Danmarks Frihedsråd blev dannet den 16. september 1943 hos Harilds Afskrivnings-bureau på Nørrebrogade. Allerede et par måneder efter var det vigtigst punkt, holdningen til likvideringer. Den første henrettelse af en modstandsmand var en realitet. Angiveri var en alvorlig trussel, og der var enighed om, at likvideringer af stikkere var uomgængelige.

 

Ingen domstol

Man opgav at lave en domstol, der skulle tage stilling til dette, da likvideringer skulle gennemføres hurtigt. Det var ikke et spørgsmål om jura men et spørgsmål om krig. Sådan formulerede Frihedsrådet det selv. To betingelser skulle være opfyldt for at en likvidering kunne komme på tale

• at der var mennesker, som havde skaffet sig en farlig viden om modstandsbevægelsen, og som samtidig havde taget fjendens parti.

Der opstod hurtig en myte om, at Frihedsrådet skulle have nedsat et likvideringsudvalg, men sådan udvalg har aldrig eksisteret.

Det var afsnit, by-ledelser og mindre grupper, der med Frihedsrådets godkendelse og bemyndigelse foretog likvideringer på egnen hånd.  Frihedsrådet slog dig fast, at man ikke førte kamp ved hjælp af sindelagsmord, hævnattentater eller gidselhenrettelser, men med rene våben. Men noget tyder på, at de forskellige modstandsgrupper betragtede alle nazi-korps som frit bytte.

 

Modstandsbevægelsen skulle frikendes

Efter krigen udsendte rigspolitichefen et cirkulære, der godtgjorde at alle drab med oplysninger om tid, sted og eventuelle gerningsmænd, skulle undersøges. Men Frode Jacobsen, der var blevet minister uden portefølje protesterede voldsomt. Hans plan var at slette alle drab, hvor modstandsbevægelsen havde været indblandet.

 

400 likvideringer

Cirka 400 likvideringer blev der foretaget af modstandsbevægelsen før og efter besættelsen. En del af disse foregik på Nørrebro. Som vi har nævnt i en artikel
Sabotage på Nørrebro, blev 12 sabotagevagter på Nordværk likvideret. 7 af vagterne blev dømt til døden.

 

Genkendte sin far i erindringsbog

I juni 1944 skød Hans Edward Teglers Fritz Køppe på Sankt Hans Torv. Datteren havde læst episoden i Teglers erindringsbog, og ville gerne høre historien. Den dag hvor Teglers skulle mødes med hende, havde han medbragt en pistol. Men det blev ikke dramatisk. Datteren ville bare høre sandheden om hendes far.

Café – ejer likvideret

Modstandsgruppen Bopa var på jagt efter en stikkergruppe, den såkaldte Stahl – gruppe. Et af gruppens medlemmer var Henning Walthing – med
dæknavnet Walther Smile eller blot Mr. Smile. Sammen med sin mor drev han Cafe 44 i Rantzausgade. Tyskerne havde angiveligt finansieret Walthings køb af cafeen, fordi han fra denne position på Nørrebro ville have gode muligheder for at komme i kontakt med de kommunistiske modstandsgrupper.

En af Bopa´s medlemmer Ole skulle holde øje med Cafe 44. Han blev efterhånden en kendt gæst på cafeen. Ole tilbød Henning Walthings mor en sortbørshandel med rationeringsmærker. Ole fandt ud af, at Henning og hans mor boede Thorvaldsensvej 13, Frederiksberg.

Fredag den 23. februar 1945 angreb ukendte gerningsmænd lejligheden. De fandt Hennings mor og stikkergruppens leder, Svend Stahl. Begge blev skudt.

Bopa – gruppen havde en mistanke om at Henning Walthing ville komme på cafeen samme dag. De havde lånt en lukket varevogn på det københavnske grøntorv og holdt cafeen under observation.

Ved 10 – tiden låste Henning Walthing og en ældre herre, der viste sig at være en vicevært fra nabolaget sig ind på cafeen. Lidt senere gik Ole og en kammerat fra gruppen Mikkel ind på cafeen og bestilte en øl. Nogle minutter senere fulgte Jan og Moe. De satte sig ved et andet bord.

Da Henning Walthing på et tidspunkt kom af kælderen med friske forsyninger, gik de fire på angreb mod ham. Jan fik fjernet Walthings pistol. Hans hænder blev bundet sammen, og han blev ført ud til varebilen.

I en vaskekælder i en villa i Buddinge blev han afhørt. Der kom ikke væsentlige ting ud af denne afhøring. Men Henning Wahlting blev likvideret på baggrund af de oplysninger, som Bopa allerede havde på ham.

 

Julesparekassemand skudt

i denne episode var modstandsbevægelsen også indblandet. Julesparekassemand, Alfred Andersen blev skudt den 9. december 1944 i en trappeopgang i Nansensgade. Søndag den 10. december skulle årets opsparinger udbetales til medlemmerne af Spare-selskabet af 7. februar 1925.

Årets opsparing på 93.000 kr. blev hentet i Arbejdernes Landsbank på Nørrebrogade. Hele fire personer samt en bidsk hund fulgte Alfred Andersen. Da de fem medlemmer kom til opgangen, Nansensgade 69, hvor pengene skulle opbevares i kassererens lejlighed, blev de mødt af et hold pistolbevæbnede mænd. Alfred Andersen blev under håndgemænget ramt af et skud, og døde af sine sår, seks dage efter.

De pistolbevæbnede mænd fik ikke pengene med. Men måtte nøjes med avisfyldte mapper.  Mordet skete i den politiløse tid og blev ikke efterforsket. Først en artikel i Ekstra Bladet i maj 1946 fik politiet til at interessere sig for sagen.

Først i september 1947 kom der skred i sagen. En brændselshandler, der var idømt ti års fængsel for drab og røveri indrømmede, at han havde været medlem af samme spare-forening. Da en god ven af ham, havde spurgt om, hvordan en modstandsbevægelse let kom til penge, havde han en god fidus.

 

Drabsmand advaret af politiet

Den egentlige drabsmand, Kai Ludvigsen fik via politiet nys om sagen. Han blev via politikontakter udstyret med et pas, og flygtede til Norge inden andre politikollegaer kunne anholde ham.

Men han blev i januar 1948 anholdt af svensk politi i Göteborg. Ved anholdelsen havde han en falsk søfartsbog. Hans plan var at flygte til Sydamerika.

Kai Ludvigsen fastholdte under hele sagen, at han havde fået at vide, at det var et nazistisk kartotek, som han for enhver pris skulle sikre. Han blev idømt otte års fængsel. To andre gruppemedlemmer fik hver seks års fængsel, mens ledende Bopa – folk slap for tiltale.

 

Frøken Langes likvidering

Gudrun Johansen alias Frøken Lange havde sin egen likvideringsgruppe under besættelsen. Af Hans Edvard Teglers havde hun i december 1944 fået sin første likvideringsopgave. Ofret var fru Sustmann Ment.. Hendes mand var i august blevet likvideret i en linje 16 sporvogn på Nørrebrogade.

Fruen arbejde som telefonistinde i telefonhuset, hvor modstandsfolkene mente, at hun fungerede som aflytter for tyskerne. Ifølge politiets indberetning over uopklarede drab blev Ella Johanne Sofie Sustmann Ment skudt på hjørnet af Stefansgade/Husumgade den 16. december 1944. På listen stod der anført, at hun arbejdede for tyskerne.

Efter at have observeret fru Sustmann Ment´s lejlighed på Jagtvej 87 i flere dage mødte Frøken Lange sammen med tre af sine mænd igen op den 16. december om morgenen. De ventede hos en portner i en skole overfor. Klokken halv elleve blev gardinerne i lejligheden på fjerde sal rullet op, og fru Sustmann Ment
kom ud på altanen.

• Vi ventede derefter en times tid, i hvilket en lirekasse uafladeligt spillede ”Julen har bragt velsignet bud”. Så viste hun sig i gadedøren. Vi havde i forvejen trukket lod om, hvem der skulle skyde, og loddet faldt på Philipsen, fortalte gruppen.

Fru Sustmann Ment var dog ude af syne. Et par timer senere mødte gruppen hende med hendes to hunde.

• Philipsen ventede, da de var lige ved en legeplads, men Poul gik frem, stak sin Parabel lige op i nakken på hende og trykkede af. Hovedet blev fuldstændig knust. Hundene lagde sig ind til hende og gav sig til at hyle. Vi tog hendes taske og løb.

Udtalelserne kommer fra en båndet samtale under Gudrun Johansens besøg i Danmark i 1976. Hun var selv flyttet til Brasilien sammen med hendes mand. Nu skulle hun mødes med gruppen fra dengang. Dagen inden mødet begik en fra gruppen selvmord. Selv havde hun fået dårlige nerver, og siden havde hun ikke sovet ordentligt.

 

Manufakturhandleren der ikke var skyldig

En manufakturhandler på Nørrebrogade skulle likvideres. En dækningsmand blev sendt ind, for bare at kigge på varer. Så fulgte Herluf Rasmussen efter. Da han hævede pistolen for at skyde, kom en person ud fra baglokalet. Personen var en kollega fra den illegale politigruppe. Han havde fået et illegalt job i butikken, og indehaveren, der skulle skydes, vidste godt at kollegaen var efterlyst af tyskerne.

Efter krigen viste det sig så, at man ikke havde noget som helst på manufakturhandleren. Modstandsbevægelsens efterretningstjeneste havde taget fejl.

Drab på købmand

Den 47 – årige købmand Knud Valdemar Hansen blev den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede mænd fra sin forretning på Rungsted Plads. Samme dag blev han fundet skudt med tre skud gennem hovedet i Utterslev Mose.

Drabsmændene havde stjålet købmandens sparekassebog, og de var dumme nok til at forsøge at hæve pengene. Det lignede et rovmord.

 

Opklaring forhindret

Men efter krigen blev ingen af gerningsmændene dømt. Det blev hindret af Ministeriet for særlige Anliggender. Frode Jacobsen ville ikke have, at modstandsbevægelsen fik et smudset ry.

Den unge politifuldmægtig Volmer Nissen havde ellers hurtigt opklaret sagen.

Da fuldmægtigen var på vej til gerningsstedet var det lige før, han selv var blevet likvideret. Ham og hans chauffør, en eftersøgt politibetjent fra Tinglev blev
stoppet af Holger Danske – folk. Disse havde pistolerne fremme og anså at fuldmægtigen og hans chauffør var danske Gestapo – folk. Modstandsfolkene fortalte, at likvideringen var en fejltagelse, der var ikke noget at komme efter.

Fuldmægtig Volmer Nissen havde afhørt assistenten og afdelingsbestyreren i Bikubens Jagtvej afdeling. De havde givet et godt signalement. Købmandens kone og kommis var også blevet afhørt.

 

Gerningsmanden Babyface flygtede

Mistanken var faldet på Jens Kristian Dundal. Han havde arbejdet for tyskerne inden han gik over til modstandsbevægelsen. Men ifølge fuldmægtigen var morderen en han blevet kaldt  Babyface. Han levede endnu, da bogen Efter drabet af Peter Ørvig Knudsen udkom i 2002. Hans far var landsretssagfører.
Og Babyface – ja han blev af familien sendt til Amerika.  (Læs vores artikel: Rovmordet i Utterslev Mose)

 

Hipos hævn

Modstandsbevægelsen lokkede den 27. februar 1945 nogle hipoer i et baghold på Blågårds Plads. Den følgende dag kørte hipoerne to anholdte modstandsfolk til stedet. De blev løsladt, men blev skudt, da de var kommet et stykke væk.

 

Kilde: 

• Peter Øvig Knudsen: Efter drabet (2002)
• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter finder du 362 artikler 

Redigeret 12. – 04 – 2022