Var Sønderjylland en del af Danmarks rige i Middelalderen?

Grev Gerhard udnyttede situationen. Der var skiftende stillinger i Sønderjylland til kongeriget. Sønderjyske fyrster vaklede. Talrige retssager blev ført. Man bliver endnu mere forvirret over Sønderjyllands historie, når man har læst dette. Man sagde at ”I Slesvig var kongen kun delvis herre”. I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land. I 1326 fik Sønderjylland en holstensk fyrste. Kongemagtens styrke bestemte politikken Dronning Magrethe lagde to leoparder i hendes våben og begyndte at opkøbe slotte og borge i Sønderjylland. ”Danmark begynder ved Kolding Bro” sagde man i Holsten. Erik af Pommern vandt i retten men tabte på slagmarken.

 

Man bliver endnu mere forvirret

Vi nærmer os Genforeningsfesten. Det skal fejres – Sønderjyllands genforening. Og det ikke særlig populært at kalde det for en forening med Danmark i stedet. Det er heller ikke særlig populært at anfægte de ting, som nogle historiebøger har skrevet.

Men det er sandelig heller ikke let at finde ud af det, rent juridisk. Det er med at holde tungen lige i munden. Vi fokuserer i dette indlæg kun på middelalderen, ellers ville indlægget blive alt for langt.

Vi henviser også lige vores læsere til vores artikeloversigt allerbagerst, for at man kan få et nogenlunde indblik i problematikken. Især skal du læse artiklen Lov og ret i Sønderjylland dengang. Så bliver du nemlig endnu mere forvirret.

 

Datidens fyrster havde mange meninger

Ja det hele startede efter Valdemar Sejrs død. Hertug Abel og hans efterkommere formåede at gøre hertugdømmet arveligt. I 1375 uddøde hertugslægten og kongen havde alle tiders chance for at få nedlagt hertugdømmet. Samme år uddøde kongeslægten imidlertid også.

På vej til at blive dansk konge lovede Christian af Oldenburg i 1448, at hertugdømmet Slesvig ikke skal forenes med Danmarks rige og krone. Dermed var et markant synspunkt formuleret. Men det var langt fra det første og det eneste datidens fyrstehuse fremsatte.

 

Rigsgrænsen var ikke sproggrænsen

Hvor var Danmarks sydgrænse i middelalderen? Det var den almindelige opfattelse, at det hele tiden var Ejderen. Det var den politiske grænse fra 800. Der var lige et intermezzo med Valdemar Sejr. Han lagde Holsten under Danmark og gjorde en kort tid, Elben som sydgrænse.

Nu falder rigsgrænsen ikke nødvendigvis sammen med sproggrænsen. Fra Kong Valdemars Jordebog og stednavnene ved vi, at der i Valdemarstiden var tysk bosættelse nord for Ejderen. Andre forskere har fundet ud af, at der gik en sproggrænse lige syd om Husum til nord for Eckernfôrde.

 

Sønderjyske herremænd i tjeneste

I 1326 fremtræder hertugdømmet Sønderjylland og Danmarks rige som to forskellige områder som ikke må forenes. Tilsvarende ser vi i ”Klagesangen over Danmarks ulykke” digtet sommeren 1329, at til Danmarks rige hørte Sønderjylland ikke.

Det er karakteristisk at selvom Sønderjylland var et hertugdømme i Abels slægt fra 1232 bevarede kongen i hele det 13. århundrede en række rettigheder som først lidt efter lidt gik over til hertugen. Kongen havde fra begyndelsen kronegodset i Sønderjylland og kongen slog mønt i Slesvig. Helt op i det 14. århundrede tog han også sønderjyske herremænd i sin tjeneste.

 

I Slesvig var kongen kun ”delvis herre”

I 1266 var der en ærkebispestrid mellem Erik Glipping og Jakob Erlandsen. Kardinalen vil have en afgørelse af rettens vej. Han havde bedt Kongen og Enkedronningen om at anvise et ”egnet og sikkert” sted. Og det skulle være inde for rigets grænser. Kardinalen anfører, at Slesvig by. Kongen og enkedronningen anerkendte stedet. Men han kunne ikke komme, da han i nærheden var dødfjender ”uden for rigets grænser”.

Kongen svarede, at ”den” (byen) står under hertugen, og hele landet er et hertugdømme til len af kongen, og han er kongens ”vasal” på grund af hertugdømmet”. Kardinalen svarede, at man kunne flytte sagen til Ribe, ”hvor kongen er fuld ud herre”.

 

Kongen havde dødsfjender ”uden for Riget”

Der siges endvidere, at ”hertugdømmet er en del af riget”. Men der står også at i Slesvig by er kongen ”kun delvis herre”. På dette tidspunkt er det berettiget at tale om Sønderjyllands særstilling inden for det danske rige.

Kongerigets sydgrænse i 1266 har været Ejderen, eventuelt Slien. Grænsen angives ikke nærmere i kilden. Kun siger kongen, at uden for riget, men i nærheden af Slesvig by, har han sine dødsfjender.

 

Kongemagten blev mindre i hertugdømmet

Vi forlader nu år 1266 for at se på udviklingen frem til 1326. Betragtet under et, er det for hertugdømmet en selvstændighedens tid. Forskningen har i enkeltheder kunnet vise hvorledes de kongelige rettigheder i Sønderjylland må opgives og går over til hertugen.

Kongens magt i hertugdømmet blev mindre og skellet mellem hertugdømme og kongerige blev derved skarpere.

 

I 1280 var Sønderjylland en del af kongens land

I 1280erne er der ikke klare tegn på at nogen har opfattet Sønderjylland som en del af kongens land, men det var fortsat en del af Danmark. Kongen havde stadig rettigheder. Den bedste kilde til forståelse af forholdet mellem kronen og riget over for hertugdømmet er hertug Valdemars forpligtelsesbrev i 1286, hvori han lover at ville respektere kronens rettigheder i Sønderjylland. Og at overholde sine forpligtelser.

Dette brev viser, at hertugdømmet ikke var en del af riget og at hertugens deltagelse i hoffet var en lenstjeneste.

Det er i brevet en gennemgående adskillelse af hertugdømmet og riget. Hertugen lover at komme Danmark til hjælp i tilfælde af krig. Selv lover hertugen ikke at bekrige kongen. Hertugen måtte heller ikke gå i forbund eller støtte nogen, der ville kongen noget ondt.

Over Sønderjylland havde kongen et overherredømme, en overejendomsret, men området var ikke en del af riget. Det gælder også i de følgende årtier. Det var nu dannet en grænse mellem kongeriget og hertugdømmet som i det store og hele skulle blive til virkelighed til 1920.

 

I 1326 en holstensk fyrste

Året 1326 danner epoke. For første gang ser vi Sønderjylland få en holstensk fyrste og hermed grundlægges det holstenske retsstandpunkt på Sønderjyllands stilling som vi møder frem til det 15. århundrede. Den 7, juni blev den hidtidige sønderjyske hertug Valdemar Eriksen hyldet som konge af Danmark på Viborg landsting og den 15. august forlenede han på danehof i Nyborg grev Gerhard den tredje af Holsten med Sønderjylland som arveligt fanelen.

At Gerhard tildeles lensherrens rettigheder over Sønderjylland må være et udtryk for at han ikke pålægges nogen form for forpligtelser. Det er i realiteten tale om ophævelse af det feudale, delte dominion. Kongen af Danmark bevarede kun en formel ret til at forny forleningen for grev Gerhards arvinger.

 

En retstilstand ikke alle kunne acceptere

Reelt blev lensbrevet ophævet. Dermed var Sønderjylland et selvstændigt territorium. I 1336 betegnede hertugen over for paven hertugdømmet som et selvstændigt område, skønt det i sin tid bortforlednedes af den til enhver tid eksisterende konge af Danmark.

Den samme opfattelse af Sønderjylland som et land tabt for Danmark møder vi i den latinske klagesang fra 1329. I vers otte gives en historisk beretning om rigets formindskelse siden Valdemar Sejrs dage der er i god overensstemmelse med hvad der kan udledes af officielle dokumenter.

Først gik Danmark til Elben, så knap nok til Ejderen og omsider til Slien. Stykke for stykke trænges Danmark tilbage og til sidst går den til den å, der overskærer Jylland (Kongeåen). Den grænse der i 1280erne sås dannet mellem riget og hertugdømmet var nu Danmarks grænse. Der blev skabt en retstilstand, som man ikke uden videre kunne gå ud fra at fremtidige danske konger ville respektere.

 

Man lagde en strategi

Ser vi på perioden frem til 1460, så var der to hovedopfattelser af Sønderjyllands rette forhold til riget.

Den ene prioriterede hertugdømmets selvstændighed. Det var de sidste hertuger af Abels slægt og især en række holstenske grever af det schauenburgske hus. Den modsatte opfattelse praktiseredes med forskellige nuancer af magtfulde danske regenter som Valdemar Atterdag, dronning Magrethe den Første og Erik af Pommern.

Det overordnede mål er altid at sikre de holstenske fyrster regeringsmagten over Sønderjylland. Det kan ske ved at forudsætte at Sønderjylland ikke var noget len. Her er selvstændigheden altså fuldstændig. Det kan også ske ved en indrømmelse af at Sønderjylland var et len af Danmarks krone og rige.

 

Kongemagtens styrke bestemte politikken

I så fald gjaldt det om at gøre det synspunkt gældende, at Sønderjylland var et hertugdømme, som den danske konge skulle bortforlede til grev Gerhards arvinger uden at disse som lensmænd påtog sig forpligtelser af betydning. Som begrundelse kan de fremføres akterne fra 1326.

Og det er åbenbart den danske kongemagts styrke, der bestemmer nuancen af det holstenske standpunkt.

Kort før Valdemar Atterdags død før valget af en ny dansk konge fik de holstenske grever overdraget Sønderjylland af den mecklenburgske tronrepræsentant i Danmark, Valdemar Atterdags dattersøn Albrecht og hans slægtninge.

Teksten i papirerne er i overensstemmelse med den sønderjyske hertugs opfattelse i 1336, at Sønderjylland ikke var noget len. Den skarpe adskillelse i forhold til kongeriget markeredes også af grevernes rettigheder i herredømmet stilles i modsætning til gods de ejede i Danmark. Hertugdømmet lå uden for Danmark.

 

Margrethe lagde de to leoparder i sit våben

Straks ved sin ankomst havde Dronning Margrethe den Første sat Sønderjyllands to leoparder i sit våben. I et brev fra 1386 lod hun sin søn, kong Oluf, opfatte sig som de sønderjyske hertugers efterfølger.

I denne situation valgte de holstenske grever at få deres faktiske herredømme over Sønderjylland retsligt sikret uanset prisen. Samme år modtog de forleningen af kong Oluf i Nyborg. Kun Gerhard fik hertugtitel, og prisen var en forpligtelse at tjene riget i krig. Det kunne synes en tilbagevenden til en fjern fortids lensforpligtelser. Men faktisk forfulgte greverne i de følgende år med held en politisk retning af størst mulig selvstændighed og uafhængighed for Sønderjylland i forhold til kongeriget.

De holstenske grever støttede ikke dronning Margrethe i kampen for Sverige, ja en af dem var blandt hendes modstandere.

 

I 1392 var Sønderjylland igen et len

En traktat fra 1392 henviser til, at Sønderjylland var et len, men i øvrigt indgår dronning Margrethe og holstenerne på vilkår der viser at aftalen indgås mellem selvstændige fyrster. Endelig lykkedes det i 1396 de holstenske fyrster ved aftalen i Assens at smyge sig uden om forpligtelser af krigstjeneste. Efter denne aftale får holstenerne sold for deres tjeneste. Tjenesten var ikke en konsekvens af lensforholdet.

Det blev farligt for de holstenske fyrster da Erik af Pommern i 1424 under processen for den tyske kejseer hævdede, at Sønderjylland var en provins i kongeriget. Vi ser da også holstenere både på danehoffet i 1413 og under processen for kejseren gå ind for den opfattelse at Sønderjylland var et dansk len, hvortil de havde arveretten.

På dette grundlag lykkedes det Adolf den Ottende at blive anerkendt som hertug i 1440 og dermed forene Slesvig og Holsten som sidste mand af det rendsborgske grevehus. I 1448 betegnedes han som Danmarks riges fyrste og råd.

Kilderne skelner skarpt mellem Sønderjylland på den ene side og kongeriget på den anden, uanset om Sønderjylland blev opfattet som len eller ikke. Traktatudkastet i 1376 talte som sagt om grevernes rettigheder i hertugdømmet i modsætning til de ejendomme de ejede i Danmark, og i hertug Gerhards privilegium fra 1399 til Slesvig domkapitel.

 

Danmark begyndte først ved Kolding Bro.

Det er ikke tale om at hertugdømmet kan opfattes som en del af riget. Det kommer klarest frem under det holstenske synspunkt i 1424 under processen for den tyske kejser. Man hævdede da, at fra arilds tid havde landet mellem Levensau og Kolding bro været et særlig hertugdømme, og nord herfor begynder Danmarks rige.

Man kommer til Danmarks rige syd fra ved at gå over Kolding Bro, og der synes ikke at være forskel på udtrykkene Danmarks rige og Danmark.

I 1374 kom Valdemar Atterdag i besiddelse af indløsningsretten til Gottorp len af hertug Henrik, der dog ikke gav afkald på selve højhedsretten. Han opkøbte en del godser i Nordslesvig. Måske ville han på denne måde erhverve sig Sønderjylland. Men Valdemar Atterdag betragtede Sønderjylland som en del af Danmark.

 

Margrethe var henholdende

En ”Nyborgforlening” betød en genoprettelse af det lensforhold til rige og krone som var gået tabt efter Valdemar Atterdags død, da de holstenske grevers mænd holdt deres indtog på Sønderjyllands borge og slotte. Der blev etableret krigstjenestepligt for hertugen. Andre træk viser at dronning Margrethe var henholdende, dog ikke opgivende i Sønderjylland – spørgsmålet.

Fra starten havde hun rejst arvekrav på Sønderjylland og kravet levede videre. Erik af Pommern satte Sønderjyllands våben på Margrethes sarkofag i Roskilde domkirke. Selv anførte han i Nyborgdommen 1415 at han gennem sin moder havde arveretten til Sønderjylland.

 

Margrethe opkøbte slotte og borge

Helt klart er det at dronning Margrethe fortsatte sin faders politik efter hertug Gerhards død i 1404. Også hendes fremgangsmåde var at skaffe sig hertugdømmets slotte i besiddelse et for et, navnlig i form af pant. Men skønt kongemagtens herredømme blev udvidet, blev hertugslægtens formelle rettigheder aldrig anfægtet.

For både fader og datter har Sønderjylland været et langsigtet mål som ikke kunne nås på en gang. Ingen af dem opgav tanken om at erhverve Sønderjylland for kronen. Begge døde under virkeliggørelsen af den.

 

Erik af Pommern satsede på retslig afgørelse

Dette ønskede Erik af Pommern åbenbart ikke at risikere. Han satte erhvervelsen af Sønderjylland som sit højeste mål. På dette tidspunkt var forholdet til hertugdømmet uklart.

I 1386 havde man fra kongelig side indrømmet at landet var et arvelen i den holstenske greveslægt, men en formelt korrekt fornyelse som Erik af Pommern antagelse til dansk konge i 1396 fordrede, havde ikke fundet sted.

Tillige var det en realitet at kronen i årene op til 1412 havde fået store dele af hertugdømmet i faktisk besiddelse, mens resten stod i pant hos slesvigholstenske lensmænd.

I denne situation valgte Erik af Pommern at opgive bid – for – bid taktikken og satse på en definitiv retslig afgørelse. Hans hovedpåstand på danmarkshistoriens sidste danehof 1413 i Nyborg var at hertugslægten havde forlenet lenet, fordi den og dens medhjælpere ved at bære våben mod lensherren havde begået troskabsbrud.

Kongen påstod at efter feudalretten var hertugdømmet på lovlig måde hjemfaldet til ham, hans rige, arvinger og efterfølgere. I dommen taler kongen bestandigt om ”os og vort rige” eller om ”vort rige Danmark”. Over for hertugdømmet, hvis lensherre han er.

Det er værd at bemærke at den modstilling af begreberne Danmark og Sønderjylland vi tidligere har mødt i en holstensk kilde, genfindes her. Kong Erik erklærer under de indledende forhandlinger på danehoffet seks råder udpeget på holstensk side for inhabile, da de hverken var fra Danmark eller Sønderjylland.

 

Erik af Pommern førte også retssag for kejseren

På danehoffet dømtes i overensstemmelse med kongens påstand. To år efter stadfæstede kejseren dommen. Gennemførelsen af denne dom ville i praksis indebære at Sønderjylland nu blev en del af kronen og kongeriget. Det ville ophøre med at være hertugdømme. Kongen ville blive de slesvigholstenske lensmænds herre.

Nyborg – dommen forudsatte at Sønderjylland var et len, en tankegang der var kong Erik ganske fremmed, da han på ny 11 år senere førte retssag om Sønderjylland. Denne gang var det for den tyske kejser. Kejserens dom var fuldstændig imødekommelse af Erik af Pommerns nyeste påstand.

Sønderjylland tildømtes kongen og riget med over- og underejendomsret, mens greverne Henrik, Adolf og Gerhard frakendtes enhver ret til et arveligt hertugdømme.

Hvad Erik af Pommern i 1413 og i 1424 sigtede på, var med forskellige begrundelser at gøre Sønderjylland til en provins i kongeriget som i den ældre middelalder. I 1421 formulerede han sin mening klart ved at sige at Gottorp og Sønderjylland ligger i Danmarks rige og med rette hører til kronen. Gottorp len var hertugdømmets sydligste. For Erik af Pommern gik kongerigets grænse ved Ejderen og Levensau.

 

Erik af Pommern tabte på slagmarken

Da Erik af Pommern havde vundet ved domstolen tabte han imidlertid på slagmarken. I 1440 modtog Adolf den Ottende forlening med alle rettigheder og ingen forpligtelser. Lensbrevet bekræftes i 1443 og 1455. I 1448 lod hertugen sin søstersøn Christian af Oldenburg love at han ikke ville indlemme Sønderjylland i riget og kronen, hvis han blev konge af Danmark.

Dette løfte blev overholdt. Da Christian den Første i 1460 blev hertug af Slesvig og greve af Holsten markeredes en tydelig forskel på det at være konge i Danmark og fyrste og ”landene”.

Det kan således hævdes, at den holstenske opfattelse af Sønderjyllands rette stilling i forhold til kongeriget blev den varige selvom Danmarks konge blev Sønderjyllands hertug.

 

Danmarks riges fyrste og råd

Ejderen var i vikingetid og Valdemars tid Danmarks rigsgrænse mod syd. Det var i den her behandlende periode grænse mellem Slesvig og Holsten, men var den også rigsgrænse og Sønderjylland dermed en del ad Danmarks grænse?

Hertug Adolf, der med næb og klør kæmpede for at undgå hertugdømmets inddragelse i riget, betegnede sig i 1448 som Danmarks riges fyrste og råd. Det skyldtes at han var kongens og rigets vasal og derfor havde pligt til at give råd. Ingen kan mistænke ham for at mene, at Sønderjylland af den grund var en del af riget.

 

Grev Gerhard udnyttede situationen

Indrømmet at disse to århundredes gennemgang af historien ikke har været så ligetil. Da kong Valdemar 10 år gammel i 1326 bortforlenede Sønderjylland til sin morbroder grev Gerhard skete det med den begrundelse, at efter naturens og Guds lov skal trofaste mænd modtage gengæld for den tjeneste, de havde ydet.

Det var en almindelig tanke i middelalderen at visse forhold som f.eks. det nævnte, repræsenterede en sådan grad af fornuft og retfærdighed at alle mennesker kunne indse deres berettigelse, men det er mærkeligt at se denne tanke udkastet netop i forleningen af Sønderjylland.

Grev Gerhard havde tiltaget sig formynderskabet over drengen, havde pantsat det sydligste af hans land og i ledtog med danske stormænd gjort sig til Danmarks mægtigste mand. Han havde til fremme af egne formål fået indsat nevøen som konge af Danmark og som kronen af værket ladet ham tildele sig det hertugdømme, der i generationer havde tilhørt drengens forfædre. Man kunne sandelig spørge om dette virkelig var ret og rimligt.

 

Skiftende stillinger til Kongeriget

Men Sønderjyllands forhold til kongeriget blev i det hele taget ikke ordnet på grundlag af alment anerkendte forestillinger om fornuft og retfærdighed. Både retsbestemmelser og den faktiske udvikling viser at hertugdømmet indtog skiftende stillinger i forhold til kongeriget. Retsstandpunkter fremførtes af modstandere med hver deres interesser, og det var et politisk spørgsmål, hvad der til forskellige tider kunne gøres gældende.

Udgangspunktet i den ældre middelalder var at Sønderjylland blot var en provins i kongeriget, og endnu i 1266 sås kongemagten så stærk at hertugdømmet kunne regnes for at høre til riget. Men ellers udskilles det, og er først i årtierne før og efter 1400 at stærke danske konger forsøgte at ændre herpå, som bekendt forgæves.

Den næstbedste set med danske øjne var et hertugdømme med klarest muligt definerede forpligtelser. Sådan var det frem til 1326, og dronning Margrethe lagde vægt på at få tjenestepligten fastslået i 1386.

 

Sønderjyllands fyrster vaklede

Sønderjyllands fyrster derimod vaklede, når det gjaldt spørgsmålet hvad det var den fordelagtige ordning for dem. Flere gange i det 14. århundrede valgte de den totale uafhængighed af Danmark, dvs. en afbrydelse af lensforholdet og de selv i en helt uafhængig stilling.

Efterhånden foretrak de dog selvstændigheden i lenets form, uden forpligtelser af betydning over for kronen og riget, og det blev da deres arv til de oldenborgske konger i Danmark.

Men blev vi egentlig klogere på begrebet Genforening/Forening til Danmark?

 

Kilde:

• Sønderjyske Årbøger
• Historisk Tidsskrift
• Esben Albrechtsen: Herredømmet over Sønderjylland 1375 – 1404
• Erslev: Erik af Pommern, hans kamp for Sønderjylland og Kalmarunionens Opløsning
• Gyldendals Danmarks Historie

 

Hvis du vil vide mere:

• Lov og ret i Sønderjylland dengang
• Er Genforening – det rette ord
• Da Sønderjylland blev dansk
• Ribe – brevet
• Den dansk – tyske sameksistens i Sønderjylland
• Haderslev – under første verdenskrig
• Haderslev 1917 – 1918
• Sønderjylland efter Genforeningen
• Ned med de dansksindede
• Kongens hvide hest
• Mere om kongens hvide hest
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Flugten over Grænsen 1914 – 1918
• Begik kongen højforræderi
• Rendsborg 1848
• Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
• Sønderjylland til Ejderen
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønder – egnen 1814 – 1848
• Tønder – egnen 1848 – 1858
• Tønder mellem dansk og tysk
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Tønder før og efter Genforeningen
• Aabenraa 1848 – 1851
• Første verdenskrig i Bov
• De kongerigske enklaver
• Sønderjyllands historie til år 1200
• Abel og hans sønner
• Genforeningen i Bov sogn og mange flere
• Se også under kategori 1864 og de slesvigske krige