Turen går til Sild

Vi er syd for Rømø. Først besøger vi Keitums kirke. Befolkningen har haft en nær tilknytning til havet. 130 har måtte lade livet på havet. Den specielle dialekt dominerede på øen. Et herligt bade-sted. Det har udviklet sig til et eksklusivt sted. Men hvordan begyndte det hele. Dengang var det endnu mere besværligt at komme til øen.

 

Syd for Rømø

Vi er syd for Rømø i Vadehavet. I dag er det som om øen har overgivet sig til turismen. Og det er de rige turister man gerne vil have besøg af. Vi andre kan tage med Rømø – Sild færgen eller biltoget fra Nibøl over dæmningen.

Den danske konge Valdemar den Anden udstedte i 1242 den første strandgodsret. Fra de sidste 300 år ligger der endnu 700 skibsvrag i Nordsøen. Også på Sild var der masser af strandinger.

 

Keitums kirke

På lang afstand ser man det imponerende tårn på Keitums højtbeliggende kirke, der da også har været brugt som sømærke i århundreder. Kirken er indviet til St. Severin eller St. Søren, som han blev kaldt i Danmark, Hvor han i middelalderen var en meget yndet helgen,

St. Severin var biskop af Köln, men blev senere martyr i sine hjemegne ved Bordeaux. Kirken var opført engang i 1100-tallet og var indtil midten af 1400-tallet uden tårn. Byggematerialet var granit og tuf. Men senere reparationer er udført i teglsten.

I 1885 blev blytaget taget ned og erstattet af skifer. I 1991 valgte man så at gå tilbage til blytaget. Prædikestolen hører til den ældste af sin art. Den var skåret i 1580 og havde oprindelig sin plads i kirken i Møgeltønder. Da den blev overflødig på grund af nyanskaffelse, købtes den af pastor Gruppius, som skænkede den til kirken i Keitum.

Med til at gøre denne kirke til noget specielt er også den gamle ”møllestol”. Den lod øens rigeste mand, mølleren i Munkmarch skære og opstille til brug for sig og sin familie. De malede folkelige billeder med iøjefaldende hane og øvrige religiøse motiver på den.

Ja og kirkens orgelhistorie går tilbage til 1787, da kaptajn Frödden fra Tinnum bekostede et orgel, der blev bygget i Flensborg. Instrumentet er flere gange blevet restaureret og også udvidet.

Og når vi nu er på besøg, tager vi en tur på kirkegården, der har en del at berette om øens og sognets historie. Foruden de senere årtiers gravminder, er der opstillet en lang række af ældre gravsten, der minder om gamle slægter og fortæller om tidligere tiders skik og brug inden for den del af vores kulturhistorie, der handler om at ære de døde.

 

Nær tilknytning til havet

Befolkningen har altid haft en tæt tilknytning til havet, både som ven og fjende. I 1700-tallet var det de glade hvalfanger-år. Men i tidspunktet fra 1648 til 1805 har havet spist 875 ha sandjord og klit ud for Vesterland.

Spørgsmålet er med den turisme, der er på øen, om befolkningen overhovedet kan vende tilbage til det traditionelle liv.

 

Blandet landbrug

Blandet landbrug har fra forhistorisk tid været hovednæringsvejen. Denne blev til tider suppleret med fiskeriet. Allerede for 500-600 år siden fiskede øens befolkning helt til Helgoland. Fåreavl (uld) var en vigtig bestanddel af hustandsøkonomien mellem middelalder helt op til turismealderens begyndelse.

I 1855 blev der eksporteret 7.268 uldjakker og 2.950 par strømper af uld. Også på Sild kunne man mærke den velstand, som hvalfiskeriet gav. Det kunne man også på andre nordfrisiske øer.

 

130 måtte lade livet på søen

Men glemmes skal ikke at 130 borgere herfra måtte lade livet på søen. Ja og 400 er udvandret og fundet deres sidste hvilested i det fremmede. De har levet som lodser, skibsmæglere og handelsfolk af enhver art.

 

Den specielle dialekt dominerede

Statsbankerotten i København betød et økonomisk indhug for de økonomisk velstillede. For hele øen betød det et par nøjsomme år, Skolevæsnet var som de fleste steder i begyndelsen, privat. Det havde sin oprindelse i datidens navigationsskoler. Den første offentlige skole blev indrettet i 1743.

Omgangssproget var her ”sölring”, den sildfrisiske dialekt. Skrift – og kirkesproget var tysk. I søfartens gode tider kom et tredje og fjerde sprog til, idet først det hollandske og siden i tiltagende grad også det danske sprog. Det sidstnævnte fandt anvendelse som handelssprog.

Kreative mennesker fandt ideer frem til at skabe ny velstand. Og således blev badelivet til investerings – og indtægtsobjekt. Den Slesvig-holstenske bevægelse måtte vige for Bismarck. Følgerne kender vi jo ganske godt – nederlaget 1864 og tabet af Slesvig.

Gennem 1700-tallet blev fortyskningen af Slesvig fremmet gennem en fejlslagen dansk politik. Det senere modstød gennem 1800 – tallet kom til kort. Dertil havde den holstenske adels koalition med det højere borgerskab og tysk dominans i administrationen samt udbredelsen af tysk i samfundet bevirket at det danske kom til kort.

 

Et herligt bade-sted

Under et besøg på øen i 1842 var Christian den Ottende blevet overtalt til at kaste sig ud i brændingen ved Silds vestkyst. Det var en yndet sport og praktiske foreteelse for sildringerne.

 

• Et herligt bade-sted, en lige så herlig luft, værelser – enkle, men rigelige i antal, venlige og tjenesteivrige værtsfolk og en rig og interessant natur, fortrin som intet andet vesterhavsbad ville kunne byde sine gæster i samme format og som hermed skal lovprises i høje toner.

 

Således skrev en gæstende russer, da han havde besøgt Sild i turismens spæde barndom i 1860.

I 1844 – 1855 blev der gjort forsøg på at ”tryllebinde” og ”kommercialisere” badegæsterne på øen. Således fandtes der i 1855 på stranden telte til omklædning. Afbenyttelsen af disse var kun muligt, hvis man forinden havde løst ”badekort” – den første begyndelse til de senere så berømte og berygtede ”Kurtaxe” – særskatten på turisterne for bade-stedets særlige indretninger og fornøjelser.

 

Da det hele begyndte

I 1855 blev øens første gæstgiver P.K. Steffensen hentet til øen fra Kappel og en stærk gangbesværet dame ved navn Frk. Feddersen. Da hun gik i land på øen, var det med største besvær og bed hjælp af krykker. Da hun nogle uger senere rejste derfra var det i en fjende dans. Hele 100 gæster havde øen den sommer.

De næstfølgende år indførtes hestetrukne badekabiner. I 1857 indsendte otte borgere en ansøgning til Frederik den Syvende om tilladelse til oprettelse af et søbad på en strækning af 7.200 fod ved Vesterstrand.

Der blev i samme anledning bygget et rummeligt hus – af form og stil som et sildrigsk bondehus. Ja det var i tilfælde af at det skulle blive en fiasko det med turismen. Grundstenen til denne bygning, den såkaldte ”Klithal” (Dünenhalle) blev lagt i 1857.

Det var også i dette år at lægen Gustav Ross fra Altona holdt sin berømte tale, hvor han i den grad lovpriste øen for dens naturlige fortrin. Han loddede muligheden for at gøre øen til det helt store turistmål.

 

Besværligt at komme til øen

Personbefordringen til øen var meget besværlig. Man skulle gennem ”poetiske Vadehavs sejladser” med ”muddersok og vådt linned”. Det var dengang med hjuldamper fra Højer til Munkmarch.

Med et klækkeligt gebyr til Deutsche Bundesbahn kunne man så komme med biltoget til øen over Hindenburg-dæmningen. Op til 200 biler ad gangen. 30.000 biler på øens knap 100 km2 er ikke unormalt.

I højkonjektur-perioden midt i 60’erne blev der i den grad bygget på Sild. Hoteller i massevis.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• selsvigland.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• På dengang.dk finder du 1.760 artikler
• Bagerst i artiklen ”Langs Vadehavet 2” finder du en liste over de artikler som omhandler steder omkring Vadehavet, som du kan finde her på siden. Det drejer sig om hele 109 artikler.