Søgeresultater på "Ribe"
Dato: februar 14, 2024
Ribe – fra 1660 (4)
Storhedstiden var forbi. En hel familie blev afstraffet. En kam med kårde sluttede blodigt på kirkegården. Masser af stormflod. Man kunne få ½ pund krudt for at jage ulve. Stadsmusikeren måtte gå alternative veje. Fangerne var ved at fryse ihjel. Og mordere stak af. Skat på paryk var indbringende i Ribe. De følte, at Fredericia blev forfordelt. Og så skulle man hele tiden låne duge, sølvtøj m.m. til kongen.
Fremgangen var slut
Den ældgamle by havde haft masser af fremgang. Men nu var det slut. Købmændene i Ribe havde fået trange kår. Ribe var dengang rigets vigtigste handelsplads.
Krige og andet dårlige dom havde ramt byen. Skatteindtægterne dalede i den grad. Også indbyggertallet var faldene. I 1591 havde det været 4.500 indbyggere. Det var i 1672 dalet ned til 1.939 sjæle.
Byen var mishandlet
Byen så mishandlet ud. Store dele af den lå næsten i ruiner. Sønderport – og – bro krævede masser af penge, for at få repareret. Og de penge havde byen ikke.
Man henstillede til kongen, at hjælpe byen. Man ville gerne have mulighed for udskibning andre steder ved Vestkysten.
Fredericia blev forfordelt
Man anså Fredericias anlæggelse og fremskridt som en stor konkurrent. Man havde i Ribe før i tiden fået en masse privilegier og rettigheder. Men nu var Fredericia blevet Kongelig Stabelstad. Der blev nu satset på Frederiksodde, som Fredericia hed i begyndelsen.
Kongelig udskibning
I århundreder havde Ribe været Danmarks port mod vest. Da Christian den Femte som kronprins i 1661 og Prins Jørgen syv år senere tog over Ribe for at tage til udlandet, var det nok sidste gang man fik dette stempel hængt på sig.
Filosofi og kultur
Åløbet sandede til. Skibbroen blev øde og byens købmænd mistede efterhånden mod, kapital og energi.
I slutningen af det 17. århundrede sås endnu mange hollændere i Ribes gader på jagt efter kvæg.
Ude på vandet langs sejlløbene mellem Fanø og Mandø var der stadig tønder og kabler, der viste vejen ind til den betydningsfulde by, hvor storhandelen engang trivedes.
Byen havde trods alt endnu mange besiddelser i form af udstrakte Byjorder. Og endnu et halvt århundrede kastede bispestanden glans over byen. I Bispegården, præstebolig, skole og embedsboliger forstod gamle slægter at holde liv i kultur og velstand. Brorson og Ambrosius Stub sørgede for det filosofiske og kulturelle.
Pesten tog mange
Men ak og ved, pesten kom og gik fra dør til dør. Pestepidemien fra 1659 medførte 900 døde. Her i blandt var der 100 af stadens mest fremtrædende borgere. Det var så inklusive 8 rådsmænd og 2 borgmestre.
En præsident – titel
I 1667 blev byens første – borgmester tituleret med den fornemme præsident titel. Magistratens antal af medlemmer blev stærk reduceres efter kongelig forordning. Det var kun de store købmænd, der fik adgang til magistraten.
Familien Worm
Gennem 33 år styrede Mathias Worm, Ribe By med myndighed og klogskab. Han boede i en anseelig gård, som tidligere havde tilhørt borgmester Carsten Tønnesen.
Uden tvivl måtte Worm ligge øre til kævl og strid. Fra sin gård på Nederdammens vestside kunne han se ud over det flade marskland med havet i horisonten.
Worm havde forpagtet den farlige kyststrækning for 4 år mod en årlig afgift på 312 Rdr. Men senere fik han dog dette afgiftsfri som påskønnelse for hans virksomhed.
I år 1700 nedlagde han sit hverv, og sønnen Carsten overtog sit hverv.
Carsten Worm købte en gammel grundmuret hjørnegård mellem Torvet og Storegade. Denne bygning blev senere kendt som Hotel Dagmar. Han levede standsmæssig godt. Han kørte i egen karosse og holdt både tjener, kusk og tre tjenestepiger. Men der var ofte stridigheder med stiftamtmanden. Og det hjalp heller ikke, da enevælden blev indført.
Grevefamilien fra Schackenborg
I 1658 havde rigets feltherre, Hans Schack til Møgeltønder fået Riberhus i len. Indtil 1671 stod han i spidsen for len og stift. I 1662 havde han købt Johanitternes gamle hus, Korsbrødregården. Det var efter at slottet efterhånden var gået i forfald.
I1674 blev han afløst af sin søn, Otto Didrich Schack til Gisselfeldt, Møgeltønder og Gram. Både i 1679 og 1680 havde han den ære, at have Christian den Femte som gæst i gården.
Efterfølgeren som stiftamtmand blev i 1683 Overhofmarskal Frans Eberhard von Speckhan. Også han havde siddet på Korsbrødregård. Enkegrevinde Schack havde i 1687 forespurgt kongen om regeringen ikke kunne tænke sig at købe ejendommen. Men dette var dog blevet afvist, og gården var endnu i 100 år derefter i familien Schacks eje.
Et tyende på 12 mand
Den nye stiftamtmand levede så sandelig også standsmæssigt. Han havde således et tyende på 12 personer. Efter dennes død blev jobbet givet videre til greve Hans Schack. Men greven var ofte bortrejst, så embedet blev overtaget i 1712 af Henrik Ernst Calnein. I 1721 skænkede Frederik den Fjerde ham Riberhus Ladegård i forstaden uden for Nørreport.
Han lod ejendommen ombygge, men det var åbenbart mere end han økonomisk kunne magte. I 1725 måtte han fratræde. Og embedet blev i 1725 overtaget af Christian Carl Gabel.
Kompetence – strid
Der var store problemer i byen med hensyn til magtfordelingen. Store stridigheder opstod. I flere år lammede det magistratens virke. En kompetence – strid opstod også mellem præsidenten og byfogeden.
I årevis havde Magistraten forsømt nogle af deres vigtigste opgaver. Nu kunne ikke engang små både anløbe havnen. Stiftamtmanden kaldte magistratens styre for vanrøgt.
Alt var forsømt
Der fandtes ingen takst på kødet eller tilsyn med om slagtere og bryggere var leveringsdygtige. Også brandvæsenet var forsømt. Og til fare og fortræd for de rejsende undlod man at vedligeholde afmærkningerne af vejene over engene uden for byen. Uorden og sløvhed havde i mange år gjort byens kår endnu mere besværlig. Kongen gav stiftamtmanden ret i alle sine anklager.
Stigende skatter
Stigende skatter bidrog til at undergrave velstanden og jog borgere fra byen. Gang på gang gik man til kongen og bad om lempelser. Og gang på gang måtte Ribes borgere afholde udgifter i forbindelse med indkvartering.
Det var kommet majestæten for øre, at Magistraten brugte det kneb, at placere ryttere og andre indkvarterede på værtshuse. Kongen svarede igen, og sørgede for at de indkvarterede blev anbragt i borgmesternes huse og på deres bekostning.
Mindre antal skatteyder
I 1672 var skatteydernes antal på 458 personer. Det var i 1735 dalet til 278 personer. For at få indrevet told og afgifter havde toldbetjente travlt med at vende hver en sten. Alle hjørner og kanter blev undersøgt. Posekiggerne havde travlt med at ransage alt.
Folk forsøgte selvfølgelig at krybe udenom skatter og afgifter. Man følte sig forfulgte og forurettede. Til tider oplevede man stormfulde møder på Raadstuen.
Problemer med møllerne
Fra gammel tid var det sådan, at Ribes tre møller skulle betale skat til Riberhus. Alle tre lå langs hovedgaden. De to lå inden for portene. Den sidste Ydermøllen lå klods op af Nørreport.
At Slotsmøllen gjorde det, var rimelig nok, da den tilhørte kronen. Men de to andre var privatejede. Magistraten mente, at det var rimeligt at de betalte til kommunen. Efter 10 års sagsbehandling afgjorde regeringen i 1690 at de Ribe Vandmøller skulde skatte til Amtet, hvortil de af Arild havde svaret Jordskyld, og for Fremtiden skulde de derfor være fri for Byens Grundtakst og andre Paalæg.
Udlån til kongen
Så atter engang led Magistraten et nederlag. En anden irriterende forpligtigelse havde Ribe – borgerne også. Lejlighedsvis måtte de udlåne Bordtøj, Linned og Køkkenudstyr i stort omfang, hver gang de kongelige herskaber opholdte sig i nærheden og holdt Hof.
Tidligere måtte så mangen en Ribe – borger måtte tømme kister og skabe og sende deres indhold til Koldinghus.
Når tingene så skulle returneres viste det sig ofte at det var bortkommet eller forbyttet. Dette affødte ofte erstatningskrav.
I 1685 fik stiftamtmanden den geniale ide, at lade alt rådhusets tintøj omsmelte og forbedre, saa det var i værdig Stand til at gøre Tjeneste, når kongen havde brug for det. Så kunne godtfolk slippe for det.
Stormklokken på overarbejde
Det var så sandelig ikke lige nemt altid. Da Christian den Femte således havde lukket sine øjne i 1699 måtte 6 mand på Magistratens bud to gange dagligt ringe med Stormklokken fra den 1. september til den 15. oktober. Men derefter var det borgerskabets tur. Man fortsatte i 25 dage med Sørgeringning. Sa endelig holdt man op med ringningen. Men det havde kostet kommunen i løn og smørolie. Og så måtte man også i gang med omhængning. Klokkeværket tålte ikke de mange anstrengelser.
Tomheden bredte sig
Tomheden bredte sig efterhånden i Ribe. Gamle faldefærdige huse blev nedrevet uden at der blev bygget nye. Især den sydlige og vestlige del af byen var dødsmærket. I 1661 viste en opgørelse, at der i Ribe var 602 huse, men af dem blev 93 betegnet som øde.
Flugten fra byen begyndte for alvor i 1690. velstående borger var afgået ved døden og småborgere undveg i al hemmelighed til Fredericia.
Skat på paryk
En kort opgangsperiode kunne mærkes. Men så kom Den Store Nordiske Krig. I 1710 blev der således pålagt skat på Parykker, Sæt og Fontager. Og tænk parykskatten indbragte i Ribe 330 Rdr. Jo man fulgte moden i Ribe, dog undtaget magister Peder Terpager og borgmester Carstensen.
Den svenske hær var på vej
Foruden pesten var en anden fjende på vej til Ribe. Det var den svenske hær under Magnus Stenbocks kommando. De rykkede efter sejren ved Gadebusch i 1712 gennem Holsten og overskred Ejderen. Borgerne i Ribe var skræmte. De havde efterhånden fået nok af krig.
Den svenske general startede med at udskrive kæmpe brandskatter, hele 20.000 Rdr. Men det kom dog ikke så langt. Svenskerne måtte kapitulere i Tønning Fæstning.
Den faldefærdige kirke
Uden for Nørreport vest for Saltegade holdt Skt. Peders Sognekirke endnu stand. Den havde udspillet sin rolle ved reformationens indførelse. I 1659 var kirken brugt som sygehus. Dens kirkegård var brugt som pest – kirkegård. I 1667 lod man dens vestfløj istandsætte. Det tomme hus var i nogle år brugt som materialeskur for kommunen. Men klosterkirken Skt. Katherina trængte til reparation. Kongen befalede derfor, at Sognekirken skulle nedbrydes og materialet skulle bruges til Klosterkirken.
Men først i 1697 foregik den sidste nedrivning.
Broerne var udsatte
De mange kvæg, der blev drevet gennem Ribe sled på Møllebroerne. Klovene flængede brodækslerne i stykker og årligt udsatte kæmnerkassen udgifter til reparationer. Derfor krævede kommunen en afgift af hver stud eller hest.
Lotteri skulle skaffe penge
Omkring 1727 så det endelig ud til, at udgifterne var faldende. Man fik også en kongelig tilladelse til at afholde et lotteri, så man kunne komme af med den sidste gæld. Oprindelig var planen omkring dette lotteri ret anselig. Man påtænkte sig 10.000 lodder i 4 trækninger. Men lotteriet blev sat i værk i en stærk reduceret udgave.
Fangere var ved at fryse ihjel
Rådhuset var solidt bygget, men efterhånden var det gået i forfald på grund af manglende vedligeholdelse. Det kostede kommunen adskillige udgifter, at skulle reparere det. Lige syd for rådhuset lå Tinggården med byens tinghus.
I kælderen under rådhuset hørte Finkeburet og de andre fangehuller hjemme.
En person, som foruden andre småforbrydelser havde knust ruderne hos Niels Terpager var i 1679 flygtet to gange fra Finkeburet. Man bestemte i 1685 at opføre et nyt fangehus ved hjælp af materialer fra det nedbrudte slot.
Men det tog åbenbart lang tid. For i 1704 blev det berettet om, at tre tartarer som sad i Rådhuskælderen dømt for tyveri blev hentet op og indsat hos Prakkerfogeden. Frosten var for hård. Og Prakkerfogeden reddede sig i den anledning et læs tørv.
Bygningen skulle jævnes med jorden
Men borgerskabet undrede sig over, at der i løbet af kort tid var undveget flere grove forbrydere så som tyveknægte og manddræbere. Så i 1707 fik man kogelig tilladelse til at jævne bygningen med jorden.
Et nyt rådhus
I 1709 erhvervede man så bygningen på hjørnet af Stenbo – og Sønderportsgade til rådhus. Egentlig havde bygningen bestået af to stenhuse opført i ca. 1528. .Nedbrydningen af Grønnegade – rådhuset kostede 180 Rdr. Materialet blev brugt til det yderste. Bjælker blev anvendt til broer og dæmninger. Sten og tømmer fandt anvendelse i kommunens mange bygninger. Vægtere og bysvende brugte lang tid til at rense og sortere munkestenene.
Det nye rådhus blev istandsat for 194 Rdr. Dertil kom anskaffelsesprisen på 365 Rdr.
Broerne måtte bygges om
Det var dyrt for byen at vedligeholde byens mange broer, Sønderbro, Overmøllebro, Midtmøllebro, Ydermøllebro og Nybro. Men der var også lige dæmningen syd for Ribe og den såkaldte Skaaninger – bro, der lå ved landevejen til Haderslev. Gang på gang måtte broerne bygges om. Og stormfloden i 1696 satte også sine spor.
Præsten der måtte ”svømme” til byen
Indgangen til Ribe var bestemt ikke sjov. Da en kommado soldater i 1697 skulle afmarchere fra Ribe i 1697, spærrede storm og flod passagen. Kæmneren måtte leje både for at overføre mandskabet. En præst, som i oktober 1718 kom dragende til Ribe, skrev i sin dagbog, at han fast svømmede ind i Byen.
Nørreport holdt til 1843
De middelalderlige mure og grave som før havde omsluttet Ribe var for længst forsvundet. Vandløb og enge var ene om, at værne for byen. Men de to svære byporte ved indkørslerne til den gamle stad, stod der stadig.
Nørreport var i to etager. På loftet over hvælvingen boede portneren, som skulle lukke morgen og aften. Han skulle også holde øje med, hvem der kom til staden. Med mellemrum blev porten repareret. Og Nørreport blev stående helt til 1843.
Sønderport
Sønderport blev omtalt som et gammelt grundmuret hus. I 1684 styrtede en del af af det forvitrede murværk ned fra den øverste del og knuste taget på portnerhuset. I 1692 tog man en del af slottets gamle materialer og reparerede porten. Men forfaldet havde taget fat. I 1716 tog man fat på en gennemgribende reparation. Dette bevirkede, at porten svandt ind til en skygge af sig selv.
Mange huse at passe
Kommunen havde mange huse at passe, Kran – og Vejerhus, Hovedvagten på Torvet, Acciseboderne og Slagterboden ved Domkirkens ringmur. I 1680 måtte kommunen med ikke ringe Bekostning restaurere Domkirke – kapelanens residens i Præstegade. Det var opført i 1576.
De stakkels vægtere
Efterhånden faldt antallet af vægtere til en mand. Men det var nu heller ikke et eftertragtet arbejde. Vægteren måtte tage ekstra arbejde. Han kunne tage arbejde som dødgraver eller ligbærer, når fattigfolk skulle i jorden. I 1672 tjente han ekstra ved at bære rakkerens lig til dets hvilested. Det var såkaldt uværdigt arbejde. Og ingen andre end vægteren ville påtage sig dette arbejde. Og i 1669 tjente Christian Vægter således 1 mark, da han skulle sidde bag ved den gale Kvinde, som kørtes af By.
Bevæbnet med horn og morgenstjerne patruljerede vægterne om natten i de mørke gader og forkyndte ved råb og sang de svindende timer. Hornet blev 1681 forfærdiget på byens bekostning. Men når fulde soldater holdt deres indtog, holdt vægterne sig i passende afstand.
Men disse Spetakelmagere tog til i antal. Og det blev svært at finde vægtere, der ville påtage sig hvervet. Så måtte godtfolk efter omgang påtage sig hvervet. Man var for en tid vendt tilbage til den gamle ordning, hvor borgere vogtede deres egen by, når mørket faldt på.
Stadsmusikanten
Stadsmusikanten fik 10 Rdr. Om året og fribolig i Musikantens Hus. Men det blev efterhånden så forfaldent, at det blev ubeboelig. Musikken i begge kirker var betroet ham. Når der var bryllup eller anden festivas optrådte han efter fast takst. Hans medvirken ved bryllup på rådhuset kostede 8 Slettedaler. I hjemmet kostede det 5, samt ekstrabetaling for dansemusikken.
Han var forpligtet til at holde en dreng samt 2 dygtige svende. Hver jule – og nytårsaften havde han tilladelse til at gaa om hos Borgerskabet. Men han havde svært ved at skaffe sig til føden. Grunden var de ulovlige spillemænd.
Når natteravne med penge på lommerne bankede ham op om natten, kunne han derfor ikke modstå fristelsen. Så glemte han alt om formaninger og forbud.
Masser af lyde
Der var masser af lyde i Ribe om natten. Blæsten og allikerne, samt det brusende vand fra møllesluserne. Og så var det ustandseligt sus af tusinder af trækkede fugle. En gang imellem hørte man ude fra engene tæt ved stadens porte den uhyggelige tuden fra ulvene og vogternes skud.
I 1692 blev der således udleveret ½ Pund Krudt at skyde med om Natten for Ulven. Der var eksempler på, at ulven gik efter kvæget.
Stormflod i Ribe
Men det værste var, når vandet kom. Til tre sider blev Ribe så omkranset af en stor sø. Bølgerne brød ind i borgernes stuer. I perioden 1660 – 1730 lod den urolige nabo ofte høre fra sig.
Når vandet sank kunne borgerne se et forpjusket land fyldt med dynd, grene og vraggods og drivtømmer af splintrende dæmninger og broer. Sluseværker og veje var ødelagt af saltvand.
Stort set hvert år indfandt stormfloden sig i mere eller mindre grad. Den rev kvæg og hø med sig. Der var ødelagte huse, broer og dæmninger. Værre blev det når stormfloden kom i forbindelse med højvande.
En betydelig stormflod stod 1682 stod ind over Ribe. Den 18. – 21. januar 1696 var den også gal. Atter i 1701. Det var den 16. – 17. oktober klokken 2 om natten. Bølgerne skvulpede ind over Ribe. Det var den værste stormflod siden 1634.
Men første juledag 1717 stod vandet igen højt i gaderne. Beboerne kunne ikke komme til gudstjeneste i Domkirken.
Natten mellem den 24. og 25. februar 1718 indtraf der en stormflod, som i uhygge overgik alt andet. Det var hård kulde, men vandet strømmede ind over Skibbroen og slyngede isflager ind mod husene. Man kaldte hændelsen for Isfloden.
Men der kom noget, der var endnu værre. Det var den, der ramte staden den sidste dag i året 1720, og den var i omfang langt større end den, der indtraf i 1634.
Men en måned efter vendte havet tilbage. Nybroen uden for Nørreport blev skyllet væk og slusen blev ødelagt. Sønderport og portnerhuset blev ødelagt. Det samme skete med kranen på Skibbroen. Stampemøllen blev splintret til pindebrænde. Dammene blev gennemboret og Claus Skaanings Bro ude ved Haderslev – Landevej blev udslettet. Vandet stod mange steder 2 – 3 alen højt.
En anden fare: Branden
En anden stor fare var branden. Hvis den først fik fat i bindingsværkshusene, hvor der var masser af hø på lofterne, var det ikke meget at gøre. I forhold til så mange gamle byer, så slap Ribe nogenlunde heldig fra dette. I 1644 gik Jens Trellunds Gård op i luer. I 1664 var det Bagge Baggesens baghuse, der blev lagt i aske. I 1716 brændte det i Porsborg. Nytårsaften 1728 udbrød der brand på Korsbrødregård, men takket være de gjorte gode Anstalter og Borgerskabets Flid blev ilden dæmpet, således, at der trods overhængende fare kun gik ud over 32 fag af beboelseshuset op i flammer.
På alle gader var der på hjørnegrundene ophængt de fornødne brandstiger. I 1703 fandtes der på rådhuset en sprøjte, 2 stiger og 24 spande. I 1705 købte man desuden 4 jernbrandhager og 2 stiger, hver 12 alen lang med 13 trin, som blev udstationeret med forsvarlige hængelåse på 2 huse ude i byen.
Vedel kom på Bremerholm
En bestemt person skabte rædsel i den lille by. Det var Anders Sørensen Vedel. Gang på gang skabte han rædsel. Folk turde ikke at anmelde ham af frygt for hævn. Statskollegiet tog sagen i egen hånd og tog ham i forvaring på Bremerholm, hvor han blev lagt i jern resten af sine dage.
Kampen på kirkegården
I 1687 udspandt der sig et natlig drama. En aften kom en ung toldskriver Jesper Wittroch i selskab med en anden person. De vækkede stadsmusikanten, Jacob Witzig. Denne stillede sine to svende til disposition, og nu gik det ellers med musik gennem Ribes stille gader. Man gik så ind til værtshusholder Jes Christensen og her fortsatte musikken. Mange mennesker var efterhånden kommet til.
Wittroch kom i heftig ordstrid med regimentskvartermester Ernst Dietrich Wulff. De øvrige lagde sig imellem. Men senere i løbet af natten brød striden atter ud mellem de kamphaner inde på Domkirkegården. Kårdene røg op af skeden. Inden nogen nåede at reagere lå Wulff på jorden og svømmede i sit blod. Kort efter udåndede han i sit logi.
Drabsmanden gjorde sig usynlig. Nogle beskyttere forsøgte, at få ham ud af klemmen. Retten behandlede sagen i retten. Dommen lød på, at han havde handlet i nødværge. Toldskriveren skulle udrede sagens omkostninger og betale 40 mark til den dræbtes arvinger. Han kunne også fortsætte i sit embede.
Drabsmanden flygtede
Omkring år 1700 var det ofte ballade ved nattetid i Ribes gader. En uhyggelig begivenhed fandt sted i 1706. En mand ved navn Peder Arentsen blev dødelig såret i hovedet og opgav ånden et par dage efter.
Dette drab vakte opsigt. Drabsmanden , Vadridderen Eilert Terkelsen blev dømt til at blive hashugget. To af hans kollegaer blev erklæret fredløse. Også andre blev dømt. Men borgerne blev utålmodige. Derfor befalede kongen, at de blev overført til Fredericia Stokhus. Dette benyttede drabsmanden til at flygte.
Den gamle kag
På Torvet knejsede fra gammel tid byens kag. Det var skampælen, hvor forbrydere mistede huden for Bødelens svøbe. Så blev han udstillet i skam for borgerne. I 1726 var den gamle nedslidt og en ny en blev sat op.
I 1752 måtte man igen forny kagens skarpretter – billede. Brønden lå lige ved siden af. Den fik selvfølgelig navnet Kag – kilden. Her hang også i en periode et par tunge kampsten. Forbundet med en lænke. Syndere kunne blive dømt til at trække disse gennem byen. Det hed noget i retning af at slæbe Tyvestene gennem By.
Familien blev straffet
I 1720 fældede byfogeden og 8 domsmand dom over ægteparret Hans Bolt for tyveri. Mand og hustru vurderedes hver til at miste huden på kagen ved 12 slag af hvert, samt til Brændemærke i Panden. To drenge blev medvidere dømt til pisk i tre dage, enten af deres forældre eller af byens tjenere. Den ene skulle desuden til skræk og advarsel for andre drenge i Ribe udstilles i tre timer i træk i gabestokken.
Og inden det bliver for uhyggelig med skarpretter og galgen slutter vi for denne gang. Vi fortsætter snart med femte del om Ribe.
Kilde: se Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om Ribe – Læs
Dato: februar 14, 2024
Riber Ret (3)
Vi kigger på de 60 første artikler i Riber Ret. Man havde godt nok kigget på Tønder Stadsret. Det var vanærende at være tyv – dengang. Og omkring Ribe Galge blev kvinder levende begravet, dog med en balje over sig. Vi følger skarpretter Witt Wageners sidste henrettelse. Og kigger også lige på de regninger, han udstedte.
Ribe Ret var strengere
Riber Ret havde strengere straffe end Jyske Lov, og så var den meget udførlig.
Under åben himmel
Rettergangen foregik på Tinget under åben himmel og var offentlig. I tidligste tid har det sikkert foregået på Ribes Torv. Senere blev det flyttet til en plads bag Ribes Rådhus. Den lå dengang i Grønnegade.
Ingen andre end rådmændene og fogeden måtte tage ordet uden tilladelse. Og man kunne ende foran skarpretteren.
8 Rigsdaler for afhugning
Skarpretteren Witt Wagener fik 8 rigsdaler for at hugge hovedet af Anders Andersen Storgaard. Det skete den 26. januar 1744. Halshugningen foregik med sværd. Og dette våben blev kun brugt til fine personer.
To hug
Borgervæbningen tog opstilling. Borgmesteren læste dommen højt. En præst sagde nogle beroligende ord til den dømte. Åbenbart havde skarpretteren ikke gjort sit arbejde godt nok. Blokken var alt for lille til Storgaards kraftige krop.
Der skulle to hug til, men så kunne skarpretteren nærmest skære hovedet fra kroppen.
Skarpretteren mistede 12 rigsdaler
Det var i december 1742, man havde fundet liget af den 60 – årige Anders Vad fra Tjæreby. Storgaard fra Mors blev eftersporet, fordi formen på hans træsko passede på de spor, man fandt på gerningsstedet.
Den 20. december 1743 blev Storgaard idømt dødsstraf, og hans lig skulle parteres og lægges på hjul og stejle. Senere blev dommen formidlet, så hjul og stejle bortfaldt. Derved mistede skarpretteren en indtægt på 12 rigsdaler.
Skulle også gøre rent
Og det var netop den sidste skarpretter i Ribe, der stod for henrettelsen. Vitt Wagener var skarpretter fra 1713 til sin død i 1745. Han skulle ved siden af dette job, holde Torvet og Skibbroen rent.
Regning fra bødelen
Han havde en fribolig i den sydlige ende af Præstegade. Ellers var det faste priser for de ydelser, skarpretteren udførte. Der findes en instruks fra den 30 august, som fortæller, hvor meget Wagener kunne få:
Fredløs
Siden middelalderen blev tyverier for mere end en halv mark straffet med hængning. Men den hårdeste straf var sikkert at blive erklæret fredløs. Så kunne man nemlig risikere at blive slået ihjel af enhver fri mand, som fandt en.
Hårde straffe mildnede Guds vrede
Dødsstraf og afhugning af diverse legemsdele fandt indpas i 1500 – tallet. På det tidspunkt vinder fængslerne også indpas. Det var kirken, der var skyld i, at der blev indført forholdsvis hårde straffe. Holdningen var, at hårde straffe var med til ar mildne Guds vrede over menneskernes dårlige handlinger. Guds straf mente man dengang var krig, pest og andre ulykker.
At miste en legemsdel
Det blev almindelig, at man kunne miste en legemsdel, man kunne blive tortureret med gloende tænger fra 1697. Ja og tyve kunne risikere at blive brændemærket.
Man kiggede Tønder over skulderen
Og en af de retsindstanser, der dømte, så bødelen eller skarpretteren i Ribe aldrig blev arbejdsløs var Riber Ret. Den blev udstedt af Erik den Femte Klipping den 26. juni 1269. man havde kigget på stadsretten i Tønder. Men der var dog nogle specielle forhold i Riber Ret. Således var det strengere forhold for sår og drab. I stedet for at dømme en fredløs var man mere kontant i Ribe, hvor der var dødsstraf.
Mest gældssager
Den oprindelige Riber Ret havde tres artikler. Det er dem vi skal gengive her, men det blev senere udvidet til 123 artikler. På de områder, hvor Riber Ret ikke havde sine egne regler, var det Jyske Lov, der var gældende.
De fleste sager ved Riber Ret var dog gældssager. Fra slutningen af 1500 – tallet kan man se at af de 800 bevarede sager, var det tale om gæld. Kun cirka 5 sager om året fra den tid var straffesager, og af dem førte 3 til dødsdom.
Lovgivning skulle virke afskrækkende
Slagsmål, falsk mål eller vægt eller uagtsom manddrab kunne udløse bøder. Men bl.a. tyveri, falskmøntneri og bortførelse af en gift kvinde blev straffet med døden.
Lovgivningen skulle virke afskrækkende. Ofte blev de ikke ført ud i livet. Man blev benådet, indgik forlig med offeret eller betalte en bøde. Fængselsstraf kendte man ikke i middelalderen. Det var kun gældsfængsel, hvor man sad ind til man havde betalt sin gæld.
Vanærende at være tyv
Først i 1600 – tallet fik man fængsler, hvor man kunne genopdrage forbrydere.
Dengang var det mere vanærende at blive hængt som tyv end at blive halshugget som morder. Derfor måtte tyvens arvinger afstå hele deres arv til byen og fogeden, mens den halshuggedes arvinger kunne beholde arven.
Ribe Galge
Kun et stenkast fra den nuværende Hovedvej 11 ligger i dag et par store flyvesandsklitter. Her stod byens imponerende galge med tre høje piller. Retterstedet tjente til skræk og advarsel for enhver. I 1584 var der blevet anvendt 11.000 munkesten for at reparere stedet.
Stedet var skovløs. Men amtmand Moltke anlagde i 1802 en plantage på stedet. Og senere blev det et yndet udflugtsmål.
Uhyggeligt er det, at tænke sig, at her blev kvinder levende begravet. Det blev anset for at være knap så slem en straf. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld.
Den sidste henrettelse i Ribe Galge fandt sted den 26. januar 1744.
Ribe Stadsret 1269
I året 1269 efter Guds byrd, den 26 juni, er den højbårne hr. Erik, de danskes konge, søn af den herre Kristoffer, i nævnte herre kong Eriks 12. regeringsår, følgende love og bestemmelser givet borgerne i Ribe på hoffet i Nyborg og bekræft med den herre kongens segl, idet rigets bedste mænd gav deres samtykke dertil.
& 1.
Når nogen inden for stads markskel uden grund dræber en mand og bliver overbevist derom, skal han have sit liv forbrudt. Hvis han flygter, skal han miste sin fred, og hans frænder skal intet betale for ham.
Når nogen i vor stad eller på gaden ved nat eller dag, dræver en mand, og ikke bliver grebet på fersk gerning, skal 12 naboer fra begge sider af det sted, hvor der er sket manddrab, stævnes for fogeden og rådmændene for at træffe afgørelse om manddrabet, og de er forpligtede til at udfinde, hvem der er skyld i hans død, og hvis nogen af de 12 ikke vil deltage i afgørelsen, skal de betale 40 mark penge til fogeden og halvdelen staden. Men hvis de 12 ikke kan blive enige, skal flertallet gøre udslaget, og hvad der under ed besluttes skal være gyldigt. Og hvis nogen af dem handler herimod og uretfærdigt, skal han straffes med 40 mark og ikke mere have adgang til at dømme og vidne.
Når nogen øver vold imod en kvinde og bliver overbevist derom med de 12 nærmeste naboer der, hvor voldtægten fandt sted, skal han have sit liv forbrudt.
Når nogen gæster anden mand med væbnet skare og øver vold imod ham og opbryder hans hus og vil såre husbonden eller hans svende uforskyldt, og husbonden af fare for sit liv forsvarer sig, og sagsøgeren sammensteds bliver såret, så skal han være udelukket fra erstatning og bøde, uanset hvilket skade han derved har lidt. Men hvis nogen med vold og magt trænger ind i anden mands hus og handler ilde med ham i hans eget hus, skal han blive overbevist med 8 gode mænd, der har bopæl i staden, eller 8 gode mænd og uberygtede naboer, som var til stede, bøde 40 mark penge til husbonden, 40 mark penge til fogeden og ligeså til staden.
Når nogen sårer anden mand med dødbringende våben og bliver overbevist derom med 8 gode mænd, der har bopæl i staden, er det ret, at hans hånd afhugges, medmindre der med skadelidtes samtykke gennem fogeden og rådmændene kan stiftes venskabeligt forlig imellem dem.
Når nogen borger bærer våben på sig, undtagen når han efter at have haft forretninger udenfor staden vender hjem til sit herberg, og bliver pågrebet med dem, skal han bøde en halv Mark penge til fogeden og ligeså meget til staden. Men hvis det er en fremmed gæst, skal han, så snart han kommer til sit herberg, give våbene i forvaring hos sin vært, hvis han derefter bærer våben på sig, skal han bøde fogeden en halv Mark penge og staden ligeså meget, eller han skal med hånden på relikvierne rense sig for at have været vidende om, at det var forbudt. Fremdeles skal husbonden fortælle den fremmede gæst, at det er forbudt at bære våben i staden, hvis man undlader det, skal han betale byen en halv Mark penge og fogeden ligeså meget. Men hvis den fremmede trods påmindelse alligevel bærer våben, skal hans hånd gennembores med samme våben, det være sig en dolk, et sværd eller et spyd.
Ingen af vore borgere, de være ved deres fornufts brug eller ligge på deres yderste, må testamentere eller sælge urørligt gods, beliggende i vor stad, til kirker eller klostre, bisper eller riddere. Men hvis nogen vil testamentere (sådant gods) skal han sælge det til sine medborgere for penge og testamentere disse til kirker eller klostre. Den som bryder dette, skal betale staden 6 mark penge og fogeden 6 mark penge, og alligevel skal det urørlige gods sælges til borgerne.
Når nogen bryder, hvad staden har forordnet at overholde, skal rådmændene dømme herom, og hvad bøde der end måtte blive vedtaget, skal staden oppebære halvdelen og fogeden halvdelen.
Når nogen med overlæg slår anden mand med stok, skal han, hvis den slagne undslipper døden, miste sin hånd, hvis den slagne dør deraf, skal han, som slog ham, have sit liv forbrudt. Men hvis han ikke bliver grebet på fersk gerning og nægter, skal han, hvis han kan, værge sig ved 12 mand, som bor ved det sted, hvor slagsmålet foregik.
Men hvis nogen bliver stævnet til at træffe afgørelse om sårene og ikke indfinder sig, skal han straffes med 3 Mark. På samme måde skal der forholdes ved røveri.
Hvis der pludselig opstår trætte eller strid mellem to mænd på gaden eller på en offentlig plads eller måske ved drikkelag, og de to griber knipler og stokke til gensidig legemsbeskadigelse og det kan godtgøres ved to gode mænd, som var til stede, at det ikke skete efter forudgående oplæg, men så at sige i hidsighed, skal (fredsforstyrrerren) betale den skadeslidte 6 Mark penge og staden 6 Mark. Men hvis det kan godtgøres ved gode mænd, at der forinden var strid imellem dem, og den ene havde lagt baghold for den anden og såret ham, skal han, hvis den skadeslidte redder livet, betale ham 40 mark penge, og ligeledes staden og fogeden 40 mark, men hvis han dør deraf, skal han have sit liv forbrudt.
Når nogen giver en anden mand en kindhest eller på offentlig plads eller på gaden eller hvor som helst i staden uden grund støder voldsomt til anden mand skal han, hvis det kan godtgøres ved to gode mænd, der var til stede, betale skadeslidte 3 Mark, fogeden 1 mark og staden 1 Mark.
Hvis nogen under trætte med anden mand kalder ham tyv, røver, falskner, meneder, morder, liderlig, horeunger eller løgner til skam og vanære for ham og ikke kan bevise, at det forholder sig således, skal han godtgøre ham, som han har rettet beskyldningen imod, 3 Mark, fogeden 1 Mark, og staden 1 Mark.
Og når kvinder kommer i klammeri indbyrdes, er det ret, at de skal bære sten om halsen op og ned ad stadens gader.
Når nogen drager sit sværd eller sin dolk af skeden for at såre en anden mand, eller ryster ham voldsomt, skal han, hvis han ellers bliver overbevist om dette med to gode mænd, der har bopæl i staden, betale den skadeslidte 3 Mark penge, fogeden 3 Mark penge og staden 3 mark. Men den, som har villet såre anden mand med dolk, hans hånd skal gennembores med dolken.
Når nogen i vor stad bliver overbevist om en høj sag, som gælder halsen, og flygter, skal han miste sin fred, hvor han end kommer og bliver pågrebet. Og når noget blive forvist og har frasvoret sig borgerskab og atter vender tilbage uden rådmændenes tilladelse, skal han have sit liv forbrudt.
Hvis nogen har taget en kvinde til ægte og andetsteds har haft en ægtehustru, som han har forladt, skal han, hvis han bliver overbevist om det, give afkald på den sidste og være uden del i hendes ejendom, men udjages af staden og for sin skændige gerning betale sin halve formue til fogeden og staden. Men hvis nogen lokker anden mands ægtehustru og tager hans gods og flygter fra staden med hende, skal han, hvis han bliver4 pågrebet, have sit liv forbrudt.
Når nogen i handel udgiver ikke lødigt Sølv, om Møntmesteren erklærer, at det er falsk, men han forsikrer, at han har fået det ved sine handlere, da er han nærmere til at værge sig end Møntmesteren. Men hvis han med vidende har givet falsk sølv ud og bliver grebet i det, skal han have sit liv forbrudt. Hvis en bonde i uvidenhed bliver grebet med falske penge, skal han bøde staden 1 Mark penge og fogeden 1 Mark penge. Og den, som bliver grebet med Armbolt og Blok, skal straffes på livet.
Hvis nogen findes med forfalsket honning, skal købmanden, hvis han er en fremmed gæst, rense sig med sine skibsfæller. Men er det en borger, skal han forsvare og rense sig med 12 naboer fra begge sider (af hans bopæl) og hvis denne eller hin ikke kan rense sig, skal han have sit liv forbrudt, og honningen skal brændes og fortæres af ilden, det samme skal ske med forfalsket voks og ligeledes med alt forfalsket, som skal ødelægges.
Hvis nogen har falsk skæppemål, og bliver pågrebet med det, skal han bøde staden med 1 mark penge og fogeden 1 Mark penge, og bunden i skæppemålet skal slåes ud og skæppemålet ophænges på Torvet. På samme måde skal ske med bismere, alen og vægte. Men intet skæppemål eller målebånd eller alenmål kan blive genstand for klage medmindre det pågribes under udmålingen. Men hvis nogen har to af dem, nemlig en større, med hvilket han modtager, og et mindre, med hvilket han måler ud, skal han, hvis han bliver pågrebet med dem, dømmes som tyv.
Hvis nogen bliver pågrebet med falsk mål til vin, mjød eller øl, skal han betale fogeden 1 Mark penge og staden 1 mark penge. Og hvis han har ærligt mål, men ikke fylder det, skal han betale fogeden 1 øre penge og staden 1 øre penge.
Når nogen bliver stævnet til at vidne om sandheden i en sag og bliver grebet i falsk vidnesbyrd, skal han bøde fogeden 3 mark penge og staden 3 Mark penge, og han skal udelukkes fra vidneførelse og aldrig senere tillades at vidne om nogen sag.
Når nogen lægger baghold for anden mand ved nat eller ved dag, og frarøver hans ejendele, skal han, hvis han bliver overbevist med 12 naboer, have sit liv forbrudt.
Hvis nogen bliver pågrebet med tyvekoster til en værdi af en halv Mark penge, skal han som tyv straffes med hængning. Men hvis vurderingen viser mindre værdi, da skal han have tyvsmærke, og hvis han efter dette bliver grebet med tyvekoster af mindre eller større værdi, skal han hænges.
Hvis nogen kalder anden mand for tyv og intet har grebet hos ham, skal han rense sig med 12 naboer fra begge sider(af hans bopæl) og således være fri for tiltale. Og når en kvinder fortjener at hænges for tyveri, skal hun, for den kvindelige æres skyld, begraves levende.
Hvis nogen, hvad Gud forbyde, begår selvmord eller bliver halshugget ved lovlig dom, skal hans arvinger beholde hans fulde arv udelt. Men hvis nogen bliver hængt for tyveri, skal staden have den ene halvdel af tyvens ejendele og fogeden
den anden halvdel
Hvis en mand pågribes med en anden mands ægtehustru, er det ret, at han af ham trækkes op og ned af stadens gader ved lemmet. , og hvis det træffer sig, at ægtemanden efter at have taget vidner med dræber horkarlen eller begge, i horesengen, skal han hverken betale erstatning eller bøde. Og hvis en pige, mod forældrenes samtykke åbenlyst og af fri vilje ulovligt tager sig en mand, skal hun miste hele sin formue.
Når et tilsagn er bestemt og givet for rådmændene eller for de mænd, der blot er udpeget til rådet, skal samme tilsagn overholdes som gyldigt, og hvis de rådmænd, i hvis nærværelse tilsagnet er givet, træder frem for de andre rådmænd, med forsikringer om, at det tilsagn er sandt, og er gået sådan for sig, så skal tilsagnet holdes for retsgyldigt såvel af det tilsagn, som da først påhørte det, som af dem, der tidligere har påhørt det.
Hvert år skal der skiftes rådmænd, således at de tidligere rådmænd skal blive tilbage i embedet i det år og først fratræde i det andet år.
Hvis nogen forser sig mod rådmændene eller deres befuldmægtige uden skyld fra deres die, i ord eller gerning og bliver overbevist derom med to gode mænd som var til stede og hørte derpå, skal han bøde dobbelt, det vil sige betale dem mere i bøde end hvis det drejede sig om en anden mand og desuden skal han som tegn på ærbødighed give hver af rådmændene en halv Mark.
Når nogen taler imod rådmændenes og fogedens ordre og ikke vil rette sig efter den, skal man bøde staden 3 mark og fogeden 3 Mark, og ikke des mindre rette sig efter den af dem afgivne ordre.
Enhver sag, som rådmændene blive enige om med fogeden, skal overholdes som gyldig og retskraftig uden nogen protest fra borgere og andre.
Når nogen råber op på tinge eller fremfører en sag, der uden rådmændenes og fogedens tilladelse, skal han bøde fogeden og staden 1 øre penge.
Når rådmændene sender stadens bud til nogen for at oppebære de bøder, han har pådraget sig, og han ikke frivilligt betaler ham, men nægter, skal han bøde fogeden 1 øre penge og staden 1 øre penge. Men hvis rådmændene personligt indfinder sig for den slags overtrædelser og vender tomhændet tilbage, skal han bøde fogeden 1 Mark og staden 1 Mark.
Når nogen af rådmændene åbenbarer rådets planer, en såkaldt rådsløber, eller sælger stadens retshåndhævelse for penge, skal han, hvis han bliver overbevist om det, udstødes af rådet og aldrig senere tages til rådmand.
Når noget bygger på egen grund, og anden mand ved et uheld eller et tilfælde uden nogens indgriben rammes af skade fra den bygning, skal ejeren af bygningerne ikke være pligtig at svare den skadelidte noget som helst.
Hvis nogen af en hvilken som helst grund går ind i anden mands hus og der på hvilken som helst måde bliver såret af trækdyr eller kvæg eller en hund, er husets herre ikke pligtig til at udrede den skadeslidte noget.
Hvis kvæg eller trækdyr eller hest, hvilke dyr man lovligt kan holde, sårer nogen mand dødeligt, skal ejeren have valget imellem at udlevere ham det stykke kvæg som bøde eller beholde det, og bøde den skadeslidte 9 Mark penge. Og hvis det samme atter hænder med det samme dyr, skal han bøde den skadelidte 18 Mark, fogeden 6 Mark og staden 6 Mark.
Hvis kvæg tilføjer nogen mand sår uden varig skade, skal ejeren enten overlade det stykke kvæg og adskille sig med det til den skadeslidte, eller han skal bøde ham 2 Mark. Hvis det samme atter hænder med det samme dyr, skal han bøde den skadelidte 4 Mark og fogeden 3 Mark og staden 3 Mark.
Når nogen raner nogen ting fra anden mand uden dennes samtykke og vilje skal han, hvis han, hvis han bliver overbevist med 2 gode mænd, som var tilstede, bøde ham 3 Mark, fogeden 1 Mark og staden 1 mark.
Hvis nogen klager over anden mand, fordi han har lidt skade gennem ham, skal denne fastsætte tabet og give ham erstatning, eller han skal rense sig ved egen ed, aflagt på relikvierne.
Hvis en af borgerne uden for staden uden skyld måtte blive genstand for overlast fra anden mand, og efter at være vendt tilbage, rejser anklage mod sin medborger for at være den skyldige, skal denne give den skadelidte erstatning eller med ed bekræfte, at det ikke er sket ved hans skyld.
De, som skal bevise eller aflægge vidnesbyrd om det sande forhold i en stor sag, skal have bopæl indenfor byens befæstning, hvis de ikke har det, kan de ikke vidne .
Brud på den fred, som kaldtes Guds Fred og blodudgydelser kan bevises ved hvem som helst, blot de er uberygtede mænd og som vidner påhørte sagen.
Når en mand har aflagt tilståelse på tinge, kan han ikke med nogen ret rense sig derfor, når både fogeden og rådmændene har hørt derpå og to gode mænd, der har bopæl i byen, har aflagt ed derpå, selv om det også drejer sig om hans hals.
Når nogen rejser klage mod anden mand for en eller anden sag og nægter for fogeden og rådmændene , men ikke vil aflægge og hellere vil betale end sværge, skal han betale øre penge og staden 2 øre penge, fordi han først nægtede.
Når nogen låner en anden mand noget, og det ved en eller andet hændelse går til grunde er denne med ed pligtig til at betale ham.
Når nogen anden mand giver en ting i forvaring eller sætter en ting i pant og tingen går til grunde, skal denne med sin egen ed alene, aflagt på relikvierne, rense sig for, at tingen er gået til grunde ved forseelse eller forsømmelse fra hans side.
Når nogen vil sælge ejendomme, skal han under medtagelse af 2 gode mænd som har bopæl i byen, første, anden og tredje gang på tinge tilbyde dem til sine slægtninge, og hvis disse vil købe og tilbyde lige så meget derfor som fremmede, så skal de have ret til at købe, men hvis de ikke vil, så skal det tillades ham, at sælge til hvem han vil efter stadens ret.
Når nogen har ejendomme, hvoraf der betales leje årligt, og han som har lejet dem ikke betaler lejen inden 15 dage efter betalingsfristen, nemlig St. hans Dag og St. Andreas Dag, skal han, hvis husbonden vil klage over ham, betale husbonden Ørtug, fogeden 4 Ørtug og staden 4 Ørtug.
& 51
Når nogen lejer anden mands hus og flytter ind, og huset senere brænder ned, er han pligtig til at betale leje for et halv år, og hvis han har boet mere end et halvt år i huset, er han pligtig til at betale leje for et helt år. Hvis nogen vil sætte anden mand ud af lejet hus, skal han, som har lejet det, med sin egen ed alene, aflagt på relikvierne, kunne beholde det for et år, hvis han er flyttet ind for at bo i huset. Men hvis han ikke er flyttet ind, skal husets ejer have medhold.
Når nogen vil besætte en andens ejendele og ikke kan få fogedens bud med, skal besættelsen, hvis han har taget 2 gode mænd med sig, stå ved magt, indtil han kan forsikre sig om tilstedeværelsen af fogedens bud. Og hvis nogen vil besætte en ting, skal han begive sig til den gård, hvor tingen er, og da skal besættelsen stå ved magt.
Når to mænd er ejere af eet hus og ikke vil eller kan bo sammen der, er det ikke nødvendigt, at de sælger eller nedbryder det, men den ene kan blive i huset et år eller to, som de vil, og derefter den anden efter tur.
Når nogen ved nattetid strejfer om i stadens gader og bliver grebet af nogen og tilbyder den, der griber ham penge og ikke bliver ført for dommeren og rådmændene og dette kan bevises, skal den, der har grebet den anden, betale fogeden 6 Mark og staden 6 Mark.
Når nogen har udbetalt en Helligånds – penning i nærværelse af to gode mænd, de rhar bopæl i byen ved indgåelse af en kontrakt eller en handel, og hvis en af dem fortryder købet, førend man er gået hver til sit, kan han tilbagegive Helligånds – penningen eller få den igen, men hvis de er gået hver til sit, kan ingen af dem gøre det.
Når en dreng under 9 år slår anden mand så blodet flyder, skal drengen intet bøde staden eller fogeden, undtagen i fælde af manddrab, hvorfor han er pligtig til at bøde.
Når nogen vil bygge en svinesti eller en Hemmelighed, er det ham ikke tilladt at bygge nærmere gaden end i fem fods afstand, eller nærmere sin nabo end tre fods afstand, eller nærmere kirkegården en syv fods afstand eller fem fods, hvis det er nødvendigt.
Alle vore borgeres grunde udenfor som indenfor staden, skal skødes på almindeligt tinge i nærværelse af fogeden og rådmændene. Og når nogen har haft således skadede ejendomme fredelig besiddelse i år og dag, skal det ikke være tilladt nogen, som i tiden bor indenfor staden, på nogen måde for fremtiden at anfægte disse besiddelser, men der skal vindes hævd i løbet af et år. Men når nogen har haft (sådan ejendom) i fredelig besiddelse i tre år, skal det ikke være tilladt nogen, der i den tid har opholdt sig i Kongeriget eller udenfor Kongeriget, at anfægte den.
Når nogen bliver stævnet for rådmændene og ikke indfinder sig ved første stævning, skal han betale staden en halv Øre penge og fogeden en halv Øre penge, hvis han ikke indfinder sig ved anden stævning skal han betale staden 1 Øre penge og fogeden 1 Øre penge. Men hvis han ikke indfinder sig ved tredje stævning, skal han betale staden 2 Øre penge og fogeden 2 Øre penge, og han skal betragtes som skyldig i den sag, rejst imod ham. Og stadens bud er pligtig til at stævne ham.
Når nogen anlægger sag mod anden mand for et tilgodehavende på ti mark penge eller derunder, er han, hvis det er vitterligt ved 2 gode uberygtede mænd, som har så meget formue, at de kan svare for tilgodehavendet, pligtig at betale inden 15 dage, hvis han ikke har villet det forinden. Men hvis nogen lægger sag mod anden mand for et tilgodehavende, der overstiger 10 Mark penge, er han, hvis det er vitterligt med 2 gode mænd, der har bopæl i staden, og hvis formue og bolig er så stor, at de kan svare for det tilgodehavende, hvorom trætten drejer sig, forpligtig til at betale inden 15 dage, hvis han ikke har villet det forinden, og hvis han svigter med betalingsfristen og ikke betaler sin gæld eller også hvis han ikke overdrager ham ejendom af lige værd ved gælden, skal han inden nævnte frist betale staden 4 Ørtug og fogeden 4 Ørtug. Ligeledes er dette tilfældet, hvis sagen om samme tilgodehavende (på ny) rejses på nærmest følgende ting, og på det næste igen. Men hvis han ikke har betalt inden det tredje ting, erklæres han for dømt og berøvet og udelukket fra enhver ret, og skal bøde ham, som har fældet ham, 1 Mark. Fogeden 1 Mark og staden 1 Mark. Men hvis han så heller ikke så sørger for at betale sin gæld, skal fogeden og rådmændene have fri myndighed til at holde ham i fængsel, indtil han har betalt sin gæld.
Disse ovenfor skrevne love og rettigheder giver vi Erik af Guds nåde de danske og venders konge, de nævnte borgere i Ribe og bekræfter dem ved dette brev, idet vi giver dem dette brev under vort segl til vidnesbyrd herom. Givet førnævnte år, dag og sted.
Kilde: Se
Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere Om Ribe – Læs
Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret – Læs
Dato: februar 14, 2024
Ribe – Hekseafbrænding (2)
Maren Splids skulle dømmes. Det var en befaling fra Christian den Fjerde. Selv om familien havde indflydelse, blev Maren brændt. Didrik Skrædder kunne fremvise en brækklump, der var mystisk. Strenger du dig an, kan du under særlige omstændigheder se hekse. Heksehammeren anviste, hvordan man kunne afsløre hekse. I 1800 blev en ældre kvinde lynchet. I dag er der heksejagt i Afrika.
En mindeplade
På et gammelt hus i Sønderportsgade i Ribe er opsat en mindeplade:
Luther og Christian den Fjerde
Kirken førte an i processen mod de såkaldte hekse i middelalderen. Meget overraskende anerkendte Luther heller ikke kvinden som mandens lige.
Kulminationen skete også efter reformationen. Christian den Fjerde tilskyndede endda til hekseforfølgelse.
Kongens forordning
Det var i den første halvdel af 1600 – tallet, som var hekseforfølgelsens storhedstid i Danmark. Netop Christian den Fjerde udsendte i 1617 en forordning: Om Troldfolck oc deris Medvidere
Dette gav lovgrundlag for at skelne mellem rigtige troldfolk og dem, der blot brugte galdne og indbildede kunstner. Rigtige troldfolk havde afsvoret deres kristendom og givet sig til Fanden. Dem, der brugte de galdne og indbildende kunstner for eksempel var kloge folk, der signede og manede.
Hadefuld syn på kvinder
Forestillingen om, at tilståelser blev fremkaldt gennem tortur og ved gejstlige forhør hang ikke sammen, med det, der blev vedtaget ved lov.
I den katolske verden var det den kirkelige magt, der både anklagede, forhørte og dømte. Luther mente, at det var kongen/fyrsten, der havde det endelige ansvar for både sit folks åndelige og timelige velfærd.
Men Luther overtog samtidens hadefulde syn på kvinder. Samtidig var han overtroisk.
Den store heksejagt fandt sted efter at reformationen havde fundet sted.
Rygter gik i mange år
Som regel var det ældre kvinder, der blev dømt for hekseri. Det skulle tid til at udvikle et hekserygte. Rygtet kunne løbe i mange år. Blev heksen så endelig arresteret, ja så myldrede det frem med anklager i forhold til begivenheder, der lå meget lang tilbage i tiden.
Det var især fattige kvinder, der blev anklaget. De havde svært ved at skaffe det daglige brød og måtte derfor tage alle midler i brug. Derfor kom de ofte på kant med deres naboer og bysbørn. Mændene klarede deres konflikter med fysisk vold, mens kvinderne brugte mund. De lovede måske deres modstandere alverdens ulykker, og hvis nogle af disse gik i opfyldelse, ja så var kvinden et oplagt emne til hekseforfølgelse.
Jordemødre var også hekse
Jordemoderen var også heks, som kunne fremtrylle børn ud af kvinders mave, eller lade mor og barn dø allerede i barselsseng.
Man mistænkte heksen for at være i pagt med djævlen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig.
Hekseriet var man født med
Hekseriet var noget, man var født med. Det kunne ikke læres, men var en personlig evne. I Europa var der cirka 100.000 helsesager. Halvdelen af disse blev brændt.
Den første heks, der blev dømt til bålet, blev brændt i Stege i 1540. Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (1612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Den officielt sidste heks, der dømtes var Anne Palles, der blev brændt den 4. april 1693.
Senere er det dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark helt op til 1800 – tallet. Og så sent som i 1934 blev en mand anklaget for hekseri. Han anlagde dog injuriesag og vandt.
Selvbestaltet afbrænding
Længe efter det officielle Danmark havde taget afstand til hekse hjemsøgtes landsbyen Øster Grønning i Salling i 1722 af dødsfald og kvægproblemer. Man var enige om, at det var Dorte Jensdatter, der var skyld i dette. Hun blev udsat for forhør, og det endte med at landsby – boerne satte ild til Dortes hus og indebrændte hende.
”Heks” pryglet ihjel
Det sidste heksemord fandt sted i år 1800 i Brigsted ved Horsens. Den 82 årige Anna Klemens kom gående ind i en gård, hvor en klog kone havde konsultation. Der var mange andre nysgerrige forsamlede for at se, hvordan hun ville doktere på knægten Jens.
Da Anna kom ind, råbte den kloge kone: Her er mesteren for alt hekseriet.
Hun kommanderede de forsamlede til at prygle Anna. Formodentlig var baggrunden, troen på, at man kan bryde heksens magt ved at slå blod af hende. Da den kloge kone var kendt og velanskrevet turde man ikke andet end at gøre som hun sagde, hvilket førte til, at Anna blev pryglet ihjel.
Heksehammeren
I den katolske kirkes heksebibel Heksehammeren fra 1487 fandtes en systematisk beskrivelse af det billede, som hekseforfølgerne malede frem. Dette skrift gav også rettesnore for, hvordan man kunne finde frem til, hvem der var heks.
I Heksehammeren udtrykkes kvindeforagt og skræk for kvinder. Et sted hedder det, at al hekseri stammer fra kødelig lyst, der hos kvinderne er umættelig. Et andet sted står der, at kvinder har mindre forstand, omtrent som drenge.
Værket er en manual i tre dele til brug ved opsporing og afhøring af hekse. I en moderne og trykt udgave fylder den 500 sider.
I pagt med djævlen
Det menes, at heksene stod i pagt med Djævelen. Når de indgik i denne pagt, fik de et mærke på kroppen, der hvor han havde rørt ved dem. Dette mærke blev betragtet som et bevis på, at kvinden var heks. Mærket sad som regel i kroppens venstre side. For at finde dette mærke, blev kvinderne ofte stukket med nåle over hele kroppen – fra tå til isse.
Vandprøven
En anden prøve, var vandprøven. Kvindens hænder og fødder blev bundet sammen, og så blev hun kastet i vandet. Flød hun var hun en heks, sank hun var hun uskyldig. Ofte blev der bundet et tov omkring livet på kvinderne. På den måde var det en let sag, at holde dem flydende. Hvis kvinden ikke græd under den frygtelige tortur, hun blev udsat for, var det et bevis på skyld. Hekse menes ikke at kunne græde.
Ikke helt det samme bål
Og så er det bål, der brænder til Sankt Hans ikke helt det samme bål, som heksene bliver brændt på. Bålet skal opfattes som ondt – afværgende. I folketraditionen er det dog den opfattelse, at hekse er særlig aktive på magiske helligaftener. De rejser til heksemøder ved Troms Kirke eller Bloksbjerg. Sankt Hans bålet skal forhindre dem i at heksene holder møde og fest.
Man kan se heksene
Sætter man sig under en harve, så kunne man se dem komme flyvende på for eksempel Kærnestave, koste og grisseler.
Som før nævnt var mødestedet i ældre tid Troms Kirke, hvor Fanden ventede. Ville man se, hvordan det foregår, skal man se ned i sin brønd Sankt Hans Aften. Det bliver tydeligere, når du har lidt kirkemuld på hovedet. Så kan man opleve, hvordan Fanden skænker op til heksene med en omvendt hestefod.
I kirken holdt man øje
I kirken holdt man øje med hekse. Hvis nogen tørrede sig om munden efter altergang, var der noget mistænksom over det. Og en heks er nødt til at spytte nadverbrødet ud. Men egentlig burde præsten fra prædikestolen kunne få øje på sognets hekse, for de vendte altid ansigtet bort.
Hvis man som almindelig borger ville se, hvem der var heks, skulle man bare tage et firkløver i lommen og gå i kirke til Sankt Hans. Så kunne man se heksene sidde med gryder, potter og pander på hovedet. Det var særlig effektivt, hvis Sankt hans faldt på en søndag. En tilsvarende oplevelse kan man få til påsketid. Så skulle man bare have et hønnike – æg i lommen.
Hekse betragter solhverv som festdage, hvorimod jævndøgnene betragtes som dage for eftertanke og selvransagelse.
Hekse – nu til dags
Omkring 2006 og 2007 havde saudiarabiske myndigheder foretaget 25 anholdelser for hekseri, hvor 24 var udlændinge.
I 2008 blev 11 kvinder, som var beskyldt for at være hekse brændt i en landsby i Kenya. Mere end 14.000 børn i Kinshasa siges, at være smidt ud hjemmefra på grund af anklager om hekseri. I 2009 var der rapporter fra Indien om drab på hundredvis af kvinder, som var mistænkte for heksekunst.
Ikke en typisk heks
Man kan ikke just sige at Maren Spliids, der blev brændt på bålet i Galgerbakkerne i Ribe den 9. november 1641 var en typisk heks. Hun var nemlig en respekteret og velhavende borgerkvinde. Hun var gift med skræddermester Lauritz Spliids. Hun bestyrede et værtshus i den ejendom i Sønderportsgade, som Lauritz ejede, og det gjorde hun med stor dygtighed.
Maren var en selvsikker dame, og nogle gange løb temperamentet af med hende.
Anklaget af Didrik Skrædder
I 1637 blev Maren anklaget for at være troldkvinde af Didrik Skrædder. Måske var han misunderlig på Lauritz Skrædder og hans succes. Han var måske ikke så stolt af sig selv.
Han påstod, at tre kvinder var kommet ind til ham om natten. De to kendte han ikke, men den tredje var Maren. De havde holdt ham, og Maren havde lagt sig på ham og vristet sin mund op, og blæst ham i halsen.
En brækklump
Derefter var Didrik blevet syg og havde brækket en klump bræk op i et bækken. Den brækklump havde set mærkelig ud og blev det vigtigste bevis mod Maren.
Didrik skulle være blevet ramt af en mærkelig sygdom. Han blev tit stum og blev ramt af voldsomme kramper. Det blev ikke bedre, da han begyndte at skrige og hoppe rundt på en bænk som et vildt dyr.
Brækklumpen blev vist frem til alle – også Ribes øverste myndighed, Det var lensmanden på Riberhus, Albert Skeel.
Han kaldte byens præster og biskop sammen. Alle mente, at klumpen ikke kunne være naturlig. En heks måtte være på spil. Den stakkels Maren blev stillet for retten. Men sagen blev henlagt af mangel på vidner. Maren og Lauritz havde mange venner blandt de rige og indflydelsesrige borgere.
Marens gode rygte
24 mand vidner for Maren i Ribe Byting. Og også i et stokketing med borgmester Morten Larsen som vidne bekræftes Marens gode rygte.
Præsten i sognet erklærede, at Maren var en god troende, der gik til alters og modtog nadveren. Det var et godt vidnesbyrd, for hekse magtede ikke at indtage Jesu Kristi blod og legeme.
I kirken opfordrede præsterne Gud til at finde og afsløre de skyldige troldfolk.
Antydet et forlig
Maren og Lauritz fortsatte med at samle vidnesbyrd. Imens holdt Didrik Skrædder sig i skindet overfor myndighederne. Over for kapellanen og en trjenestepige var der blevet antydet et forlig, hvis Maren kunne gøre ham rask og desuden forsynede ham med en solid godtgørelse.
Nye anklagere
I 1639 havde Didrik skaffet seks nye anklagere, alle blandt byens fattigste borgere. De mente også, at deres sygdom skyldtes Maren. De fleste af anklagerne var dog meget fantasifulde. Didrik havde inden da startet rygter om Maren. 13 år tidligere var Didrik kommet op at skændes med Maren og Lauritz. Den gang havde Maren lovet ham masser af ulykke.
Men Maren var vred i retten. Hun sagde blandt andet:
Direkte henvendelse til kongen
Denne gang havde Didrik henvendt sig direkte til Christian den Fjerde. Det skete, da fik fortæde på Haderslevhus. Kongen var faktisk den, der egentlig var skyld i, at Maren blev dømt. Didrik berettede over for kongen, at hans skrantende helbred var skyld i hans manglende indtjening, og at Maren blev beskyttet af det bedre borgerskab i Ribe.
Kongen mente, at heksene skadede ham i krigen og derhjemme. Han sendte omgående sagen til den ny lensmand, Gregers Krabbe. . Sagen blev igen rejst på tinge i Riber Ret.
Alle de gode vidnesbyrd til fordel for Maren i tidens løb, blev underkendt af byfoged Peter Hjerting.
De nye vidner
Peder Stauning var Didriks første vidne. Han havde drukket en kande øl i Maren Splids hus og fået voldsom sidestik.
Det andet vidne var skrædder Lauge Hansen, som efter en håndværksmæssig uoverensstemmelse med Lauritz Splids havde ligget syg i en hel sommer og ligesom Didrik mistet sin indtjening.
Rytter – konen Magretha havde haft mareridt, hvor hun har haft besøg af Maren Splids som havde lagt sig over hende. Først da hun slog kors for sig forsvandt Maren.
Magretha Larsdatter vidner med opstrakte fingre og ed, at hun lider af megen pine og smerte i sine ben. Hun havde for mange år siden haft et skænderi med Maren om en guldring, som denne havde taget i pant for Magretha. Hunerklærede Maren for sin skademand. Dette vidne fik Laurits Splid dog kendt ugyldig i første omgang
Procedurefejl
Maren Spliids blev dømt og lagt i lænker. Hun blev derefter smidt i fangehullet under Rådhuset.
Maren og Lauritz fik chancen til at indkalde 25 mededsvidner, men ingen turde melde sig.
Når en heks var dømt, kunne dommen indankes for landsretten som lå i Viborg.
Lauritz Splidds havde anskaffet en advokat og indstævnet alle vidner, nævninge og anklagere. Advokaten fremlagde grunde til, at anklagerne var ugyldige og fremlagde desuden flere skrifter, der støttede Maren Spliids gode rygte. De fleste af dommerne støttede Maren i Raadsretten. Derfor blev hun frikendt for trolddom.
En anden version fortæller, at det var en procedurefejl, der var årsag til, at Maren frifindes. Byens borgmester havde fritaget hende for fængsel ved at to af byens ansete borgere garanterede for hende. På vej gennem byen hånede Ribes befolkning hende og spyttede på hende.
Kongen forlangte dom
Men lensmanden på Riberhus, der var kongens mand, indklagede sagen for Højesteret – Herredagen i København. Her sad kongen som dommer. De fælder igen dom over Maren og erklærer Rådsretten for ugyldig. Christian den Fjerde lod Maren føre til Blåtårn i København. Her blev Maren udsat for tortur. Torturen havde stået på i trekvart år. Og hun tilstod. Hun var konstant overvåget af to mand. Man var bange for, at hun ville begå selvmord. Hun betalte selv sin kost og det var 12 sletdaler. Og karlenes løn blev betalt med 19 sletdaler til hver.
Dommerne havde åbenbart ikke været enige om, behandlingen af Maren. Den 9. oktober 1641 blev der nedfældet denne dom:
Maren angav et helt heksekompagni på seks kvinder i sine tilståelser i den følgende tid.
Den 12 . oktober skrev Christian den Fjerde et brev til lensmand Gregers Krabbe, hvori han forlangte Maren henrettet øjeblikkelig og hendes sammensvorne forfulgt.
Afbrændingen
Den endelig dom faldt den 8. november 1641. Dagen efter blev Maren Spliids brændt på bålet på Galgebakkerne ved Ribe unde overværelse af så mange mennesker, at præsten næsten ikke kunne komme frem.
Hun havde fået en halv kande mjød at styrke sig på og et lod krudt bundet på ryggen, for at døden kunne blive fremskyndet. Derefter blev hun bundet til en stige og styrtet i de høje flammer. 22 læs træ var stablet sammen til bålet og nederst var der lagt tjæretønder.
Maren Spliids dom lød således:
Som tidligere nævnt blev seks kvinder angivet. Og disse igen angav flere under tortur. I alt 14 kvinder blev angivet. Den eneste af de andre, der blev brændt var AnneThomasdatter. De andre blev reddet, men fem af dem havde siddet i fængsel fra 5 – 45 uger.
Kvinderne søgte at få Maren til at ændre forklaring, mens hun var i bålet.
22 hekseprocesser
Fra 1572 til 1652 var der 22 hekseprocesser i Ribe. 18 blev anklaget og 11 af disse endte på bålet. Den første af disse hed Johanne Christensdatter Rygge, der i 1572 blev brændt på bålet. Den sidste var Anna Bruds i 1652.
I Ribe var beboerne bange for hekse. Prøv at kigge op. En del af de gamle huse er afmærket med et kors. På den måde beskyttede man sig mod hekse.
Manglende suppe førte til anklage
Egentlig skulle det ikke så meget til for at blive beskyldt for at være heks. Gietrud Povels fra Ribe blev beskyldt for at være troldkvinde, fordi give vidnet ikke ville give hende suppe, da Gietrud havde barslet. Gietrud var blevet vred, og havde lovet vidnet skam derfor. Otte dage derefter havde vidnet fået ondt i en finger, som derefter måtte skæres af. Gietrud blev brændt som heks i 1577.
Reddede sit skind
Oluf Andersen Klokker reddede sit skind efter flere husspektakler og slagsmål ved at anklage Anna Lourup. Hun blev brændt som heks i 1613.
Præsters energiske indsats
Nu har heksefeberen i Ribe ikke blomstret mere end andre steder. Men når vi lige ved så meget om heksene i Ribe er det fordi en samvittighedsfuld præst, Davis Grønlund interesserede sig for emnet. Han satte sig i 1770erne til at gengive Ribes gamle retsprotokoller for at kaste lys over fortidens heksejagt. Han skrev Efterretning om de i Ribe Bye for Hexerie forfulgte og brændte Mennesker.
Mere læsevenlig er en lille bog om hekseforfølgelse skrevet af Grønlunds kollega og efterfølger, Torben Bramming, ligeledes præst i Ribe og Seem.
Kvinder døde under tortur
Torturen i Ribe var voldsom. Til tider tog den livet af kvinderne. Det skete blandt andet for Birthe Olufsdatter, der døde under sine pinsler den 5. august 1620.
Biskopperne i Ribe advarede mod den voldsomme hekseforfølgelse. Det var især biskopperne Peder Hegelund og Jens Jersind. Sidstnævnte blev endda kaldt til forklaring i København. Han havde talt imod overtro og overnaturlige tegn. Undervejs til hovedstaden døde han.
Ribe ramt af ulykker
Ribe var ramt af alskens ulykker, pest, brand og stormflod. Det blev kaldt Guds straf efter heksenes værk.
Kilde: Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om Ribe – Læs
Hvis du vil vide mere: Om Lov og Ret – Læs:
Dato: februar 14, 2024
Ribe – i begyndelsen (1)
Uden for Ribe lå Dankirke, som i århundrede havde haft stor betydning for handelen. Fra ca. år 710 over Ribe, den position. Det var en blomstrende handelsby allerede fra 700 – tallet. Læs her om Riberhus, Dronning Dagmar, Riber Ret, Ribe Domkirke, Kong Erik, sørøverjagt og den store Menneskedrukning. Vi stopper omkring 650.
Betydning for Sønderjylland
Vi er gået over grænsen fra Sønderjylland. Men byen og dens historie havde så stor betydning for Sønderjylland, så det bliver vi nødt til at fokusere på.
Vester Vedsted
Vester Vedsted lige uden for Ribe var en rig og livlig by. Mellem 200 f.Kr. og 750 e.Kr. havde den forbindelser til romerriget, frankerne og angelsakserne.
Dankirke
Sagnet beretter om, at den første kirke i det nuværende Danmark blev bygget af Ansgar i 800 – tallets Ribe. Men et andet sagn beretter om, at det ikke er rigtig, For der lå allerede en kirke få kilometer mod sydvest på en mark ved Vester Vedsted. Kirken hed Dankirke.
Arkæologiske undersøgelser har ikke godtgjort om dette er rigtig. Men marken er rig på fund og spor efter en jernalderboplads. Fra år 500 skønner historikere, at stedet havde stor betydning.
Dankirke lå midt på en handelsrute, der forbandt Vesteuropa med Norge. Det er ikke usandsynligt, at denne plads omkring år 700 flyttede de seks kilometer længere mod nord, og blev til vikingetidens internationale handelscenter Ribe.
Besejlingsforhold måske ændret
Det behøver heller ikke at være beboerne fra Dankike, der er flyttet. Det kan også være at besejlingsforholdene i Vadehavet har ændret sig. Det er især fundet af nogle sjældne mønter i Dankirke, der forbinder stedet med Ribe.
Masser af møntfund
Man har fundet 38 romerske denarer og 3 merovingiske (farnkiske)sølvmønter fra handelsbyen Dorestad i Frisland, dateret til 600 – tallet. Og så har man fundet otte frisiske eller sydengelske såkaldte sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet.
Disse mønter blev udelukkende brugt på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende fra fremmede lande lagde til med deres skibe. Hvis Ribe overtager handelspladsen, må det være sket omkring år 700, for da ophører de rige møntfund i Dankirke.
Fund af gammel brønd
Den ældste bebyggelse omkring Ribe Å starter også på dette tidspunkt. Det ved man, fordi der fra omkring det tidspunkt fandtes de samme sjældne sceattes her.
Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker, fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.
Og jernet kom antagelig fra Drengsted og Snorup.
En beskeden træbrønd kan tidsfæstes mellem år 704 og 710.
Hvad betyder Ribe?
Mon der har ligget flere handelspladser langs vestkysten, som vi ikke har kendskab til i dag? Arvetageren Ribe har haft samme position som Hedeby. Navnet Ribe kan tilbageføres til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler. Det passer jo meget godt til, at handelspladsen i Ribe bestod af mindst 70 smalle boder.
Willibrock
Det er ikke meget skriftligt, vi har fra denne tid. Men vi har nogle erindringer fra den engelske missionær Willibrocks liv. Han døde som frisernes ærkebiskop i 739. Cirka 50 år efter skrev en slægtning af ham, Alcuin en beretning omhans liv. Egentlig får man ikke så meget ud af det. Det er en skildring uden tid og sted. Det er en samling mirakelfortællinger.
Men det er da fristende og antage, at Willibrock også steg i land ved Ribe Å.
Dengang havde Ribe, vestkystens bedste landingssted.
Blomstrende by i 700 – tallet
Ribe var en blomstrende by i 700 – tallet. Her var masser af håndværkere. Man har fundet importeret glas, lertøj og møllesten. Endvidere er der fundet 194 sølvmønter præget i handelsbyen Dorestad. Mellem denne handelsby og Ribe voksede kontakten op gennem 700 – tallet.
Tildeling af jordstykker
Meget tyder på, at på det område i Ribe, hvor håndværkerne arbejdede blev udlagt regelmæssig før 710. På nogle afgrundene blev det samme håndværk udført år efter år. Der må have været et system med tildeling af jordstykkerne. Formentlig er det blevet administreret af en kongelig foged. Markederne må være holdt om sommeren. Håndværkerne havde ikke meget ly og måtte arbejde i det fri. Om vinteren var markedspladsen antagelig ofte udsat for oversvømmelse.
Skt. Nicolai Gade
Markedspladsen lå med lange smalle parceller på begge sider af den nuværende Skt. Nicolai Gade. Man kalder den også for Danmarks første gågade. Resterne af den plankebelagte gade ligger stadig nogle meter under den nuværende gade. I denne gade var der gjort store fund fra vikingetiden. Måske var det en stormand eller friserne, der anlagde markedet.
Lidt nordøst for markedet er der fundet 30 grave fra 700 – tallet. Her er der fundet kamme, hesteudstyr, nøgler, knive, glasperler m.m.
Tilladelse til kirke
Hrok den Anden (konge fra 856) gav tilladelse til opførelse af en kirke i Ribe, og at en præst måtte bo her. Ansgar blev modtaget ved hoffet, men kongen blev ikke døbt. Det beklagede paven i 864.
Sikret for stormflod
Udgravninger har fastslået, at den tidligste aktivitet foregik på et lidt højere liggende sted nord for byen. Hidtil har man antaget, at det var i den sydlige del, der hvor domkirken senere er blevet anlagt.
Grunden til at man valgte det nordlige sted var sikkert, fordi, at her var man sikret for stormfloder.
Hedninge og kristne, side om side
Men der bliver stadig gjort nye fund ved Ribe. Gennem de seneste årtier er der rejst tvivl om Danmarks Kristning. Harald Blåtand tilskrives normalt æren. Til minde om troskiftet lod han den store Jellingsten rejse omkring år 965.
Endnu igangværende udgravninger ved Ribe Domkirke har imidlertid påvist en kristen kirkegård, som er væsentlig ældre og hvis grundlæggelse snarere skal tillægges missionæren Ansgar.
Meget tyder på, at hedenskab og kristendom har kunnet eksistere side om side i hvert fald i dele af landet. En anden historie fortæller, at det var Harald Blåtand, der gav tilladelse til opførelse af en kirke i 935. Denne kirke stod klar i 950.
Helårshuse fra 750
Jordlodderne var omgivet af grøfter. De ældste bygninger, der var beregnet til helårsbeboelse, som man har fundet resterne af, stammer fra år 750. I 800 – tallet blev bygrænsen markeret af en simpel grøft, der indesluttede et areal på ca. 12 hektar.
Forsvar
I 900 – tallet var grøften blevet afløst af en meget bredere voldgrav og en vold, der tjente som forsvarsvold. Skriftlige kilder bekræfter, at Ribe var en vigtig by i vikingetiden. Men voldene hjalp ikke meget i 1043, da byen blev plyndret af venderne.
Heste – og kvægtransport
I 1100 – tallet var byens areal fordoblet. Vold og voldgrav var nu blevet forstærket med palisader. Byen havde skibsfart til Norge og Østersø – landene.
Mange af de dyreknogler man har fundet stammer fra får. Dem holdt man får uldens skyld. Og store mængder af kogødning tyder på, at der her var kvæg beregnet til eksport.
Overraskende er det sikkert, at allerede i 700 – tallet var der gang i heste – og kvægtransport fra Ribe. En anden mulig eksportvare var tømmer fra de vestjyske skove. Dengang rummede skovene mange egetræer.
Antagelig er også dyreskind fra hele Skandinavien blevet eksporteret fra Ribe. Skindene var bedst fra de koldeste egne
Udgravninger viser, at Hedeby for 800 – tallet og 900 – tallet blev mere betydningsfuld end Ribe.
Økonomiske og politiske centre som Jelling og Ribe var forbundet til Hærvejen via sideveje og – spor.
Riberhus
Det er muligt, at Ribe Domkirke erhvervede en del ejendom fra sin egen biskop Odinkar. Hans far var jarl og således en højfornem mand, muligvis af kongelig æt. Odinkars fædrene arv var efter sigende en tredjedel af Winlandia, et område, der ikke nærmere kan ikke lokaliseres i dag.
I 1115 anlagde Kong Niels Riberhus, og herefter begyndte man byggeriet af domkirken.
Man mener, at slottet bestod af en række sammenhængende huse, der lå omkring en gårdsplads. I de fire hjørner stod der runde tårne med kanoner, der skulle forsvare slottet. De tykke mure og voldgraven gjorde det svært at indtage borgen. Når man skulle ind på slottet måtte man hen over vindebroen og gennem porthuset.
Ribe Domkirke
Ribe Domkirke blev opført af tufsten, som er en vulkansk stenart fra Rhin – egnene. Det kom til Ribe som ballast i de skibe, der skulle bringe danske landbrugsprodukter sydpå.
På et tidspunkt havde byen tre klostre.
Ribe Domkirke hedder egentlig Vor Frue Kirke Maria. Og en anden historie end de vi lige har fortalt, fortæller, at det var Biskop Thure, der startede med at bygge den omkring 1150. Den er bygget over den ældre kirke vi omtalte i indledningen.
Og i Maria kirken blev kong Erik Emune begravet. Han var blevet dræbt under et tingmøde.
Rundetårn kunne ligge på tværs
Kirken er 63 meter lang og 36 meter bred. Rundetårnet kan ligge på tværs derinde.
I 1177 blev bisp Stephan begravet i kirken. Man siger, at syge kan blive helbredt ved at stå ved hans grav.
Bevidst byplanlægning
Byens grundtræk er præget af udbygningen i 1200 – årene. Havnen lå ved åbredden og blev domineret af borgen. Byen med domkirken er klart adskilt fra borg – området. De buede gadeforløb er sikkert bevidst byplanlægning, hvor man har stræbt at fordele lyset ligeligt mellem husene. Gaderne er orienteret efter tre punkter, overgangen over åen, domkirken og havnen. Anlægget af vandmøller medførte store opstemninger af åen, som også gav byen et system af beskyttende vandgrave.
Antallet af stenhuse var da allerede meget stort.
Det må antages, at omkring 1200 var Ribe, Danmarks vigtigste by. Affald flød i byen, man boede tæt, og det var ikke særlig befordrende for helbredet.
Dronning Dagmar
I 1205 blev prinsesse Drakomira af Böhmen gift med den danske kong Valdemar Sejr. Hun blev til Dronning Dagmar af Danmark. Hun døde meget ung, kun 23 år gammel i barselssengen i Ribe. I en kendt folkevise hedder det:
Brylluppet blev holdt på Riberhus. Dronning Dagmar ønskede sig ikke smykker. Eller andre rigdomme. Hun ønskede, at de mange fanger i Valdemars fængsler blev givet fri. Og at bøndernes skat blev sat ned. Valdemar opfyldte begge hendes ønsker.
De vantro dræbte biskoppen
Den frisiske præst Leofdan blev den første bisp i Ribe. De vantro forfulgte ham, og dræbte ham med spyd, da han satte over en å. Ja denne skæbne kan man læse i Ribe Bispekrønike fra omkring 1230. Leofdan blev begravet på den hellige jomfrus kikegård. Senere blev han flyttet inden for kirkens mure, i den nordlige del.
Denne Leofdan optræder ikke i Ribe martyrfortegnelse.
1246 var et forfærdeligt år for Ribe. Borgerkrigen blussede op. Og der skete store ødelæggelser.
Riber Ret
Til vore ældste byretter hører Tønders fra 1243. den var identisk med Lübecks latinske stadsret. Dens 104 artikler, som var stadfæstet af kejser Frederik den Anden, konge af Jerusalem og Sicilien, rummede adskillige juridiske fænomener, som må have voldt kvaler i Tønder, fordi de var fremmede for Jydsk ret. På længere sigt fik Tønder stadsret betydning , fordi den på en lang række punkter danner forlæg for Ribes latinske stadsret fra 1269.
Fordi Ribe var en travl by, var det vigtigt med faste retningslinier. Erik Klipping stadfæstede Riber Ret. Den blev væsentlig strengere end Jyske Lov. Et mord kunne man ikke betale sig fra. Det var dømt hængning. Vareforfalskninger eller forkerte opmålinger førte også til døden. Grunden til den hårde straf, var sikkert fordi Ribe var handelens by.
De gejstlige kunne dog ikke dømmes af denne ret. De blev dømt af biskoppens egen domstol. Første gang, vi hører om denne domstol er i 1145.
Et gammel ordsprog viser også, hvor frygtet denne Ret var:
Den ældste Riber Ret bestod af 60 artikler, men efterhånden blev den udvidet til 123. Tyvenes arvinger måtte afstå hele deres arv til byen og fogeden. Selv det at forfalske honning førte til galgen. Kvindelige tyve blev ikke hængt, men begravet levende for den kvindelige æres skyld. Dette skulle være sket ved at kvinden fik en balje over sig, så der ikke blev kastet jord direkte på hende.
Mord på Christoffer
Der er sket mange mord i Danmarkshistorien. Og en af disse skulle angivelig være sket på Christoffer i 1259. Han regeringstid var kort og helt opfyldt af arvefjenden Abels tilhængere. Heri indgik hans bitre modsætningsforhold til rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen. Om det var en pludselig opstået sygdom eller om han var blevet forgivet. Det er spørgsmålet? Men det sidste kan sagtens forklares med den politiske situation, dengang. Hans dronning, Margrete Sambiria levede ind til 1282.
Christoffer blev endda begravet kristeligt og fik sit leje inde i selve domkirken. Ærkebispen ville gerne hav en forklaring på dette. Og Ribe – biskoppen forklarede, at kongen på sit dødsleje viste tydelige tegn på anger. Han havde åbenbart også haft tid til at give løfte om at genoprette den krænkelse, han havde forvoldt ærkebispen.
Tårnet styrter sammen
Julemorgen 1283 styrtede store dele af borgertårnet på Domkirken sammen. Man havde ikke så mange penge til at genopbygge den, så den blev 12 meter kortere.
Det spændende er også at Kong Valdemars Jordebog, blandt andet indeholder en rejserute fra Ribe til Jerusalem. Afskriften er foretaget af Sorø Klosters skrivestue omkring år 1300.
Vægterordning
Vægterordningen fandtes allerede i 1300 – tallet. Ja de patruljerede i Ribes gadehelt frem til 1902. De sørgede for ro og orden i gaderne. Og hver time sag de et vægtervers.
Bykloster
En af de bedst bevarede middelalderlige bykloster i Danmark finde vi også i Ribe. Det er Sortebrødreklosteret. Det kaldes også dominikanerklosteret. Det nederste stokværk er fra omkring år 1300.
Munkene måtte ikke eje noget. Klosteret blev finansieret af gaver og almisser fra befolkningen.
Lyst i band
Den 12. marts 1350 blev ridderen Lage Rød lyst i band af bispen i Ribe. Hans forbrydelse var, at han sammen med medskyldige havde sat sig i besiddelse af kirkelig ejendom, dels Ribe – kirken men også taget forskellige sognekirkers ejendom.
Det var også omkring dette årstal, at Den Sorte død ramte byen.
Dronningen købte slottet tilbage
Slægten Limbek holdt både med den danske og holstenske side. Man vidste aldrig, hvor man havde dem. Det handlede hvis om, hvad der bedst kunne betale sig. I 1399 kunne Dronning Margrete den Første således købe Riberhus tilbage. Ja og i 1411 var det sågar Limbek – slægten, der skyldte dronningen penge.
Brand i kirken
I 1400 – tallet faldt indbyggertallet i Ribe. Det skete blandt andet som følge af pestepidemier.
I 1402 bredte en brand sig til domkirken. Det var efter denne brand man tilføjede et ekstra skib.
Hr. Peder til Riberhus
Igennem næsten et helt liv var Peder Nielsen til Ågård dronning Margretes nærmeste rådgiver. I længere tid var han lensmand på Riberhus. Han kaldte sig Hr. Peder. Men se det havde ikke gået i 1526, da forlangte Frederik den Første, at alle adelsslægter skulle antage faste slægtsnavne. Hr. Peders efterkommere kiggede på deres våbenskjold med den gyldne stjerne på blå bund, og fra da lægten Gyldenstierne.
En anden Peder blev i 1409 biskop i Ribe. Det var Peder Lykke fra den dengang beskedne sjællandske lavadel Bille. Slægten opnåede med dette en anseelig position, som endte med en titel som ærkebiskop i Lund.
Kong Erik holder vigtigt møde
Kong Erik henvendte sig omkring midsommer 1421 til alle tre landsting. Her fik han udførlig vidnesbyrd om Slesvigs statsretlige stilling. Den jyske forsamling trådte ikke sammen i Viborg, men i Ribe. Har mødte samtlige jyske bisper, en store skare af nørre – og sønderjyske adelsmænd, samt borgmestre fra Flensborg, Haderslev og Aabenraa. Også en række nørrejyske købstæder var repræsenteret.
Det blev udtalt:
Lavadelen sendte sine børn til højadelen eller bisperne. Man skulle våbenduelighed og godsadministration. I Ribe Stift var det Iver Munks slægt som egnens talrige lavadel der flokkedes om bispestolen. Talrige ægteskaber blev indgået på Bispegården. Iver sørgede så for en passende forlening af bispegods.
I 1443 blev Christoffer af Bayern kronet i kirken . Det var en spektakulær begivenhed.
Adelen havde fortrinsret
I praksis havde både kongen og bispen indflydelse på besættelsen af bestemte embeder. Paven forsøgte at få indflydelse i Ribe, men det lykkedes ikke. Det var kapitlet selv, der ved naturlig afgang valgte nye medlemmer. Og når et nyt embede blev ledigt, kunne yngre kanniker med fattigere embeder efter anciennitet vælge at lade sig forfremme.
Ofte var det sønner af stiftets fogedadel, der fik de bedte stillinger.
Også i Ribe fandtes en stadskælder med monopol på udskænkning af importerede kvalitetsdrikkevarer. Overskuddet gik ofte i borgmestrens og rådmændenes lommer.
Gejstligt centrum
Ribe Domkirkes massive nordtårn tilhørte ikke selve domkirken, men ansås for at være købstadens. Den brugtes, som det også var tilfældet i udlandet som vægtertårn. Her hang også byens stormklokker. Indtil man i 1448 fik et nyt rådhus fungerede tårnet vist nok som en slags arkiv. Byens borgere brugte i ældre tid tårnet til at opbevare værdigenstande i.
I 1460 var Ribe et gejstligt centrum. Der var fire klostre med kirker udover domkirken samt seks andre kirker og helligåndshuse. Byeen var kongesæde i Valdemarerenes tid.
Riber omgang
Omkring år 1500 var slægten Juel i vanskeligheder i Ribe Stift. Munk – slægten overtog bispestolen, og dermed de bispelige forleninger.
Det var også omkring det tidspunkt, hvor Riber Ret benådede en førstegangstyv til blot at mist et øre. I gentagelsestilfælde var galgen ham vis.
Ribe Domkirke var vokset til at være femskibet. Men det er nok de færreste der ved, at syd for kirken fandtes en lukket gård omgivet af Riber Omgang. Den er nu næsten helt forsvundet. Men det var her, der befandt sig retslokaler.
Borgerskabet promenerede i kirken
Og domkirken var så stor, at her kunne borgerskabet promenere i. Det indebar så den fordel, at de ikke skulle træde på al den affald, der var i gaderne.
Hårdt at være bisp
De enkelte bisper havde en vis mulighed for indkræve skatter. Og selv om de havdestore indtægter fra deres gods, var der også mange udgufter. Således kom mange bisper i en betrængt situation, når paven forlangte drøje udnævnelsesgebyrer. Omkring år 1500 udskrev Ribebispen således en gylden af hver sognekirke tre år i træk. Ja han forsøgte endda, at gøre ordningen permanent.
Sørøverjagt
I middelalderen foregik der mange henrettelser i Ribe. Bødelens sværd var udstyret med blylodder, for at gøre slaget ekstra tungt. I 1500 – tallet var sørøveri i Nordsøen en stor plage. Siden Valdemar den Stores tid havde det været skik, at halshugge sørøvere, og sætte deres afhuggede hoved på stager ved havnene indløb til skræk og advarsel for ligesindede.
En af de mest kendte sørøvere var Morten Thode. Ham og hans mænd blev halshugget den 6. februar 1555.
I 1573 vandt Hans Jessen stor anerkendelse i byen, da han fangede nogle sørøveren Alexander Hock. Hans Jessen fik tildelt 9.000 Rdl og benævnelsen Søhane for hans store heltemod.
Oprør fra bønderne
I det nordlige Slesvig og sydlige Jylland nægtede bønderne i 1525 at betale tiende til domkapitlet i Ribe. Frederik den Første skrev til sin søn Hertug Christian, der var forlenet med Haderslev og Tørning Len, at man overalt er oprørsk imod gejstligheden. Det kunne frygtes, at oprøret ville brede sig. Og det gjorde det.
Byens nedtur starter
Byens nedtur startede omkring reformationen i 1536. Næsten alle katolske klostre og 13 kirker blev nedrevet.
Ribeartiklerne
Sognepræsterne fra den katolske tid fortsatte normalt i deres embeder. Bortset fra de sognekald, hvor kronen, adelen eller kapitler fra gammel tid havde kaldsretten, skulle sognepræsterne herefter vælges, når et kald blev ledigt.
Kirkeordinansen er noget uklar med hensyn til menighedens medvirken ved præstevalget, og det førte til, at man i 1542 måtte udvide bestemmelserne med Ribeartiklerne. :
Det var netop også i 1542, at Hans Tausen blev biskop i Roskilde. Han oversatte bibelen til dansk og skrev en samling af prædikener, der blev udgivet. Han skrev også nogle enkelte salmer.
Storhedstid
I en tysk bog med europæiske byprospekter fra 1598, er der også et stik fra Ribe. Byen er fremstillet med studedrift i forgrunden. Det er et vidnesbyrd om, at byen havde et internationalt ry. Til højre ses Riberhus, der blev ødelagt i svenskekrigen 1658. Kun pramme og småskuder kunne sejle op af åløbet og lægge til ved byens skibsbro. De større skibe måtte blive liggende uden for åmundingen eller benytte Rømøs havn.
Stakkels mand
Gamle bestemmelser i købstædernes lokale stadsretter gik ofte på tværs af nye love, og det var ikke sådan at ændre disse ærværdige paragraffer. Det gav for eksempel Ribe Ret hjemmel for, at horekarle, der havde ligget i med gifte kvinder, kunne dømmes til af kvinden at blive trukket gennem Ribes gader med snor i penis.
Taarnborg
Omkring 1570 – 1580 blev Taarnborg opført. Dengang var bygningen omgivet af stalde og lader, selv om den lå inde i byen. I dag har den lille byherregård et tag af rødt tegl. Man har i bygningen fundet træbjælker, de rkan dateres tilbage til starten af 1500 – tallet. Til Taarnborg hører også et mindre bindingsværkshus. Kaldet Hundehuset. Det er fra midten af 1700 – tallet. Her har blandt andet været posthus. Jo og så var det også her salmedigter og biskop Hans Adolf Brorson boede.
Storbrand
Den 3. september 1580 hærgede en storbrand, hvorved store dele af byen forsvandt i flammerne. Der tales om, at 11 gader og 213 ejendomme blev lagt øde.
De fleste af Ribes huse var tækket af strå. Men der var strenge bestemmelser om hvorledes man skulle forholde sig med ild og lys. Når der var marked måtte man ikke have ild i ølboderne eller i staldene ud for Nørreport. Rebslagerne måtte ikke tjære reb andet steds end uden byens porte.
Men mellem kl. 23 og 24 udbrød ilden i Kristen Borgs hus i den østlige side af Stenbogade, og inden daggry var den store katastrofe indtruffet. Brandet gav anledning til at byen fik sit første egentlige brandværn. Den 5. april 1581 vedtog borgmester og råd:
Året efter anskaffede byen selv 100 brandspande, der skulle opbevares på rådhuset. Men først i 1650 anskaffede byen selv en sprøjte. Den blev købt i Tønder og kostede 135 Daler.
Folkeviser
Anders Sørensen Vedel rejste rundt i landet og samlede materiale til sine historiske værker. I 1581 bosatte han sig i Ribe. Hvor langt han egentlig nåede med sin Danmarkshistorie vides ikke. Hans manuskripter gik til grunde ved Universitetsbibliotekets brand i 1728. Han nåede dog at udgive et værk bestående af 100 folkeviser i 1591.
To vægtere blev slået ihjel
I 1593 blev Harder Jepsen dømt for at have stukket to af byens vægtere ihjel. Til skræk og advarsel for byens borgere blev han skåret i småstykker. Og hovedet sat på en stage. , så alle og enhver kunne se, hvad der sker, når man forgriber sig på myndighederne.
Den store menneskedrukning
Med jævne mellemrum er Blanke Hans skyllet ind over marsken od ødelagt huse og veje og drevet folk op på højtliggende steder for at redde livet.
På Skibbroen står en stormflodssøjle. Den viser, at vandet i 1634 stod godt seks meter over normal vandstand. Det var under Den store menneskedrukning. Dengang druknede mindst 8.000 mennesker og mange tusinde husdyr.
Selv inde i Domkirken stod vandet højt. Pillen bag ved prædikestolen viser at vandet stod 170 cm over gulvhøjde.
Pest
I 1659 brød en voldsom pest ud, 900 udkom. I 1650 boede der 3.500 i Ribe. Dette tal var 1672 faldet til 1.939.
Serien om Ribe fortsætter
Kilde: Se
Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
Hvis du vil vide mere: Om havneforhold ved Ribe: Læs
Hvis du vil vide mere: Om Sønderjyllands tidlige historie. Læs
Hvis du vil vide mere: Om Lov og ret (Riber Ret), samt hekse: Læs.
Dato: august 31, 2022
Fra Sønderho til Ribe
Det var gårdejer Jacob Michelsen fra Aabenraa, der skulle på den forholdsvis korte tur fra Sønderho på Fanø til Ribe. Dengang var han ung. Vadehavet er et farligt farvand. Jacob blev kaldt hjem fra sommerferien. Der var høbjergning langs engene. Han kom ombord på ”Lykkens Haab”. Jacob havde lidt erfaring fra Aabenraa Fjord. Pludselig var der helt vindstille. Så ventede man på, at vinden skulle vende. Skipper havde meget tålmodighed. Han advarede mod en hård nat. Så kom stormen. Den udviklede sig til orkan. En båd drev forbi. Og pludselig var ”Lykkens Haab” også i drift. Det lykkedes at smide et ekstra anker. Så stilnede orkanen af. Store skader på andre skibe. En hjertelig afsked med skipper. Det blev desværre aldrig til et gensyn med ham.
Gårdejer Jacob Michelsen
Det er gårdejer Jacob Michelsen i Kolstrup ved Aabenraa, der har efterladt nogle erindringer fra en dramatisk sørejse fra Sønderho på Fanø til Ribe. Vi har bearbejdet en beretning fra Sprogforeningens Almanak.
Et farligt farvand
Alle der plejer at sejle i Vadehavet er opmærksom, hvor lumsk dette farvand kan være. Det er ikke altid at man bare tager herud. Selv da undertegnede som barn legede i forlandet og badede i prilerne – ja så blev der givet strenge instrukser fra Opa, der boede i Ny Frederikskog syd for Højer. Han var det der hedder erhvervsfisker og havde en kutter.
Jacob blev kaldt hjem
Jacob havde i 1860’erne tilbragt sin sommerferie i det venlige og ejendommelige Sønderho, da han blev kaldt hjem. Hjemturen skulle gå over Nordby. Planen var at han skulle tage med en af små-skuderne, der dagligt sejlede til fastlandet i høbjergningstiden.
Høbjergning
Sønderhoningerne havde dengang deres enge ovre på marsken ved Ribe – kanalen. Det var kun muligt for dem at hjemføre høet ombord på sådanne småskibe. Det gjaldt da om, når flodtiden var på det højeste, med fuld ladning at nå så tæt ind mod kysten ved Sønderho, så høet, når ebbetiden indtrådte kunne blive befordret hjem over på den tørlagt strandbred.
Den strakte sig så langt øjet kunne syne. Mens høet blev hjemført, udfoldede der sig et interessant og broget folkeliv ved stranden. Det skete dels med hestekøretøjer, dels på trillebøre. Beboerne, i det væsentlige kvinder og børn havde travlt med at få høet bjerget. Og det skulle ske inden floden kom.
Om bord på ”Lykkens Haab”
Da der kun var en mils vej fra Sønderho til Ribe – kanalen fortsatte Jacob. Under gunstige forhold ville turen kunne tilbagelægges på en halv time. Han gik ombord på ”Lykkens Haab”. Og så lærte han skibets besætning at kende.
Det var skipperen Lars Olsen. Han var en gammel prøvet havgast, der havde lagt op fra sejladsen på de store have og ellers fordrev tiden med at fiske. Men når høbjergningstiden kom, var han rigtig i sit es. Så drømte han tilbage på alle de fremmede lande, som han havde besøgt.
Han bød Jacob velkommen med et nævetag. De blev enige om godtgørelsen for turen. Hans styrmand, bådsmand m.m. var hans sønnesøn, en knægt på 13 år. Det var hele besætningen. Af andre passagerer var der en ældre og en yngre kvinde med ombord. De skulle med over engen og hjælpe til med høbjergningen.
Jacob havde erfaring fra Aabenraa Fjord
I løbet af et kvarters tid lettede man. Som ung havde Jacob sejlet rundt derhjemme på Aabenraa fjord. Han var således kendt med nautiske kundskaber. Han hjalp derfor til med at hive ankeret ind, hejse mærssejl og fok og bringe skuden over stag. Det fornøjede øjensynligt Lars Olsen at have fået ”en befaren mand” ombord.
Klokken var omtrent to om eftermiddagen, da man i herligt sommervejr for en svag vestenvind stod ud fra land. Efter skipperens mening ville sejlturen vare en god times tid. Jacob regnede så med at han på toppen af et læs hø så kunne være i Ribe inden aften. Så ville han kunne tage diligencen østpå. Men det viste sig at Jacobs rejse ikke ville blive så behagelig og uforstyrret, som han havde ventet.
Vindstille
Kursen var sat lidt mod nord for at klare Kielsand, en temmelig langstrakt flad grund omtrent midtvejs ude. Men til sidst blev det helt stille. Der var ikke mere vind. Man blev nødt til at kaste anker for ikke at blive ført ud gennem Knudsdybet. Der lå båden nu. Fanø var til venstre, hvor man så fannikkerne i folkedragten med de maleriske røde og grønne skørter bevæger sig på strandbredden, Ribe lå til højre med udsigt til den travlhed, der herskede på engene og hvorfra den ene læs hø efter det andet blev kørt ind til købstaden med domkirkens høje tårne ragende op over de lave huse.
Skipperen forsikrede om at en brise sikkert ved solnedgang ville komme til hjælp. Man forsøgte at få tiden til at gå så godt man kunne. Der blev udvekslet historier fra søen over en kop kaffe.
Pludselig var der tåge mod land
Den lovede vind kom også men fra den forkerte retning. Nu var der kommet modvind. Ikke desto mindre blev der sat sejl for at krydse så tæt under land som muligt og benytte den første gunstige lejlighed til at løbe ind i kanalen.
Jacob fik overladt rorpinden og nød den skønne natur. Men efterhånden begyndte fastlandet at forsvinde som i en tåge. Men Vesterhavet var blankt og roligt og snart kom månen frem. Der var ingen, der havde en anelse om, hvad passagerer og besætning kom til at opleve.
Man ventede på at vinden ville vende
Der blev kastet anker, sejlene blev beslaget og så gik man ellers til køjs. Det vil sige at passagerne krøb ned i lasten og lagde sig i nogle knipper hø.
Jacob vågnede først da solen stod højt på himlen. Der blæste en jævn kuling fra øst. Man var nødt til at vente indtil vinden drejede sig så meget mod nord eller syd, at man kunne lægge ind i kanalen. Men vinden fortsatte med at blæse fra samme retning. Der viste sig truende skyer. Hen på eftermiddagen begyndte det at regne.
Skipper havde tålmodighed
I løbet af dagen ankom der en halv snes andre fartøjer som også blev nødt til at kaste anker og afvente en gunstig vejrændring. Blandt skibene var en skonnert lastet med hvede. Den næste morgen skulle den afgå til Hamborg.
For at være en komplet sømand skulle man være i besiddelse af tålmodighed. Det var en egenskab som Jacob ikke var i besiddelse af. Men det havde Lars Olsen i fuldt mål. Han røg roligt på sin kridtpibe, tyggede sin skrå, mens han nøje mønstrede enhver af de skuder som ankom. Han forklarede derefter Jacob deres bygning og bestemmelse.
Skipper advarede mod en hård tørn
Henimod aften begyndte vinden at tage af. Lars Olsen forklarede at den sikkert efter solnedgang ville springe om i vest. Men desværre mente han også, at man om natten kunne forvente at få hårdt vejr. ”Vi kommer ikke i land i aften”, sagde han. Og så advarede han om, at det sikkert blev en hård tørn. Han håbede at de kunne ride stormen af i løbet af natten og så komme ind i løbet af næste dag.
Lars Olsen bad nu Jacob om at hjælpe med at gøre det andet anker klar. Skipper gjorde Jacob opmærksom på at solen gik ned bag mørke skyer og at bølgerne langt ude var begyndt at rejse sig.
Så kom stormen
Lars Olsen brugte det sværeste torv til det andet anker. Lastlugerne blev forsvarligt skoddede. Fruentimmerne sendte han ned i kahytten og skød lugen for. Klokken 8 kom så den storm som kun vestkysten folk kender så godt. Søen kom rullende ind gennem Knudsdyb i lange dønninger. Det andet anker blev kastet ud.
Bølgerne blev højere og højere og skummet piskede hen over dem. Himlen var sort af skyer. Skipper mente, at bare tovværket ville holde, så skulle de nok klare den. Men selv om det var begyndelsen, ville det efter alt at dømme blive en orkan.
Søerne blev højere og højere og dansede lystigt rundt om de små fartøjer. Mørket og stormen tog til. Skipperen og Jacob stod forude for at påse, at tovene ikke blev gnavet itu. De blev naturligvis gennemvåde.
En båd drev forbi
Knægten var blevet sendt ned til fruentimmerne. Sådan sod de så en halv times tid. De holdt øje med tovene. De blev naturligvis gennemvåde. Så der drev der pludselig noget mørkt forbi i en voldsom fart.
Det var en af de andre både, hvor ankeret havde sluppet sit tag. Den ville drive mod land. Og lidt efter skete det samme for skonnerten.
Båden skingrede fra side til side. De to på dækket havde svært ved at holde balancen. Fruentimmerne bankede på lugen. De ville op på dækket. Men skipperen råbte, at de skulle holde deres mund. Øjeblikket var kritisk.
Båden var i drift – alvorlig fare
Pludselig fik Lars travlt. Han råbte:
Det var rigtigt. Skibet drev i jævn fart mod land og passerede et mindre skib i en afstand af 100 alen. Men i en hast blev ankeret kastet over rælingen. Det kunne gælde liv eller død. Jacob fik først senere et indtryk af situationens alvor.
Skibet lå nu stille. Det var på høje tid for 20 – 30 alen væk lå et skib, som man let kunne have stødt sammen med.
Orkanen var stilnet af
Nu var orkanen stilnet af selv om søerne fra havet stadig skyllede ind over skibet. Jacob frøs i den barske blæst i de våde bukser. Han fulgte opfordringen med at gå ned og lægge sig. En luge blev fjernet. Han krøb ned i lasten og rodede sig forsvarligt ind i høet, men det lykkedes ham ikke at falde i søvn.
Nu meldte søsygen sig også. Godt nok var han vant til Aabenraa Fjord men ikke til disse ekstreme forhold.
Først hen ad morgenstunden faldt han i en urolig slummer og drømte om et drivende vrag og skibsforlis. Da han vågnede, var det blevet dag. Der blæste endnu en frisk kuling fra nordvest.
En kop varm kaffe og derefter nogle spring på dækket hjalp til med at få blodet i bevægelse igen.
Store skader på andre skibe
Nu kunne først se, hvilke ødelæggelser stormen havde forvoldt. Af de 12 fartøjer, som lå udenfor, da uvejret begyndte, var de seks mere eller mindre beskadigede, drevet i land og yderligere af en springflod, hvis lige ikke var kendt i mands minde, kastet højt op på den sandede strandbred, nogle endog ind over engene.
Skonnerten lå med en alvorlig lækage på det tørre og en større fiskerbåd var af springfloden kastet en halv mil ind på engen. Da Jacob senere ombord på et hølæs kørte til Ribe, lagde han mærke til, at den lå halvvejs mellem havet og byen.
En hjertelig afsked med skipper
Efter at man nu ved middagstid lå fortøjet inde i kanalen tog Jacob en kort og hjertelig afsked med Lars Olsen og de to rejsefæller. Men han ville på ingen måde tage imod betaling for overfarten.
Han mente at Jacob på en så god måde havde taget sin tørn, så det kunne det slet ikke blive tale om. Jacob sprang i land men lovede at kigge ind til ham, når han igen gæstede Fanø. Det blev dog aldrig til noget.
Det blev aldrig til et gensyn
Et halvt år efter denne dramatiske sørejse fra Sønderho til Ribe, druknede både han og Jacobs vært, da de var på fiskeri sammen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Dato: juli 14, 2021
Dankirke – syd for Ribe
Sagnet siger, at Ribe startede syd på. Og da man så endelig kom i gang med at grave fandt man ikke en kirke men så mange andre ting. Der er gjort fund tilbage fra 200 f.Kr. En vurderingsmand undrede sig i 1882. Men arkæologer kom ført i 1905. Og det blev kun en kort undersøgelse. Men så endelig blev der i 1965 til en femårig undersøgelse. Her var en omfattende produktion. 1 ½ tons keramik er der fundet. En markbog fra 1663 afslørede, at her lå noget særligt. Var der religiøse ceremonier. Ved Vadehavscentret blev der også gjort mange fund. Man startede med at kalde det ”Egebæk-Huse” men blev enige om at kalde det for Okholm. Mon dette sted afløste Dankirke? I Ribe blev man færdig med et treårigt projekt, hvor man gravede ned i tre meter på den tidligere markedsplads.
Sagnet sagde, at Ribe begyndte syd for byen
Vi er vel ca. 7 km syd for Ribe. Her er der gjort nogle spændende fund. Vi skal også beskæftige os med et sted i nærheden af dette sted, som hedder Okholm.
Dankirke ligger 400 meter vest for Egebæk.
Et sagn fortæller at Ribe startede syd for byen. Og fund beviser, at det er rigtigt. Dankirke var et betydningsfuldt handelssted, Fund viser, at stedet havde forbindelser til mange steder i verden.
Måske var det besejlingsforholdene, der havde ændret sig, for handelsstedet flyttede senere ind til Ribe. Det er fund af sjældne mønter, der forbinder stedet med Ribe. Man ved, at der i Ribe blev oprettet ca. 70 boder.
Her er gjort mange fund
Her i Dankirke har man fundet 38 romerske denarer, 3 merovingske sølvmønter fra handelsbyen Dorested i Frisland, dateret fra 600 – tallet.
De sidstnævnte mønter var nogle man kun brugte på markedspladser, hvor købmænd og handelsrejsende lagde til med deres skibe. Også otte frisiske eller sydengelske sceattas fra begyndelsen af 700 – tallet er fundet her.
Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker fortæller om talrige håndværkere, der var beskæftiget med guldmediearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber.
Da man påbegyndte udgravningerne igen i 1965 overraskede fundene overraskede fundene af de rige oldtidssager. Man fandt også hustomter fra ældre germansk jernalder. Dengang var disse fund en sensation. Men i mellemtiden har man gjort lignende fund andre steder i Danmark.
Fund fra 200 f.Kr.
De fund man har gjort ved Dankirke spænder fra 200 f.Kr. til omkring 750 e.Kr. I Yngre Jernalder var det en ideel handelsplads tæt ved vandet.
Det var egentlig interessen for vikingetidens Ribe, der i 1960’erne førte til genopdagelsen af Dankirke. Omkring år 860, i slutningen af Asgars levetid, skulle kong Hårik den Yngre have skænket ham en byggegrund i Ribe, således at der kunne bygges en kirke her. Dette var sket tidligere i Birka og Hedeby.
De første regulære udgravninger i Ribe med henblik på at finde denne kirke blev påbegyndt i 1955. Men mod forventning fandt man ikke fund, der gik længere tilbage end til år 1100. Men det har da senere hen ændret sig.
Man mente, at Dankirke simpelthen flyttede til Ribe, og her opstod ca. 70 boder. Ja sådan var holdningen, men så fandt man et nyt sted i nærheden.
Og ved Dankirke blev der i 1964 foretaget en privat prøvegravning, der ved et tilfælde ramte lige ned i et stolpehul med rige fund. Heldigvis blev fundet anmeldt til det lokale museum, der dengang hed Antikvarisk Samling i Ribe.
Dette blev så overdraget til Nationalmuseet, der i årene 1965 – 1970 foretog flere systematiske undersøgelser. Det var dog ikke Danmarks første kirke, der dukkede frem, men mange andre interessante ting.
En vurderingsmand undrede sig i 1882
Langt tidligere har der været foretaget udgravninger dette sted. Således kom der en henvendelse i 1882 fra en vurderingsmand, der gjorde opmærksom på at en jordlod havde det mærkelige navn ”Dankirke”.
Dette fik gårdejer Siemensen i Varming til at undersøge grunden lidt nærmere. Han kunne konstatere, at der fandtes et ca. 3 fod dybt fedt muldlag, hvor der overalt forekom rester af urner, aske og brændte ben. Laget fortsatte tilsyneladende ind på nabolodden. Dette forekom meget mærkeligt, da marken ellers synede af meget dårlig beskaffenhed.
Gårdejeren mente, at det var en gammel begravelsesplads der havde forbindelse med det gamle Ribe. Ifølge sagnet skulle det gamle Ribe have ligget på Faarup Hede. Han kunne også fortælle, at der på jorden ved Vester Vedsted Mark havde været tegn på en ildebrand.
De kom først i 1905
Museet i København takkede for indberetningen, men man var ikke i stand til at sende en sagkyndig til stedet. Ingen havde tid. Dette skete først i 1905. Anledningen var at det lokale museum atter engang havde gjort opmærksom på stedet. Sergent ved Grænsegendarmeriet J.J. Aller kunne nemlig meddele. At der i en ganske lav forhøjning nær Egebæk ved kulegravning var fremkommet lerkarskår og jernsager. Forhøjningen strakte sig over flere lodder. De fleste fund lå i en dybde af to spadestik. Alt blev indsendt Nationalmuseet med et brev af ”25. juli 1905 – sagerne fra Dankirk”
På grund af disse indsendelser blev der foretaget en hurtig undersøgelse på stedet. Og konklusionen var, at der på stedet var en boplads fra romersk jernalder og folkevandringstid.
Pladsen blev året efter under navnet ”Egebæk Huse” publiceret som boplads med dybe kulturlag og mange lerkarskår fra romersk tid. Ligeledes var der en bemærkning om at der på stedet var fundet grave. Man kunne meddele at der var fundet en romersk mønt som var sendt til Møntsamlingen i København.
Lige som de øvrige romerske mønter fra Dankirke er der tale om en denar fra det 2. århundrede.
En femårig undersøgelse
I 1962 indkommer en spiralsnoet guldfingerring til Nationalmuseet via Forhistorisk Museum i Århus. Ringen var fundet ved en privat rekognoscering med efterfølgende smågravninger i området omkring Dankirke. Findestedet var angivet til at være lidt sydøst for det senere ny gravede område. Men ringen må uden tvivl ses som en del af det samlede fundinventar fra pladsen.
Nationalmuseets arkiver indeholder flere informationer om aktivitet i Vester Vedsted sogn og specielt omkring Dankirke. En gruppe efterskoleelever tog i efteråret 1954 ud på Dankirke marken for at lede efter Ansgars Ribe. Derved blev der igangsat en femårig undersøgelse.
De fandt sted fra 1965 til 1970. Man undersøgte både et østligt og vestligt udgravningsfelt, begge beliggende på samme marklod og indbyrdes forbundet med søgegrøfter.
Der blev fundet rester af huse fra det 4. og det 5. århundrede efter Kristi. Mange hustomter er udgravet og man fandt rester af fire brønde.
Der fundet fund helt frem til det ottende århundrede.
Omfattende produktion
Dankirkes mange smykker, redskaber og ikke mindst støbeforme til smykker fortæller om tilstedeværelsen af talrige håndværkere, der har beskæftiget sig med guldsmedearbejde, bronzestøbning og fremstilling af jernredskaber. Derfor må Dankirke, i lighed med Ribe, have været sæde for en omfattende håndværksproduktion.
Jernredskaberne er i overtal. Småting som nøgler, søm og knive, men også større redskaber og våben. Forbruget af jern har været anseligt. Dette jern måtte afskaffes udefra. Intet tyder på at jernudvinding har hørt til arbejdet på stedet. Det gjorde det derimod i det nærliggende Drengsted og Snorup.
Mange mennesker må have været beskæftiget med jernudvinding store dele af året.
Masser af keramik er fundet
Var Dankirke måske underlagt et jysk kongedynasti? Måske var der langt flere handelspladser langs vestkysten, end vi har kendskab til? Var der en kristen mission på stedet, som navnet kunne hentyde til?
Det mærkelige er, at undersøgelserne omkring Dankirke flere gange gik i glemmebogen. Således er hovedparten af fundene kun tilgængelig i kortfattede oversigter. Alene fundene af keramik vejer 1 ½ ton.
En Markbog fra 1683
Trods alt har Dankirke eksisteret i omkring 500 år. Markedspladsen var der i ca. 100 år. Åbenbart er det hele bygget op omkring en stormandsgård. Allerede i 1683 kunne en ”Markbog” berette om det usædvanlige stednavn:
På Markbogens tid og på Videnskabernes Selskabs konceptkort fra 1794 var lokaliteten dyrket mark og det samme er tilfældet på det ældste matrikelkort som er målt i 1839.
Stedets navn i jernalderen har antagelig været en helt anden. Der synes at være 200 meter ubebygget område mellem to steder. Den ene brønd man har fundet, er dateret fra det 5. århundrede.
Analyser peger på, at de fund man har gjort, er spredt over et meget stort område. Det skyldes nok overpløjning.
Var der religiøse ceremonier?
Der er fundet rester af en kultvogn med bronzedetaljer. Vognfundet må også betyde, at et af bygningerne har været forsynet med mindst en vognport.
Mere end 1.000 glasperler og over 1.300 skår fra importeret hulglas er der fundet. Påfaldende er at stormandsgården ikke har været indhegnet. Der er også fundet 9 pilespidser, 10 lanse/spydspidser og 47 knive.
Eksperterne mener, at der her er forekommet religiøse ceremonier med offer- og blotfester. Man har således også fundet smykker af kobberlegering, glasperler, ædelmetaller i form af guld og sølv, Drikkehorn, lerkar og fødevarer. Kan dette have været offergaver?
Ved udstykningen nordvest for kirken fandt man i 1969 en værktøjskasse fra sen vikingetid. Det skal nok ses som et offer frem for en deponering. ’
I 1992 – 1993 fandt man i en mindre udgravning vest for kirken en nedbrændt halbygning fra det 6. århundrede. Her indgik flere drikkeglas.
I år 500 nedbrændte stormandens hus har man fundet ud af. Men hvad skete der med stormanden? Hvor mon han flyttede hen?
Fortsatte Okholm efter Dankirke?
Man har fundet to skattefund fra det. De er hver især ekstrem sjældne. Men kan det være tilfældigt?
I Okholm lidt over to km mod vest fandtes i 1859 ”Vester Vedsted – skatten” fra det 10. århundrede Den indeholdt ¾ kg guld og må have tilhørt et medlem af samfundets elite. Denne skat er fra anden halvdel af 900 – tallet.
Lidt vest herfor fandt man en grubehus-bebyggelse med enkelte spor for specialiseret håndværk. De ældste bebyggelsesspor er fra år 600. Det lignede nærmest en anløbsplads eller værkstedsområde og ikke et landbrugsområde.
Flyttede stormanden fra Dankirke til Okholm i det 6. århundrede? Boede han der til det 10. århundrede? Disse stormænd eller efterfølgerne må også have haft deres indflydelse på Ribe’ s opståen omkring år 700.
På den måde kan historien så måske leve om til den meget omtalte myte med at Ribes rødder skal søges i området syd for byen.
Flere fund ved Okholm
Det var netop i forår og sommer 2015 at Sydvestjyske Museer udgravede ved Vadehavscentret i Vester Vedsted. Og lokaliteten er Okholm, ca. 10 km sydvest for Ribe. Museet havde store forventninger til undersøgelserne.
I 1990’erne havde Den Antikvariske Samling mulighed for at udgrave her. Her fandt man en landbebyggelse fra vikingetiden, såvel som et stort antal grubehuse fra samme periode. Fundene fra især grubehusene var meget usædvanlige.
Man fandt spor af tekstilfremstilling, ravslibning, perlemageri og metalstøbning. Det var aktiviteter som man associeres til Ribe’ s markedsplads.
I 2015 skalle Vadehavscentret så udvides. Og her fandt man endnu 20 huse. Fundene man gjorde, havde relation til Ribe fra 7. til 13. århundrede. Man fandt også en brønd fra 602 e.Kr. Den var løbende blevet vedligeholdt til 746 e.Kr.
Bebyggelsen i Okholm er opstået ca. 100 år før etableringen af markedspladsen i Ribe. Men fandt også en brønd fra det 9. århundrede. Og det er interessant for det viser at livet gik videre her i Okholm trods etablering af Ribe.
Der blev fundet store mængder af slagge både i og omkring husene. Det kunne tyde på metal-arbejde. Man fandt også ni vævevægte.
Man fandt også fem stykker af den allerede omtalte sølvmønt scaetta. Denne har man efterhånden fundet 200 stykker af i Ribe.
Man fandt også i Okholm seks stolpebyggede huse fra middelalderen, sandsynligvis fra det 11. – 13. århundrede. Man fandt også en brønd, der kunne dateres til 1080. På denne tid ser du ud til, at der var ganske almindelige bønder, der levede på stedet.
Men bemærkelsesværdigt er det, at man fandt ni skår af ”Pingsdorf-keramik”. Denne tidlig – middelalder keramik er sjældent på landet. Til gengæld var der masser af denne type i Ribe. Den er importeret fra Rhinegnene.
Noget tyder på at Okholm afløste Dankirke som magtens centrum. Det må være sket omkring 600 e.Kr. Måske boede stormanden her allerede.
Et treårigt projekt blev afsluttet i Ribe
Hidtil har man troet at markedet i Ribe var sæsonbetonet. Men åbenbart var det permanent. Fundene afslører, at Okholm – bebyggelsen ikke blev nedlagt på grund af aktiviteterne i Ribe.
I 2018 kunne forskere analysere et kæmpe projekt. Gennem tre år havde man minutiøst gravet ned i tre meters dybde. Det var et hold arkæologer fra Aarhus Universitet og Sydvestjyske Museer, der havde fået en stor pose penge.
Fund af runeindskrifter fik forskerne til at spærre øjnene op. Undervejs i udgravningerne fandt man dagligt alt fra perler, mønter til tabte kamme til hundelorte og afgnavede ben.
Man har brugt masser af nye metoder i arkæologien fra 3D-laseropmåling til DNA – forskning og jordkemi. Undersøgelserne tydede på at markedet var permanent. Det kunne bl.a. se i bygningskonstruktionerne.
Da Ribe begyndte at vokse, var sejlskibstrafikken i sin spæde vorden på Nordsøen. Men frem til år 800 – det tidspunkt, vikingetiden traditionelt set begynder – får sejlskibene sit store gennembrud i Norden.
Der blev fundet mange spor af mange håndværk, jensmede, ravskærere, læderarbejdere, kammagere og ikke mindst smykkesmede, der arbejdede med bly, kobberlegeringer, sølv og guld. Omkring vikingetidens begyndelse begyndte der at komme masseproducerede perler fra Mellemøsten i store partier.
En markedsplads i Ribe
Omkring 705 har en konge eller en stormand givet tilladelse til at købmænd kunne falbyde deres varer i Ribe. På et 200 meter langt og 65 meter bredt område blev der opført en gennemgående gade med 6-8 meter brede parcelgrunde på hver side adskilt af skelgrøfter og plankelagte stier.
Forinden havde man planeret området med et tykt lag sand. Måske har det også for at gøre området attraktivt. Parcellerne var beboet og fulde af aktivitet.
Kilde:
Dato: januar 4, 2020
Landevejen mellem Tønder og Ribe
En vej har det næsten altid været. Men 70 år kæmpede Kongeriget med Slesvig om strækningen. Vejproblemer uden for Slesvig blev løst. Et modtræk fra Kongeriget, strækningen-Ribe – Haderslev. En vejforordning fra Slesvig. Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe egnen. Bidrag til anlæg af hovedlandevej fra Ribe til Tønder. Ulemper for lokalbefolkningen.
En vej har der næsten altid været
En vejforbindelse mellem Tønder og Ribe har der naturligvis været der fra gammel tid. Her har også været andre forbindelser end nu. Således gik ruten før fra Tønder til Gallehus og længere nord på. Langs disse veje i ældre tid er der ført ret mange okser, køer og heste syd på. De gik skam ikke kun af Hærvejen.
Der fandt således masse af udskibning af okser fra Ballum og Højer. Det var nok omkring 1612, at der eksporten var størst. Ja så var det jo også de store markeder i Tønder og længere syd på i Husum.
Vejproblemer uden om Slesvig blev løst
Det var en meget simpel vejforbindelse fra Tønder til Ribe. I slutningen af 1700erne gennemførtes vigtige reformationer. Man var godt klar over store vejproblemer.
I 1793 tog man et overblik over situationen. Enkelte strækninger med betydelig færdsel blev optaget som hovedlandeveje. Andre blev nævnt som mindre landeveje. Men for begge kategorier skulle de vedligeholdes af ”Det offentlige”. I Vestjylland var afstanden store og bebyggelserne små.
Åbenbart kiggede man ikke ved den lejlighed på problemerne i Vestslesvig. Det afgørende var vel at dette hørte under det Slesvigske ministerium og i øvrigt under den hertugelige administration. Man var enige om en østlig og en vestlig hovedlandevej ind i hertugdømmet.
Modtræk: Ribe – Haderslev
Den østlige vej gennem Jylland skulle ende syd for Kolding, hvor den sluttede sig til vejen til Haderslev. Den vestlige hovedlandevej skulle slutte ved Ribe. Herfra og syd på savnede man en langt bedre forbindelse. Det blev nu i stedet foreslået at oprette en hovedlandevej fra Ribe til Haderslev. Men dette blev ikke til noget. De Slesvigske myndigheder havde et andet syn på sagen.
Som modtræk anlagde man i kongeriget vejen Kolding – Ribe (1852) Den blev optaget som hovedlandevej. Men det vestslesvigske vejanlæg var endnu ikke blevet gennemført. Dette samarbejde førte til store vanskeligheder fra såvel kongerigsk som slesvigsk side. Og det er uden tvivl dette manglende samarbejde mellem to sæt myndigheder inden for monarkiet, som var grund til, at man i lange tider ikke kom videre med den såre tiltrængte hovedlandevej.
Andre interesser har sikkert også spillet ind. Flere af Vestslesvigs største landsbyer som for eksempel Højer ville ikke blive tilsluttet.
En vejforordning for Slesvig
I 1842 kom der en vejforordning for hertugdømmet Slesvig. Heri var der tale om en hovedlandevej Tønder – Ribe til Gredstedbro. Men en ting er at trække en linje op på kortet, noget andet at få projektet gennemført.
Som en besværlighed kunne forudses, at vejen jo skulle gennemskære snart slesvigsk område, snart de under kongeriget hørende enklaver, og dette kunne medføre vanskeligheder, også ud over de rent administrative.
Dårlige erfaringer med Tønder – Ribe vejen
For folk, der var henvist til at benytte omhandlende vejrute, og som vidste, at der andre steder blev udført forbedringer af vejene, kunne det være svært at holde utålmodigheden i tømme.
Således kunne man i ”Ribe Stifts-Avis og Avertissements-Tidende” for 1. maj 1846 læse følgende, der var forlangt indrykket:
Denne kritik har jo først og fremmest adresse til postvognen og dens kusk, men indirekte peges der dog samtidig på den usle vej. Noget resultat kunne indsenderen naturligvis ikke vente at skulle følge af et sådant hjertesuk i Ribeavisen. Men man nærmede sig trods alt den tid, da folkets røst skulle blive hørt i sådanne offentlige anliggender.
Bidrag til anlæg af en hovedlandevej fra Ribe til Tønder
I Rigsdagssamlingen 1858 blev fremsat et forslag fra regeringen om:
I sin forelæggelsestale oplyste indenrigsministeren, at vejen skulle anlægges efter de for Slesvig gældende anordninger, og da den vil gå ud over en del kongerigsk territorium, havde det slesvigske ministerium andraget om, at kongeriget gav et forholdsmæssigt bidrag til vejens anlæg.
Amtmanden i Ribe Amt havde indstændigt anbefalet, at denne hovedlandevej kom i stand, idet landevejene i de kongerigske enklaver var i mådelig stand og kunne vanskeligt forbedres, før man vidste, hvor hovedlandevejen kom til at gå.
Hertil måtte ministeren føje, at det slesvigske ministerium, hvis der ikke kunne få det ønskede bidrag fra kongeriget, agtede at lægge hovedlandevejen så østlig, at den undgik enklaverne. Nu var det foreslået, at vejen skulle gå fra Ribe over Brøns, Skærbæk, Døstrup, Bredebro og Abild til Tønder. Da rundt regnet en tredjedel af denne strækning ville falde på kongerigsk område ville bidraget være tilsvarende.
Ulemper for lokalbefolkningen
Under Folketingets behandling af sagen fremkom ikke mindst fra Sofus Høgsbro, flere synspunkter, som klarlagde, hvilke vanskeligheder man ved vejens anlæg måtte regne med. Han var således betænkelig ved, at hele vejstrækningen efter forslaget skulle anlægges af slesvigske embedsmænd og efter slesvigsk lovgivning.
Dette ville betyde betydelige ”ulemper” for lokalbefolkningen i den kongerigske del. Han måtte derfor foreslå, at der blev anvendt kongerigske embedsmænd i de sogne, hvor flertallet af beboere hørte under kongeriget.
Et andet vigtigt anliggende var, at man efter slesvigsk praksis havde tænkt sig at forsyne den nye vej, hvor den skulle ligge under hertugdømmets administration med vejbomme, hvilket betød, at de vejfarende måtte betale her og der for at slippe igennem. Penge, der skulle bruges til vejens vedligeholdelse.
70 års kamp for vejstrækning
Da det blev foreslået, at den nordlige tredjedel af vejen nemlig fra Ribe til Brøns skulle stå under kongerigsk administration og ikke forsynes med bomme, ville beboerne her på dette slesvigske område slippe for at betale for at færdes på vejen. Ja for dem i de kongerigske enklaver blev det tale om dobbelt betaling.
Der kom til en lang debat om disse vejbomme. Men man var også betænkelig ved ar lade planen strande bare på dette spørgsmål. Den 20. december 1858 blev loven vedtaget.
Vejens østlige forløb mellem Skærbæk og Tønder gennemførtes under modstand fra slesvigsk side. Forbedringen var uomtvistelig. Da vejen 1860 – 62 blev fuldført, lå der ca. 70 års drøftelser bag. En sej tovtrækning, der vidnede om et eller andet der var galt mellem hertugdømmet og kongeriget. Det er ikke lige det, som vi har fået fortalt i historien.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.482 artikler, herunder 186 artikler fra Sønderjylland.
Dato: august 15, 2018
Ribes Militær og Borgervæbning (6)
Ribe har skam også sin krigshistorie. I 1657 måtte borgerne aflevere deres våben. En masse våben blev sendt til København til reparation. Man stod æresvagt ved kongebesøg. Ved markedsdage holdt man vagt. Dem med hang til druk, kunne ikke bruges. Så skulle man bruge en landmilits, med Ribe var lidt langsom i vendingen. Amtsskriveren måtte kaldes hjem. Ingen ville huse obersten med følge. Det var ret dyrt for Ribe at indkvartere alle disse tropper. På et tidspunkt kunne byen ikke betale sin skat. Og så tog soldaterne selv for sig. Da man skulle hverve soldater opstod der håndgemæng. En ung mand var allerede taget til tolden.
Ribe har sin krigshistorie
Ribe har sandelig også sin krigshistorie. Ja det er måske ikke de store krigeriske bedrifter at fortælle men alligevel. Man havde skam både en regulær Borgervæbning og en regulær hær. Begge grupper satte deres præg.
Våben afleveret i 1657
Fra Christian den Fjerdes tid blev det befalet at holde bevæbnet vagt mod sørøvere. Allerede i 1601 har der været en Borgervagt i Ribe. Under de følgende krige var Ribe – borgere under kommando. I 1643 blev der også bygget et vagthus på Torvet.
Der blev nu aldrig tale om et forsvar af byen. Heller ikke da svenskerne i 1658 besatte byen, havde borgerne lejlighed til at vise deres mod. De blev skam mønstret i 1657, men ganske givet, så har man nok fået at vide, at våbnene skulle afleveres.
En del våben sendt til København
Alligevel har man ment, at en bevæbning af borgerne ville være nyttig, for få år efter krigen havde byen igen anskaffet sig våben. De blev opbevaret på Rådhuset.
Hvad blanke våben angik, så ejede byen i 1667 i hvert fald otte slagsværd, som Hans Bøssemager rengjorde og ”opfeigede”. I 1672 foretog Carsten Bøssemager et lignende arbejde. Antallet af skydevåben som byen ejede var heller ikke helt ringe. I 1687 lod Kancelliråd Worm en del af dem sende til reparation i København. Måske var det, fordi den lokale bøssemager ikke kunne overkomme arbejdet.
Men alligevel kan det ses, at det til tider har været op mod 60 flintebøsser til reparation med defekte låse.
Æressalut
Da Prins Georg i juni 1668 rejste gennem byen for at gå i en båd, der skulle føre ham til det på reden ventende skib, mødte borgerskabet under gevær. Til ære for Prinsen blev der affyret en æressalut.
I 1679 da kong Christian den Femte mandag efter påske drog gennem byen var alt borgerskabet igen under gevær. Dette betød at der den dag ikke kunne holdes Ting.
Ikke med hang til drukkenskab
Borgervæbningen fik dog en meget ansvarlig opgave til markedsdagene. I 1681 havde to Borgerkaptajner, Francke og Willum Knudsen, hver en underofficer og 8 – 10 mand på deres vagthold. Disse folk var speciel udtaget blandt dem:
De skulle arrestere gemene folk:
Et våbendygtigt mandskab i år 1709
Med året 1700 drog der atter krig ind over landet. Fra den 11. juni begyndte Borgerskabet at holde udvidet vagt, hvilket de fortsatte med til 1. september.
I 1709 bestod det våbendygtige mandskab af 202 mand. De havde tilsammen 122 bøsser, 159 kårder, 6 Partisaner og 6 Piker. Men hele 40 af dem havde slet ingen våben. Der blev ansat en kaptajn, (byfoged L.M. Fries), 2 løjtnanter, 1 fændrik, 3 sergenter, 3 korporaler og 1 tambur.
En rykker fra amtmanden
Dette skete, fordi regeringen i november måned det pågældende år havde udsendt en forordning angående Landeværn. Men åbenbart kom man ikke rigtig i gang. I marts blev der modtaget en påmindelse fra stiftamtmanden.
Byfogeden skulle samle borgerskabet efter de lister, Magistraten havde opsat, tillige med bønderne fra Tved og Tangbyen. De skulle møde på Torvet til eftersyn af våbnene. En gang ugentlig skulle der ekserceres med dem på en bekvem plads uden for Nørre- eller Sønderport.
Han havde ”eksercits som videnskab”
Nu tog Byfoged Laurits Mortensen Friis fat. Der var kun ansat tre sergenter, men da der var fire fjerdinger, foreslog han, at parykmager Habakuk Kock udnævntes som den fjerde, især:
Desuden skulle Michael Svendsen ansættes som fjerde korporal.
Told-og Konsumtionsbetjente var nok opført på listerne og skulle have gevær udleveret og holde sig parate. Men de skulle være fritaget for vagt og eksercits. Der var også nogen afgang i listerne, idet nogle var bortrejst eller for gamle til tjeneste. Og så var det også lige Johannes Petersen Orluf som absolut måtte udgå, da ingen ville være sammen med ham på grund af hans bestilling som ”Hestesnider”
En del svende og drenge var blevet opført på listerne, men dem mente kaptajnen ikke at have brug for. Stiftamtmanden var dog af en anden mening. De skulle netop være til stede for at lære eksercitsen at kende.
Det blev dyrt for Bremmer
Den 14. juli 1712 drog Frederik den Fjerde gennem byen. Selvfølgelig mødte Borgervæbningen på Torvet med fuld bevæbning for at gøre kongen den skyldige opvartning.
I enhver armé findes der oprører, og det gjorde det også i Ribes borgerskab. Han hed Petter Jansen Bremmer. Trods tilsigelse mødte han ikke sammen med de andre kongetro mænd.
Der blev sendt en ”Gefreiter” og to mænd efter ham. Han nægtede rent ud at komme.
Da kongen nu var ankommet og havde passeret forbi fronten, blev Borgervagten fordelt til de forskellige poster. Nu begav Bremmers sergent, den brave bagermester Poul Sørensen sig til den genstridige soldat, men uden held.
Hvad der egentlig havde stukket manden er ikke godt at vide. Men senere gik han selv til borgervæbningen og afleverede 2 mark som en slags bøde, men dem sendte den vagthavende borgerløjtnant retur.
Da Bremer foruden alt dette også havde nægtet at sende sine heste og vogn til kongens tjeneste, blev det ham selvfølgelig en dyr fornøjelse.
Indkvartering var frygtelig dyrt
I 1722 lod borgerkaptajn R.M. Neumann nogle af borgerne tiltale, fordi de havde forsømt deres vagt under sidste marked. Men ellers var det nu temmelig roligt hele perioden ud.
Det samme kan ikke just siges om soldater – eller rytterindkvarteringen. Det var jo lige som en slags skat, der var pålagt byen. Det begyndte med et kompagni ryttere, der i 1661 under oberstløjtnant Wasenberg holdt sit indtog i byen. Alene oberstløjtnanten kostede byen 200 Rigsdaler årligt.
Desuden måtte borgmester Jesper Hansen i disse år afstå sin eng ”Korseng”. Den lå nemlig meget bekvemt for rytterne at have deres heste gående på. Og det blev ikke ved et enkelt kompagni.
I 1675 ankom major Mogens Kruse med sin stab og sit livkompagni foruden ritmester Rantzaus kompagni for at logere i Ribe. Ganske vist blev hver afdeling sjældent længe på stedet.
Oberst med følge skulle have særforplejning
Men det var nu ikke det værste. For hvert kompagni mødte med sine fordringer og vaner. Og så var det ikke soldaterne alene, der skulle indkvarteres. Hver chef medbragte sin hele husstand og officerer, underofficerer og menige soldater, deres koner og børn.
I 1677 mødte således oberst Numphius med kusk, to tjenere og ti heste, hvortil kom oberstinden med tre døtre, en kammerpige, en tjener og fire heste. Sikke en indkvartering at få.
I 1683 kom der hundrede mand fra oberst Frands Svanvedels regiment. Året efter to kompagnier af oberst Elleborgs regiment, hvoraf to andre kompagnier lå i Tønder. Og sådan gik det år efter år.
Rytterne skulle bespises af kvarterværterne, der da foruden to rigsdaler om måneden modtog yderligere en rigsdaler af byen.
Amtsskriveren måtte kaldes hjem
Fra 1684 havde man en rådslagning om, hvorledes man kunne gøre indkvarteringen mere effektiv. Ritmester Kruse skulle have 6 Rigsdaler månedlig. Men der var masser af andre udgifter. Hestene havde deres engstykke. Men byen måtte yderligere leje to enge for en sum af 33 Rigsdaler.
Det var ikke en ringe byrde for Ribe. Dertil kom også udskrivning af bådfolk til flåden. I 1686 måtte man under hals og hoved hjemkalde amtsskriveren Jens Christensen fra København, da der var kommet besked om, at der om ca. 14 dage kom to regimenter rytteri til Ribe, nemlig obersterne Svanvedels og Hurchids regimenter.
Ingen turde at huse obersten
I september samme år ankom tre kompagnier af oberst Stücks for at blive indkvarteret i selve byen. Der var imidlertid ingen borger, der turde at huse obersten med frue, børn, tjenestefolk og heste. Man mente heller ikke det ville være nogen fornøjelse for obersten. Man stillede derfor et ledigt hus til rådighed for ham med senge og en del husgeråd. Men obersten forlangte yderligere lys og brændsel.
Det var man ganske vist ikke vant til, men man gik dog ind på yderligere at stille 6 Rigsdaler månedlig til rådighed herfor ”i Haab om god Justits” Byen tænkte, at når man var gode ved befalingsmændene, så ville de sørge for god ro og orden blandt deres mandskab.
Urostiftere skulle arresteres
Nu var det nemlig ikke altid, at disse soldater opførte sig eksemplarisk. En rytter fra det Bibouske regiment ødelagde i et anfald af raseri selve Tingporten. Og nogle af hans kollegaer stødte et helt plankeværk i åen. Man måtte leje Hans Fyn til at bjerge stumperne.
Stor ståhej var der i 1684 i selve domkirken, hvor en række ryttere overfaldt tolderen, ritmester Husmans tjenere. Ritmesteren klagede til overrentemesteren. Oberst Svanvedel fik fra regeringen ordre til at urostifterne skulle arresteres.
Derefter skulle de stilles for en krigsret. Det var selvfølgelig ikke helt let at opretholde disciplin blandt soldaterne, når de lå spredt i småkvarterer rundt om i byen. Og det hjalp ikke med at opslå ”plakater” med at soldaterne skulle være i deres kvarterer efter tappenstreg.
Man sendte militæret i forbindelse med manglende skat
Militæret spillede i det hele taget en stor rolle i Ribes liv i disse tider. Det var ikke nok med, at disse forskellige afdelinger blev beordret i kvarter i byen, men rytterne blev brugt efter fransk forbillede ligefrem som straffemiddel, når byen ikke betalte sine skatter på rette tid.
I Ribes kæmnerregnskaber findes, bavnlig fra 1660erne hyppige spor af disse ”Dragonader”. I sådanne tilfælde var det ofte en koporal og to eller tre ryttere, der en skønne dag mødte frem med ordre til at
De levede fuldt ud på byens bekostning, indtil skatten blev betalt. Der meddeles også, at brandskatten for 1664 ikke blev inddrevet af byens embedsmænd men af kvartermesteren ved Wassebergs Kompagni.
Man troede at det lykkedes at blive fri
I 1687 var man efterhånden blevet godt og grundig træt af den evige indkvartering. Man sendte derfor et andragende til kongen om fritagelse. Andragendet blev overrakt til stiftamtmand von Speckhan.
Det lykkedes virkelig også et par år efter at blive fri for soldaterne. Nu begyndte man så at rydde op efter soldaterne. Skilderhuse, der havde stået ved Korsbrødregård og andre steder, hvor de højere officerer havde boet, blev nu kørt til Rådhuset og opbragt der.
Men ak, glæden over at være blevet militæret kvit, varede dog kun kort. Allerede året efter fik man to kompagnier fra det Lambdorfske Regiment i indkvartering under oberstløjtnant Schorn og kaptajn Geisler. Og så kom de atter i en løbende strøm.
Kongen ville have militær nær grænsen
Ansøgninger om fritagelse eller om en halvering mødte som oftest døve ører hos regeringen. I 1693 lykkedes det dog at få prakket tre kompagnier af Jyske Regiment over til Fredericia. Men Magistraten måtte dog aflevere brød til tropperne for 6 – 7 dage.
De var tilbage i Ribe i 1695. Da man nu ville sende dem til Varde og Ringkøbing svarede Landmilitiens Kommissariat, at dette absolut ikke lod sig gøre, da kongen ønskede at have tropperne så nær som muligt ved grænsen og ikke tillod, at de lagdes så lang ind i landet.
En del af året 1696 var man fri for indkvarteringen. En musketer fra kaptajn van Ostens Kompagni, der om vinteren i mørket var faldet i åen og druknet blev, da han blev fundet i foråret begravet på byens regning.
Ribe kunne ikke betale skat
Det var hårde år for byen. Købmændene led store tab ved deres oksehandel. Nu kunne mange af officererne indkvarteres i de tomme huse i byen. Men alligevel var indkvartering en meget dyr post for byen.
Under den store nordiske krig skiftede indkvarteringen mellem alle tre våbenarter. Byen klagede sig ynkeligt. De undlod at betale de ordinære skatter. Regeringen rykkede hele tiden. Rentekammeret udtalte, at man ikke havde forventet sådan en langsommelighed fra byens side.
Soldater tog selv for sig
Endelig i oktober og november 1700 blev de garnisonerede kompagnier af jyske nationale regimenter til hest forlagt til Fredericia og Haderslev.
Det syntes som om, at disse ryttere havde været særlig slemme i deres opførsel. Talrige klager over dem var indløbet. De var åbenbart ikke tilfreds med den forplejning, som de fik. De tog selv for sig af de varer, der kom ind ad byportene.
Håndgemæng
I 1701 beordrede Frederik den Fjerde Landregimenterne oprettet. Oberst Eichstedt fik kommandoen over det, der blev oprettet i Riberhus Amt. En række underofficerer, der skulle tage sig af mandskabets eksercits blev indkvarteret i Ribe.
Hvervningen til hæren foregik stadig efter gamle principper og kunne undertiden være hårdhændet nok. I 1710 førte den til en dramatisk hændelse, der fik et mærkeligt efterspil for et par personer.
Andreas Harkrouch, der for en tid var i Toldvæsnets tjeneste mødte en skønne dag op i Biskop Muus’ residens sammen med nogle bønder for at befri en karl, som biskoppens søn, fændrik Ulrick Frederik Muus havde hvervet som soldat.
Harkrouch påstod, at karlen var antaget af tolder Enholm i toldvæsnets tjeneste, men Muus ville ikke udlevere ham. Under håndgemænget kom byfogdens søn, søkadet Rasmus Lauridsen Friis, fændrikken til hjælp. Harkrouch blev såret af deres kårder.
Pesten ramte ikke rigtig Ribe
Pesten ramte ikke rigtig Ribe i 1711. Men man var også yderst forsigtig. Der var på den tid indkvarteret artilleri i byen. I 1712 udbrød der en sygdom ud blandt artilleristerne, som man frygtede var pest. Men det blev ved skrækken.
Da man hørte om pest i holstenske byer, spærrede man øjeblikkelig af for Ribe. Man oprettede militære vagthold i portene og rytterposteringer ved Stampemøllen og Hundegades Blegeplads.
Fra Brigarder Donops Regiment blev der fremskudt en rytterpostering mellem Kolding og Ribe for at forhindre, at folk uden sundhedspas slap over grænsen.
Indkvarterings – skat
Efter krigens afslutning synes Ribe i en årrække at have været fri for indkvartering, for man betalte en skat:
Men fra 1733 har den atter denne byrde, hvortil den fik tilsvarende pengehjælp fra Varde, Ringkøbing, Holstebro og Lemvig.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde følgende artikler om Ribe:
Dato: november 12, 2016
Ribe – Brevet
Man havde ellers glemt dette brev fra 1460. Men så fandt Ridderskabet det frem. Og det gjorde den tysk orienterede Slesvig – Holsten bevægelse også. Ja Tyske Mindretal vel også. I brevet står nemlig, at Slesvig Holsten skal være udelt til evig tid. Måske var det meget smart af Ridderskabet at udnævne Christian den Første som hertug. De tjente en masse penge ved det. Egentlig hedder det i en lov fra 1326, at der ikke må være samme hersker, nord og syd for Kongeåen. Man diskutere stadig den sætning. For egentlig godkendte Danmark en realunion, og to lande, der ikke måtte deles. Christian den Fjerde benyttede sig af den særlige status. Og imod Rigsrådet drog han i krig. Kongen kom med i ”Det Tyske Forbund”. Måske er brevet indirekte skyld i den sønderjyske skæbne. Er der nogen, der har sagt, at Sønderjyllands Historie er let at forstå?
Har du aldrig hørt om Ribe – brevet?
Måske har du aldrig hørt om Ribe Brevet. De i er en vigtig del af Sønderjyllands historie. I mange år brugte Det Tyske Mindretal disse breve som argument for, at grænsen skulle gå ved Kongeåen. For netop ud fra disse breve fremgik det, at Slesvig og Holsten skulle være udelt.
Den Slesvig – Holstenske bevægelse blev også ved med at henvise til dette brev.
Et møde i Rendsburg
Vi skal tilbage til Adolf den Ottendes uventede død den 4. december 1459. Der var ingen aftager. En række fremtrædende medlemmer af det Slesvig – Holstenske ridderskab mødtes sammen med biskoppen af Slesvig, Claus Wulf. De skulle finde en ny leder.
De forsamlede Slesvig – Holstenske stormænd tiltog sig på et møde i Rendsburg den 11. februar 1460 sig retten til at træffe den afgørende beslutning om, at landene kun skulle have en fyrste. Dermed rykkede Christian den Førstes kandidatur frem i allerførste række.
Ribe, marts 1460
Derfor var det en logisk følge af denne beslutning, at Ridderskabet tog imod hans indbydelse til at mødes med repræsentanter for Danmarks Rigsråd i Ribe i begyndelsen af marts 1460.
Ingen by i Kongeriget Danmark kunne være mere velegnet end Ribe. Det var dengang en af de mest fremtrædende danske købstæder og lå lige syd for Kongeåen som en kongerigsk enklave på sønderjysk grund.
Hvem havde ”bedste ret”?
Skal man tro den Lybske Rådskrønike, havde det været tanken, at Christian den Første sammen med sine to brødre, Gerhard og Moritz senere skulle mødes i Lübeck med grev Otto Pinneberg for sammen med det Holstenske Råd for at finde frem til, hvem der havde ”bedste ret” til at blive Adolf den Ottendes efterfølger.
Men dette møde blev overflødigt, for allerede på første møde dag i Ribe den 2. marts 1460 blev man enige om at vælge Christian den Første til ”Hertug af Slesvig og Greve af Holsten. Dette kundgjorde den Slesvigske biskop med høj røst for folket fra Ribe Rådhus.
Dette skyldtes i høj grad også biskoppens fortjeneste. Og allerede onsdag den 5. marts 1460 have man lovgivningen på plads.
Meget smart af Ridderskabet
Det er vigtigt lige at konstatere, at det Slesvig – Holstenske Ridderkorps havde valgt Christian den Første til deres herre ikke som en konge af Danmark, men som deres herre over disse forannævnte lande.
Man fremhævede med andre ord ikke Christian den Førstes arverettigheder, men Ridderskabet havde i overensstemmelse med nordisk skik og brug tittaget sig retten til at vælge ham som deres egen fyrste. En indlemmelse i Danmark var der ikke tale om.
Der blev nævnt, at den frie ret til at vælge også skulle gælde efter hans død. Med andre ord hans sønner og hvis han ingen havde, de rette arvinger – og vel at mærke kun en.
Man fik dermed løst en masse problemer. Danmarks konge var den ældste af oldenborgerne. I sin geneskab af lensherre var har berettiget til at rejse nogle krav. Og dette kunne have ført til en årelang krig.
Var det tilfældigt?
Ribe – brevet indeholdt også en del bestemmelser om indre forhold. ”Landets fælles råder” skulle tages med på råd i tilfælde, at der blev indledt krig. De var ikke forpligtet til at yde hjælp uden for ”disse lande”.
Kun indfødte mænd kunne bruges i landets administration. I Slesvig skulle der være en drost. I Holsten skulle der være en marsk. De skulle holde Ting og skifte Ret. Hvis de lod sig forlede til at bøje retten, skulle det straffes strengt.
Midt i denne fremstilling giver Christian den Første løfte om at ville ”holde begge lande ved god fred”. Derefter følger den berømte sætning og at de skal forblive evigt udelt sammen (unde dat se bliven ewich tosamende ungedelt).
Kigger vi efter, så kommer denne sætning ret sent i privilegiebrevet. Og det er på et ret tilfældigt sted. Ja, det er denne sætning, der har skabt så meget politisk røre.
Sætningens placering tyder på, at den er kommet ind, efter at det første udkast har foreligget. Og den skal derfor bedømmes som et udtryk for, hvor meget det har ligget de Slesvig – Holstenske forhandlere på sinde, at få fastslået de to landes udelelighed og uadskillelighed.
Erstatning for lovgivning af 1326?
Det har ikke alene været noget meget væsentlig for hele deres økonomiske magtstilling. Men indføjelsen er også blevet opfattet som en rimelig modydelse for opgivelsen af Constitutio Valdemariana fra 1326. Denne bestemmelse om, at ingen enkelt mand samtidig måtte herske i Danmark og i landet ”sønden å, havde man med Ribe – brevet én gang for alle slået en streg over.
Forskellig lovgivning
Det var en statsret, der blev fastlagt med Ribe – brevet. Ganske vist skete der intet, som kunne antaste hertugdømmet Slesvigs og grevskabet Holstens vidt forskellige fortidsarv.
I Slesvig (Sønderjylland) skulle Jyske Lov fremdeles være gældende i hele området fra Kongeåen til Ejderen. – dat lowbok, som loven kaldtes i brevets formulering – og i Holsten (med Stormarn) gjaldt nedertysk retspraksis. Men det kom nu ikke til at passe i hvert fald for Tønders vedkommende. Her gjaldt ”Den Lybske Lov”.
Dansk godkendelse af realunion
Men nu var det sådan dengang, at det der betød noget, det var hvad overklassen, de gejstlige og de verdslige stormænd kunne få ud af det. Christian den Første forpligtede sig kun til at give landets højeste embeder til disse mænd. Det var også kun dem, der kunne få tildelt et len.
Brevet er udformet på plattysk, muligvis med ærkedegn Cord Cordes som pennefører.
Resultatet blev en formel dansk godkendelse af en realunion mellem to lande på hver sin side af Ejderen og Levensau, og en nordlig grænse ved Kongeåen/Kolding Å.
Holsten delte skæbne med det nordiske folk
Det var en ordning, der kom til at bestå i cirka 400 år. Det skabte forudsætningen for, at det danske monarki også kom til at omfatte det tyske land Holsten.
For Holsten kom det til at betyde, at dette lands indbyggere kom til at dele skæbne med de nordiske folk.
Kongen havde ikke magt
I Lübeck var man hurtig klar over hvilke følger det fik for hansestadens fremtidige magtstilling. Under Erik af Pommerns årelange kampe mod Holstenerne var Lübeck sprunget til med mandskab og penge.
Situationen betød, at Grev Otto af Pinneberg og hans gren af det Schauenburgske Hus måtte vinke farvel til arvegods. Det samme gjaldt kongens yngre brødre.
Nu var det nemlig sådan, at Christian den Første i sin egenskab af Danmarks konge uden videre havde haft ret til at overtage hele området mellem Kongeåen og Ejderen som hjemfalden len.
Spørgsmålet er så bare, om han havde haft magt til dette. Men med det danske rigsråds medvirken til Ribe – mødet tyder det ikke på dette. Man måtte nu finde frem til en ordning med medarvingerne. Man udformede et såkaldt kautionsbrev.
Adelen rigt repræsenteret
Hele fire af de adelsfolk, som var med, tilhørte slægten Ahlfeldt, men ellers var der repræsentanter for slægterne Breide, Buchwald, Pogwisch, Qualen, Reventlow, Schinkel, Split og von der Wisch. Den sidste var biskop Claus Wulf.
Der var et lige antal forhandlere både syd og nord for Kongeåen. Efter datidens forhold var det ret store pengebeløb, som Christian den Første forpligtede sig til.
Et ekstra møde
De to gange sytten rådsherrer havde haft meget travlt med at få udfærdiget Ribe – brevet af 5. marts 1460. For nogle var det måske lidt for overrumplende. Hurtigt gik det op for parterne, at der skulle flere indrømmelser til.
Dette resulterede i et møde i Kiel den 4. april 1460. Man kalder dette møde Tapre Forbedring. Ordet Tapper betyder i denne forbindelse, at indholdet er vigtigt.
Man besluttede, at under kongens fraværd skulle et råd på 12 mand, bestående af bisperne af Slesvig og Lübeck, samt fem ”gode mænd” fra hvert af de to lande, have den udøvende magt.
Kun landets egne børn måtte modtage len, derimod ingen fremmede. Dette betød først og fremmest, ingen stormænd fra Kongeriget Danmark. Undtaget var kongens kansler og skriver. Slutteligt blev Ridderskabets valgret godkendt for al fremtid.
Med disse tilføjelser var alle betænkeligheder udryddet. Den samtidige holstenske krønikeskriver kunne derfor i sin omtale af valget i 1460 med god ret fremhæve, at det var tyske ”Holstenkinder”, der skulle forestå embeder i de to lande.
Brevet blev glemt
Egentlig var brevet blevet glemt. Men i 1815 fandt Friedrich Christoph Dahlmann, sekretær for Det Slesvig – Holstenske Ridderskab brevet frem igen. Man krævede med brevet i hånden, uafhængighed af Danmark.
Neuber forfattede antidansk digt
I 1841 var det så fysikus i Aabenraa, August Wilhelm Neuber, der forfattede et antidansk digt:
Kongen modsatte sig Rigsrådet
Nogle historikere mener, at sætningen blot var et ønske om indre fred.
Modsat de andre hertuger boede kongen selvsagt ikke i hertugdømmerne. Han kom her dog jævnligt og opholdt sig så på områdets slotte. Til at varetage den daglige administration havde kongen en stedfortræder. Og det var den såkaldte statholder. Han repræsenterede kongen, når denne ikke var til stede.
Kongen kunne også udnytte, at han som hertug ikke var underlagt det danske rigsråd, der havde myndighed i selve kongeriget. Det udnyttede eksempelvis Christian den Fjerde, da han som holstensk hertug (greve) i 1625 drog Danmark ind i trediveårskrigen mod den danske rigsråds ønske.
Hertugdømmer med særstatus
I 1779 blev den sidste del af Slesvig underlagt den danske konge. Selv om den danske konge efter 1779 sad som enehersker i både Slesvig – Holsten og Danmark, så forblev Slesvig og Holsten hertugdømmer med særstatus. Slesvig havde fortsat den danske konge som lensmand og hertug. Men da Slesvig var et dansk len, var den danske konge stadig lensherre og dermed overhoved.
Kongen var med i ”Det Tyske Forbund”
Men den tyske kejser var hans lensherre frem til begyndelsen af 1800 – tallet. Da Holsten blev optaget i Det Tyske Forbund i 1815, blev kongen medlem af forbundet. Hertugen i Slesvig, hertugen i Holsten og kongen i Danmark var altså, efter 1779 og frem til 1864, én og samme person men med forskellige roller i forskellige områder.
Brevet indirekte skyld i ”Den sønderjyske skæbne”
I begyndelsen af 1800 – tallet blev der fabrikeret sange mod den enevældige konge i Danmark. Og noget senere, den berømte ”Schleswig – Holstein Meerumschlungen.
Ja indirekte var brevet skyld i den sønderjyske skæbne, de slesvigske krige og det tyske herredømme. Det startede med oprøret i 1848, hvor de tysk orienterede Slesvig – Holstenere fordrede deres eget land fra Kolding til Hamborg. Igen med henvisning til Ribe – brevet.
Var det nogen der sagde, at Sønderjyllands historie er let at forstå?
Kilde:
Hvis du vil vide mere: Så læs her på www.dengang.dk
Dato: november 18, 2012
Vi er nået til femte del af Ribes historie. Vi kigger lidt på skarpretteren, natmanden og tiggeren. De tog sig af ”usle forretninger” Ribe havde et stort problem – skarn og omstrejfende dyr. Man kunne ikke komme i kirke i rene sko. Og så var det problemer, hvem man lukkede ind ved porten i kirketiden. Fremmede tiggere blev smidt af i nabosognet. Og så starter vi en byvandring i det gamle Ribe.
Natmanden tog sig af usle forretninger
Ribe havde tidligere ansat og lønnet en Natmand. Han tog sig af de mest usle forretninger. Han skulle flå de selvdøde kreaturer og renovation. Han skulle aflevere huden, dog ikke når det drejede sig om en hest. Han skulle rengøre stadens fængsel og Rådhus – gangen.
Rense skorstene
Når godtfolk lod skarnet ligge og flyde, skulle han advare dem to gange. Hjalp det ikke måtte han udpante 4 skilling fra hvert hus. Natmanden skulle hjælpe skarpretteren rense den rende som løb langs kranen nede ved havnen. Han skulle 4 gange årligt sørge for, at en stærk karl fire gange årligt skulle rense skorstene hos borgere.
Kirurgen følte sig truet
Skarpretteren fik en særlig betaling for sine uhyggelige gøremål ved skampælen eller galgen. Han udøvede også praksis som kirurg. Det betød at stadskirurgen Joh. Henrik Henckel følte sig truet i sin lovlige næring. Han udtog derfor stævning og proces mod mester Vitus Wagner. Mesteren havde endda opnået en hvis anseelse hos mange syge.
Virksomhed stiger i vækst
Hans virksomhed var i stadig vækst. Dør om dør boede han sammen med sine usle håndlanger, Natmanden eller Rakkeren. Disse to sank dybere og dybere
ned i folks foragt. De boede alle tre i et forfaldent munkestenshus nord for domkirken.
Ingen faddere til datteren
I 1695 kunne man håbløst og fattigt høre om, at der ingen faddere var til Natmandens datters dåb. Han bar selv datteren op til døbefonden. Måske havde byen medlidenhed med ham, for i 1705 sætter byen sig i udgift og bevillinger 4 mark og 4 skilling til kristen – tøj til hans barn.
Da rakkeren endte sit liv
Når Rakkeren endte sit usle liv, voldte det besvær at få ham i jorden på skikkelig vis. I 1672 meldte fire vægtere sig frivillig mod en betaling af 2 mark hver. Men i 1720 blev man nødt til at tvangsudskrive Skomagerlavet til at følge skarpretterens karl til graven.
Svinkrog
Skarpretteren skulle også sørge for, at borgerne ikke kastede urenheder ned i åen. Men det var et svært job. Den nordlige ende af Skibbroen blev i det 18. århundrede kaldt Svinkrog, så beskidt var det. Det var også her, at omstrejfende dyr nedsatte sig.
Øl, piber og tobak
Kæmneren og seks borgere drog i 1692 efter Magistratens befaling ud af Nørre – og Sønderport for at holde syn over den skade, Godtfolks svin havde anrettet. I den anledning blev der trakteret med øl, piber og tobak for 3 Mark og 6 Skilling.
Grise – problem
Borgerne fik pålæg om, at sætte ringe i trynerne på de omløbende dyr eller holde dem hjemme under trussel om straf. Men ak, det hjalp ingenting. Selv på kirkegården vrimlede det med fritgående grise. De brød også ind i husene omkring kirkegården. Rakkerknægten måtte således bortslæbe en gris, der havde
lagt sig til at dø på selve byens rådhus.
Svin blev fredløse
I 1703 udarbejdede byen en slags fredløsheds – diktat, der tillod borgerne at dræbe de svin, der voldte dem skade.
I kirke med rene sko
Det hjalp dog ikke. I 1724 greb Stiftamtmand Calnein ind med nye skarpe forbud. Og skarpretter M. Vitus Wagner blev sat i gang med at jage de ubudne gæster,
Nu kan man sige, at Ribes gader var særdeles indbydende for de rodende svin. Skarnet blev liggende i store bunker. Man klagede over, at urenligheden var så stor, at folk om søndagen næppe kunne komme i kirke med rene sko.
Uhumskhederne voksede
Natmanden fik allerede i 1682 pålæg om, at pante enhver, som ikke om lørdagen fik bragt skarndyngen foran huset af vejen. Uhumskhederne af alle slags væltede trods talrige forbud ud i åen. De tjenestefol, der blev grebet heri fik første gang, tre dages ophold i Finkeburet, næste gang var der seks dages arrest, og tredje gang var det udvisning af staden.
Et betydeligt avlsbrug
Kampen med at holde gaderne rene var i virkeligheden håbløst. Byen drev efterhånden et betydeligt avlsbrug. Uden for Nørreport lå en hel lille forstad af lader og stalde. Næsten i hvert eneste hus inde i staden, blev der holdt svin og kreaturerne.
I de første ti år af det 18. århundrede passerede således årligt 8.000 okser årligt Ribes broer. I 1716 var tallet blevet fordoblet. I 1712 aflagde Frederik den Fjerde byen et besøg, og det betød, at byen forsøgte at rydde det værste skarn væk på den rute, som kongen skulle køre.
Gaderne flød med affald
Fra udhuse, gårde og stalde bredte der sig en duft over hele byen. Gaderne flød efterhånden med gødning og strå. Lofterne bugnede af hø. Kreaturerne
bragtes i stald. Med glødende jern blev den yderste del af det strittende lådne hårdække afsvedet af nogle af dyrene. Gadenavnet Sviegade havde sin berettigelse.
Komedie i Ribe
I 1697 glemte borgerne for en stund stanken, da man fik besøg af en trup af tyske komedianter. De opførte:
Bøger i domkirken
Når markedsdagene indfandt sig, mødtes den mere fornemme og åndeligt interesserede del af stadens befolkning om boghandlernes stade inde i domkirken, hvor de sidste nye blev lagt frem til beskuelse for bogelskere.
Omkring brøndene
Den brede del af befolkningen fik sig en passiar ved en af stadens offentlige brønde, ved Kagkilden på Torvet, ved Gråbrødre – kilde, Puggaards eller Præstegades Kilde, hvor karle, piger og koner mødte frem med deres spande. Men også ved Vandbroerne, hvor kvindfolket besørgede deres vask i å-løbene, var der aktivitet.
Blegdamme
I byens udkant lå store blegdamme. Det var udstrakte grønne områder, hvor det hvide tøj lå på Bleg i solen. Slottets Blegdam, som var indrettet af Stiftsamtmand Hans Schack den Yngre, strakte sig fra palisade-porten langs åen til slots – engen. Ved Hundegade bredte der sig en anden bleggård.
Her blev blegmandens hus oprettet.
Gadens liv
Foran gadedørene slog godtfolk sig ned, for at få et glimt af gadelivet. Det var nu ikke de store ting, der skete. I tætte kolonner kom køerne luntende. En flok hollandske matroser, som var kommet med okseskibene ude på reden, slentrede forbi. Nu og da drønede stenbroen under de tunge karosser, hvori stiftamtmand eller præsident standsmæssigt drog gennem staden.
Ribes tiggere
En gang imellem kunne man også beskue tiggerne, der under Stodderkongens kommando stavrede ynkeligt fra hus til hus efter almisse i Vorherres navn. Fremmede tiggere havde absolut ingen adgang til byen. De blev afvist i porten. Stodderkongens opgave var blandt andet også at slå fremmede fattige på flugt.
Ikke sjældent måtte Kæmnerkassen dog punge ud til bortkørsel af et læs udenbys krøblinger som snarest muligt førtes videre til nabokommunerne, der
så kunne tage sig af dem. En Krøbbel døde dog udenfor Nørreport i 1730. Han blev jordet på byens regning. Det var vægterne, der kastede graven.
Byens tiggere havde tiggertegn. Dette måtte byen bekoste. Man måtte også sørge for, at Stodderkongen så nogenlunde anstændig ud. Gang på gang måtte man bestride udgifterne til en ny kjortel til ham. I 1699 kostede den 5 Rdr. 5 Mark og 4 Skilling. I 1719 skulle man anskaffe en Stodderkonge – kjole med våben på brystet, enhat og en malet stav. Alt i alt beløb dette sig til 5 Rdr. 12 skilling.
Udvist
I 1682 dømtes en familie til at rømme byen for mistanke om tyveri, samt druk, banden, sværgen og anden letfærdighed. Fra prædikestolen bekendtgjorde
præsten over for borgerskabet, hvem der havde begået Helligbrøde.
Ballade ved Porten
I 1666 blev der ved portene indskærpet, at der i kirketiden ikke måtte måtte indføres hølæs eller korn. Det kneb nemlig med at få folk i kirke. I 1709 opstod der en strid mellem Præsident Carsten Worm og Byfoged L.M. Friis, om hvem der rådede over byportenes åbning og lukning. Anledningen var, at præsidenten havde givet nogle borgere tilladelse til at slippe ind ad Nørreport med deres hø en søndag morgen.
Da Byfogeden hørte om dette, forbød han portneren om at åbne. Han henholdt sig til reglementet, som foreskrev, at stadens porte skulle holdes lukkede fra lørdag aften til søndag efter aftensang. Kun når kvæget skulle drives ud, eller der ankom rejsende, måtte portene åbnes. Sagen kom fore retten, og denne fandt, at Byfogeden havde overskredet sine kompetencer ved at handle imod præsidentens og Magistratens ordre.
Forbudt med julestuer
Også Julestuerne med deres løsslupne lystighed og dans, hvor der så mangen en gang gik voldsomt til, var genstand for moralisternes bekymringer. I 1672 slog Øvrigheden hårdt ned for stedse og under streng straf at forbyde borgerskabet at holde Juleleg i deres huse.
En byvandring i Ribe
I 1727 lovpriste rektor Falster stadens nye smukke grundmurede Skoletabernakel. Men ellers var denne nye latinskole et særsyn i byen. Affældige bygninger lænede sig op af hinanden. Så mangen en gavl hang ud over gaden og truede med at styrte til jorden. Ældre, gammel og grå så det ud. Inden i bygningerne skete der noget. Skillerum blev flyttet, trapper blev bygget om. Byggeriet lå stille. Ribe havde arvet bygningerne fra en rigere tid.
23 storkeredder
Vandmøller og sluserne fyldte luften med deres evige brus. De våde og grønne enge strakte sig tæt ind under stadens fod. I begyndelsen af det 18. århundrede kunne man i by og forstad tælle ikke mindre end 23 storkereder. Selv på Rådhusets skorsten bosatte den sig. Men det kunne dengang ikke tolereres.
En vrimmel af røde tage
Når man nærmede sig staden fra syd, tegnede profilen sig sluttet og fast. Domkirkens masse fyldte midten af billedet. En vrimmel af røde tage og spidse
gavle dannede kreds om kæmpen. Yderst mod øst foldede klosterkirkens store rolige tagflade sig ud i sin fulde bredde. Rakte man blikket mod vest ragede Korsbrødregaards anselige bygninger op.
Gårdene blev mere pyntelige
Passerede man broen og den gamle vanrøgtede Sønderport, havde man Stampemøllen liggende på venstre hånd. Til højre ved Horsefold og Gravsgade lå en sammenhængende række af haver, der kun hist og her blev afbrudt af enkelte småhuse, vænger og urtegårde.
Ved slotstomten mod vest havde der i byens velmagtsdage ligget gader, kirker og huse. I Sønderportsgade følte man sig pludselig lukket inde af bebyggelse.
Her gik landevejsfærdselen og jo længere man vandrede, des mere pyntelig og mere anselige blev gårdene. En mængde af dem var gamle.
Puggaardsgade
Gavl ved gavl trængte bygninger fra middelalderen og renæssancen sig tæt side om side hen til Skole – og Puggaardsgade. Et par ærværdige, sengotiske stenhuse lå tungt og fast med deres svære mure blandt bindingsværks maleriske flok. Den ene var domkirkens – præsteresidens – den middelalderlige Kannikebolig, Snagdal, senere hotel. Lige over for lå rektoren, Magister Rosenbergs hus. Den kom senere på Peder Terpagers hænder.
Kigger man om hjørnet ned ad Puggaardsgade, mødte blikket en yndefuld idyl. Træer og haver fyldte billedet med grønt og ind imellem dette glødende de røde mure af Oluf Munks gamle stenhus, det stolte Taarnborg.
Her lå det middelalderlige Puggaard med sine massive munkestensmure og små vinduer beskedent gemt bort mellem træer og buske. I denne ærværdige bygning havde rektorerne i lange tider haft bolig. Inden for disse mure levede blandt andet i mange år navnkundige personligheder i Ribes historie.
Bispegården
På det østre hjørne af Sønderportsgade og Skolegade lå Bispegården, der siden Hans Tausens dage havde været knyttet til grunden. Den bestod af et kompleks af bindingsværksbygninger. I 1620 befalede kongen en istandsættelse for mindst mulige Bekostning. Det betød, at man atter i 1669 skulle se på bygningernes brøstfældighed.
Grunden var ret anselig, idet den langs Skolegade strakte sig til Øster Vedsteds gravplads ved domkirken. Mens årene gik greb det truende forfald stadig mere og mere om sig. Bisperne måtte tage forholdene som de var. I 1714 kunne man over døren læse:
Deprimerende digt
Ud for Sønderportsgade lå stald og port, selve beboelseshuset var den to stokværk høje bindingsværksbygning yderst mod nord, hvor smukke barokke døre endnu minder om en herskabelig fortid og blandt de mange indskrifter, biskopperne daglig havde for øje i deres stuer, fandtes også følgende dybt vedmodige tyske vers, som havde fået plads i sovekammeret , hvor en række Ribe – bisper havde lukket deres øjne:
Brorson måtte flytte
Bygningerne var i en så sørgelig forfatning, at de i 1743 bortsolgtes på en aktion. Brorson tog ophold på Taarnborg. Det indkøbtes i 1761 til bispegård af det offentlige.
Snagsdal og Liljebjerget
På det modsatte hjørne af Skolegade havde som allerede nævnt, domkirkens sognepræst sin embeds – residens i Snagdal. Mod Skolegade var der i tilslutning til det oprindelige stenhus i 1592 opført en to loft høj bindingsværkslænge Nord herfor ved vestsiden af Skolegade lå Anders Sørensen Vedels berømte ejendom Liljebjerget.
Og kære læsere, midt i vores vandretur gennem det gamle Ribe stopper vi, for så i afsnit nummer seks for at vende tilbage.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Redigeret 21. – 03 – 2022