Tysklandsarbejdere – var ikke ”de bedste elementer”

Ja sådan sagde Jens Otto Krag. Og sådan fortsatte historikerne. Vi skulle tro, at hele bundtet var nazister. Og så skulle vi tro, at de rejste frivillig. En tredje ting var, at tysklandsarbejderne blev sendt syd på, for at danskerne kunne få kul og koks. Men er det nu den fulde sandhed? Fagbevægelsen var bange for radikalisering grundet stor arbejdsløshed. De var også bange for at stå helt uden for indflydelse. Regeringen var bange for både nazister og kommunister. De unge kunne vælge at komme i indhegnede ungdomslejre efter tysk forbillede i stedet for at blive sendt syd på. Myndighederne og organisationerne reklamerede i diverse blade og avisen ”Broen” for at få flere Tysklandsarbejdere. Her blev det fortalt om de fortræffelige forhold syd på. Men virkeligheden var en helt anden. Brød man kontrakten stod man til afstraffelse. Glemt er også, at 500 arbejdere mistede livet dernede. Nogle af disse i KZ – lejre.

 

Jens Otto Krag var ikke begejstret for Tysklandsarbejdere

• Det var ikke de bedste elementer, der rejste ud. Der skal naturligvis ikke vises større moralsk overbærenhed over for arbejdere end andre samfundsgrupper, der gik tyskerne til hånde”

Ja sådan sagde tidligere statsminister Jens Otto Krag. Men endnu i dag er der mange, der deler hans mening. Det kan vi bl.a. se på se reaktioner, som vi har fået på de to andre artikler, vi har skrevet om Tysklandsarbejdere.

 

Man har bildt os ind, at de var nazister

Det er Tysklandsarbejderne og ikke samarbejdspolitikken, der har været stemplet i den officielle danske historieskrivning. Det skulle skjule den danske regerings beredvillighed. Og for den sags skyld også Jens Otto Krags parti samt fagbevægelsens støtte.

Man har bildt os ind, at det var nazister og ”Tysklands-elskere”, der blev Tysklandsarbejdere. Men sådan var virkeligheden ikke. Her var ikke flere nazister end der var i befolkningen nemlig 2 – 4 pct.

 

Jens Otto Krag glemte noget

Man glemmer, at danske entreprenørvirksomheder i udlandet samarbejdede med nazisterne. Og man glemmer, at danske virksomheder brugte jødiske slavearbejder og andre. Man glemmer at danske virksomheder byggede for nazisterne. Men man glemmer ikke tysklandsarbejderne.

Man glemmer også at endnu flere danskere arbejdede for værnemagten hjemme i Danmark.

Jens Otto Krag skrev overstående i Specialarbejdernes ”Fagbladet” efter tyskernes kapitulation i 1945. Krags dom var hård. Tysklandsarbejderne blev ligestillet med de danske frivillige på Østfronten. Krag glemte så lige at nævne, at Specialarbejderforbundet accepterede vilkårene.

 

En form for tvang

Selv om Tysklandsarbejdere ikke var tvangsarbejdere så var det vel en form for tvang, der var årsag til, at de tog arbejde i Tyskland. Allerede den 16. maj 1940 havde regeringen udsendt et cirkulære om, at der skulle skaffes arbejdskraft til selve Tyskland og til virksomheder i Norge, der arbejdede for den tyske industri.

De som rejste syd på kunne ikke se at det var noget problem. Regeringen og fagbevægelsen havde godkendt det. Danmarks landbrug, handel og industri arbejdede direkte eller indirekte for tyskerne. Det blev også lovbestemt at tysklandsarbejdere skulle fritages for fagforenings – kontingent. Dette skete ved lov af 1. februar 1941.

For at bevare indtægten blev kontingentet så sat op hos alle andre. Det var ikke særlig populært.

 

Glemt er, at 500 danske arbejdere mistede livet

Glemt er at 500 danske arbejdere mistede livet i Tyskland. Det anslås at 400 døde ved ulykker, mens over 80 ikke overlevede en barsk behandling, sult og sygdom i de nazistiske koncentrationslejre.

I forbindelse med tysklandsarbejdere foregik der også stikkervirksomhed. Justitsministeriet havde sat det i system. De havde folk ansat til at gennemgå navnelisterne over tysklandsarbejdere. De ”mistænkelige” blev afmærket med rødt og listerne returneret til Gestapo.

 

Tyskerne sendte kul og koks for arbejdere

Samme måned blev der allerede afsendt de første 5.000 arbejdere. I alt 129.910 arbejdere tog til Tyskland. Det nøjagtige antal kender man ikke. Men vi ved at 11.755 blev sendt til Norge og 8.000 – 10.000 blev i Danmark og hjalp med de tyske militærinstallationer.

Det var i princippet en frivillig sag om man ville gå op på den tyske arbejdsanvisningskontor og indgå en arbejdsaftale. Frivillighedens princip blev fastslået i den dansk – tyske aftale fra maj 1940 om hvervningens iværksættelse og ikke siden antastet.

Tyskerne forlangte danske arbejdere til gengæld for koks og kul. Men var det nu den fulde sandhed? Og så er det også myterne om, at hvis man ikke havde givet tilladelse til tysklandsarbejderne så ville tyskerne have tvangsudskrevet danskere. Mon ikke dette forbliver en myte?

 

DsF forhandlede uden om de offentlige myndigheder

Kulkoncernen Hugo Stinnes manglede arbejdskraft. DsF forhandlede uden om de danske og tyske myndigheder og medvirkede til at firmaet fik 1.000 danske arbejdere til gengæld for en ekstra leverance af kul og koks. Denne ordning blev indgået uden tvang og havde fuldstændig opbakning i DsF

 

Man følte sig ydmyget

Der var massearbejdsløshed. Understøttelsen blev udhulet af prisstigninger og socialhjælpen forringet. Arbejdsmændenes fagblad kaldte i september 1940 Tysklands-arbejderne for arbejdere der ”havde gjort det danske samfund en stor tjeneste”

Socialkontorerne opfordrede direkte de nødstedte til at søge arbejde i Tyskland. Og det gjorde datidens hovedorganisation De Samvirkende Fagforbund også.

I 1940 var arbejdsløsheden gennemsnitlig 23,9 pct. af de organiserede. Mange kom aldrig rigtig ind på arbejdsmarkedet. Mange havde kun socialkontoret som eksistensgrundlag og følte sig ydmyget.

 

Man hjalp ved at ”tvinge” de arbejdsløse

Straks efter at Danmark blev besat blev trykket på arbejdere og de arbejdsløse forøget. Venstre pressede forringelser af de sociale ordninger igennem, såvel som særskat på lønindkomster. Og landets indespærring fra verdensmarkedet bevirkede at arbejdsløsheden steg yderligere.

Myndighederne ville mindske arbejdsløsheden og undgå tvangsudskrivninger. Man ville også sikre de nødvendige energiforsyninger. Derfor accepterede man hvervning på frivillig basis. Men det skete ikke hurtig nok. Derfor hjalp man til ved at ”tvinge” arbejderne.

Socialkontorerne og A-kasserne nægtede at udbetale understøttelse hvis man ikke søgte arbejde i Tyskland.

De sociale udvalg i kommunerne fik af Arbejds- og Socialministeriet lov til at lukke for socialhjælpen, hvis en mand eller kvinde ikke ville søge arbejde i Tyskland. I begyndelsen var fagbevægelsen passiv men så gik de med på tyskernes krav. Den høje arbejdsløshed kunne nemlig også skade fagbevægelsen.

 

Toppen skulle tages af arbejdsløsheden

De arbejdsløse var i en risiko for politisk radikalisering. Regeringen frygtede at for mange arbejdsløse danskere enten ville blive kommunister eller nazister. Det syntes for den socialdemokratiske regering at være lige slemt. Regeringen ville undgå en sådan udvikling ved at tage toppen af arbejdsløsheden.

I Arbejdsmandsforbundet gik bølgerne højt. Her var overhalvdelen af medlemmerne uden arbejde. Forbundsformand Axel Olsen blev beskyldt for at være for ”tyskervenlig”. Fra tysk side var han blevet foreslået som minister i en ny dansk regering.

Det vides om ham, at han slet ikke var enig i regeringens økonomiske politik, som efter hans mening gav bønder og industrileder store gevinster, mens hans forbundsmedlemmer sloges med arbejdsløshed, arbejdsfordeling og fastlåsning af lønnen samtidig med at priserne galoperede opad hele tiden.

 

Egentlig burde tyskerne sende arbejdere herop!

Bestyrelsesmedlemmer hos de københavnske støberi-, special- og maskinarbejdere kunne godt forstå at tyskerne ønskede folk fra Danmark:

 

• Da en meget stor del af de tyske arbejdere er soldater. Men de behøvede vel ikke at få danske arbejdere for kul, da tyskerne kan få både flæsk og smør her, uden at de behøver at sende folk op.

 

I Holland var fagbevægelsen blevet nazificeret. Det var man også blevet bange for i Danmark. Man var nu enige om at tage en mere positiv holdning. Man blev nu mere imødekommende for at få goodwill hos tyskerne. Derved kunne man mindske risikoen for opløsning af organisationerne. Nu kunne man stadig kontrollere arbejderklassen.

Hvis arbejdernes kår blev forbedret kunne man måske undgå radikalisering.

 

Ungdomslejre herhjemme – efter tysk forbillede

Halvdelen af tysklandsarbejdere var ungkarle. Men der var også mange unge, der hvis de sagde nej til Tysklandsarbejde risikerede at blive sendt i ungdomslejre hjemme i Danmark. Disse unge blev i de officielle identifikationspapirer stemplet som ”arbejdssky”.

Disse lejre mindede nærmest om fængsler. Man blev lønnet symbolsk. Omkring lejrene var der hegn og vagter holdt øje med disse ungdommelig ”arbejdssky” elementer. Med den tyske besættelse blev dette system af ungdomslejre udvidet kraftigt. Fra 5 – 6.000 indsatte før besættelsen blev det nu i 1940 udvidet til 12 – 16.000 Inspirationen fra de tyske KZ – lejre var tydeligt.

Den danske stat og organisationerne indførte en formynderisk politik allerede i 1938. man ville fastholde en gruppe svage unge i samfundets lavest rangerede jobtyper som husassistenter, arbejdsmænd og landarbejdere. Det var i 1938, hvor der kom en samlet beskæftigelseslovgivning.

De unge opfattede skovl- og trillebør – lejrene på den jyske hede som deportation. Deres modstand forsøgte man at bryde ved at gøre deltagelsen obligatorisk for alle med en vis ledighed. Vægring medførte bortfald af arbejdsløshedsunderstøttelse og socialhjælp.

 

De unge skulle holdes væk fra gadehjørnet

Men ved hjælp af Værnemagten opstod der efterhånden en god beskæftigelsessituation, så disse lejre efterhånden stod halvtomme. Alligevel opretholdtes lejrene men en ny lov af 1947 som en art arbejdstekniske skoler for unge arbejdsmænd. Men her var der kun tale om nogle få hundrede om året. Efterhånden havde man indtryk af at lejrene kun blev opretholdt af hensyn til lærer, administratorer og ungdomsledere.

Formålet var at unge ledige skulle væk fra gaderne og sættes under opdragelse gennem arbejde helst i sunde og landlige omgivelser. Forbilledet var den tyske ”Reichsarbeiterdienst”

 

Fagbevægelsen reklamerede efter arbejdskraft

Gennem fagblade og avisen Broen reklamerede Fagbevægelsen og regeringen efter arbejdskraft. I Broen kunne man også se flot omtale af Frikorps Danmark.

Egentlig blev bladet udgivet for danske tysklandsarbejdere. Men det var tale om et skønmaleri af forholdene. Der var en læserkonkurrence, hvor man kunne skrive ind og fortælle om hvor fortrinligt man havde det. En dansk buschauffør fortalte om, hvordan han fik

 

• Flere hundredepakker cigaretter af sine gavmilde passagerer.

 

En læser fik 20 mark i præmie for et indlæg med overskriften:

 

• Jeg kan sende 4-500 Kroner hjem om Maaneden

 

Arbejderne underkastede sig tysk arbejderdisciplin

Arbejderne underskrev kontrakter på typisk seks måneder af gangen. I disse stod der anført timeløn og arbejdstid, men det blev som regel ikke overholdt. Man havde en ugentlig arbejdstid på op til 78 timer.

Privat indkvartering var de færreste forundt. Normalt måtte man bo i lejre, værelser eller sovesale sammen med arbejdere fra andre lande.

Arbejderne kunne købe en standard – levnedspakke, der blev sendt ned fra Danmark. Disse pakker blev ofte omsat på den sorte børs eller brugt til bestikkelse.

Man skrev under på at underkaste sig tysk arbejdsdisciplin.

 

Mange blev hentet af Gestapo

Mange blev hentet af Gestapo for små lovovertrædelser. Det kunne være pjækkeri eller uforsigtige ytringer. En uheldig tysklandsarbejder endte sine dage i en arbejderlejr, hvor han blev anbragt efter at have sunget ”Internationale” i beruset tilstand sammen med krigsfanger.

Til gengæld så blev en arbejder straffet, hvis han ikke overholdt de seks måneder. Blev han pågrebet i Tyskland kunne han risikere seks måneder i en arbejdslejr eller i en KZ – lejr.

Men hele 10 pct. rejste hjem i utide

 

Nægtet hjælp i Danmark

Var han så heldig at komme til Danmark blev han nægtet hjælp og kunne hverken få socialhjælp eller arbejdsløshedsunderstøttelse. Dette system havde både regeringen og fagbevægelsen accepteret.

 

DKP var en trussel for Socialdemokraterne

Med arrestationen af kommunisterne den 22. juni 1941 skabtes grobund for en illegal opposition i fagbevægelsen. Selvom DKP kun havde fat i en begrænset del af arbejderklassen, udgjorde kommunisterne alligevel en potentiel trussel mod det etablerede socialdemokratiske system på grund af deres stærke kritik af Socialdemokratiet og fagbevægelsens svigtende omsorg for arbejderklassen. Både parti og fagbevægelsen forsøgte da også at få kommunistiske tillidsmænds til at trække sig fra deres poster.

Kort tid efter kom de første illegale blade, der stillede spørgsmålstegn til hvervningen af tysklandsarbejdere. I Politisk Månedsbrev (det senere Land og Folk) beskrev DKP i november 1941 situationen således:

 

• For hver dansk arbejder, der kommer til Tyskland, bliver en tysk arbejder taget ud af produktionen og sendt til fronten. Den, der rejser til Tyskland, hjælper således Hitler med at få kanonføde til sin krig. Og den der hjælper Hitler med krigen, skader Danmark.
• Fagforeningerne og forbundene bør i stedet for at eksportere de arbejdsløse til Tyskland og sætte deres magt ind over for stat og kommune og tvinge det offentlige til enten at fremskaffe ordentligt arbejde til alle arbejdsløse, eller give de arbejdsløse ordentlig hjælp.

 

Til trods for den kommunistiske kritik af den socialdemokratiske samarbejdsvilje fastholdt DsF og hovedparten af fagforbundene samarbejdslinjen og gik fortsat positivt ind i hvervningen.

 

Værnemagten skabte beskæftigelse

Da Værnemagtens store anlægsarbejder i 1943 – 1944 startede skabte det en ekstraordinær høj beskæftigelse i Danmark. Så tog andelen af tysklandsarbejdere af. Men det var dog stadig mange, der søgte syd på. Men nu søgte de til de nu mere foretagsomme danske entreprenører, som havde sikret sig entrepriser dernede. Men der var også en del danske virksomheder, der simpelt hen udlejede dansk arbejdskraft til tyske firmaer.

De danske metalarbejdere kom i den tyske rustningsindustri. Nogle blev anbragt i Ruhr-distriktets kulminer.

 

Tyskerne måtte ikke omgås de fremmede

Direktør Lehner fra Sporvejene i Leipzig udsendte denne løbeseddel til samtlige tyske medarbejdere:

 

• Mine arbejdskammerater!
• Tvunget af krigsforholdene har vi i stort omfang måttet ansætte udenlandske arbejdere. Alle disse udenlandske arbejdskræfter skal medvirke til, at vi kan vinde sejren, og på den måde også beskytte deres fædreland mod at blive tilintetgjort af bolsjevismen. Vi må derfor forvente af dem, at de strenger sig an, at de arbejder og ikke på nogen måde holder deres arbejdsydelse tilbage.
• De udenlandske arbejdere må ikke få følelsen af, at de hos os uden beskyttelse er udleveret til vilkårlighed, på den anden side må den nødvendige strenghed ikke mangle, hvis de gør sig skyldige i forseelser.
• Vi tyskere skal vise mere nationalstolthed. Vi kan i enhver henseende være stolte af vores forfædre og frem for alt vores egen tids præstationer.
• Når vi er os bevidst, at vi er tyskere, vil den rigtige indstilling til udlændige ikke falde os svært.
• Vi indlader os ikke med dem udover det rent arbejdsmæssige. Personlig omgang med dem kan ikke komme på tale. Den tyske kvinde og unge pige bør være alt for stolt til at indlade sig med en udlænding på nogen som helst måde. Det samme gælder den tyske mand, som overhovedet ikke bør interessere sig for udenlandske kvinder.
• Sentimentalitet og medlidenhed har ganske vist hidtil været en del af den tyske egenart, men sådanne følelser er meget uhensigtsmæssige og malplacerede.
• Udlændingen skal mærke at hver eneste tysker er ham skyhøjt overlegen.

 

Tysklandsarbejdere arbejdede klos op af dødsfabrikkerne

Mindst 150 danskere arbejdede i perioden 1943 – 45 på IG Farbens Bunawerke i Auschwitz.

Da dødsmarcherne startede, befandt endnu 13 danske civilarbejdere sig på kemikoncernens IG Farbens enorme byggeplads. Men at tysklandsarbejdere blev sendt til selve hjertet af folkedrabet på Europas jøder klos op ad dødstrafikkerne,

Danskerne har ikke kunnet undgå at se de udhungrede fanger, som i tusindvis befolkede byggepladsens arbejdskolonner. Dagligt fik de tæv men næsten intet at spise. Var danskerne selv med til at kommandere rundt med slavearbejderne?

De arbejdede, boede og gik ture i et nærmiljø, hvor røgen fra Birkenaus krematorier få kilometer borte kunne ses fra Monowitz og lugtes overalt på egnen.

Det var den anerkendte entreprenør Dahl-Jensen, der stod for rekrutteringen af dansk arbejdskraft her ved dødsfabrikken. Danske entreprenører hjalp Tyskland med at få fat i dansk rustningsøkonomi og dermed visionen om den nazistiske ”endelige sejr”.

 

Myterne om Tysklandsarbejderne fortsætter

De Tysklandsarbejdere, der overlevede KZ – lejre fik heller ikke erstatning lige som andre tidligere koncentrationslejrfanger fik.

Selv om tysklandsarbejderne tog arbejde i Det Tredje Rige på et helt lovligt grundlag oplevede stort set alle efter 1945 at blive udskammet som landsforrædere eller det, der var værre. Mange tysklandsarbejdere overlevede de nye tider efter 1945 ved enten at lyve sig fra deres fortid eller flytte til andre byer og begynde på en frisk.

Mange Tysklandsarbejdere blev skadet både fysisk og psykisk af deres ophold og modtog aldrig erstatning fra hverken den danske eller tyske stat. Lige efter krigen begyndte der så en tilsviningskampagne anført af Jens Otto Krag, der jo tog ”frivillig” afsted. Og historikerne fortsatte på samme linje.

 

Kilde:

• oktobernet.dk
• kulturkapellet.dk
• berlingske.dk
• faktalink.dk
• dengang.dk – div. Artikler
• Hans Jørgensen: Mennesker for kul
• Steen Andersen: De gjorde Danmark større
• Hans Sode-Madsen: Ungdom uden arbejde
• Jensen m.m.: Fagbevægelsen under Krig og Besættelse
• Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet bd. 2
• Henning Tjørnehøj: Fremad og atter Fremad (Lo’ s Historie 1871 – 1960 bind 1)
• Sigurd Jensen: Levevilkår under besættelsen
• Hans Kirchoff: Kamp eller tilpasning – Politikere og modstanden
• Joachim Lund: Hitlers Spisekammer
• Årbog for Arbejderbevægelsen Historie 1994
• Arbejderhistorie (div. Udgaver)
• Siden Saxo 1995

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.648 artikler herunder under København (178 artikler) – Besættelsestiden (Før/Under/Efter) (331 artikler):

• Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejdere
• Tysklandsarbejdere og Dansk Erhvervsliv
• Dansk cementfabrik med Slavearbejder
• Besættelsestiden – stadig masser af huller
• Historikernes besættelsestid
• Besættelsestiden – det vi har glemt
• Krigens købmænd
• Riffelsyndikatet på Østerbro
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Sandheden om besættelsestiden
• At handle med ondskaben
• Tilfældet Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Gunnar Larsen – en udskældt trafikminister
• Scavenius – samarbejdets kunst eller forræder
• Tvangsarbejde i det tredje rige
• Politik under besættelsen
• Samarbejde med besættelsesmagten
• Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel
• Besættelsestidens fortrængninger
• Du skal omgås fortiden med varsomhed
• Krigens Købmænd