Tønders omgivelser blev fuldstændig forandret efter afvandingen. Forholdet mellem dansk og tysk blev langsomt forbedret efter 1920. Dog var de tysksindede ikke tilfreds med ”Clausen – linjen”. Men fra 1933 blev tolerancen mindre. En svensk journalist var i tvivl –
Tønder eller Tondern. Denne journalist mødte nazismen i 1936 i Tønder. Fra 9. april 1940 var forholdet præget af en betændt spænding. Under besættelsen var der en slags væbnet neutralitet i byen.

 

Talrige oversvømmelser 

Tønder var en svømmende by. Byen var omgivet af vand og is på tre sider. Landeveje og dæmninger ragede op som diger. Fra Slotsbanken så det ud som et stormpisket hav. I begyndelsen af 20erne måtte man bjærge høsten med båd.

Dengang var Tønder – storkenes by. Det virkede meget idyllisk, men det gjorde de talrige oversvømmelser ikke. Mange led store tab. Halvdelen af de 100 køer som leverede mælk til byen måtte sælges. Ejerne kunne simpelthen ikke skaffe græs til dem.

 

Den store afvanding

I 1925 vedtog Rigsdagen en lov om Tøndermarskens afvanding. Projektet varede i fire år. Der blev gravet ca. 250 km store og små kanaler, anlagt ca. 80
km å-diger og opført 4 pumpestationer.

Tønder – egnen blev fuldstændig forandret. Landskabet blev forandret til frodige marker. Nu kunne man gå tørskoet hele året. Den gamle Skibsbro – kanal var nu helt uanvendelig. Og alle de myg, der sommetider plagede beboerne i byen, forsvandt også.

Men i perioder mærkede befolkningen dog endnu Vesterhavets nærhed. Således i 1946, hvor arealerne mellem jernbanen og Ribe Landevej blev oversvømmet. Og i 1947 oplevede Tønder og andre dele af Vestslesvig en tøbruds – katastrofe. I flere dage var kældre og gader under vand.

Som følge af afvandingen forsvandt storkene også. I 1870 var der således mellem 25 – 30 storkeredder i Tønder. Ifølge min far var der i 1930erne 6 – 7 stykker, og i min ungdom i midten af 60erne var der 2 – 3 stykker. Jeg tror ikke, at der er nogen storke tilbage i Tønder i dag.

 

Frigrunden

Inde i Tønder lå noget mærkeligt, som havde spor tilbage til middelalderen. Slots – og frigrunden lå i en anden kommune. I 1645 blev området udvidet, da Frederik den Tredje skænkede to af sine embedsmænd pladsen mellem Slotsgade (Frigrunden) og Møllevej (Skibbrogade). De huse, der lå i området skulle ikke betale skat, og i 1663 blev det bestemt, at de ikke var undergivet anden jurisdiktion end hofretten på Gottorp. I 1906 var det 17 boliger og 120 indbyggere.

Ved Genforeningen blev de lagt sammen med Tved og Emmerske og kom til at ligge i Tønder Landsogn. Her lå fortsat i enklaven, amtshuset, amtmandens bolig, vandmøllen, badeanstalten, museet og de kommunale værker. Det var først i 1933, at Slots – og Frigrunden sammen med Tved og Dyrhus blev indlemmet i Tønder Kommune.

 

Clausen linjen

At Tønder blev dansk, kan vi blandt andet takke H.V. Clausen for. På en række kort havde han allerede i 1895 tegnet den nuværende grænse. I 1901 gentog han sit forslag i “Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie”. Han havde simpelt hen kombineret naturen og kulturen og sat en grænse. Og denne grænse fulgte på en del af strækningen Skelbækkens, Gammelåens og Sønderåens løb til Rudbøl Sø.

Et modigt forslag, for Tønder og Højer blev regnet for udprægede tysksindede byer.

H.V. Clausen begrundede sin linjeføring med, at Jejsing, Rørkær og Møgeltønder var udprægede danske byer og måtte med til Danmark.

Clausen – linjen blev bakket op af den danske regering og indgik i Versaillestraktaten som 1. zones sydgrænse. Selv om der den 10. februar blev afgivet 76,5 pct. tyske stemmer i Tønder, bevirkede det store danske flertal i Nordslesvig som helhed, at byen kom til Danmark.

 

Danske gadeskilte

Et andet specielt forhold i Tønder var gadeskiltene. I efteråret bestemte den danske generalstab, at der skulle indføres danske gadenavne. Det gav anledning til en debat om, hvad gaderne skulle hedde på dansk. Og hvad der var lige så vigtig, skulle det danske vejnavn eller det tyske hænge øverst.

Dobbeltskiltningen var symptomatisk for livet i Tønder frem til 1945. Livet i byen var præget af, at her boede to nationaliteter. I skolen var der faktisk et tysk og et dansk skolevæsen. Der var en dansk og en tysk præst. Selskabelige og kulturelle foreninger var opdelte, og det samme gjaldt for idræt og sport. Biblioteksvæsen og forsamlingssteder var også opdelte.

 

Tysk blev brugt mange steder

Sønderjysk, dansk og tysk blev brugt alle steder. Og nogle gange blev disse sprog blandet sammen i en stor bøtte. Fra 1922 til 1937 førte byrådet en protokol på både dansk og tysk.  I menighedsrådet blev protokollen godt nok ført på dansk, men forhandlingssproget var på både dansk og tysk.

Byen havde en dansk borgmester til 1937 og i brandvæsnet var kommandosproget tysk helt frem til 1945. I Tønder Håndværkerforening var forretningssproget og protokollen tysk frem til 1935.

Opdelingen var dog ikke slut med et slag. Jeg har i tidligere artikler underholdt læserne med mine egne iagttagelser fra min ungdom i det opdelte Tønder.

 

Svensk journalist: Tønder eller Tondern

En svensk journalist, der gæstede byen i 1936 skrev en artikel i Göteborg Handels och Sjöfartstidning med titlen Ved Grænsen. Han var i tvivl om, han skulle kalde byen Tondern eller Tønder:

• Nu taler al denne pragt klart og tydeligt tysk – slægtsnavnene, mindetavlerne, indskrifterne, alt sammen. Byen har også statuer af rigstyske hædersmænd, der er født i Tønder. Henne ved kirken står et meget grimt krigsmonument fra år 71 tilegnet ”Wilhelm der Erste unde seinen Kämpfern.
• Samtalen på gaden er visselig tosproget, og i butikkerne betjenes man korrekt på dansk – men det er ofte ikke ren uforfalsket dialekt, men skolesprog.
  Højtalerne inde i patricierhusene gengiver som regel tyske dagsnyheder. Et stateligt Biedermeiertypen præsenterer sig i gotiske bogstaver som
  Deutsches Haus.
• Nazihilsen forekommer ufortøvet blandt de unge mennesker – visselig også det som forsvandt fra Tyskland siden år 33 – rødfront-hilsen med knyttet hånd. Er det ikke et stykke Tyskland, som er havnet inden for Danmarks grænse. 

 

Danskheden i dvale

Danskheden i Tønder var nærmest gået i dvale. Det var tilrejsende, der måtte ruske op i de dansksindede i byen. Denne vækkelse startede med den første danske forening siden 1864 – Tønder Læseforening.

I 1920 skete der næsten daglige ting i Tønder, der vidnede om, at danskheden for alvor var ved at komme tilbage. Således skrev amtsassessor v. Stemann
i sin dagbog den 20. maj:

• Mødte i Tønder det første danske postbud i rød uniform. Det var helt underligt. Postvæsnet fra Danmark begynder i dag.

 

Tysk chikane

Nogle ruder blev slået ind hos dansksindede. Danske soldater blev chikaneret, nogle handlende ville ikke sælge varer til dem, de første par dage. Og et en del gange var der optog gennem byen med afsyngelse af tyske patriotiske sange. De røde postkasser blev hældt over med sort maling. Ved en hjemstavnsfest i 1921 var der slagsmål mellem tyske ringridere og danske soldater.

I 1928 skred politiet ind, da Kyffhäuser – ungdomsgruppen uden tilladelse med trommer og piber i spidsen drog gennem byen og forstyrrede et dansk militærorkester. Lederen af optoget, værtshusholder Buckow fra Schützenhof fulgte ikke politimester Seidenfadens henstilling om, at standse marchen og blev derfor sigtet for gadeuorden.

 

Fornuft – ægteskab

Trods disse uoverensstemmelser fungerede forholdet mellem de to nationaliteter som et fornuft-ægteskab. Der var tale om gensidig tolerance. I modsætning til østkysten omgikkes dansk – og tysksindede hinanden i Tønder.

Danske officerer kom i 1923 tilfældig ind på Schweizerhalle. Spontant blev de inviteret til fest hos de tilstedeværende tyske skyttebrødre.

De fleste sager i Tønder Byråd var præget af konstruktivt samarbejde. Ved valgene blev de nationale synspunkter dog klart trukket op. Det vakte dog også oprørsstemning, da bankdirektør R.P. Rossen som den første vovede at tale dansk i byrådet. Efterfølgende betjente man sig af begge sprog. Til gengæld fastholdt borgmester Johannes Thomsen trods kritik fra dansk side fast ved sin ret at forelægge sagerne på tysk.

 

Gensidig tolerance

Ved amtsudstillingen i 1925 ville de tysksindede ikke udstille i en bygning, hvor Dannebrog vejede. Modsat ville de dansksindede ikke være med, hvis dette ikke var tilfældet. Stemann fandt på en smart løsning på problemet. Ved udstillingsbygningen hejste man et flag, hvor der på en rød flagdug stod Amtsudstillingen i Tønder med hvide bogstaver. Dannebrog blev hejst ved indgangen til pladsen.

Den dansksindede broderihandler Frk. Jacobsen og den tysksindede guldsmedeenke fru Bødewadt drev forretning i Østergade. Når fru Bødewadt handlede hos frk. Jacobsen foregik samtalen på tysk og dermed på kundens præmisser. Når frk. Jacobsen handlede hos fru Bødewadt, talte de begge derimod dansk.

Jo det gik meget bedre i Tønder end i Højer med den gensidige respekt.

 

Den gensidige forståelse forsvinder

Hitlers mange overtagelser i Tyskland i januar 1933, forværrede dog det dansk/tyske forhold. Kræfter var i gang for at generobre Nordslesvig. I Tønder var der kræfter i gang for at styrke det militære beredskab.

Den 23. marts 1933 blev der afholdt møde i Deutsches Haus. Lærer Lutz fra Sønder Løgum holdt en spændene tale, Ein neues Deutschland ist erwacht. Mindretallet oprettede som det første sted i Danmark en nazistisk Ortsgruppe. Andre nazistiske foreninger blev efterfølgende oprettet i byen.

I juli 1933 opstod der et stort slagsmål mellem hjemmetyske nazister anført af Sturmführer Peter Christian Jürgensen også kaldet Peter Sturm og en større gruppe danske arbejdere. Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden.

 

Store spændinger

En stærk spænding opstod mellem nazister, kommunister og socialdemokrater. Navne på handlende, der på  grund af deres tilkørselsforhold skulle boykottes, dukkede op.

I september 1933 blev der afholdt et stort stævne i Tønder. Flensborg Avis skrev følgende:

• Ved firetiden om eftermiddagen marcherede nazisterne med musik i spidsen og otte hagekorsflaget i optoget gennem byen. Langs fortovene stod et stort antal nysgerrige, op på  torvet havde nazisterne samlet sig. De hilste optoget og fanerne med udstrakt arm og Horst Wessel – sangen, da musikken spillede melodien til den. Nogle kommunister, der ligeledes var samlet på torvet råbte ”Heil Moskau”. De søgte at gøre sig bemærkbar ved
  at synge ”Internationale”. Politiet var dog mødt mandstærkt op. En tysk nationalsocialist fra syd for grænsen blev for sin optræden over for anderledes tænkende anholdt af politiet. Han vil nu blive udvist.

I byrådet kom der til en konfrontation i 1934. Bygmester J.D. Wiese fra Slesvigsk Parti bad om ordet. Han overfusede pludselig socialdemokraterne, som han bad forsvinde nordpå til den gamle grænse med henvisning til, at 75 pct. af befolkningen i Nordslesvig var nationalsocialister. Da borgmesteren efter talrige opfordringer ikke fratog Wiese ordet, udvandrede socialdemokraterne og repræsentanterne fra de borgerlige partier. Dermed var byrådet ikke mere beslutningsdygtig.

På et møde et par dage efter beklagede borgmesteren, at han ikke havde grebet ind. Byrådet fungerede stort set indtil et halvt år efter.

Anledning til dette var, at den tysksindede kommuneassistent Franz Hecht på et dansk nazimøde i byen havde stillet krav om en grænserevision. Sagen blev diskuteret vildt og bredt i byrådet. Enden på det, blev at borgmesteren pålagde de kommunalt ansatte, at afholde sig fra ytringer, der kunne virke anstødelige på dele af byens befolkning.

 

En svensker møder nazismen i Tønder

Lidt tidligere omtalte vi den svenske journalists besøg i Tønder. Denne dumpede i 1936 tilfældig ind på  Hostrups Hotel. Her blev han vidne til et møde, som blev afholdt i et sidelokale. Omkring 40 unge med det stejle blik og spændte mine, som er velkendt sydfra. Til sidst kom en “uppstramat” herre med følge. Dørene blev lukket med et sæt, og den svenske journalist hørte tydeligt den indledende sang, “Ich bin ein Preusse, will ein Preusse sein” I sangen var der også hyldest til “Der Führer”. 

Da Tønder i 1937 fik en dansk borgmester, fik de tysksindede et chok. Som den første embedshandling fjernede borgmesteren den tyske forhandlingsprotokol.

 

En avis skyder med skarpt

Og i 1938 skete der noget nyt, der ophidsede parterne. I forbindelse med Tønder Seminariums 150 – års jubilæum nedlagde dem tyske lærerforening den 10. september i forståelse med rektor Morten Bredsdorff en krans ved mindestenen for seminariets stifter, Balthasar Petersen. Da kransen var falmet to uger senere, lod rektor den fjerne.

Denne handling udløste et voldsomt angreb mod ham i Nordschleswigsche Zeitung med skyld for gravskændsel. Det var ifølge bladet en dyb fornærmelse
mod den tyske befolkning. Efter meget skriveri lagde dønningerne sig efterhånden. Eksemplet viser, hvor betændt situationen var i Tønder i skyggen af det 3. rige.

 

Lad os omgås som mennesker

Men situationen var dog ikke værre end, at både dansk – og tysksindede kunne hylde et tysksindet guldbrudepar med lys i vinduerne i hele Østergade.  Man inviterede også Christian den Tiende til Tønder Ringrider Korps 125 års jubilæum. Men Nordschleswigsche Zeitung oplyste i en meget skarp artikel, at ikke alle tysksindede var enige i at kongen skulle inviteres. De dansksindede skulle ikke glæde sig til en forbrødring. Angrebet fra avisen blev dog efterfølgende afvist på korpsets generalforsamling.

Avisen Hejmdal henviste til at også det tyskdominerede brandværn og skyttekorps havde været med til at modtage kongen.

Jydske Tidende skrev:

• Lad enhver være, hvad han nationalt føler trang til at være. Men lad os omgås hinanden som mennesker. Er der en retning inden for tyskheden i Tønder, der billiger dette synspunkt, så ønsker vi naturligvis, at den må finde den fornødne tilslutning.

Mere flot kunne det ikke siges. Men de moderate tysksindede forblev tavse. Det var nazisterne inden for mindretallet, der dominerede medierne.

Det var også tankevækkende, at den mere moderate inden for det tyske mindretal pastor Johannes Schmidt i 1935 fik 67 pct. af stemmerne til folketingsvalget. De to nazistiske udfordrere Wilhelm Deichgräber og Jep Nissen kun fik 26 pct.

 

Nazisterne får stor tilslutning

Det var kun et beskedent antal af Tønders befolkning, der var nazister. Ortsgruppens medlemstal svingede mellem 50 og 75. Men stemningen vendte efterhånden til fordel for Hitler og Heim ins Reich.

Tilslutningen i 1939 var stor. De mange demonstrationer i Tønders gader havde temmelig stor tilslutning. Den nazistiske organisation N.S. Frauenschaft
havde efterhånden 250 medlemmer. Også andre nazistiske foreninger i Tønder mærkede øget interesse.

Under et velbesøgt nazi – møde på Schützenhof den 26. marts 1939 sluttede Jens Møller med ordene:

• Führer mach uns frei.

Det var udtalelser som disse, der fik gode venskaber og naboskab til at krakelere.

 

Krigen nærmer sig

Den 1. september 1939 var der som sædvanlig ordinært byrådsmøde på rådhuset. Samme dag var der dog en begivenhed, som hvilede som en tung skygge over forsamlingen. Tidlig om morgenen havde Tyskland overfaldet Polen. I den anledning havde England og Frankrig blevet stillet over for et ultimatum om krig, hvis kamphandlingerne ikke blev indstillet. I Tønder som andre steder var man klar over, at en ny verdenskrig stod for døren.

Borgmester Paulsen åbnede mødet med en kort tale i anledning af de tunge tider Europas folk gik i møde. Efter talen rejste medlemmerne sig.

Den 8. april 1940 afholdt NSDAPN`s Ortsgruppe i Tønder en såkaldt Gemeinschaftsabend, hvor der blev vist film fra Polen. Det var som et partimedlem senere konstaterede an aften fuld af spænding på grund af rygter om en tysk militær opmarch syd for grænsen. Det viste sig at disse rygter var sande.

 

Jubel over tyskernes indtog

Blandt de tysksindede var glæden stor. De tyske tropper blev hilst med jubel og opfattet som befrier. Hagekorsflaget blev opsat på flere offentlige bygninger. På statsskolen og seminariet blev de dog hurtig fjernet igen.

På Torvet blev en politiassistent forulempet af nogle tysksindede. Om aftenen holdt man fest for de tyske soldater på Schützenhof. Kort tid efter fejrede man samme sted, Hitlers fødselsdag. Her gav Ortsgruppenleiter Chr. Jensen og Kreisleiter Jes Petersen udtryk for, hvor taknemlig den tysksindede befolkning
var, over det skete.

 

Det kniber med renlighed og moral

Arbejdsløsheden steg, trods det faktum at mange håndværkere fik arbejde hos tyskerne. Skolerne blev beslaglagt. En overgang måtte man undervise 9 forskellige steder i byen. Det kneb også med brændsel. Dette forhold fik kirken til at lukke i januar 1945. Skolebadningen blev også indstillet. Efterhånden som renligheden blev mindre god, steg omfanget af fnat. I 1944 fik børnene i en klasse det skudsmål, at de så gennemgående snavsede og forsømte ud.

I medicinalberetningen for 1942 kunne Lausten – Thomsen fortælle, at fnat samt kønssygdomme var i stærk tiltagen. I den forbindelse tilføjede han at

• også  på anden måde viser krigsforholdenes uheldige og moralsk opløsende indflydelse sig, ikke mindst i (de) yngste kvinders opførsel.

Han kom ikke nærmere ind på, hvad han mente, men senere i beretningen, oplyste han at antallet af børn født uden for ægteskabet i Tønder var mere end fordoblet. Generelt var antallet af fødsler også betydelig større i Tønder under besættelsen end i årene umiddelbart før og efter.

 

Mange tøndringer inddraget i krigen

Tøndringerne oplevede rædslerne på  nærmeste hånd. To gange blev det samme hus i Jernbanegade ramt. To tøndringer omkom, da et tog blev bombet. Ved Rørkær omkom to, af en bombe (Vi har i tidligere artikler beskrevet forholdene i Tønder under besættelsen).

Flere tøndringer blev også aktivt inddraget i krigen på den ene eller anden måde. På opfordring af det tyske mindretal meldte mange sig i den tyske hær. Ved udgangen af 1942 var lidt under halvdelen af NSDAPN’s 223 medlemmer gået i krigen. Hertil kommer adskillige andre frivillige. I skolerne blev de unge mennesker presset af deres lære. Også dansksindede kom til at arbejde for tyskerne. Det officielle Danmark sendte arbejdsløse til at arbejde for tyskerne.

Mange genså aldrig deres fødeby. Og dem, der så genså deres hjemby blev sendt til Frøslev, hvor de i mange år kunne tænke over deres gerninger. I adskillige år fremover skulle de ikke tænke på at søge en statslige eller kommunal stilling.

Flere modstandsfolk, gendarmer, politifolk og andre blev interneret. Mange blev angivet til besættelsesmagten af deres naboer. Mange vendte ikke hjem. Og atter andre blev mærket på sjæl og legeme.

 

Agitation og censur

I boghandler Hechts vindue fik den nationalsocialistiske begejstring frit løb. Gennem hele krigen var vinduet udsmykket med hagekors og førerens portræt. Natten til den 7. oktober 1943 blev vinduerne overmalet med årstallet 1918 til minde om Tysklands tidligere storhed og fald. Et velrettet stenkast havde desuden splintret førerens portræt.

Og så skulle man sandelig også  tænke på, hvordan man gav udtryk for sine følelser. Ordet Genforening måtte ikke bruges. Man måtte heller ikke fortælle, at danske skibe blev torpederet. De forliste på en anden måde. Der var ikke tyske soldater i Danmark, kun fremmede. Kongens ansigt måtte ikke være præget af sorg. Ordet alvor skulle bruges i stedet.

De tosprogede gadeskilte skulle tages til indtægt for, at i Tønder lever der to nationaliteter, én hvis sind er vendt mod nord, og én hvis sind er vendt mod syd. Når der kaldes til fest, tager en skare mod Tønderhus og en anden skare til Schützenhof. Når den sidste strid er stridt, samles tøndringerne et sted – i de dødes have mellem Ribe Landevej og Carstensgade.

Midt under krigen bragte Sønderjysk Månedsskrift en artikel af Claus Eskildsen. Han beskrev den nationale udvikling i Tønder. Han konstaterede at den tolerance efter 1933 og navnlig efter den 9. april 1940 var faldet betydelig. Der var sket en væsentlig skærpelse af de nationale modsætninger.

 

Væbnet neutralitet

Den hadske udlægning i Nordschleswigsche Zeitung virkede som en tårn i øjet på de dansksindede. Det samme gjorde besættelsesmagtens overgreb. Det var som om Tønder var i en spændt ligevægtstilstand mellem de to befolkningsgrupper. Men begge parter bestræbte sig på, at få dagligdagen til at fungere. Man kan vel tale om en slags væbnet neutralitet.

I Menighedsrådet røg man i totterne på hinanden, da man skulle vælge et nyt orgel. Det tysksindede mindretal ville have et orgel fra Marcussen i Aabenraa. Dette blev også anbefalet af Kirkeministeriet. Flertallet, bestående af de dansksindede valgte dog Frobenius.

Det gik dog bedre i byrådet. Her var alle parter indstillet på, at få det til at glide. I praksis fungerede det gamle byråd fra 1937 til 1946.

Tønders jubilæum i 1943 var præget af forsigtige taler. Dette overholdt oberst Paludan – Müller dog ikke (se artiklen Obersten fra Tønder).

 

Zeitreivillig

Et dybt indtryk i den danske befolkning gjorde det, da deres hjemmetyske medborgere optrådte som Zeitfreiwillige iført uniform og gult armbind. De blev spottende kaldt Blindesamfundet. Men det skulle man passe på med. Postaspirant Søren Bundesen blev i september 1943 idømt to måneders fængsel for at have fornærmet en Zetfreivillig. Denne Post Bundesen har jeg faktisk kendt.

Boghandlermedhjælper Mogens Thorbek fik to ugers fængsel for usandfærdige og fornærmende beskyldninger over for værnemagtsposter.

 

Stor opbakning til strejke

En anden person, som jeg har kendt er Siegfred Larsen. Hans kamp under besættelsen bliver udførlig beskrevet i en anden artikel. Men denne Siegfred, der var formand for arbejderne i Tønder opfordrede til strejke. Det var blandt andet fordi, at tyskerne var begyndt at deportere fangere fra Frøslevlejren til koncentrationslejrene sydpå. I Tønder vurderede politiet strejken til at være 95 pct. effektiv.

 

Sabotage og modstand

Kun tre dage efter blev politiet afvæbnet og grænsegendarmerne kort efter interneret. Den 16. april 1943 opstod der brand i DSB´s oliedepot i Tønder. Det var den første egentlige sabotageaktion mod faste anlæg syd for Kongeåen.

Som nævnt i en tidligere artikel var min kone og mig udsat for, at man over for udenlandske turister på Frihedsmuseet udtalte, at der ikke forekom sabotageaktioner under krigen syd for Kongeåen.

Kredsen af dem, der beskæftigede sig med illegalt arbejde i Tønder bestod af en række mennesker, som jeg kendte en fem stykker af i min ungdom i Tønder.

Kilde:

•   Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter finder du 362 artikler 
• Bombeangreb mod Tønder
• Historien om Jeppe K. Christensen
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Obersten fra Tønder
• Sønderjylland 9. april 1940
• Tønder før og efter genforeningen
• Tønder under besættelsen
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken – under vand
• Tønders historie – efter 1900
• Zeppeliner i Tønder
• Tønder Statsseminariums Historie
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935
• Tønder – på en anden måde
• Frøslevlejren (under Padborg)
• Fårhuslejren (under Padborg) Og mange flere artikler 

Redigeret 27. 12. 2021