Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Erindringer fra Østerbro

Februar 2, 2012

Vi befinder os i kvarteret omring
Viborggade, Silkeborggade og Skanderborggade fra 1929
– 1934. Det var dengang en pakke Cecil kostede 35
øre. Udgangspunktet er en lille butik og en familie. Hvad spiste man?
Hvilke lege foregik i gården? Hvordan foregik en storvask? Disciplinen
herskede på Randersgades skole. Viborggade bugnede af butikker, før
Østerbrogade og Nordre Frihavnsgade tog over

En butik i Esbjerggade

En lille butik, som man kan kalde for
en blandet handel lå i Esbjerggade 25(nu Silkeborggade)

omkring 1929. Til butikken hørte en budcentral, som lå i kælderen.
Bag butikken var der kun et værelse med tre trin op til entre og køkken.
Stuen virkede mørk og trist. Udsigten var heller ikke noget at prale
af, man kunne se lige ud til Neuberts Væverifabrik.

W.C. på
køkkentrappen

Ved siden af butikken var der lejet en
lille 2 værelses lejlighed. Ellers havde det ikke været muligt, at
have et sted at sove for far, mor og fem børn.

Her var hverken køkken eller entre.
Der var kun et skab i den ene stue med en vandhane og en vask. På hver
etage i ejendommen var der et W.C. på køkkentrappen. Dette måtte
man dele med naboerne.

Tidlig på
Grøntorvet

Hver morgen måtte man tidlig op. Der
skulle købes ind på Grøntorvet

Israels Plads. Frugt og grøntsager blev kørt til butikken
af en fragtmand med hestevogn. Mange andre små butikker fik leveret
varer med denne fragtmand.

Tre trin op

Selve butikken havde tre trin op fra
gaden. En lille klokke fortalte når der var kunder i butikken. Butiksvinduet
var udbygget med en trappeformet kasse, på hvis trin frugt og grøntsager
skulle se indbydende ud.

Midt på gulvet var en disk med
en kaffemølle med håndsving til at male bønner i.

Cigaretter til 35
øre pr. pk.

Ved den ene væg stod en stor trætønde
med spegesild. Ved siden af stod en stor træsaks. Med den kunne man
tage silden og dens brune lage med.

På langvæggen bag disken var der
hylder med mel, melis og andre langtids – holdbare varer.

På gulvet under dem stod kasser
med øl og sodavand. En cigaretautomat befandt sig udendørs. Her var
der rød og grøn Cecil og et mærke, der hed Adamas.

Dengang inden de store afgiftstider kostede
de 35 øre for en pakke.

Et hjem med klaver

Stuen bag butikken blev rammen om familiens
liv. Ved den ene langvæg stod en stor Nolfi

træsofa, foran den spisebordet med 4 stole. I sofaen kunne der sidde
fire personer.

I hjørnet stod et spejlchatol og foran
det tre – fagede vindue et lille bord med to stole.

På den modsatte tværvæg stod
klaveret.

Den ældste søn spillede efter gehør,
og var ganske god til det.

Ved stuens anden langvæg, med trappen
op til køkkenet, var der kakkelovn, døren ud til butikken og en reol,
hvor telefonen stod.

Gardiner og lyseduge havde mor selv hæklet.

Den ældste søn var nitterlærling,

den næstældste skulle i lære som skibsbygger
samme sted, nemlig hos Burmeister og Wain.

Disciplin på
Randersgade Skole

De tre andre børn var indskrevet på
Randersgades Skole.

Drenge og piger gik hver for sig. Skolegården
var delt op på midten med et plankeværk. Passage var dog mulig.
Men det var strengt forbudt at opholde sig ved åbningen. I det hele
taget var der meget stærk disciplin.

Når skoleklokken ringede stillede man
op 2 og 2 klassevis og ventede på gårdvagtens vink om tilladelse
til at gå op i klasserne.

Man stod ved sin pult til læreren gav
lov til at sætte sig. Hvis man ikke lavede sine lektier eller glemt
sin hjemmeopgave, så måtte man sidde en time ekstra efter normal
skoletid.

Hvis man var fræk eller svarede igen,
kom man uden for døren, ofte efterfulgt af et besøg hos inspektøren.

Ofte skete det, at man blev nevet eller
hævet i ørerne. Mange kom til at stå med næsen mod muren, når
der var gårdvagt.

Ud af storbyen

I sommerferien blev børnene sendt ud
af storbyen, til Nordsjælland
og nogle gange helt til Nordjylland.

Andre gange kom man i koloni.

Alle drenge blev klippet skaldede på
grund af luseplagen, som var ret udbredt. Det var svært at undgå
at få lus. Ofte var det mor der kæmmede med en tættekam. Hun
havde altid et vandfad stående ved siden af til at skylle kammen i,
hvis der fulgte lus med.

Eddike
– kur

En skolesygeplejerske sørgede jævnlig
for, at klasserne blev undersøgt for lus. Og hvis der blev fundet dyr
eller æg, ja så måtte man en tur ned i kælderen til en seppedilleeddikekur.
Det lugtede så ækelt, at man blev isoleret. Kammeraterne holdt sig
for næsen, hvis man kom i nærheden af dem.

Loftskammer

Butikken lå i en fire etagers karré
med loftskamre. Dem kunne beboerne leje til større børn, hvis pladsen
i lejligheden var for trang. Karreen omfattede Esbjerggade, Viborggade
og Skanderborggade.

Gården

Der var en portindgang til fællesgården
fra Skanderborggade. Et plankeværk med en lille åbning delte
gården i to dele. På Esbjerggade
– siden
var der mest lys og luft. Her lå kun en enkelt lille
træbygning, der husede en kommunal brændselshandler. Efter den lå
der nogle enkelte oplagspladser.

Langs plankeværket stod en skraldespande.
Men der var ingen der turde at putte noget i disse efter mørkets frembrud.
Så kunne man være sikker på, at rotterne dukkede frem.

Mange butikker i Viborggade

Der lå mange butikker i Viborggade.

Det var slagteren. I hjørnebutikkerne var der både barber og cykelsmed.
Efter ham kom Nielsens Cigarbutik.
Han handlede også med aviser og blade. Blandt disse var datidens sladdersprøjte
Sandheden om. Den indeholdt sandheden om Liva Weel, Fritz
Hueg
eller skuespilleren Ingeborg Brun Bertelsen.

Hos børnene var den mest populære butik,
Slikmutter.
Alle 2 og 5 ører blev investeret her. Efter slagteren
kom der en manufakturhandel og en bager. På hjørnet til Skanderborggade

lå der en købmandshandel.


er der ål

Engang imellem drog en ældre herre gennem
gaden. Han bar hele sit varelager foran sig:


  • er der ål, levende ål

Østerbro

var der en Hundredmandsforening.
De afholdt blandt andet Juletræsfest.
Det store juletræ vakte stor begejstring hos de mindre.

Faderen dør

Faderen til vores familie i Esbjerggade
var indlagt på Øresundshospitalet

med tuberkulose. Han gennemgik en såkaldt guldkur,
men overlevede ikke. I februar 1929 døde han. Han blev begravet på
Bispebjerg Kapel.
Dengang skulle en enke gå sortklædt i et helt
år.

Faderens familie tilbød hjælp, men
moderen afviste. Hun ville ikke se dem mere, og ville klare sig selv.

En tur i Horserødlejren

Hele familien blev undersøgt for tuberkulose.
Heldigvis var alle raske. Men en af pigerne var ifølge lægen for bleg
og for tynd. Hun blev sendt i Horserødlejren.

Dengang var det en svagbørnskoloni.

Storvask

Før der skulle vaskes blev tøjet lagt
i blød i det store trækar i vaskekælderen, der lå under butikken.
Tidligt næste morgen blev der fyret op under gruekedlen og fyldt med
vand. Når vandet begyndte at blive varmt blev sæben pisket i. Det
tøj, der tålte kogning kom i.

Da vandet kogte stod mor og stak i tøjet
med en vaskepind for at holde det nede i det boplende sæbevand.

Efter et stykke tid blev tøjet ved hjælp
af vaskepinden lagt over i vaskebaljen og sæbevand blev øst over.
Et vaskebrædt med to ben og en forside af bølgeformet metal blev sat
i baljen. Så kunne skrubbearbejdet begynde. Når man mente, at det
var rent, så blev tøjet vredet og kom i skyllekarret.

Når kogetøjet var færdigt fik resten
af tøjet en omgang, hele tiden suppleret med varmt sæbevand fra gruekedlen.

Skylningen foregik ved at man trak tøjet
op og ned i det kolde vand nogle gange og smed det til afløb på vaskebænken.
Skyllekarret blev tømt ved at man trak en prop ud ved bunden. I igen
og ved nyt vand. Dette foregik tre gange. Så skulle tøjet vrides og
hænges til tørre.

Det var let nok om sommeren. Der var
tørrestativ i gården. Men om vinteren var det drøjt, så skulle
det bæres op ad køkkentrappen til tørreloftet.

Hos rullekonen

Men man var langt fra færdig. Nu skulle
tøjet behandles. Kjoler, skjorter og bluser skulle stryges, dækketøj
skulle rulles. Alt skulle lægges pænt sammen. Og så måtte man afsted
til rullekonen. Hun havde en meget stor kasse fyldt med sten, der kørte
frem og tilbage på nogle store træstokke. Hun stænkede tøjet med
vand og viklede det om stokkene, så blev de skubbet ind under kassen.
Når de havde rullet rundt et stykke tid kom tøjet af stokkene og var
fint glat.

Søbemad, fløjsgrød og døde frikadeller

Som regel, når der var storvask fik
man søbemad. Det vil sige gule ærter, grønkåls – eller
hvidkålssuppe.

Ofte stod den på sødsuppe, pærevælling
eller sagosuppe. En dag om ugen var der grøddag. Det kunne være rismelgrød
eller fløjsgrød. Dette var mælk bagt op med hvedemel. Ja man havde
også noget der hed sødgrød kogt på bygmel.

Man havde også begrebet døde frikadeller.
Det fik man som regel dagen efter oksekødsuppe. Kødet fra benene blev
skrabet. Der blev tilsat løg. Så blev der rørt op med mel og æg
stegt på pande til lækre sprøde frikadeller. Til dette fik man stuvede
grøntsager.

Gården
– en dejlig legeplads

Gården var en dejlig legeplads. Men
der måtte ikke leges der, når der hang vasketøj. Dette gjaldt også
om foråret, når beboerne luftede deres sengetøj på træbukke
i gården. Andre dage kunne der være gang i tæppebankningen. Og det
var ofte arbejdsløse, der foretog dette.

Når man ellers måtte lege i gården,
ja så var det Ståtrold, Alle mine kyllinger kom hjem, 2 mand
frem for en enke, røvere og soldater og skjul.

Hvis pigerne var i overtal hed legene,
Rundekrans
eller Far, mor og børn.

Det skete også, at der kom spillemænd
ind i gården. Nogle medbragte selv klapstole og så gik det ellers
med harmonikaen. Børnene myldrede til. Mødrene kom frem i vinduerne,
og smed småmønter indpakket i papir ned til musikkerne.

Det var især børn fra fattige hjem,
der leget i gården. De rige kom sjældent. Bedste
fortalte, at I hendes ungdom blev de fattige sendt ud for at tigge.

Legeplads blev forvandlet til skøjtebane

På hjørnet af Århusgade
og Løgstørgade blev der på legepladsen lavet en skøjtebane.
Den 2. april 1930 fejrede man 125 – årsdagen for H.C. Andersens
fødsel. Det var en festdag for skolen. Ja det var en festdag for hele
København.

Vare på
klods

Handelen i butikken gik godt i begyndelsen.
Der boede gennemgående folk med små indtægter i nabolaget. Det
var almindeligt dengang, at man gav kredit eller klods,
som det blev kaldt. Så betalte man hver måned eller hver uge. Men
ikke alle kunder overholdt deres aftale.

Butikken skulle betale alle sine indkøb
kontant. Det kneb efterhånden med at få det hele til at løbe rundt.
Så var det godt at man kunne gå hen til bageren tidlig om morgenen
og købe brød fra dagen i forvejen til halv pris.

Ejendommelig hobby

Når tøj skulle omsyning, var det meget
praktisk, at der boede en syerske i ejendommen. Hun fik vare i stedet
for penge.

Også moderens spillelærerinde
fik varer i stedet for penge. Det var nok mest flasker hun fik. Hun
sad altid med en øl i hånden. Hun havde en ejendommelig hobby, og
det var at gå til begravelser. Hun læste dødsannoncerne. Onde
tunger påstod, at det var fordi hun så kunne få de eftertragtede
gravøl.

Søspejdere i Skudehavnen

I Skudehavnen
holdt søspejderne til. De havde et par sejlbåde, hvor de unge mennesker
lærte at manøvrere sejl. Kaptajn Eriksen
styrede det hel med hård hånd og disciplin.

Køkkentrappe
– kunder

Meget af butikkens handel skete efter
normal lukketid. Her var fordelen, at pengene faldt kontant. Det var
naturligvis forbudt og blev straffet med bøder, hvis det blev opdaget.
Det blev aldrig opdaget, fordi viceværten var en af de største
køkkentrappekunder.

Juletræer til salg

Til jul blev der solgt juletræer foran
butikken. Det var en ganske god forretning, hvis alle træer blev solgt.
Men en jul gik handelen galt. Så var det godt, at man kunne hente
en julekurv med alskens gode sager i Frimurerlogen
Blegdamsvej.

Arbejdsløsheden bredte sig

Arbejdsløsheden bredte sig overalt.
Det ramte også Østerbro.
Det blev svære og svære, at få kunderne til at betale. Dem, der havde
penge begyndte at handle på Østerbrogade

og i Nordre Frihavnsgade. Her var udvalget større og priserne
lavere.

Lus, lopper og væggelus

Det var ikke kun økonomiske problemer,
der bekymrede familien. Lus, lopper og væggelus blev et stort problem.
Lopper gemte sig i bukselinningen og eneste effektive middel var af
med undertøjet og i en spand vand. Hvis væggelusene satte sig i møblerne,
måtte man i gang med petroleum. Så måtte man døje med lugten bagefter.

Kilde:
Se

  • Litteratur
    Østerbro
  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:
Vores side indeholder en masse artikler om det gamle
Østerbro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro