Artikler
December 18, 2024
Liv, Død og Mysterier på Assistens Kirkegård
Dette er nok ikke det mest hyggelige foredrag. – Foredrag 17.12.2024 på Støberiet, Blågårds Plads – Nørrebro. Vi skal bl.a. kigge på skindøde og spøgelser. Så skal vi hilse på nogle af dem, der ligger her på kirkegården. Dem, der var ansat her på kirkegården, var nok ikke Guds bedste børn. De var selv gravrøvere. Og her måtte Røde Flag ikke vises. Der kom så mange tilskuere, at man talte om at indrette transportable tribuner. Engang talte man om at lave det hele om til en park med iskiosk ved siden af H.C. Andersens grav og toilet bag ved Kierkegaard.
Et toilet bag Kierkegaard
Forfatteren, Martin A. Hansen sagde engang:
Ja og snart skal det hele omlægges til park. Det har man sagt mange gange. Gad vide, om der i fremtiden kommer et toilet ved siden af Kierkegaard, og en iskiosk lige bag H.C. Andersen.
I øjeblikket kan vi glæde os over en kæmpe byggeplads ved indgangen fra Runddelen. Ja sådan skrev jeg engang i en artikel.
Alle begravelser inde for voldene
Indtil midten af det 18. århundrede foregik de fleste begravelser i København på de kirkegårde, der lå inde i den gamle by.
Uden for voldene lå dengang kun Holmens Kirkegård, der blev taget i brug i 1666 og Garnisons Kirkegård dom oprettedes i 1711. Desuden eksisterede Mosaiske Kirkegård på Nørrebro allerede fra 1694.
1760 – Det starter på Nørrebro
I 1756 blev det besluttet, at de seks små Assistens Kirkegårde, som lå hist og her mellem husene i den gamle by, skulle nedlægges.
Disse grunde blev efter en passende tid udlagt som byggegrunde. Undtagelse var Vajsenhusets og Vartovs, der blev benyttet til udvidelse af Halmtorvet.
Men først i 1851 blev det forbudt at nedsætte lig på nogen kirkegård inden for Københavns Volde.
Den 6. november 1760 blev kirkegården indviet. Disciple fra Vor Frue Kirke sang en salme, som meget passende hed
De sang – hvis ikke helt rent. I hvert fald så skar diverse kirkefolk grimasser.
Og kirkegården på Nørrebro var egentlig anlagt på en sumpet mark, hvor der tidligere var dyrket tobak
Nu kom de rige
I de første år var her en Fattigkirkegård.
Men en sønderjysk adelsmand var den første af de fine, der blev begravet her. Han hed Johan Samuel Augustin. Han var født i Eiderstedt i Nordtyskland. Han var på et tidspunkt knyttet til slottet i Augustenborg.
Han skrev i sit testamente, at han aldrig med forsæt eller mod sin vilje, havde fornærmet nogen i levende live. Hans døde legeme skulle heller ikke påføre andre nogen skade. Derfor anmodede han at blive bestrøget med en tilstrækkelig mængde kalk i en simpel kiste, 10 fod dyb.
Og det med tildækningen tog man ikke så tungt på kirkegården. Og det havde områdets hunde fundet ud af. De flokkedes alle sammen her.
Forskel på folk – selv i døden
Der var forskel på begravelser, alt efter hvor mange penge, man havde og hvilken stand, man havde. Det hele kunne bestilles på Begravelseskontoret.
Man blev simpelthen begravet efter rang:
Penge kunne forandre alt
Man kunne dog mod betaling undgå dette og rykke frem på rangstigen.
Når en velstående borger var død, blev liget klædt af kvinder og lagt i en kiste, der helst skulle være af egetræ. Ved denne ceremoni var et stort antal slægtninge til stede. Disse blev trakteret med mad og drikke og konfekt.
Ligkisten stod åben. Den blev anbragt i den sort beklædte stue omkredset af vokslys. Ofte var der våben og skjolde, selv om afdøde i levende live ikke måtte bære dem.
Ved sådan en begravelse gik det ofte lystigt for sig. Liget stod længe over jorden. Ja ti uger var ikke unormalt. Når begravelsen nærmede sig, gik bedemanden personlig ud og indbød folk til at følge eller bære. Efter ligvognen fulgte ofte skoledrenge i sorte kapper.
Slut med at blive begravet i kirken
I 1805 var det slut med at blive begravet i selve kirken. Man mente, at når man blev begravet der, var man nærmere Gud.
En gammel regning
Da stadthauptmann Dr. O. Nielsen blev begravet lød hans regning således:
110 kareter
Da grosserer Jørgen Beck skulle begraves, fulgte hele 110 kareter fra Nyhavn til Nørrebro.
Og Johan Leonhard Fix, direktør for Asiatisk Kompagni blev stedt til hvile, var der fløjls – ligvogn med 4 heste med kusk, biløber, 8 ligbærer, 9 vogne til de sørgende, 25 tjenere og 2 politibetjente.
Den fine ligvogn kostede 20 rigsdaler, og så skulle man betale 4 rigsdaler for selve jordpåkastelsen.
Del velbjergede købte flere gravsteder af gangen. Og ville man begraves i nærheden af muren, ja så kostede det ekstra. Jo, det bedre borgerskab skulle beundres selv i døden.
Småfolk måtte danne lig – societeter for at klare udgifterne.
Ligbærerne var studenter. Men efter 1920 blev de fastansatte og bar samme uniform, som kirkegårdens opsynsmand. Samme år indførte man normalbegravelser. Således fulgte visse goder under en begravelse, så som orgelspil, træer, kandelaber m.m.
En sørgeforening fra 1724 formåede at begrænse den stigende luksus i sorgen.
Væmmelse på kirkegården
Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet, Den danske Tilskuer skrev i 1803 en artikel om Assistens Kirkegården:
Nærmest et cirkus
Særlig i weekenderne var der fest på kirkegården. Småhandlende og graverne selv solgte øl og brændevin. Børne fik lov til at tumle sig imellem gravstenene. Mellem gravene holdt man det store mad- og drikkegilde.
Særlig mandag morgen lignede Assistens Kirkegård en krigsskueplads.
De hjemløse byggede hytter og huler og holdt sammenskudsgilder om natten. I løbet af dagen skrabede de alt sammen, som de skulle bruge til nattens udskejelser.
En omlægning måtte der til
I 1803 talte den berømte læge og arkitekt for en omlægning af Assistens Kirkegård.
Stavefejl på gravstenene
Københavnerbladet klagede i 1804 over at der burde være en grænse med, hvor store monumenterne kunne blive:
Ja kirkegården figurerede ofte i datidens medier. I 1805 klagede bladet Politivennen over, at der var for mange stavefejl på gravstenene.
Man kunne heller ikke rigtig finde ud af, hvad stedet skulle hedde. Et skilt i 1805 bekendtgjorde at stedets navn var:
Der var kommet mange forslag fra befolkningen:
Man kopierede hinanden
Og så kritiserede datidens medier, at man kopierede hinanden. Det var de samme attributter, der gik igen. Urner, Tårekrukker, gravlamper, slukkede fakler, leen og hunden, der trofast hvilede ved gravmælets fod, men også duerne begyndte at slå sig ned. De var tegn på Helligånden.
Familiegravsteder var kommet på mode
Familiegravsteder var kommet på mode i slutningen af 1700-tallet kommet på mode. Her kunne man også hæve familiens anseelse med kostbare marmormonumenter og store sten. Dem var der mange af. Kunne man så få en kunstner som Wiedewelt til at fremstille et kunstværk, ja så var familiens lykke gjort.
Mange symboler på kirkegården
Den afdødes virke blev betegnet med et skibsror, passer og vinkel. Håndværkernes redskaber og handelsmandens symboler for eksempel Merkur i samtale med Neptun, kunne ses overalt på Assistens Kirkegård. Endelig kunne man se sommerfuglen og slangen. Sidstnævnte bed sig selv i halen.
Og Biskop Frederik Plum sammenfattede det hele i et digt:
lagdes mangen værdig Borger ned
Gravstederne lå tæt
Gravstederne blev lagt tæt sammen, ofte uden at være adskilt af veje. For at komme til et gravsted, måtte man ofte vade over andre gravsteder.
Bombning fra kirkegården
I 1807 blev alle opsynsmænd fyret. De havde stor fortjeneste i at sælge alle de afdødes tøj. Jo der skete sandelig noget på kirkegården.
Det var også i 1807, der foregik åben krig omkring kirkegården, da englænderne bombarderede København. Fra et batteri midt i kirkegården kunne man snildt ramme de tætbefolkede områder omkring Vor Frue Kirke.
Danske tropper forsøgte at angribe dette batteri, men blev trængt tilbage. De kom i baghold. Og omkring Jødekirkegården åbnede englænderne morderisk ild. Resultatet blev, at 21 danske soldater omkom og 55 blev såret.
Krybskytteri
I 1818 kaldte datidens medier, kirkegården for gyseligt
Og krybskytteri var det også. Der blev i 1820 meldt om krybskytteri efter harer og agerhøns på kirkegården.
Der blev klaget over, at der lå ben-stumper på stierne. Graverne gad ikke at rydde op. Og de tre alen som skulle gravene skulle være dækket med blev ikke altid overholdt.
Tilmurede begravelser var farligst
Digteren, filosoffen og lægen, Johan Clemens Tode mente at tilmurede begravelser var farligst, fordi de holdt på dunsterne. Så når graven blev åbnet på ny, for at indsætte den næste, udbreder der sig en forfærdelig giftatmosfære. Tode ville have at kirkegårdene skulle ligge langt ude for byerne, frit og højt, hvor vinden kunne blæse den syge og usunde lugt bort.
Tode var en elskelig læge og en munter poet. Han vandt et stort publikum både ved sine viser og ved sine forskrifter for en sund levevis, populære lægeråd, som han lod udkomme i tidsskrifter. Han var stifter af Medicinsk Selskab.
Efter hans død samlede venner og bekendte ind til et gravmæle. Hele 107 med den sindssyge Christian den Syvende i spidsen meldte sig.
Lig-stuen
Kirkegården var langt større end nu. Hans Tausens Park var også kirkegård dengang. Ja man siger, at den nærliggende skole er bygget over knogler.
Den ældste bygning på kirkegården er Graverbygningen. Og arkitekten Jens Bang skrev også en bog om korsetternes skadelighed.
Graverboligen er bygget i 1808. Her kunne lig indsættes for aat vente på gravstedets klargørelse eller for at sikre sig at den afdøde ikke bare var skindød.
I 1898 kunne man læse følgende om dette Graverhus:
Jeg er kun skindød
Dengang talte man meget om skindøde. Således havde H.C. Andersen altid et skilt stående på natbordet, når han var ude at rejse:
Allerede i 1783 udgav teologen Dr. Bastholm et skrift om levende begravelse. Han foreslog blandt andet, at der skulle blæses med trompet, for at se om de afdøde skar ansigt, eller om de vågnede.
Bedemænd i USA og England solgte kister med ilttilførelse og signalapparater i tilfælde af!!!
Overvågning af lig
Man sagde dengang, at det skulle gå mindst 3 dage før man kunne udfylde en dødsattest. Bedemand Schou fremkom med et epokegørende projekt om indretning af en stor almindelig begravelsesanstalt.
Den fornemste opgave var at skulle bevogte de døde indtil de viste usigelige tegn på at være døde. Pladsen foran Holmens Kirke ville være meget egnet. Der skulle indrettes lig – celler og værelser til de ansatte. Det var velvilje til projektet fra mange sider og selv en kongelig bevilling blev det til.
Men ak i 1846 døde den initiativrige bedemand og ingen arve-tager meldte sig.
Efter 20 år kom der igen gang i tankerne
Men 20 år efter opstod tankerne igen. Nu skulle der også indrettes en anstalt for de velhavende. Det skulle koste 10 Rigsdaler modsat taksten for den almindelige anstalt på 2 Rigsdaler.
Men så fik man også et spejl stillet til rådighed, så det kunne ses, når man trak vejret. Så skulle der selvfølgelig også installeres et klokkespil på lillefingeren. Og så var det selvfølgelig også mere overvågning med i prisen.
Mange historier om skindøde
Der er mange historier om skindøde fra hele Europa. Det er ikke kun den om Gertrud Bodenhoff, som vi skal høre om lidt.
En anerkendt historiker og filosof, Winsløv fortæller, at han som barn to var meget syg. Familien troede begge gange, at han var klar til begravelse. Han udgav et skrift, hvor han hævdede at de læger, der anvendte dødstegn, var usikre. Mange nulevende skal frygte at blive levende begravet, hævdede han.
Bogen blev oversat til fransk. Og her blev hans bog en stor succes.
Han nævner eksempler på at dem man troede var døde var
Den unge pige forsvandt
Medierne skrev engang om en pige på en herregård i nærheden af Næstved. Hun var død, troede man og var lagt i den store sal. Om morgenen, da moderen kom ind til hende, var hun ikke mere i kisten.
Man var bange for, at hun var blevet bortført. Man begyndte at lede i området. Da moderen senere på dagen gik ind i pigens værelse, lå hun til moderens store overraskelse i sin seng. Hun slog kort øjnene op og sagde, at der hvor hun lå tidligere var det koldt. Her nede på hendes værelse var det varmere. Så vendte hun sig om og sov videre.
Lægen blev tilkaldt og mente, at det bedste var at hun fik sovet. Og det gjorde hun så 36 timer i træk. Derefter slog hun øjnene op – og alt var normalt.
Pas på Dørkarmen
Vi er på krematoriet. På vej ud af kistemodtagelsen trillede man ved en fejl hårdt mod dørkarmen. Det var vild opstandelse, da man mærkede liv inde fra kisten. Med rystende hænder fik de chokerende portører nu skruet låget af.
Enkemanden var nu ikke enkemand længere. De fik endnu et par måneder sammen. Da fruen atter lå i kisten, udbrød den hårdtprøvede enkemand:
Der kunne fortælles mange flere historier om skindøde. Men om alle disse historier er sande, kan vi ikke vide.
Offentligt værtshus i Ben-huset
Tænk her var tidligere en sumpet mark, hvor der blev dyrket tobak. Ja det blev sandelig et tilløbsstykke, og det med sumpen afstedkom også senere problemer.
Det var noget at opleve her blandt de døde. Så stor var interessen, at det kunne sammenlignes med slotshaven på Frederiksberg. Man kunne enten se på, når de fine blev begravet, eller man kunne fornøje sig med sprit og mad på gravstenene.
De småkriminelle delte deres bytte herude på kirkegården.
På et tidspunkt blev man fra øvrigheden nødt til at udsende en forordning:
I 1803 skrev Knud Lyhne Rahbek, som udgav tidsskriftet ”Den danske Tilskuer” en artikel om Assistens Kirkegård:
I 1813 blev det forbudt for graverne at sælge sprit de besøgende. Men det var ikke sådan at stoppe. I 1851 talte man om
Vand på kirkegården
I 1833 klagede man over at kisterne stod i vand. Man måtte lede vandet ned i Ladegårdsåen. Og dette blev brugt som drikkevand.
I 1874 fortæller stadslægen, at der må øses 30-40 spande af gravene. Sandelig meddeler ”Blade fra Kirkegaarden” at flertallet af nogle beboere nede ved Ladegårdsåen skulle være fundet døde. Man mente at de havde drukket af å-vandet.
Kirkegården var lavt liggende og et fast lerlag forhindrede vandet i at synke. Man foreslog at lede vandet i en kloak under Ladegårdsåen helt ud til stranden. Men sådan en anordning ville koste 15.000 Rigsdaler. Og det ville man ikke ofre.
Et uvæsen bredte sig
Et uvæsen havde bredt sig om aftenen langs Assistens Kirkegården. Det kunne man læse i bladet ”Politivennen”.
Kvinder af den laveste og mest usle klasse havde antastet forbigående mandfolk. De blev overdænget med skældsord og forbandelser, hvis de ikke gik med. For enden af kirkegården opholdt de sig. Bladet mente, at de ansvarlige skulle befri folk fra dette afskum.
Havarerede eksistenser færdes på kirkegården
Jo graverne ville gerne udstedes med politiskilte, for at få stoppet alle ulovligheder. Og i H.C. Andersens sidste eventyr Portnøglen fra 1872 kunne man læse om hvæssende lirekasser og svævende klarinetter og spisende folk på gravstederne. Det var netop det eventyret handlede om, Madkasse – fænomenet på Assistens Kirkegård.
Tilstrømningen til kirkegården var så stor, at man talte om at indføre entré. Taksten skulle være fra 4 – 8 skilling. Om søndagen skulle det være gratis. Andre forslag gik ud på, at hunde, børn og folk med kårde og stok skulle nægtes adgang.
Man kunne i datidens medier læse, at
Spritterne og vagabonderne holdt til her på kirkegården. Om natten var der altid sammenskudsgilde her. Man delte det man på mere eller mindre ærlig vis, havde tildraget sig.
Graverne drev butikshandel
Bladet ”Blade fra Kirkegaarden” – Organ for Assistens – Kirkegaardens Historie påstod at graverne drev ulovlig butikshandel fra graverboligen. Intet under at bladet kun omkom tre gange.
Nonner blev sjældent gamle i Danmark
I 1907 var kirkegården omtalt i ugemagasinet Hjemmet. Her skrev bladet, at den romersk – katolske afdeling var præget af mange fællesgrave for nonner. At dømme efter gravene bliver nonner sjældent gamle i Danmark, skrev bladet.
Rødhårede var for festlige
Nu kunne det hele også blive lidt for festligt, når der var begravelser. Således var der forslag fremme, at rødhårede skulle forbydes adgang. De skulle ikke bryde den højtidelige stemning. De kunne passes smøres ind i komøg. Men hvad med lugten?
I 1914 udkom der en roman, der handlede om kirkegården. Den handlede om en mestertyv, der sammen med sin datter i månedsvis holdt sig skjult i en åben grav. Titlen på bogen var Rotterne.
Kæmpe følge
Johan Leonard Fix blev begravet standsmæssig. Han havde været direktør for Asiatisk Kompagni og havde lejet 20 vogne til følget. Men der var i alt 111 vogne med til begravelsen. Der var lejet i alt 25 tjenere.
Skulle Metrolitan skoles elever synge krævede skolen betaling.
Hvis bedre ligvogne skulle bruges, måtte der også betale ekstra for bedemænd. Lægmændene skulle have såkaldt handskebetaling. Småkårsfolk måtte danne forsikringsselskaber eller melde sig ind i lig – societeter for at kunne klare udgifterne.
Ofte forstyrrede den slet påklædte pøbel ind over muren og forårsagede uorden. Man forsøgte hele tiden at begrænse folk adgang til kirkegården under begravelser, men det var svært. Man talte om at man skulle til at forlange entre.
Drenge, hund og folk med stok blev efterhånden nægtet adgang. Der måtte ikke lukkes flere end, man kunne styre.
Jo folk var blevet anholdt for uterlighed på kirkegården. Og så blev der sandelig også stjålet zink-plader.
En begejstret svensk digter
Den svenske digter, Nicander var begejstret for kirkegården. Han udtrykte det på denne måde:
Han havde ikke opdaget at stedet nærmest var et lyststed, hvor graverne solgte sprit.
Den Spanske Syge
1918 var et sort år for Nørrebro. Ifølge Dr. Shaefer var der mange steder, hvor hele familier lå syge. Ja det var hele huse, fra kælder til loft, hvor alle var ramt af Den Spanske Syge. En værkfører havde mistet alle sine tre døtre.
Aldrig siden kolera – epidemien havde der været så mange begravelser på kirkegården.
Således stod der dagligt 50 kister på kapellet. Begravelserne blev afholdt nonstop fra 8, 30 om morgenen til kl. 16 om eftermiddagen gennem flere uger. På 10 dage foregik der ca. 350 begravelser på Assistens Kirkegården.
Regine Olsen
Tænk her på kirkegården ligger Regine Olsen. Det var hende Søren Kierkegaard var helt vild med. Han gik gennem et helt år fra Østerbro til Nørrebro, langs søerne bare for at få et glimt af hende. Men hun tog til Dansk Vestindien med hendes mand.
Alberti
Og her ligger Alberti, storsvindler, spekulant, minister m.m. Han blev kørt ned af en sporvogn ved Fælledvej og døde et par dage senere.
Det var også Alberti, der i 1906 fremsatte sin berømte prygellov. Moralen dengang var at korporlig revselse var en del af opdragelsesmidlet. I skolen gik man frem med, Respekt plus eksamen er lig med prygl.
Spanskrørets trolddoms-magt blev så sandelig brugt af lærerne. Respekt skulle prygles ind. Og det var Alberti med til at fremme.
De kendtes gravplads
Her ligger sheriffen af Vesterbro, Dan Türrel. Ifølge min afdøde kone var hun årsag til, at han fik sorte negle. Så kunne han hurtigere blive berømt. Den ældste af knægtene mødte ham engang inde på Hovedbanegården med en stor cowboyhat på. Han spurgte:
Ja sådan svarede Dan Turrel.
Og ikke at forglemme Natasja, der også ligger herude. Det var hende med Vi vil have Danmark tilbage.
Her ligger skaberen af Brøndum Snapsen, også kaldet Den Falske Greve, Han gjorde kongens elsker, fru Danemand gravid, mens kongen var i Wien. Hun ligger hvis nok på Garnisons Kirkegård.
Ellers kan kirkegården også byde på Peter Malmberg, Ben Webster, Barbermaleren, Henry Heerup, Hans Scherfig, Thomas Koppel, Etta Cammeron og Christen Købke.
Julens Hitmagere ligger her
Her ligger Peter Faber. Det er manden bag de store julehits ”Højt fra træets grønne top og ”Sikke en voldsom trængsel og alarm”. Ja han har også begået ”Dengang jeg drog afsted”. Ja tænk engang – alle personer i Højt fra Træets grønne top eksisterede dog undtagen Henrik – fenrikken. Måske har det med ”De Slesvigske Krige” at gøre
Her finder vi også Johannes Krohn – manden bag Peters Jul. Jo det var borgerskabets jul i det gamle København, der her blev beskrevet.
Vi får at vide, at borgerskabets jule-ret var Risengrød og gås.
Da Kierkegaard blev begravet
Da Kierkegaard blev begravet, protesterede søstersønnen, lægen Henrik Lund over den kirkelige handling. Det kom der en retssag ud af. Begravelsen var ellers et tilløbsstykke.
Henrik Lund sagde for resten følgende:
H.C. Andersen
Her ligger H.C. Andersen, der blev begravet fra Vor Frue Kirke den 11. august 1875. Også kongen og dronningen deltog. Han havde altid en seddel med, når han var ude at rejse. Her stod der:
De sidste måneder af sit liv tilbragte han hos familien Melchior på Østerbro. Til sidst var han så afkræftet at han måtte have husets frue til at skrive i sin dagbog.
Han kom ofte på kirkegården og den er også nævnt i flere af hans historier. Han fortæller at hans ven, fysiker, filosof og opdager af elektromagnetismen, H.C. Ørsted døde, var hverken hans kone eller datter ikke med.
Det sømmede sig ikke dengang at kvinder deltog ved en begravelse.
Det var det
Vi finder også den verdensberømte Niels Bohr og Madamme Mangor – hende med kogebogen.
Bag et træ befinder sig malerne P.C. Skovgaard og Wilhelm Marstrand.
Bemærkelsesværdigt er teksten på en familiegravsten. Det er Leif Sylvesters far og mor. Og teksten:
Så befri mig dog fra dette mørke sted
Åh ja, her ligger Gertrud (Giertrud Bodenhoff). Natten efter, at hun ifølge hendes bror, Den unge Rosted, blev begravet med røde kinder, var gravrøver i gang. Da de skulle til at tage hendes øreringe af, rejste hun sig så pludselig og råbte:
Og hun lovede dem guld og grønne skove, samt en rejse til Amerika. Men de tog en spade og dræbte hende – denne gang rigtig. Og det er ganske vist, for den ene af røverne tilstod på sit dødsleje på Frederiks Hospital over for den senere Biskop Münster.
De to gravrøvere blev chokeret og myrdede hende med en spade
Senere undersøgelser i 1950erne kunne hverken be-eller afkræfte episoden.
Gertruds mand døde efter kun 5 måneders ægteskab
Svigerfar, der tjente penge på skibsfarten, købte landstedet Kildevæld. Herfra var der udsigt til familiens skibe, når de sejlede forbi ude i Øresund.
Men ak og ve– Gertruds mand, Anders døde allerede efter 5 måneders ægteskab.
Tilladelse til at graven måtte undersøges
I 1953 gav familierne Rosted og Bodenhoff tilladelse til at gravstedet måtte undersøges. Disse undersøgelser viste at vielsesring, øreringe og andre smykker ikke var der. I øvrigt lå skelettet i en mærkelig stilling.
Ifølge familiekrøniken fra Rosted fortælles, at Gertrud Bodenhoff fik sine guldøreringe med i graven lige som vielsesringen.
Fabritius påstod at familiekrønikerne var opspind. Denne Fabritius var en anerkendt historiker – dengang.
Ifølge Starcke så beviser Gertruds mærkelige stilling at hun har været aktiv i kisten og at hun har bevæget sig.
Viggo Starcke skrev en bog
Viggo Starcke skrev en bog om undersøgelserne. Og bogen efterlod et overbevisende indtryk. Ja egentlig startede det med en artikel til ugebladet Hjemmet. Her valgte Viggo Starcke at skrive om Gertrud Bodenhoff.
Det viste sig at hovedet var næsten rullet rundt, så det nærmest vendte nedad, Rygsøjlen lå krumbøjet fra lænden til hvirvelsøjlen. Der var ingen kranielæsioner.
Havde Gertrud tandpine?
Man fandt ud af at hun kunne have haft akut ørebetændelse eller haft stærke tandsmerter som måske kunne have været opfattet som øresmerter. Hvis hun havde taget opium mod dette, som var datidens eneste smertestillende middel og som indeholdt morfin, kunne dette have ført til bevidstløshed.
Dette kunne sagtens også have ført til røde kinder, som hendes bror påstod, hun var blevet begravet med.
Hvem er Viggo Starcke
Men hvem er denne Viggo Starcke, der skrev bogen, Ja han var foruden overlæge medlem af folketinget fra 1945 – 1960. Fra 1957 – 1960 var han minister uden portefølje.
Dengang var der en anset historiker Fabritius, der mente at det hele var fup og fidus. Han mente at Starcke i den grad havde sjusket i efterforskningen.
En stor arv
Gertrud Bodenhoff havde efter sin mands død fortsat i mandens virksomhed, der omfattede skibstransport og tømrerhandel.
Ved hendes død arvede hendes mor tre halvbrødre hendes formue på 188.722 Rigsdaler. Og så var Gertrud åbenbart død efter seks dages sygdom.
Hun havde caries
Hendes bror talte om, at hun var død af ”chikane”. Kunne dette skyldes selvmord som følge af problemer i firmaet eller psykiske problemer i forbindelse med mandens alt for tidlige død?
Familien talte om, at hun havde byld i ørerne. Men da man undersøgte skelettet, kunne man konstatere kraftige angreb af caries. Så det er meget muligt, at hun havde tandpine da hun blev lagt i kisten.
Historien om Gertrud Bodenhoff er gengivet i forskellige versioner hos familierne Rosted og Bodenhoff.
Min bror er morderen
En rektor, Simon Meisling beretter om, at morderen, der skulle have myrdet hende, da hun rejste sig fra kisten, var hans bror, der var overgraver på Assistens Kirkegård. Han var flygtet til Amerika, hvor han døde. Men en anden version fortæller, at han døde på Frederiks Hospital. Det var den ene af gravrøverne, der havde tilstået over for biskoppen.
Et andet rygte gik på, at hun var myrdet med en økse. Gravrøverne skulle have hugget ringfingeren af, for at få fat i vielsesringen af guld. Men så skulle det vel være konstateret, da man undersøgte skelettet.
Åbenbart var det pastor Münster, den senere biskop, der havde fortalt familien Rosted, at det var overgraver Meisling, der var morderen. Münster og familien Rosted var gode venner.
Graverkarlene gik efter smykker, ligklæder og kister
Graverkarlene havde bevidst gået efter smykker og ligklæder på Assistens Kirkegård. I mange tilfælde havde graverne også gået efter kisterne. Dem solgte de til snedkerne eller brugte dem til brændsel.
De værste graverkarle blev ved Hof – og Stadsretten dømt til flere års tugt- og rasphus. Meisling kunne man kun dømme for at være hæler. Men det var nok til at han mistede sit job.
Den 1. 7. 1934 skrev historikeren Louis Bobé i Berlingske Tidende:
Oehlenschläger skrev en novelle
Tænk at en af vores mest anerkendte digtere Oehlenschläger har skrevet en novelle om sagen. Hvis nogle skulle være interesseret i den så hedder den
Politiadvokat Lottinga hævdede at vores hovedperson måske var blevet kvalt. Men egentlig kunne vores gravrøvere jo bare have lagt låget på igen.
Måske var Oehlenschläger årsag til hele historien?
Men historikeren, der ikke troede på det hele, Fabritius, at det netop var Oehlenschlägers novelle, der havde skabt denne historie. Fabritius mente at historien er opstået mellem 1804 og 1820. Den omtalte novelle udkom i 1813. Desuden mente historikeren, at Starckes forskning slet ikke kunne anerkendes som anerkendt forskning.
Men nu var det bare det ved den historie, at Gertruds brors historie om de røde kinder allerede blev kendt i 1798 – samme år som Gertrud blev begravet.
Familierne fik først kendskab til ugerningen efter graverens død. Fabritius hævdede at den bodenhoffske familie ikke troede på historien – Men det passer ikke. De troede på den.
Hvor er min søn?
Ja der var masser af gravrøveri. Skomager Meyers søn fik en bom i hovedet, da far og søn gik en tur på Vesterbro. Han blev begravet på Assistens Kirkegård. Da familien efterfølgende ville besøge ham, var kisten væk. Familien søgte længe efter ham, lånte en spade og fandt endelig drengen afklædt og uden kiste.
Kadetter blev udkommanderet til at bistå politiet, bevæbnet med jernstænger. Dem stak de i jorden for at konstatere, om der manglede en kiste.
Man fandt i 1804 ud af, at 509 grave var blevet hjemsøgt.
Børnemord
Ja vi skal vel også lige have med, at Dagmar Overby myrdede to af de ca. 25 børn, som hun i alt myrdede her på kirkegården. Og barnemorderen boede i Jægersborggade. Hun tjente sine penge som dagpleje – mor, eller nærmere hel – plejemor. Og en gang imellem kom mødrene forbi, og kunne ikke rigtig forstå, at barnet ikke rigtig lignede.
De fleste af børnene blev brændt i kakkelovnen.
Spøgelset på kirkegården
Ved midten af det forrige århundrede boede en norsk student over for Assistens Kirkegården på Nørrebrogade. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget og drukket meget. Hen på aftenen åbnede de vinduet for at få noget luft.
Bedst som de nu stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede:
I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra graven, hvorpå skikkelsen afførte sig sine klæder stykke for stykke og vandrede bort fra kirkegården i retning mod byen. Danskeren sagde med en munter latter:
Da nordmanden ikke brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til gravhøjen, hvor han tog et stykke af klædningsstykkerne – en blegrød silkestrømpe.
Han lagde den på bordet i værelset. De to venner afventede nu at skikkelsen skulle komme tilbage.
Da klokken var præcis tolv kom skikkelsen gående. Den gik nu hen til graven igen og iførte sig klædningsstykkerne. Men da den nu opdagede at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede, fulgte sporet – gik hen mod huset og gik ind af porten.
Døren blev lydløst åbnet, og den hvidklædte skikkelse trådte ind til de to venner. Den kåde student var blevet ligbleg og fuld af rædsel havde han kastet sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet, vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var det forsvundet. Men den kåde danske student lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd ned mod højre side.
Han var blevet lam på højre side og forblev krøbling resten af sit liv.
Moralen af denne historie er:
Provo – Præster
På Nørrebro har vi i tidens løb haft nogle provopræster. Og her skal vi nævne Erik Bock. Han repræsenterede en unik periode i dansk folke – kirkeliv. Den omdiskuterede sognepræst skabte i de ungdomsoprørske 1970’ er mere eller mindre gennemtænkte provokationer over for den traditionelle kirkers autoritet. Man vidste faktisk aldrig, hvor man havde ham. Han ville aldrig spændes for politikernes vogn. Han mente, at den politiske kirke lugtede surt og gammel.
Han elskede at spille teater og provokerede ofte. Han begravede således en silikonedukke på Assistens Kirkegård og betragtede sig som præst for Christiania. To gange var Erik Bock suspenderet og utallige gange fik pålæg fra biskoppen. Men som han selv sagde:
Død ved Ladegårdsåen
I 1833 stod kister under vand på kirkegården, og dette vand blev ledet ned i Ladegårdsåen, som blev brugt som drikkevand.
I 1879 kunne Blade fra Kirkegården fortælle om, at nogle beboere nede ved Ladegårdsåen var fundet døde i et hus. De havde antagelig drukket af vandet i åen.
Socialdemokrat til evig forbandelse
Det var her i 1887, hvor den store socialdemokrat Adam Poulsen blev begravet. Men pastor Peter Steen var meget ufleksibel. Det var lige før, at et sandt arbejderoprør var startet her. Således måtte den røde fane ikke bruges. Og en socialdemokrat ville pastoren ikke velsigne.
På et tidspunkt havde præsterne på Assistens Kirkegård overgivet den afdøde til evig forbandelse, bare fordi han var socialdemokrat.
Kammeraterne måtte heller ikke sige nogle bevingede ord. Politiassistent Rantzau havde sit hyr med at få dæmpet gemytterne.
Bladet ”Social – Demokraten mente at der var 10.000 arbejdere og 21 røde flag til stede. Følget var gået fra Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade til kirkegården. Her meddelte den indremissionske præst, pastor Steen, at det var forbudt at tale og at de røde flag skulle rulles sammen.
Arbejderbevægelsen og myndighederne i kirker og på kirkegårde var ofte i konflikt. Arbejderbevægelsen ville også lige markere, at de havde magt og indflydelse. Men særlig de gejstlige havde svært ved at håndtere arbejderbevægelsens symboler i begravelsesritualet.
Peter Frimodt fra Sankt Johannes Kirken betragtede socialisterne som ugudelig. Og arbejderne betragtede ham som ”Borgerskabets og Overklassens Lakaj”.
Den velbjergede måtte gerne have alle sine ordner med, men arbejderen måtte ikke have sin røde fane med.
Disse faner var ikke velanset. Og arbejderne var ikke begejstret for præsternes lig-tale. De blev betragtet som småborgerlig.
Kejserinde Dagmars hof
Vidste I, at næsten hele kejserinde Dagmars hof ligger her. Hun, som også hed Maria Fjodrovna havde købt brugsretten fra Sankt Ansgar Kirken.
Hende hilste H.C. Andersen også på. Han skrev i sin dagbog:
Hverken kejserinde Dagmar, der var Christian den Tiendes datter eller hendes yngste datter er begravet på Assistens Kirkegård er begravet på kirkegården, men det er store dele af Dagmars hof.
Store dele af Dagmars familie blev henrettet. Dagmar købte sammen med hendes søster, Alexandra en villa i Klampenborg. Dagmars yngste datter, Olga kom også til Danmark. Men hende bad Frederik den Niende flytte ud af landet, da russerne besatte Bornholm i 1945.
Den gamle russiske afdeling på kirkegården stammer tilbage fra 1820. Nationalmuseet taler om at det er 20 bevaringsværdige gravsteder.
I 1922 slap kejserindes egne midler op. Hun var nu afhængig af indsamlinger og anden støtte. H.N. Nielsen, stifter af ØK var en af de største støtter. I 1929 døde Dagmar.
Peter von Scholten
For et par år siden var der politikere, der mente, at en mindeplade til ære for Peter von Scholten skulle fjernes. Men hvad stod der på denne plade?
Denne plade blev opsat i 1973.
Er det politikerne, der skal skrive vores historie?
Spørgsmålet er, om det er politikere, der fremover skal skrive vores historie?
Måske skal de bygninger, der er betalt af sukkerpenge og slavepenge i København så også rives ned?
Ak ja, hvis hele vores historiefortælling skal leve op til nutidens idealer, får vi sandelig travlt.
Tidligt forsøgte han at forbedre slavernes forhold
Men vi kan da hurtigt blive enig om, at den danske kolonisttid ikke var helteagtig. Men Peter von Scholten gjorde dog sit til, at slavernes forhold skulle bedres. Men han havde mange fjende. De største var plantageejerne.
Allerede i 1829 var Peter von Scholten i København med et forslag om, hvordan slavernes forhold kunne forbedres. Hans indsats for ligestilling mellem sorte og hvide indbyggere afspejler et menneskesyn, der var usædvanligt blandt danske koloni -embedsmænd – både i samtiden og eftertiden.
I 1848 truede flere hundrede slaver med at brænde øen af, hvis ikke de fik deres frihed. Og så fik de deres frihed.
Beskyldt for at være vaklende og fej
I liberale kredse blev Peter von Scholten beskyldt for at være ”vaklende og fej”. Ministeriet stævnede ham for embedsforsømmelse. Han blev dømt for at have ”forsømt sit embede og fortabelse af pension”.
Von Scholten appellerede til højesteret og denne frikendte ham enstemmigt. Han døde 69 år gammel – to år efter Højesterets dom i 1854.
Hans blykiste blev den 7. marts 1854 overført til Assistens Kirkegårds eneste mausoleum. Det nygotiske mausoleum er bygget på et familiegravsted. Mausoleet er blevet restaureret tre gange – senest i 2019.
Kirkegården skulle have været midlertidig
I 1879 blev det besluttet at kirkegården skulle have været midlertidig og at den skulle nedlægges ca. 100 år senere dvs. i 1980. Senere blev nedlæggelsen flyttet til 2020, ligesom det blev fastlagt, at arealet skulle overgå til parkformål. Men indtil videre tyder intet på at den gamle assisterende kirkegård står for en nedlæggelse.
Kirkegården er siden sin grundlæggelse udvidet til det seksdobbelte med udvidelser i 1828, 1853 og 1861. Efter anlæggelse af Vestre Kirkegård i 1870 er der ikke sket udvidelser.
Ca. 1.800 af monumenterne og gravmælerne betegnes som bevaringsværdige. Kirkegården har således stor kulturhistorisk betydning. Den ældste del nærmest Nørrebrogade, er musealt område, hvor det historiske kirkegårdsmiljø er bevaret og genskabt. Hovedparten af udvidelsen fra 1806, der ligger umiddelbart nord herfor, er udlagt som mindepark.
I forbindelse med anlæggelsen af den nye Metro Cityring ved Nørrebros Runddel måtte arkæologer udgrave og genbegrave knap 2.400 lig fra de sidste 200 år. Også den fredede Assistens Kirkegårds Graverbolig fra 1805, kaldet Bangs Graverbolig, der er Nørrebros ældste bolig, måtte flyttes pga. metrobyggeriet. I 2017 blev bygningen genplaceret på den nye forplads til metrostationen.
De charmerende rødpelsede gnavere har vænnet sig til den store menneskemængde. Det er selvfølgelig de mange egern, der befinder sig her.
Her på kirkegården kan besøgende opleve solbadende nørrebroer. Du kan også her opleve et væld af eksotiske træer og gamle læge – og klosterplanter. Sjældne og bemærkelsesværdige planter er her også.
Ja også fuglelivet er rigt. Således har undertegnede oplevet spurvehøg på stedet og masser af mejser.
For at sikre de kulturhistoriske, rekreative og biologiske værdier blev Assistens Kirkegård fredet i 2014.
Foredrag afholdt den 17-12-2024 på Støberiet, Blågårds Plads, Nørrebro
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 16, 2024
Myrpold på Løjt
Forskellige opfattelser af stedet. Hvor gammel er stedet? En fremstilling fra 1888. Man fandt diverse ting. En mere enkelt fremstilling. Flere ting blev fundet. Med tiden blev man også klogere på arkæologien. Begrebet ”Jæger-stenalder”. Tragtbægerkulturen. Et lignende anlæg ved Haderslev. Blev brugt som offerplads. En ny arkæologisk undersøgelse er ønskelig.
Forskellige opfattelser af stedet
I 1888 blev der på en bakkeskråning nord for Skarrev gravet en stenaldergrav frem. Gravkammeret lå skjult i en stor høj kaldet Myrpold. Højen toner stadig frem ned mod Aabenraa Fjord.
Graven har været omtalt adskillige gange. Og de lærde har ikke altid været enige om, hvad det var og hvor gammel fundet var. Vi har også i vores kilder set forskellige oplysninger.
Hvor gammel er stedet?
Anlægget ses som en stenkiste/gravkiste og henføres til bondestenalderens enkeltgravskultur. Når Myrpold har været henført til enkeltgravskulturen skyldes det nok stengravens særprægede form og så dels de oldsager, der fremkom nær gravbunden.
Men efter al sandsynlighed er det her tale om en stordysse bygget af det såkaldte tragtbægerfolk ved mellemneolitisk tids begyndelse dvs. i tidsrummet 3.400 – 3.300 før Kristi fødsel. Vi har også her på siden angivet tidspunktet for at være inden for 2.800 – 2.400 f.Kr.
Så vidt vides er det længe siden der sidst er foretaget undersøgelser af stedet. Der blev foretaget undersøgelser af Myrpold-anlægget i 1937 af Nationalmuseet.
En fremstilling fra 1888
Udgravninger foretages den 15. juni 1888. Dette blev fremstillet af overretssagfører A. Reeh, Aarhus:
Højen, der benævnes ”Myrpold” må vel nærmest karakterers som en runddysse. Den var beliggende på en bakke på N. Michaelsens ejendom i Skovby kommune, Løjt sogn, Aabenraa Amt, imellem Skærrev og Dyrehaven ved Aabenraa fjord.
I urørt tilstand har højen, der havde en oval form i retningen SV – NØ, været 22 ½ meter i den længste og 17 ½ meter i den korteste diameter.
Den var omsat med en kreds af tildels med jord tildækkende store sten, omtrent 40 i tallet. Denne stenkreds, der ligeledes var oval, var 17 meter i den længste diameter og 12 meter i den korteste diameter.
Fra den sydøstligste side af stenkredsen strakte sig et gravkammer med en foranliggende gang i retning SØ -NV.
Inden imellem stenkredsen og gravkammeret var der på bunden af højen brolagt med mindre sten.
Kammeret var omgivet med et omtrent en alen tykt lag ler, blandet med flintspåner.
I kammeret forfandtes, foruden nedennævnte oldsager, ti menneskeskeletter i liggende stillinger lagte i fem lag ovenpå hinanden og på langs i kammeret, således altså at hvert lag strakte sig, det ene ovenpå det andet, i sin fulde længde igennem hele kammeret fra SØ-NV.
Man fandt diverse ting
Man fandt diverse spydspidser og ravperler, flintflækker, kiler og en økse. Man fandt desuden tre lerkar uden indhold.
En mere enkelt fremstilling
Stedet er også forklaret meget mere enkelt, selv om enkelte ”kloge hoveder” mener, at stedet er langt ældre:
Flere ting blev fundet
Senere blev der afleveret til Hr. Reimers:
Under restaureringen i 1937 fandt man:
Med tiden blev man klogere på arkæologien
Dengang i 1889 skelnede man kun mellem dysser og jættestuer i dansk arkæologi. Hvad der for os i dag er stenalderens grave, opfattedes dengang som tingsteder, altre eller jætternes grave og boliger.
I 1892 blev hellekisterne adskilt fra dysserne og jættestuerne. Og i 1901 udskilte man endnu en type blandt stenaldergravene – nemlig gravkisterne.
I sin doktordisputats fra 1944 ”Studier over jyske enkeltgravskultur” placerer P.V. Glob også Myrpold blandt enkeltgravsfolkets gravkister og anser det for sandsynligt, at den er opført i den yngre del af enkeltgravstiden. Dateringen er baseret på de tre lerkar.
Men er de tre lerkar blevet lagt i gravstedet fra starten?
Begrebet ”Jæger-Stenalder”
Skal vi lige se på begrebet ”Jæger – Stenalder:
De fundne lerkar siger således ikke noget om, hvornår, der er foretaget begravelser. Man er stadig ikke sikker på, hvornår anlægget er opført.
Myrpold – anlægget hører nok ikke under begrebet ”gravkister”. Dels er enkeltgravskulturens gravkister oftest opført af store flade sten, dels er gangen, hvis en sådan findes, ganske kort og forholdsvis bred. Det betyder, at gravlægningen ved disse gravkister er foretaget på en anden måde end ved Myrpold.
Tragtbægerkulturen
Inden for tragtbægerkulturen omkring 3.400 – 3.000 f.Kr. skete der store sociale forandringer, der bl.a. resulterede i anlæggelse af de såkaldte ”befæstede” anlæg eller samlingspladser, der kan indeslutte arealer op til otte hektar eller måske mere, samt i opførelse af storstensgrave – dysser og jættestuer.
Et lignende anlæg ved Haderslev
En lokalitet Lønt ved Haderslev viser denne udvikling. Sammenligner man Myrpold med anlæg 2 ser man mange ligheder. Mon ikke, at Myrpold-graven er en stordysse ligesom anlæg 2 i Lønthøjen.
Blev brugt som offerpladser
Bondestenalderens dysser og jættestuer var ikke alene gravsteder, de fungerede også som offepladser, hvor lerkar – antagelig med mad og drikke – blev hensat.
Ved runddysser uden gang blev karrene stillet rundt langs højfoden, ved de øvrige kamre med gang blev karrene derimod placeret på randstenene tæt ved indgangen eller i området umiddelbart foran indgangen.
Hvis nyfortolkningen af Myrpold er korrekt, dvs. at oldtidsmindet er en stordysse, så er det også ved dette anlæg i sin tid henstillet offerkar.
En ny arkæologisk undersøgelse er ønskelig
En arkæologisk undersøgelse af især området foran og begge sider af gravkammerets indgang vil kunne bekræfte dette – dog under forudsætning af, at ikke alle anlægsspor og fund er bortgravet eller forsvundet under moderne dyrkning af det tidligere højområde. En ny udgravning ved Myrpold ville nok være umagen værd. Det viste sig at være tilfældet ved Lønt.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
December 14, 2024
Tønder-Erindringer 2024 (25) – Forsøg på anmeldelse
I jubilæumsheftet kan du læse 6 vidt forskellige artikler. Vi er både i Emmerske, Lydersholm, Tønder Statsskole, Tønder Kirkegård, Norsk Hydro og i Carstensgade. Det er som altid fornøjelig læsning. Og alt efter interesse har vi vores favorit – artikler. Det har vi også denne gang. En god julegave.
Konger, fyrster og prominente mennesker skrives der meget om, men i Tønder – erindringer berettes der om en dagligdag, de steder og de begivenheder, vi kan nikke genkendende til, og som gør, at vores tanker tager på vandring tilbage til en svunden tid.
Ja sådan står det i et ledsager-brev fra Lokalhistorisk Forening og Arkiv for Gl. Tønder Kommune.
I forordet bliver vi igen mindet om at det er 25 år siden det første årshefte med titlen ”Tønder – erindringer” blev udsendt. Det var den aktive skribent Viggo Møballe, der tog initiativet. Dengang gik man rundt med en båndoptager under armen for at lade helt almindelige borgere fortælle om deres erindringer.
Om det er helt almindelige mennesker i dette års udgave, kan nok diskuteres for nogles vedkommende.
Tidl. Kommunaldirektør Hans Holt, Løgumkloster: Tønder Statsskole og lektor Aage Rosenkjærs Mindefond
Her på siden er det ikke længe siden vi lagde en artikel ind om netop Aage Rosenkjær. Men i denne artikel beskriver Hans Holt bl.a. om hans første erfaringer med Tønder Statsskole. Som husmandssøn skulle han i 1. real være sammen med det bedre borgerskabs børn fra Tønder.
Enkelte elever valgte at gå ud af realklassen her på statsskolen for at komme i realafdelingen på Tønder Kommuneskole. Ja her gik undertegnede også. Artiklens forfatter valgte at blive og kæmpe.
Tysklæreren hed Carmen Sørensen og Else Fanø til matematik. Sidstnævnte var Hans glad for, men desværre fik hendes mand Knud Fanø job som rektor på Duborg Skolen i Flensborg. Men så kom Karlo Christensen i stedet.
Vi får nævnt alle lærerne, men den mest populære var Christian Kastberg Nielsen.
I 1965 blev den sidste lejr afholdt i ”Tønderkahytten”. Det var et initiativ Aage Rosenkjær startede. Sang og musik blev ekstra sjovt med Karlo Christensen. De skiftende lærere betød meget for Tønder Boldklub senere Tønder Sportsforening.
Rosenkjær var formand for Tønder Amts Idrætsforening. Han deltog i hele byens og egnens kulturelle liv med holdninger. Han var også målmand på førsteholdet. Statsskolen havde også et succesrig fodboldhold på Hans´ tid. Gymnastikken dyrkede man også ihærdigt.
Vi får også historien om Rosenkjær, der blev taget af tyskerne og så døde i KZ – Ausenlager Husum- Schwesing. Der blev etableret et legatfond ”Lektor Aage Rosenkjærs Mindefond”. Der blev indsamlet 20.000 kr., som var mange penge dengang. I 2012 blev de sidste portioner uddelt. 123 personer fik uddelt i alt 202.700 kr.
En ganske underholdende artikel
Tidl. Socialkonsulent Jytte Ultang, Tønder: Min tidlige barndom i Carstensgade
Faderen var murersvend Anker Ultang Larsen. Under krigen blev han af A – kassen sendt ud til jyske vestkyst for at bygge for tyskerne. Og dette blev betalt af den danske stat.
I perioden efter krigen var det svært at finde bolig i Tønder, så efter giftermål i 1946, boede de hos bedsteforældrene i stationsmesterboligen ved Daler station.
I artiklen får vi også at vide, hvad de nærmeste naboer hedder. Ofte blev vores hovedperson sat på bussen i Smedegade. Chaufføren fik at vide, at aflevere Jytte ved Stationsvejen i Daler. Der stod farmor og schæferhunden Bamse og ventede.
Der blev købt stof hos Orbesen. Mor syede alt tøj selv. Dueringe og hønseringe blev købt hos M.C. Christiansen. Tidlig var Jytte vant til at komme på biblioteket. Hendes far læste meget.
En gang om ugen var der radio for børn. Det var Inge Aasted, der var vært. Jo det kan undertegnede også huske, da vi sad i Strucksalle og lyttede til hende.
Det daglige indkøb foregik hos købmand Meyer. Ved mælkeudsalget på hjørnet af Carstensgade og Provst Petersensvej blev der købt brød og slagtervarer hos slagter Harck i Østergade. Mælken blev stillet på trappen hver morgen af mælkemanden.
Hele Marskkvarteret var endnu ikke bygget og nede ad Carstensgade havde Bendixen stadig sit landbrug. Jytte blev advaret om ikke at gå ned til Vidåen. Det var meget farligt.
Bag haverne var der en græsmark, hvor der var bure til høns og kyllinger. Der, hvor Lærkevej nu ligger, købte forældrene en kolonihave.
Skønne erindringer uden TV og uden PC. Og noget af det kan undertegnede også huske selv om han er 4 år yngre. Den 1. september 1953 flyttede familien til Horupsgade.
Tidl. Forstanderpar på Emmerske Efterskole, Mette og Niels Johansen, Tønder: Lidt om 15 år på Emmerske Efterskole
Bedehuset ligner nærmest en gård. I 1940erne kom der en gymnastiksal og et sløjdlokale til. I 1974 blev skolen nedlagt som folkeskole. Kirkesalen fortsatte som kirke for sognets beboere. Her fortsatte alle kirkelige handlinger bortset fra begravelser.
I august 1978 begyndte der her en efterskole for ordblinde med 42 elever fordelt på 21 værelser. Allerede i 1980 blev der bygget en ny fløj og elevtallet blev udvidet til 55. Emmerske Efterskole er for normaltbegavede unge med læse-og stavevanskeligheder.
Eleverne får flere dansktimer med specialuddannet personale. Inden 2011, hvor forstanderparret holdt op, var elevtallet vokset til 84. Hele tiden var der udvidelser på skolen.
Forstanderparret fortæller at de har mødt op til 1.000 unge, der fik mere mod på livet efter at have gået her på skolen. Her var der tid til den enkelte elev.
Ganske spændende læsning. Min afdøde kone lavede en gang en film til TV-syd om ordblinde.
Tidl. Kirkegårdsleder Jørn Skov, Tønder: Tønder Kirkegård fra 2004 til 2023.
Forfatteren havde inden han søgte stillingen på Tønder Kirkegård været leder af tre planteskoler. Inden da havde han drevet planteskole, der både producerede skovplanter og havde et havecenter.
Da han startede i Tønder var der gået ti år med mange udskiftninger på ledelsesplan. Dette havde medført stor mistillid mellem medarbejdere og menighedsråd. En femtedel af kirkegården blev ikke mere passet. Omlægninger og renoveringer var ikke blevet gennemført.
Vi får i artiklen en gennemgang af den historiske udvikling for gravsteder. Der var over 4.000 kistegravpladser. Det reelle behov var på 800 – 1.000.
Der blev lavet en udviklingsplan for kirkegården. En masse planter blev udskiftet. På den nye kirkegård blev der etableret tre skovøer.
I 1869 blev det første kapel bygget på Tønder Kirkegård. Det nuværende kapel blev bygget i 1976.
For mange er valg af et gravsted det første møde med kirkegården. Personalet har strammet proceduren omkring valg af gravsted op. Der er sket meget på kirkegården og mange er blevet inspireret af udviklingen. Således har forfatteren været ude og holde foredrag om dette.
Kirkegårde skal være åbne og imødekommende, afspejlende og respekterende.
Direktør Jens Sandahl Sørensen: Norsk Hydro – et industrieventyr i Tønder
Norsk Hydro har rødder tilbage til 1905. Og da Hydro besluttede sig for at placere et aluminiumspresværk i Tønder var det sikkert ikke nogen, der havde forudset, hvor stor en betydning, det ville få både for Tønder og Norsk Hydro.
Og det er sikkert borgmester Svend Kirchheiner man kan takke for, at virksomheden kom til Tønder. Han var en driftig mand, der startede sit eget el – firma i 1946. I midten af 1970erne havde han 50 mand ansat. Jo han fløj skam sammen med daværende kommunal direktør Egon Nielsen til Hydros hovedkvarter i Oslo. Sven Kirchheiner nåede aldrig at se sit industrieventyr. Han døde i en alder af 54 år i 1973.
To år efter stod fabrikken Hydro Aluminium Tønder færdig.
Mange biler brugte tyndvæggede aluminiumsrør. Således blev Hydro Aluminium i Tønder leverandør til den tyske bilindustri. Man fandt ud af at rørene skulle Have en tynd nylonbelægning. I begyndelsen var der ingen interesse. Men pludselig var Porsche og Mercedes interesseret. Dette betød at Hydro i 1994 opførte en ny fabrik i Løgumkloster.
I 1990 havde man besluttet at dele fabrikken i Tønder i to afdelinger. Den nye afdeling fik navnet Heat Transfer Tønder A/S. Senere blev navnet ændret til Hydro Precision Turbing Tønder. I dag har denne fabrik også afdelinger i Bredebro, Løgumkloster og Bedsted.
Og der sker stadig en udvikling hos Hydro. Precision Turbing Tønder er i dag stadig Europas største producent af tyndvæggede runde og flade rør til bl.a. varmevekslere i bilindustrien. Desuden er der en rivende udvikling inden for strukturdele til bilindustrien samt højspændingskabler ril elbiler, som vil vokse endnu mere i kommende år.
Det er ikke uden grund at Tønder bliver kaldt Danmarks ”Aluminiums-hovedstad”. Tønder har gennem årene udviklet sig til at blive en af de største Hydro – virksomheder uden for Norges grænser.
Og det takket være engagerede medarbejdere og den daværende borgmester, slutter artiklens forfatter.
Lærer Friedrich Wilhelm (Villy) Leick (1898-1992) Lydersholm: Tilbageblik over de 25 første år i Lydersholm
Vi har på vores side ofte brugt Leick som kilde, når vi skulle beskrive Grøngård og Lydersholm.
Leick følte sig sat 50 år tilbage i tiden, da han i 1920 kom til Lydersholm. I det første halve årspiste han skiftevis to dage i hvert hjem. På den måde lærte han folk og deres forhold at kende.
Det overraskede ham, så mange, man selv lavede på gårdene. Der var 10 familier, der var tysksindede og 5 dansksindede familier. Smedjen og de tre største landejendomme stod tomme.
Efter 1920 var der flyttet 30 grænsegendarmer til, hvoraf kun få var gift og havde børn.
Skolestuen var på 5 x 6,5 meter. Børnene sad ved tremandsborde. Og der var vel plads til 30 børn. Katederet stod på en forhøjning. Til gudstjenester eller gudelige møder i skolelokalet tjente møblet som prædikestol.
Der var en god men gammel fysiksamling. Men den forsvandt på en mystisk måde i den første sommerferie. Her var også mange landkort og billedmateriale til undervisningsbrug.
Jo det er en herlig ironisk tone i Heicks erindringer, som jeg har læst tidligere.
Efter påsken 1928 startede en tysk privatskole. Ja og så får vi også historien om Danmarks mindste forsamlingshus. Elevtallet i den danske skole var efterhånden vokset til 60, hvorfor der blev bygget en forskole. Hovedskolens undervisningslokaler var blevet dobbelt så stor.
Det var tilbagegang for de tyske elever. Men det hjalp kreditselskabet Vogelgesang med. Tre nye tyske smågårde blev forpagtet ud til børnerige familier. De havde i alt 22 børn, hvoraf de 8 var skolesøgende. Det fik den daværende lærerinde ved privatskolen til at skrive i Nordschleswigsche Zeitung;
Heick skriver også at i tiden efter 1933blev forholdet mellem de dansksindede og tysksindede trukket skarpere op.
Det er V. Leicks søn, skoleinspektør Adser Leick, der har samlet og omskrevet optegnelserne.
Fortegnelse over artikler gennem 25 år
Som sædvanlig er der en samlet oversigt over alle artiklerne – nu Tønder – erindringer gennem 25 år. Og som sædvanlig er der artikler, som man bedre kan lide end andre. Det har nok noget at gøre med, hvor ens interesse ligger.
Er du ikke medlem, ja så kan heftet købes i Bog & ide, på Tønder Folkebibliotek eller på Arkivet.
December 12, 2024
Sønderjysk Årbog 2024 – et forsøg på en anmeldelse
Hvad får man for sit medlemskontingent i Historisk Samfund for Sønderjylland. Fremover bliver Årbogen temabasseret. Månedsskrifterne bliver to udgivelser mindre. Til gengæld nu med flere sider og i et andet format. 7 artikler, 9 anmeldelser og næsten 50 sider om det lokalhistoriske arbejde i det sønderjyske, kan du opleve i den nye årbog. Det er vidt forskellige artikler, du kan opleve.
Så modtog vi den længe ventede årbog 2404. Der 7 artikler og 9 anmeldelser og ellers er der ca. 50 sider om det lokalhistoriske arbejde i Sønderjylland – museer, arkiver og forskningsinstitutioner af forskellig art
Niels T. Sterum: Løgumkloster Slots Datering
Slottet var fyrstesæde fra 1541. Fra 1544 til 1580 var det Hertug Hans den Ældre. Der var slotsherre.
Der er foretaget prøver af træværket inde i slotsbygningen. Her kan man konstatere en datering fra 1644 – 1645. Så kan man godt rette sig efter indskriften på våbentavlerne over porten.
På vores side har vi også en artikel om dette slot. Men den gang havde vi ikke resultatet af de nyeste undersøgelser. I artiklen bliver de enkelte bygninger gennemgået.
Nu er nogle af bygningerne fra midten af 1500-tallet. Der findes også en ”Baghusmølle” som blev nedlagt i 1574. Slottets nordfløj blev rejst i 1614 i hertug Johan Adolfs tid.
Med teksten følger der tegninger af slottets bygninger, så vi kan følge med, hvor vi er. Altid godt at få nyt at vide.
Lars N. Henningsen: Mageskiftet, Holstens samling og den danske helstat 1773 – 1800
Den 16. november 1773 blev der i Kiel præsenteret en aftale som afsluttede dannelsen af den dansk-norske helstat. Holsten blev samlet under den danske konge.
Begivenheden var repræsenteret af gehejmeråd, Ditlev Reventlow som repræsentant for kongen og den holstenske gehejmeråd Caspar von Saldern som repræsentant for den russiske storfyrste og tronfølger Paul, hertug i Holsten Gottorp.
Reventlow forsikrede kongens nye undersåtter om kongens faderkærlighed. Kongen ville respektere deres hidtidige rettigheder og privilegier. På slottet i Oldenburg overgav Reventlow ved en lignende ceremoni grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst ved Bremen til storfyrst Paul.
Caspar von Saldern var en af aftalens arkitekter. På hans sarkofag i Bordersholm klosterkirke står der at læse:
I årene efter 1773 blev der arbejdet på at underbygge aftalens muligheder, fællesskabet mellem alle dele af den nu samlede helstat. Regeringen ønskede at befæste et harmonisk samliv af alle undersåtter uanset forskelle fra Nordkap til Elben.
Den kongelige Holsten blev styret af det Tyske Kancelli i ”Den Røde Bygning” i København med det kongelige regeringskancelli i Glückstadt som lokalregering.
Gottorp -familien affandt sig ikke godvilligt med tabet af deres del af Slesvig. Lige fra 1721 var det slægtens håb at få den slesvigske del tilbage, og da slægten fik mægtig beskyttelse i Rusland, blev deres krav en trussel mod Danmark – Norge.
En spændende beretning om et stykke Danmarkshistorie, vi ikke har hørt så meget om, men som bestemt ikke er ukompliceret. Glückstadt blev nu den nye ”hovedstad” for hele Holsten. Kiel var ikke mere Holstens hovedby som i hertugens tid.
Et kanalanlæg i Holsten tæt på Kiel kunne måske være et plaster på såret for de holstenere, som så med skepsis på et dansk styre. Men ikke alle danske embedsmænd syntes at det var en god ide. Hvis området en dag gik tabt for Danmark ville de enorme investeringer være tabt for Danmark. Så var det bedre at anlægge sådan en kanal i Slesvig.
Første spadestik blev taget ved Holtenau i juli 1777. I 1783 var der ca. 3.000 vandrearbejdere og et mindre antal soldater i gang samtidig. Resultatet var en kanal 34 km lang, 3,4 meter dyb. Der blev i alt opført seks sluser. Den 18. oktober 1784 var der indvielse.
Investeringerne var enorme. Budgettet lød på 600.000 Rigsdaler, men de faktiske udgifter blev 2,5 millioner Rigsdaler. Det svarede til en tredjedel af statsbudgettet eller 60 pct. af årets skatte- og afgiftsindtægter. Ved et statsrådsmøde i 1853 fik kanalen et nyt navn af politiske grunde. Nu skulle den hedde ”Ejderkanalen”.
En ny kirkeordning blev indført. Den vakte nu ikke begejstring alle steder. Præsterne valgte for det meste en gylden mellemvej. Udadtil var prisen en afhængighed af Rusland i mange årtier fremover.
Man sagde, at Slesvig var dansk og Holsten var tysk. De forskellige egne følte sig ikke som brødre af den samme konge. Helstaten brød sammen i perioden 1848 – 1864.
Det er en lang, grundig og oplysende artikel – Lars N. Henningsen har begået.
Gorm Balle Feldstedt: Da de ”hjemløse” blev trukket op af skyttegravene
Den dansk-tyske løsning af statsløsespørgsmålet i 1916. Det var de statsløse, de såkaldte hjemløse, som ikke var efterkommere af ”optanter”, men derimod almindelige udvandrere til Slesvig. Denne gruppe på 2.700 statsløse var i årene fra 1912 til 1916 et af de vigtigste udeståender mellem Danmark og Tyskland imellem.
Alligevel er sagen næsten gået i glemmebogen. Vi har dog en artikel om temaet på vores side.
Efter det danske nederlag i 1864 kunne hertugdømmets beboere vælge at ”optere for” dansk indfødsret, så de ikke blev preussiske borgere. På samme måde undgik man den treårige preussiske værnepligt, hvad der især havde betydning i forbindelse med den Fransk – Preussiske krig 1870 – 71.
Men selv om option indebar en flytning til Danmark, flyttede mange tilbage. I Danmark fik man indfødsret, hvis man var født i landet, mens man i Tyskland fik tysk indfødsret, hvis man havde tyske forældre. Så hvis man var født i Tyskland af danske forældre, fik man ikke noget af delene.
Der blev lavet en konvention i 1907 mellem de to lande, men det løste langt fra problemerne.
De 2.700, der kom i problemer levede konstant i fare for at blive smidt ud. Fra dansk side opfattede man det som et tysk anliggende. Men da de blev indkaldt til tysk krigstjeneste, ændrede Danmark politik på dette område.
Det var gesandten i Berlin, Carl Moltke, der råbte den danske regering op. En løsning viste sig først i 1916. Hidtil er dette kun blevet behandlet meget overfladisk i dansk litteratur, men i denne artikel går vi i dybden.
Nogle af de berørte kunne risikere at blive indkaldt til militærtjeneste i begge lande.
Det var den såkaldte maj – lov, der blev stemt igennem tre gange på 20 minutter. Men dermed var løsningen endnu ikke klar. Der skulle først forhandles med tyskerne. Men problemet blev løst – dog skulle der gå 58 år.
En meget interessant artikel.
Merete Bo Thomsen: Sønderjyske ”barnebrude” 1923 – 1932
For ikke længe siden blev spørgsmålet om barnebrude diskuteret i Folketinget. Således har 1.200 ikke – vestlige piger over en årrække fået dispensation fra ægteskabslovens minimumsalder.
Tilbage i middelalderen var piger giftefærdige fra 12 – års alderen og drengene fra 14-års alderen.
I Sønderjylland gjaldt den tyske regel indtil januar 1923.
Nu måtte de sønderjyske piger vente. Og ungersvendene skulle vente til de var 21 år. Forskellen fra tidligere var nu 2 år.
Forfatteren har kigget i statistisk materiale og fundet ud af at 43 brude under 18 år blev gift i det sønderjyske i årene 1923 – 1925. Hele 95 sønderjyske mænd blev gift inden mindstealderen på 21 år.
Forfatteren konstaterer, at sønderjyderne ikke holdt sig tilbage når det gjaldt muligheden for at indgå ægteskab i en yngre alder end loven foreskrev.
Familieretskommissionen ville ikke sætte nogen nedre grænse men tilføjede dog:
Amterne så med samme holdning på sagen. De måtte dispensere ned til 16-års alderen uden at skulle involvere justitsministeriet.
Vi får i artiklen adskillige eksempler på afslag og det modsatte med begrundelser fra myndighederne.
Mange af brudgommene var gravide, da de ansøgte om dispensation. Mange fik afslag, når kommissionen anså, at de økonomiske midler ikke rakte til et ægteskab.
Familieretskommissionen var af den mening at i Sønderjylland var kvinder tidsligere modne til ægteskab end mænd.
Mogens Rostgaard Nissen: Dansksindede soldater i russisk krigsfangenskab
Under 2. verdenskrig blev 70 – 80 dansksindede soldater taget til fange i Sovjet. Vi får i artiklen at vide, hvad der blev gjort fra sydslesvigsk side for at få dem hjem. Og så kigger vi på, hvordan forholdene var i lejrene.
I maj 1945 sad der endnu 53 dansksindede sydslesvigere i krigsfangelejre rundt om i Sovjetunionen, mens 107 var meldt savnet ved østfronten. Langt de fleste var kommet hjem i begyndelsen af 1950erne. Men der var stadig tre tilbage i Rusland. Den sidste alp først ud i oktober 1955.
15 – 20 stykker kom så hurtigt hjem i løbet af 1945, at de aldrig nåede på nogen fangeliste. Også det danske udenrigsministerium gjorde sit til for at få sydslesvigerne hjem. Men det var bare det problem, at de sovjetiske myndigheder opfattede de dansksindede soldater som rigsdanske SS-frivillige. Derfor blev de behandlet hårdere end almindelige tyske værnemagtssoldater.
Russerne forlangte, at Danmark sendte 400 sovjetborgere fra de baltiske lande hjem først. Dette kunne den danske regering ikke acceptere. Derfor forblev de dansksindede sydslesvigere fanget.
Men hvem var i grunden medlemmer? Mange af dem, der var indkaldt, var faktisk for unge til selv at være medlem. Men hvis forældrene havde været medlem inden 1945, blev de accepteret. De var sikker på at blive godkendt, hvis de havde gået i dansk skole, været dansk spejder eller dyrket sport i en dansk ungdomsforening.
Man blev bestemt udelukket, hvis man havde været medlem af Hitler Jugend, selv om de havde gået i dansk skole. Det blev der lempet på betingelserne i slutningen af 1940erne, da der kun var få fangere tilbage.
Af de tyske krigsfanger døde 1,1 mio. i fangenskab. Det var omkring hver tredje. Fra marts 1950 var der omkring 15.300 tyskere tilbage i russisk fangenskab. Det var fortrinsvis tidligere Waffen – SS – soldater, Gestapo-folk, officerer m.m. som de russiske myndigheder anklagede for at have begået krigsforbrydelser.
Blandt de dansksindede sydslesvigere var der ved krigsafslutning stadig 40 i fangenskab, heraf var de 36 i russiske fangelejre.
Det lykkedes for Dansk Røde Kors at sende pakker tilde fanger, som de havde adresser på. Det var Skt. Georgs Gilderne, som stod bag organiseringen og betalingen. Men mange af pakkerne nåede aldrig frem, andre blev returneret, mens mange forsvandt sporløst.
Georg Jensen fortalte at gennem fem år havde han modtaget to pakker.
Arbejdet var meget nedslidende og maden var utilstrækkelig. Efter den tyske kapitulation var russerne interesserede i at begrænse antallet af døde krigsfanger. De mest afkræftede og uarbejdsdygtige blev derfor sendt hjem. Samtidig blev de døde krigsfanger begravet og registreret. Dette var ikke tilfældet før kapitulationen.
Vi hører i artiklen om forskellige krigsfanger og deres forhold, deres flugt og deres afstraffelser. Ingen mad og drab fra fangevogter var bl.a. skyld i at dødsraten var stor. Tortur var også en del af dagligdagen.
En spændende artikel med nye informationer
Hans Henrik Hjermitslev: For livets skyld – Pædagoguddannelsen i Aabenraa 1953-2023
Det første seminarium for børnehavelærerinder blev oprettet i København i 1885. Og i Aabenraa blev der oprettet et børnehaveseminarium i1953. Navnet blev ændret i 1992 til bare ”Seminariet i Aabenraa”. I 2004 kom det til at hedde Aabenraa Pædagogseminarium.
Man flyttede fra Ungdomshjemmet, Ramsherred 49 til Magda Winkelmanns villa, Forstalle 22 og fra 1957 til H.P. Hanssens villa, Nygade 41. Men hurtigt voksede seminariet snart igen ud af sine rammer. I 1970 blev uddannelsen gjort treårig og der var nu 300 elever.
Et nybyggeri blev iværksat på hjørnet af Vestergade og Dronning Magrethes Vej. Men der opstod dog konflikter på stedet. Således blev to studerende erklæret uegnet for undervisning. De mente, at de var blevet smidt ud på grund af deres politiske holdning. Nu strejkede en hel del studerende for at vise deres støtte til de udsmidte.
Rektor var ikke altid enerådig – dette skabte også problemer. Eleverne holdt sig heller ikke tilbage, når der skulle gives kritik af lærerne og ledelsens dispositioner. Besparelser tvang seminariet til at skære antallet af undervisere ned fra 16 til 13.
I 2010erne toppede antallet af studerende med ca. 800.
I 2023 blev der også etableret en pædagoguddannelse i Tønder.
En god indførelse i livet på en institution, man ofte passerede til og fra arbejde og hvor man blev tilbudt et job som timelærer med ret høj timeløn kan jeg huske. Jeg kunne dog ikke få det til at passe sammen med mit faste job og mine fritidshverv, bl.a. som fagforeningsformand.
Carl Christian Jessen: Barn af befrielsen – et par sønderjyske erindringskapitler
Dette er ikke en historisk analyse, men personlige oplevelser 1945 – 59 i et sogn og en præstegård i Sønderjylland. Forfatteren blev født den 17. december 1941. Vi starter med barneårene i Agerskov 1845 – 52.
700 mand ankom til byen, der var udset til at være stedet, hvor der skulle kæmpes. En masse var blevet installeret i præstegården. En tysk officer med træben kom altid ned for at høre de engelske nyhedsudsendelser. Og ofte sagde han ”Alles Kaput”. Og det var også de første tyske ord, vores forfatter lærte.
I Agerskov havde folk den 4. maj om aftenen impulsivt samlet sig i kirken. Og præsten (forfatterens far) måtte komme og holde en improviseret gudstjeneste.
Montgomery var helten. Denne kom dog aldrig til Agerskov, men det gjorde Christian den 10. Men faderen havde nu haft forbindelse til kongehuset forinden.
Vi får også beskrivelsen af skolegangen på Haderslev Katedralskole 1952 – 59. Det er fornøjelige erindringer, som vi her oplever af Carl Christian Jessen.
Fra 2025 – Årsskriftet – nu med tema
Igen i år byder årsskriftet på mange forskellige slags beretninger. Det kan være svært at bedømme. Vi har jo alle vores interesser i den sønderjyske historie. Men de allerfleste artikler var interessante og enkelte frembragte også ny viden for en.
Fra 2025 vil man fokusere på et tema. Planlagt er et tema om kvinder i den sønderjyske historie. Men alle bidrag skal først gennemgå en videnskabelig undersøgelse, inden de bliver offentliggjort.
Hvad får man for sit medlemskontingent?
Det kan godt betale sig at ofre de 350 kr. månedlig for at være medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland. Du kan købe foreningens udgivelser billigere. Og så får du de Sønderjyske Månedsskrifter. Nu med godt nok to udgivelser mindre, men så med flere sider og i et andet format end hidtil.
Ja så er det jo også alle foredrag ude i lokalafdelingerne, hvis ikke man lige befinder sig i det københavnske.
Kilde:
December 7, 2024
Stauning på Grønland
Vi har læst Niels Nørregaard: Stauning og Grønland – kampen om den arktiske koloni mellem to verdenskrige. Der var delte meninger om Stauning. Han udnævnte sig selv som ”Minister for Grønland”. Da han gik bedrøvet ombord på M/S Disko. Separeret fra Olga. Hver tredje døde af tuberkulose. Realiteternes mand. Da vi mistede Norge og beholdt Grønland. Nordmænd fik lov til at udøve fiskeri og sælfangst. Og det gjorde færingerne også. Grønlænderne blev ikke spurgt. Da Norge besatte Østgrønland. Til retten i Haag. Grønland var et lukket land. ”Naturfolket” hørte ikke hjemme på regeringskontorer. Stauning gjorde, hvad han syntes var rigtig. En livslang interesse for ”det mærkelige land”. Bogen indeholder overraskende historier. Grønlænderne skulle beskyttes mod storkapitalisternes udbytning. Datidens problemer går igen. Grønlænderne skulle først blive modne.
Delte meninger om Stauning
Der er delte meninger om Staunings gøren og laden. Der er ikke alle, der kan lide hans optræden under besættelse. Men de fleste respekterer at han satte kongen på plads. Nu har Niels Nørgaard begået en bog ”Stauning og Grønland – Kampen om den arktiske koloni mellem to verdenskrige”.
Han udnævnte sig selv som ”Minister for Grønland”
Han udnævnte sig selv som ”Minister for Grønland” – men det var egentlig et job, der tilfaldt indenrigsministeren. Han satte sig i spidsen for at udvikle og beskytte grønlænderne, som han kaldte naturfolket.
Da han gik bedrøvet ombord på M/S Disko
Han var også central i storkonflikten mod Norge, der i mellemkrigstiden besatte den østlige del af Grønland og gjorde krav på denne del. Niels Nørgaard er dukket ned i Staunings personlige arkiv. Forfatteren nævner, at han havde en perfekt håndskrift.
I 1930, da han gik ombord på M/S Disko i København på vej for at besøge Grønland var han sur og i personlig krise. Han var den første danske statsminister, der nogensinde besøgte Grønland.
Separeret fra Olga
Han var blevet separeret fra Olga Stauning. Hun havde nægtet ham at tage den 7 – årige søn, Søren med på sin livs rejse. Hun syntes, at det var for farligt. Men det var en ensom Stauning, der lagde til i Julianehåb (Qaqortoq) for at besøge et hospital.
Hver tredje døde af tuberkulose
Af de mange pudsigheder nævner Niels Nørgaard bl.a. den om, da Stauning møder den danske læge og siger til ham:
Men nu var det også alvor i det. For dengang skyldtes hver tredje dødsfald i Grønland tuberkulose.
Realiteternes mand
Nu var Stauning ikke helt ukendt med Grønland. Allerede i 1906 blev han Socialdemokratiets grønlandsordfører, så han kendte på mange måder godt landet og deres udfordringer. Han var realiteternes mand og ville gerne selv med egne øjne danne sig et indtryk.
Der var ikke så meget gang i sælfangsten mere, så der skulle findes nye indtægtskilder. Stauning var allerede dengang bevidst om de store strategiske og udenrigspolitiske interesser i Grønland.
Da vi mistede Norge og beholdt Grønland
Bogen fortæller også at forgængeren til FN, Folkeforbundet i 1933 via domstolen i Haag besluttede, at Danmark skulle ”vise vilje og evne til at være til stede i hele Nordøstgrønland”. Derfor fik vi bl.a. Sirius.
I 1814 var vi på tabernes side i Napoleonskrigene. Det betød at vi mistede Norge, men beholdt Grønland.
Nordmænd fik lov til at drive fiskeri og sælfangst
Men de norske politikere mente, at dette var en historisk uretfærdighed. I 1924 var Stauning en del af den danske delegation, der forhandlede med nordmændene. Danmark gav nordmændene lov til fortsat at fange sæler og fisk i Østgrønland. Men nordmændene ville ikke acceptere dansk suverænitet over Grønland.
Grønlænderne havde mistet tilliden
Men hele aftalen blev lavet om ryggen på landsrådet i Grønland. Et par af partierne havde ellers foreslået at tage dem med i forhandlingerne, men dette afviste Stauning. Landsrådet var meget forundret over, at Danmark lavede aftaler bag deres ryg. Tilliden fra grønlænderne til København blev alvorlig svækket. Konflikten var langt fra slut.
I sommeren 1931 rejste fem norske fangstmænd det norske flag i Østgrønland og udnævnte det til ”Erik Raudes Land efter vikingen Erik den Røde.
Da Norge besatte Østgrønland
Men de to nationer havde efter aftalen i 1924 givet hinanden hånd på, at eventuelle stridigheder skulle afgøres ved en domstol. Så Danmark sagsøgte Norge i Haag. Nu kunne domstolen have sagt, at det var ”Gammelt Norsk Område”. Og så skulle Danmark have accepteret dette.
Til retten i Haag
Nu tog Stauning så til ”en usædvanlig arbejdsrejse til Holland”. Der sad han så tre – fire dage i retssalen i Holland. Han kommer jo knap hjem så bliver det erklæret generalstrejke i København. Ja så præsterede han også at forhandle det berømt Kanslergade-forlig i hus.
En enkelt grønlænder var til stede i retssalen. Det var den 43 – årige Augo Lynge som 20 år senere blev et af Grønlands første medlemmer af Folketinget. Det var polarforskeren Knud Rasmussen, der havde inviteret ham, så han kunne aflægge rapport for sine landsmænd.
Grønland var et lukket land
Danmark havde en opfattelse af at de var de gode koloniherrer i modsætning til resten af verden, som var de onde. Men Stauning mente at vi havde en pligt til at behandle grønlænderne anstændigt og ordentligt. Som allerede skrevet så mente han, at det var et naturfolk, som han mente var ekstremt sårbare. Grønland var også et lukket land, som man kun kunne besøge med særlig tilladelse fra Grønlands Styrelse i København.
”Naturfolk” hørte ikke hjemme i regeringskontorer
Holdningen var også at et ”naturfolk” nødvendigvis ikke hørte hjemme i regeringskontorer, byrådssale og den slags. Stauning mente, at de langsomt og gradvist skulle lære at stå på egne ben.
Der skulle etableres nye boligforeninger, hygiejne, badeanstalter, nye drikkevandsanlæg og mere oplysning var i højsæde. Der skulle bruges flere penge på sygehusene og to nye børnesanatorier
Stauning gjorde, hvad han syntes, var rigtig
Når der skulle træffes store beslutninger, så var det ham, der skulle sidde for bordenden. Det var ham, der bestemte og det var ham, der vidste bedst. Han vil gerne give grønlænderne en politisk stemme. Men hvis han var uenig med dem, så overrullede han dem. Han gjorde, hvad han syntes, var rigtigt.
I 1941 besluttede amerikanerne at bygge luftbaser på Grønland. Og de er der som bekendt stadigvæk. Jo grønlænderne er skam i gang med at diskutere deres fremtid med eller uden tilknytning til Danmark.
En livslang interesse for ”Det mærkelige land”.
Stauning havde en livslang interesse ”for det mærkelige land”. Han udgav også selv bogen ”Min grønlandsfærd”, Han havde besøgt små og store steder og talt både med høj og lav. Han havde en ide om at forandre tingene til det bedre. Han ville beskytte ”naturfolket” mod kapitalismen. Han havde en interesse i, at efterhånden fik ansvar for deres egen skæbne.
Men Stauning kom skidt fra start. Det var ikke populært på Grønland, at han gav færingerne adgang til de rige grønlandske fiskebanker. Og han havde jo også givet nordmændene særrettigheder.
Nye overraskende historier
Grønlands fremmeste mænd gik i rette med det danske folketing. Danmark skulle ikke kunne opnå særlige privilegier i kraft af Grønland.
Vi hører i bogen mange nye og overraskende historier. Vi har ikke altid kunnet forstå, hvad der sker eller skete i Grønland. Det kan vi måske nu.
Grønlænderne skulle beskyttes mod storkapitalisternes udbytning
Stauning mente, at Danmark skulle beskytte en sårbar befolkning og natur. Grønlænderne skulle beskyttes mod storkapitalismens udbytning. Og den vestlige verdens ulykker i form af fattigdom, druk og overførte sygdomme
Det er en bog om Danmark og Grønlands skæbnefællesskab. Og Stauning fik i høj grad hjælp af Knud Rasmussen i kampen mod Norge. Men meget er gennem tiden foregået over hovedet på grønlænderne.
Datidens problemer går igen
Mange af datidens problemer går igen. Og denne bog bidrager til at forstå grønlænderne. Og bogen er faktisk meget underholdende og interessant. Vi får også belyst, hvorfor Grønland er så vigtig for Danmarks position i verden. Konklusionerne bliver overladt til læseren.
Også illustrationerne er et studie i sig selv. Vi får et godt indblik i Stauning som menneske og statsmand.
Grønlænderne skulle først blive modne
Egentlig ville Niels Nørgaard skrive en bog om den amerikanske flyverhelt Charles Lindberg men han blev så betaget af Stauning og Grønland, at det blev en bog om det sidste tema.
Stauning mente først at grønlænderne skulle have deres fulde frihed, når de var ”modne” og uddannede nok til at kunne styre deres land.
Kilde:
December 3, 2024
Dyrehave ved Aabenraa
Regnet for velhaverkvarter. Farligt for landbruget, at de unge tog væk. Betydningsfulde kaptajner. De menige besætningsmedlemmer og andre kaptajnsgårde. Har søfarten været prioriteret for højt? Dyrehave tilfalder hertugen. Kirkens besiddelser. Lensmanden i Aabenraa overtager opsynet. Der blev solgt træ fra Dyrehave. Kamphøvener overtager besiddelserne. I 1800 bestod Dyrehave af 10 ejendomme. Gnidninger i Dyrehave. Skibbro i elendig forfatning. Da søfarten blomstrede. Søfarten udvides. Finansieringen udvides. De velhavende bønder på Løjt – en mulighed. ”Lad Flidens Pris flyde i egen Lomme”. Løjts storbonde. ”Fødder under eget Dæk”. Otte ejendomme i Dyrehave overtaget af kaptajner. Beboerne der var alle i familie med hinanden. Et indlæg i Hejmdal i 1895. ”En Bonde” var af en helt anden mening. Der findes kun et Løjt i verden. Historiebog fra 1781 havde ikke et ord om søfart på Løjt. Hørdyrkning var en vigtig indtægtskilde for Løjt. I 1753 var 93 fra Løjt på søen. 80 pct. af konfirmanderne tog på søen i 1870. Man talte om dynastierne. Historien gik i selvsving. I 1769 var 61,9 pct. i landbruget. Aldrig mere end 10 – 15 pct. beskæftiget i søfarten. Det blev sognets image. Begrebet ”Kaptajnsgårde” fik lov til at brede sig ”upræcist”. Historien skal ses i sammenhæng med sognets virkelighed.
Regnet for velhaverkvarter
Dengang da jeg boede i Aabenraa blev dette sted regnet for et velhaverkvarter. Og egentlig ligger det 4 km fra Aabenraa på Løjt Land. Det var jo netop nogle af de flotteste kaptajnsgårde lå. Udsmykning og størrelse viser om stor velstand på Løjt land.
Farligt for landbruget, at de unge tog væk
Disse kaptajnsgårde vidner også om den tætte sammenhæng mellem landbrug og skibsfart. Men en af ulemperne var at de unge på Løjt Land fortrak skibsfarten frem for landbruget. Dette kunne skade landbrugets udvikling, når de unge var længe væk hjemmefra. Manglende erfaring og uddannelse kom til at mange i landbruget. Det gjorde det også vanskeligt at indføre fornyelser i driften.
Betydningsfulde kaptajner
Søfolkene tog nye skikke og ting med hjem til Løjt Land og løjtninger kom også til at skille sig ud. Der var meget tætte forbindelser til Aabenraa.
En af de berømte kaptajnsgårde var Strågård, hvor Jørgen Bruhn og hans søskende voksede op i slutningen af 1700-tallet. Drengene blev betydningsfulde kaptajner og redere. Pigerne blev gift med mænd af samme støbning. Den største tæthed af kaptajner finder vi mellem Dyrehave og Stollig.
En gang var det en kik en hver bondesøn skulle fare nogle år til søs, før de slog sig ned i deres hjemsogn. I diverse fagbøger har vi fået at vide at Løjt er et kæmpe levende frilandsmuseum med masse af kaptajnsgård.
De menige besætningsmedlemmer og andre kaptajnsgårde
Også digteren Marcus Lauesen fastholdt billedet i digtet ”Interiør” fremmanede han stemningen i de gamle stuer præget af søfartsminder. Også succesromanen ”Og nu venter vi paa Skib” var med til at befæste billedet af Løjt som kaptajnernes land.
I Løjt Skovby, Barsmark og Løjt Kirkeby boede primært de menige besætningsmedlemmer og en del skibstømmer, der arbejdede på Aabenraas værfter. Jo vi kigger skam også på andre kaptajnsgårde på Løjt land.
Har søfartens betydning været prioriteret for højt?
Måske har søfartens betydning for Løjt været en smule overdrevet på bekostning af landbruget. Men det punkt kommer vi til i løbet af artiklen.
Dyrehave tilfaldt hertugen
Den egentlige Dyrehave var 180 tdr. stor. Ifølge Kong Valdemars Jordebog var den ejet af kongen men tilfaldt i 1313 hertugen. Den resterende del hørte overvejende til under kirken i Slesvig.
Kirkens besiddelser
Kirkens besiddelser på Løjt gik under betegnelsen ”Præbended Avbæk” Måske har det noget at gøre med at biskopperne under deres inspektionsture lagde til ved Avbæk Vig (Åbæk Bugt) tæt ved Dyrehave. Husker for øvrigt, at vi der dykkede efter øl, dengang walkie-talkie- klubben i Aabenraa var med dommerbådene, når der var kapsejlads. Vandet var helt klart dengang.
Måske overtog kongemagten besiddelserne i forbindelsen med striden mellem kongemagten og den holstenske greveslægt i midten af 1400-tallet. Antagelig blev jordene samlet under Høgebjerg.
Lensmanden i Aabenraa overtog opsynet
I 1544 blev hertugdømmet opdelt mellem hertug Hans i Haderslev og hertug Adolf i Gottorp. I den forbindelse blev Løjt en del af hertugens besiddelser og det daglige tilsyn varetaget af lensmanden på Brundlund Slot i Aabenraa.
I begyndelsen af 1600-tallet bortforpagtede hertug Johan Adolf – Høgebjerg til herredsfogeden i Kropp, Jacob Utzen som betaling for nogle jordlodder.
Der blev solgt træ fra Dyrehave
Allerede inden bortforpagtningen var hertugen begyndt at sælge træ fra Dyrehave. Måske har han manglet penge. Træ var meget efterspurgt i Nordeuropa dengang. Utzen – familien fortsatte fældningen af træerne i Dyrehaven.
Kamphøverne overtager besiddelserne
I 1665 gled Høgebjerg helt ud af hertugens ejerskab. Hertugen skænkede området til Kancellisekretær Burchard Niederstedt ”til evig arv og eje”. Han havde gjort sig fortjent under Danmark – Sverige krigene. Han døde barnløst og nu gik Høgebjerg i embedsmandsslægten Kamphøverners besiddelse.
I 1800 bestod Dyrehave af 10 ejendomme
I løbet af 1600-tallket begyndte udstykningen af Dyrehave. I begyndelsen af 1600-tallet blev der her etableret en mindre ejendom. Fæsteren måtte dyrke jorden og skulle fungere som skovbetjent.
I 1704 var her fire ejendomme. Men udstykningen og opdyrkningen af den tidligere skov tog først for alvor fat i begyndelsen af 1700-tallet, hvor forpagteren mente at skovrydninger kunne ændre Høgebjergs økonomi. Men betydelige dele af Dyrehave blev omdannet til agerland i løbet af 1700-tallet. I 1800 bestod Dyrehave af ti ejendomme. Først blev ejendommene givet i fæste og senere solgt til beboerne.
Gnidninger i Dyrehave
Det udviklede sig til egentlige gårde. Der opstod gnidninger med de etablerede gårdmænd og i et tilfælde med byggeri af en ny skole. Efter gammel sædvane skulle gårdene levere arbejde mv. i forhold til deres formue og formåen. Til stor fortrydelse for gårdejerne fastholdt beboerne i Dyrehave, at de var kådnere og ikke skulle levere ydelser som gårdmænd.
Skibbro i elendig forfatning
Vi ved jo alle at Aabenraa var en vigtig søfartsby. Allerede i 1257 omtales en skibbro. Men fra 1400-tallet gik det tilbage og delingen i 1544 gjorde ikke situationen bedre for byen. I 1610 var skibbroen i en elendig forfatning.
Da søfarten blomstrede
Men fra midten af 1600-tallet blomstrede søfarten atter. Der var import af træ fra Sverige til hertugdømmet Slesvig. Omkring 1690 var det kun København, der havde flere skibe end Aabenraa på Sverigesfarten.
Søfarten udvides
Efter inkorporationen i 1721 begyndte flåden at søge fragter uden for Østersøen og de indre danske farvande. Man tog fragter til Holland og Frankrig. Fra midten af 1700-tallet gik søfarten også til Middelhavet og i mindre omfang til Caribien.
Finansieringen udvides
Skibene var delt i anparter med flere parthavere, hvilket forbedrede finansieringsmulighederne og spredte risikoen. Disse anparter blev typisk tilbudt til familiemedlemmer, venner og forretningsforbindelser (skibsværft, rebslageri, skibsproviantering osv.). Kaptajnerne var normalt en af parthaverne, men de tog også anparter i hinandens skibe for at sprede risikoen.
De velhavende bønder på Løjt var en mulighed
Det var behov for mere kapital end den nære kreds kunne stille med. Man søgte derfor investorer uden for søfartserhvervet i Aabenraa og de nærliggende sogne. Her var de velhavende bønder en oplagt mulighed. Investeringerne herfra har formentlig været med til at grundlægge det maritime miljø på Løjt. Mange var altså blevet velhavende af selve landbruget.
Lad Flidens Pris flyde i egen Lomme
De har nu altid været fremsynede og dygtige. Allerede i 1500-tallet gik de i gang med udskiftningen af gårdene. Det var 200 år før landbruget i Kongeriget blev udskiftet. Som bønderne sagde på Løjt:
Her var også studeopdræt. Og disse blev sendt til markeder i Altona. Nogle af gårdejerne tjente så godt på dette, at der var penge til overs til udlån og investeringer.
Løjts storbonde
En af de bedst kendte investorer var gårdejer Matz Paulsen i Fladsten tæt ved Dyrehaven. Han stammede fra Elbjerg på Løjt og lånte store penge til socialt bedre stillede gårdmænd på Løjt. Gårdejerne på Løjt begyndte langsomt at investere i skibsanparter.
Man kan sige at landbruget og søfolkene blev forenet. Den ene part – søfolkene manglede penge og den anden part – nogle store gårdejere havde rigeligt af dem.
Fødder under eget dæk
Nu var bønderne generelt forsigtige med deres investeringer. Det gjaldt ikke mindre på Løjt. Slægtninge, venner og naboer blev ansporet til at påmønstre skibene. Derved fik man anbragt pålidelige folk på skibene for at holde øje med gårdejernes investeringer og sikre at fortjenesten kom tilbage til investorerne.
Det blev efterhånden populært at drage til søs. De dygtigste satte sig det mål at få
De gjorde karriere på skibe, blev styrmænd og kaptajner og fik anparter. På Løjt fik de stor indflydelse på Aabenraa – flåden. Antallet af søfolk op gennem 1700- og 1800-tallet var vigende, mens der i midten af 1800-tallet var flere søfolk fra Løjt end nogensinde før.
Otte ejendomme i Dyrehave overtaget af kaptajner
Søfolkene fra Løjt valgte i udstrakt grad at blive boende der. For kaptajnerne var det populært at købe en gård i Stollig eller i Dyrehave. Inden for udgangen af 1700-tallet var yderligere fire ejendomme købt af kaptajner.
Mellem 1800 og 1820 blev de sidste tre ejendomme købt af kaptajner. Dermed var alle otte ejendomme blevet til kaptajnsgårde.
De hjembragte fremmede skikke, eksotiske møbler og andre genstande fra de lande de besøgte. De unge mennesker erhvervede også gode skolekundskaber i matematik og sprog.
Hovedindtægten kom fra kaptajns-indtægten
Når kaptajnerne overtog gårdene, blev landbruget kun en biindtægt. Hovedindtægten kom fra indtjeningen som kaptajn og som parthaver i skibe.
Gårdejerne var de mest velstående med formuer på gennemsnitlig 500 Rigsdaler. I 1798. I Stollig/Dyrehave – området havde gårdejerne et gennemsnit på 1.200 Rigsdaler. Ja nogle havde formuer på mellem 4.000 og 4.500 Rigsdaler.
Beboerne i Dyrehaven i familie med hinanden
Beboerne i Dyrehave var på en eller anden måde alle i familie med hinanden. I dag er tre af gårdene forsvundet. Men fem smukke gårde er stadig bevaret.
Mange af kaptajnsgårdene fra 1700- og 1800-tallet er bevaringsværdige. Gør man nok for at bevare denne kulturarv? Mange af gårdene fra 1600-tallet er med kommunens tilladelse allerede revet ned. Man kan vel ikke bevare alt men sikre at det væsentligste ikke går tabt.
Det er nok det lokale engagement, som skal drive værket.
Et indslag i Hejmdal i 1895
I avisen Hejmdal i februar 1895 så vi et par interessante indlæg om forskelligheden af, hvordan man opfatter landbruget og ”sø-væsenet” på Løjt.
Peter Jensen i Tumbøl fortæller, at driften på Løjt især baserer sig på opdræt og fedning. Derfor henligger en del af jorden i vedvarende græsmarker. Hegnene var dårligt vedligeholdte, derfor skulle man passe på løsgående kreaturer.
Dyrkning af roer give arbejde for en masse småfolk, som også findes på Løjt. Peter Jensen fortæller desuden, at bønderne er gennemgående velhavende.
”En Bonde” har en hel anden mening
Dette fik ”En Bonde” til den 28. februar 1895 at fremføre en kritik af dette indlæg. Denne fortalte, at der i Løjt Sogn ejes næppe mere end 10-12 gårde af forhen – og nuværende skibskaptajner. Halvdelen af disse giver endog under 20 mark i indkomstskat.
Det var forkert at en stor del af jordene lå hen som græsmark. Og det er en grund til det, meddeler ”Bonden”. Det skyldtes at jordene af en eller anden grund ikke kunne pløjes. Der var enge, skrænter, havkløfter og uopdyrket hedejord. Højst 20 – 30 tdr. land ”henligger i vedvarende Græsmark”.
Græsfedning af kreaturer finder næsten ikke mere sted.
Roer skal passes, men det er umuligt at få ”Folk til at passe dem, da alle Arbejdsfolk, baade Mænd og Kvinder i Kirkeby i denne Tid har god og lønnede Beskjæftigelse paa Tørvemoserne”
Der findes kun et Løjt i verden
Disse skibskaptajner og søfarten fylder meget i Løjts historie. Næst efter Rømø er det vel intet sogn i Nordslesvig, der har været så præget af søfarten som Løjt i tiden 1700 – 1900.
Der var en selvfølge i løjtningerne. Vi kender udtrykkene:
Jo, der var en overlegenhedsfølelse, der kom af søfarten.
Historiebog fra 1781 – ikke et ord om søfart på Løjt
I Erich Pontoppidans: Danske Atlas fra 1781 findes ikke et ord om søfarten. Men her hedder det til gengæld:
Hørdyrkning – en vigtig indtægtskilde
Mange kilder bekræfter at hørdyrkningen var vigtig for Løjt og at linnedvæveri blev drevet i stor udstrækning både til eget forbrug og til salg. I en beretning fra Aabenraa – amtmanden i 1779 hedder det:
Anseelige mængder blev solgt på markeder. Ved udgangen af 1800-tallet havde denne virksomhed mistet sin betydning. ”Løjt – lærredet” blev glemt. Det var sjovere at fortælle om søfarten.
1750: 93 fra Løjt på søen
Jo, søfarten havde stor betydning. Det vidner kirkebøger også om. I årene 1770 – 1790 mistede 20 løjtninger deres liv på havet. I en sø-indrulleringsliste fra 1750 for Aabenraa amt er angivet 200 unge, som havde noget med søfart at gøre. Disse skulle aftjene deres værnepligt i flåden. Heraf var 93 fra Løjt sogn.
Folketællingerne dokumenterer entydig søfartens betydning for Løjt. I 1769 angives 16 pct. – I 1845 havde 18,5 pct. at have deres udkomme ved søfart.
80 pct. af konfirmanderne tog på søen i 1870
Ved en lejlighed i 1870 skrev præsten i Løjt at over 80 pct. af drengene på et års konfirmationshold drog til søs. De indfødte foretrak søfarten og overlod daglejer – og håndværkerjobs til indvandrere. Søfart blev således det næst vigtigste erhverv, og det var usædvanligt for et landsogn.
Man talte om dynastierne
Forholdsvis var der flere kaptajner og styrmænd fra Løjt end tilsvarende fra Aabenraa. Løjtninger stod til søs og overlod dårligt betalte hobs derhjemme til tilflyttere.
Vi har også tidligere skrevet om de kendte dynastier, som udgjordes af skippere, kaptajner og redere – familierne Bruhn, Bendixen, Hohlmann m.m. De var giftet ind i hinanden og de sad på de gode gårde Stolliggård, Høgebjerg, Strågård, Dalholt m.m. Det var ikke kun i Dyrehave.
Historien gik i selvsving
Historien om søfarten på Løjt er såmænd sand nok. Den skal ikke skrives om. Men den gik i selvsving. Efterhånden blev historien til en slags myte. Historierne om søfolkene og deres rigdom blev altid fortalt først. Den farverige og glamourøse skipper- og søfartshistorie blev næsten mystisk. Den blev til Løjts selvforståelse. Ganske usand er historierne jo ikke.
I 1769 levede 61,8 pct. af landbruget
Kaptajnerne dominerede aldrig befolkningen på Løjt. I 1769 og 1845 udgjorde de 3,5 pct. af befolkningen. De menige søfolk udgjorde op til 10 pct. Faktum var, at landbruget udgjorde det vigtigste erhverv på Løjt. Det var sognets fundament.
I 1769 levede 61,8 pct. af Løjts befolkning af landbrug. I 1845 var det 56,5 pct. Trods de rige skibskaptajner forblev Løjt et landbrugssamfund. Bønderne ejede også størstedelen af sognets formue. Ved opgørelsen af formueskatten i 1769 lå 76,5 pct. af formuen hos gårdmændene og 10,8 pct. hos skipperne.
Aldrig mere end 10-15 pct. beskæftiget i søfarten
Skipperne især i Stollig, Dyrehave og Høgebjerg havde stor betydning, men gårdejerne udgjorde stadig flertallet. Der var aldrig mere end 10-15 pct. af sognets befolkning, der var involveret i søfart.
Søfarten skabte arbejdspladser. I kriseår for landbruget blev der tilført supplerende indtægter. Det var altid søfarten og kaptajnerne, der fik den hyppigste omtale. Landbruget var jo ikke noget specielt – et kunne ikke bære den lokale stolthed.
Det blev sognets image
Løjtningerne var bevidste om, at de evnede noget, som naboerne ikke kunne præstere. Løjtningernes billede af sig selv var noget særligt. Det blev sognets image. De rige kaptajner blev nævnt før de velstående gårdejere – selvom de sidste var de fleste og selv om der var langt flere menige søfolk end kaptajner. På den måde kan man sige, at der opstod en myte om Løjt.
Begrebet ”kaptajnsgårde” fik lov til at brede sig upræcist
Denne kan eller skal ikke udryddes. Men vi skal blot huske, at det ikke er kaptajnerne der alene tegnede Løjt – miljøet. Den ældre bygningsmasse på Løjt er heller ikke domineret af en særlig slags kaptajnsgårde. Begrebet ”kaptajnsgårde” fik lov til at brede sig ret upræcist.
Bygherrerne bag nogle få ejendomme har lidt useriøst fået lov til at lægge navn til et begreb uden klart indhold. Men i turistlitteraturen lyder kaptajnsgårde godt.
Historien skal ses i sammenhæng med sognets virkelighed
Det hele er en god historie at fortælle. Det er en gammel og endnu levende myte som er vigtig for Løjts selvforståelse. Men det skal nu ses i sammenhæng med sognets virkelighed.
Løjt er virkelig noget for sig selv og det skyldes Løjt – kaptajnerne. Deres historie kunne bære en myte, som hæver Løjt lidt over gennemsnittet – det kunne landbruget ikke.
Så fik vi både fortalt historien om Dyrehave, kaptajnerne, Løjts virkelighed og deres gårde.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Søfartshistorie Aabenraa:
Artikler fra og om Løjt:
November 30, 2024
Olgerdiget ved Tinglev
Kontrollerede den Hærvejen? Nævnes første gang i 1768. Sådan stod det at læse i 1846-48. Landmanden gjorde sine egne opdagelser. Systematiske udgravninger. En stor del af Olgerdiget er efterhånden ødelagt. ”Skansen” fundet ved Ligård. Hærvejen blev længere mod øst. Reparationer og forstærkninger. Forbilledet er ”Limes” – romernes grænsefæstning. To stammeområder i Sønderjylland? Uro og kamp om magtområder. Det krævede en stor indsats, Flere spørgsmål og svar trænger sig på. 90.000 egestammer blev brugt. Arkæologier og historikere er uenige med hinanden. Kender vi nok til vores fortid? Var den sønderjyske del et selvstændig angler-rige? Kan de forskellige sagn lære os noget? Det er svært at finde sandheden om Olgerdiget.
Kontrollerede den Hærvejen?
Der er efterhånden skrevet en del om dette sted. Og det, der er skrevet, er ofte ikke samstemmende. Olgerdiget kan henføres til Jernalderen. Hovedopfattelsen er at det var en vold, der skulle kontrollere Hærvejen. Ja, der findes antagelser, at Olgerdiget skulle være fra 279 e.Kr.
Stedet ligger øst for Tinglev og kan følges over en strækning på ca. 12 km i luftlinje. Visse steder kan man stadig ane volden i landskabet.
Nævnes første gang i 1768
Første gang, navnet nævnes, er i Pontoppidans Danske Atlas fra 1768. I 1928 var der en landmand, der beskrev volden fra Urnehoved til Gårdeby. Denne landmands kortlægning førte til at Hugo Matthiesen foretog den første arkæologiske undersøgelse af anlægget ved Almstrup i 1928.
Sådan stod der i 1846-48
Allerede i Antiquarisk Tidsskrift 1846 – 48 står følgende:
Ude i Tinglev Mose er der også fundet planker. Øst for Tinglev Sø er også fundet rester.
Landmanden gjorde sine egne opdagelser
Og landmanden forsøgte selv at forske i sagen.
Denne landmand H.P. Jørgensen fra dengang foreviste også Olgerdigets forløb for den daværende leder af Haderslev Museum, Hans Neumann, som efterfølgende indledte nogle arkæologiske undersøgelser. Det var i 1955.
Systematiske udgravninger
I 1957 foretog Vilhelm La Cour fra Nationalmuseet en undersøgelse og i årene fra 1963 til 1972 gennemførte Haderslev museum en række små systematiske udgravninger.
En stor del af Olgerdiget er ødelagt efterhånden
Den centrale del af Olgerdiget består af en voldgrav og nogle palisaderækker, der dækker 7,5 km. Problemet med Olgerdiget er at en stor del er ødelagt gennem tiden. Meget af volden er pløjet væk. Der er ikke fundet oldsager i forbindelse med udgravningerne. Men forskellige pæle er det lykkedes at konservere. De findes i dag på Haderslev museums oldtidsudstilling.
”Skansen” fundet ved Ligård
I 2003 ville Jes Jepsen som ejer gården Ligård ved Uge etablere en kreaturstald i forlængelse af den eksisterende stald. I forvejen var der fundet pæle i bækken ved Ligård og spor efter en vold i marken syd for bækken.
Her er fundet spor af et anlæg, men kalder for Skansen. Det er et system af små grave med mellemliggende lav vold. Derfor var det al mulig grund til at skærpe opmærksomheden da kreaturstalden skulle etableres.
Udgravningerne foretaget af Neumann har sikkert været for små. Man kunne se at Olgerdiget var etableret under forskellige perioder.
Hærvejen blev lagt længere mod øst
I området ved Uge samles en række oldtids- og middelalderveje på en mindre strækning omkring vandskellet. Hærvejssporet fører over Urnehovedbanke. Det gamle hærvejsspor som også kaldes Oksevejen, førte derimod fra Poulskro over Uge, Porsbøl og Porså til Bolderslev.
Undervejs skæres den af Olgerdiget omkring Ligård. Det er også heromkring der er fundet masser af grøfter. Måske er Skansen en yngre nordøstlig forlængelse af Olgerdiget. Den blev anlagt i forbindelse med at Hærvejen blev flyttet østpå.
Reparationer og forstærkninger
Palisadegrøfterne har forskellige dybder. Dette tyder på reparationer eller forstærkninger af anlægget. Men egentlig kender man ikke palisadernes egentlig højde. Efter den nyeste teknologi har man fundet ud af, at dele af Olgerdiget blev bygget allerede i 1. århundrede e.Kr. Tidligere troede man at det var 219 e.Kr. Men der er også fundet palisader fra 178 e.Kr. Efter dette tidspunkt er Olgerdiget ikke blevet forbedret. Men det er hele tiden samme konstruktion, som vi taler om.
Forbilledet er ”Limes” – romernes grænsefæstning
Ja egentlig minder det hele om den romerske grænsebefæstning ”Limes”. Denne dannede en ca. 550 km lang grænse langs Rhinen og Donau mellem Romerriget og germanerne fra kort efter Kristi fødsel og de næste 400 år.
Romerne byggede først vagttårne af træ siden af sten, som blev anbragt med korte mellemrum langs grænsen. Man mener at Limes byggeteknisk har dannet forbillede for Olgerdiget og senere ”æ vold”.
To stammeområder i Sønderjylland?
Der findes masser af volde i det jyske – ofte anbragt i forbindelser med forhindringer som moseområder og vandløb og dermed spærrer adgangen til et landområde. Olgerdiget har haft front af træ og vold og grav anbragt på angribersiden, ligesom ved Limes. Åbenbart har det drejet sig om to stammeområder og kontrol af den nord-sydgående trafik igennem Jylland.
Uro og kamp om magtområder
Vi har i tidligere artikler omtalt ”Æ Vold” ved Øster Løgum. Denne vold er dateret til 278 e.Kr. Og vi har også tidligere omtalt sejlspærringerne ved mundingen af Haderslev Fjord.
Fra dengang stammer våbenfund fra Thorsbjerg, Nydam og Ejsbøl (200 – 500 e.Kr.). Nej, vi kender ikke fjenden. Men romerske og græske forfattere skriver om magtkampe og folkevandringer i landene mod nord.
Det var en tid præget af uro og kamp om magt og landområder.
Det krævede en stor indsats
Bygningen og vedligeholdelsen af Olgerdiget har krævet en større indsats af materialer og mandskab, end det enkelte landsbysamfund har kunnet præstere.
Noget tyder på, at der dengang var en nord – og en syd-gruppe. Noget tyder på at syd-gruppen var jyderne. Nord og syd for Olgerdiget var der forskellige landbystrukturer og byggeskik, dvs. mellem Jyder og Angler.
Flere spørgsmål og svar trænger sig på
Har det været Anglernes grænseværn eller vejspærring mod en ny og større nabomagt. Angelriget har ekspanderet nordpå og ”Æ Vold” har måske dannet den nye grænse.
Ja undersøgelserne af Olgerdiget startede for snart 100 år siden, men der er stadig flere spørgsmål end svar.
90.000 egestammer blev brugt
Måske er vi her vidne om oprettelsen af Danmark. 90.000 egestammer er anvendt til volden. Nogle steder er der tale om 3-5 parallelt løbende palisaderækker.
Den jyske halvø var delt ind i forskellige kulturområder, hvor bl.a. gravskikke og den keramiske produktion fremviser lokale særpræg. Man kan dog endnu ikke konstatere sig etnisk, religiøst og politisk fællesskab.
Men ser man forklaringerne og selve voldforløbet, så er det dog nogle forklaringsproblemer. Grænsespærringen tillod en åbenbar blottelse mod nord? Hvorfor?
Arkæologer og historikere er uenige med hinanden
Er nogle jordvolde så ødelagte af pløjning, at man ikke længere kan konstatere dem? Læser man en del litteratur omkring temaet så viser det sig at historikerne og arkæologerne er uenige med hinanden.
Jyderne dominerede fra Skjern Å til Ejderen i ældre romertid. I det 2. århundrede dukkede anglerne op syd fra. Samme stammenavn dukker op forskellige steder på Europa – kortet samtidig.
Kender vi nok til vores fortid?
Vi ved at anglerne deltog i togterne til England i det 5. århundrede. Men hvad med danerne? Kender vi sandheden om dem? Danerne var udgået fra sveernes stamme og fordrev herulerne fra deres bosteder. Herulerne var fra det 3. århundrede ret hjemløse.
Frankiske kilder fra det 6. århundrede omtaler jyderne og danerne som to selvstændige folkeslag.
Var den sønderjyske del et selvstændigt angler-rige?
Var den sønderjyske del af daner-riget for en tid et selvstændigt Angelrige? I en rejsebeskrivelse fra år 900 skelnes det mellem syddaner i Jylland og norddaner på øerne og fastlandet (Skåne og Halland).
Jyderne hører man ikke så meget om. De har heller ikke nedfældet deres historie. Deres besiddelser indlemmes snart i det saksiske Sydengland.
Kan de forskellige sagn lære os noget?
Der findes et gammelt sagn formet i et digt, der handler om et felttog, der udvidede Anglerriget. Var det tværs over Jylland? Og sikrede dets grænser. Var det med Olgerdiget? Nej, der findes ingen historisk bevis for at det skulle være Offa af Angel.
Var Jylland i virkeligheden et selvstændigt rige? Denne situation ændres i hvert fald i det 10. århundrede, hvor jydernes konge i Jelling, Harald Blåtand vandt al Danmark og Norge – og gjorde danerne kristne.
Det er svært at finde sandheden om Olgerdiget
Det Anglerrige i Sønderjylland, der igennem 700 år skulle have været et militært og kulturelt magtcenter i Norden er således ikke en historisk realitet. Indbyrdes er det modstridende og alt for sparsomt. Vi har her forsøgt at angive, hvor svært det er at finde sandheden om Olgerdiget.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 28, 2024
Stefans Kirke og Ydre Nørrebro- dengang
Foredrag 28-11-24 – Igen engang et skønt og engageret publikum i Karmel i Vedbækgade med rundstykker kaffe og folkehøjskolesang.
Jeg har været her mange gange. Hvem er Skt. Stefan? Præsterne kunne ikke lide Socialister. Lensbaronens økonomi havde det ikke så godt. Der blev samlet ind til kirken. En ny præst gjorde en forskel. Angelika kom forgæves. Personalet havde rigeligt at se til. Fem sogne blev udskilt. Fra 1922 Grundtvigiansk kirke. En præst, der var glad for klokker. Anne Braads ti bud. Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe. Man kan også få prøver på ”Ondt Orgel”. Og så var det lige ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem”. Hvordan mon Frimodt ville have set på Ondt Orgel og fejring af Kim Larsens fødselsdag. Jo vi skal da hilse på et par særprægede præster. Men vi skal også kigge på, hvad der skete her dengang kirken blev indviet – 1874 på hovedsagelig Ydre Nørrebro.
For 8 år siden til min afskedsreception i Steenberg Bog og Ide var det stuvende fuld. Min skønne lillesøster ville gerne vide, hvem alle disse folk var. Og da jeg så bl.a. forklarede hende, at der var diverse præster, kordegne, menighedsrådsformænd, kirketjenere m.m. så kiggede hun alvorligt på mig og sagde:
Bør man ikke have respekt for en præst – Jo, men det afhænger jo sandelig også af præsten selv. Jeg har tre korte præstehistorier, som jeg vil fortælle:
Jeg har været her mange gange
Jeg har efterhånden stået her i kirken mange gange og holdt foredrag. Ofte har det været i kirken sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Ja og ofte har det været her
Begge steder har det altid været en fantastisk stemning. Og det skyldes jo nok de ansatte inklusive præsterne. Jeg var så heldig at holde afskedsforedrag for den afholdte præst, Ivan Larsen og velkomstforedrag for den ny præst Thomas Høg Nørager. Jeg har oplevet folk falde i søvn. Men en god kaffe hjælper på dette. En enkelt har råbt ”Det er løgn”. Han blev lige så stille eskorteret ud af publikum.
I en pause var det tre skønne piger, der påstod at jeg var fuld af løgn. Det var tre piger fra RUC i forbindelse med et foredrag om besættelsestiden.
Hvem er Skt. Stefan?
Og måske skal vi lige starte for de knap så religionskyndige med at forklare, hvem Skt. Stefan er.
Stefanus var en af syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye testamente den første, der blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
Præsterne kunne slet ikke lide socialister
Det er sandelig ikke altid, der har været frisind i denne kirke. Vi ved at Skt. Johannes kirken kom til Nørrebro som den første. Her var en meget dynamisk og kreativ præst, pastor Frimodt, der bestemt ikke kunne lide socialister. Og det var de fleste arbejdere dengang. I 1861 blev denne kirke indviet. Denne præst fik stor betydning for Stefans-kirken.
Men se inden der blev bygget kirker på Østerbro og Nørrebro så hørte befolkningen til Vor Frue og Trinitatis. Allerede i 1852 diskuterede to teologer, Ludvig Helweg og Nicolai Holten, Hvad man skulle gøre. Der var ikke bygget kirker i uendelige tider. En komite med 7 medlemmer startede med en underskriftsindsamling for at få gang i byggerierne. Og så gik man ellers i gang med Skt. Johannes Kirken. Men efter hele 8 år gik byggeriet i stå – der var ikke flere penge – Men man blev færdig
Kan du råbe Folket op på Nørrebro
Frimodt var i 1865 audiens hos Frederik den Syvende. Efter myterne så blev Frimodt spurgt:
Da Frimodt svarede, at det håbede han, sagde kongen:
Ak, denne Frimodt fik nået meget, selv om han kun blev 50 år.
Der var trængsel i Johannes – kirken. Et samaritter-korps stod parat hver søndag. Folk besvimede under hans flammetaler. Frimodt var den mest omtalte præst i København. Nogle kaldte ham Helvedes Prædikanten, der malede byen rød over København. Man var grebet af hans ildfulde forkyndelse. Mange sad under prædiken med ansigtet skjult i hænderne. Adskillige hulkede højt og udstødte ubeherskede suk og skrig.
En af hans effektive virkemidler var at han midt under en prædiken med fremstrakt hånd og direkte talte til en kirkegænger nede på det tætpakkede kirkegulv:
Frimodt brugte Jesus i kampen mod Socialisterne
Socialisterne mente, at kirkerne var kapitalismens forlængede arm. Og det fik man da i høj grad bekræftet, da man senere så opfordringen til indsamlingen til den anden kirke på Nørrebro – nemlig Stefans – kirken.
Frimodt tog initiativ til at Stefans-kirken blev den anden kirke på Nørrebro. Det skete i 1874. Det var jo et kæmpe sogn og flere og flere indbyggere kom til bydelen. Men kirken blev først til noget efter en indsamling som Frimodt startede på Store Ravnsborg to år tidligere:
Socialister var i 1870erne stærk kirkekritiske, fordi kirken ikke som dens Herre stillede sig på de fattiges side. De blev behandlet på samlebånd, dåb og fællesbegravelser af flere på en gang, samt bunkebryllupper.
Gå ikke ind i Syndens hule
Jo denne præst var berømt og berygtet. Hver søndag stod et samaritter-korps parat. Kirkegængerne besvimede under søndagsgudstjenesten. Det skete under pastorens dundertale.
Han stod også parat foran Nørrebros Teater og råbte til teatergængerne:
Måske er det ikke så mærkeligt at han af socialister blev fremstillet som borgerskabets og overklassens typiske ”gejstlige Lakaj”
Lensbaronens økonomi havde det ikke godt
Lensbaron Herman Frederik Løvenskjold skænkede en del af sin jord, hvor kirken blev opført. Det var faktisk noget af hans have til landejendommen Christiansdal. Tre år efter ved sin død viste det sig, at hans økonomi ikke havde det så godt. Så man må sige at Gud var med Stefans-kirken.
Det var bygningsinspektør ved Københavns Kommune, arkitekt Ludvig Knudsen, der stod for tegningerne. Og det har han gjort ved masser af byggerier på Nørrebro. Tegningerne her fra kirken er blevet brugt til en Skt. Clements Kirke på Bornholm.
Der blev samlet ind til kirken
I 1872 samlede Frimodt en kreds af mennesker på Store Ravnsborg. Nu skulle der samles ind til en ny kirke på Ydre Nørrebro.
Kirken blev bygget for indsamlede midler. Den kostede 34.000 rigsdaler. Derudover blev der indsamlet 6.000 rigsdaler til præsteboligen og 10.000 rigsdaler til præstelønningslegat.
Anden Juledag 1874 kunne Nørrebros sognekirke nr. 2 indvies.
Det var en rød murstenskirke. Der kunne være 1.200, hvoraf der var 500, der kunne sidde ned. Det hed sig, at kirken ”agtes opvarmet ved ovne”
Det forcerede spekulationsbyggeri bag Stefans kirken førte ikke til den senere jernbanestation. I en af datidens medier stod det beskrevet på følgende måde:
Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme forstille Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården, der stod model til de to søstre.
Kirkeskibet
Kirkeskibet er skænket af skibsbygger, Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta som Skifter Andersen, byggede til et købmandshus i Hamborg. Nej jeg skal ikke gennemgå indretningen men lige nævne, at en efterkommer til denne Skifter Andersen var jeg ofte oppe at diskutere med i min dunkle fortid som HK – formand i Aabenraa.
En ny præst gjorde en forskel
Også Stefans-kirkens to første præster, Peter Volf og Ivar Dall delte den antisocialistiske holdning. Måske var det derfor, at kirkegangen ikke var så stor. Dall måtte da også gå af til sidst.
Men i 1914 var det så Axel Rosendahl’ s tur. Han havde ikke samme holdning. Og nu vrimlede det til med kirkegængere. Han var selv opvokset på Nørrebro. Hans far var leder af en grundtvigiansk friskole.
Angelica gik forgæves
I 1893 skriver Angelika i sine erindringer, at hun er født på Nørrebro:
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten.
Personalet havde rigeligt at se til – om søndagen
Det store sogn bød også på ekstra udfordringer. I det daglige kunne de rige betale for kirkehandlinger. Om søndagen var det gratis. Så kunne arbejderne få deres kirkehandlinger gennemført. Og det betød, at Stefans-kirken en søndag gennemførte:
I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der i sognet i 1877 – 800 børn. I 1889 var tallet oppe på 1.405.
Fem sogne blev udskilt
I årene 1890 – 1912 blev yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans Sogn:
Ved en indsamling til menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket kirken.
I våbenhuset er der en mindetavle over kirkens grundlægger, Rudolf Frimodt.
Fra 1922 en ren Grundtvigiansk kirke
I 1922 blev kirken en ren grundtvigiansk kirke. Og Rosendahl blev i 1935 valgt som biskop af Roskilde Stift.
Der er sket store ændringer i kirken i tidens løb. For et stykke tid siden var det stillads på kirken. Der er kommet nyt tag på. Og indvendig er der også sket vedligeholdelser.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken.
I 1935 hed den nye præst Ejnar Leth Balling. Det var filmmanden Erik Ballings far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan. De to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.
En præst, der var glad for klokker
I 1958 fik kirken nye klokker. De tre klokker er støbt i England hos firmaet John Taulor & Co. De erstattede ”en tålelig malmklokke og en rædsel af en stålklokke, som præsten Emanuel Würtzen udtrykte det.
Jo han var meget glad for klokkeringning. Han talte om ”fornøjelig klokkeringning”. Han sagde også:
I 1965 kom der et dåbsværelse til, hvilket betød at kirkerummet blev afkortet.
I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten som undertegnede ofte, har lænet sig op ad ved foredrag er af grønlandsk marmor.
Anna Braads ti bud
I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af Ivan Larsen, der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med Anne Braad ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne.
Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for en kirkelig vielse af homoseksuelle. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.
Jeg har et par gange besøgt Ivan Larsen og Ove Carlsen, der boede i den hyggelige præstegård bag kirken.
Og Anne Braad har jeg ofte diskuteret med. Det startede med, at jeg efter min kones død skrev en artikel om sorg og sorgbearbejdelse. Hun kom op i butikken og spurgte om hun måtte bruge artiklen til en studiekreds om sorg.
Jeg har også fået en øl med hende på den lokale. Her kom hun ofte med hendes hund. Det var sikkert en ølhund. Normalt har hunde ikke adgang til værtshuse.
Anne udviklede sine egne 10 bud:
Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe
I 2001 kom kirken i Kristeligt Dagblads søgelys med overskriften ”Stefanskirken – intrigernes holdeplads”. Det var bestemt ikke artige ting, der kom for dagens lys. Også biskoppen måtte blande sig dengang.
Efter Anne Braads død i 2008 blev Pernille Østrem ansat som sognepræst og efter Ivan Larsens afgang i 2012 som kirkebogsførende sognepræst. I 2014 blev Thomas Høg Nørager ansat som sognepræst.
De er ret gode til det med banner foran kirken. Og Første Maj reklamerede de med Rød Gevalia Kaffe. Men det må siges at være falsk varebetegnelse. De sidste mange gange, hvor undertegnede har optrådt her, har det været Peter Larsen Kaffe.
Man kan også opleve ”Ondt orgel”
Meget specielt kan man så opleve orgelet. Når kirken fejrer Halloween. Så kalder man det for ”Ondt Orgel”.
Sankt Stefans Sognemissions Hjem
Vi skal da også nævne – menighedshuset for Stefans-kirken. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest.
Den smukke bygning hed dengang ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til ”Mødre og Børns bespisning”.
Håndgerningsforening
Inde af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På førstesalen havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening”. Denne virksomhed forgrenede sig til hele Nørrebro.
Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kr. Men så fik man til gengæld også mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det var så de mest trængende, der fik først.
Sygepleje
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.
På anden-salen var værelserne udlejet til ”Klokkerkontor”.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præster og frivillige.
Kirken oprettede som allerede sagt en Håndgerningsforening. Som ordinært medlem betalte man hvert år 5 kr. Så kunne man hvert andet år få gratis tøj til 8 kr. Det var så de mest trængende, der fik først. Efterhånden var det 200 kvinder med i denne forening.
Afstanden mellem de stadig flere tilflyttere og præsterne ved de for få kirker blev større. Vel var det ikke mange, der meldte sig ud af folkekirken eller undlod at bruge den ved de vanlige lejligheder
Da liget åbnede døren
Man samarbejdede med Martha-hjemmet, hvor der også blev ydet et stort socialt arbejde. Her havde man en ordning med at man ydede begravelseshjælp til familier, hvor der var sket dødsfald. Her blev der så sendt bud efter en nonne fra Martha-hjemmet fra en familie i Rabarberlandet. Her skulle manden så være afgået ved døden.
Nonen kom på besøg. Under et lagen lå der godt nok en person og hustruen fældede nogle tårer. Nonen løftede kortvarig lagnet. Og familien fik de 5 kr. i begravelseshjælp. Hun gik så ned af trappen og ud i gården, hvor det regnede. Hun fandt ud af at hun havde glemt hendes paraply oppe hos familien. Hun skyndte sig op ad trapperne og bankede på.
Hvem der nu fik det største chok, melder historien ikke noget om – for det var liget, der åbnede døren.
Illustreret Tidende, da kirken blev indviet
Fattigdommen herskede. Mændene drak og kvinderne sladrede tiden bort. Dette kunne man læse i Illustreret Tidende i forbindelse med kirkens indvielse. Desuden stod der:
Sikke dog man kunne bruge det danske sprog dengang.
Kirken skulle bringe kristendommen til sognets mange fattige hjem.
Renvaskede Nørrebro – Børn
Da Simeons Kirken blev anmeldt i Politikken skrev avisen om altertavlen:
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj. Det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
Stifteren af Bespisningsforeningen
Ejeren af Lygtevej 8 (Nu Bog& Ide, Nørrebrogade 163) hed engang Ottesen. Han var urtekræmmer og medstifter af bespisningsforeningen på Nørrebro. Han var også kvarterets fattigforstander og postmester. Butiksdrengen fungerede som postbud.
27 mere eller mindre beskidte værtshuse
Fra Runddelen ud til Lygtekroen lå en overgang 27 mere eller mindre beskidte værtshuse på en gang. Det var bl.a. Den Hvide Svane på Nørrebrogade 175 og Nykro. Ja sidstnævnte måtte lade livet så kirken kunne bygges. Man må åbenbart have været tørstige dengang. Og ude på Lygtekroen snød man med øllet.
De stakkels børn fra Ventegodt
Der var også tre lystgårde herude. Allers i det nuværende Odinsgade, Meyers Lystgård ved nuværende Jægersborggade og Ventegodt. Der var også et par småhuse. Senere måtte Melchoirs børn på Ventegodt ved Esromgade gå i skole på Højbro Plads, hvis de ikke kunne komme med en mælkebonde for 2 skilling. Kostede det 3 skilling måtte de gå.
Da mølleren sad på toilet
Bag St, Stefans Apotek lå engang en mærkværdig bygning. Det var resterne af Øllunds Mølle. Man sagde engang at hvert andet træ på Nørrebrogade måtte fældes for at skaffe vind nok til møllen. Man har også sagt, at poppel-træer tog for meget blæst, derfor plantede man elmetræer i stedet.
Under en storm skete der så store ødelæggelser, at man pludselig fra vejen kunne se mølleren sidde på lokum.
Børnene måtte arbejde 6 ½ time om dagen
Tænk engang. Da man begyndte at bygge Stefans-kirken i 1873, blev den første fabrikslov indført. Den bestemte at børn mellem 10 og 14 år, måtte arbejde 6 ½ time om dagen og at de skulle stoppe en time før skole, så børnene i ”ro og mag” ”kan spise sig til energi og friske hjerner” til undervisningen. En elev fortæller fra den tid:
Og børns indtægt var vigtig, for i 1874 gik 70 pct. af arbejder-familiens indtægt til fødevarer.
16 pct. af børnene var under 10 år
Tænk engang 16 pct. af børnearbejderne var under 10 år. Mange af disse børn arbejdede i svovlstik. Fabrikker (tændstik-fabrikker) og var udsat for fosfor-dampe.
Skattevæsnet fremmede små lejligheder
Nørrebro var befolket af arbejdere dengang. Byggespekulanterne havde gode kår. Byggede man lejligheder under 29 kvm var det afgiftsfri. Og ikke nok med det. 70 pct. af familiens indtægt gik til fødevarer. Så for at få det hele til at løbe rundt fik man også logerende. Mange steder spiste, opholdt man sig og sov i samme rum.
Epidemierne havde gode forhold på Nørrebro
Ikke alle steder havde man køkken og indlagt vand. Det måtte man hente i brønde. Og det var bestemt ikke det reneste vand man fik herfra. Var der ål i drikkevandet skulle man tilkalde vandkiggeren.
Det blev til typisk 5 – etagers ejendomme man byggede dengang. Det var et kedeligt gråt byggeri. Mottoet for byggespekulanterne var ”Byg tæt – Byg Billigt – Byg Højt. Gårdene var lange og lange skakter. I bunden skulle der foruden legende børn være plads til foruden legende børn være plads til skure og lokummer – de såkaldte retirader.
Den dårlige kvalitet og de mange mennesker på få kvadratmeter bevirkede dårlige hygiejniske forhold. Epidemier og sygdomme havde gode forhold på Nørrebro. Det havde dyr som lus og lopper også, ja også fnat.
Sådan tømte man natpotten
Man brugte flittig natpotten i de nørrebroskeer hjem. Og det var de ældste knægte, der skulle tømme disse om morgenen inden de gik i skole eller inden de gik på arbejde. Dette hverv høstede ikke mange point hos de andre knægte i gården. Og disse knægte blev også kaldt for ”Pølsedrenge”.
Gamle fru Hansen på femte brugte en anden metode, når hun skulle tømme natpotten. Hun hældte det hele i vaskekummen. Så kunne man risikere at det dukkede op hos naboen. Og en herlig duft bredte sig så en varm sommerdag. Men se ikke alle havde fået en vaskekumme. Så fru Hansen pakkede måske det store ind i avispapir og resten fra potten blev så ekspederet ud ad vinduet.
Disse retirader nede i gården var de rene smittekilder. Ofte skulle 20 familier deles om en retirade. Man skulle huske at banke med træskoene for at få rotterne til at flygte.
Det var mørkt
Man sagde om Nørrebro at det var meget mørkt. Stod man på en af broerne over Ladegårdsåen kunne man se Frederiksberg badet i lys. Det eneste lys på Nørrebro – siden stod i Korsgade.
Nørrebros Runddel
Fire år efter kirkens indvielsen skrev et dagblad også om besværlighederne i at komme over Runddelen:
Ja når vi nu taler om Runddelen, så blev den flotte bygning, der rummer Cafe Runddelen opført året efter kirkens indvielse. Her har uret øverst oppe vist halv to de sidste mange år. Bygningen har indeholdt ventesal for sporvogns-passagerer og brandstation.
Og tænk engang det var Henry Heerups barndomshjem.
Den første beboer var fotograf Niels Willumsen. Han opførte et hus på grunden som man kaldte for ”Havehuset”, Han var en af Københavns første fotografer. Han boede her fra 1855 til 1870. Han døde kun 58 år gammel. Mange fotografer døde i en forholdsvis ”ung” alder. Man sagde at det var fordi man brugte så mange farlige kemikalier.
Hørkræmmer Alpers købte grunden og oprettede en butik. Men det gik ikke. Familien udvandrede til New Zealand. Og her fik sønnen en strålende karriere, som lærer, journalist, skuespiller og advokat. Han endte som højesteretsdommer.
Den tredje grundejer var malermester Franck. Han byggede netop den flotte ejendom og en masse andre.
Vi skal da også lige nævne tømrermester Mottlau, der i starten af 1870erne flyttede ind i en stor villa ved Runddelen. Villaen var tegnet af Stefans Kirkens arkitekt. Det var en temmelig rummelig villa med 10 værelser. Senere overtog De Kellerske anstalter villaen med 30 patienter.
Møllen på Runddelen
Ja her på Runddelen lå i mange Ørsteds Mølle. Rygterne vil vide, at under en storm blev der ødelagt så meget, at man pludselig kunne se, at mølleren sad på toilet.
Arbejderne kæmpede
Arbejderne kæmpede for at forbedre forholdene. Men det var nu ikke let. Det var fyringsgrund, hvis man organiserede sig. Lige som præsterne var de fleste politikere og embedsmænd også imod disse socialister.
To år efter kirkens indvielse ville man bruge grundloven til et fælles møde på Fælleden. Resultatet var 74 kvæstede husarer og 23 kvæstede betjente. Antallet af kvæstede arbejdere gad man ikke opgøre. Politimester Krone og justitsminister Krieger var to af dem, der ikke kunne lide socialister.
På Kastellet sad soldater med skarpladte geværer klar til at rykke ud. Arbejderne skulle knækkes. Politimester Crone og justitsminister Krieger kunne heller ikke lide socialister. De satte Grundloven ud af kraft.
Man glemte Pio
De tre socialistiske ledere Pio, Gerleff og Brix blev da også anholdt. Efter flere år i fængsel blev de sendt til udlandet med rige industri foretagender som sponsorer. Men især Pio blev også glemt af sine ege. Man skrev smædeskrifter om ham.
Der kom to stationer
I mange år susede tog gennem Nørrebro uden at holde. Hos de forskellige poster gjaldt det om at holde øje med disse tog, så man kunne få fodgængere væk og bommene ned. På ladegården var mange fra byens lette brigade anbragt. Mange gange tog deres kavalerer eller alfonser turen med jernbanen og kastede smøger over til dem.
Og tænk engang, Statsbanernes personale, der skulle arbejde i helligdagene, fik nytårsaften punch og æbleskiver – det var stort.
Da jernbanen så endelig gjorde, holdt på Nørrebro fik man hele to stationer – Station A og B – men det var hele 14 år efter kirkens indvielse. De fine damer fik dog beskidte kjoler og sank i til knæene, når de skulle forsøge at nå Station A.
Værre var forholdene, da godsstationen blev indrettet. 67 gange gik bommene ned på Nørrebrogade i løbet af et døgn. Og i begyndelsen var det en hest, der erstattede en rangermaskine.
Forceret spekulationsbyggeri
Da kirken blev indviet, var Jægersborggade blot en smal grusvej. Men da banegården var anlagt, kan det da godt være, at der skete en udvikling.
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans-kirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation.
De standsmæssige butikker kom på Nørrebrogade
Efterhånden dukkede de standsmæssige butikker frem på Nørrebrogade. Det var hørkræmmere, spækhøkere og tobakshandlere. Men her lå også flotte tøjbutikker og hattemagere. I sidegaderne lå butikker i kældre. Her var en duft af røget flæsk, Gammel Ost., krydderier og brændt kaffe.
En jordemoder kostede 8 kr. og en konfirmation 5 kr.
Panserbasserne var fede
Panserbasser var dengang fede. En overgang boede de på stationerne som kaserner. Hvis de ville gifte sig, skulle de spørge om lov. Mange steder i butikker og på værtshuse stod der en lille en eller en bajer parat til dem. Man skulle jo helst holde sig gode venner med dem.
Den kollektive trafik – dengang
Uden for kirken kunne man stige på Nørrebro Sporvejs 2- etagers hestesporvogne. Taksten var 5 eller 10 øre afhængig af længden på rejsen. Man brugte røde mærker, der ikke var større end et frimærke. Og så kunne man bare ved at løfte sin hat eller vifte med sin paraply få sporvognen til at stoppe.
Før disse hestesporvogne kunne man køre rundt i såkaldte rumlekasser, ja sådan kaldte man omnibusserne, som var endnu mindre affjedret end hestesporvognene. Når disse kørte over brostenene, så væltede passagerne over hinanden. De to omnibusser, der betjente Nørrebro blev kaldt Napoleon og Victoria.
Nørrebros Sporvejsselskab var dannet i 1863. Og Nørrebro Remise blev efterhånden udvidet til at kunne tage 200 vogne. Det er den nuværende Nørrebrohallen.
Og tænk et år før kirkens indvielse skiftede Lygtevejen fra Runddelen til Lygtekroen navneforandring til Nørrebrogade.
Præsterygter
Nogle år før var der gået præsterygter på Nørrebro – Uha – Uha. Johanne Louise Heibergs mor madam Henriette Pättges ville skjule sin jødiske herkomst og konvertere til kristendommen. Men det løb ud i sandet, fordi præsten var blevet så betaget af madam Pättgges.
Carl Aller’ s eksperimenter
Tre år før kirkens indvielse fik Carl Aller sit svendebrev som bogtrykker. Han havde opfundet en ny trykkermetode. I sin barndom i Odinsgade havde han foretaget forskellige kemiske forsøg. Vinduerne var helt sorte på sit værelse efter alle de eksplosioner, som han havde fremkaldt. Men det havde åbenbart imponeret naboens datter, Laura. De blev forelsket og skabte sammen Nordens største blad imperium.
Jyderne samlede sig
Omkring Nordbanegade havde jyderne forsamlet sig. Det var et mærkeligt folkefærd. De havde et mærkeligt sprog og en mærkelig religion (Indre Mission) og spiste mærkelig. De spiste kartofler. Det var først, da de begyndte at gå på bordel og værtshuse at Nørrebro – borgerne begyndte at acceptere dem.
Og jo, som sønderjyde følte jeg mig også accepteret på Nørrebro efter over 25 år i boghandlen og næsten lige så mange år som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Så det kan jo godt være at Nørrebro er en tolerant bydel. Med disse ord vil jeg takke forsamlingen for tålmodigheden.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 27, 2024
Tønder – efter Første Verdenskrig
Der var mangel på ret meget. Lyset blev slukket meget tidligt. Svært at skaffe godt brød. Ledige præstejobs. Hvordan var forholdene? Førstepræsten i Tønder syntes at afståelsen af Tønder var uretfærdig. Den kirkelige administration skulle lægges under dansk lovgivning. Man havde droppet dansk gudstjeneste. Tønders førstepræst kunne godt dansk. Indre Mission i Tønder var aktiv. Tønders kommende præst var træt af at bo på hotel. Jernlågen var låst for de danske soldater. En ny provst i Tønder. Genforenings-gudstjenesten. Dannebrog kom til at flagre fra kirketårnet. Kunne alle præster fremover bestride deres jobs. Præsten og mindetavlen i Bylderup. Uden tilladelse satte han en omstridt mindetavle op. Konfirmations-undervisningen blev ham frataget. Afstemningen i Visby. 10 tyskuddannede præster fortsatte.
Der var mangel på meget
Byen var i høj grad mærket af krigstidens forsømmelser. Der var mangel på maling, sæbe, soda og adskilligt andet. Butikkerne var halvtomme. Og det som de havde at byde på, var i reglen dårlige varer. Det kneb med lys og varme.
Kirken kunne ikke opvarmes. Man kunne ikke skaffe det nødvendige brændsel. Det var en hel særlig foranstaltning kirken blev opvarmet dagene omkring afstemningen. Ellers holdtes gudstjenesterne i Missionshotellets sal. Hvis dette ikke kunne lade sig gøre, måtte man tage til takke med en kold kirke.
Lyset blev slukket tidligt
Selv på Schackenborg måtte man nøjes med at opvarme et par enkelte værelser.
Det elektriske lys blev slukket ret tidligt på aftenen. Man måtte nøjes med et par stearinlys i tomme flasker som stager.
Svært at skaffe godt brød
I den første tid fik man det sorte blandede krigsbrød. Det var nu ikke alle, der kunne tåle dette. Over grænsen blev der skaffet noget mel. Og så var det godt, hvis man kendte bagermester Thorvald Petersen. Han kunne skaffe noget bedre brød.
Fra krigsårene var især børnene underernæret. Deres tøj var efterhånden også gennemlidt.
Ledige præstejobs
En gammel ordning betød at provsten skulle blive boende i Tønder. I efteråret 1919 var pastor Grube rejst bort. Dermed var jobbet som andenpræst ledigt. Men også rundt omkring var der efterhånden ledige præstejobs.
Hvordan var forholdene?
Men hvordan var forholdene, der hvor der var ledige jobs? I Højst var pastor Thiesen allerede bortrejst i 1919. Han havde fået et embede nede i Holsten. Også i Ravsted var der et ledigt job. I begyndelsen af 1920 var pastor Th. Tiedje blevet tysk præst i Göteborg.
Det lille Ubjerg Sogn havde været ledigt i 6 – 7 år og var blevet betjent af pastor Bolten fra Møgeltønder, indtil han rejste bort. Sognet blev derefter betjent af pastor Münchmeyer i Aventoft.
Førstepræsten i Tønder syntes at afståelsen af Tønder var uretfærdig
I Tønder havde provst Steffen været førstepræst siden 1910. Han var født i Sydslesvig. Han var helt ud tysksindet. Han følte at afståelsen af Nordslesvig og især Tønder var en stor uret. Han holdt længe fast ved at det var en fejl at Tønder var kommet til Danmark.
Kirkekollegiet i Tønder havde i 1919 henvendt sig til biskoppen i Ribe om man ikke måtte beholde pastor Steffen i endnu 5 år. Og fra Ribe forlød det at den danske regering havde til hensigt at imødekomme menighedernes ønsker. Men man nævnte dog ikke noget om provsteembedet. Der skulle også en afstemning til i menigheden.
Den kirkelige administration skulle lægges under dansk kirkelovgivning
Meningen var at den kirkelige administration skulle lægges om efter dansk kirkelovgivning. Kunne man det med en tyskuddannet og tysksindet præst?
Den månedlige danske gudstjeneste i Tønder, som andenpræsten ellers havde plejet at holde, var på dette tidspunkt helt indstillet. Andenpræsten Albert Petersen var død 11. marts 1917.
Man havde droppet den danske gudstjeneste
Den 18. maj 1917 havde kirkekollegiet droppet den danske gudstjeneste:
Tønders Førstepræst kunne godt dansk
Grunden til dette havde utvivlsomt været den stærke nationale stemning og præstens stærke udfald mod englænderne selv under gudstjenesten. Nu havde provst Steffen tidligere i Løgumkloster og Adsbøl – Gråsten prædiket på dansk.
Indre Mission i Tønder var aktiv
Den danske menighed forekom ikke ret aktiv. Men det gjorde Indre Mission, der samledes i Missionshotellet. Det var under ledelse af præsterne Nicolai Nielsen og Hans Tonnesen, som prægede denne kreds og dens møder. Byens præster tog ikke del i dette, men det gjorde pastor Hansen fra Hostrup.
Opbakningen var størst fra omegnen – Hostrup, Abild, Højst, Burkal, Emmerske m.fl.
Der fandtes egentlig ikke nogen grundtvigsk kreds i selve Tønder. Pastor Jørgensen fra Frimenigheden i Skærbæk holdt i den forbindelse ofte møder i Visby Kirkesal og en enkelt gang i Rørkær.
Tønders kommende præst træt af at bo på hotel
Den 29. februar 1920 arrangerede Kirkeligt Samfund af 1898 igen en dansk gudstjeneste. Det var pastor Kring, der prædikede.
Den kommende præst og sin familie, pastor Erik Christensen var efterhånden trætte af at bo på hotel. De boede endnu en tid på Grand Hotel. Trafikinspektør Joest havde købt en ejendom i Carstensgade. Her blev præstefamilien tilbudt et par værelser. Her boede de så et par måneder.
Man ventede nu på at andenpræsteboligen blev ledig. Den blev beboet af et par ”husvilde – familier”. Først da den blev ledig kunne præstefamilien flytte ind.
Først da provst Steffen fra 3. november var flyttet til Læk og lejligheden var gjort i stand kunne pastor Christensen med familie flytte ind i den gamle provstegård.
Jernlågen var låst for de danske soldater
Den 5. maj holdt 2. bataljon under oberstløjtnant Elmer sit indtog i byen. De mange mennesker fra byen og omegnen var samlet i Jernbanegade for at tage imod de danske soldater. Men de måtte vente ret længe idet jernlågen ind til jernbaneterrænet, hvorfra soldaterne skulle komme, netop den dag var aflåst og nøglen måtte findes et sted.
En ny provst i Tønder
Lidt senere på dagen kom de danske grænsegendarmer. Og to dage efter kom en afdeling af de danske dragoner. Danskerne var ved at overtage styret. Efterhånden gennemførtes det efterhånden på de forskellige områder – Jernbanen, Post, Telegraf og Telefon, Penge, Retsvæsen, Skolevæsen. Og den 26. maj blev Erik Christensen konstitueret som provst for Tønder Provsti.
Genforenings-gudstjenesten
Den 9. juli afholdtes Genforeningsgudstjenesten. Der var udpeget en dansk præst til at holde den i hver af de nordslesvigske kirker. Kun Højer, Tønder og Ubjerg havde man ikke fået med.
I Højer fik man efter nogen forhandling det ordnet således, at pastor Henriksen fra Frue Kirke i København overtog den.
I Tønder overtog pastor Erik Christensen den. Fra kl. 11 til 12 blev der ringet med kirkeklokkerne. Alteret var smukt pyntet med blomster og med en ny alterdug, som en kreds af damer i Aalborg havde skænket. Trods en meget regnfuld dag var kirken fuld men dertil hjalp soldaterne også.
Dannebrog flagrede fra kirken
Da kongen og dronningen kom på besøg, skulle den nye danske præst tage stilling til, om man ville flagre med dannebrog. I første omgang sagde han nej. Han ville ikke skilte med det nationale. Men da man fra tysk side opfordrede til at flagre med Dannebrog fra kirketårnet, sagde provsten ja.
Sammen med den tyske menighed blev man enige om skiftevis dansk og tysk gudstjeneste, skiftevis Højmesse og eftermiddagstjeneste. Men det var dog ikke uden sværdslag. Fra dansk side ønskede man ligestilling. Man foreslog at benævnelserne Første – og Andenpræst faldt bort. Fra tysk side mente man at det var ok med flest tyske gudstjenester, da de var flest.
Kunne alle præster bestride deres jobs?
Efter at pastor Steffen var taget til Leck, kom pastor Beuck til Tønder. Denne præst har vi tidligere skrevet en artikel om. Pastor Beuck overtog også præstegerningen i Ubjerg.
I Tønder blev den danske og tyske menighed enige. Men det var ikke lige let rundt i de enkelte sogne.
Det var tvivlsomt om alle præster kunne blive ved med at bestride deres erhverv ude i landsognene.
Præsten i Bylderup
I Bylderup var von Helmholt præst. Han var Hannoveraner. Han havde en tid været katekel ved Petri Kirke i København. Han var kommet til Bylderup i 1913. Under krigen blev han indkaldt. Og ikke mindst var hans optræden, når han var hjemme på orlov meget udæskende over for den danske del af sognets befolkning.
Det var ikke bedre efter hans hjemkomst fra krigen. Hans nervesystem havde nok lidt noget i krigen. Han var i hvert fald meget uligevægtig.
Mindetavlen i Bylderup
Nogle af de dansksindede, hvis sønner var faldet i Bylderup Sogn, klagede over præsten. Han havde lavet en mindetavle for de faldne og forsynet den med det Slesvig – Holstenske våben og en tysk indskrift om, at de var faldne for fædrelandet.
Nogle af de dansksindedes sønner havde præsten overtalt forældrene til at lade komme med på mindetavlen. Andre havde nægtet at lade præsten tage navnene med på pladen.
Nu skulle tavlen så afsløres ved en mindefest i kirken i nærmeste fremtid. Og dette ville en gruppe forældre gerne have forhindret. Provsten i Tønder indberettede det straks til Stiftsøvrigheden. Og denne forbød ved skrivelse af 22 juni direkte til pastor von Helmholt at ophænge mindetavlen, før den var blevet godkendt af de kirkelige myndigheder.
Uden tilladelse satte han mindetavlen op
Pastoren måtte over for biskop Koch afsløre at han havde fået skrivelsen den 26. juni før afsløringen fandt sted. Men alligevel havde han foretaget afsløringen. Tilmed havde han egenhændig flyttet kirkens gamle krucifiks fra dets plads på kirkeskibets nordvæg og ophængt mindetavlen på dets plads.
Myndighederne gjorde det nu klart for pastoren, at man havde vanskeligt ved at anerkende ham til at blive. Pastoren underskyldte sig med sine dårlige nerver.
Pastoren var også rejst uden rejsetilladelse og holdt tysk gudstjeneste på kongens fødselsdag. Han trak hele tiden sit svar til myndighederne.
Ko0nfirmations-undervisningen blev frataget ham
Hen på efteråret, hvor konfirmationsundervisningen skulle begynde, kom der en anmodning om, at en anden skulle undervise børnene. Dette blev endda støttet af de tyske menighedsmedlemmer. Pastor Schülein, som havde begyndt sin virksomhed i Højst blev da konstitueret til at besørge konfirmationsundervisningen i Bylderup. Og da von Helmholt endelig rejste, foreløbig til Lockstedter Lager, blev Schülein konstitueret i embedet indtil præstevalg havde fundet sted.
Mindetavlen i Bylderup blev ændret. Det Slesvig – Holstenske våben og den tyske indskrift blev fjernet og de manglende danske navne blev derefter optagne.
Afstemningen i Visby
I Visby var Niels Møller præst siden 22. november 1908. Både han og hans hustru var nordslesvigere og begge dansksindede. Men deres klædedragt og fremtræden var påfaldende, at den var almindeligt samtaleemne på egnen. Man ville af alt mindst tænke, at de var præstefolk. Derudover var det vist egentlig ikke noget at sige dem på.
Men der var mange, der hellere ville have en præst på en anderledes virksom måde. Det var ikke let at gribe direkte ind. Man blev nødt til at afvente afstemningen.
Afstemningen i Visby endte 146 mod 146. Efter lang tids behandling blev sagen afgjort til pastor Møllers fordel. Men denne trak sig og lod sig pensionere grundet sygdom.
10 tyskuddannede præster fortsatte
På grundlag af afstemningerne blev 10 tyskuddannede præster i deres embeder i Tønder Provsti. To blev stemt ud. Af disse kom den ene, pastor Jacobsen ind i et nyt embede nemlig den i Ubjerg.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
November 25, 2024
Zeppeliner i Tønder – Baggrund og Betydning
Ambitionerne er tårnhårde- Herude skal der fortælles mange historier. Da basen blev bombet. Tyskerne regnede med en tæt blokade. Den tyske flåde var den engelske underlegen. Den engelske blokade udeblev. Tyskerne ændrede strategi. Rekognoscering blev prioriteret. Luftskibe synes at være svaret. Tønder – basen var tættest på den engelske flåde. Fra 500 meters højde kunne man et sigt på 47 sømil. Englænderne vidste det allerede i 1912. 277 togter fra Tønder. Nålestiksoperationer mod to engelske havne. Jyllandsslaget med 250 skibe og 90.000 mand. Den tyske flåde trængt i defensiven. Jyllandsslaget fik betydning for luftskibene. 40 pct. af luftskibene blev mistet. I begyndelsen var der ingen fare for luftskibene. Største problem var opdriften. Kulde- og højdesyge. Kejseren mente ikke, at luftskibe skulle bombe. 11 luftskibe angreb i 6 km’ s højde. 73 engelske fly angreb. Endelig lykkedes det at få ram på Tønder. Tønder – basen havde betydning for krigen.
Ambitionerne er tårnhøje
Dette er hvis nok vores 9. artikel om dette spændende tema. Men gad godt nok vide, hvad der sker derude – nord for Tønder. Jeg kan se at sidste opslag på Facebook var den 19. august, da frivillige hjælpere i gang med at montere vægge.
Og ambitionerne herude er tårnhøje. Mon disse ambitioner holder? Kan man få nok fondsmidler m.m. til det. Og hvordan skal museet, som indtil nu er drevet af frivillige, indgår i det store projekt? Det må det være kloge mennesker, der ved noget om.
Vi har i vores tidligere artikler beskrevet anlæggelsen af luftskibebasen i 1915 og bombningen af basen i 1918 af britiske fly.
Herude skal det fortælles mange historier
Meningen med projektet herude var også at fortælle historien om de tyske flygtninge og forsvarslinjen over Sønderjylland/Nordslesvig. Vi har lavet en liste over artikler, som vi har begået over disse temaer.
Da basen blev bombet
Den 19. juli 1918, da basen blev angrebet, bestod basen af en stor dobbelt hangar Toska med de to zeppeliner L 54 og L 60 samt en mindre hangar, Tobias med en såkaldt lænkeballon. Desuden bestod basen af lys-fyr, benzinlagre, barakker, radiostation, gasværk, flyhangar og andre installationer.
Angrebet blev foretaget fra historiens første anvendelige hangarskib H.M.S. Furious, der var udstyret med syv fly af typen Sopwith Camel. Basen nord for Tønder blev overrasket kl. 4.32 af en gruppe på tre fly og ca. fem minutter efter fulgte yderligere tre fly.
Jo det blev en succes for briterne. Tyskerne mistede L 54 og L 60 samt fik ødelagt deres lænkeballon.
Tyskerne regnede med en tæt blokade
Chefen for den tyske admiralstab, admiral von Tirpitz og den tyske Hochseeflotte gjorde sig nogle tanker før krigen. Tirpitz regnede med en tæt blokade af Tyskland med udgangspunkt i Tyske Bugt. Ved en sådan tæt blokade kunne den britiske Grand Fleet udsulte den tyske befolkning og på den måde ødelægge landets industri og infrastruktur. Den tyske admiralstab udviklede derfor sin strategi ud fra denne forventning.
Den tyske flåde var den engelske underlegen
Ved krigens udbrud var den tyske flåde den engelske underlegen i antallet af slagskibe i forholdet 23 mod 32. Også i forholdet til tilvæksten af nye skibe var den tyske flåde den engelske underlegen. Den tyske Hochseeflottes plan var at svække den engelske flåde ved nålestiksoperationer i kystnære områder.
Den tætte engelske blokade udeblev
Uheldigvis for den tyske admiralstab udeblev den engelske tætte blokade. Englænderne havde allerede opgivet denne plan i 1912. Den stadige udvikling af minder og torpedoer umuliggjorde en tæt overvågning af Helgolandsbugten.
Englænderne introducerede i stedet en fjernblokade, hvor den sydlige blokadelinje spærrede den Engelske Kanal omkring Dowerstrædet og den nordlige blokadelinje spærrede strædet mellem Skotland og Norge.
Tyskerne ændrede strategi
Tyskerne ændrede nu strategi. Det kan sammenfattes således:
Rekognoscering blev prioriteret
Dette betød, at den tyske flåde måtte opsøge fjenden, Flåden blev derfor nødt til at prioritere rekognoscering højere for at undgå tab. Men bedre rekognoscering krævede flere store skibe. Og det havde man hverken tid eller råd til at anskaffe sig.
Luftskibe syntes at være svaret
Pris og produktionshastighed fik derfor vital betydning for marinestrategi og – taktik. Der måtte tænkes nyt og luftskibe syntes at være svaret på både nytænkning og behov.
Det tog kun seks uger at bygge et Zeppelin – luftskib mod ca. to år for et slagskib. Et luftskib af typen L 3 kostede i 1914 desuden 1.000.000 rigsmark, mens en let slagkrydser kostede 8.800.000 rigsmark. En tung slagkrydser kostede hele 59.000.000 rigsmark.
Tønder-basen var tættest på den engelske flåde
Halvanden måned efter krigsudbruddet den 16. september 1914 besluttede flådeledelsen at anlægge tre luftskibsbaser i Hage, Namur og Tønder.
Basen i Tønder var tættest på størsteparten af den engelske hjemmeflåde, der lå stationeret i Scapa Flow på Orkneyøerne nord for Skotland. Tønder-basens beliggenhed var et bevidst valg. Ifølge krigsdagbøgerne trådte Tønder-basen ind i krigen den 4. maj 1915.
Fra engelsk side betragtede man også Tønder-basen for at have stor krigsmæssig betydning. Det ser vi også ud fra de forskellige angrebsforsøg.
Fra 500 meter havde man et sigt på 47 sømil
Den tyske marine fandt ud af, at luftskibene i en højde af 500 meter havde et sigt på 47 sømil. Det gjorde dem særlig velegnede til rekognoscering, minesøgning og eskorteflyvning for flådens skibe, hvilket også endte med at blive marineluftskibenes militære hovedformål.
Englænderne vidste det allerede i 1912
Allerede i 1912 havde engelske teknikere været oppe i et tysk luftskib. De rapporterede at ved systematisk og regelmæssig patruljering af kysten vil det i godt vejr være muligt for tyske luftskibe at opdage enhver fjende, der nærmer sig og give rettidig advarsel om angrebet.
277 togter fra Tønder
277 rekognosceringstogter blev det foretaget fra Tønder. Og det toppede i 1916. Men tallene afslører også stor ineffektivitet. Således var basen ikke i stand til at flyve i 896 dage ud af de 1.174 dage, den var operativ. De kæmpemæssige luftskibe var navnlig sårbare over for vejr – og vindforhold.
Nålestiksoperation mod to engelske havne
Det berømte Jyllandsslag foregik fra den 31. maj til 1. juni 1916. Egentlig var indledningen den 25. april 1916. Det var en nålestiksoperation mod havnene Lowestoft og Yarmouth ved den engelske nordsøkyst. Angrebene på de to kystbyer skulle føre til en deling af Grand Fleet, hvorved den tyske flåde ville opnå overlegenhed over for den ene halvdel.
Fra basen i Tønder deltog L 7. Operationen mislykkedes. Situationen blev ikke forandret. Den tyske admiralstab lagde en ny koordineret plan for angreb på kystbyen Sunderland længere mod nord og med samme formål. Både ubåde og zeppeliner skulle deltage i angrebet.
Jyllandsslaget med 250 skibe og 90.000 mand
På grund af dårligt vejr i dagene fra den 23. maj og frem til den 30. maj var luftskibene dog ikke i stand til at rekognoscere.
Jyllandsslaget mellem Grand Fleet og Hochseeflotte var det største søslag i verdenshistorien. I slaget deltog i alt 250 skibe med en bemanding på 90.000 mand. England havde – igennem efterretninger – fået forhåndskendskab til de tyske planer og havde truffet sine forholdsregler.
Den tyske flåde blev trængt i defensiven
Slaget mellem de to flåder kulminerede ca. kl. 15.30 den 31. maj 1916 i en kraftig artilleriduel som resulterede i betydelige tab på begge sider. England mistede fjorten skibe og 6.274 mand, Det tyske tab var på elleve skibe og 2.545 mand.
På trods af Grand Fleets relativt større tab, blev den tyske Hochseeflotte alligevel trængt i defensiven og slaget endte i et tysk strategisk nederlag. Fra tysk side ville man ikke sætte resten af den kejserlige flåde på spil. De satte sig i løbet af natten igennem til Wilhelmshafen.
Begge parter påberåbte sig sejren. England beherskede dog fortsat havet. Den 2. juni havde de 32 slagskibe og krydsere klar, hvorimod Tyskland først atter kunne stå til søs i august.
Luftskibene fik slet ingen indflydelse på Jyllandsslaget. L 21 beskrev fra sin position i Nordsøen vejret som tåget med lavtliggende skydække og en sigtbarhed på tre – ti sømil.
Fra Tønder deltog L 24 og L 22 med opstigning kl. 0.10 den 1. juni.
Jyllandsslaget havde stor betydning for luftskibene
Havde luftskibene kun ringe betydning for Jyllandsslaget så havde Jyllandsslaget så meget desto større betydning for luftskibene – i hvert fald for luftbasen i Tønder. I månederne efter Jyllandsslaget – juli, august og september 1916 – skete der en markant forøgelse af flyvningerne.
Det fremgår af Tønder-basens krigsdagbog, at der i de tre sommermåneder blev fløjet 62 rekognosceringsmissioner. Året 1916 var det år, hvor Tønder-basen var mest aktiv under krigen.
40 pct. af luftskibene blev mistet
Den tyske Hochseeflotte havde i perioden juni – oktober 1916 ni skibe til reparation i tørdok. Der skulle kompenseres for de manglende skibe og den tyske marines eneste mulighed var en intensiveret brug af luftskibene.
40 pct. af luftskibene blev mistet. Admiral Scheer mente at luftskibene kunne tvinge englænderne ud af krigen. Det skulle ske med strategisk bombning af infrastruktur. Men for Tønder – basen var angrebsflyvning kun af minimal betydning. Tønder-basen fløj kun 25 ud af 352 bombemissioner.
I begyndelsen ingen fare for luftskibene
I begyndelsen af krigen udgjorde fly ingen fare mod luftskibe. I 1916 kunne et fly dog gå 3,3 km og var blevet forsynet med kaliber 303 maskingevær. Også inden for antiluftskyts gik udviklingen stærkt. Således var fragmentgranaten særdeles farlig for luftskibene. Det gjaldt for luftskibene at komme uden for flyenes rækkevidde.
Den 28, februar 1917 blev en ny type luftskibe indsat. De var uden for normal flys rækkevidde indtil slutningen af krigen. På det tidspunkt kunne britiske Bristol og Avro fly opnå samme flyhøjde som luftskibe.
Største problem var opdriften
Men zeppelinernes største problem var opdriften. Den blev leveret af brint. Brintens største problem var at den var meget let antændelig. Men den lod sig ikke udskifte med f.eks. helium, som kun fandtes i USA. Dette var luftskibets akilleshæl gennem hele krigen.
Kulde- og højdesyge
Et stort problem var også at de højtflyvende zeppelinere var kulde- og højdesyge. De lave temperaturer førte til forfrysninger. I mere end 4.000 meters højde kunne højdesyge påvirke besætningen. Højdesyge medførte hovedpine, kvalme, åndenød, ekstrem træthed, næseblod, besvimelse – og i nogle tilfælde døden.
Kejseren mente ikke at luftskibe skulle bombe
Primitive iltapparater blev udviklet til brug for luftskibene. Men ulemperne ved disse iltapparater var større end fordelene. Meteorologer kunne ikke give en nøjagtig vejrudsigt. Dårligt vejr i stor højde førte til fejlnavigering, afdrift, fejlbombning m.m.
Den 25. maj 1917 bombede tyske flyvemaskiner for første gang England. Kejser Wilhelm den Anden sammenlignede flyangrebene med luftskib angrebne natten før og konkluderede:
Men den 16. juni 1917 angreb L 42 og L 48 England. Ved den lejlighed blev L 48 skudt ned.
11 luftskibe angreb
En af de største angreb med luftskibe fandt sted den 19. oktober 1917. Elleve marineluftskibe deltog herunder L 45 og L 54 fra Tønder. Angrebshøjden var ved den lejlighed ca. 6.000 meter. Men i denne højde var luftskibene fanget i en storm med vindhastigheder på op til 110 kilometer. Fem af de elleve luftskibe herunder L 45 fra Tønder gik tabt. Den tyske luftskibsledelse bedømte ikke angrebet som nogen absolut katastrofe men beskyldningerne føg og meteorologerne endte med at få skylden.
73 engelske fly angreb
Fra engelsk side blev angrebet bedømt som bekymrende. Det havde ikke været muligt at høre angrebet fra jorden. Ikke færre end 73 flyvemaskiner var blevet sendt op for at imødegå angrebet, men ingen af dem var i stand til at nå zeppelinernes flyhøjde.
Endelig lykkedes det at få ram på Tønder
Basen i Tønder blev forsøgt angrebet både den 25. marts 1916 og den 4. maj 1916 før det endelig lykkedes den 19. juli 1918. Fra en tysk krigsfange havde briterne desuden fået informationer om et ammunitionsdepot seks kilometer øst for Tønder, som skulle forsyne alle militære installationer i Nordslesvig med ammunition. Krigsfangen havde udført straffearbejde på Tønder – basen i et halvt år. Om dette depot rent faktisk har eksisteret, vides ikke.
Tønder-basen havde indflydelse på krigen
Måske kan man konkludere at Tønder-basen er årsag til, at der ikke kom et afgørende og formentlig afgørende og krigsforandrende angreb fra Grand Fleet. Tønder – basen var med til at opretholde presset på den engelske infrastruktur. Og var med til at tvinge briterne til at holde en stor del af deres militær hjemme.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: