatles – melodier. For nogle år siden fik jeg en udmærket cd, der hed Borderline. Den var også med Familien Schultze.

Men her er teksten på det avisudklip, som Jørgen sendte mig:

  • Tønders beat – mestre mangler lokaler
  • Har gennem tre år ført en omflakkende tilværelse
  • The Arrows hedder Tønders eneste såkaldte professionelle poporkester. Man har nu holdt sammen i tre år, hvilket er meget i beat
    – verdenen, hvor mange orkesternavne er smuldret hen i samme periode. Alderspræsident i gruppen er den 20 – årige Wolf – Dieter Schikowski, der slår trommerne og gruppens Benjamin er lillebroderen Werner, der passer rytmeguitaren. Øvrige Arrows er den 19 – årige Uwe Schultze
    med bassen og den 17 – årige Karl – Heinz Schultze, der er gruppens single.
  • Af deres annaler fremgår, at deres første – optræden naturligvis var under ydmyge former. I dette tilfælde en gratis optræden i Rudbøl vandrehjem, men at de senere har formået at placere sig pænt i pop – verdenen. Sidste år blev de således sønderjyske beat
    – mestre ved en konkurrence i Haderslev, de har deltaget i poplandskampen Danmark – Tyskland i Flensborg og to gange i det sønderjyske pigtråds grand prix. Derudover har deres virkefelt naturligt nok især været Tyskland, men også nordpå, har de hentet laurbær. Et nyligt engagement i Hit – House i Kolding skal lige tages i forbifarten, foruden at de deltog i den store ”Pigtrådsfestival på heden” i Grindsted, hvad hjembragte en 3. plads.
  • Gruppens store problem er imidlertid lokalespørgsmålet – husly til øvelse og indstudering af numrene. Man har i den henseende ført lidt af en omflakkende tilværelse.
  • På Schweizehalle, i bådehuset, i Højer, i den tyske skole, på Grand Hotel, i den gamle popkælder på Skibbroen, i en lade i Møgeltønder – og nu altså i en af Freibergs garager.
  • Et andet problem har været medlemmernes hårpragt og fagre krøller, der sandt at sige, har voldt dem ikke så få vanskeligheder
    – bl.a. med i det hele taget at komme over grænsen. Problemet har man nu, efter gruppemedlemmernes udsagn løst ved hjælp af enorme mængder brillantine umiddelbart før udrejsen.
  • Fremtidsplaner og håb? – Vi kunne godt tænke os at få flere arrangementer herhjemme, og i al beskedenhed sagt opnå lidt af samme popularitet som vi mange steder sydpå har opnået, siger The Arrows.

 

Fra Red Rockers til Arrows

Gruppen bestod fra 1964 til 1969. Egentlig gik de i røde skjorter med sorte kanter på Ludwig Andresen Schule, derfor kaldte de sig The Red Rockers.

Og den første officielle optræden på Rudbøl Vandrehjem var for en svensk pigeskole. Ved et arrangement den 19. juni 1966 på Schweizehalle optrådte de sammen med The Rooters, The Beatmakers og The High Numbers. Arrangementet var arrangeret af Down Town.

Den 28. januar 1967 spillede de på Folkehjem i Åbenrå. Her arrangerede Åbenrå Pop Klub en pigtråds Grand prix. Soldaterne i Sønderjylland kårede i deres Tirsdagsklub, Arrows som det bedste orkester i landsdelen.

 

Den største oplevelse

I Foråret 1967 bliver gruppen nr. 2 ved et arrangement i Vojens. I Grindsted bliver gruppen nr.3 den 14. juli arrangerer Skærbæk Power Club, det sønderjyske mesterskab og her vinder Arrows.

Men den 25. april 1969 er nok det største øjeblik i Arrows karriere. Da får de i Vojens Hallen lov til at spille sammen med Love Sculpture med Dave Edmunds.
De havde netop udsendt Sabel Dance, som blev et hit mange steder. Gruppen spillede efter signende play back, mens Arrows spillede live.

 

Sagsanlæg fra Peter Belli

Gruppens manager, Geert Madsen mødes med et krav fra Peter Belli på 10.000 kr. i forbindelse med en annoncering, der havde noget at gøre med Peter Bellis hashdom på 60 dage. Senere indgås der forlig i sagen.

 

Radiserne

Efter at The Arrows gik i opløsning blev gruppen Radiserne startet. Det var med brødrene Schultze, Steen Autzen og Jørn Lassen. Dengang øvede gruppen på Ubjerg Skole og senere på Centralhalle.

 

Radiserne 72

I 1972 grundlagdes Radiserne 72, som bestod af Henning Mohyla, Eddie Carstensen, Jørn Lassen og Steen Autzen.

 

Locomotion

Efter perioder i bands som Dag & Nat, Hideaway og Motown (projektnavn fra Borderline) har Heine uafbrudt spillet i Locomotion siden 1980.

Kigger vi så på gruppen Locomotion finder vi også nogle interessante personer:

  • Sarah Schultze har været med siden 1995, og hendes smukke stemme kan høres på Borderline
  • Kim Thomsen har været med i Hot Wires, Low Budget Brothers og spillet sammen med  Mike Whellans, som vi kender fra Tønder festivalen
  • Klaus Heil har en fortid i Slesvigske Musikkorps, Westcoast, Kaues Brass Band og Miniputs. Det var countrygruppen Westcoast, der havde Alfred ”Mugge” Hansensom forsanger. De havde stor succes i Sverige.
  • Christopher Schultze Har spillet i grupperne Leverandøren, Henrik, Christopher & Asger, Hareflugt og Acid Souls.

 

Henvendelse fra endnu en aktiv læser

Til vores første artikel om Musikken i Tønder, har vi fået en henvendelse fra Michael Due, som nu er organist i Sankt Pauls Kirken i København. Michael skriver:

  • Arbejdernes Mandskor blev oprettet i 1931 og bestod af mange tilflyttere. Damekoret Marsken eksisterede endnu i slutningen af 50’erne. Tønder Kammerkor blev stiftet i 1982. Tønderkoret startede i 1983.
  • Jeg tænkte, at det måske var af interesse, at det var organisten ved Kristkirken i Tønder(1980 – 1992) Michael Due, der stiftede Tønder Kammerkor.
    De første møder var i undertegnedes private stue.

Tak til Jørgen og Michael for bidrag til denne artikel.

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  • Under Tønder finder du 283 artikler 
  • Musik i Tønder 1-6
  • Michael Falch i Tønder

Redigeret 4.04.2022


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder