Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Rosenvænget på Østerbro

September 2, 2010

Vi besøger Danmarks
ældste villakvarter. Det hele blev opkaldt efter Jens Nielsen Toller
von Rosenheim. Man holdt i mange år byggespekulanter på 
afstand. Vi møder kunstnere og forfattere, Marstrand, Aagaard, Drewsen,
Fru Heiberg, Familien Skovgaard, H.C. Andersen og mange flere. Fru Heiberg
var ikke tilfreds med genboen. Læssøe måtte vente syv
år på kærligheden. Finsens buelys
– institut bredte sig. En tysk cirkusdirektør indfandt sig og H.C.
Andersen blev træt af børn.
 

Danmarks
ældste villakvarter

Man kan godt fornemme det. Det er igen
en af de skønne enklaver i en storby. Vi befinder os i Danmarks
ældste villakvarter.
Det hedder både Rosenvænget, Rosenvængets
Hovedvej, Rosenvængets Sideallé, A.L. Drewsensvej.
 

Rosenvængets Hovedvej
er på cirka 200 meter. Den starter ved Odensegade
og fortsætter til Strandboulevarden.
Det var dog først i 1880erne, at vejen fik forbindelse til Østerbrogade,
da Odensegade blev anlagt.

Men i en årrække blev der anbragt et
højt plankeværkmed en aflåst låge mellem sig og den truende nye
indkørsel. Man var ikke meget for at få offentlig tilgang. 

Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets
Sideallé, Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden,
Nordre Frihavnsgade og ved Vænget.
 

Von Rosenheim

I 1688 erhvervede amtmand i Norge,
Jens Nielsen Toller von Rosenheim

store arealer på stedet. Efter ham fik mange lokaliteter på stedet
navnet Rosen.

Hans tid som grundejer varede dog ikke
længe. I 1689 sendtes han som overkrigskommisær med de tropper, man
overlod Kong Vilhelm den Tredje af England
mod Jacob den Anden. Under felttoget døde Rosenheim
året efter i Dublin.  

Etatsråd Reinhard Iselin
havde sin gård Rosenvenge her i slutningen af 1700 – tallet.
Han var en driftig forretningsmand. Dette blev afløst af landstedet
Rosendal
med det tilhørende Rosenenge.
Disse ejendomme blev erhvervet 1857 af hofvinhandler og kaptajn i livjægerkorpset
Mozart Waage Petersen. (staves faktisk Waagepetersen)

Året efter skete der en udstykning til byggegrunde.  Men først
skulle Magistratens forkøbsret til Rosenvenge.
Af kammerherre P.H. Classen
og Det Classenske Fideicommis
fik han overdraget to arvefester. Det ene kaldtes Jordstrimlen .
Det skilte Rosenengen fra Strandpromenaden.  

Udstykning

En del af grunden blev købt af grosserer
Tuteins
arvinger. Vi kender landskabet fra Christen Købkes
berømte maleri fra 1836, Parti af
Østerbro i Morgenbelysning.
På billedet kan vi fornemme en stor
have omkring Rosendal.

Ejendommen strakte sig helt fra det nuværende
Østerbrogade
ned til Strandboulevarden.
Der var langstrakte græsplæner, strækninger med frugtræer og marker
med køer og lam.

Mozart Waagepetersen
beholdt selv landstedet.  

I 1863 kunne Illustreret Tidende
berette følgende:

Her kan der aldrig blive Tale om at
henlægge Forlystelsessteder eller
Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros Privilegier. Her kan
man ikke tænke at bygge Kaserner, beregnet paa snese af smaa Familier,
Nørrebros Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.
 

Byggespekulanter på 
afstand

Hovedvejen blev ført ned til stranden.
Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og ifølge vedtægterne skulle
de være 20 alen bredde. Og villaerne måtte ikke bygges højere end
tre etager. Man stræbte efter en landelig Bopæl med Have i nærheden
af Staden og Stranden.
Dengang lå kysten meget længere inde.

Man holdt byggespekulanterne væk ved
hjælp af strenge servitutter.

I 1872 var 49 grunde solgt. Men kravet
om 20 alens bredde var droslet lidt ned. Gadebelysning med gas var påbegyndt.  

50 villaer i frisk luft

De efterhånden 50 villaer kom til at
ligge i landelige omgivelser med en dejlig frisk luft og skøn udsigt.
Men idyllen må have været til at overse. De få lygter kunne
ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været
mørkt. I regn – og snevejr har de landelige veje sikkert ligget
hen som morads.  

For enden af Rosenvængets Hovedvej
nede ved Strandpromonaden var det låst. Kun privilegerede personer
som H.C. Andersen kunne få udleveret en nøgle. I en deklaration
fra 1862, som stadig må være gældende hedder det sig:  

  • At Afløb fra Latrinen,
    Kostalde eller deslige ikke maa ledes ud til Vejen, Rendestenene eller
    Afløbsgrøfter. At der med Hensyn til Anlæg af offentlige Forlystelser
    ikke maa anlægges andre saadanne end Restauranter og Caféer, hvorimod
    karrusel og Keglebaner, Dansesalons og andre støjende Forlystelser
    ej tillades inden for disse Grundstykkers Grænse.

 

H.C. Andersen på 
besøg 

Her var i 1870erne skønne haver med
højstammede roser med jordbærbeder, valnøddetræer. Vindruer slyngede
sig op af murene.   

Villaerne blev tegnet af datidens største
arkitekter. Stedet appellerede til det bedre borgerskab som William
Wain,
højesteretssagfører A.L. Drewsen
og vejviserudgiveren T. Krak
flyttede ud i Rosenvænget.
Også militæret var repræsenteret, krigsminister, oberst Good,
marinens kommandør Christiansen.
Ja og Christen Købkes bror boede her også.  

Den berømte maler, P.C. Skovgaard
boede i Rosenvængets Hovedvej 27.
Det var en bred villa i italiensk stil. Her boede Wilhelm Marstrand,
C.F. Aagaard
og marinemaler Sørensen, Holger Drachmann
og Johanne Louise Heiberg. Meget ofte kom H.C. Andersen
på besøg og læste eventyr for børnene. Han lovpriste også kvarteret
flere gange i sine digte. Men Marstrand
kan også huske denne skål: 

Med Skaaler dænget i
Prosa og Poesi, en Skaal for Rosenvænget og Roserne deri.

I 1872 priste han kvarteret på 
følgende måde: 

Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden

Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer

Hvor Rosenvænget naaer til
Øresund

Og Konstner
– Navne lyse ud i Verden
 

H.C. Andersen
boede i Melchiors villa på Gl. Kalkbrænderivej.
Han kom her ofte, for at sikre sig en gratis middag. Ofte blev Johanne
Louise Heiberg
besøgt. Hun havde den østligste villa med flot
udsigt over Øresund. Men også kriminaldommer Drewsens
kone var betaget af Andersen.
Mange var lidt hånlige efter hans evige jagt. Men mange nød Andersens
oplæsninger.

Det lykkedes for H.C. Andersen
at komme til faste tirsdags – middage hos Drewsen.
Har afprøvede han også sine kunstige tænder i marts 1864.  

Familien Drewsen

Fru Heiberg
brød sig enelig ikke så meget om den kedelige jurist Drewsen.
Hun syntes også at Drewsens
fire børn var noget af det mest mugne, hun nogensinde havde set.
Ingeborg Drewsen
var måske lidt for godtroende, men kunne godt
gå an. Fru Heiberg lærte dog at sætte pris på den kedelige
jurist
Han fik den tvivlsomme ære, at ledsage hende i Tivoli.
Han kunne ikke undslå sig.

Drewsens villa fik senere adressen,
Marstrandsvej 2.
Den var i familiens eje frem til 1910.  

Marinemalere

Det var ikke så sært, at marinemalere
havde bosat sig her, for ude på Øresund
passerede brigge, fregatter, skonnerter og barkasser.
De første motordrevne både passerede også. Alt dette var før
Frihavnen og Strandboulevarden.

Det var kvinderne i kvarteret, der tog
initiativ til at bryde Charlottenborgs
monopol. Joakim Skovgaards gode ven, arkitekt Thorvald Bindesbøll
tegnede Den Fris Udstillingslokale
ved Østerport.  

Komponister boede her også. Det gjaldt
blandt andet J.P.E Hartmann.
Han døde i år 1900.

Efter århundredeskiftet bosatte arvinger
sig her. De liberale erhverv som læger, advokater og rådgivende ingeniører
indfandt sig også. Her kom også skoler og organisationer.  

Familien Skovgaard

Som nævnt boede landskabsmaleren
P.C. Skovgaard
herude. Han flyttede i 1856 til Østerbro
fra Christianshavn. I 1861 flyttede han ind i villaen Rosenvængets
Hovedvej 27A,
som arkitekten J.D. Herholdt
havde tegnet til ham.

Der var to store malerstuer mod nord.
Da Skovgaards flyttede herud, var sønnerne Joakim og Niels
henholdsvis 4 og 2 år gamle. Datteren Suzette
blev født her i 1863.

Allerede 5 år efter døde Skovgaards
kone, Georgia født Schouw
kun 40 år gammel. Skovgaard
var nu enkemand for tre ret små børn.  

De to drenge blev allerede fra de var
børn vejledt i tegne – og malekunsten af deres far. Skovgaard
var også vejleder for nogle unge malere, hvoraf nogle kom til at bo
hos ham, bl.a. landskabsmaleren Christian Zacho.
Men også landskabsmaleren Janus La Cour.
Han boede i villaen fra 1861 til 1884.

La Cour
blev ved Skovgaards død kunsterisk formynder for de to unge
sønner på henholdsvis 18 og 16 år gamle. De blev begge optaget på
Kunstakademiet.
 

De to Joakim og Niels Skovgaard
overtog nu villaen, mens den kun12 årige Suzette
flyttede over til familiens gode ven og genbo, landskabsmaleren Thorald
Læssøe.
I en lang årrække blev villaen beboet af generationer
af familien.

Nævner man familien, må man også 
nævne det nærliggende Aggersborg.
Det ejede P.C. Skovgaards morbror, den velhavende vekselmægler,
H.C. Aggersborg.

Landstedet var et yndet tilholdssted
for Skovgaard – børnene.
De trivedes godt hos deres barneløse onkel Christian
og tante Lise, samt Skovgaards
ugifte søster, Vilhelmine.  

Aggersborg
lå mellem andre store villaer nede langs Strandpromonaden
i Classens Have lige syd for Rosenvænget.
Her var en særlig charme. Hovedbygningen var en træklædt villa med
stråtag. Den lå på en lille ø midt i en sø, hvor man kunne sejle
og løbe skøjter om vinteren.  

Peter vedel og de svenske djævle

Det vakte vild foragelse hos fruerne
Heiberg og Drewsen,
at Peter Vedel
søndag morgen som en anden barnepige gik tur i Rosenvænget
med sine børn. De var nogle vilde krabater. I Rosenvænget
blev de betegnet som De svenske Djævle. Peter Vedel,
var direktør i Udenrigsministeriet.
Han var ikke meget for den vilde luksus og de normer, der herskede i
kvarteret.

Fru Vedel
var svensk født. Hun var ikke inde i Fru Heibergs
omgangskreds.  

Lidt længere nordpå på 
A.F. Kriegers Vej
byggede landskabsmaleren C.F. Aagaard
i 1867 sit første hus med atelier. Og her lejede den unge Holger
Drachmann
sig ind i en periode, hvor han kombinerede skriveriet
med at blive undervist i malerkunsten af marinemaler C.F. Sørensen.

Senere fik Aagaard
bygget et nyt hus i Rosenvængets Allé.  

Theobald Weber

Som genbo nede ved Strandpromenaden
fik Fru Heiberg i midten af 60erne grosserer og spejlfabrikant
Theobald Weber.
Rosenvængets Hovedvej 39
fik han opført en meget stor villa. Her flyttede han ind med kone og
fem børn.

I 1859 havde han ved Gl. Kalkbrænderi
startet den kemiske fabrik Øresund.
Af den grønlandske kryolit udvandt han soda til brug i spejlfabrikation.
Men fabrikken kom i økonomiske problemer. I slutningen af 1869 blev
fabrikken overtaget af Hagemann og Jørgensen,
med støtte fra Jørgensens
svoger, C.F. Tietgen. Disse to ingeniører kom også til at bo
i Rosenvænget.

Weber
møder vi igen i historien om Kartoffelrækkerne.
Han var også ejer af gården Rørholm.  

Fru Heiberg ikke tilfreds med genboen

Weber
flyttede til Svenborg. Han store villa i Rosenvænget
blev overtaget af ingeniør Jørgensen.
Efter flere ejere flyttede generalmajor og diplomat og på det tidspunkt
krigsminister Waldemar Raasløff ind. Det passede overhovedet
ikke genboen, Fru Heiberg. Måske var det fordi generalens mandagsgæster
mødtes i haven og spillede ring.
Hun kunne dog ikke undslå sig et besøg. Men det var ikke nogen oplevelse.
Selv betragtede hun det som hvilket Kaos af Menneskedyr.

Fru Heiberg
kunne ikke blive ved med at have sydsiden af Rosenvængets Hovedvej
for sig selv. Hun havde håbet, at det blev hendes ven Krieger,
der byggede her. Men det var ikke tilfældet.  

Læssøe måtte vente 7
år 

Det blev landskabsmaleren Thorald
Læssøe.
Han store og smukke villa i nummer 18 var tegenet af
Tivolis og Casinos
arkitekt, H.C. Stilling. Læssøe
var temmelig velhavende efter sit ægteskab med komtesse Emmy Krag
– Juel – Vind – Frijs af Frijsenborg.

Som mange malere drog han rundt i landet og malede flere herregårde.
Frijsenborg mødte han sin store kærlighed.

Men som ung maler kunne man ikke bare
ægte en datter af en lensgreve. Så han blev skyndsomt sendt til
Rom
for at glemme sin kærlighed. Men ak 7 års ventetid kunne ikke
slå skår i kærligheden. I 1857 fik han lov til at gifte sig, men
så desværre i 1863 at miste den næsten blinde Emmy
ved datterens fødsel.  

Finsen bredte sig

Ja så var det også Finsens
kulbuelys.
Men villaejerne regnede ikke rigtig Finsensinstituttet
for at være en del af kvarteret. Patienterne blev hånligt omtalt som
de lupussyge.

Man havde forgæves forsøgt at forpurre
planerne. Beboerne var også bange for at disse hudsygdomme kunne smitte.
Og borgerskabet kunne da ikke affinde sig med at kigge på vansirede
ansigter.

Men måske skyldtes modstanden mod
Finsen,
at virksomheden bredte sig til efterhånden mange villaer
i kvarteret. Ja en tredjedel af kvarteret erhvervede man efterhånden.  

H.C. Andersen ville ikke underholde
børnene

Nogle af familiernes børn giftede sig
med hinanden. Man holdt fine middagsselskaber og i de store villaer
havde man mindst tre tjenestefolk. Der blev også holdt baller
for ungdommen.  Men for det meste holdt herskaberne sig bag deres
egne hække. Men børnene trivedes mellem familierne. Tjenestefamilierne
udvekslede herskabernes aviser mellem hinanden.  

Fru Heibergs
selskabelighed udstrakte sig for det meste til de familier, hun havde
kendt til før Rosenvænget.
Blandt hendes nære bekendtskabskreds hørte Sophie Halkier.
Det var den berømte Emma Gads
mor. Hun boede i den store villa, Søvand,
der lå langs Strandpromonaden
lige uden for Rosenvængets Kvarter.
Her var en storslående udsigt ud over Sundet
og haven stødte lige op til Aggersborg.
Fru Heiberg holdt dog mange selskaber og tænk, hun blandede
sig i mændenes debatter.  

H.C. Andersen
kom her meget. Men han var ikke så begejstret, når han skulle underholde
ved børnenes fødselsdage. Han skrev i sin dagbog efter, at han havde
underholdt ved den ældste datter Saras
11 års fødselsdag: 

  • Ejnar (Det var en af de
    hjemmeboende mukne Drewsen – 
    sønner) fulgte mig i Mulm og Mørke, som ruger i Rosenvænget, over
    til Fru Heiberg, det var den lille Saras Fødselsdag, og en Mængde
    Smaabørn var der, de modtog mig med Hurra. Et lille Theater var reist
    og Fru Heiberg sagde, at nu skulle de give Ouveturen til min Oplæsning,
    en flad Papirdukke, forestillende en Matros blev stillet op,
    og den ene af Fruens tre Børn sagde
    ”Vift stolt paa Kodans Bølge”
    og det endte med ”af Ingemann, Hurra!”Og nu rungede Børnenes Hurra,
    nu kom en anden Dukke og det andet Barn sagde
    ”Det døende Barn” af Andersen, Hurra, derpaa sagde Sara det ene
    Digt af Alferne”Og Grenene gyngede op og ned”
    af Heiberg, Hurra! Jeg fandt det barnagtigt og saa maatte jeg læse
    ”Pigen som traadte paa Brødet”,
    ”Sneemanden Deilig”
    og ”Den lykkelige Familie”.

 

Den tyske cirkusdirektør 

Grosserer Alfred Hansen
solgte i 1875 nummer 37 til fhv. cirkusdirektør Charles Hinné,
der havde en helt anden baggrund end de andre beboere i Rosenvænget.
Han var artist i sin fars tyske cirkus, kunstberider og skolerytter.
Han fik opført permanente cirkus både i Moskva
og Skt. Petersborg. Men det var ikke rigtig ham, at være direktør
på et bestemt sted.

Han flyttede ind med sin kone og otte
ud af ti børn i alderen fra 15 år til 1 år. Dertil kom tjener, kokkepige,
stuepige og guvernante. De var tysktalende, katolikker og var stærkt
tilknyttet Skt. Ansgar Kirken
i Bredgade.

Men Charles havde ikke helt lagt
cirkuslivet på hylden. På en stor grund indrettede han i Rosenvænget
et ridehus, hvor han underviste i det højere skoleridt.  

Landstedet Rosendal
som det hele udsprang fra, blev nedrevet  i slutningen af 1880erne,
som led i bebyggelsen af Østerbrogade.  

Store bygninger
æder sig ind

Pludselig dukkede der i 1932 – 
34 en 3 – etagers bebyggelse op. Beboerne påberåbte sig
Rosenvængets
urgamle villaservitutter. Det endte som højesteretssag,
men gik beboerne imod.

Men man fik dog vedtaget en byplan i
1943, som skulle beskytte Rosenvænget
mod gentagelser. Åbenbart var der en undtagelse i denne plan, som kun
læsere af Statstidende har heftet sig ved. For i 2006 opførtes
pludselig lejlighedskomplekset Den Franske Have
syd for Rosenvængets Allé.

To villaer, nemlig Det Franske Institut,
ejet af den franske stat, samt kongelig vinhandler Mozart Waage Petersens
villa blev jævnet med jorden. Sidstnævnte var jo ham, der startede
det hele.  

 
Heibergs have

Heibergs Have
er tre treetages ejendomme som faktisk er bygget i den gamle Fru
Heibergs
have. Det var altså her H.C. Andersen
fik tilkæmpet sig gratis middage eller drak the eller portvin med
Fru Heiberg.
Fruen boede her fra 1862/63 til 1874/75, hvor hun flyttede
til det ligeledes fashionable Søtorvet.  

Det var vennen Krieger,
der havde rådet Fru Heiberg
til at flytte herud. Den nu 50 – årige flyttede herud med sine tre
småpiger, Sarah, Leila og Anna.
De var adopteret fra Vestindien.
Desuden flyttede tjeneren Hans Børge,
en jomfru, en tjenestepige og børnenes guvernante Margrethe Hirsch
ind.  

Og så pressede en ny daginstitution
sig også lige ind. Den byplan er hvis ikke så meget værd.  

Bygningerne, mens vi har dem endnu

Skal vi ikke lige kigge på de nævneværdige
bygninger i gaden, inden de også river dem ned.  

Nr. 4 er Den libyske ambassade

Nr. 6 er opført 1875 af arkitekt
Harald Drewsen efter engelsk forbillede. Her boede tidligere sagføreren
og kunstsamleren F.C. Boldsen

Nr. 18A Her lå 
en nu nedrevet villa fra 1898 – 99 af Caspar Leuning Borch

Nr. 21A Den første villa, der blev
opført i Rosenvænget i 1850erne af
øjenlægen Heinrich Lehmann, bror til den kendte politiker Orla Lehmann

Nr. 27A Fredet villa opført 1860
af Ferdinand Meldahl til landskabsmaleren P.C. Skovgaard. Senere arvede
hans sønner, som også var kunstmalere ejendommen. Villaen var i familiens
eje helt frem til 1971.

Nr. 37. I 1899 købte lægen Niels
Finsen huset, som han fik indrettet til sin berømte lysbehandlinger
af hudsygdomme. I 1906 – 08 lod han en klinik opføre. Siden
bredte institutionen sig til flere af de nærliggende villaer, der mere
eller mindre er indkapslet i området i dag. I dag er her Danmarks Designskole.

Nr. 46 Villaen er tegnet af J.D. Herholdt
i 1862. det var her Johanne Louise Heiberg boede.
 

Rosenvænget
– dengang

Jo, der herskede et helt specielt liv
i Rosenvænget. Stemningen går igen i Valdemar Vedels
erindringer i antologien Mit Hjem
fra 1912: 

  • Der græssede båder køer
    og geder i Vænget, og husserede både ræv og mår, og vejene, som
    lå under den stedlige bestyrelse af villaejere, kunne i sneføre og
    regntider kun befares med transtøvler eller træsko, i alt fald af
    os børn. Men Wilde, politibetjenten havde intet som helst andet at
    bestille end at passe postbudet eller herskabskarlene op for at få
    en passiar med dem, mens hans enarmede bror, gartneren, gik om og tilså
    alle haverne. Og gamle Sørensen, marinemaleren, vandrede sin morgentur
    rundt på vejene i slåbrok og fez og med lang tobakspibe ….ja selv
    Krieger, den værdigt pertentlige excellence, gik barhovedet og i en
    stumpet slåbroksjakke sine gravitetisk
    – afmålte ture med breve til postkassen.

 

  • ”Det var jo embedsaristokratiets
    og kunsternes Rosenvænge. Fru Heiberg sad som enkefrue og holdt salon
    i sin villa for sin gamle nationalliberale tilbedere, og i hendes have
    var det, Ibsen nød den ”Dag ved Sundet”, han mindes i sit digt
    – den gang lå der udenfor ”den røde låge”
    blot en grøn eng ud til vandet. I Marstrands gamle villa boede Krieger
    med sine norske tanter, der holdt hus
    for ham, og i hans dagligstue med det skovgaardske maleri og den jerichauske
    statue samledes eiderpolitikens og skandinavismens aldrende koryfæer,
    selv Andræ, hjemmemennesket, lod sig mangen en gang lokke derud fra
    sin bolig i Østerallé.

 

  • Og det var Drewsenernes
    villa, med den store slægtskreds af Stamper og Colliner, som kom der,
    og øjenlægen Lehmanns – Orla Lehmanns brors
    – musikdyrkende hjem.
  • Det var skovgaardenes hus,
    landskabsmalerne Læssøes og Aaagaards og flere andre kunstnerhjem.

 

Kilde:
Se

Litteratur Østerbro  

Hvis du vil vide mere:

Gamle havne på Østerbro

H.C. Andersens sidste dage på Østerbro

Østerbro som landsby

Østerbros historie

Johanne fra Lille Ravnsborg (under Nørrebro)
(Johanne Louise Heiberg)

Soldater på Jordsand (under Højer)
(Toller von Rosenheims tur til Irland) 
 

  
 
 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro