I mange år holdt militæret fast på, at der ikke måtte bygges andet end træskure på demarkationsområdet. En egentlig byplan kom ført i 1856, men da var man allerede i gang på Nørrebro – uden plan og uden byggelov. En masse byggespekulanter udnyttede situationen, men nogle klarede det ikke.

Militæret var ikke til at rokke. De befandt sig stadig i 1807. Man håndhævede stadig alle restriktioner ved det såkaldte demarkationsterræn. Her måtte der ikke bygges uden tilladelse af kommandanten.

Linien bliver rykket

I slutningen af 1851 lykkedes det at overbevise militæret, om at rykke linien ind til søerne.

Ved lov af 6. januar 1852 blev byggeriet derfor givet frit. Volde og porte og hele det restriktive reglement fortsatte dog.

Fæstningen nedlægges

I 1856 lykkedes det endelig at få nedlagt fæstningen, og den 30. juni blev de militære vagter og portene inddraget. Der, hvor portene havde været, blev der anlagt jernbroer, så Frederik den syvende stadig kunne ride rundt på voldene. Det kunne han dog ikke ved Vesterport..

I 1858 blev Sløjfningskommisionen nedsat. Dens formål var at komme med en byplan. Den kom dog først i 1865, og da var man for længst ganske planløst gået i gang på Nørrebro. Forslaget fik en hård medfart.

Dispensation

Som noget helt uhørt fik man dispensation hos Militæret om bebyggelse af 2. blegdam. Her var i forvejen opført helt efter reglementet nogle træhuse, der måtte lade livet. Her boede blandt andet maleren Christian Købke. Her opførtes i 1848, Ting – og arresthuset..

Da min lige i nærheden byggede Skt. Johannes Kirken i 1856 – 61, og en ny kommuneskole, havde man konjekturerne til en plads. Egentlig var det ikke planlagt, men Skt. Hans Plads var en realitet..

Blågårdskvarteret uden lovgivning

En af de største spekulanter var inspektøren på Ladegården, F.C. Bülow. I årene omkring 1850 erhvervede han sig mange grunde i Blågårds – området og på Frederiksberg.

Han udstykkede og solgte løs. På Blågårds – arealet var prisen 48 – 96 skilling pr. kvadraten. Bülow tjente 30 – 50 kroner på kvadraten, uden at ofre noget som helst på at byggemodne. Når han endelig fik anlagt veje, fik køberne lov til at betale en årlig afgift til ham. Der var også en masse servitutter i de kontrakter, køber skulle underskrive.

I Blågårds – kvarteret var kravet, at der skulle udføres huse i mindst tre etager med mindst to lejligheder pr. etage.

Ingen kloakering

Man behøvede ikke at kigge på byggevedtægter eller kloakering. På den måde lykkedes det for Bülow på få år at omdanne Blågårdskvarteret til et arbejderkvarter med slum fra begyndelsen.

Vand og belysning så man også bort fra. Regnvand og kloakslam omdannede vejene til bundløs ælte. Det kunne bare løbe ned i Sortedamssøen, som også blev benyttet som drikkevand.

I perioden 1852 – 57 steg grundenes værdi med 150 – 250 %

Bygherrerne var især håndværksmestre. De opførte huse blev hurtigt solgt. Køberne var middelklassefolk.. I Tømrergade var der en del tømmersvende, der byggede til sig selv.

Det var svært at låne penge til at bygge for, men så kunne man bare låne ved sælger for ågerrenter.

Hans Christian Bangert

I 1840 købte Hans Christian Bangert, gården Solitude. Nu skulle der drives landbrug, og sælges byggegrunde. Han forpagtede også nogle nærliggende grunde til dyrkning af tobak..

En af hans ideer gik på, at en af hans parceller skulle udstykkes til 6 villaer, der hver skule huse 4 familier. Det gik dog ikke. Så ville han lave en kreditforening, det gik heller ikke. Samme skæbne led en brugsforening, som han startede. Men skidt med det, grundpriserne steg og steg.

Masser af lån

Han anlagde Parcelvej, et stykke af Nordvestvej, Prins Jørgens Gade og Stengade. Han byggede også en bro over Ladegårdsåen, som han kaldte Bangerts Bro.

Selv om Bangert var formuende, så gik det ikke uden lån. Så var det godt, at man havde Østifternes kreditforening og Københavns Centralkasse, men de blev også lidt skeptiske efterhånden.

Bangert brystede sig med titlen kaptajn. Han havde haft en charge i Kongens Livkorps (Studenterkorpset). En af hans støtter og største kreditorer blev oberst og senere general G.D. Gerlach., en af heltene fra tre – års krigen.

Konkurs

Så kom krisen i 1857 og 1858. Nu var Bangert i alvorlig klemme. Situationen blev desperat. Der var kun to muligheder – venner og ågerkarle.

Han klarede den ikke og gik konkurs. Mange af dem han havde låndt penge hos, gik også konkurs. Men dem der havde fået pant i jorden, fik deres penge hjem – endda mange gange.

Tynd byggelov fra 1856

Kravene til brandsikring var små. Og den byggelov, der blev indført i 1856 stillede ikke mange krav.

* Var der tale om et etagehus, skulle mindst en fjerdedel af grunden udlægges som gårdsrum
* Var der vinduer, udvides kravene til mindst 25 kvadratalen (10m2) og ikke under 3 alen (1.88m) til nogle af siderne
* Til hver lejlighed skulle der hver adgang ad to trapper, samt krav til minimumshøjde (2,5m) for beboede etager.

Byggekommission var ikke effektiv

Godt nok indførte Kommunen en byggekommission, der skulle føre tilsyn, men den var ikke særlig effektiv. Bygherrerne lavede deres egne regler.

Det tog mange år for at lære dem, at de skulle have godkendt deres tegninger til nybygninger. Som oftest gik de i gang helt uden tilladelser, og standarden var også derefter.

En egentlig byplanlægning kom også først langt senere.

Nørrebro var præget af landlig idyl. Mange steder var det et vist fornemt skær over bebyggelserne. Det var lige inden det store byggeboom satte i gang.

Riv det ned – i tilfælde af.

I 1851 fik gartner N. Kellerman tilladelse til at opføre Nørrebrogade 3 i 4 etager. Men han skulle underskrive en erklæring fra Ingeniørkorpset, at han skulle rive hele herligheden ned, hvis det blev forlangt. Og det skulle ske uden erstatning.

Redekam – bebyggelse

I 1870erne var det særlig lukrativt, at spekulere i folks bolignød. De tidlige bebyggelser fik benævnelsen Redekam – bebyggelse. Og da disse bygninger skulle saneres og rives ned kaldte man det bulldozer – sanering eller menneske – sanering. Men det har vi skrevet om, andre steder.

Carl Aller kunne selv

Aktieselskaberne blomstrede, men det var også dem, der kunne selv. En af dem var Carl Aller. Han havde fundet ud af, at overføre billeder fra papir til sten. Denne opfindelse skaffede ham Ørsteds Legat.

Han etablerede sig i Blågårdsgade 32 i 1873 med Nordisk Mønstertidende (nu Femina). I 1877 fulgte Illustreret Familiejournal. Og flere blade fulgte. Han og hustruen Laura havde blik for folks behov. Ved århundredeskiftet rundede Familiejournalen en kvart million. I 1907 flyttede man til Valby