Turen går til Sæd-Ubjerg

Det er langt fra Tønder til Sæd – med en lagkage. Hvad tror du er det mest fotograferede i byen? Vi skal også besøge hovedbyen Ubjerg i sognet. Vi besøger kirken fra ca. 1300. Ved siden af ligger Danmarks mest velbevarede præstegård og måske ældste. Og så er det også lige Bjerremark fra 1685. Her blev Christianslyst også opført. Vi hilser på mælkekusk Peter Bruhn. Hans kone kom ud for en meget grim ulykke. I 2007 fik beboerne i Sæd et chok. Her har man en skamstøtte, man nok ikke skal prale af. Kirsten Christens fik ikke glæde af klingpungen, der blev indført i 1715. Fattiggården på Sædmark blev indviet. Og Anne Cathrine hjalp man med at udvandre til Australien. I alt 34 kom ikke hjem fra Første Verdenskrig. Og så er det lige den berømte kartoffel. Vi besøger Æ Smaj, Æ skrædder og Dovne Ludde. Hvis du ikke blev konfirmeret, kunne du ikke gifte dig eller få arbejde uden for sognet. En ny skole blev betalt af staten. Og 25 gendarmer, der kom til Sæd måtte tvangsindkvarteres. I 1947 var der sne i tre etager. Husholdersken fik dansk statsborgerskab, og det var det hun var ude på. Vi besøger det mindste hus i Sæd. Og her er masser af naturoplevelser.

 

Langt med en lagkage

Det er langt, når man skal cykle fra Tønder til Sæd med en lagkage. Ja. Det skulle jeg dengang var bydreng hos bager Arnold Petersen i Tønder. Men bortset fra det er det vel kun 3- 4 km fra Tønder. Indtrykket er, at der sker en masse i den lille landsby Sæd, kendt for bl.a. Sæd Grænse. For at beskrive historien har vi bl.a. kigget i ”Kirkebladet for Ubjerg Sogn”. Det lyder kedeligt, men det er det bestemt ikke.

 

Folk med øgenavne

Vi starter med et par stykker som har fået øgenavne. Vi præsenterer hermed:

• Sonnenschein – Chr. Lorenzen Sæd-Ubjerg, en murer med en speciel udstråling ca. 1940
• Sing – Mathiesen – Lærer på Sæd Skole, medlem af Sangforeningen 1842
• ”Tilde fra Sæe” (født Mathilde Jensdatter) – Hun afviklede altid hendes ærinde i samme øjeblik trangen meldte sig. For hende var hygiejne et fremmedord. Hun var født 1842.

 

Det mest fotograferede i Sæd

Byskiltet i Sæd er nok det mest fotograferede. Jævnligt sider folk overskrævs, læner sig op ad, hænger hen over eller står på skiltet for at lade sig forevige med. Jo skiltet er også blevet stjålet et par gange.

Sæd ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb, Lilleå og Sønderå. Mod vest ligger sognets hovedlandsby med sognekirken, Ubjerg.

 

I nærheden af byen

Det er lige i nærheden, at vores far mange gange tog os med for at bade i Grønåen, en del af Vidåen. Det var skønne øjeblikke. Og på broen lige i nærheden af dette sted blev der kæmpet lige efter besættelsen. Nogle tyske soldater på vej hjem ville ikke rette sig efter en ordre fra danske modstandsfolk. Det kom til et skyderi. To danske modstandsfolk blev alvorlig såret.

 

En smuk landsby

Byen er omgivet af enge mor nord, vest og syd. I tiden før afvandingen stod enge om marker oversvømmet af vand hele vinteren igennem, ja undertiden også om sommeren. Selve byjorden er lidt højere.

Der er en del gårde og mange små ejendomme med lidt jord til. Ingen af disse gårde er fredet. Men der er to gårde i Ubjerg som vi skal se nærmere på. I Kommuneatlas for Tønder Kommune fra 1993 blev 10 ejendomme i Sæd betagenet som ””høj bevaringsværdigt”.

Den nordøstlige meget smukke gård langs det nordlige gadestrøg blev meget ødelagt af orkanen i 1999. Dens udlænger er nu revet ned. Kun hovedhuset står tilbage.

Sydøstligst i landsbyen er der en smuk, vestslesvigsk gård med en meget fin lade med højt stejlt tag.

Den tidligere tyske skole ved Sprøjtehusvej midt i landsbyen er et fint eksempel på en skolebygning med lærerbolig fra tidligt i 1800-tallet. Gården ved siden af er trods misligholdelse en statelig gård med tre længer og et ikke sammenbygget stuehus omkring en gårdsplads. Især lade-bygningen har stor værdi. I landsbyens sydlige del ligger flere bevarede og bevaringsværdige småhuse med forskellig grad af velbevarethed.

 

Danmarks mest velbevarede præstegård

Og hvem skulle tro, at der i sognet ligger en af landets ældste præstegårde. I gamle dage kunne man gå over i kirken og låne en nogle for at se den. Men dette kan man dog ikke mere. For i dag er præstegården privatejet.

Ubjerg Præstegård er fra 1675. Sognet har ikke så mange folkekirkemedlemmer, så det kan bære at holde en så flot gård ved lige. Men gården var dog i brug til 1. maj 2004. Det lille Ubjerg Sogn er nu slået sammen med nabosognet Møgeltønder. Men nu var vi har lavet en afstikker til Ubjerg kigger vi lige først på den ældgamle kirke.

 

Der var to indgange til kirken

Lige ved siden af denne perle af en marskgård ligger den ældgamle kirke. Den ældste del af Ubjerg Kirke er det nuværende apsis og kor, som menes at være opført i 1200-tallet.

Ifølge et sagn var kirken oprindelig et lille kapel, som hørte til Tønder slot. Kapellet har måske ligget som et ensomt bedehus ud mod den åbne kyst. Sagnet fortæller videre at kapellet i sin tid har været forbundet med Tønder Slot gennem en underjordisk gang.

Omkring 1300 er selve kirkeskibet opført som tilbygning til apsis og kor. Hele kirken er bygget af munkesten, men apsis, kor og skibets mur mod nord er efterfølgende pudset.

Oprindelig var der ikke noget spir eller tårn på kirken. I stedet stod der på kirkegårdens sydøstligste del det fritstående klokketårn. Indtil den lutherske reformation blev indført i 1536 var kirken i den romersk-katolske tid viet til Skt. Laurentius, en romersk martyr.

Kirken havde oprindeligt et stråtag. Den havde to indgange. Den nuværende syd-indgang var til mænd. Og den til nord var til kvinder. Kvindeindgangen blev allerede lukket omkring 1595.

 

Engang – et fritstående kirketårn

Kirken stråtag blev formentlig omkring 1700 erstattet af et tegltag. I året 1857 blev der foretaget en større ombygning af kirkens ydre. Tagkonstruktionen fik en lavere hældning og det fritstående klokketårn blev erstattet af en tagrytter. Kirketaget og tagrytter blev derefter belagt med skifer. Og det står i historiebøgerne at det var på grund af ”Egnens beskaffenhed”.

Efter reformationen hørte kirken under Ribe Stift, men den var i længere tid omstridt. I 1576 – 78 tilkendtes den Hertug Hans. Ved samme lejlighed blev den udskilt af Ribe Stift og blev lagt under Slesvig. Først i 1920 vendte den tilbage og blev lagt under Ribe Stift.

Tårnet på Ubjerg Kirke bliver normalt omtalt som kirketårn, men rettelig er det en tagrytter.

Et fritstående klokketårn nævnes i 1595, som var tæt på sammenstyrtning. Det skulle have stået i det sydøstligste hjørne af kirkegården. Det er blevet repareret i 1686, genopbygget i 1722, hovedrepareret, malet og tjæret i 1819 og 1830. Men i1857 rev man det ned.

En tagrytter er et klokketårn monteret på den bestående bygnings tag. Kirken har to klokke, og de er fra omkring 1400.

Den ”Salige” jens Petersen skulle i 1590 have skænket 100 mark kurant til et nyt ”karnhus” ved norddøren. Men da denne indgang blev tilmuret, sattes pengene ”på rente til kirkens bedste”.

 

Alterbord fra 1250

Der er bræddelofter overalt i kirken. Skibets bræddelofter har store malerier fra 1747, der forestiller syndefaldet, korsfæstelsen og dommedag. Mellem skib og kor er et sengotisk kor bue krucifiks fra begyndelsen af 1500-tallet.

Alterbordet er fra romansk tid, omkring 1250. Måske er kirken oprindelig fra den tid?

Og så kunne det måske være, at vi lige skal grave yderligere i historien. Det tyder på, at der under pesten i 1602 – 04 har været stiftet et begravelsesgilde i sognet.

 

Indhegnet grundet antruffen heste, svin eller andre ”bæster”

Den lille hyggelige kirkegård hegnes i nord, nordøst og vest af delvis jorddækkede kløvstensdiger. I 1595 forpligtede sognefolkene sig til at forbedre kirkegårdsvolden, hvilken var nødvendigt som et værn mod dyrene. Hvis der så alligevel blev antruffen heste, svin eller andre ”bæster” på kirkegården, blev ejeren idømt en bøde.

 

Stoleværket

Stoleværket med gavle også mod væggen er udført 1774 af snedker Bastian Rehkopf i Tønder og malet af Anders Nansen samme sted. Det er 15 mandestole og 14 kvindestole. De afløste et sæt fra 1595. Der var eller er også specielle stole til præstekonen og degnen.

 

En tur i præstegården

Ved siden kun adskilt af en hæk og en låge, ja sådan var det sidst ”Den Gamle Redaktør” var forbi sognets fornemste bondegård, ja sådan skulle det være i ældre tid, sognets præstegård. Skal vi ikke bare kalde den får Danmarks mest velbevarede præstegård. Huset er bygget sammen med to stalde. Som altid på disse kanter er stråtaget 10 – 15 cm. Tykkere end andre steder i landet. Det luner om vinteren. Præstegården er i dag fredet.

Taget har mønning af tørv og der sidder tre skorstene i beboelseslængdens rygning og i den nordlige udløberlænge.

 

En ligdør

I østgavlen er der en ligdør. Denne dør blev før i tiden udelukkende brugt til ligfølget til at bære afdøde personer ud af huset, når de skulle begraves, hvorefter døren blev lukket igen. Ifølge folketroen kan den afdødes sjæl kun vende tilbage gennem den samme dør, som de var kommet ud af, da de forlod huset for sidste gang. Døren blev herefter holdt lukket indtil næste begravelse.

 

Originalt staldinventar

I staldlængderne er det intakt bevarede staldinventar med muge- og fodergange, heste- og kobåse, pigstengulvet, de uforarbejdede loftbjælker og loftbrædder, lokummet, ladens klinkebelægning og lerstampede gulv samt ladens synlige tømmerkonstruktion. Ladens konstruktion er typisk for de gamle marskgårde og kendetegnes ved solide stolper og bjælker, der bærer det store stråtag, som derved er sikret mod stormflod.

 

Velbevaret værft i Ubjerg

Når vi nu er kommet til Ubjerg, kan vi lige så godt fortsætte med denne hyggelige by. Husene ligger placeret på både naturskabte sandklitter og menneskeskabte værfter. Hele Ubjerg er bygget på et værft, en kunstig bakke i det ellers flade marskland. Det er nok det største og mest velbevarede værft i Danmark.

Kirken har så vidt vides ikke været ramt af de talrige stormfloder som egnen har været ramt af. Mod nord ligger 4 gårdanlæg tæt sammen på det fælles øst-vest-liggende værft.

Den tidligere stavemåde er med d – Udbjerg. Landsbyen er samlet omkring kirken. Men også omkring Søndersøvej, sydøst for kirken ligger en samling småhuse. Ubjerg har også en Nørresøvej. Både Søndersø og Nørresø var tidligere store lavvandede søer, der forsvandt med afvandingen af Tøndermarsken og reguleringen af Vidåen. Nørresøen genopstod med gennemførelsen af Snæbelprojektet. Der er også skabt et stort vådområde kaldet Hestholm Kog.

På diget ved Nørresø findes der også skarv. De lever af fisk – og kun fisk. Her er sandelig set havørn.

 

Bjerremark fra 1685

Mod vest i Ubjerg ligger Bjerremark en stor smuk firelænget marskgård. Oprindelig er den fra 1685. Den nævnes både som dansk og tysk gård. Efter 1960 henlå den som tom og uvirksom. Gården blev nærmest plyndret for alt inden man i 90’erne startede en kommunalt drevet restaurering. Gården fremstår i dag som et kursuscenter. Den er blevet prisbelønnet for den fine restaurering. Herfra er der en smuk udsigt over den flade marsk.

Man mener, at det var friserne, der tog den specielle byggestil med herop. Allerede i 1100 – tallet begyndte de at anlægge værfter – forhøjede anlæg. Også tagkonstruktionen tog de med. Det gjorde den mere modtagelig for den kraftige blæst. Og de forhøjede værfter sikrede mod oversvømmelser. Herude i marsken var der nærmest vand halvdelen af året vand over det hele inden den store afvanding.

Den særlige byggeskik med grundmurede huse adskiller sig væsentligt fra landsbyggeskikken i resten af landet, hvor bindingsværk var den almindelig byggemåde frem til sidste halvdel af 1800-tallet. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer. Det var bl.a. derfor man byggede i grundmur.

 

Modstandsdygtig

Desuden var grundmurring også mere modstandsdygtig over for klimatisk nedbrydning end for eksempel bindingsværk med lerklinet tavl. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker.

Rør til tækning hentede man i marsken særlig ved Aventoft eller i Rudbøl. Her i marsken var der langt flere rør end nu. Gode engtørv til mønning hentede man ligeledes lokalt. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man skælkalk, der er fremstillet af brændte skaller og kalksten fra stranden.

Bjerremark nævnes første gang i 1685. I 1840 fik Carsten Richtsen Angel fæstebrev på gården. I 1842 blev den markant ombygget og udvidet. I 1872 blev der tilføjet en fin dørportal med syd med søjleparti og inskriptionen ”1872”.

 

Flere originale bygningsdele

I 1947 kom gården på danske hænder ved den dansksindede organisation Landeværnets mellemkomst. Af de nuværende bygninger er stuehuset opført i 1842 mens staldlængerne er opført i 1874. I stuehuset synes flere af de ældre bygningsdele fra det tidligere stuehus at være blevet genanvendt, herunder fyldningsdøre, indgangspartiet i forstuen, hoved – og havedør samt sandhedsportalen mod gården.

I 1988 gennemgik Bjerremark en stor renovering og restaurering. Herefter blev gården indrettet til kursuscenter. Gårdspladsen mellem bygningerne er belagt med pigsten. Stuehuset er en etage høj og en tretten fag lang bygning, der fremstår grundmuret i rød, blank mur med en gennemgående frontgavl.

Mod døren er bevaret en forstue med inderdøre fra 1700-tallet. Her er også bevaret ældre brændeovne, den ene er kakkelbeklædt, mens den anden er udført i metal.

Der er stråtækt tag med afvalmede gavle, mønning af tørv og et tagskæg. Vinduer, porte og luger er efter skik malet hvide.

 

Ændret vejforløb

Indtil 1934 forløb vejen mellem Ubjerg og Møllehus nord for Bjerremark og så langs den nordlige og vestlige skovkant, mellem skoven og Ubjergvej 21 og derfra som nu vestpå. På nordsiden af vejen fra skoven til Ubjergvej 25 lå der oprindelig en mark, der hed Langbjerg.

 

Christianslust

Den tilhørte Martin Lorensen. Han og Christian Angel på Bjerremark var dengang de to største lodsejere i Ubjerg. De var af en eller anden grund blevet uenige. For at drille Christian Angel lod Martin Lorenzen i 1899 opføre et beboelseshus i markens sydøstligste hjørne lige over for indkørslen til Bjerremark. Det var et pænt rødstenshus med tegltag med to slags kulørte tagsten. Over indgangsdøren til syd mod vejen sad en hvid marmortavle ca. 60 x 80 cm med følgende indskrift:

 

• CHRISTIANSLUST erbaut 1899 von Martin Lorentzen

 

Huset blev lejet ud til en børnerig arbejderfamilie. Christian Angel døde i 1908. Senere er fjendskabet glemt. Christian Angels enke eller søn har derefter ved mageskifte erhvervet jorden og huset. Indtil Christian Bahnsen købte huset i 1929 var det udlejet til arbejdere på Bjerremark.

 

Det kneb med plattysk i skolen

Christian Bahnsen brød sig ikke om navnet Christianslust og fik fjernet tavlen. Men i offentlig omtale beholdt huset navnet til omkring Anden verdenskrig.

Den nærværende vej gennem skoven var dengang en indkørsel til Bjerremark gennem en dejlig, tæt granplantage på begge sider. Indkørslen var markeret med hvidmalede stenpæle og et skilt angav at det var Privat.

Christian Bahnsen arbejdede meget med opdræt af heste. Han var også en ivrig ringrider. I ægteskabet var der fire børn. Derhjemme blev der talt plattysk. Da den yngste kom i skole i 1944, havde han problemer med sproget.

Det omtalte hus er revet ned og erstattet af en pæn nedbygning en smule længere mod vest.

 

Mælkekusken, Peter Bruhn

Peter Bruhn overtog fødehjemmet Søndersøvej 8. I januar 1910 begyndte han som mælkekusk. Med sine to hvidskimlede arbejderheste at køre med daglig mælk for landmændene til mejeriet i Süderlügum. Grænsedragningen i 1920 satte dog en stopper for dette.

Da det nybyggede mejeri i Sæd begyndte i juni 1923 genoptog han mælkekørslen fra Ubjerg til Sæd. Da muligheden for at få forarbejdet mælken i Süderlügum blev stoppet anskaffede mange hjem en centrifuge. Den kunne skille mælk og fløde ad. Man kunne også få maskiner til at kærne smør med.

Smørret blev solgt til købmænd eller private i Tønder. I mange køkkener og vaskerum var der således installeret centrifuger. Straks efter både morgen – og aftenmalkningen endnu mens mælken var varm, skulle den køres gennem centrifugen, der blev drejet med håndkraft. Når maskinen først var sat i gang og havde de nødvendige omdrejninger, gik den jævn let.

 

En frygtelig og grim ulykke

Den havde en stor oversættelse, fordi der skulle en god fart på for at få mælk og fløde skilt ad. Dette var et dagligt arbejde som oftest blev udført af større børn. Ellers var det malkepigens arbejde. Efter hvert brug skulle en sådan centrifuge skilles ad og rengøres. Helt ufarligt var en centrifuge skam heller ikke, når den var i gang.

I Peter Bruhns køkken stod en sådan centrifuge. Her skete der en frygtelig og meget grim ulykke. Den 20. juni 1920 er Mette Bruhn efter morgenmalkningen i færd med at køre mælken igennem centrifugen. Uheldigvis kommer hendes fletning så tæt på maskinen, at den får fat i håret og i et nu er hun skalperet. Hun har fået alt hår og hårbund revet af hovedet.

Med pinefulde smerter kommer hun med hestevogn og ad dårlige veje til sygehuset. Det var en ulykke, der rystede alle i landsbyen. Efter et meget langt sygehusophold kom hun hjem igen. Men i flere år måtte hun flere gange om ugen til sygehuset til behandling.

 

De russiske gæs

Maleren Emil Nolde, der ikke boede så langt herfra, har ofte nævnt disse blisgås og bramgås. Man kan høre det på deres snakken og gakken. Det er nærmest russisk. De kommer også derover fra. I vintermånederne slår de sig ned i Ubjerg Kog. De skal æde sig fede inden trækket går til Sibirien og det nordlige Rusland om foråret. Så bruger de alle de lyse timer til at æde. En gås spiser helt op til sin vægt – hver dag.

Det næringsholdige græs giver gæssene gode vilkår. Når det går helt vildt for sig, så fordobler en gås sin vægt på blot en måned. Så er det brændstof til en flyvetur på et par tusinde kilometer.

 

Tilbage i Sæd

Gårdene der ligger yderst, er opført på værfter, både enkelt – og dobbeltværfter.

De traditionelle håndværkserhverv i 1700 – og 1800 – tallet var fint repræsenteret i landsbyen, Sæd (blandt andet smed, bager, maler, tømrer). Vi skal kigge på et par stykker. Ikke alt er lige pænt. Der er nogle skræmmende til – og ombygninger.

 

I 2007 fik beboerne et chok

Byen Sæd nævnes første gang i 1237 som ”Sæthe”. Ordet betyder at sidde eller bosætte sig.  Allerede i 1740 blev gårdene udskiftet. Men gårdene blev i byen. Dette skyldes nok de særlige forhold i marsken.

Byen betragtes som en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår struktur og bebyggelse. Der mange ældre gårde med ældre landsbyggeskik.

Der var meget, der skulle klares på gårdene ud over dyrkning og høst af afgrøder og pasning af dyr. Der var også bagning, røgning og slagtning. Børnene hjalp altid med.

I 2007 fik beboerne i Sæd pludselig et chok, for byen mistede sin status som by. Det sker, når man kommer under 200 beboere. Men det ser ud til, at man igen er kommet over dette tal.

 

En skamstøtte

Det er ikke mange byer, der har sådan en. Og egentlig er det hvis ikke noget at prale med. Med det har Sæd – en skamstøtte. Men man skal kigge godt efter. Den ligger syd for byen.

Den er rejst fordi Kirsten Christens i 1712 myrdede sine fire børn og begik selvmord med rottegift. Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse i at skaffe mad nok til sine børn valgte hun at tage livet i ”et anfald af tungsind og sindssyge”. Ja sådan beskrev præsten det.

De stakkels børn blev begravet på Ubjerg Kirkegård. Og det gjorde Kirsten Christens også. Men da provsten i Tønder hørte historien beordre han ”morderen” gravet op igen. Hun blev derefter fragtet hen til det hus, hvor forbrydelsen fandt sted, smidt ud ad vinduet og begravet ude på heden.

Hun måtte sandelig ikke begraves i indviet jord. Det at begå selvmord var i sig selv strafbart. Og som skræk og advarsel blev der så rejst en skamstøtte. De forbipasserende kastede sten efter den. Og det er til skræk og advarsel for alle. Inskriptionen kan man ikke mere tyde. Og i dag er der sikkert ikke nogen der kaster sten efter skamstøtten.

 

Klinkpungen kom i 1715

Dengang blev det betragtet som en hjerteløs kvindes grusomme udåd. Dengang var der ikke et socialt sikkerhedsnet. Måske kunne klinkpungen i Ubjerg Kirke have hjulpet. Men den blev først indført i 1715.

Det var pastor Wegner, der indførte den. Han begrundede indførslen med, at man på en skøn måde og i stilhed kunne gøre meget godt, idet ingen fik at vide, hvor meget den anden puttede i.

Man behøvede heller ikke at putte noget i hver søndag. Med de indkommende midler kunne de fattige så forsørges rettidigt. Man kunne måske herigennem også skaffe skolebøger til de fattiges børn.

 

Byens fattige forsynet med kontanter

I 1789 blev sognets fattige ifølge pastor Todsen forsynet med kontanter. Ugentlig fik de af fattigforstanderen tildelt et beløb afpasset efter alder og fattigdom. Pengene i fattigforsorgen kom dels fra indsamlinger i kirken dels fra et årligt bidrag fra kogs-regnskabet. Derudover blev det pålagt sognets velstående hvert kvartal at betale et vist bidrag til fattigkassen.

Fra 1795 til 1859 foregik fattigforsorgen i sognet på denne måde. Hvert år blev der fattigregning, en form for generalforsamling.

I midten af 1800-tallet blev der i alle sogne oprettet fattiggårde. Fattiggårde var som regel en landbrugsbedrift opført eller købt til at huse sognets egne fattige, som her fik den fulde forplejning og logi. Det var tanken at fattiglemmerne skulle være selvforsynende. Ved en stor brand i 1857 nedbrændte flere ejendomme på Grøngårdsvej. En af disse var tiltænkt fattiggården.

 

Fattiggård ved Sædmark indviet

Efter indførelsen af ”Forordningen om fattigvæsenet” fra 1841 fik Ubjerg sogn en fattiggård – ”Æ Armhus”. Den kom til at ligge ved Sædmark mellem Ubjergvej 7 og 9. Men den blev først indviet i 1859 med 5 voksne og 4 børn.

I befolkningen har det altid været ulykkelige personer, der ikke har haft midler nok eller ikke har kunnet få dem til at række til de daglige fornødenheder.

Lemmerne på fattiggården skulle overholde reglementet. Der var oprettet et fattigvæsen, der bestod af sognets to sognerådsformænd og tre medlemmer af menighedsrådet. Omkring 1961 trængte fattiggården til en større istandsættelse. Kommunen besluttede at sælge fattiggården med tilhørende jord til højeste bud.  Og det var for 36.200 kr. til Fedder Feddersen, Bremsbøl. Få år senere blev ejendommen revet ned.

 

Man hjalp Anne Cathrine til at udvandre

Der var mange, der udvandrede dengang. De sociale myndigheder hjalp gerne til. Ofte var det billigere at komme af med de fattige. Og politiet sendte også kriminelle med skib til Amerika.

I Ubjerg var det Anne Cathrine Sørensen, der ofte havde henvendt sig til Fattigkassen. Hun var ugift og var alene med tre børn. Fattigkollegiet besluttede i 1873, at bevilge et lån på 240 Rigsdaler, så hun kunne udvandre til Australien.

Man sikrede sig at J. Matzen skulle følge familien til Hamborg. Det var nok for at sikre at udvandringen reelt fandt sted. Fattigkasserne havde nemlig ikke altid gode erfaringer med dette.

 

Tilhængere af den slesvig-holstenske bevægelse

Befolkningen i Sæd – Ubjerg knyttede sig i 1830’erne og 1840’erne til den slesvig-holstenske bevægelse. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og i kirkeliv.

 

I alt 34 kom ikke tilbage

Lige fra Første Verdenskrigs start blev alle unge våbenføre mænd indkaldt til krigstjeneste. Næsten alle, uanset sindelag efterkom orden. De opfyldte deres borgerpligt ved at møde op under de tyske faner.

Mange af de indkaldte fra sognet måtte forlade kone og børn og til dels deres landbrugsbedrifter for at drage en uvis fremtid i møde. Mange troede, at det kun drejede sig om måneder før man var tilbage. Men det blev til 4 år med umenneskelige strabadser i skyttegrave navnlig i Frankrig og Rusland.

Hvor mange, der deltog fra sognet, vides ikke. Men næsten alle sognets familier havde slægtninge med i krigen.

De sørgelige budskaber kom løbende gennem de fire år. I alt 34 kom ikke tilbage. Heldigvis kom den overvejende del tilbage. Men det var først efter at have tilbragt en tid i fangelejr eller i lazaret. Der blev opsat en mindeplade på de 20 faldne, der havde folkeregister i sognet

 

Den berømte Sæd – kartoffel

En overgang anså man Sæd kartoflen som den fineste i landsdelen. Det var en slags æggeblomme af ganske enestående fin kvalitet. Ejendommeligt er det, at der år efter år dyrkedes den samme sort af samme navn. Sådan var det slægtled efter slægtled. Man kaldte disse kartofler forskellige ting, bl.a. ”gullige ”Sædingerkartofler”

Ifølge en beretning af pastor Kallmer, Faretoft ved Dagebüll i et tidsskrift 1796 har der i Sæd dengang:

• Været avlet mange urter og havesager, navnlig gulerødder, og i alt 40 tdr. kartofler i hele byen

Selv om jorden tilsyneladende er af samme gode kvalitet, skelner man dog ganske nøje mellem de stavne, der giver den bedste kvalitet, og de der giver en ringere kvalitet.

Kartoffeldyrkerne i Sæd var nøjsomme og uhyre flittige. Jorden fik kun staldgødning. Ifølge gammel tradition vender man jorden med spaden, ja enkelte gik så vidt, at ”de drager plovens nytte for jordbehandling i tvivl, når det gælder dyrkning af kartofler”.

Håndens arbejde blev holdt i hævd. Inden lagringen håndsorteres kartoflerne 2-3 gange. Det var den bedste garanti for, at der ikke blev leveret en eneste forkert eller dårlig kartoffel.

Før ”Genforeningen” 1920 havde man et gammelt marked for Sæd-kartofler i Tønder og i Flensborg. Ja også i Husum solgte landsbyboerne kartofler og grøntsager.

Her regnede man med en fast pris af ca. 11 mark pr. tønde. Men dette er slut.

Grænsen blev lukket til Flensborg og Husum. I Tønder var der kommet kolonihaver. Nu er enkelte stavne tilgroet med græs. Den traditionelle kartoffelavl var ude for store vanskeligheder. Udbyttet blev for ringe. Og det var et stort arbejde med håndkraft.

Det var almindeligt kun at vende jorden med ”spaden” på de små jordlodder mellem husene og gårdene i Sæd.

 

Den sidste ”rødder” fra Sæd

Cecilia født Wellendorf stammede fra Sæd. Hun blev også kaldt for Sille, ja hun anses for at være den sidste ”rødder” kone fra Sæd. Hun solgte grøntsager fra ”æ Rørvuhn” i Tønder indtil først i 1930’erne. ”Rørvuhn” er en kærre, en vogn med to store hjul. Hun skubbede kærren fra Sæd til Tønder med egne grøntsager.

 

”Æ Smej” gennem 125 år

Landsbyen har gennem flere hundrede år haft en befolkning, der delte sig mellem små næsten Jordløse Kådnere og daglejere og en række større og solide gårdmænd.

Gennem 125 år har ”Æ Smej” eksisteret i Sæd. Og smedevirksomheden var drevet af den samme familie i generationer, nemlig familien Specht. Og det var i den samme ejendom, Grænsevej 10. Og det hele startede i 1862, da Christian Hansen Specht købte smedevirksomheden af den tidligere smed Jacob W. Jensen. Han fik også tillidshvervet ”Kirchenältester”.

Sønnen Carsten, en af 8 børn tog på valsen, der måtte han sin tilkommende. Han overtog firmaet. Han var den første i Sæd, der fik telefon. Han fik smedjen bygget om og indlagt el i 1922. Han ombyggede det hele og fik en omfattende handel med landbrugsmaskiner. Ved siden drev han også landbrug. Han importerede moderne selvbindere fra Amerika.

I 1930’erne var han formand og forretningsfører for Sæd mejeri. Men grænsedragningen i 1920 tog en del af kundeunderlaget. I 1925 fik han bil som nr. 5 i sognet. Sønnen Christian overtog firmaet. De købte en ejendom ude på Grøngårdsvej. Efterhånden gled det gamle smedehåndværk i baggrunden på bekostning af mere maskinhandel. En olie – og benzintank blev placeret ved virksomheden.

Den gamle smedje holdt i 125 år med fire smedemestre fra familien Specht.

 

Æ skrædder fra Sæd

Hans Chr. Lund var født i Terkelsbøl i 1861. Og konen Else Marie var fra Lendemark. De bosatte sig i den nuværende Sønderbæksvej 10.

Som skrædder tjente Hans Christian Lund ikke store penge. Han måtte ofte gå langt for at så for folk. Dengang gik skrædderne ud til folk og syede i deres hjem. Hestekøretøj havde han ikke råd til. Han gik til fods. Om sommeren kunne det ske, at han stod op kl. 4. Så gik han tværs over markerne til Højer, hvor han syede hele dagen. Derefter gik ruten hjem igen.

Foruden at arbejde som skrædder var han markmand. Han holdt i sommerhalvåret opsyn med andres kreaturer og får på markerne. Markerne var dengang ikke indhegnet med tråd. De var kun adskilt med vandfyldte grøfter. Hvis dyrene havde held til at komme over grøfterne, var det hans opgave at få dem tilbage igen. Det kunne ske, at han fandt et får, der var druknet. Dette berørte ham meget. Han havde altid Æ Klu’ stach (springstok). Med den kunne han forcere de vandfyldte grøfter.

Skrædderen elskede at synge. Men det foregik kun på dansk. Og det kunne være problematisk i en tysk tid. Men tolderne kendte ham. Han var en samvittighedsfuld mand og agiterede ikke for danskheden uden for hjemmet.

Konen var en afholdt kogekone overalt i sognet.

 

Dovne ”Ludde”

Ude i det østligste hjørne af Ubjerg Sogn ligger ejendommen Sædholm. Ejendommen bestod oprindelig af en længe med beboelse i den ene ende og en længe med beboelse i den ene ende og en lille stald i den anden ende. Beboelsen menes at være opført omkring 1902 og stalden i 1920.

Det fortælles om en mand ”Ludde” som ifølge naboen på Holmgård boede der med sin familie før Første Verdenskrig. Han var meget doven. Men konen var meget energisk. Hun gik rundt om markerne og tog i pælene – var de løse tog hun dem.

”Ludde” skulle hjælpe med at anlægge den nye vej fra Sæd til grøngård. Gik han forrest i sjakket blev de forsinket. Gik han bagved blev han hurtig langt bagefter de andre.

 

Sædholm blev kaldt for ”Polen”

Ejendommen blev kaldt ”Polen” af den ældre generation. Det var fordi, at der under Første Verdenskrig boede nogle polakker på ejendommen. Det fortælles, at manden kom i fængsel for smugleri og skyderi.

I 1960’erne og 1970’erne blev der rundt om Sædholm gravet meget sand af til vejbygning og påfyldning. Det var entreprenørfirmaet Freiberg fra Tønder, der hentede mange læs sand herfra. Her blev der i 1977 etableret en knallertbane. Der var et meget kuperet terræn lige her. I 2013 blev denne bane lukket og blev retableret som et naturområde. Først 1964 – 65 blev der indlagt strøm. Tre husmandssteder blev derefter etableret i nærheden.

I 1972 blev der sat et nyt tag på huset.

 

Konfirmation havde stor betydning for de unge

Gennem årene er der blevet konfirmeret en masse i sognet. Her på siden har vi tidligere beskæftiget os med konfirmations – problemer i Møgeltønder og Daler. Grevinden på Schackenborg blandede sig. Men her i Ubjerg synes det ikke at have være problemer.

Oprindelig var det således, at hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå ægteskab, til at være fadder og til at vidne. Man kunne blive straffet hvis man ikke var konfirmeret inden man var 19 år.

I tidligere tider ”overhørtes” man i katekismus for at kunne konfirmeres. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner skulle præsten sætte ind med ekstra undervisning. Men skyldes årsagen modvillighed var straffen fængsel.

Konfirmationen havde alligevel en stor betydning for den unge. Det markerede overgangen fra barn til voksen. Med konfirmationen fik man borgerlige rettigheder. Men man fik også pligter. Ja og så fik man en skudsmålsbog. Sådan en var nødvendig, hvis man ville arbejde uden for sognet.

 

For dårlig i kristendom

Det var Christian den Sjette, der indførte konfirmationen i 1736. Den blev indført i Ubjerg Sogn i 1739. I begyndelsen var de unge mellem 16 ½ og 19 år. I år 1751 blev Ann Hennings først konfirmeret, da hun var 21 år. I kirkebogen står anført:

 

• Ann Hennings Fra Sæd, fordi hun er dårlig i kristendom, får ikke adgang til nadveren før hun lader sig bedre undervise, hvilket hun også har lovet.

 

I 1789 skriver den stedlige pastor Todsen, at undervisningen foregår fortrinsvis om efteråret og foråret. Den foretages af præsten, degnen og skolemesteren. Dengang blev der afholdt konfirmation hver anden år. Dem, der i de mellemliggende år ville konfirmeres, blev det i nabosogne som Aventoft eller Süderlügum. Efter 1847 blev der afholdt konfirmation hvert år i Ubjerg Sogn.

 

En ny skole – bygget af staten

Da grænsegendarmerne i 1920’erne flyttede til byen fik man brug for en dansk skole. Men den kom dog først i 1933.

Der var tysk flertal helt til 1945. Efter ”genforeningen” blev der oprettet en dansk skole med syv børn i en lille privat stue hos en gårdmand. Efterhånden som grænsegendarmernes børn voksede til måtte man rykke op i ”piselen” – storstuen.

En ny smuk skole blev bygget af staten – ikke kommunen. Den blev indviet den 30. september 1933. Ved den højtidelige indvielse var amtmand Grev Schack, landstingsmand Hans Jefsen Christensen og amtsskolekonsulent Nicolai Svendsen til stede.

 

Så tænder vi

Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro til kaffe og taler. Her holdt lærer Højmark Jensen en flammende tale om Kristen Kold, hans skoletanker og frie syn. I sin undervisning fulgte Højmark disse spor.

En dag i krigens tid lagde Højmark mærke til, at nogle af drengene sad og fumlede med noget under skolebordene. Det viste sig, at drengene rullede små cigaretter af hjemmelavet tobak. Højmark tog den i stiv arm:

 

• Op på bordene med tobakken, så skal jeg vise jer, hvordan I skal bære jer ad

 

Da alle var færdige med at rulle cigaretter, råbte han:

 

• Så tænder vi

 

25 gendarmer til Sæd

I første omgang kom der 465 gendarmer til grænsen. Men det var ikke nok. Styrken kom op på 600 personer. Det betød, at der skulle rekrutteres yderlige ugifte mænd fra hele landet. De unge havde aftjent deres værnepligt og kom fra handel, håndværk og især landbrug.

Alene til afsnit Sæd kom der 25 gendarmer. Sædmark og Ubjerg hørte under dette afsnit. Direkte velkomne var de nok ikke i de første majdage i 1920. Det var i et son, der hovedsagelig stemte tysk. Den tåbelig krig havde kostet unge mænd livet. Dette sat sit præg på dagligdagen.

For de unge gendarmer, der kom, var det også en udfordring, at de kom til en egn som de slet ikke kendte. Og de havde også vanskeligheder med sproget. Her blev der talt sønderjysk og tysk. Også primitive indkvarteringsforhold blev de budt. Problemet med at skulle skaffe huslys til så mange på kort tid var svært.

 

Tvangsindkvartering

Løsningen var tvangsindkvartering med kost ost og logi det første halve år. Det har næppe været til glæde hverken for værtsfamilien eller den unge gendarm. Dengang havde man vel ikke gæsteværelser, det var højest et lille karlekammer. Gendarmerne havde vagt to gange i døgnet a 4 timer efterfulgt af 8 timers hvile. Efter en uge var der så en fridag. Vagterne harmonerede dårligt med værtsfamiliens hverdag.

 

En stærk befærdet vej

Vejen mellem Sæd og Ubjerg var stærkt befærdet. I 1930’erne var den nogle steder 24 meter bred fra grøft til grøft. Men den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Vejen har med tiden og årstiden hele tiden ændret forløb. Og vejen har været der siden middelalderen. Den har været vanskeligt at forcere med mælkevogne, transportvogne, ligvogne og lignende

Først i 1934 blev vejen asfalteret.

 

Sne i ”tre etager” i Sæd

I 1947 faldt der masser af sne i Sæd. Da var sneen på Grøngårdsvej uden for Alfon Tygesens gård så høj, at der skulle arbejdes i ”tre etager”.

Det var ”Magge”, der styrede denne snerydning. Hans kone døde af brystkræft. Og pludselig var han alene med fem drenge, hvoraf de to mindste endnu var hjemmeboende. Han havde ikke råd til en husholderske og cyklede hjemmefra om morgen klokken 6. han var først hjemme igen kl. 18 om aftenen.

Så skulle han ordne hjemmet og lave mad. Ofte stod det på havregrød. En overgang blev den yngste Walter sendt til Tønder efter middagsmaden på et pensionat i Søndergade.

 

Husholdersken fik dansk statsborgerskab

I løbet af 1951 fik ”Magge” også en husholderske. De blev da også gift. Hun var tysk statsborger. Men meget hurtig derefter flyttede hun. Efter sigende var det udelukkende for at få dansk statsborgerskab. Jo der var mange dramaer i byen. Markus Jürgensen døde den 5. august 1981.

 

I den gamle landevejskro

I den tidligere gamle landevejskro fra 1871 er der nu dannet Bed & Breakfast under navnet Sov Godt 8. Lokaludvalget har en aftale med Tønder Kommune om hjælp til nedrivning af faldefærdige huse, der skræmmer bybilledet. Men nedrivningspuljer hænger ikke lige på træerne.

Sæd er langt fra den eneste landsby i Danmark, som er udfordret af nedlukkede forsamlingshuse, skoler og dagligvarebutikker. Men i Sæd har bevaret optimismen takket være et aktivt og kreativt lokaludvalg.

 

Frysehuset i Sæd bliver stadig brugt

Engang var der mange frysehuse i Danmark. Det var det også og er stadigvæk i Sæd. Det lille sted er et kombineret bryggeri og museum i dag. Her kan man lære om ølbrygningens ældgamle kunst. Byens besøgende kan blive klogere på det lille røde hus historie.

Indrømmet, ”Den Gamle Redaktør” kender mere til det frysehus, der stod på vej ud til Ny Frederikskog syd for Højer.

Frysehusene havde den afgørende betydning, at husmødrene ikke længere behøvede at salte, henkoge eller ryge kødet, når det blev slagtet på gårdene. Nu kunne de i stedet fryse kødet ned i familiens egen fryseboks i det fællesejede hus. Ved restaureringen af Sæd frysehus har lokalrådet på en gang bevaret et symbol på den danske andelsbevægelse og samtidig skabt en aktivitet for byens voksne.

 

Det mindste hus i Sæd

Ja på Sønderbækvej ligger nok her det mindste hus i Sæd. Engang var det sikkert byens stolthed. Det var i juli/august 1951 frysehuset blev opført i Sæd. Det var Alfon Tygsen, der stillede jord til rådighed. I det firkantede rum var der en smal gang langs væggen og midt på gulvet stod to rækker med hver seks bokse. I flere tilfælde var der to familier fælles om en boks.

I begyndelsen var der kun kødvarer. Efterhånden fandt man ud af, at også bær og grøntsager kunne fryses. Købmanden fik frysebokspapir, fedtpapir – en slags pergament, brunt indpakningspapir og sejlgarn i ruller. Jo og så skulle man skrive pakkeseddel med indhold og ejers navn samt andelsnummer.

Når det var slagtedag hos de enkelte brugere, skulle det de fleste steder meddeles til frysehusets tilsynsførende i forvejen. Beboerne i Ubjerg og Sædmark havde intet frysehus. Men de havde muligheder for at få varer opbevaret i Ishuset, Ved Slotsbanken i Tønder ved Harald Sauer.

Frysehusene havde kun kort levetid. Masseproduktion fik priserne på frysebokse til private hjem til at falde og sammen med tiltagende velstand hos borgerne blev det i 1970’erne almindeligt at hvert hjem efterhånden fik både køleskab og fryseboks.

 

Masser af naturoplevelser

Der er masser af muligheder for en naturoplevelse i området, som vi her har beskrevet. Der er på det seneste anlagt afmærkede stier for gående og cyklister. Området er kendetegnet med et rigt fugleliv. Mange vadefugle og ænder yngler i området. I træktiden raster store flokke af gæs og svaner. Ligeledes kan der forår og efterår ses enorme flokke af stære, som overnatter i rørskovene i Magisterkog og Hasberg Sø.

I 2006 og 2007 er det gennemført et grænseoverskridende projekt syd for Tønder for at forbedre levevilkårene for dyr og fugle herunder for den hvide stork. På den danske side af grænsen er der i området ved Ubjerg og Møllehus anlagt 35 nye vandhuller, mens den tyske del af projektet har omfattet vandløbsrestaureringer og en udvidelse af det store vådområde Hasberg Sø.

Projektet har desuden omfattet anlæg af en ny vandresti langs Sønderås-diget på den danske side af grænsen mellem Møllehus og Bremsbøl med forbindelse til Ubjerg. Fra stien, hvorpå der også er tilladt at cykle, er der en fantastisk udsigt over afgræssede marskarealer ind mod Ubjerg og Tønder. Fra to udsigtspunkter ved stien er der et smukt udsyn over naturområdet Hasberg Sø.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Kirkebladet for Ubjerg Sogn
• Kommuneatlas Tønder (1993)
• Danmarks Kirker: Tønder Amt
• På tur syd for Tønder/ Tønder Kommune
• saed-uberg.dk
• sovgodt8.dk
• toenderstier.dk
• ubergkirke.dk
• kulturarv.dk
• trap.lex.dk
• da.wikipedia.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.593 artikler – heraf 258 artikler fra Tønder og 187 artikler fra Sønderjylland inclusive disse:

• Bylderup Sogn
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Historier fra Slogs og Kær Herred
• Slogs Herred mellem dansk og tysk
• Det kneb med moralen i Slogs Herred
• Solvig – en herregård i Slogs Herred
• Lendemark og omegn
• Lærer i Burkal
• En herredsfoged fra Hajstrupgård
• Besættelse og befrielse ved Grænsen
• Post til Øster Højst
• En berømt mand fra Øster Højst
• Avlsgården Grøngård 1-2
• Hestholm – syd for Tønder
• Øst for Tønder
• Dansk – tyske tildragelser i Rørkær
• Tro og overtro i Rørkær
• Da skarpretteren overtog kroen i Rørkær
• Så kom der post til Rørkær
• Fremstilling af knapper i Tønder Amt (Jejsing)
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Langs grænsen
• En ny tur langs grænsen
• Emmerske bedehus og skole
• Emmerske ved Tønder