Tyske reaktioner og Flensborgs farvel

Det handler om grænsedragningen. I Sydslesvig syntes man at Versailles-freden var dybt uretfærdig. Og maget tidligt sagde de ledende dansksindede farvel til Flensborg. Vi var ved at miste Tønder og Højer. I Slesvig Holsten valgte man en slags kampagnechef. Wilsons 14 – punkter vakte opsigt. En dygtig agitator i Tønder. Freden var en belastning for den tyske regering. Man havde reddet den danske regering. Man ville opretholde tyskheden nord for grænsen. De ”Nordslesvigske Brødre” burde fastholdes. Flensborg, Tønder og Højer var tyske, fastslog man syd for grænsen. Statsmidler skulle tilsløres. Man håbede Danmark ville give indrømmelser. Kejsersocialistisk chauvinisme, sagde man i Danmark. Man påstod at dansk – tyske forhandlinger var i gang. Det tyske sindelag var fremherskende i det nordslesvigske Socialdemokrati. Et kapitel blev slettet af forlaget i A.D. Jørgensens biografi. Johan Ottesen foreslog grænsen nord for Tønder. De dansksindede var gået over til socialismen. Stemmetallene var et dårligt varsel. H.V. Clausen afskrev tidligt Flensborg men han ville have Tønder med til Danmark.  Fortyskningen i skolen gik ud over danskheden. Redaktør Jessen mente ikke, at man skulle kigge på stemmesedlerne. H.P. Hanssen: ”Flensborgske borgere havde svigtet den danske sag”. Redaktør Jessen blev hvis bange. H.V. Clausen: Lad os blive fri for flensborgerne. I 1920 var danskerne chokeret over, hvor få danske stemmer, der egentlig var i Flensborg.

 

Var vi også ved at miste Tønder og Højer?

Vi har stadig ikke fået alt at vide om grænsedragningen i 1920. Flensborg blev tidlig afskrevet, men ikke alle opdagede det. Men at Tønder og Højer også var så tæt ved at ryge, er måske overraskende. Det kunne være interessant at finde ud af, hvad Scavenius i 1939/1940 ville tale med tyskerne om med hensyn til Tønder.

 

Tyskerne var ikke glade for Versailles – freden

Man kan sige, at denne artikel igen handler om grænsedragningen 1920. De tyske Centralmyndigheder havde modtaget mange klager fra Preussens nordligste provins i 1919. Man brugte bl.a. de gamle argumenter om en Slesvig Holsten i sammenhold.

Tyskerne var bestemt ikke begejstret ikke begejstret for Versailles – freden. Den var også hård over for tyskerne – ingen tvivl om det.

 

Slesvig Holsten valgte en slags kampagnechef

De preussiske myndigheder strammede tøjlerne. Den 27. april 1919 udnævnte den preussiske ministerpræsident Hirch journalisten dr. Adolf Köster til preussisk gesandt i Hamborg og til statskommissær for provinsen Slesvig – Holsten.

Han skulle bl.a. bistå ”den truende” befolkning med råd og dåd. Man skulle bl.a. imødegå den danske agitation. Köster udtrykte det således:

• Hertil tjener i første omgang den planmæssige afsløring og ødelæggelse af den danske agitation, især ved at samle de presserøster, der taler til fordel for de danske krav, videre at udfolde en egen agitation i tyskhedens interesse, især også ved omgang med pressen, ved at oprette en korrespondance, ved foredragsvirksomhed og ved flyveblade og plakatpropaganda.

Han afviste ikke selvstændighedstanken helt.

 

Wilsons 14 – punkter vakte opstandelse

Da Wilsons 14 punkter blev offentliggjort, vakte det vild opstandelse. Også Stauning reagerede på den tyske opstandelse. Han skrev til præsident Ebert og advarede mod en nej-politik. Stauning mente at fred var en nødvendighed. Et nej ville betyde at de allierede ville tvinge de neutrale til at gå med i blokade. Og så sagde Stauning:

• Fredstraktaten behøver ikke at betragtes som noget evigt bestående.

 

En dygtig agitator i Tønder

Köster så som sin opgave at få de tyske nordslesvigere til at opgive ”stemmestrejkeparolen”. Han havde fået oprettet et lille blad i Tønder ”Der Freie Arbeiter” med en lokal socialdemokrat som leder (Wienecke).

Her er kilderne ikke korrekt. Han stammede fra Tyskland og var/blev kommunist. Det var ham, der stod for Revolutionen i Tønder. Og det gjorde han særdeles effektiv. Han blev uden retshandling udvist til Tyskland. Under Anden Verdenskrig endte han i KZ – lejr. Og til sidst endte han som murer i Østtyskland.

Men Wienecke krævede tilførsel af levnedsmidler og var begyndt at tænke på et tillidsmandskorps til afstemningstiden. I den følgende dage blev han opmærksom på de mange tyskere, der søgte at redde deres formuer ved at flytte dem til Nordslesvig.

 

En belastning for den tyske regering

Undertegnelsen af fredskontrakten den 28. juni betød en stor belastning for den tyske regering. Kansleren og udenrigsministeren trak sig tilbage. Særlig i Slesvig – Holsten udløste traktaten en kæde af protester.

 

Man havde reddet de rent tyske dele

Den 3. juli 1919 sammenkaldte Köster til protestmøde i Rendsborg. Her opstod den holdning at traktaten kunne ændres ved en dansk – tysk overenskomst. Der var dog en lille ros til den danske regering, der havde sagt nej til afstemning i 3. zone. Så havde man da i hvert fald reddet de rent tyske dele af Slesvig. Der var dog protester på den måde, at afstemningen skulle finde sted på.

 

Man advarede den danske regering

Man dannede en tysknational slesvig-holstensk forening. Denne vedtog at skrive et brev til den danske regering. Man fortalte også at man havde dannet et forsvars – og angrebsforening. Og så mindede man også den danske regering om, hvad der skete fra 1851 – 1864.

 

Man ville opretholde tyskheden nord for grænsen

Man dannede også Schleswig-Holsteiner Bund. Formålet var at yde støtte til tyskheden nord for den kommende grænse. Denne forening begyndte snart at arbejde for det aktuelle formål:

• Befrielse af de ved vold og uret til Danmark kommende lands- og folkedele i overensstemmelse med den sande folkenes selvbestemmelsesret, og opretholdelse af den bofaste tyskhed og den slesvig-holstenske stamme på den anden side af grænsen.

 

De nordslesvigske brødre skulle fastholdes

Ved demonstrationen den 28. september talte overborgmester Todsen på Slesvigs vegne og borgmester Timm Rendsborg på Holstens vegne. Der blev vedtaget en resolution.

1. Vi tyske nordslesvigere protesterer mod enhver voldførelse og krænkelse, som bringes over os ved voldsfreden. Vi er slesvig-holstenere og vil blive ved vor hjemstavn. Vi er tyske og vil blive ved vort store fædreland, på hvis fremtiden vi tror gennem nat og nød.
2. Vi slesvig-holstenere vil trofaste i kamp og nød holde fast ved vore nordslesvigske brødre. Vi vil sammen med alle øvrige tyske stammer kæmpe om redning og fornyelse af vort folk og fædreland, indtil alle tabte brødre igen, er ført hjem. Det hele Slesvig-Holsten havomslynget og det hele Tyskland skal det være

 

Flensborg, Tønder og Højer er tyske byer, fastslog man

Man fastslog at Flensborg, Tønder og Højer var tyske byer. Kun kommunevis afstemning kunne give basis for en retfærdig grænsedragning. Man mente også at besættelse af afstemningsområdet ville begrænse afstemningsfriheden. Den påtvungne villeikke skabe ret men uret, sagde man.

 

Statsmidler stillet til rådighed

Nationalforsamlingen vedtog en bevilling til det politiske arbejde i 1. og 2. zone. Pengene kunne dog ikke udbetales direkte, Ifølge fredstraktaten måtte der fra rigets og landenes side ikke øves indflydelse på befolkningen i afstemningsområderne. Men både Preussen og riget havde bestemt sig til at stille statsmidler til rådighed.

Man bestemte dog at tilsløre, hvor pengene kom fra.

Det lykkedes for Köster at overbevise de tyske nordslesvigere om, at der ikke skulle være stemmestrejke i 1. zone.

 

Man håbede at Danmark ville give indrømmelser

Man troede at danskerne ville give indrømmelser. Bl.a. henvendte de tyske socialdemokrater sig flere gange til de danske socialdemokrater. Scavenius havde svaret glat afvisende på spørgsmål om, hvorvidt der kunne finde direkte forhandlinger sted mellem Danmark og Tyskland.

 

Kejsersocialistiske Chauvinisme

De danske socialdemokrater henviste til Prøjsernes besættelse af Nordslesvig og undertrykkelsen af de dansksindede. I bladet ”Hovedstaden” kaldtes Kösters holdning som ”Kejsersocialistiske Chauvinisme”

Og Scavenius ønskede i grunden stadig en løsning på de slesvigske spørgsmål uden ententen.

 

Man påstod at dansk – tyske forhandlinger var i gang

I august 1919 kunne man bladet ”Der freie Arbeiter” i Tønder læse følgende:

• Ifølge nye informationer fra autoritativ side er det bestemt udsigt til at bevare Tønder og Højer for Tyskland. Der planlægges ved en dansk – tysk overenskomst at lade grænsen løbe nord for Flensborg-Tønder-Højer.

Det var dog grebet ud af luften. Men udtalelser af denne art kunne for regeringsmodstandere i Danmark bruges til påstande om, at der var dansk – tyske forhandlinger i gang.

 

Det tyske sindelag var fremherskende i det nordslesvigske Socialdemokrati

Det kunne ikke undgås, at det tyske sindelag, der var fremherskende i det socialdemokratiske partiapparat i Nordslesvig, farvede den holdning partiet indtog. Dog mærkede man i Sønderborg en stærkere orientering mod nord end andetsteds.

Det sønderjyske spørgsmål indgik i en forbitret kamp mod regeringen Zahle. I denne kamp blev Den Nordslesvigske Vælgerforening også inddraget.

 

Et kapitel blev slettet i A.D. Jørgensens biografi

I 1867 blev Flensborg regnet med til Nordslesvig. Og det var dansk flertal. Flensborg var dog ikke med i den nordslesvigske afstemningszone.

A.D. Jørgensens erindringer blev trykt i Sønderjyske Årbøger i 1953. Sønnen afgående højesteretspræsident Troels G. Jørgensen meddelte, at forlaget havde slettet et afsnit. A. D. Jørgensen en alliance med Tyskland i håb om ad den vej at genvinde Sønderjylland. Ja selv H.P. Hanssen havde den holdning. Men han tog afstand fra den måde tyskerne opførte sig på.

Tyskvenligheden nåede nye højder i 1888, da kejser Wilhelm den Anden besøgte København.

 

Johan Ottesen foreslog grænsedragning nord for Tønder

I 1890 foretog Johan Ottesen en grænsedragning i ”Tilskueren”. Her tegnede han den nord for Flensborg og nord om Tønder. Begge byer henregnede han til Mellem-Slesvig. Han anså de to byer for farlige, fordi de ved at betragte som udfaldsporte for det tyske sprog.

Det danske arbejde i Flensborg skal kun opretholdes for at værne området nord for byen, ikke fordi man kan knytte noget håb til byen selv. Flensborg havde været en meget dansk by tidligere.

Men der var sket mange forandringer. Historikeren Johan Ottesen kunne fortælle at i Flensborg i 1890 var der ved valget 2.543 socialister, 2.449 tyske stemmer og kun 590 danske stemmer.

 

De dansksindede var gået over til socialismen

Det var den stærke socialistiske bevægelse i 1880erne der rev arbejderne bort fra den nationale oppositions stade. Broderparten af alle de socialistiske stemmer er gamle danske stemmer, sagde historikeren. Han var allerede den gang klar over, at Flensborg var tabt for danskheden.

 

Stemmetallene var et dårligt varsel

Også Mackeprang tog senere i sin bog om Nordslesvig stemmetallene som varsel. De danske stemmetab fra 1884 til 1886 tolkede han således, at den nordlige bydels arbejdere havde opgivet den nationale kamp, der foregik dem udsigtsløs og et nyt stemmetab på et par hundrede stemmer ved valget i 1887.

 

H.V. Clausen afskrev tidligt Flensborg

H.V. Clausen afskrev også Flensborg. Det skete bl.a. i hans ”berømte” rejsehåndbog ”Sønderjylland, der i første udgave udkom i 1890. Han sonderer i sit forord både mellem Nordslesvig og Flensborgegnen. Han mener, at der var dansk flertal til 1884:

–  Det tyske stemmetal er steget som følge af et voldsomt valgtryk, det danske er sunket, ved det arbejderbefolkningen er blevet socialistisk. Det er ikke til at undres over at fattigfolk ved en stemmeafgivning giver deres sociale krav fortrinet for det nationale, men at denne overgang til socialismen har slået danskheden i Flensborg, bør ikke nægtes.

 

H.V. Clausen ville have Tønder med til Danmark

Om Tønder siger Clausen, at sproget i byen er overvejende dansk, sindelaget endnu mere overvejende tysk. Valgresultat i 1890 sagde 19 danske stemmer mod 421 tyske og 32 socialistiske.

I 1892 tegnede han grænsen nord for Flensborg men dog syd for Tønder. Det skete i nogle kortskitser til ”Landmandsbogen”.

 

Fortyskningen i skolen gik ud over danskheden

Og H.P. Hanssen skrev i 1887, at en afstemningslinje nærmer sig stærkt den bugtede skolesprogsgrænse, der fra nordsiden af Flensborg Fjord går nord om Løgumkloster og nord om Tønder og Højer. H.P. Hanssen mente at fortyskningen i skolen havde en dårlig indvirkning på danskheden.

 

Redaktør Jessen mente ikke, man skulle kigge på stemmetallene

En modsat vurdering følger fra Jens Jessen, Flensborg Avis fra 1887. Han mente, at en folkeafstemning ville give andre resultater end valgresultaterne:

• Til trods for den stærke indvandring fra syd og udvandring mod nord siden 1864, er Flensborgs indbyggere endnu overvejende tro mod fortiden. I stilhed venter de på bedre tider.

 

H.P. Hanssen: ”Flensborgske borgere havde svigtet den danske sag”

H.P. Hanssen havde i 1888 lovet at skrive om det tyske rige til et værk om ”Lande og Folk”, beregnet på folkeskolens geografilærere. Det blev vistnok skrevet i 1891. I den artikel eller afhandling lader han lidt flot sproggrænsen gå fra Flensborg fjord mod vest, så den falder sammen med naturgrænsen:

–  Grænsen er ikke ugunstig for det nationale forsvar, idet Flensborg fjord i øst og store mose- og engdrag i vest hæmmer den daglige samfærdsel mellem syd og nord og der med det farligste af alt – det plattyske sprogs langsomme fremtrængen sydfra

– Det er et svagt punkt på denne grænselinje, nemlig Flensborg by. Den er at ligne ved en åben port, hvorigennem det plattyske sprog trænger op i Nordslesvig. Byen har indtil den nyeste tid været overvejende dansksindet, men i de sidste tiår har mange flensborgske borgere svigtet den danske sag, og da byen helt overvejende plattysktalende, øver den nu en meget farlig indflydelse på de omkringliggende egne.

Tre år senere er H-P. Hanssen endnu mere konsekvent. Han erkender nu at Flensborg er tabt for danskheden.

 

Redaktør Jessen var blevet bange

De var heller ikke enige om betydningen af at holde skansen. Så meget kan enhver da se, udbrød redaktør Jessen i en artikel af 28. juni 1893, at tabes firkanten Flensborg – Aabenraa – Løgumkloster – Tønder, så svinder håbet for Als og Sundeved. Skulle vores krav på Nordslesvig så indskrænke sig til Haderslev amt alene?

 

H.V. Clausen: Lad os blive fri for flensborgerne!

Mens Johan Ottosen stadig fandt det strategisk rigtig at ægge vægt på arbejdet i Flensborg, fandt H.V. Clausen og H.P. Hanssen det bedre at samle kræfterne, hvor de mente, at nationaliteten kunne styrkes.

Den 18. februar 1892 skrev H.V. Clausen således til H.P. Hanssen:

• Lad os blive fri for de flensborgere, jo mindre man taler om Flensborg, des bedre synes jeg det er.

 

Chokeret over de få danske stemmer i Flensborg

Ja sådan kan historien stadig overraske. Tidligt havde de ledende dansksindede afskrevet Flensborg og man var heller ikke interesseret i at få redaktør Jessen med ind i varmen i Nordslesvig.

Og så var der stadig mange danskere, der nærmest var chokeret over, hvor få danske stemmer, der var i Flensborg

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Tilskueren (Johan Ottosen)
• Troels Fink: Da Sønderjylland blev delt 1918 – 1920
• Mackeprang: Nordslesvig 1864 – 1909
• P. Hanssen: Grænsespørgsmaalet
• P. Hanssen: Et tilbageblik
• P. Hanssen: Land og Folk
• P. Hanssen: Nørremølle: Sønderjylland 1864-1895
• D. Jørgensen: En Redegørelse
• V. Clausen: Sønderjylland
• Flensborg Avis

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.071 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 151 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 46 artikler
• Under Sønderjylland finder du 254 artikler

 

• Hvordan var det lige med vores grænser?
• Den ny grænse 1920
• Danmark havde ingen juridisk ret til Nordslesvig
• Man strides om grænsen
• Slesvig Holstenisme – et flag og en sang
• Flensborg skulle absolut med til Danmark
• Sydslesvig – hvad er den sande historie
• Hvem var H.P. Hanssen?
• Manden, der skabte grænsen
• Hertugdømmet – den rigtige historie
• Sønderjylland – til Ejderen og mange andre