Udleveret til Tyskerne

Det var den 22. juni 1941, at Dansk Politi viste en stor iver og anholdte fem gange så mange kommunister, som tyskerne egentlig forlangte. Noget tyder på, at denne aktion havde været planlagt i længere tid. Et kartotek med over 60.000 navne var allerede udviklet. I 1930erne havde Københavns Politi et tæt samarbejde med Gestapo. Man brugte ulovlig overvågning uden dommertilladelse. Så allerede dengang overtrådte man Grundloven. Og kommunister blev betragtet som dybt kriminelle. Uden at nogen politikere eller medier stillede spørgsmål indførte man en såkaldt nødret, som skulle berettige grundlovsbrud. At 95 kommunister alligevel flygtede fra Horserød kan vi takke det danske vagtmandskab for. Men 21 døde i KZ – lejr Stutthof. En ”skændig” lov skal man aldrig bruge som forbillede.

 

En grundlovstale

Havde Den Gamle Redaktør her, hørt forkert, da han i en Grundlovstale hørte vores nuværende justitsminister bruge den såkaldte Kommunistlov af 1941 som forbillede? Anledningen var omtale af et lovforslag, der skal kriminalisere holdninger og ytringer, ikke kun handlinger. Det er vel også lige på kanten af Grundloven.

Det er problematisk at legitimisterne en omstridt lov fra 2016 med henvisning til loven fra 1941.

 

Offensiv mod Sovjet

Søndag den 22. juni 1941 brød Hitler uden varsel sin besynderlige Ikke – Angrebspagt mod Stalin. Han startede sin offensiv mod Rusland med 5 millioner mand. Det var den offensiv som sluttede ved Stalingrad.

 

66 ledende kommunister, tak

Samme morgen startede dansk politi, efter en natlig godkendelse fra den stærkt svækkede Stauning, en brutal razzia mod de danske kommunister.

Tyskerne havde forlangt 66 fremtrædende medlemmer af DKP (Danmarks Kommunistiske Parti) arresteret. Disse blev trukket fra det danske politis store kartotek. Landets 71 politikredse blev alarmeret via telefon og fjernskrivere.

 

En kæmpe iver

Rundt omkring udfoldede der sig en kæmpe iver for at få fat i kommunistiske landsmænd. Så godt som ingen landsmænd rørte en finger for, at dette ikke skulle ske. Kommunisterne var hadet af langt de fleste i det danske samfund.

Og politimestrene gik til sagen. Alle ledige politifolk var sat ind. I løbet af få døgn kunne landets 71 arresthuse og Vestre Fængsel melde om 327 anholdte, eller cirka fem gange så mange, som tyskerne havde forlangt.

 

Griffenfeldsgade 50

En særlig aktion gik i gang mod DKP’ s kontorer i Griffenfeldsgade 50 på Nørrebro. Klokken seks om morgenen havde kriminalassistent Lars Jensen Hansen fra Station 7 fået at vide, at han skulle stille i Parolesalen på Politigården.

Han var fremme kvarter i syv. Efter at have ventet en times tid får han ordre af sin overordnede politikommissær J. Odmar at tage ud til Arbejderbladet, DKP’ s dagblad som har redaktionslokaler i partihovedkvarteret i Griffenfeldsgade. Hans opgave er at anholde de partimedlemmer, der dukker op.

Aktionen startede lidt over 10 med 20 danske betjente. Nogle var i civil, andre var i uniform. To SS – officerer deltager i aktionen. Op ad formiddagen dukker de første partimedlemmer op. De anholdes med det samme.

Efter aktionen lukker politiet partilokalerne og Arbejderbladets redaktion. Ved nytårstid 1942 bliver Lars Jensen Hansen forfremmet til souschef for afdeling D, efterretningstjenesten hos Københavns Opdagelsespoliti.

 

Omstyrtning af det kapitalistiske samfund

Partiet opstod i kølvandet på den russiske revolution på linje med andre partier i hele Europa. Det var et revolutionært parti i modsætning til Socialdemokratiet. De ville omstyrte det kapitalistiske samfund og skabe en ægte socialistisk stat af ligestillede borgere.  Ledet af arbejderklassen.

 

Socialdemokraternes største fjende

Hovedfjenden for det store Socialdemokrati var ikke nazisterne, men kommunisterne. Nazisterne bestod af en række galninge, mente socialdemokraterne, mens kommunisterne var ret så velorganiserede. De havde også rod i arbejderbevægelsens forskellige led. Socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen havde længe krævet kommunistiske ledere interneret.

 

Største fare for samarbejdspolitikken

Man skal også huske på, at den største fare for at samarbejdspolitikken ville bryde sammen, var kommunisterne. De var i stand til at danne en direkte modstand mod tyskerne, og det viste sig jo også senere.

 

Kommunisterne skabte frygt

1930erne var karakteriseret af store sociale spændinger og økonomiske kriser. Det afspejlede sig også i det politiske liv. En ung socialdemokrat mistede sit liv efter et sammenstød med en flok plakat – opklæbende ungkommunister. Denne episode forstærkede spændingerne.

Da kommunisterne med nød og næppe kom ind i Folketinget i 1932 skabte det stor frygt hos alle partier især Socialdemokratiet.

 

Rivalisering i politiet

Indbyrdes i politiet var der rivalisering mellem forskellige grene af etaten, særlig mellem Københavns Politi og Rigspolitiembedet. I 1939 blev Rigspolitiets efterretningsvæsen, Sikkerhedspolitiet oprettet. Den daværende chef, Strøbech ønskede en studierejse til England for at studere Scotland Yard. Men det ønskede Thune Jacobsen ikke. Han skulle i stedet sendes til Berlin. Her blev Strøbech så modtaget af personalechefen i Gestapo – amt, Dr. Werner Best.

Det virker lidt absurd, at man af SS skulle kunne lære, at bekæmpe danske nazister.

 

Det Politiske Politi

Det Politiske Politi fungerede allerede i 1800 – tallet i København. Men først i 1927 blev det mere formelt, da afdeling D blev en realitet, da Eigil Thune Jacobsen blev chef for Ordenspolitiet. I 1931 udsendte justitsminister Zahle et cirkulære, der pålagde alle landets politimestre, at supplere afdeling D’ s kartotek. I 1940 – 41 havde dette kartotek omkring 60. – 70.000 navne.

Jo, kartoteket fungerede som en informationscentral for det politiske system. I løbet af en times tid kunne man besvare ethvert opkald om en given person.

 

Offer for samarbejdet

Andreas Hansen fra afdeling D udtalte i 1936 til finsk politi, at der foregår en livlig kommunistisk propaganda.

Denne Andreas Hansen fik en tjenestemands – sag på halsen, tiltalt for utilbørlig samarbejde med Gestapo. Men det var som om, at der skulle statueres et eksempel for både ledelsen og Justitsministeriet var klar over det tætte samarbejde med tyskerne.

 

Kommunistisk protest afvist

I 1933 henvendte det tyske gesandtskab sig ved en direkte henvendelse uden om de diplomatiske kanaler, at Københavns Politi henstillede til trykkeren, at det tysksprogede blad Antifascistische Front, at han ikke længere skulle trykke bladet, som naturligvis var en torn i øjet på den nazistiske regering.

Axel Larsen, der var redaktør på bladet, klagede med henvisning på trykkefriheden. Justitsministeren afviste dog denne anmodning.

 

Ransagninger uden dommerkendelse

I 1930erne foretog politiet mange ransagninger hos DKP. Man stjal også medlemskartoteket. Og ingen af gangene havde man nogen dommerkendelse.

Politiet var virkelig efter kommunisterne. Alle møder blev overvåget. Plakater blev konfiskeret ligesom diverse propaganda – foldere. Man betalte stikkere for oplysninger og havde ligefrem ansat freelance – stikkere. Men nu var alle de oplysninger man fik af disse ikke lige troværdige.

 

Overskridelser af grundloven – allerede dengang

Politiet og Justitsministeriet argumenterede for, at de vil aflytte kommunister uden dommerkendelse. Det skulle bare være den øverste politichef, der skulle anmode om det. Og i 1935 beklagede chefen for opdagelsespolitiet, politiinspektør Stamm, at overgangen til de ny halvautomatiske telefoner vanskeliggjorde sporingen af samtaler.

Alle telegrammer til og fra DKP blev ligeledes kontrolleret. Og når disse blev afsendt i koder, så klarede man også det problem. Man havde købt koden hos en jernbanekontrollør.

Justitsminister Zahle havde selv godkendt kontrol og afskrift af telegrammer til og fra DKP. Det må da hvis igen være en overskridelse af Grundloven.

 

Skruet ned for revolutionen

Ved valget i 1939 opnåede kommunisterne tre pladser i Folketinget. Og det var partilederen Axel Larsen, arbejdsmanden Alfred Jensen og Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen.

Man havde skruet lidt ned for revolutionen og siden besættelsen holdt lavt profil for modsat de fleste danskere, troede de ikke på Hitler’ s Ikke – angrebspagt mod Danmark.

De vidste, at kommunister var blevet udryddet siden Hitler’ s magtovertagelse i Tyskland.

 

Kommunisterne – en usympatisk byrde

Men russernes angreb på Finland skabte især i borgerlige kredse herhjemme en foragt over for kommunisterne. Og så var det jo også lige det, at hvis de kom til magten, ja så måtte den besiddende klasse af med ejendom. Og så var det jo også lige det, at kommunisterne konkurrerede sammen med socialdemokraterne om de samme vælgere.

Partiet havde i 1938 kun 8.000 medlemmer, men de samlede dog 40.000 stemmer for at få de nævnte tre pladser i Folketinget.

Partiet var dog for de allerfleste en usympatisk byrde som et ægte demokrati måtte trækkes med. Pludselig måtte partiet kriminaliseres med tilbagevirkende kraft. Ikke mange satte spørgsmålstegn ved dette heller ikke datidens medier.

 

Justitsministeren ville have flere til at tage ansvar

Men arrestationen af partiets folketingsmedlemmer var desuden grundlovsstridig i anden potens. Rigsdagens medlemmer var nemlig urørlige uden en rigsdagsbeslutning.

Men mens arrestationerne foregik uden grundlovsforhør, dommerkendelser og overvejelser om passende internering var det der optog samfundet at finde en legalisering af grundlovsbruddet.

Her fandt højesteretspræsident Troels G. Jørgensen de vise sten. Han opstillede teorien om nødret til stor lettelse for de resterende politikere.

Justitsminister Thune Jacobsen turde ikke selv tage ansvaret. Han ville både have det parlamentariske demokrati og højesteret gjort medansvarlig, og det lykkedes. Det hele var godkendt på forhånd i et responsum på Højesterets brevpapir.

 

En meget nedværdigende behandling

Også efter arrestationerne fik kommunisterne en meget nedværdigende behandling ikke kun i Horserød men også andre steder.

Selv om det vanvittige antal arrestationer i første omgang blev reduceret uden undskyldning sad der endnu i begyndelsen af august 100 kommunister indespærret i landets arrester og Vestre Fængsel.

I Vestre sad de tre og tre i eneværelser. Og kommunisterne blev dårligere behandlet end andre arrestanter.

 

Stakkels Martin Andersen Nexø

Den kendte 72 årige kommunist og forfatter Martin Andersen Nexø hensad i ugevis under de mest usle forhold i Frederikssund Arrest. Da alle ikke – løsladte i løbet af august blev samlet i Vestre Fængsel, blev vores kendte forfatter indlagt på fængselshospitalet. Det var kun takket være Thune Jacobsens indgriben, at han ikke kom til Horserød. Men det var ikke specielt af medmenneskelige grunde.

• Interneringen af Nexø ville skade opfattelsen af aktionen i udlandet.

 

Langt fra alle var ”ledende”

Nu var det langt fra alle internerede, der havde en ledende funktion i partiet. Ja nogle havde endda meldt sig ud igen. Og blandt de senere internerede Spaniens – frivillige havde langt fra alle været i kamp. Ja nogle havde været sygehjælpere.

 

Enstemmig vedtagelse af grundlovsbrud

Mellem den 22 juni og 22. august fik den danske regering så endelig vedtaget Kommunistloven, der legaliserede forbuddet mod partiet og interneringen.

Det lykkedes at få loven enstemmigt igennem begge ting. Ja Ole Bjørn Kraft mente, at loven var en beskyttelse for kommunisterne.

Det groteske er den dag i dag at læse, hvad nutidens medier mener, set i lyset af, hvad de mente dengang. Razziaen var totalt undertrykt. Men folketingsdebatten blev refereret og der var ingen, der forsvarede partiet, der tog imod ordre fra udlandet.

Det var som om, at aktionen mod kommunisterne var planlagt i mindste detalje. Mon ikke også, at man langt tidligere har kigget på retsgrundlaget og hvordan man kunne redde sig ud af denne? Det så ud til, at man i flere år havde en aktion parat mod kommunisterne. Forholdene blev også undersøgt efter besættelsen. Måske har det været mulighed at bortskaffe ubekvemme papirer.

Man havde et enestående register, som dog led af den mangel, at det ikke var blevet ajourført. Men omkring 1. juli 1940 havde man etableret et meget mere brugbart register.

 

Den illegale pjece ”Danske Toner”

Kommunisterne kunne ikke selv deltage i diskussionen. Men det gjorde de nu alligevel på en meget kreativ måde. I september 1941 udsendte de en illegal pjece Danske Toner formet som et sanghefte. Men pjecen er den tale, som Aksel Larsen ville have holdt, hvis han havde haft muligheden for det.

Problemet var også, at under diskussionen var Rigsdagsbygningen besat med et par hundrede civilklædte politifolk, så hver eneste korridor, værelse og trappe var under opsyn. Rigsdagens opsynsmænd havde fået strenge ordre på at være behjælpelig med at anholde de to kommunister, som dansk politi endnu ikke havde fået fat i.

 

Aksel Larsen tog til genmæle

Aksel Larsen ramte måske plat da han i heftet Danske Toner skrev:

• Sandheden er, at ved denne politik og dette forbud stiller regeringen og rigsdagen sig selv i fremmed magts tjeneste.
• Den farlige vej er nået ved at tilpasse såvel udenrigspolitik som indenrigspolitik til de fremmede undertrykkers interesse.

Og så henviste Axel Larsen også til Scavenius tale i juli 1940:

• Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprunden i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseender under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave at finde sin plads i et nødvendigt, aktivt samarbejde med Stortyskland.

Aksel Larsen havde ikke det store til overs for Stauning:

• Gennem den berygtede Studenterforeningstale i vinter og gennem hans sidste udtalelser til det svenske Goebbels – organ ”Aftonbladet”, hvori han i stort som småt erklærer sig beredt til at indordne Danmark under den nazistiske ”Nyordning” i Europa. Man forstår efter dette til fulde den varme anerkendelse, der fra tysk – nazistisk hold strømmer hr. Stauning i møde.

 

Socialdemokraterne ville af med kommunisterne

På et lukket møde den 4. september 1941 skulle nyudnævnte justitsminister Eigil Thune Jacobsen orientere amtmændene om den nyligt vedtagende kommunistlov. Her sagde han blandt andet:

• Netop ved at gøre front mod kommunismen kunne man sikre Socialdemokratiets fortsatte beståen.

Denne bemærkning illustrere vel meget godt, at Socialdemokraterne ville af med kommunisterne og til det brugte man statsmagten. Den massive overvågning og interneringen var to af midlerne.

 

Grundlovsforhør med tilbagevirkende kraft

I Horserød blev et 2,5 meter hegn med pigtråd blev i hast opsat af den effektive fængselsinspektør A.K. Bentzen. Egentlig var det plads nok til, at de internerede kunne få tålelige forhold, men fængselsinspektøren mente, at man godt kunne stuve kommunister ind sammen fire og fire i dobbelte køjer. Så behøvede man heller ikke at klargøre så mange barakker.

Hurtigt fik man så gennemført grundlovsforhør med tilbagevirkende kraft. Man behøvede jo ikke at krænke grundloven mere end nødvendigt.

 

Man manglede to af de vigtigste

Det var lykkedes for Martin Jensen at flygte på turen fra Vestre Fængsel til Horserød. Og Aksel Larsen havde man endnu ikke indfanget.

Han var på cykeltur med sin kone i Jylland. Men i november 1942 overraskede tyskerne ham efter en hidsig jagt. Men han kom dog ikke til Horserød. Han sendtes til Sachsenhausen og videre til Neuengamme. Her blev han hentet af De Hvide Busser i april 1945. Men han nåede dog at blive Minister uden portefølje i Buhl’ s Befrielsesregering.

 

De blev betragtet som dybt kriminelle

Fængselsinspektøren betragtede kommunisterne som dybt kriminelle og behandlede dem også derefter. Bevæbnede vagtposter patruljerede. Breve og pakker blev kontrolleret og fangerne havde næsten ingen mulighed for at få kontakt med omverdenen.

Madrasserne var af hø og ikke fornyet siden første verdenskrig. Der var lige så mange fængselsfunktionærer som fanger (107) og de gik alle med pistoler. To blodhunde blev sluppet løs uden for hegenet og inden for hegnet ved mørkets frembrud.

Barakkerne var 30 år gamle og kun nødtørftigt renoveret. Det var utroligt ensformigt. Og inspektør Bentsen fandt hele tiden på nye kreative måder at ydmyge de indsatte på.

Thune Jacobsen kom en gang imellem på besøg. Men det var meget tydeligt, at han havde den dybeste foragt for kommunisterne.

Det var også begrænset, hvad de indsatte måtte læse. Russisk litteratur var udelukket, ja det var al skønlitteratur, så var man på den sikre side.

 

50.000 kr. for Eigil Jensen

Efter ¾ år opstod de første flugtplaner. Det var vel kun en 10 stykker, der var involveret i dette. Man ville sørge for partiets fortsatte bevarelse. I begyndelse af maj 1942 begyndte skibsbygger Eigil Larsen at grave den tunnel, der skulle føre dem ud,

Men ak, flugtforsøget blev en fiasko grundet et stort regnvejr. En håndboldkamp, som skulle have hidkaldt vagtmandskabets opmærksomhed blev aflyst. Den eneste, der nåede ud, var Eigil Larsen. Og den danske stat udlovede en stor sum på 50.000 kr. til pågribelse af denne.

 

Endelig – en ny fængselsinspektør

Efter Telegramkrisen mente tyskerne nu også, at Spaniensfrivillige var at betragte som kommunister. Så disse blev også anbragt i Horserødlejren. Det var i begyndelsen af november 1942, hvor Dansk Politi igen udførte en stor razzia.

Egentlig var det justitsminister Eigil Thune Jacobsen der havde indstillet alle disse 330 borgere til forvaring.

Endelig fik man en ny fængselsinspektør efter at man havde sendt masser af klager over den gamle.

 

95 indsatte flygtede

Den 29. august 1943 lykkedes det næsten for alle fangere i den gamle lejr ved en masseflugt over hegnet. De tyske specialtropper havde åbenbart misforstået deres opgave ved magtovertagelsen. Den nye tyske kommandør havde ikke kendskab til den gamle lejr, hvor de rigtige kommunister befandt sig.

95 beboere fik et par timers forspring. Heriblandt var sagfører Carl Madsen, forfatter Hans Kirk m.m. De fængselsbetjente, der kunne have alarmeret tyskerne forholdt sig passive.

 

Det danske vagtmandskab blev sendt hjem

Da det blev lyst kom en rasende general van Hanneken og bad betjentene om at tage deres habengut og gå.

Det var ikke sjovt at skulle indoperere dette til Berlin. I den nye lejr var der 145 tilbage, og de fik surheden at føle. De fik maskinpistolerne rettet mod sig og troede, at de skulle majes ned.

 

Nu må De gå

Man hører aldrig om kommunisternes koner, De Røde Enker. De sociale myndigheder var ret smålige over for dem. Pludselig havde de mistet en forsøger, som var sendt videre i KZ – lejr. Og mange af dem led ligefrem nød. Agnes Nielsen som var gift med folketingsmedlem Martin Nielsen, som var en af dem, der blev sendt til Stutthof, søgte retfærdighed og hjælp. Hun var til audiens hos Th. Stauning og blev pure afvist. Han afsluttede med ordene:

• Nu må De gå.

Senere forsøgte De Røde Enker at få hjælp gennem Røde Kors. Også her blev de afvist.

 

21 mistede livet

Kommunisterne var af den mening, at Kommunistloven og den ydmyge behandling i Horserød skyldtes Ole Bjørn Kraft, Thune Jacobsen og Stauning.

143 mænd og syv kvinder blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof. Det var alle sammen personer, som Dansk Politi havde arresteret. 21 af disse mistede livet.

 

Overvågningen fortsatte

Aksel Larsen kom i regeringen vel sagtens for det som den kommunistiske modstandsbevægelse havde udrettet. Lige efter besættelsestiden var det modstandsbevægelsen man lyttede på. Socialdemokraterne kunne godt se, hvilken vej det vendte og de indledte samarbejdssamtaler med kommunisterne. Men disse forhandlinger var resultatløse. DKP fik dog en flot valgsejr. De gik til hele 18 mandater. Og de holdt en moderat linje indtil 1947 – 1948, hvor Den Kolde Krig brød ud. Overvågningen af kommunisterne fortsatte.

 

Hvilke planer havde man egentlig?

Overbetjent Madsen forklarede til Den Parlamentariske Kommission at han og overbetjent Dinesen, ved deres ansættelse i afdeling D den 1. april 1940 fik ordre om, at være klar til en aktion mod DKP – ”den dag, da der skulle ske noget med russerne”.

Andre oplysninger tydede på, at Justitsministeriet allerede overvejede en aktion i foråret 1940. Men historien viste at man 16 måneder kunne dække sig ind under, at tyskerne forlangte en anholdelse af kommunisterne.

Han forventede at den allerede ville komme i januar 1941. Hans makker, Dinesen bekræftede, at de skulle have materialet klar.

Åbenbart ønskede justitsministeren også, at militæret skulle være forberedt på at hjælpe politiet ved at nedkæmpe mulige kommunistiske optøjer under mørklægningen. Men egentlig er det aldrig kommet frem, hvad man egentlig havde af planer med kommunisterne, hvis ikke tyskerne var kommet.

 

Ikke længere interesse for forhandlingspolitikken

Da Folketinget i 1955 behandlede materialet, var der ikke længere interesse for et opgør med forhandlingspolitikken. Konklusionen blev derfor, at der ikke 10 år efter krigsafslutningen var anledning til at gøre ansvar gældende over for nogen. Det samme er åbenbart tilfældet for den overvågning, der fortsatte af kommunisterne.

 

Hemmelige aftaler

I 1946 indgik de danske militære efterretningstjenester, Generalstabens Efterretningstjenester og Marinestabens Efterretningssektion en hemmelig aftale med deres amerikanske kollegaer om et udvidet samarbejde mod den nye fjende, Sovjetunionen.

Udover et vigtigt aflytningsarbejde blev det aftalt at etablere en hemmelig organisation som fik til opgave at arbejde med psykologisk krigsførelse, antikommunistiske aktiviteter og meget mere.

 

Usandheder fra en justitsminister

Vi har i tidligere artikler beskæftiget os med Firmaet som gik i gang med deres hemmelige arbejde i 1948. I de efterfølgende år var Firmaet drivkraften i aflytningen af de danske kommunister. Og denne aktivitet er langt fra blevet afdækket.

At justitsminister Orla Møller så over for offentligheden forklarede, at de aktiviteter som Firmaet stod for, blev udført af udenlandske statsborgere og de for længst var blevet smidt ud af landet, må betragtes som løgn.

Det var som bekendt Arne Sejr, en person fra det yderste højre, der ledede en gruppe danske statsborgere, hvoraf de fleste havde en fortid i den danske modstandsbevægelse.

 

Grundloven krænket flere gange

Det er ingen tvivl om, at grundloven blev krænket på paragrafferne om foreningsfrihed og rigsdagsmedlemmernes parlamentariske immunitet.

Man ofrede kommunisternes retssikkerhed for et angiveligt højere retsgode, nemlig selve forfatningen. Men nødretten kan imidlertid ikke skjule, at kommunistloven var en skamplet.

På få minutter og tre hastebehandlinger kunne et enigt Folketing/Landsting den 20. august 1941 sende lov nr. 349, kaldet Kommunistloven til underskrift hos Kongen. Det skete den 22. august 1941.

Men loven havde gennem flere måneder givet Dansk Politi mulighed for at arrestere 639 mænd og kvinder. Og alle de ulovlige overvågninger har historiebøgerne også glemt. Højesteretspræsidenten blandede sig direkte i den danske lovgivning.

 

Politikerne har hvis glemt noget

Og tænk engang til et af møderne m.h.t. bruddet på grundloven den 12. august spurgte Venstre – manden, Elgaard:

• Har kommunisterne underskrevet en erklæring om Overholdelsen af Grundloven, som os andre?
• Det kender A ikke noget til, ja sådan svarede indenrigsminister Knud Kristensen.

Man var overhovedet ikke klar over, at også de tre kommunistiske folketingsmedlemmer ifølge Grundlovens § 48 havde afgivet en

• Højtidelig forsikring om at overholde Grundloven

Rigsdagen er ukrænkelig

Den 19. august 1941 holdt ni – mandsudvalget det sidste møde om Kommunistloven, inden det gik løs dagen efter med tre behandlinger i Folketinget og tre i Landstinget.

Selv om forretningsordenen sagde, at der skulle gå mindst to dage mellem første og anden behandling, og mindst to dage yderligere før tredjebehandlingen af lovforslaget kunne foregå. På de sidste møder enes man om at blæse på Grundlovens bestemmelser om tidsperioder mellem de tre behandlinger af lovforslag. Der var også enighed om at slippe ud før Justitsministeren har holdt sin tale om forelæggelse af Kommunistloven, og efter de mange ordrige referater at dømme, har ingen haft tanke for Grundloven § 38 (i dag § 34), der dengang lød:

• Rigsdagen er ukrænkelig. Den, der antaster dens Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi.

 

Der blev begået højforræderi

Det var ingen tvivl. Her var klart tale om højforræderi, når tre folketingsmedlemmer ikke havde begået noget ulovligt. De havde kun en anden opfattelse af samfundssystemet. De havde lovet at overholde Grundloven, men var nu jagtet vildt over hele landet.

 

En ”skændig” lov

Få dage efter besættelsens ophør den 5. maj 1945 blev loven i Ugeskrift for Retsvæsen betegnet som skændig.

Denne betegnelse tog Thune Jacobsen til sig i sin bog På en Uriaspost, der udkom i 1946. Her skriver han:

• Man maa for min Skyld gerne betegne den som ”skændig”, naar det underforstaas, at Skændigheden er på tysk Side.

 

Var danskerne for hurtig

Besættelsesmagten havde nu engang ikke stillet krav om så mange anholdelser, og de havde heller ikke forbudt kommunisterne ved lov. Tyske ønsker blev opfyldt før de var fremsat. Det gjaldt også planerne om Møntunionen, eller hovedparten af de 127.000 danske arbejdere, som den danske regering tvang til at rejse til krigshærgede Tyskland som tvangsarbejdere ved at nægte arbejdsløse understøttelse.

 

 

Kilde:

• Bo Bramsen: Blandt 100 gidsler i Horserød (Aschehoug 1996)
• Leif Larsen, Thomas Clausen: De Forvarede, politiske fanger 1941 – 45 (1994)
• Carl Madsen: Vi skrev loven, Erindringer i 34 fortællinger (1968)
• Kai Moltke: Fire år i fangendragt. Af en socialistisk folketingsmands erindringer (1973)
• Martin Nielsen: Fængselsdage og fangenætter (1975)
• Martin Nielsen: Rapport fra Stutthof (1949)
• Kurt Jacobsen: Aksel Larsen (1993)
• Henrik Stevnsborg: Politiet 1938 – 1947 – Bekæmpelse af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed (Gad 1992)
• Henrik Koch: Demokrati slå til! Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932 – 1945 (Gyldendal 1994)
• Arbejderhistorier: Per Henrik Hansen: USA, Firmaet og Kommunisterne (2012)
• Arbejderhistorier: Torben Jano: På sporet af kommunisterne (1996)
• Arbejderhistorier: Ib Martin Jarvad: Besættelsestiden og kommunistinterneringen (1995)
• Hans Scherfig: Frydenholm
• Thune Jacobsen: På en Uriaspost

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 163 artikler om Anden Verdenskrig og besættelsestiden herunder:
• Historien om Overvågning 1 – 2
• En justitsminister i unåde
• Overvåget – dengang
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• At handle med ondskaben
• Politik under Besættelsen
• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Besættelsestiden – Skønhedsmaleri eller Glemsel?
• Besættelsestidens fortrængninger
• Sandheden om Besættelsestiden og mange flere