Urenligheder i drikkevandet

Vandet var stillestående. Træ-render i dårlig stand. Flere steder manglede man vand. Vandkiggeren skulle tilkaldes, når ål viste sig. Den kendte ålesupper. Vandkommissionen forsøgte at berolige folk. Man skulle ikke drikke vand, der lugtede. ”Amaliegade-feberen”. Vandet var urent fra starten. ”Stinkende og ubrugeligt” – denne betegnelse fik drikkevandet fra Skt. Jørgens Sø. Der var kø foran de brønde med godt drikkevand. Man ville have kildevand til København. Vandvæsenet brede efter vand. Vanding af gader og veje. Privat initiativ inde i Indre By. Ved regnskyl skete store oversvømmelser. En åben kloak var sundhedsfarlig sagde de lærde. Den stinkende Rosenå. Slagtermesteren havde altid oversvømmelse. Kolera udstillede elendigheden. Millioner af mennesker er blevet reddet. Natmændene kørte daglig ud med 80 læs menneskeafføring. Epidemierne i København havde gode kår. Disse var mest udbredt i de lavere klasser. Den store klakplan. Man lærte at vaske hænder.  

 

Vandet var stillestående

Vandet til Københavnerne kom i træ-render. I den inderste ende af disse var vandet næsten altid stillestående og som følge deraf nærmest udrikkeligt. Således blev der hele tiden klaget fra Stadens Materialegård i Hestemøllestræde.

 

Træ-render i dårlig stand

Der blev godt nok brugt 40 – 50.000 Rigsdaler hvert år til Vandvæsenet og der blev nedlagt næsten 2.000 alen nye træ-render hvert år. Men andre træ-render var altid i dårlig stand.

 

Flere steder manglede man vand

I tørre somre kunne vand-tilførelsen svigte. Særlig den østre ledning var utilstrækkelig. Det fornemme kvarter omkring Bredgade og Amaliegade lige som Kongens Slot manglede ofte vand. Et andet sted var renderne gerne rådne eller halvrådne. Og det var lige i nærheden af de utætte latringruber.

 

Vandkiggeren skulle tilkaldes

Vandet indeholdt en masse urenligheder. Det skete også ofte at døde fisk blev pumpet op sammen med vandet. Ål kunne man ikke holde ude af renderne. På Borgerdyds Skole på Christianshavn brugte man drikkevandet til at undervise i ”De lavere dyrs liv” i naturhistorie. De dukkede op i drikkevandet. Der var myggelarver og lignende smådyr i overflod.

Man kunne også være heldig i at pumpe en igle op, salamander eller et par små haletudser var også almindelig. Som regel skulle ”Vandkiggeren” tilkaldes, hvis en ål var pumpet op. Så skulle pumpen skilles ad.

 

Den kendte Ålesuppe

Om sommeren kunne vandet fra Søerne godt være halvlunken 16 – 18 grader. Hvis man skulle drikke Vandvæsenets vand, så matte man både anskaffe sig filtrerapparat og vandafkøler.

• Den kendte Ålesuppe

Ja dette var et yndet kælenavn for det københavnske drikkevand. Der blev flere gange gjort forsøg med rør af jer eller ler. Det var særlig jern-støber Lunde, der var en ivrig modstander af de gamle træ-render. Men der blev ikke gjort nogle forbedringer før det nye vandværk blev taget i brug.

 

Vandkommissionen forsøgte at berolige folk

Vadkommissionen forsøgte hele tiden at berolige folk:

• Hvad de befundne mangler bed vandet angår, må det bemærkes, at de tilfælde, hvori en væmmelig smag og lugt af rådne fisk har vist sig, have været aldeles lokale.
• Når en fisk trænger ind i renderne, vil den vist nok sjældent blive i hoved-renden og ikke let dø der, da den altid vil få frisk vand. Men hvis den gik i forrådnelse, ville resterne af denne forrådnelse sprede sig ud i de store vandmængder, der bliver tilført. Så ville man ikke i længden kunne mærke den påfaldende lugt og smag.
• Det er i bi-renderne fiskene dør eller er døden nær. De rådner også her. Her kan vandet have en afskyelig lugt og smag.

 

Man skal ikke drikke vand, der lugter

Om dette så var en trøst for befolkningen, ja det kan diskuteres. Men Vandkommissionen havde dog også et godt råd:

• Man skal lade være at drikke vandet, når det lugter alt for galt.

I slutningen af 1840erne kom det ene tyfusudbrud efter det andet. Men det var bare det problem, at Vandkommissionen ikke kunne love andet drikkevand.

 

Amaliegade-feberen

Særligt i årene i 1840 – 44 blev der klaget over dårlig lugt af drikkevandet i Bredgade – kvarteret. Især i 1842 rasede en alvorlig Tyfus-epidemi, som man kaldte Amaliegade-feberen.: Men man gjorde ikke noget ved renderne før i 1844. Så fandt man ud af at tage renderne op. Man opdagede et hul af fire tommers diameter, der førte fra den underliggende vandrende til den overliggende kloak, der blandt andet modtog afløbet fra Frederiks Hospitals lighus.

 

Vandet var urent fra starten

Allerede ude fra reservoirerne var vandet urent. Man havde endnu ikke begyndt at bore efter frisk kildevand. Man nøjedes med det overfladevand, der gennem de forskellige tilløb samledes i Vandvæsenets Søer.

Vand fra engdrag og marker, der ved regnskyl og tøbrud førte alle uhumskheder fra gødning, grøfter m.m. med sig ned i Søerne. Gennem åbne grøfter og kanaler førtes vandet fra Emdrup Sø til Lersøen og Damhussøen, hvorfra det gennem Lygteåen og Grøndalsåen/Ladegårdsåen nåede indtil Peblingesøen.

 

Stinkende og ubrugeligt

Trods forbud smed byens borgere alt muligt affald i Søerne. Værst var vandet i Skt. Jørgens Sø, fra hvilken Vesterbro fik sit drikkevand. Vandet i denne sø var i stille vejr grønligt på grund af den frodige planteverden i den. I uroligt vejr kom det tykke lag mudder på Søens bund op til overfladen. Så var vandet grå. Vandmester Jens Sørensen erklærede i sommeren 1847, at vandet på Vesterbro var:

• Stinkende og ubrugeligt

Mange ville hellere bruge de offentlige brøndpumper. Dem fandtes der der cirka 4.500 af i byen. Men det var nu langt fra at vandet i alle byens brønde var godt. I 1852 foranstaltede ”Kommissionen til de hygiejniske Forholds Forbedring” en undersøgelse. Dette resulterede i at ikke mindre end 50 brønde blev tilkastet, fordi vandet var sundhedsfarligt. Vandet var simpelthen sundhedsfarligt.

Allerede i 1847 foretog Vandkommissionen en undersøgelse. Kun fire ud af seksten brønde fik her en attest, at de indeholdt godt drikkevand.

 

Der var kø foran de gode brønde

Omkring de vandposter som indeholdt godt drikkevand udfoldede der sig i sommertiden et broget folkeliv. Der var sammenstillen omkring disse brønde af bude og tjenestepiger, der sendtes efter vand. De måtte vente i timevis for at komme til.

Men disse tjenestepiger opsøgte ofte den nærmeste brønd og brugte tiden til at besøge kæresten. Nu ville det bedre borgerskab have vandet bragt for en lille skilling. Det skulle helst være den brønd, der stod ved Nørrevold ved Gothersgade. Det var denne brønd som lægerne anbefalede.

Brandkommissionen gjorde nu opmærksom på, at denne brønd ofte tømtes. Og de var betænkelige ved at en enkelt person skulle have tilladelse til at bruge alt vandet i denne brønd.

 

Kildevand

I 1843 fik en mand tilladelse til at hente vand fra Kirsten Pils Kilde. Vandet skulle hentes mellem kl. 5 og 7 om morgenen. Men dette projekt kom aldrig i gang. Et andet forslag gik på at hente vandet fra kilder i Roskilde og sende med toget ind til København. Ved ankomsten skulle vandet så ligges i is-kælder.

 

Vandvæsenet borede efter vand

Vandvæsenet havde allieret sig med videnskabsmænd i forbindelse med boringer. Tre gange gik det galt. Da havde boret sat sig fast. Man søgte nu kommunen om tilskud. Men her var man i tvivl om man nogensinde ville finde vand. Man havde været nede i en dybde på 660 fod uden at finde vand. Man enedes dog om at give et årligt tilskud på 1.000 Rigsdaler. Arbejdet blev fortsat, men der kom ikke noget resultat ud af dette.

Men efterhånden fandt man dog nogle kilder i byens yderkanter, der kunne dække halvdelen af byens vandforbrug. Men alligevel var det ved at gå galt. I 1846 og 1847 havde det været vandmangel, hvis ikke man havde en reserve i Lersøen.

Først ved anlæggelse af det nye vandværk fik man orden i drikkevandet til københavnerne.

 

Vanding af gader og veje

Vandvæsenets træ-render under gaderne var evig og altid i uorden. Det var galt med brolægningen. Asfalt og træbrolægning var på tale. Men politikerne mente at det var for dyrt. Men der kom dog mere styr på det efterhånden. Rendestenene blev mere flade.

Man begyndte også at kigge på vanding af gaderne. Man startede ude på Strandvejen i 1843. I 1845 skulle man så lade Østerbrogade fra lille Vibenshus til Østerport vande af Vejvæsenet. på offentlig bekostning.

 

Privat initiativ inde i byen

Inde i byen havde en aktiv person, Kukkenbager Dethmer i Skindergade taget initiativ til at vande i byens gader. Det var så grundejere på Kongens Nytorv, i Gothersgade ind til Kronprinsessegade, på Østergade, Købmagergade, Højbro Plads, Amagertorv og flere steder der skulle have penge op af lommen. Betalingen udgjorde 1 skilling daglig for ti alen facade. Han vandede tre gange dagligt fra 1. maj til 30. september.

Under Brolægningsvæsenet sorterede Stadens elendige rendestene. De var ganske ude af stand til at optage vandet i gaderne så snart et nogenlunde stærkt regnskyl indtraf.

 

Ved regnskyl – store oversvømmelse

Indtraf der et regnskyl om natten hændte det ofte at beboerne i kældrene vågnede ved at vandet stod alenhøjt i deres stuer.  Store Købmagergade var særlig udsat. Her samledes afløbet fra mange gaders rendestene. Hele gaden fyldtes derfor øjeblikkelig med vand.

 

En åben kloak var sundhedsfarlig

Rendestene kunne hurtigt udvikle sig til en bred og dyb grøft. Afløbet fra de mange kostalde udbredte en fæl stank. Om aftenen kunne dette være livsfarligt.

Så var det også lige de åbne kloaker, der heller ikke var ufarlige for børn. Professor Fenger udtalte at den åbne kloak er:

• Til skade for sundheden og at den navnlig har været medvirkende årsag til udbruddet af den tyfus-epidemi, som i sidste måned har angrebet flere beboere.

Flere kloaker blev overdækket med tætte planker.

 

Den stinkende Rosenå

Så var det Rosenåen, der også stank. Det var nærmest blevet en kloak. Og her var det Vesterbro, det gik ud over. Åen blev aldrig renset. Det var uenighed om, hvem der skulle gøre det. Det førte til at å-løbet blev stoppet til. Det kunne ikke mere føre vandet bort. Følget var massive oversvømmelser.

 

Slagtermesteren havde altid oversvømmelse

Det var navnlig slagtermester Møller, der gik ud over. Han klagede i 1841, at vandet stod otte tommer over gulvene i hans stuer. Endnu i 1850erne lyder de samme klager fra slagtermester Møllers enke.

Men også ejeren af Vodrofs Mølle klagede, når vandløbet groede til. Det betød at hans vandmølle gik i stå.

 

Kolera udstillede elendigheden

Vi har som du kan se under ”Hvis du vil vide mere” skrevet en del om hygiejnen i København. Det er med en vis humor, man i dag kan se på det. Men alligevel har det været et alvorligt problem, så vi i hvert fald i Danmark har taget ved lære af.

Kolera udstillede elendigheden. Lægerne blev aktive. I løbet af 1800 – tallet fik København en ren vandforsyning og toiletter, der var forbundet til en kloak.

 

Millioner af mennesker er blevet reddet

Adskillelsen af latrin fra drikkevand har reddet millioner af menneskeliv. Herhjemme var det Hornemann, der gik forrest i sin kamp. Det var dengang, da der inden for murene var 130.000 mennesker, der husede 5.000 heste, køer og svin i baggårde og hestestalde. Disse dyr skulle også af med deres afføring.

 

Natmændene kørte ud med afføring

Natmændene kørte efter mørkets frembrud ud med 80 læs menneskeafføring ud af byen. I dagslyset var der så affald fra rendestene, der blev kørt ud af byen.

Som vi tidligere har skrevet, så var husenes latriner et træsæde over et hul i jorden. Og tænk det blev kun tømt to gange årligt. Man siger, at der var et sæde for hver 50 brugere. Men vi har i en af vores artikler hvis nok skrevet, at der var over 100, der skulle dele et sæde.

Man kan godt forstå, at de velhavende forlod byen om sommeren. Og man sagde dengang, at København befandt sig på et lavere kulturtrin end andre hovedstæder.

 

Epidemierne havde gode kår

I 1853 ramte Koleraen en 19 – årig knægt i Nyboder. Og epidemierne havde ret gode vilkår i København.

 

Mest udbredt i de lavere klasser

Cirka 100 læger i København deltog i såkaldte husvisitationer. Her fandt de ud af at mere end to tusinde familier boede i kældre med tre – fire børn. De havde cirka 4 kvadratmeter til rådighed. Endelig vågnede politikerne op. Man fandt ud af at epidemierne var mest udbredt i de lavere klasser.

 

Den store kloakplan

København fik sit første vandværk i 1859. Året efter begyndte den første kloakering i byen – i første omgang til afløb for spildevand og regnvand. Omkring 1900 fulgte ”den store kloakplan” I 1905 var der 5.000 wc’er og i 1965 havde 83 pct. af København lejligheder med eget WC.

Kolera giver stærk diarre og smitter hyppigt fra afføring til drikkevand eller fødevare. Man fandt ud af at samfundshygiejne var en vigtig faktor til at hindre epidemiers udbredelse.

 

Man begyndte at vaske hænder

Og som vi også tidligere har nævnt så begyndte jordemødre og fødselslæger at vaske hænder, hvilket aflivede de tragiske epidemier med barselsfeber, som indtil da hærgede Europas fødselsstiftelser med høje dødstal.

Under Covid-19-epidemien øvede danskerne sig i at vaske hænder og holde afstand for at inddæmme virussen.

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• altinget.dk
• Villads Christensen: København 1840 – 1857
• Sommer: Københavns Drikkevand
• Vilhelm Bergsøe: Krigen og Koleraen
• Dansk Tidsskrift

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.107 artikler
• Under København finder du 206 artikler
• Under Nørrebro finder du 329 artikler
• Under Østerbro finder du 112 artikler

 

• København var en meget skiden by
• Det var trangt i København
• Sådan boede arbejderne dengang
• Da voldene forsvandt
• Pustervig og Fattigvæsnet
• At være fattig
• Det lugtede i København
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Guldalderens København – sådan var det også
• Pet i København
• København 1840-1880
• Nørrebro 1840 – 1880
• At bo på Nørrebro
• Arbejderanstalten Ladegården
• Epidemi på Nørrebro
• Et epidemihospital på Nørrebro
• En stinkende kloak og flere opløftende temaer
• Kolera på Nørrebro 1853
• Lokummer på Nørrebro
• Latriner og kloaker på Nørrebro
• Pest på Nørrebro og flere artikler