Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Højer – Minder (1)

Maj 26, 2012

Verner og lillebror tog til Højer for at besøge farfar, Otto Smidt. Det var flovt at have skilt om halsen. Farfar var stolt af at vise dem frem til de talrige fætre og kusiner i Højer. Vi skal også besøge tipoldeforældrene og onkel August (Tyksen). Og så var det Adolf. Han var til kæft, trit og retning, men også vin, kvinder og spil. Han befalede forbud mod dansk luft. Og ved Vidåen viste Kisser fra Rosenkrantz røv.

 

Minder fra Venezuela

Verner Smidt er i dag smedemester i Guatire, som ligger ca. 30 km øst for Caracas i Venezuela. Han har i dag 3 børn og 2 børnebørn. Selv er Verner født i 1956. Han er en stor fan af denne hjemmeside. Og især læser han Højer – siden. Tidligere har han bidraget med Erindringer fra Højer. I den artikel giver han en fantastisk beskrivelse af Falle, som vi alle kender.

 

Egentlig stammer Verner fra Tune ved Roskilde. Hans farmor og farfar havde en gård syd for Roskilde til begyndelsen af 60’erne. Derefter flyttede farfar tilbage til Højer.

 

I tre artikler skal vi så følge Verner Schmidts familie. Det er både dramatisk oh humoristisk. Det er både en rig og til tider stædig familie vi følger. Og vi er helt tæt på det dansk – tyske forhold i grænselandet. Spændende er det at vide, om der stadig er fætre og kusiner tilbage, eller andet familie til Verner i Venezuela.

 

Førstesalen sprunget væk

Min farfar havde først lejet et værelse i den bygning, der i dag rummer Motel Højer. Det var ikke nok plads, så snart lejede han hele førstesalen på den gård, der ligger på hjørnet af Kovej og Østerenden. Der boede han til 1966.

 

Han måtte flytte, fordi han var så uheldig at bortsprænge hele overetagen af gården med en utæt gasflaske. Han blev forfærdelig forbrændt. Han kom sig ikke rigtig over det, selv om han levede tyve år mere. Han kom på plejehjem. Men da han blev udskrevet købte han huset med stalden på hjørnet af Klostervej og Kogade. Adressen var Klostergade 9.

 

Flovt med skilt

Min farfar ville jo gerne se os børn. Men det var ikke rigtig råd til sådan en rejse.

Det var vel i 1964 min lillebror og jeg første gang tog til Højer. Og det var første gang alene i et tog på den lange rejse. Vi kørte fra Roskilde over Bramminge til Tønder. Her ventede farfar på os.

 

Vi blev udstyret med en af DSB’s Feriebørns Gratis biletter. Vi blev forsynet med et skilt med tilhørende snor om halsen. På dette skilt stod der, hvor vi skulle hen. Her var også telefonnummer, hvis nu politiet fandt os i Skagen.

 

Det var nu lidt flovt med disse skilte. Vi fik da også lært at skjule den under skjorten. Men vi turde dog ikke smide den væk. Man kunne jo aldrig vide.

Den gang var der nu ikke store chancer for at fare vild. Toget var fyldt med bekymrede mødre. De kunne jo på vore skilte se, at vi var nybegyndere. Vi har aldrig været så bevogtet, som på denne tur.

Da vi skulle skifte fra tog til færge i Korsør, tog en resolut mor os i den ene hånd og hendes egne børn i den anden.  Dengang havde pædofile og børnelokkere ikke den store chance i DSB.

 

 

En bekymret farfar

Allerede fra Ribe kunne vi se forskellen fra det sjællandske til marsken. Og senere, da vi kørte gennem Møgeltønder var som om at befinde sig i udlandet.

 

Vi blev i Tønder modtaget af en bekymret farfar. I dag ville det nok hedde alvorlig nervesvækket på grund af en akut stressende situation. Han var bekymret til det sidste. Tænk, hvis han skulle tage til Skagen for at lede efter os.

 

En god kostplan – første dag

Afsted gik det med rutebilen. Nu kunne vi bedre se den flade og trøstesløse marsk. Møgeltønder var dog en eksotisk oplevelse. Når min farfar for hundrede og tolvte gang viste os sit fødehjem vidste vi, at nu var vi fremme. Kostplanen første dag var alle tiders. Den stod på sodavand, is og chokolade. Så blev kostplanen derefter som hos alle andre voksne.

 

På rundtur i Højer

Så skulle vi ud at gå en tur. For alle i Højer skulle beskue børnebørnene . De skulle alle se, hvor store, vi var blevet. Dengang havde jeg indtrykket af, at alle de ældre i Højer var fætre og kusiner til min farfar.

Vi var der gerne i 14 dage ad gangen. Vi blev taget med rundt på egnen enten til fods eller på Falles cykler. Her fik vi så fortalt anekdoter, lokalhistorie, egne oplevelser og måske også historier, der måske ikke helt svarede til sandheden. Det er nogle af disse historier, jeg her efter bedste evne vil videregive.

 

Tipoldeforældre

Mine tipoldeforældre er Rosine Marie født Federsen og Carsten Carstensen.

Disse to var meget missionske især i de senere år. De var meget påholdende, min farfar sagde, at en femøre blev vendt og drejet ikke så få gange, inden den blev givet ud. De blev dog også meget velhavende.

 

Rosine og Carsten fik tre døtre. Alle tre blev godt gift med sønner af lokale marskbønder. For at det skulle gå dem godt i livet, fik alle tre en stor gård i bryllupsgave.

 

August Tyksen

Misen blev gift med August Tyksen. De fik den gård på Nørregade, hvor apoteket i dag har til huse. På turistreklamer hedder den stadig Tyksens gård. De fik ingen børn. Derfor forkælede de sikkert nevøer og niecer på det skamligste. August Tyksen var dog meget striks.

 

Min far fortalte, at når onkel August inviterede til middag, var det egentlig til kl. 12, men på grund af min farfar og hans familie, der kom fra Roskilde, blev det lavet om til kl. 13. Og så betød det klokken 13. Engang kom de et kvarter for sent, på grund af, at toget var forsinket. Da måtte de sidde i køkkenet og vente til de andre var færdige med at spise.

 

Rejsen fra Roskilde

Der er flere historier om forsinkelser, når familien var inviteret hos onkel August. Engang var de forsinket med bussen til Roskilde på grund af sne. Da de kom til Roskilde, så de deres tog køre. Farfar gik ind til stationsforstanderen og lovede stationsforstanderen en gang bank. For at få fred, stoppede han Hamburg – expressen, så de kunne nå deres tog i Korsør.

 

 

Slagsmål med chauffør

En anden gang, de skulle afsted gik de fra gården ned til hovedvejen, så de bussen komme. Min farmor var noget bagefter min farfar. Hun gik med min far, der dengang var helt lille. Min farfar spurtede ud over markerne med kufferterne for at stoppe rutebilen. Han fik den da også stoppet. Så stod han på trinbrættet og råbte efter min farmor, for at hun skulle skynde sig. Buschaufføren ventede tålmodigt, så de kom da med.

 

På vejen mod Roskilde skyndte min farfar så meget på chaufføren, at han stoppede bussen for at stå af og slås med min farfar. Men det fik andre passagerer dog forhindret. Da de kommer til Roskilde er toget klar til afgang. Igen var der en vild spurt med kone og barn, og de nåede det.

Først da de når Korsør, opdager de, at de er kommet med et tog, der gik en time inden det, de skulle med. Nu måtte de så sidde en time og vente på færgen.

 

Oldeforældre

Min oldemor Botilde blev gift med Adolf Smidt, søn af Hans Fransen Smidt, hestehandler fra Emmerlev. Egentlig ville min tipoldemor købe den gård, der stadig ligger ud til Torvet foran kirken. Men ejerne var dansksindede og de ville ikke sælge til tysksindede.

For at løse dette problem  lod min tipoldemor bygge den gård på Tøndervejens højre side inden man kommer ind til Højer.

 

Jo Adolf giftede sig godt. Men den gamle Hans var også en driftig mand. Så Adolf og Botilde blev også meget velhavende. Hans og Adolf tog til marked i Husum, hvor de solgte de heste, de havde købt lokalt.

 

Vin, kvinder og spil

Min farfar fortalte, at de gange, de tog med toget hjem med alle penge i inderlommen , var der omkring 85.000 D – mark. Det var tiden op til Første Verdenskrig. Min farfar var også med. Dengang var en ugeløn for en arbejder i København 14 kroner.

 

Adolf kunne godt lide vin, kvinder og spil. Så der blev afsat en aften til dette. Han måtte jo benytte tiden langt væk fra sladrevorne og missionske hævringe.

 

Under hendes stand

Botilde var meget optimistisk og romantisk. Hun spillede klaver. Hun tog sig ikke af sine børn, da de var små, for det var under hendes stand, at passe dem. Men hun var dog moderlig. Efter bryllupsbilledet at dømme, var hun det man i dag kalder en lækker sild.

Det var hende, der holdt sammen på hjemmet. Hun var meget gæstfri, og de havde en stor vennekreds blandt marskens bedrestillede. Sammen med sine søstre fortsatte hun også sin mors arbejde med velgørenhed.

 

Kæft trit og retning

Adolf var som en prøjsisk kassemester. Her gjaldt kun kæft, trit og retning. Han var nidkær, storsnudet og provokerende. Enhver fejl hos sine børn medførte med det samme en korporlig afstraffelse. Det var hårdt for de tre knægte, Hans Redlif, Otto og Max. Den lille Walter blev først født noget senere. Han blev opdraget under mildere forhold. Her var det mere Botilde, der tog sig af ham.

 

På grund af sin nidkærhed fik Adolf et mønster landbrug. Han tjente enorme summer under Første Verdenskrig. Adolf og hans svoger August benyttede enhver lejlighed til at spankulere rundt i nogle flotte officersuniformer med pelsudsmykning og ridestøvler.

De havde lov til at bruge disse uniformer, fordi de var ledere af hjemmeværnet. Dette hjemmeværn styrkede moralen på hjemmefronten.

 

Forbud mod ”Dansk luft”

Adolf købte krigsobligationer og skød store penge i Højers første fabrik, som blev bygget ved Vidåen ikke langt fra slusen. Han var meget tysksindet. Det siges om ham, at han forbød, at åbne vinduerne mod nord, for ikke at få dansk luft ind i stuerne. I de sidste år havde han dog ikke noget imod at få dansk pension.

 

Han var dog så tysksindet, at han efter Genforeningen nægtede at veksle sine penge om fra mark til kroner. Det betød at denne ødsle levemand pludselig blev en fattigrøv. De måtte gå fra alt, hvad de havde tilbage. Til deres død boede de i et hus på Nørregade, som Botilde havde arvet. De var omgivet af minder om fordoms rigdom.

 

Farfar Otto Smidt

Min farfar, Otto Smidt blev født den 30. 05. 1898 på Hochstelle. Derefter blev han overgivet til en barnepige Kristine – Kisser. Som vi tidligere hørte var det under mor Botlldes stand selv at tage sig af drengene, selv om hun sikkert gerne ville. Adolf holdt på, at de ikke skulle pylres.

 

Kisser havde stort hjerte

Kisser var en kraftig bondepige fra Rosenkrantz, som tog sig af de tre drenge. Indtil de begyndte at gå i skole kom læreren ud på gården, og gav dem undervisning. Adolf holdt godt øje med, om de nu fik de rette kundskaber.

 

Kisser havde et stort hjerte. Drengene elskede hende. Min farfar fik tit tårer i øjnene, når han fortalte om hende. Hun gik dog ikke af vejen for rundhåndet at give øretæver og røvfulde med et spanskrør, når hun syntes, at det var nødvendigt.

Hun sov også med drengene, når stormen hylede. Og hun stillede op mod Adolf, når han syntes, at hun var gået for vidt med knægtene.

 

Engang slog Hans Redleff hatten af en gæst med en sten. Det fik Adolf til at gå besærk med en tung stok. Men Kisser var hurtigere. Hun fik taget stokken fra Adolf og løb med den.

 

Ingen turde åbne munden. Tænk, at et tyende turde stikke sig op mod Adolf. Først var der total stilhed. Derefter hørte man en befriende latter. Selv Adolf faldt ned på jorden. Inderst inde kunne han vel godt se, at han kunne have gjort alvorlig skade på knægten.

 

Kisser fik dog sin skideballe, der kunne høres over det meste af Højer.

 

Kisser viser røv

En varm sommerdag var Otto og Hans Redlif ude at gå en tur med Kisser langs Vidåen. Det var meget varmt, og Kisser fik lyst til at bade. Drengene var vel 5 – 6 år. De blev så sat til at holde udkig med streng besked om, ikke at vende sig om.

Imens Kisser er ved at klæde sig af, kan knægtene ikke lade være med at kigge. Drenge er vel drenge. Nu så de Kissers store røv.

 

Det opdagede Kisser, som lovede dem tæsk for at have vendt sig om. Forskrækket stikker drengene af og løber ind mod Højer. Her fortæller de alle, der gider at høre på det, at de har set Kissers røv. Det gav megen jubel og en del bemærkninger, som de ikke forstod.

 

Nu var det ikke hver dag sådan nogle små størrelser gik alene rundt i Højer. Så de tog sig god tid, og havde næsten glemt, hvad der var sket. Men det havde Kisser ikke. Hun stod og ventede på dem. Det gik en hel uge, før de kunne sidde ned.

 

På besøg i Rosenkrantz

Kisser var som sagt fra Rosenkrantz Hun havde fri hver anden søndag. Så kunne ellers trave til Rosenkrantz tidlig om morgenen, for så at vende tilbage om aftenen. Eftersom det ikke passede Adolf at tage sig af sine børn måtte Kisser tage børnene med sig. Det var egentlig ikke så dårlig en ide, for når herskabets børn skulle med, blev hest og vogn stillet til rådighed. Det var trods alt bedre, end at skulle trave den lange vej. Det var vist også godt for kusken. Han blev nemlig senere gift med Kisser. De overtog senere Kissers fædrene gård.

 

Min farfar tog os altid med ned til Rosenkrantz for at hilse på Kissers søn, som min farfar nærmest betragtede som lillebror. For drengene var det også et paradis, at komme med til Rosenkrantz .For her kunne man lege med de andre børn, uden at skulle bekymre sig om, hvem deres forældre var. Og en fordel var, at Kisser var optaget af kusken.

 

Undgå Møgeltønder

Omkring konfirmationsalderen begyndte min farfar i Latinskolen i Tønder. Det var noget, der tog hele dagen. Turen blev gjort med tog, og det var ikke så mange afgange. Toget kørte meget langsom. En frisk dreng kunne sagtens løbe det op. I stedet for at gå ind på stationen, stod knægtene tit ved sporet og sprang på, når toget kom forbi.

Efter hvad min farfar fortalte, hvad det den værste tid i hans liv. Engang imellem kom de for sent til toget hjem og så måtte de bruge Apostlernes Heste.

 

Problemet var bare Møgeltønder. Højer var tysksindet, Møgeltønder var dansksindet.. Så man måtte en stor bue uden om Møgeltønder for ikke at få tæsk. Ydermere kunne min farfar være sikker på en røvfuld af Adolf, hvis han fik tæsk af en skide dansker.

 

Verdens gang blev ændret i smørhullet

Mellem kedelige timer i Tønder og skideballer af Adolf for dårlige skolekarakterer gik tiden med andejagt og fiskeri i Vadehavet. Hovedløs ridning og spring over kanalerne blev det også til. Kraftig druk og andre forlystelser har sikkert ikke haft Adolfs billigelse. Det eneste problem, man havde som rigmandssøn var at lave så list som muligt uden at kede sig. Sådan gik tiden indtil skuddet i Sarajevo ændrede verdens gang også i smørhullet Højer.

 

Fædrelandskærlighed

Alle hørte pludselig trommer og hornmusik og så fanerne bølge med ære og medaljer overgivet af kejseren selv. Samtidig var der ingen, der troede krigen ville vare mere end et par uger. Skulle det gå helt galt, ville krigen vare et par måneder.

Nu fik Adolf travlt med at vise fædrelandskærlighed, eftersom han selv var for gammel. Den ældste af sønnerne, Hans Redlif var ude at sejle. Kun Otto var tilbage.

 

Far sendte søn i krig

Eftersom krigen kun ville vare et par måneder trak Adolf i alle tråde. Han fik Otto ind i Det 16. Slesvig – Holstenske Husar Regiment, der havde kasserne på Gottorp Slot i Slesvig. For at kunne sende sin 16 årige søn i krig brugte Adolf en mindre formue på: Hest, 3 uniformer, sabel og karabin. Så¨var Otto klar til at ride ud og vinde hæder og ære. Fire år senere var uniformerne slidt op. Hesten var skiftet ud flere gange.

 

Hæderen og æren kom ikke

Otto var ved sin 20 års fødselsdag en gammel mand, der havde set alt for meget. Det forfulgte ham resten af livet. Hæderen og æren kom ikke som ventet. Det forstod Adolf ikke. Nok var Adolfs søn kommet hjem, men det var også en farlig ung mand, der havde lært at forsvare sig selv.

Siden havde far og søn ikke haft mere med hinanden at gøre.

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Højer – minder 2

       Højer – minder 3

       Erindringer fra Højer

       og talrige andre artikler fra Højer

 

 

 

 

 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer