Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebro for begyndere

Januar 5, 2011

Foredrag på 
I.A. Sprogskole, Hejrevej 5, KBH. NV. Man ikke i et foredrag beskrive
Nørrebros Historie. Vi går så 
lidt videre, og går også ind i København. Hvordan så 
det ud dengang. Der var klasseforskel, social nød. Vi forsøger at
pege på det væsentlige – god fornøjelse.

 

Dengang i København

Det var ikke bare en sølle
landsby, som Absalon fik foræret af paven. Byens grundlægger
har sikkert boet på en stormandsgård ved Kongens Nytorv.
Nye fakta dukker frem, efterhånden som Metro
– byggeriet
skrider frem.  

Man må allerede nu antage,
at København er adskillige år ældre end antaget.

Det har siden stenalderen været
mennesker i København. Og sildeeventyret i Øresund har trukket betydelig
flere til.  

Skæve eksistenser uden
for voldene

Mange mærkelige eksistenser
opholdt sig ude foran byportene. Her blev der drukket og det der var
værre. Man overfaldt forbipasserende og levede et syndigt liv. Kongen
forsøgte med forordninger, men intet hjalp.  

Fra Absalons overtagelse af
København kender vi landsbyen Serridslev. Byen lå på et meget stort
areal. Jordene nord for Nørrebrogade kaldtes også Serridslev. Byen
forsvandt i 1523.

En stor del af disse jorde
blev senere givet til embedsmænd, som en slags løn for deres indsats
for byen. Vi kender bl.a. Rådmandsvangen, Borgmestervangen m.m.  

Kongen beordrede søerne fyldt
med vand igen, da de var blevet tørlagte. Det var ikke godt for byens
forsvar. I 1570 beordrede kongen, bønderne til at gøre noget ved de
katastrofale dårlige veje  

Nedrivning
– svenskerne kommer

I år 1600 var der hele 200
haver uden for Nørreport. I 1672 blev der forbudt at opføre bygninger
i området. Man var bange for svenskerne. Fra volden skulle der være
frit syn, så man kunne holde øje med svenskerne, når de kom.  

Men man man måtte godt oprette
Blegdamme og små skure, som hurtigt kunne nedrives, hvis der blev krig.

Militæret oprettede en såkaldt
demarkationslinie. Den blev i historiens forløb flyttet frem og tilbage.
Her gjaldt der forskellige byggeregler.  

I 1622 var der 162 haver foran
Nørreport. Man begyndte så småt at opbygge nye huse og veje. Men
ak. Den 9. august 1658 blev det hele nedbrændt. Svenskerne var på
vej.

Da faren var drevet over, begyndte
man igen.  

En masse smugkroer opstod.
Men også sommerforlystelser. Bønderne måtte dog ikke forfindes
fulde. De skulle arbejde. Hvis de blev pågrebet beruset var det en
tur i kongens fængsel.  

Kongens jagtvej

I 1693 blev Mosaisk Kirkegård
anlagt. Det var ved en sti der førte ned til sandgravene på Fælleden.
Siden blev den kaldt for Jødevejen. Og i dag kalder vi den for Møllegade.
På den anden side landevejen løb Solitudevej. Det blev i 1679 kaldt
den kongelige Jagtvej – ikke at forveksle med den nuværende Jagtvej.  

I begyndelsen af 1700 tallet
blev der anlagt en skydebane på Rådmandsmarken. Man skød efter skive
og papegøje. Det var borgerskabets store fornøjelse.  

Den stærke mand

Men man kunne betale sig fra
alt. De rige velhavende begyndte at bygge lystejendomme på Nørrebro.
Forlystelser kom her også. 

Således var der en person,
der hed Johan Carl von Eckenberg,
der i 1722 købte en have ved den nuværende Skt. Hans Gade.
Han kaldte sig for Den stærke Mand.
Et lille skrift, fik han fremstillet. Her fortalte han  

  • at han med den
    ene hånd kunne løfte en kanon på 
    2.000 – 2.500 pd. Med den anden hånd kunne han drikke et glas
    vin.
  • at han kunne
    stå på et stillads, og med den ene hånd kunne løfte en rytter med
    hans hest, eller 12 personer. Men dem anden hånd kunne han blæse i
    en trompet.

 

Men den stærke mand
havde knust mange pigehjerter og skyldte efterhånden så mange penge
væk, at han måtte flygte meget hurtigt.  

I 1720 foregik der en duel
midt på Nørre Bro. Det begyndte med et værtshusbesøg. To soldater
havde siddet og drukket. Men sergent Henrik Barkhoff
mødte sit endeligt. Han blev stukket i højre side. Hans banemand måtte
flygte og blev aldrig fundet.  

Den første skole

I 1761 oprettedes den første
skole uden for volden – Blegdamsskolen.
Skolelederen skulle undervise i læsning, skrivning og regning. Han
skulle selv sørge for inddrivning af skolepenge. Men det kneb med vedligeholdelsen
og inddrivelsen af skolepenge.  

Lygten Kro

Skal vi ikke prøve at tage
en tur gennem Nørrebro – dengang. Vi starter omtrent der, hvor
højbanen går i dag.

Det var dejligt at kunne gøre
holdt ved Lygten Kro. Hestene kunne få slukket tørsten. Lygten Å,
stammer helt fra 1500 – tallet. Egentlig staves det med ø, og det
kommer fra det danske ord løgh, der betyder sump.

. Man kunne få Bajersk
øl og gammelt øl. Men det var nu ikke den store forskel på de
to ølsorter. Nogle mente, at der var snyd, så kunne man nyde den
fattige mands trøst,
en snaps eller to. Den var både billig og
stærk. 

Gennem Ydre Nørrebro

 Den yderste del af Nørrebrogade
hed Lygtevejen indtil 1873. De kørte på en grusvej med grøfter og
træer langs vejen.

På højre side passerede
de gårdene Ventegodt og Petersdal. Enkelte huse klumpede sig sammen
langs vejen. Længere fremme var endnu et par gæstgiverier og traktørsteder.

De passerede forbi en markvej,
der hed Havremarksvej. I 1880 skiftede den navn til Stefansgade. Her
blev Nørrebros anden kirke opført.  

I horisonten kunne man 
skimte byens tårne og møllerne på volden. På Runddelen
gjorde han holdt, og kiggede sig omkring. På den nordlige side
lå den store vindmølle, Ølunds Mølle. Den var netop blevet
opført her i 1820. Her kørte bønderne sæk efter sæk af den gode
danske korn. Mellem trækhjul og træaksler blev kornet kværnet til
mel, finmel og grovmel.

Der var ikke mange mennesker
på Nørrebro. I 1840,var der kun 1.000 mennesker. 

Gennem
Indre Nørrebro

Men ellers var det ikke så 
meget at se på. Der lå nogle enkelte lystejendomme, og de rige
blev transporteret ud til Bakken var Skt. Hans Torv. Ved Runddelen kunne
man også være heldig, at se nogle af Kongens ryttere, der red
ned af en lille sti, på vej til jagt.

Stien hedder i dag Jagtvejen. 

En spændene kirkegård

Assistents Kirkegaard kræver
et foredrag for sig selv. Det var et eldorado for datidens folk. En
sønderjysk embedsmand banede vejen for, at her blev kendte begravet.

Her ligger H.C. Andersen, Kirkegaard,
Dan Turrell og et utal af kendte. Det var her barnemorderen fra Jægersborggade
begik nogle af hendes ca 20 barnemord.

Og det var her, at Gertrud
Bodenhoff rejste sig fra kisten, da gravrøvere var på spil. Hun
gav udtryk for, at man skulle befri hende fra det onde og mørke sted.

Her havde man også i
graverbygningen en anordning med en snor til en klokke. Det var lavet,
for det kunne jo være, at man kun var skinddød.   

Struensee

Det første privathospital
i Danmark, Koppeindpodningsanstalten oprettet af Struensse, var for
længst ophørt. Struenssee var ofte set på Nørrebro, hvor han gik
på fasanjagt. Han led en trang skæbne og endte sine dage i nærheden
af Idrætsparken. Hans bøddel hed Gottschlack Mûhlhausen. Han havde
nu ikke det bedste ry. Han ramte oftest ved siden af, når hovedet skulle
skilles fra kroppen. Onde tunger mente, at snapsen var skyld i dette.  

Omkring Fælledvej passerede
man  landstedet Store Ravnsborg.

 Atter ventetid ved Byporten.
Der blev kigget efter ulovlige varer. Det var ellers den største port
af dem alle. Hele fem meter bred og syv meter i højden. Dem, der skulle
sørge for tolden m.m. hed ”konsumptionsskrivere”.
De var meget korrupte, og en af dem købte senere Blågården for sorte
penge. 

Befolkningstæthed

 På  Nytorv, her
var der marked indtil 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i
brug.

Også på Gråbrødre
Torv og Nicolai Plads var der marked. 

Børnedødeligheden var 25
%, gennemsnitslevetiden var 25 for mænd og 34 for kvinder.  

Det var voldene, der var skyld
i den store befolkningstæthed. Det var værre end Oliver Twist `s London.
Her i enevældens tid, var havne og moler proppet med sejlskibe, joller
og skonnerter. Vandet var forurenet med skrald, kadaver, afføring og
en fordrukken sømand. Peter synes, at det var ulækkert. 
 
 

Chokoladevogne

Hver nat blev hundredvis af
hestevogne belæsset med afføring og kørt over Knippelsbro til latrinkuglen
på Amager, så betegnelsen ”Lorteøen” har noget
over sig. Også i 1915 fragtede man ”lort”. Det hældte man i de
såkaldte ”chokoladevogne”.
Jernbanearbejderne fik 2 kroner mere i timen for at tømme disse vogne,
som lugtede af alt andet end chokolade. 

Ja man havde ligefrem en Lortestation.
Den lå ved Lersøen. Her blev der opbevaret en masse lort. Og
det var ikke sjovt for borgerne  

Forurening

Her på Nørrebro kunne
man have mødt H.C. Andersen, da denne første gang besøgte København.
Han kom i sine unge år meget på Nørrebro. Han gik til undervisning
i tysk hos Frederik Høgh Guldberg, der boede på Solitude. Men
Andersen var mere interesseret i teater end at lære tysk, så Guldberg
slog hånden af ham, og bad ham ryge og rejse. 

 Der var ingen gadebelysning,
og kulilteforureningen var 10 gange så højt som i dag. Gadelamper
med gas blev først indført i 1853. og dette gav København et helt
nyt liv. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket
op, der var tyk røg fra jernstøberier, garverierne forurenede med
tungmetaller. Og syre, kemikalier og slagteraffald hældte man bare
i søerne. Jo mere røg, jo mere moderne var det.  

De fire porte

København var befæstet med
fire porte, nøglerne lå på kongens natbord. Men mod betaling
kunne man altid komme ud af Nørreport. Den stod altid på klem.
Hvis man ikke nåede det, eller hvis Havde man fået en tår for meget,
kunne de leje sig ind i Pjaltenborg i Rosenborggade Kridtstreger på
gulvet, markerede her, hvor de faste lejere måtte være, og hvor et
nats lejerne måtte komme. 4 skilling for en bitte plads, og så fik
man da lidt hø til. For to skilling kunne man få en ståplads op af
væggen. 

Masser af varer i København

Man slagtede kvæg i Kjødmagergade.
Gennem Nørreport kom som regel kulsvirende fra Grib Skov med trækulv,
tørv og brænde. Gennem Amagerport kom Amagerbønderne med deres hollandske
navne med frugt og grøntsager – konkurrenter til Peter Klit
og hans far.

Gennem Østerport kom fiskernes
koner fra de små fiskelejer ved Øresund. Fra den overfyldte havn
kom sukker, rom, bomuld og datidens narkotika, kaffe, te og tobak. Men
også silke, porcelæn og ikke mindst krydderier.  

Af og til trak  politiet
af med en tyv, den obligatoriske straf var 27 slag på den blottede
krop. 

Mavepine og tyfus

Der var 3.000 letlevende damer,
der servicerede søens folk og andre. 3.000 brændevins ovne, der sørgede
for det tørstige København. 3.000 køer i det indeklemte København
blev holdt i live af den mask, der blev til overs af brændevinsfremstillingen.
Hvad der kom ud af koens anden ende, blev smidt på gaden. Man håbede
så på, at natmanden tog det meste med, sammen med de hunde og katte,
der døde af, at smage på afføringen.

Om sommeren, da københavnerne
drak mere vand fik de mavepine og tyfus. Det vand de drak, stammede
mange gange fra kanalerne 

Den store brand

Inde i København var man bange
for svenskerne. Derfor måtte der ikke bygges noget foran voldene, der
ikke hurtig kunne fjernes. Dog havde Christian den fjerde beordret,
at der skulle være to værtshuse. Men hvor effektiv disse vold var,
står hen i det uvisse. Fra Brønshøj og Nørrebro havde svenskerne
beskudt København, og i 1809 havde englænderne lagt dele af København
i ruiner.  

Under en af de brande, der
blev forudsagt af kanonkugler, opdagede man et vinlager. Det var synd,
at dette skulle gå til spilde, så i stedet for at slukke
branden, ja slukkede man i stedet halsbranden.  

Den uheldige kommandant

På Solitude boede engang
Københavns kommandant Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge
for Københavns sikkerhed, men det klarede han ikke ret godt i 1728,
da en tredjedel af København brændte. Det var en dag, hvor der var
brandøvelse, og alle fulde, både politimester, brandmester og brandmændene.
Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden.
Det var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de have fra Stadsgraven.
Men så skulle man jo vække kongen, fordi Stadsgraven lå uden for
voldene. Men væk ham, det ville man ikke. 

Pas på 
– Zaren kommer

Vi passerer tæt forbi Solitudevej.
Den var i mange år indgangen til Blågården. Hovedindgangen var hjørnet
Slotsgade/Nørrebrogade.
 

Og her skete der virkelig mange
ting. Frederik den 3 `s spindoktor, Christoffer Gabel fik i 1661 gavebrev
på jordende og retten til at køre karet.

Dele af jorden var leret, så 
man indrettede et teglværk på grunden. Gabel byggede et lysthus
og plantede lindetræer. I haven blev der bygget pavilloner i hollandsk
stil. En af dem var med blå tegl, heraf navnet Blågården.

Her blev der holdt gevaldige
fester med ballet, fyrværkeri og ringridning. En sådan fest kunne
let løbe op i 100.000 rigsdaler. I Gyldenløv `s tid fortsatte festlighederne
med ridning, skydning og lansestød.. 

Kongens
”underholdningsminister” 

Da prins Carl overtog stedet
havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone Sophie Hedvig havde
dog kun 23. Man foranstaltede bl.a. dyre kampe med to hunde mod en bjørn..
Man håbede, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære ”den eller
de døde” under middagen.  

Rygterne bredte sig på 
et tidspunkt. Zaren ville aflægge Blågården et besøg. Problemet
var bare, at han havde 27.000 soldater med sig. Det var stor panik.
Heldigvis fandt man en løsning, så københavnerne kunne ånde
lettet op. Blågården blev ofte benyttet af kongefamilien. 

Grev Holck var Christian den
8 `s ”underholdningsminister”. Han købte Blågården for 30.000
rigsdaler. Men det var kun for at underholde kongen. Alle orgier stod
kongen selv for. Det var også her Støvlet Kathrine kom ind i billedet.
Det var kongens elskerinde, som senere mere eller mindre diskret blev
sendt i asyl til Hamborg. 

Aspargeslandet i stedet
for Rabarberlandet

En del af Blågårdens jorde,
bl.a. Solitude blev solgt som blomstrende lystgård med enge, humlehave
og aspargesmarker og lidt rabarber.

Egentlig burde det hedde Aspargeslandet
i stedet for Rabarberlandet. Men det sidste lyder sikkert bedre.

.

I 1791 blev der indrettet et
lærerseminar. Kongelig Kapels syngemester H.O.C. Zink skulle undervise
de stakkels elever. 

Den falske sang

Da Biskop Balle skulle begraves
sang elever fra Blågården. Men den ny biskop måtte afbryde, så 
falsk sang de. 

Men det var noget med moralen.
Blågården var også åbnet for at skaffe plads til Vajsenhusbørn
i 1795. En del af disse børn var piger. Alle de seminariestuderende
var mænd.. Biskop Balle skrev dengang: Efterdi Vajsenhusets pigebørn
værre i den kritiske alder og seminaristerne i den fyrige alder.

Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup. 

Protest fra Vandkommissionen

I 1801 blev Blågården omdannet
til feltlazaret og også indrettet til Sindssygeanstalt, og hospital
til veneriske syge. Men Vandkommissionen protesterede:

Skal de venerisk syge, galdne
folk, de med spedalskhed boe saa nær ved Landevejen og Peblingesøen,
hvoraf vi daglig drikker….
 

I 1816 købte Peter Von Scholten
Blågården. Han solgte ejendommen i parceller, blandt andet til tobaksplantage.
Det Harmoniske Selskab indfandt sig også, og man kunne mod entre se
på ballonopstigning. 

Ladegårdsåen

Åboulevarden
var dengang Ladegårdsåen.
Hvis I kigger godt efter, kan I se en mindesten over fire fine damer,
der druknede i åen i 1812. En vogn væltede, og kvinderne druknede
i åen. De havde været på besøg på en af de mange landsteder, der
lå på Nørrebro dengang.  

Landbrugsmaskiner på 
Nørrebro

I 1827 købte bagermester Schuur
stedet, og indrettede det til morskabsteater. Man søgte dog om tilladelse
til at spille rigtig teater. Men den tilladelse måtte man vente længe
på.

En brand forvandlede Blågården
i 1833 til en ruindynge. Onde tunger påstod, at den var påsat. Stedet
havde atter engang fået økonomiske problemer. 

Dyretarme lugter

I nærheden indrettede Familien
Heegaard, en kuppelovn. Musikstrenge blev fremstillet af dyretarme.
De få beboere der var der dengang, protesterede over for lugten. I
1828 begyndte man fremstillingen af gryder og kedler. Det var en givtig
forretning. Egentlig kom disse ting fra. 

 England, men efter englændernes
bombardement, boykottede man engelske ting.

Kakkelovne, komfurer ja sågar
landbrugsmaskiner blev fremstillet her. Hvem skulle have troet det.
Midt på Nørrebro.

Hele herligheden blev revet
ned i 1899, og i 1916 blev det Blågårds Plads.  
 
 

Den kreative Heegaard

Nørrebro bestod af et fortov
og en fliserække, hvis fliser var skæve. På den modsatte side var
der jordveje. Det varede helt til 1850, så kom der ordentlige fortove.
Inden da havde den kreative Heegaard købt begge sider af Nørrebrogade.
Han blev endnu rigere, da han solgte hele herligheden til kommunen. 

Fabrikanter, tømmerhandlere,
gartnere og funktionærer, møllere og øltappere boede i de barakker,
der måtte bygges på Nørrebro dengang. Man skulle helt ind til
byen efter fornødenheder. Der var dog en spækhøker hist og her, en
handlende med lyd og tråd, og et enkelt mælkeriudsalg. 

Sundhedsfare i hovedstaden

 Inde i byen kunne han
ikke vende sig til grøntsagskællingernes forfærdige råb. En tysk
rejsebogsforfatter mente dog, at det kun var danskere, der kunne vende
sig til dette. 

Her i 1843 havde København
140.000 indbyggere. Ytringsfriheden var inddraget. Det hed dengang skrivefrækheden.
Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader. En optælling
viste, at der var 2.777 heste, 1,435 køer og 739 svin, samt 45 får. 

På gaden trængtes fodgængere,
ryttere, omnibusser, barnevogne, militærpatruljer og bøndervogne mellem
hinanden. 

Garverne i Rosenborggade udskyllede
deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade
over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget, for så at plaske
i vandet forbi Højbro Plads ved Slotsholmen. 

Kældersump

Under de fleste huse i kælderetagen
var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrinerne
om natten, så andre ikke kunne se det. 

Bønderne havde ofte deres
eget vand med. Man skulle ikke drikke københavner – vand.   
På Rosenborg, hvor man havde en brøndkureanstalt. Her solgte man Rosenborg
Mineralvand frem til 1929. 

Vand fra Emdrup Sø – 
beregnet til københavnernes drikkevand, faldt drastisk i kvalitet jo
nærmere den kom storbyen. Den kom betænkelig nær latringrubber. 

Og når vi nu er ved det emne,
så fandt Hygiejnekommissionen ud af, at der i Ryesgade 156 a og
b var 72 personer, der brugte samme sæde. 

Gennemsnitshøjden i 1843 var
1.65 og gennemsnitsalderen var steget til 34 år.  

De fine i
Østergade

 Byens omkreds i 1843,
var det samme som på Christian den fjerde `s tid, men indbyggertallet
var vokset til det dobbelte. Lagerrum, kældre, brandskure, ja selv
hønsehuse blev brugt til beboelse. 

 I Østergade,  var
kloakkerne nedgravede. Her kunne fruentimmerne promenere i silkekjoler.
Her var eksklusive butikker fra 1001 nats eventyr. Det var her de fine
damer fra St. Petersborg kom. De kom med de moderne dampskibe. Så moderne,
at de ikke måtte anløbe havnen på grund af brandfare. Så skule de
pæne damer stige om, og det fik de våde fødder af.  

Den tvivlsomme moral

Moralen i hovedstaden var yderst
tvivlsom. Kjøbenhavns Politi havde nok at se til. Den bestod af 85
mænd, men de havde hele 185 vægtere til at hjælpe sig. Disse vægtere
skulle på alle tider af døgnet synge. Stakkels beboere. Klokken 22
lød sangen således. Vi skal dog her nøjes med at opremse teksten. 

Stakkels Børn

På Lunds Jernstøberi
på Nørrebro beskæftigede man 40 fabriksarbejdere og 40 daglejere.
Men at der også arbejdede børn her. I 1873 kom der et nyt regulativ
på fabrikkerne

  • forbudt at ansætte
    børn under 10 år
  • børn mellem 10
    og 16 år må kun arbejde 6 timer dagligt, dog ikke om aftenen.

Hvornår mon de skal gå 
i skole og lave lektier? 

Livet ved søerne

Nede ved søerne var der flotte
villaer. Stierne dernede havde forskellige navne. Det var Venskabsstien,
Ægteskabsstien og langs Sortedamssøen, Skilsmissestien.

Her gik Kierkegaard dagligt
i halvanden år, for tilfældig a måske at møde sin elskede Regine.
Hun boede ned til søen på Nørrebro, mens Kierkegaard sammen med 449
andre boede på Østerbro. 

Kanoner og druk på 
Fælleden

Fælleden blev brugt som militært
øvelsesområde. Det var Københavns Borgervæbning, der forsøgte sig
med kanoner, haubitser og morterer. Efter en sådan øvelse indtog familie,
kærester og venner området, og så stod den på druk og hor.  

Mangen en fordrukken soldat
er faldet ned i den meterdybe og ildelugtende spildevandsgrøft langs
Blegdamsvej. Også langs Nørrebrogade var der ind til midten af
forrige århundrede, dybe afvandingskanaler. De blev brugt som skyttegrave.

Som regel fulgte drengene med
inde fra byen. De stjal patroner, som så senere blev brugt til
fyrværkeri. Blågårdens lazaret blev flittig benyttet under disse
øvelser. 

Kloakken langs Nørrebrogade

Langs Nørrebrogade lå 
i mange år en meget dyb og stinkende kloak. Meget af indholdet landede
i søerne. Og herfra fik man sit drikkevand. Ikke underligt at mange
københavnere hver sommer fik mavepine.  

Byggespekulanter

Der var begyndt at ske noget
på Nørrebro. En del småhuse, gartnerier og værksteder blev nu afløst
af et reelt byggeboom. Man tyvstartede i 1847 med højhuse, fuldstændig
planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første
arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade. 

Rangindeling

Fire til seks etagers lejekaserner
skød op som paddehatte. Høj beboelse og snævre baggårde. De fleste
lejligheder var 30 – 35 m2 og her måtte 4 – 8 mennesker
leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad
i. Toiletterne var lokummer i gården.

Egen ranginddeling var normalt,
åndens folk i stueetagen, håndværkere i kældre og kvistlejligheder. 

Ingen afløb 

Byggespekulanterne ville ikke
bruge flere penge end højst nødvendig. De sad selv i Borgerrepræsentationen,
og udfærdigede selv lovene. Sten blev klasket på sten. Man hobede
så mange mennesker sammen, som det kunne lade sig gøre.  

Det var ikke tænkt på 
afløb og kloaker. Vejene var bundløse. Tørvelæs forsvandt i vejenes
ælte.  

Byportene stod nu
åbne

Endelig i 1853 blev demarkationslinien
helt afskaffet. Byportene stod åben dag og nat. Arbejderne fra København,
der arbejdede på Nørrebro skulle heller ikke mere betale for at komme
på arbejde. 

De unge brugte nu flittig voldene.
I 1853 kunne man i bladet Politivennen læse:

Enhver, der vil ulejlige
sig op på voldene
, efter at det er blevet mørkt, vil derved
selv overbevise sig om, de afskyelige skandaler, der udøves på
næsten hver bænk, og de smudsige elskovseventyr drives her uhindret
i det begunstige mørke.
 

Lokummer til alle

I 1857 havde Håndværkerforeningen
et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri, Alderstrøst.
Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Det
siges, at guldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik
den 5. kort før sin død besøgte stedet udtrykte han

Det glæder mig, at der
er lokummer til alle.
 

De fattige på 
Ladegården

 Pjaltede mænd blev ofte
arresteret af politiet. Reglerne ved løsgængeri var, at man først
fik en advarsel, for anden gang blev man anbragt i en tvangsarbejderanstalt. 

Sådan en var Ladegården.
Den lå omtrent der hvor Danmarks Radio ligger på Frederiksberg.
Opfattelsen var En uoprettelig dovenskab har ført dem ud i et lastefuldt
liv. Dem er der ingen grund til at have medlidenhed med.
 

Pjaltehær

Hver morgen tog Pjalteherren
ind til byen for at feje. Når de endelig havde fri, kunne man ofte
finde dem væltende på værtshusene rundt omkring. Politiet kom,
rejste dem op og afleverede dem igen på Ladegården.

I 1899 flyttede man ud til
Sundholm i landlige omgivelser under devisen Opdragelse gennem arbejde

Nu var det også sådan,
at det bedre borgerskab kunne leje slaver. Det kunne man blandt fangere
i Stokhuset i Vester Voldgade. Man delte dem op i 1. de ærlige 2. de
uærlige. Mange fanger fik derved sågar penge under hovedpuden. Der
sad op til 50 mand i en celle. Vask og tøjskift kendte man ikke. 

Masser af trafik

I 1867 var der masser af trafik
langs Nørrebrogade. Trafikken var steget enormt, og han var ved at
blive gammel. Han måtte kæmpe om pladsen med Nørrebros trafikselskab.
I det første år havde selskabet 25 vogne og 150 heste. I 1896 overtog
datidens Movia.. Man forsøgte med elektricitet, men akkumulatorerne
udsendte en frygtelig syrelugt. Ikke underligt, at man kaldte dem for
syrevogne. 

En ny udskænkningsvirksomhed
startede lige i nærheden af Kappelvej. Det var en indvandret tysker
ved navn Knoblauch, der startede den. Her var både keglebane og en
gynge. Denne gynge opfordrede dog til utugt. Når damerne svang sig
i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. På dette sted blev
også den navnkundige Johanne Louise Heiberg født.. 

Største handelscenter i
landet

Nørrebro blev det sted i landet,
hvor der var flest butikker. Her befandt Danmarks største handelscenter
sig. På kort tid kom der masser af folk til Nørrebro.

Men det var også her
den største nød op stod. Arbejdsløshed, social elendighed og druk.  

Arbejderne oprettede deres
egne foreninger og egne butikker. Det var simpelthen som en nødforanstaltning.  

Og jyderne samlede sig i Nordbanegade.
Man syntes at de gik mærkelig klædt, talte et mærkeligt sprog og
havde en mærkelig religion. De lavede også deres egne butikker, hvor
man kunne købe sådan noget mærkeligt som kartofler.  

Bulldozer
– sanering

Efterhånden forsvandt de mange
butikker fra Nørrebro. I 1972 rykkede bulldozerne ind. Fuldstændig
planløst begyndte man at rive de gamle bygninger ned. I 1950 boede
der 132.000 mennesker på Nørrebro. I 1980 var der 78.000 tilbage.

I 1958 var der 2.256 butikker
på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage.  

Beboerne protesterede. I kender
sikkert kampen om Bryggeren. De færreste kender sikkert Terrornatten
i 1993, hvor butikken på Nørrebro blev ladt i stikken. Politiet
turde ikke i første omgang at rykke ind.  

Kampen om Ungdomshuset

Kampen om Ungdomshuset har
også betydet nedgang af butikker. Nørrebro Handelsforening blev
tilbudt Ungdomshuset for 1 krone. Men de unge var ikke interesseret
i, at skulle være under Handelsforeningen.

At handelsforeningen senere
støttede de ikke voldelige unge i at få et ungdomshus, skyldtes, at
handelsforeningen mente, at de var blevet uretfærdig behandlet.  

Trafikreguleringer

Trafikreguleringer på 
Nørrebrogade har også betydet yderligere nedgang af butiksudbuddet.
Politikkerne ville ikke lave konsekvensberegninger. Jeg har været med
til at lave beregninger og undersøgelser. Politikere beskyldte Handelsforeningen
og mig for direkte at lyve. Og store dele af medierne gav dem ret. Vi
påviste en betydelig nedgang i omsætningen.  

Kære alle jer, der lytter.
Jeg kunne have fortalt jer meget mere. Også om dengang en overborgmester
truede med at anmelde mig til presseetisk nævn. Men gå selv ind og
kig på dengang.dk. Her finder i cirka 100 artikler om Nørrebro. Også
hele historien om Ungdomshuset og meget mere.  

Såfremt vi kan nå det,
er I velkommen til at stille spørgsmål.  

Dette var et foredrag
på I.A. Sprogskolen, Hejrevej 25, København NV. Tak til 
eleverne og deres lærere for stor interesse og spørgelyst. Jeg kommer
gerne igen.
 
 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro