Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867

Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867

Vi følger Peter Klit, der to gange om ugen kørte gennem Nørrebro, for at falbyde sine landbrugsprodukter på Nytorv og Kultorvet. Den landlige idyl på Nørrebro stod i stærk kontrast til det indeklemte og stærkt overbefolkede København. Men snart tog udviklingen også fat i Nørrebro. Læs her om Peter Klit `s ofte skræmmende oplevelser.

Peter Klit var den 6. september 1820, sammen med sin far på vej ind i København med afgrøder fra deres gård ved Svogerslev. Han var kun 14 år, men allerede en kyndig landmand. Meningen var, at han skulle overtage gården.
Turen indtil København i hestevogn var lang, og det var ret dårlige veje.

Lygten Kro

Det var dejligt at kunne gøre holdt ved Lygten Kro. Hestene kunne få slukket tørsten. Lygten Å, stammer helt fra 1500 – tallet. Egentlig staves det med ø, og det kommer fra det danske ord “løgh”, der betyder sump.

Ikke kun hestene fik tørsten stillet, det gjorde Peter ` s far også. Man kunne få Bajersk øl og gammelt øl. Men det var nu ikke den store forskel på de to ølsorter. Han nøjedes ikke kun med øl, men måtte også have den fattige mands trøst, en snaps eller to. Den var både billig og stærk.

Gennem Ydre Nørrebro

Peter måtte selv styre hestevognen gennem Lygtevejen. Hans far var blevet læsset bag på vognen. Han var faldet i søvn, havde sikkert fået en for meget. Den yderste del af Nørrebrogade hed Lygtevejen indtil 1873. De kørte på en grusvej med grøfter og træer langs vejen.

På højre side passerede de gårdene Ventegodt og Petersdal. Enkelte huse klumpede sig sammen langs vejen. Længere fremme var endnu et par gæstgiverier og traktørsteder.

De passerede forbi en markvej, der hed Havremarksvej. I 1880 skiftede den navn til Stefansgade.

I horisonten begyndte Peter, at kunne skimte byens tårne og møllerne på volden. På Runddelen gjorde han holdt, og kiggede sig omkring. På den nordlige side lå den store vindmølle, Ølunds Mølle. Den var netop blevet opført her i 1820. Hertil  kørte bønderne sæk efter sæk af den gode danske korn. Mellem trækhjul og træaksler blev kornet kværnet til mel, finmel og grovmel.
Der var ikke mange mennesker på Nørrebro. I 1840, 20 år efter denne gennemkørsel var der kun 1.000 mennesker.

Gennem Indre Nørrebro

Men ellers var det ikke så meget at se på. Der lå nogle enkelte lystejendomme. Og de rige blev transporteret ud til Bakken fra Skt. Hans Torv. Ved Runddelen kunne man også være heldig, at se nogle af Kongens ryttere, der red ned af en lille sti, på vej til jagt. Stien hedder i dag Jagtvejen.

Det første privathospital i Danmark, Koppeindpodningsanstalten oprettet af Struensse, var for længst ophørt. Struenssee var ofte set på Nørrebro, hvor han gik på fasanjagt. Han led en trang skæbne og endte sine dage i nærheden af Idrætsparken. Hans bøddel hed Gottschlack Mûhlhausen. Han havde nu ikke det bedste ry. Han ramte oftest ved siden af, når hovedet skulle skilles fra kroppen. Onde tunger mente, at snapsen var skyld i dette.

Omkring Fælledvej havde Peter og sin far passeret landstedet Store Ravnsborg. Åh nej, tænkte Peter, da de nåede Nørreport. Nu var der atter ventetid. Der blev kigget efter ulovlige varer ved byporten. Det var ellers den største port af dem alle. Hele fem meter bred og syv meter i højden. Dem, der skulle sørge for tolden m.m. hed ”konsumptionsskrivere”. De var meget korrupte, og en af dem købte senere Blågården for sorte penge.

Befolkningstæthed

Turen gik til Nytorv, her var der marked indtil 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i brug.
Også på Gråbrødre Torv og Nicolai Plads var der marked, men der skulle Peter ikke hen.

Børnedødeligheden var 25 %, gennemsnitslevetiden var 25 for mænd og 34 for kvinder. Det tænkte Peter ikke på. Hans far havde for længst overskredet denne alder. Men han boede jo også på landet.

Det var voldene, der var skyld i den store befolkningstæthed. Det var værre end Oliver Twist `s London. Her i enevældens tid, var havne og moler proppet med sejlskibe, joller og skonnerter. Vandet var forurenet med skrald, kadaver, afføring og en fordrukken sømand. Peter synes, at det var ulækkert.

Hver nat blev hundredvis af hestevogne belæsset med afføring og kørt over Knippelsbro til latrinkuglen på Amager, så betegnelsen ”Lorteøen” har noget over sig. Også i 1915 fragtede man ”lort”. Det hældte man i de såkaldte ”chokoladevogne”. Jernbanearbejderne fik 2 kroner mere i timen for at tømme disse vogne, som lugtede af alt andet end chokolade.

Forurening

Peter kunne godt have mødt den jævnaldrene H.C. Andersen, da denne første gang besøgte København. Han kom i sine unge år meget på Nørrebro. Han gik til undervisning i tysk hos Frederik Høgh Guldberg, der boede på Solitude. Men Andersen var mere interesseret i teater end at lære tysk, så Guldberg slog hånden af ham, og bad ham ryge og rejse.

Peter vidste, at man skulle være ude af byen, inden det blev mørkt. Der var ingen gadebelysning, og kulilteforureningen var 10 gange så højt som i dag. Gadelamper med gas blev først indført i 1853. og dette gav København et helt nyt liv. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op, der var tyk røg fra jernstøberier, garverierne forurenede med tungmetaller. Og syre, kemikalier og slagteraffald hældte man bare i søerne. Jo mere røg, jo mere moderne var det.

København var befæstet med fire porte, nøglerne lå på kongens natbord. Men mod betaling kunne man altid komme ud af Nørreport. Den stod altid på klem. Hvis man ikke nåede det, eller hvis Peters far havde fået en tår for meget, kunne de leje sig ind i Pjaltenborg i Rosenborggade Kridtstreger på gulvet, markerede her, hvor de faste lejere måtte være, og hvor et nats lejerne måtte komme. 4 skilling for en bitte plads, og så fik man da lidt hø til. For to skilling kunne man få en ståplads op af væggen.

Masser af varer i København

Man slagtede kvæg i Kjødmagergade. Gennem Nørreport kom som regel kulsvirende fra Grib Skov med trækulv, tørv og brænde. Gennem Amagerport kom Amagerbønderne med deres hollandske navne med frugt og grøntsager – konkurrenter til Peter Klit og hans far.

Gennem Østerport kom fiskernes koner fra de små fiskelejer ved Øresund. Fra den overfyldte havn kom sukker, rom, bomuld og datidens narkotika, kaffe, te og tobak. Men også silke, porcelæn og ikke mindst krydderier.

Af og til så Peter, at politiet stak af med en tyv, den obligatoriske straf var 27 slag på den blottede krop.

Der var 3.000 letlevende damer, der servicerede søens folk og andre. 3.000 brændevins ovne, der sørgede for det tørstige København. 3.000 køer i det indeklemte København blev holdt i live af den mask, der blev til overs af brændevinsfremstillingen. Hvad der kom ud af koens anden ende, blev smidt på gaden. Man håbede så på, at natmanden tog det meste med, sammen med de hunde og katte, der døde af, at smage på afføringen.

Om sommeren, da københavnerne drak mere vand fik de mavepine og tyfus. Det vand de drak, stammede mange gange fra kanalerne

Den store brand

Inde i København var man bange for svenskerne. Derfor måtte der ikke bygges noget foran voldene, der ikke hurtig kunne fjernes. Dog havde Christian den fjerde beordret, at der skulle være to værtshuse. Men hvor effektiv disse volde var, står hen i det uvisse. Fra Brønshøj og Nørrebro havde svenskerne beskudt København, og i 1807 havde englænderne lagt dele af København i ruiner.

Under en af de brande, der blev forårsaget  af kanonkugler, opdagede man et vinlager. Det var synd, at dette skulle gå til spilde, så i stedet for at slukke branden, ja slukkede man i stedet halsbranden.

På Solitude boede engang Københavns kommandant Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavns sikkerhed, men det klarede han ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af København brændte. Det var en dag, hvor der var brandøvelse, og alle fulde, både politimester, brandmester og brandmændene. Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden. Det var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de have fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, fordi Stadsgraven lå uden for voldene. Men væk ham, det ville man ikke.

Pas på – Zaren kommer

Peter Klit passerede tæt forbi Solitudevej. Den var i mange år indgangen til Blågården. Og her skete der virkelig mange ting. Frederik den 3 `s spindoktor, Christoffer Gabel fik i 1661 gavebrev på jordende og retten til at køre karet.

Dele af jorden var leret, så man indrettede et teglværk på grunden. Gabel byggede et lysthus og plantede lindetræer. I haven blev der bygget pavilloner i hollandsk stil. En af dem var med blå tegl, heraf navnet Blågården.

Her blev der holdt gevaldige fester med ballet, fyrværkeri og ringridning. En sådan fest kunne let løbe op i 100.000 rigsdaler. I Gyldenløv `s tid fortsatte festlighederne med ridning, skydning og lansestød..

Kongens ”underholdningsminister”

Da prins Carl overtog stedet havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man foranstaltede bl.a. dyre kampe med to hunde mod en bjørn.. Man håbede, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære ”den eller de døde” under middagen.

Rygterne bredte sig på et tidspunkt. Zaren ville aflægge Blågården et besøg. Problemet var bare, at han havde 27.000 soldater med sig. Det var stor panik. Heldigvis fandt man en løsning, så københavnerne kunne ånde lettet op. Blågården blev ofte benyttet af kongefamilien.

Grev Holck var Christian den & `s ”underholdningsminister”. Han købte Blågården for 30.000 rigsdaler. Men det var kun for at underholde kongen. Alle orgier stod kongen selv for. Det var også her Støvlet Kathrine kom ind i billedet. Det var kongens elsker, som senere mere eller mindre diskret blev sendt i asyl til Hamborg, inden det blev alt for pinligt. De glade dage på Blågården bliver faktisk beskrevet i den fantastiske bog Livlægens besøg af Per Oluf Engquist.

Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet

En del af Blågårdens jorde, bl.a. Solitude blev solgt som blomstrende lystgård med enge, humlehave og aspargesmarker og lidt rabarber.

Egentlig burde det hedde Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet. Men det sidste lyder sikkert bedre.

Et kongeligt duge-manufaktur blev indrettet, men det forurenede Peblingesøen. Det gik konkurs med en gæld på 135.886 rigsdaler. Senere blev der bronze fabrik og voksdugsfremstilling. Baggrunden for Sadolin og Holmblad blev grundlagt på Blågårdens marker.

I 1791 blev der indrettet et lærerseminar. Kongelig Kapels syngemester H.O.C. Zink skulle undervise de stakkels elever.

Den falske sang

D a Biskop Balle skulle begraves sang elever fra Blågården. Men den ny biskop måtte afbryde, så falsk sang de.

Men det var noget med moralen. Blågården var også åbnet for at skaffe plads til Vajsenhusbørn i 1795. En del af disse børn var piger. Alle de seminariestuderende var mænd.. Biskop Balle skrev dengang: Efter de Vajsenhusets pigebørn værre i den kritiske alder og seminaristerne i den fyrrige alder. Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.

Protest fra Vandkommissionen

I 1801 blev Blågården omdannet til feltlazaret og også indrettet til Sindssygeanstalt, og hospital til veneriske syge. Men Vandkommissionen protesterede:

• Skal de venerisk syge, galdne folk, de med spedalskhed boe saa nær ved Landevejen og Peblingesøen, hvoraf vi daglig drikker….

I 1816 købte Peter Von Scholten Blågården. Han solgte ejendommen i parceller, blandt andet til tobaksplantage. Det Harmoniske Selskab indfandt sig også, og man kunne mod entre se på ballonopstigning.

Landbrugsmaskiner på Nørrebro

I 1827 købte bagermester Schuur stedet, og indrettede det til morskabsteater. Man søgte dog om tilladelse til at spille rigtig teater. Men den tilladelse måtte man vente længe på.

En brand forvandlede Blågården i 1833 til en ruindynge. Onde tunger påstod, at den var påsat. Stedet havde atter engang fået økonomiske problemer.

I nærheden indrettede Familien Heegaard, en kuppelovn. Musikstrenge blev fremstillet af dyretarme. De få beboere der var der dengang, protesterede over for lugten. I 1828 begyndte man fremstillingen af gryder og kedler. Det var en givtig forretning. Egentlig kom disse ting fra England, men efter englændernes bombardement, boykottede man engelske ting.

Kakkelovne, komfurer ja sågar landbrugsmaskiner blev fremstillet her. Hvem skulle have troet det. Midt på Nørrebro.
Hele herligheden blev revet ned i 1899, og i 1916 blev det Blågårds Plads.

Den kreative Heegaard

Vores ven Peter Klit overtog gården i Svogerslev. To gange om ugen drog han mod København. Nu uden sin far. Vi møder ham igen i sommeren 1843.

Nørrebro bestod af et fortov og en fliserække, hvis fliser var skæve. På den modsatte side var der jordveje. Det varede helt til 1850, så kom der ordentlige fortove. Inden da havde den kreative Heegaard købt begge sider af Nørrebrogade. Han blev endnu rigere, da han solgte hele herligheden til kommunen.

Fabrikanter, tømmerhandlere, gartnere og funktionærer, møllere og øltappere boede i de barakker, der måtte bygges på Nørrebro dengang. Man skulle helt ind til byen efter fornødenheder. Der var dog en spækhøker hist og her, en handlende med lyd og tråd, og et enkelt mælkeriudsalg.

Sundhedsfare i hovedstaden

Peter Klit var sur over, at han til stadighed skulle holde i kø ved Nørreport. Posekiggerne brugte lang tid. Inde i byen kunne han ikke vende sig til grøntsagskællingernes forfærdige råb. En tysk rejsebogsforfatter mente dog, at det kun var danskere, der kunne vende sig til dette.

Her i 1843 havde København 140.000 indbyggere. Ytringsfriheden var inddraget. Det hed dengang skrivefrækheden. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader. En optælling viste, at der var 2.777 heste, 1,435 køer og 739 svin, samt 45 får.

På gaden trængtes fodgængere, ryttere, omnibusser, barnevogne, militærpatruljer og bøndervogne mellem hinanden.

Garverne i Rosenborggade udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget, for så at plaske i vandet forbi Højbro Plads ved Slotsholmen.

Under de fleste huse i kælderetagen var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrinerne om natten, så andre ikke kunne se det.

Peter Klit havde sit eget vand med fra Svogerslev, han ville ikke drikke københavner – vand. Han kunne ellers være kørt til Rosenborg, hvor man havde en brønd-kureanstalt. Her solgte man Rosenborg Mineralvand frem til 1929.

Vand fra Emdrup Sø – beregnet til københavnernes drikkevand, faldt drastisk i kvalitet jo nærmere den kom storbyen. Den kom betænkelig nær latringrubber.

Og når vi nu er ved det emne, så fandt Hygiejnekommissionen ud af, at der i Ryesgade 156 a og b var 72 personer, der brugte samme sæde.

Gennemsnitshøjden i 1843 var 1.65 og gennemsnitsalderen var steget til 34 år. Vores ven, Peter Klit havde dog chancen for at blive 50 år

På strøgtur med usømmelige tanker

En enkelt gang havde Peter Klit taget sig tid til en vandretur ned af Routen (Strøget). Her gik det bedre borgerskab, for at blive set. Peter havde ikke råd til at gæste restauranter som Apez, Capitz, Lordelli, Ferini, Mongani, Pedrini og Serchi.

Mini på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv var forbeholdt de galante. Keglespil, billard og særdeles fine likører, ja så var det Knirch (D’Angleterre).

Hvis Peter skulle komme på usømmelige tanker, ja så var det Store og Lille Brøndstræde eller Ulkegade lige op mod Lille Kongensgade. I fængselstårnet Blåtårn ved Langebro, var der både mænd og kvinder. Ifølge morderen Ole Kollerød, så tog fangerne ud på gangen og horede med fruentimmerne..

Peter kunne egentlig ikke lide København, men han tjente gode penge. Byens omkreds i 1843, var det samme som på Christian den fjerde `s tid, men indbyggertallet var vokset til det dobbelte. Lagerrum, kældre, brandskure, ja selv hønsehuse blev brugt til beboelse.

Af og til falbød Peter Klit sine varer på Kultorvet. Diligencen fra Helsingør havde klaget over, at bodholderne fyldte for meget. Til gengæld klagede beboerne over, at den leverede øreskærende hornmusik, både aften og morgen, hvor man egentlig skulle sove.

Engang havde Peter også været i Østergade, her var kloakkerne nedgravede. Her kunne fruentimmerne promenere i silkekjoler. Her var eksklusive butikker fra 1001 nats eventyr. Det var her de fine damer fra St. Petersborg kom. De kom med de moderne dampskibe. Så moderne, at de ikke måtte anløbe havnen på grund af brandfare. Så skule de pæne damer stige om, og det fik de våde fødder af.

Den tvivlsomme moral

Moralen i hovedstaden var yderst tvivlsom. Kjøbenhavns Politi havde nok at se til. Den bestod af 85 mænd, men de havde hele 185 vægtere til at hjælpe sig. Disse vægtere skulle på alle tider af døgnet synge. Stakkels beboere. Klokken 22 lød sangen således. Vi skal dog her nøjes med at opremse teksten.

Om I tiden vil vide

Husbond, dreng og pige

Da er det på tide

Man føjer sig i sin seng

Betaler eder herren fri

Vær klog og mild

Vogter lys og ild

Hvor klokke er slagen ti.

Peter havde hørt, at Lunds Jernstøberi på Nørrebro beskæftigede 40 fabriksarbejdere og 40 daglejere. Men at der også arbejdede børn her. I 1873 kom der et nyt regulativ på fabrikkerne

– forbudt at ansætte børn under 10 år
– børn mellem 10 og 16 år må kun arbejde 6 timer dagligt, dog ikke om aftenen.

Hvornår mon de skal gå i skole og lave lektier?

Livet ved søerne

Nede ved søerne var der flotte villaer. Stierne dernede havde forskellige navne. Det var Venskabsstien, Ægteskabsstien og langs Sortedamssøen, Skilsmissestien.

Her gik Kierkegaard dagligt i halvanden år, for tilfældig a måske at møde sin elskede Regine. Hun boede ned til søen på Nørrebro, mens Kierkegaard sammen med 449 andre boede på Østerbro.

Peter Klit vidste ikke noget om denne historie, heller ikke, at der nede ved søen boede en skønhed. Man kaldte hende ”Pigen ved søen” senere blev hun omdøbt til ”Donna Largo”. På “Nørrebrosk” blev det hurtig omdøbt til ”Donna D `Ladegaard”

Kanoner og druk på Fælleden

Men Peter vidste godt, at Fælleden blev brugt som militært øvelsesområde. Det var Københavns Borgervæbning, der forsøgte sig med kanoner, haubitser og morterer. Efter en sådan øvelse indtog familie, kærester og venner området, og så stod den på druk og hor. Mangen en fordrukken soldat er faldet ned i den meterdybe og ildelugtende spildevandsgrøft langs Blegdamsvej. Også langs Nørrebrogade var der ind til midten af forrige århundrede, dybe afvandingskanaler. De blev brugt som skyttegrave.

Som regel fulgte drengene med inde fra byen. De stjal patroner, som så senere blev brugt til fyrværkeri. Blågårdens lazaret blev flittig benyttet under disse øvelser.

Planløst byggeri på Nørrebro

Der var begyndt at ske noget på Nørrebro. En del småhuse, gartnerier og værksteder blev nu afløst af et reelt byggeboom. Man tyvstartede i 1847 med højhuse, fuldstændig planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade.

Fire til seks etagers lejekaserner skød op som paddehatte. Høj beboelse og snævre baggårde. De fleste lejligheder var 30 – 35 m2 og her måtte 4 – 8 mennesker leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletterne var lokummer i gården.

Egen ranginddeling var normalt, åndens folk i stueetagen, håndværkere i kældre og kvistlejligheder.

Endelig i 1853 blev demarkationslinjen helt afskaffet. Nu skulle Peter Klit ikke mere betale bompenge, Byportene stod åben dag og nat. Arbejderne fra København, der arbejdede på Nørrebro skulle heller ikke mere betale for at komme på arbejde.

De unge brugte nu flittig voldene. I 1853 kunne man i bladet Politivennen læse:

Enhver, der vil ulejlige sig op på voldene, efter at det er blevet mørkt, vil derved selv overbevise sig om, de afskyelige skandaler, der udøves på næsten hver bænk, og de smudsige elskovseventyr drives her uhindret i det begunstige mørke.

De rige talte ikke om penge

Peter tjente stadig gode penge inde i København. En arbejdsmand tjente 150 rigsdaler, officerer og embedsmænd 400 – 1.200 rigsdaler. For at opnå valgret skulle man tjene 1,000 rigsdaler.

En herskabslejlighed kunne man bekvemt leje for cirka 200 rigsdaler. Og hos de rige var det tre ting man ikke talte om. Det var mad, sygdom og penge. Penge havde man nok af. M.h.t. mad, ja det havde man folk til at lave. Normalt smagte værtinden dog på saucen inden serveringen.

I 1857 havde Håndværkerforeningen et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri, Alderstrøst. Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Det siges, at guldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den 5. kort før sin død besøgte stedet udtrykte han

• Det glæder mig, at der er lokummer til alle.

Fattiglemmerne på Ladegården

Vores ven, Peter Klit oplevede tit , at pjaltede mænd blev arresteret af politiet. Reglerne ved løsgængeri var, at man først fik en advarsel, for anden gang blev man anbragt i en tvangsarbejderanstalt.

Sådan en var Ladegården. Den lå omtrent der hvor Danmarks Radio ligger på Frederiksberg. Opfattelsen var:

• En uoprettelig dovenskab har ført dem ud i et lastefuldt liv.
• Dem er der ingen grund til at have medlidenhed med.

Hver morgen tog Pjalteherren ind til byen for at feje. Når de endelig havde fri, kunne man ofte finde dem væltende på værtshusene rundt omkring. Politiet kom, rejste dem op og afleverede dem igen på Ladegården.

I 1899 flyttede man ud til Sundholm i landlige omgivelser under devisen Opdragelse gennem arbejde.

Nu var det også sådan, at det bedre borgerskab kunne leje slaver. Det kunne man blandt fangere i Stokhuset i Vester Voldgade. Man delte dem op i 1. de ærlige 2. de uærlige. Mange fanger fik derved sågar penge under hovedpuden. Der sad op til 50 mand i en celle. Vask og tøjskift kendte man ikke.

Den sidste tur

I 1867 var det sidste gang, Peter Klit kørte ned af Nørrebrogade. Trafikken var steget enormt, og han var ved at blive gammel. Han måtte kæmpe om pladsen med Nørrebros Trafikselskab. I det første år havde selskabet 25 vogne og 150 heste. I 1896 overtog datidens HUR selskabet. Man forsøgte med elektricitet, men akkumulatorerne udsendte en frygtelig syrelugt. Ikke underligt, at man kaldte dem for syrevogne.

En ny udskænkningsvirksomhed startede lige i nærheden af Kappelvej. Det var en indvandret tysker ved navn Knoblauch, der startede den. Her var både keglebane og en gynge. Denne gynge opfordrede dog til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. På dette sted blev også den navnkundige Johanne Louise Heiberg født..