Statsminister Buhl og hans ”Stikkertale”

”Stikkertalen” førte til en usikker glidebane. Tyskerne mente at danskerne skulle få styr på sabotagen. Tyskerne mente ikke, at danske politi var nok effektiv. Buhl’ s tale blev ellers rost af datidens medier, men da de første illegale blade dukkede op, blev den omdøbt til stikkertale. Befolkningen var skeptiske over for datidens medier. Buhl var ikke tyskervenlig. Han var en af dem, der kunne sætte Scavenius på plads. Og tyskerne bedte ham om at gå. Efter august 1943 var han den faktiske regeringsleder. Det var ham, der formulerede nejet til tyskerne. Han var altid skeptisk over for modstandsbevægelsen. De kalde ham landsforræder. Men han var bange for, at de fik for stor magt. Og så var han bange for et kommunistisk kup. Frihedsråddet havde stor betænkeligheder ved at pege på ham. Men han var den bedst egnede. I befrielsesregeringen forsøgte han at berolige sindene og mindske modstandsbevægelsens indflydelse.

 

En naturlig arvetager

Vilhelm Buhl var finansminister fra 1937 til 1942. Efter Staunings død i maj 1942 var han en naturlig arvetager.

 

”Stikkertalen” førte til en glidebane

Det var i september 1942, at Vilhelm Buhl afholdt sin berømte stikkertale. Men året efter forlangte partiet Venstre dødsstraf for sabotage. Var det ikke den berømte modstandsmand Jørgen Kieler, der gav udtryk for, at regeringens udlovning af dusør er i sabotagesager, første mange danskere ind på en glidebane, der senere gled over i stikkervirksomhed for Gestapo?

Men mange danskere mente, at det var lovligt at hjælpe dansk politi, nu hvor også politikerne opfordrede til det. Og det var hurtig tjente penge. Dansk politi samarbejdede jo også med Gestapo, så hvorfor ikke gå til det hemmelige tyske politi?

 

Buhl: ”Vi kan ikke styre udviklingen”

I forsommeren 1942 voksede sabotagerne. Karakteren blev voldsommere, og skaderne større. Tænk engang, to tyske marinefartøjer blev brændt ned.

Buhl mente, at en optrapning af modstandskampen ville betyde, at man ikke mere kunne styre udviklingen. Det ville svække de danske myndighedernes kontrol.

Han var antinazistisk, men efter hans mening så kom kommunisterne ind under samme kategori. Buhl var dybt skeptisk over for kommunisternes rolle i modstandskampen.

 

Nu måtte danskerne få styr på sabotagen

Nu var det sådan, at den danske regering var ansvarlig for den tyske værnemagts sikkerhed. Rent praktisk var det politiets opgave. Der stod meget på spil. For hvad ville Danmark gøre – uden stat, uden regering, uden politi?

Renthe – Fink’ s melding var klar. Nu måtte Danmark få styr på denne sabotage ellers….

Vilhelm Buhl og hans regering var under hårdt pres. Politiets efterforskning konstaterede, at sabotagerne udsprang for to vidt forskellige miljøer. Det ene miljø var det kommunistiske parti, som ellers var blevet forbudt i 1941. Det andet miljø var ukoordineret og uden ledelse.

 

Enten eller!

Nu var Tyskland jo heller ikke forpligtet til at lade Danmark bevare sin suverænitet. Tyskerne forlangte da også, at sabotører skulle stilles for en tysk krigsret. Og dem, der var dansk dømt og sad i danske fængsler, forlangte tyskerne udleveret til afsoning i tyske tugthuse. Eller værre endnu, de krævede dem henrettet.

Den danske regering blev dermed underleverandører til diktaturstatens undertrykkelsesapparat. En anden ting var, at sådanne udleveringer ville være et alvorlig anslag mod dansk jurisdiktion og hele besættelsesordningens fundament.

Alt dette lå til baggrund for Buhl’ s antisabotage – tale den 2. september 1942.

• Men regering og politi formår ikke alene at skabe ro og sikkerhed, som er en betingelse for, at forholdene kan udvikle som hidtil. Vær med til at gøre det klart for alle, og navnlig de unge, at den, som begår sabotage eller hjælper med dertil eller overfor myndighederne tilbageholder viden om sabotageplaner eller undlader at medvirke til opklaring af sabotage, handler imod fædrelandets interesser.

Mistede Danmark suveræniteten løb politikerne risikoen for at blive marionetter, uden evne og agt til at beskytte befolkningen. Forsvarede danske politikere suveræniteten og med de midler, som Buhl gjorde her, udsatte de sig for beskyldninger om at gå besættelsesmagtens ærinde.

 

Dengang blev talen rost

For at bibeholde så meget dansk suverænitet som mulig så Buhl ingen anden udvej, end at intensivere de danske myndigheders sabotagebekæmpelse.

Talen blev rost dagen efter i ledende artikler i stort set samtlige dagblade. Ja også i den brede befolkning blev talen godt modtaget. På dette tidlige tidspunkt var sabotager også generet upopulært i befolkningen. Man var jo trods alt vant til at leve i et fredeligt land.

 

Tyskerne mente ikke, at dansk politi var effektiv

Senere mente besættelsesmagten, at dansk politi ikke var effektiv nok og det var åbenbart ikke afskrækkende kun at sidde i fængsel. Fra november 1942 begyndte tyske krigsretter at fungere herhjemme. Fra august 1943 blev de hårdest dømte sendt til afsoning i tyske tugthuse. Og den 28. august 1943 eksekverede tyskerne den første dødsdom over en dansk sabotør.

Samtidig med Buhl’ s tale sad Christmas Møller over fra London og opfordrede befolkningen til at støtte sabotagen.

 

Nu var talen – en stikkertale

Det sjove med Buhl’ s tale var, at den først i 1944 – 1945 blev kaldt Stikkertalen, da de illegale blade dukkede op. I dag er holdningen: Tænk at man kunne opfordre til at angive danske patrioter.

Men efterhånden som tyskernes krigslykke vendte, ja så vendte danskernes syn også. De politiske vinde skiftede. Danske virksomheder arbejdede med den danske krigsindustri, Danske embedsmænd, politi, politikere og idrætsfolk samarbejde med besættelsesmagten. Men det var befolkningen, der gennem strejker og demonstrationer tog afstand fra politikernes samarbejde. De havde fået nok.

 

Blandede meninger, om de første sabotageaktioner

Den brede befolkning mente ikke, at modstand fra begyndelsen ville have haft nogen effekt. Problemet med besættelseshistorie er, at det er bygget på efterrationalisering.

Da de første sabotageaktioner fandt sted i efteråret 1942, var der blandede meninger om nytten af sabotagen.

 

Befolkningen var skeptiske over for medierne

Det som historikerne har glemt at tage med i deres forskning, ja det var, at der efterhånden var stor skepsis til datidens medier. Man fik slet ikke noget at vide, om det der skete i Norge. Det blev kun leveret gennem tysk censur. De engelske nyheder var såmænd også fordrejede.

 

Efter tysk ønske måtte Buhl gå

Buhl var ikke speciel tyskervenlig, selv om modstandsbevægelsen beskyldte ham for det. Han måtte da også forlade statsministerposten efter tysk ønske. Han blev efterfulgt af Scavenius. Og mon ikke, at det var et krav af Werner Best, at den besværlige Buhl skulle gå. Han var mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav.

 

Lod sig ikke kue af Scavenius

Glemt har man også, at Buhl var en af de eneste, der ikke lod sig kue af Scavenius arrogante og nedladende facon. Han lagde ofte en bremse på Scavenius aktivistiske tilpasningspolitik. Det sås blandt andet i forhandlingerne om Mønt – og Toldunionforhandlingerne i 1940, Østrumudvalget og Antikominternpagten i 1941.

Hensynet til Danmarks omdømme i udvalget var ofte vigtig for Buhl.

 

Den faktiske regeringsleder

Efter den 29. august 1943 var han i den regeringsløse tid den faktiske regeringsleder. Han sad i spidsen i forhandlingerne med Frihedsrådet om de politiske forhold under det forventede tyske nederlag.

I den regeringsløse tid arbejdede Buhl sammen med hærchef Ebbe Gørtz og Frihedsrådet om at få Danmark anerkendt som allieret.

 

Formulerede et nej til tyskerne

Glemt er også, at det var Buhl, i august 1943 formulerede det afgørende nej til det tyske ultimatum. Det var også ham, der afviste de tyske krav, om at danne en ny regering

 

Altid skeptisk over for modstandsbevægelsen

Vilhelm Buhl blev statsminister i befrielsesregeringen i 1945 og sad på posten til folketingsvalget i oktober 1945. Her blev han afløst af Venstres Knud Kristensen. I regeringen Hans Hedtoft sad han fra 1947 til 1950 som minister uden portefølje med betydelig indflydelse på dansk økonomi. Ja egentlig var han vores økonomiminister.

Buhl blev selvfølgelig efter besættelsen konfronteret med sin tale. Og her måtte han tydeligvis veje sine ord på en guldvægt. Han svarede, at han var dybt presset af tyskerne, og det er jo ikke usandt.

Men det helt rigtige sandhed er, at han hele tiden bevarede sin skepsis over for modstandsbevægelsen. Han nærede også dyb mistillid til Frihedsrådet. Men han fandt det nødvendig at samarbejde med dem på grund af den store folkelige opbakning.

 

Frygtede for modstandsbevægelsens indflydelse og kup

Buhl frygtede, at modstandsbevægelsen ville kræve markant politisk indflydelse efter det tyske sammenbrud. Og han frygtede også et decideret kommunistisk kup. Samarbejdet med Frihedsrådet var derfor også en måde at kontrollere modstandsbevægelsen på fra Buhl’ s side.

 

Modstandsbevægelsen blev vrede på ham

Glemt er at Vilhelm Buhl sammen med ledende politikere fra samarbejdsregeringen, der var gået af 29. august udsendte en erklæring i forbindelse med drabet på Kaj Munk. Her tog man afstand fra selvtægt og fortidens hævnemetoder må bandlyses. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden som Vilhelm Buhl sidestillede modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer med tyske terrorbanders drab på digterpræsten.

 

En vej opkaldt efter ham

Den 1. december 2012 navngav Københavns Kommune en gade i statsministerkvarteret på Islands Brygge – Vilhelm Buhls Gade. Der er endnu ikke opkaldt en gade efter Erik Scavenius.

 

Landsforræder

Mange modstandsfolk betragtede Buhl, som landsforræder. Læs bare bogen fra 2010 af Povl Falk Jensen, Holger Danske – Afdeling ”Eigild”. Her sammenlignes Vilhelm Buhl med 1600 – tallets Corfitz Ulfeldt. Bogen er også omtalt på vores side.

Også veteranen Aage Stafte mener, at Buhl har begået højforræderi.

 

Store betænkeligheder

Frit Danmark’ s rejsesekretær Elias Bredsdorff loddede stemningen i nogle af de største modstandsgrupper:

• Der er harme og utilfredshed med et ministerium bestående af de gamle politikere. Specielt gælder harmen, Alsing Andersen, Johannes Kjærbøl, Lauritz Hansen og Bertel Dahlgaard.
• Der er enighed om, at de helt kompromitterede politikkere ikke kunne blive ministre, mens flertallet accepterede navne som Buhl, Ole Bjørn Kraft, Knud Kristensen m.m.

Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag var mange aktive altså i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag Stikkertalen ville få del i regeringsansvaret. Men det også tydeligt, at mange ikke har tilgivet Vilhelm Buhl for denne tale.

Frihedsrådet havde dog også store betænkeligheder ved at anerkende ham som regeringsleder på grund af hans modstand mod modstandsbevægelsen.

 

Vilhelm Buhl beroligede sindene

I Befrielsesregeringen arbejde han ihærdigt for at dæmpe sindene. Han sagde gang på gang, at grænsen lå fast. Endvidere pointerede han, at retsopgøret skulle foregå ved domstolene. Han forsøgte at tage dele ud af modstandsbevægelsens mere vidtgående politiske krav. Dette lykkedes til dels.

Hans synspunkter havde også en stor rolle for Hedtofts beslutning om Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten, det senere Nato.

Han trak sig ud af aktiv politik  forud for valget i 1953.

 

 

Kilde:

• dk
• Danmarkshistorien,dk
• Kristeligt Dagblad
• Palle Roslyng – Jensen: Danskerne og Besættelsen
• Carl Otto Brix: Politikeren, Vilhelm Buhl
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark
• Povl Falk Jensen: Holger Danske – afdeling Eigild
• Hans Snitkær: Det illegale Danmark
• Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943
• Besættelsestidens Litteratur (der arbejdes på en ny udgave)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 164 artikler fra Besættelsestiden og Anden Verdenskrig, herunder:
• Sandheden om besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Udleveret til tyskerne
• Dansk cementfabrik med tvangsarbejdere
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• En justitsminister i unode
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Politik under Besættelsen
• Scavenius – Samarbejdets kunst eller forræder
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Besættelsestiden, skønmaleri eller glemsel
• Landsforrædere og værnemagere og mange flere