Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Rømø – en ø i Vadehavet

April 5, 2010

Hvordan levede man på 
Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på 
deres kikke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder
– købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål
i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn
på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under
krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.
 

Mange tyskere til Rømø 

Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej
i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø.
Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø,
fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller
madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.

Antallet af ferieovernatninger på 
campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner.
I modsætning til det mondæne Sild
er adgangen til stranden gratis.  

Tour de France var vand

Jeg husker også vores cykeltur til
Rømø.
Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser,
der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når
blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem.
Rømødæmningen
var en frygtelig forhindring.  

Egentlig havde man længe haft planer
om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 – 
dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år,
men først i 1948 var man klar til indvielsen.

Men den historie er nok ikke helt rigtig.
Min far var der allerede i 1939.

I årene 1940 – 41 var der ansat
400 mand på projektet. 

Talrige gange er den blevet repareret,
således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt
under vandet.

Man valgte at anlægge dæmningen så 
den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs
tidevandsområder. Men nærmest Rømø
fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde
på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.  

Tænk at der er brugt 2 millioner m3
jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter. 

Rømø 
omtales i 1226

Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer
fra det jyske rimme, der betyder langstrakt forhøjning og
ø.
På frisisk hedder øen Rem
og på tysk Röm  

Røm 
omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231
i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.

Hvornår øen er blevet befolket,
vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der
tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost,
som Øregården og en anden gård på Rømø
skulle erlægge.

Øregården
er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det
ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på
et tidligt tidspunkt.

Omkring midten af 1600tallet boede der
cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til
802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark
og Amerika.
Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.

Rømø 
var opdelt

Indtil 1864 var øen delt i en sydlig
del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del
kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.

Grænsen mellem de to dele gik i øst
– vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø
Kirke.
Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete
den Første
omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek
forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø
og den nordlige del af Sild.
 

Områderne skænkede dronningen til
Ribe Domkapitel
og udskilte dem derved som kongerigske enklaver.
Fra hertugdømmet Slesvig.

Den omstændighed, at såvel den sydlige
del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne,
sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand
lister Dyb.
 

Et langt farvel

Når en sømand skulle på langfart,
så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel.
Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.  

Skibsbjælker i Rømø 
– huse

Rømø – gårdene er gene
bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning.
Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste
opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade.
Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret
med skærkalk.

Den mørkerøde farve farve, står godt
til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen,
opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.

Mange bjælker i de gamle Rømø
– huse
har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede
tidligere mange skibe på Rømø.
Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning.

De blå – hvide hollandske
fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede
disse fliser.  

En spansk grundstødning

Vi talte om strandinger. I 1716 strandede
den kongelige spanske fregat Princesse
ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer.
Em bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en
spansk gesandt sammen med sin familie.  

En stranding og 10 retssager

Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når
der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske
del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til
tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting,
seks behandlinger i Ballum ting
og en gang på Fanø birketing.

Søndag den 26. september 1717 opdages
et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø,
tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand
ca. 1 mil ude i vandet.

Nogle Nørlands
– folk
tog derud i Peder Præsts
båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen
i Kongsmark.

Der kom også to både fra Sønderlandet
med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem
Blådybet,
der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand
og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.  

Om natten drev vraget længere sydpå 
og ind på Sønderlandets
forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes
det at få vragte bugseret ind til Havneby.

De mange retssager endte med, at Sønderlandets
fiskere
fik bjergningslønnen.  

Mange værdifulde laster

Det var en livlig sejlads der foregik
omkring øen. Og bejerninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før
1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev
det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset
repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere
for efter en storm for at se, om noget kunne
bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø
anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle
man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med
skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.  

I 1760 kom en sag for Ballum tinget.
11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det
pågældende skib strandet ved Helgoland.
En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af
vinen.  Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede
om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.   

90 pct. er ren natur

Egentlig er det mærkeligt at forstille
sig men 90 pct. af øen er ren natur. 

Mon nord er øen afgrænset af Juvre
Dyb
på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet
kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.

En 3 meter klitzoner går ned gennem
øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget
anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har
dog ikke kunnet stoppe vandet.  

Nordseebad Lakolk

Stik mod vest ligger Lakolk.
Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. 

Sandstranden er enestående, vel nok
tre meter bred. Så mangen en Tynne
– Knajt
har taget sine første køretime her hos far.

Ikke så sært, at turisme er øens
vigtigste erhverv.  

Moden med strandbadning går kun tilbage
til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt
at tage til stranden.
Langs vadehavskysten havde bademoden bredt
sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819.
Mon ikke Christian den Ottende
og H.C. Andersen har været ude at bade her?  

Nordseebad Lakolk
blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen
fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk
og en enkelt gæstgiver fra Hvidding
købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs
over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.   

Men det var lidt af en rejse, at komme
hertil. Først kom man med toget til Skærbæk.
Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk
med damperen Röm til Kongsmark.
Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første
sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.  

Omkring 1900 blev der opført omkring
40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt
billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel
Drachenburg,
et logihus og en restaurant Kaiserhalle.

Og en troljebane,
som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet
til Kongsmark Rømøs
østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv. 
Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet: 

  • politimæssig tilladelse
    til drift af en hestebane for person
    – og godstrafik mellem Kongsmark og Lakolk.

 

Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den
blev først nedlagt i 1939. 

Selskabet går fallit

To varmbadshuse uden toilet blev indrettet,
og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle
indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit.
Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.

Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket
og solgt til private.

Drachenburg
brændte i 1965 og Kaiserhalle
forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.  

Natur
– hele året

Hvis man ikke lige er til strandlivet,
så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen
blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store
skarer.

Når efteråret går ind, viser havet
sit sande ansigt. Det barske Vesterhav
går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os
fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden
ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.  

Før dæmningen lå Rømø
hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen
til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet
sig. Meget sjældent forkommer hugorme.  

På vej ned mod Havneby
ligger Kommandørgården. Den hører i dag under Nationalmuseet.
Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede
fra Rømø. Den er bygget i 1748.  

Mystik omkring Borgbjerg

Lige nordøst for Kommandørgården
rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg).
Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang
i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb
og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge
en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg,
der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet
være brændt.

Men det kunne også være hændt før.
I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede
forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete
den Første
lod en mængde små borge nedrive.

I alle årene var Borgbjerg
forladt. Og spøgeriet tog fat.  

Guldet forsvandt

Engang fandt en mand således en stor
spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte
den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at
hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere
sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet
gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi
snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?

De underjordiske og jordemoderen

En anden gang hentede de underjordiske
en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame
med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen
fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun
spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste
dag var de forvandlet til det pureste guld.   

Den omtalte borg gik der mange rygter
om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente,
at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede
, havde bygget den.

Mærkelig nok bestod højen af ler, som
ellers ikke fandtes på Rømø.  

Fodstien til Frudal

Et sagn fortæller om en fodsti, der
fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken.
Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste,
der boede derude.

I Frudal
skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer
for en sandflugt. I Riberhus Jordebog
fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.  

Heksen fra Rømø 

Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol
blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes
fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under
tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings
også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med
Maren Peder Bodzers,
som var indespærret på Møgeltønderhus.  

Den lille skole

I nærheden af Kommandørgården
ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret
af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var
ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen
40 børn.  

Mod syd ligger Havneby
med færgeforbindelse til Sild.
Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.  

Østers i massevis

På havbunden ud for Ribe, Rømø
og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er
de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en
bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet.
De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra
bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers
ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.

Men pas lige på, når du begiver dig
ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på 
ebbe og flod er cirka to kilometer.  

Rømø 
Kirke

Rømø 
kirke,
der stammer fra 1100 tallet,
har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet
mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand
i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller
og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten
fra 1600 til 1800.

Kirken er selvfølgelig viet til Sct.
Clemens –
sømændenes skytsengel.

Som så mange andre steder solgte
man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken. 
Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers
oldeforældre.

Meget særpræget så hænger der
15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes
initialer.  

Gravstene fortæller historie

Den store tilknytning til havet og havets
folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående
samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere
tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring
Rhinmundingen.
Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder
i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod
også en plads åben til kommandørens og hans kones død.

De meget talende billeder gengiver ofte
skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik,
da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn
står og vinker inde på stranden. 

Andre sten bærer udtryk for glæden
over ægteskabet:

  • See her er vi og de Børn,
    som Herren har givet os,
    står der under et relief, der viser kommandøren
    og hans kone med deres 12 børn. En anden gravsten beretter, at den
    kommandør, som stenen er rejst over, og som døde i en alder af 45
    år, foretog 27 rejser fra Hamburg
    til Grønland.

 

Sildeeventyr

Fra gammel tid var øens beboere knyttet
til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle.

Omkring år 1500 deltog Rømø
– fiskerne
i den store silde – fangst ved øen Helgoland.
Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr.
Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis
andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var
der en del rokker, som dengang var en yndet spise. 

Sælfangst og Tønder
– købmænd

Rygter vil vide, at Rømø
– fiskere
sammen med fiskere fra Helgoland
deltog i sælehundefangst. Men her på dengang.dk har vi  kunnet
finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det
kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælefangsten var på
sit højeste i 1685 var der på Rømø
ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.

Sandsynlig er det dog, at et mindre antal
Rømø –
skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland.
Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø
den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder
med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch.  

Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.

Noget tyder også på, at der var
nær forbindelse mellem Tønder
– købmænd
og  Rømøs Grønlands
– skibe.
I Tønders relationsprotokol 
fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands
– skibe
skulle fritages for flådetjeneste.  

I 1730 skulle Tønder
– købmændene
have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland.
I Tønder blev der således i 1769 oprettet  et Grönländisches
Comagnie.

Og i 1716 havde Tønder
– købmændene
bygget et pakhus på Rømø
for 1.748 rigsdaler.

Af toldbogen 1769 fremgår det, at
Søren Amders
den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk.
skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.

Samarbejdet mellem Tønder
og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner
man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.  

Meget tidligt var der tale om et betydeligt
antal østersbanker i Vadehavet.
Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers.
I 1643 befalede Christian den Fjerde
at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten
fra bankerne ved Lister Dyb.

I 1740 drev 14 både østersfangst fra
Rømø.
 

Fra Havneby
blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket
fra det nu forvundne Helmodde
Rømøs sydkyst.

Fiskeriet s betydning fremgår blandt
andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus
på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.  

På 
hvalfangst

I 1700 – tallet spillede øens
søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe,
der opererede ved Svalbard.
I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte
kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske
eller hamborhske skibe.

 
I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved
skibsforlis under Grønlands
østkyst.  

Fanget af sørøvere

Sørøvere mødte Rømø
– sømændene også.
Men ofte tog man nord på, og sørøverne
opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier.
Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen
i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En
indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.

Men også på fastlandet og
de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand.  

Fra ca. 1800 blev Islandsfarten
og almindelig fragtfart mere almindeligt.

Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri
tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.  

Udehavn for Ribe

For længe siden, da Ribe
havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø
det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe
var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde
til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre
til Ribe. Men da

Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.

I storhedstiden tjente rømøboerne store
penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe.

Også Christian den Fjerdes
saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs
sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.  

Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,
Borgerne i Ribe fri Besiddelse af deres Forstrand, List, Manø
og alle Kyster, som ligger mellem fornævnte Steder og Ribe By, tillige
med deres eget Dyb.
Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb
at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein
advarede i en navigations – guide
at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb
mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.  

Hvorvidt Ribe
havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men et
er sikkert , Ribe tjente på tolden. 

Rømø 
fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i
1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø.
I 1608 passerede 23 skibe Øresund.

Svenskerne brændte Rømø 
– flåden

Under Torstensson
– fejden
i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har
været årsag til meget ondt i Sønderjylland
disse svenskere.

Men trods store vanskeligheder rejste
man sig igen på Rømø.
Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen.  

Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads.

Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark
et trankogeri. 

Landbrug

Landbrug har ikke givet det store på 
Rømø.
Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald
i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer
fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu
ikke meget, han fik.

I 1902 blev der foretaget en såkaldt
kvægtælling
på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker
hornkvæg, 1696 får og 66 svin.  

Det var kvinderne, der stod for landbruget.
Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling
af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.

I 1840erne, da skibs – eventyret
forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.  

Brændselsbjergning

Brændselbjergning
var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
aller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer
og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.

Tørvegravningen foregik på bestemte
dage i forsommeren. Efter tilsigelse af æ Pandmand
måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden
med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge
en velegnet plads. Klokken 9 hejste æ Pandmand
sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl.
12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.  

De fattiges
ø 

Ofte taler man om, at Rømø
var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en
Degnebolig,
fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø
– og sandflugt ødelagde jorden.

Men i midten af 1700tallet syntes velstanden
at have fundet vej til øen.  

Den rige kaptajn

Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens
i Toftum
så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken
slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn
Petersen
i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg
skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert,
viser det hus, som Harcke Thades
boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.  

De rige fungerede som bank

Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand,
var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig
tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol
var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt
til mænd på Rømøs Sønderland.

Men omkring 1813 ramte krisen Rømø.
Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var
ikke så meget værd. Modløshed fulgte.  

Og så siger man, at skibsreder
A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø.
Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener,
at den første Mærsk – slægt
går tilbage til Ballum – egnen
i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien
Olufsen
fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.  

Og tænk et par gange, er der strandet
kaskelothvaler på Rømø.  

Kystsejladsen forsvandt

Flere gange barslede man med planer om
en kæmpe havn på sydsiden af Rømø
ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om
dette. Med anlæggelsen af Rømø
– dæmningen
forsvandt kystsejladsen.  

Rømø 
– dragten

Rømø 
– dragten
adskiller sig fra Fanø
– dragten
ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø
har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -,
kirke og sørgedragt.  

Naturligt at blive sømand

Man spurgte aldrig en dreng på Rømø
dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være
sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands
isbjerge og Kina og Indiens
særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet.
Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for
øen.  

Hvervekontor

Kaptajn P.J. Michelsen
i Toftum var agent for Donners Kompagni
i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 –
84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø.
Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby,
Emmerlev og Højer Sogne.
 

Den lange forlovelse

Man forlovede sig i en meget ung alder,
men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen).
Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge,
der selv traf valget.

Tre ugers tid før brylluppet gik det
unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangte
tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage
i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.  

Brudeseng

Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården.
Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste
slægtninge udpegede en skaffer, en redekone, fire skænkere og fire
brudepiger.

En uge før brylluppet skulle der være
Brudeseng.
Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser
(et Fad Mad), som brudegave, mødete de ældre frem med dette
hem imod aften.  

I redekonens
påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad
der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning,
og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr.
Når de, der var mødt til Brudeseng
havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af
redekonen.
Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det
var slemt for redekonen, hvis ikke alt var i orden.

Så blev der drukket skål på 
det, og gæsterne dansede hele natten.

En bryllupsindbydelse

To dage før brylluppet mødte alle skænkere
og brudepiger i Bryllupsgården.
De to skænkere blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse
til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan: 

  • Æ skuld helsen fra Peter
    Fisk å hans kjærest om I vild væe så goj o komm
    å Torsde Morn å drikk en kop Kaffe
    å følle mæ dem te kirk å høe æ viels
    å følle mæ hjem te ma å tej del i
    æ fornøjels.

 

Skænkerne
lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte
tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager,
lamper og hvad der ellers hørte til gildet.

Skafferen
var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet.
Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget
mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.  

Mor blev i køkkenet

Redekonen
sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var
forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at checke om
alt gik rigtig for sig.

Brudepigerne og skænkerne var opvarter. 

På bryllupsdagen om morgenen blev
gæsterne mødt af brudepiger og skænkere.  Mændene blev budt
på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød
og tvebak af et fad.

Den efterfølgende opvartning bestod
i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med
rosiner og krydderier i ).
Dertil tre til fire punche, hvoraf i
hvert fald den ene var en Rumpunch.
Derefter tog man i kirke.  

Ved middagen bærer skænkerne
på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som
fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød
med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.

Anden ret er vinsuppe med mange rosiner
og kanél. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl
til.

Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.  

Dansen om huset var den egentlige afslutning
på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte
brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø
en hel uge.  

Begravelse på 
Rømø 

Når en person var død på Rømø
blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand,
en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.  

  • Æ Klok 5 i gåe døe Peter
    Slaute.

 

Et par dage før begravelsen samledes
de nærmeste slægtninge til Ke-stlæg.
Samme dag gik Æ By – mand,
denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider
var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til
hans sidste Sovekammer og Hvilested.

I lighuset blev man beværtet med kaffe
og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.

En gammel pebermø havde ønsket,
at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik
hun opfyldt.  

På vejen til kirken, skulle to
af de nærmeste sidde på kisten.
De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog
bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt
Ærr´øl.
 

Gilder på 
Rømø 

På skibene herskede der respekt
og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen
og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange
gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen
og julen.

Julegildet var et almindeligt aftenbesøg,
kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med
kaffe og anden gang med the til.  

Til høstgildet Æ Opslit
blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen
bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam.  

Svineslagtningen var en af årets begivenheder.
Foruden en so og et par ungsvin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og
lam i en husholding. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt
lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.

Om aftenen blev naboer og venner indbudt
til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser.  

De store folkefester som fastelavn og
Peders Dag
forsvandt efterhånden på Rømø.  

Peders Dag
eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest.
Og det var det på alle øer i Vesterhavet.
Dagen til Pers Awten drog drengene i skare i byen rundt og bad
om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde
blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev
fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets
frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider
samledes ungdommen om disse bål.  

Inden prøjserne satte grænser for friheden
morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på 
kroen.  

Nazisterne holdt møde

Og dem, der tror, at man ikke mærkede
noget til anden verdenskrig på Rømø,må tro om igen.

I 1938 holdt nazisterne propagandamøde
på øen under ledelse af Kreisleiter
for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum
og Ortsgruppenleiter for Tønder
By, margarineagent Jessen.
 

I september 1939 mente flere beboere,
at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der
havde været på opklaringsflyvning over Skagerak
blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade
ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september
ankom der 10 grænsegendarmer.

Et større fly styrtede i havet lige
syd for øen, en måned efter.  

I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly
tre bomber ned over Rømø.
Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild.
Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø
mod syd.

I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt
fra et stort bombeangreb mod Sild. 

De tyske soldater ankom

Den 9. april ankommer en masse tyske
soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet
efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat
ved Havneby.

Luftværnskanoner ankom til øen. Ved
stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte  fra et
fly, der styrtede ned ved Sild.
Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del
skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt
til eksplosion.  

Tøj af spæreballoner fra London

I marts 1941 blev der igen kastet engelske
bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og
begravedes på kirkegården.

Den 27. september styrtede et engelsk
fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget
til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.

Den 1. november kastes en masse brandbomber
ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over
øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte
jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.  

Den 1. september 1942 blev en landmand
kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg
på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.  

I 1944 blev økommandant Seeger
arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse.
Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev
skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.  

Badning forbudt

Den 5. januar kunne Rømøs
befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø
mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten
mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.

Den 11. februar blev to huse i Kongsmark
frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly
blev hyppigere.  

Den 1. maj var det slut med at bade på 
Rømø.
Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og
strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder.
Der var ingen adgang for civilpersoner.

Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber.
Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til
Rømø
skærpet.

Natten mellem den 16. og 17. august krydsede
mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel
og Stettin.
 

Tysk soldat skulle hældes ned i jord

Den 30. august begik en tysk soldat selvmord.
Han skød sig i barakbyen i Kongsmark.
Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som
landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig
begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.  

I 1945 steg antallet af tyverier på 
øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette.
I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på 
øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på 
øen.  

Befrielsen

Efter befrielsen blev et 10 – 
mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af,
hvem der arbejdede for den tyske værnemagt.

Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste
i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav
sig til to betjente og to frihedskæmpere.

En engelsk oberst, en engelsk marinemajor
samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild.
Efter en time returnerede de igen.

600 soldater forlod øen i fire store
og 4 små skibe med kurs mod syd.  

26 englændere og 10 danske frihedskæmpere
ankom til øen den 22. maj. Om aftenen  returnerede englænderne
igen.

I slutningen af maj ankom 30 soldater
fra Royal Airforce. De overtog bevogtningen af de militære anlæg.
Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på
øen. Under dette arbejde dræbtes flere.  

Et skønt minde

Vi forlader den dejlige
ø, Rømø med et fantastisk minde, som må 
være 40 år gammel. Vi var et par stykker, der en tidlig morgen i begyndelsen
af juni indviede badesæsonen på 
Rømø Sønderstrand. En fantastisk surrealistisk oplevelse, der
var både godt for sjæl og legeme. En mennesketom strand, en fantastisk
natur og en kold morgendukkert. Det står stadig mejslet i mit sind.  
 

Kilde:
Se

Litteratur Tønder

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)  

Hvis du vil vide mere om:
Vadehav og Marsk: Læs

Soldater på 
Jordsand (under Højer)

Søslaget ved Højer (under Højer)

Øen Jordsand
– engang ud for Højer (under Højer)

Travlhed ved Højer Sluse (under Højer)

Højers historie (under Højer)

Højer
– stormflod og diger (under Højer)

Fiskeri ved Højer (under Højer)

Bådfolket i Rudbøl( under Højer)

Heltene i Vadehavet (under Højer)

Øerne
– syd for Højer (under Højer)

Vadehavet ved Højer (under Højer)

Aventoft
– Byen ved Grænsen (under Tønder)

Digebyggeri i Tøndermarsken (under
Tønder)

Friserne
– syd for Tønder (under Tønder)

Kanal gennem Tønder (under Tønder)

Møgeltønders historie (under Tønder)

Sønderjyllands Wild West (under Tønder)

Tøndermarsken (under Tønder)

Tøndermarsken 2 (under Tønder)

Tøndermarsken
– under vand (under Tønder)

Vadehavets maler
– Emil Nolde (under Tønder)

Vikinger i Vadehavet (under Tønder)  


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland