Tønder fra 1860erne til 1920erne

Historiske strømninger og dagligliv i en omstridt periode

Indledning. Krigen i 1864 og konsekvenserne. Det daglige liv under preussisk styre. Kulturelle spændinger og identitet Første Verdenskrig i Tønder. Afstemningen i 1920. Tønder som grænseby. Turen til Tønder var skrækkelig. En metalæske blev indmuret. Tønder var bestemt ikke renlig. Slotsgade har fået navneforandring. Slotsgades beboere.  Store bunker af bark. Slagtning af svin midt på gaden. Da svinene sørgede. Da amtmandens hund bed får ihjel. En kanal til havnen De to gode svømmere. De to bade-steder. Mange muligheder for skøjteløbere. De fattige fik anvist noget jord. Om sommeren samledes man udenfor om aftenen. Det danske tyske. Man havde en rigtig betjent. Drikkeriet spillede en stor rose Den bidske hest. Lægerne i Tønder. Tandlægen havde lokaler i Strucks Hotel (Grand Hotel). Matadoren Olufsen. Den urimelige tykke Angel. Jenstøber Lorentzen. Slagterne Petersen & Specht. Datteren sultede ihjel, sagde man. Pastoren døde med kort i hånden, lød myten. Hun blev værtinde i Larsens Biergarten (Centralhalle)

Indledning

Tønder, der ligger i det sydvestlige hjørne af det nuværende Danmark, har gennem tiderne været centrum for politiske og kulturelle brydninger, ikke mindst i perioden 1864-1920. Denne periode var præget af stor usikkerhed, forandring og omvæltning, hvor både nationale grænser og lokale identiteter blev sat på prøve. For at forstå Tønders udvikling i denne tid er det nødvendigt at se nærmere på de historiske begivenheder, der formede byen og dens indbyggere.

 

Krigen i 1864 og konsekvenserne

1864 markerer et vendepunkt i dansk historie. Efter nederlaget til Preussen og Østrig i den anden slesvigske krig måtte Danmark afstå de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg ved freden i Wien. Dermed blev Tønder, der hidtil havde været en dansk by, en del af det preussiske rige. Det var et smerteligt tab for mange danskere, og for indbyggerne i Tønder betød det, at de nu levede under fremmed styre.

Overgangen til preussisk administration medførte store forandringer i det daglige liv. Officielle sprog blev ændret fra dansk til tysk, og de administrative strukturer blev tilpasset preussisk lovgivning. Mange lokale embedsfolk blev udskiftet med personer udefra, og byens institutioner skulle nu navigere i en ny, ofte mere centraliseret styringsform.

 

Det daglige liv under preussisk styre

For befolkningen i Tønder blev hverdagen præget af en vis tilpasning til det nye styre. Skolevæsenet blev omorganiseret, og tysk blev hovedsproget i undervisningen, hvilket havde stor betydning for både børn og voksne. Nogle familier holdt stædigt fast i deres danske rødder, talte dansk i hjemmet og dyrkede de gamle traditioner, mens andre tilpassede sig hurtigere til de nye forhold og identificerede sig efterhånden mere som tyske.

Erhvervslivet fortsatte dog i nogen grad ufortrødent. Tønder var kendt for sin produktion af kniplinger og havde et blomstrende handelsliv. Byens placering tæt på grænsen gjorde den til et vigtigt knudepunkt for handel, og mange handlende måtte nu forholde sig til nye regler, afgifter og markeder. Der opstod også nye muligheder, f.eks. gennem adgang til det større preussiske marked. Nogle forretningsfolk oplevede fremgang, mens andre måtte kæmpe med tilpasningen.

 

Kulturelle spændinger og identitet

Tiden under preussisk styre var præget af spændinger mellem dansk og tysk identitet. Mange i Tønder følte sig stadig knyttet til Danmark, mens andre – især blandt de yngre generationer – begyndte at identificere sig mere med Tyskland. Det afspejlede sig i foreningsliv, kirkelige forhold og i byens kulturelle aktiviteter.

Sprog var et centralt stridspunkt. Mange danske foreninger og skoler forsøgte at holde dansk kultur i live, men blev ofte mødt med restriktioner og krav om brug af tysk. I kirkerne kunne prædiken og sang være skuepladser for identitetspolitiske kampe, hvor både dansk og tysk lød fra prædikestolen, alt efter hvilken side den lokale præst stod på.

 

Første Verdenskrig i Tønder

Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, blev Tønder endnu engang trukket ind i Europas storpolitiske konflikter. Som en del af det tyske kejserrige blev unge mænd fra byen indkaldt til krigstjeneste, og mange familier oplevede savn og tab. Byen blev militariseret, og der blev blandt andet opført en luftskibsbase nord for Tønder, hvorfra de berømte Zeppelinere blev sendt på missioner over Nordsøen og England.

Hverdagen under krigen var præget af knaphed, rationering og usikkerhed. Krigen satte også et stort aftryk på byens selvforståelse, hvor loyaliteten over for det tyske rige blev sat på prøve i takt med, at krigens omkostninger blev tydeligere.

 

Vejen mod Indlemmelsen

Efter afslutningen på Første Verdenskrig i 1918 opstod en ny politisk situation. Tysklands nederlag skabte håb blandt de dansksindede i Nordslesvig, herunder Tønder, om muligheden for at vende tilbage til Danmark. Versaillestraktaten åbnede op for en folkeafstemning i Slesvig, hvor befolkningen selv skulle bestemme, hvilken nation de ønskede at tilhøre.

I Tønder var stemningen delt. Nogle så med glæde frem til muligheden for at komme til Danmark, mens andre – især tysksindede borgere – frygtede tabet af forbindelsen til Tyskland. Debatten var intens, og byen var præget af kampagner, møder og diskussioner, hvor begge sider forsøgte at overbevise befolkningen.

 

Afstemningen i 1920

Folkeafstemningen i 1920 blev kulminationen på årtiers usikkerhed og national kamp. I Tønder og det øvrige Sydslesvig stemte flertallet for at forblive tyske, mens områderne nord for grænsen, herunder store dele af Nordslesvig, stemte for at blive danske.

Indlemmelsen blev fejret med stor glæde blandt de dansksindede, mens mange tysksindede oplevede den som et tab. Byens identitet blev igen sat på prøve, nu som dansk grænseby med en betydelig tysk mindretalsbefolkning. Det prægede byens institutioner, sprogbrug og hverdagsliv i de følgende årtier.

Perioden 1864-1920 var en tid med store forandringer, hvor Tønder blev kastebold mellem to nationer og måtte finde sin egen vej i skyggen af de nationale brydninger. Byens indbyggere viste en bemærkelsesværdig evne til tilpasning og overlevelse, samtidig med at de holdt fast i deres lokale traditioner og fællesskab.

 

Tønder som grænseby

Efter 1920 har Tønder bevaret sin rolle som en vigtig grænseby, hvor kulturmødet mellem dansk og tysk stadig er levende. Historien om Tønder i denne periode er historien om et samfund, der igen og igen måtte forholde sig til skiftende magthavere, men som altid formåede at bevare sin egenart og sammenhængskraft.

 

Turen til Tønder var skrækkelig

I 1860’erne var Tønder en lille by med lidt over 3.000 indbyggere. Ude i ”Nystaden” lå bebyggelsen meget spredt. Dengang var der endnu ikke jernbaneforbindelse. Det var meningen, at man skulle have en forbindelse til Tinglev, men det nåede man ikke inden krigen. Den kom så først i slutningen af 60’erne. Tinglev var ikke anset for et særligt hyggeligt sted. Her skulle man altid vente i flere timer.

Kørsel i diligence fra Ribe til Husum var heller ikke en særlig oplivende tur.  Mange besøgende sagde også, at turen til Tønder var skrækkelig.

 

En metalæske blev indmuret

Øst-banegårdens anlæg gav anledning til, at alleen blev gennembrudt af den ny Richtsensgade. Anlægget måtte også give plads til en ny borgerskole. I sokkelen blev der muret en metalæske med pengestykker, aviser m.m. Det var svært for byens ungdom at fatte dette.

 

Tønder var bestemt ikke renlig

Byen var hyggelig og venlig, men renlig var den bestemt ikke. Der fandtes ingen kloaker. Spildevandet gik glat ud i rendestenene. De skinnede i alle regnbuens farver.

Bag hovedgaden lå ”Bag æ Stoll” (Bag Staldene) Det blev optaget af lagerpladser, affaldspladser og mægtige møddinger. For mennesker var det ikke et særligt behageligt opholdssted. Men rotter trivedes udmærket der, og det gjorde de i øvrigt i hele Tønder.

På hjørnet Nørregade/Mellemgade holdt ”Tilla Oldes” til. Hun solgte de dejligste runde sirupskager, som blev opbevaret i en rund blikæske.

 

Slotsgade har fået navneforandring

Og så var det Slotsgade 4, som var blevet ejet af herredsfoged Kjær. Men han solgte huset, da Prøjsen gik i krig med Frankrig. Jo Slotsgade var dengang en smuk og hyggelig gade med små lave huse. I dag hedder gaden Frigrunden. Og gaden ved siden af, hed Møllevejen. Det måtte den heller ikke blive ved med. I dag hedder den Gråbrødrevej. De to gader hørte dengang til slots – og frigrunden.

Vejen havde en række lindetræer og afsluttedes med en køn gammel staldbygning. Derefter kom et stort møddingssted for hele gaden, der heldigvis blev skjult af et plankeværk. Det var ikke særlig hyggeligt. Der var lagt gangbrædder over. Det var sjovt for børnene at løbe frem og tilbage.

 

Slotsgades beboere

Her i Slotsgade boede dr. Friis. Ellers var det næsten alle småhåndværkere, der levede fra hånden i munden. De var fredelige og venlige folk. Frk. Gormsen indtog en særstilling. Hun blev regnet for at være fin. Hun var datter af apoteker Gormsen, der også havde ejet gården Røj. Hun lignede heller ikke de andre beboere. Hun havde hængekrøller og var sirlig og pæn i påklædningen. Hun, der altid hed ”Mamsel”, boede på kvisten ud til gaden og lærte de unge piger at sy.

Konerne hed ”Mutter”, men man sagde ”Madam. Frede og madam Zornig, var dog noget finere. Skrædder Rasmussens kone hed kun Helene Rasmussen. Hun gik rundt og hjalp folk. Hun blev altid kaldt til hjælp, når nogen var syge. Hun blev anset for dygtig til at kurere folk.

Lorens Kosmos kone hed kun Tille. Hendes mand var svagelig. Hun måtte gå ud og gå folk til hånde. Amtstjener Matis Christiansens kone hed altid Stine af Matis amtstjeners.

 

Store bunker af bark

På de ikke optagende pladser var henstillet køretøjer og lignende. Her lå store bunker af bark, som de mange garvere havde brugt og derefter solgt til bødkerne, der brugte til rygning. Desuden lå der her træstammer, som bødkerne skulle have savet i stykker. Det var lige noget for knægtene i Slotsgade.

 

Slagtning af svin

Gaden blev også brugt til slagtning af svin. Et kar blev anbragt midt på gaden. Og Hans Frede stak svinet. Blodet blev optaget i et fad, som madam Frede rørte rundt i med hånden. Derefter blev svinet slæbt over i karret, kært rundt der og anbragt på en stige og skrabet. Alt dette foregik under stor deltagelse fra børnene. Men dette blev dog forbudt. Det var for meget at byde børnene.

Den gamle slagter frede, der døde i 1873, var i sin tid en meget kendt mand i byen. Han skildres som meget forfalden og en brutal mand. Han var ofte i krig med myndighederne og blev straffet adskillige gange. Han var en stor tysker og havde navnlig generet den sidste danske amtmand, Grev Brockenhus – Schack. Han kastede affald og rådne ko-hoveder over i amtmandens have.

 

Da svinene sørgede

Da Frederik den Syvende døde, drev han to svin gennem byen. Han havde bundet sorte slør om halsen på dem. Han gik selv bag dem og sagde:

• Se de stakkels dy, hvor de sørger over deres fader

Da amtmandens hund bed får ihjel

Jomfrustien var dengang et virkeligt kønt lille anlæg. Det var pyntelige huse eller haver. Hele kvarteret blev domineret af landrådsboligen, som blev beboet af den tyske amtmand von Bleichen, der var fra Sild. Han havde en hund, en pragtfuld blåbrun New Foundlænder. Den kunne godt blive glubsk. Og den fik skyld for at have bidt en masse får ihjel.

Amtmanden ville ikke have noget vrøvl og betalte flere hundrede mark i erstatning.

 

En kanal til havnen

Frankrig skulle betale Prøjsen 5 milliarder efter krigen. En del af disse skulle bruges til en afvandingskanal fra Møllekulen til havnen. Når sluserne ved Møllekulen stod åbne, kunne frisk vand føres ad den nye kanal føres til havnen. På den måde kunne man også undgå at engene i nærheden blev oversvømmet.

På Skibbroen var der et mindre bryggeri, der sendte alt deres spildevand og dårlige øl ned i havnen, så denne var dækket af et lag grønt øl-affald. Her lå også alle kasserede øl-propper.

 

De to gode svømmere

Det gamle vandingssted, hvor postheste kom, var borte. Under arbejdet med kanalen var der også nogle, der kom for langt ud i Møllekulen og druknede. Så måtte man have fat i de to brødre, skomager og skrædder Christensen til at dykke efter de druknede og finde dem. De to brødre var dygtige svømmere.

 

De to bade-steder

Der var også to bade-steder ”Den store Aborrekule” og ”Den lille Aborrekule”. Den store var for de voksne, men den var ikke ufarlig. Der var flere dybe steder, som man ikke kunne se særlig når der var rigelig med vand i åen. Der skete flere drukneulykker.

Den lille havde dels sandbund og var for yngre. Den blev regnet for temmelig ufarlig, men det kunne også gå galt her. En varm sommerdag var Knud og en anden taget op ad Svinvaddiget. Knud var sømand. Han havde oplevet skibbrud og gul feber og meget andet. De var nået omtrent ud til ”Den Lille Aborrekule. Her mente de, der var dybt vand. Knud var først færdig og sprang ud på hovedet fra vejen. Den anden ville også springe, men undrede sig over at Knud ikke komme op. Han så nu at Knud lå nede i vandet. Han kunne ikke røre sig. Og kammeraten kunne ikke få ham op til kanten af diget. Heldigvis kom en mand til hjælp.

Der var kun en alen med hård og mørk klægbund. Knud havde knækket en halshvirvel og han døde et døgn derefter.

 

Mange muligheder for skøjteløbere

Om vinteren var der en lilleng ved ”e slotspæl”, der blev opfyldt senere til kælkeplads og til afbenyttelse or de begyndende skøjteløbere. Ligeledes ved engene omkring Nyholm var der muligheder. Men den store skøjtebane for hele byen var Sønderfennerne, der næsten altid have udmærket skøjte-is. Isen på selve åen og Mølledammen blev også benyttet, men der var ikke så meget plads.

Når sluserne ved møllen blev åbnet eller lukket, kom der vand ind over isen.

 

De fattige fik anvist et stykke jord

Port-huset var den eneste rest af slottet. Det fungerede som fængsel helt til 1916. Det var meget middelalderligt. Der var også en kælder midt på pladsen. Det blev brugt som is-kælder.

De fattigste folk i Tønder fik henvist et stykke jord uden betaling nord for kirkegården til dyrkning af kartofler. Fra Sæd kom der jævnligt koner med trækvogne fulde af grøntsager. Men det var egentlig ikke billigt.

Fra Vidåen fik man ål, gedder, sudere og ålændere. Om vinteren løb mutter Seek rundt med en sending torsk fra Esbjerg. Om sommeren kom koner fra Fanø og Manø med tørrede hvillinger og bakskuller.

 

Om sommeren samledes man udendørs

Kaffe blev der drukket i stort omfang. Offe satte flere kvinder sig i ”æ dørns”. Der blev stillet en lille glasskål med brun kandis.

Om sommeren var der foran husene en bænk anbragt på fortovet. Om aftenen sad beboerne udenfor. Fatter sad gerne med en lang pibe, og så sad mandfolkene og snakkede sammen. De dansksindede talte om de uretfærdigheder, der var overgået de dansksindede.

 

Det dansk – tyske

Den dansksindede privatskole ”Tørslevs Skole” var blevet forbudt og lukket i 1871 – 72. Den havde lokaler i Østergade i købmand Thomsens, dengang Olesens ejendom. Man måtte nu gå i tysk skole.

En del seminarister og befalingsmænd fra de sydlige egne kunne slet ikke tale eller forstå dansk. Nogen mente, at det skulle være fint, derfor forbød de at deres børn plejede omgang med dansksindede.

Stod man i kirken, i skolen og for myndighederne skulle man tale tysk.

’

Man havde en rigtig betjent

Tønder var jo en fredelig by, men politi havde man dog. Der var til stadighed to gendarmer. De lignede nærmest ryttergeneraler og de var farlig fine. Om natten gik der tre vægtere, der passede på byen. Om dagen var der en lags dagvægtere.

Og så var der en udråber, der hed Pommelschein. Han var vist polak. Han kunne ikke læse. Først måtte hans kone instruere ham. Han læste teksten udenad. Ofte stod han pligtskyldig med papiret i hånden men ofte vendte papiret forkert.

Den rigtige betjent hed Antony med rigtig uniform, fuldskab og kårde ved siden. En af hans vigtigste beskæftigelser var at anholde og transportere Chr. Torp op til porthuset, når han blev for fuld. Og fuld var han altid. Når han ikke var fuld så tjærede han tage. Han tabte engang sin hat ned i tjæren, men satte den igen på hovedet. Tjæren løb ham ned ad kinderne. Det hændte også at han lagde sig til at sove midt på taget.

 

Drikkeriet spillede en stor rolle

Drikkeriet spillede en stor rolle både blandt småfolk og det højere borgerskab. I gaden (Slotsgade) boede en ældre klodsmager med sin kone og en ældre kvindelig slægtning, som vi altid kaldte ”æ Bossel) (keglekugle), fordi hun var lille tyk, rund og smilende. Hun og manden drak sig vist daglig fulde. . det var ”Æ Bossel”, der hentede brændevinen et sted i gaden.

En gang havde Hans Frede fået en kalv hjem. Men den løb fremad i et stort spring ned ad mod Jomfrustien. Det var netop da ”Æ Bossel ” var hjemadgående med en flaske. Kalven løb direkte mod hende. Hun væltede bagover og slog flasken i stykker så det flød med brændevin over hele gaden.

I gaden boede også en lille mager skrædder. Han pilede gennem gaden, når han skulle bringe eller hente noget tøj. Han var også ligbærer. Han blev trakteret med brændevin og kommenskringler. Kringlen, der ikke blev spist, blev proppet op i de høje hatte. Fik skrædderen for meget brændevin blev han ustyrlig og krigerisk. Så var han ikke til at have med at gøre.

 

Den bidske hest

I Simonsens sal i Østergade var der teater. Der var både danske og tyske teaterselskaber. De blev 10 – 12 dage ad gangen.

På hjørnet af Pebergade og Skibbroen boede vognmand Thomas Petersen. Han var en stor, tyk og gemytlig mand. Han havde en karl, der hed Johannes. De havde en meget lille hest fra Ærø. Den var kendt og frygtet i vide kredse. Den bed alle dem, den ikke brød sig om. Men den var utrættelig og led den ene makker op efter den anden.

De hygiejniske forhold i Tønder var ikke gode. Folk havde ”æ kole”. Det var også flere alvorlige og udbredte tyfus-epidemier. En mængde børn havde ”drysser”, dvs. de havde store ophavene kirtler og åbne kirstelsår eller kirtelsår.

 

Lægerne i Tønder

Dr. Friis i Slotsgade havde en stor praksis og var vist nok en dygtig læge. Han var også god til mindre operationer og tandudtrækninger. Han havde selv køretøj og kørte ofte lange ture ud på landet. Her var vejene forfærdelig. Ofte måtte ma færdes i pramme for at komme til afsides steder.

Så var der fysikus Schlaikjer. Han havde praktiseret før 1864. Han var en ivrig tysker og førte en temmelig tilbagetrukket tilværelse.

Ja og dr. Riedell – han og hans kone var meget tyske. Børnene måtte ikke lære dansk. Ja og så var det Dr. Jersild. Han kom fra Tønder i 1880. Men se ham, har vi allerede skrevet to artikler om.

Skulle man have foretaget en større operation i tænderne, ja så kom dr. Stolley fra Flensborg. Nede på Strucks Hotel (Grand Hotel) i Richtsensgade havde han lokaler. Han dukkede op hver 14. dag.

Og så var det dr. Jersild, som vi kunne fortælle meget om. Men se, det har vi allerede gjort i to artikler

 

Matadoren Olufsen

Dengang var Larsens Biergarten (Centralhalle) meget afholdt.

På hjørnet af Torvet og Storegade boede byens matador, købmand Oluf P. Olufsen. Han sad næsten altid på sit kontor. Ham kunne glasdøren se hvem der besøgte hans tur. Mn egentlig har vi allerede skrevet om familien i to artikler.

Nissen-Rador var også en velhavende mand. Han boede i det smukke patricierhus i Østergade. Han var gift med en Prahl, der var tysk. Selv var han fra Bornholm, men havde ikke meget med de dansksindede i Tønder.

 

Den urimelige tykke Angel

Så var der også Tyk Angel. Han var ganske urimelig tyk. Man sagde, at han kunne spise en hel ost for sig selv – på engang. Familien boede i det hus, som Tønder Landmandsbank senere kom til at eje. Øst for ejede han to forretningsejendomme. Det var en forretningsejendom med hollandske varer m.m. Og så var der en stor gård med tobaksfabrik. Er var en gård tobaksfabrik.

Angel var tysker. Slægten stammede fra Angel og kom til Tønder det 18- århundrede. Fru Angel var pæn og nydelig. Hun var både energisk og dygtig og sørgede for at børnene ikke blev tyske.

 

Jernstøberi Lorenzen

Så var der jenstøber Lorenzen. Som vi også allerede har skrevet om. Han havde et jernstøberi på hjørnet af Vestergade og Bokkensåvejen (Nu Popsensgade). Ude i Sølsted mose havde han også beskæftiget en masse. Han fik tre knægte. De to blev skibskaptajner i Hamborg men døde ret unge. Den tredje blev værksbestyrer og redede engang bryggeriet Victoria fra at springe i luften.

 

Slagterne Petersen & Specht

Slagterne Petersen og Specht boede i Spickergade. Det var to pæne folk og var ret velhavende. De var begge ungkarle. Petersen døde og så begyndte det at gå tilbage for Specht. Nu ville husholdersken absolut gifte sig med ham, men han ville ikke. Og da han nu ikke havde Petersen til at hjælpe sig, begik han selvmord.

 

Datteren sultede ihjel, sagde man

Skomager Christensen fra Østergade var en ordentlig og pæn mand. Han havde i tidens løb fået en underlig hæs stemme. Han var enkemand og havde en datter til at styre huset. Og det gjorde hun fint. Han døde engang i 80erne og har nok ikke efterladt sig andet end selve huset.

Datteren blev boende som hidtil, men folk sagde at hun døde af sult. Hun havde til sidst brugt alt op. Hun ville ikke søge om hjælp eller legater.

 

Pastoren døde med kort i hånden

Og så spillede Dr. Friis i Slotsgade l’hombre sammen med Tobiasen fra Teglmark i Aventoft og Pastor Jespersen fra Abild. Det blev sagt at pastoren døde, mens han sad og spillede kort.

 

Hun blev værtinde i Larsens Biergarten

Ja så var det også en tysker, der hed Basche. Han havde en købmandsforretning i Vestergade i den ejendom, som snedker Stahlberg havde. Han holdt meget af spiritus. Han passede ikke sin forretning. Den gik hurtig i stykker. Så han blev gæstgiver. Og så sagde man, at han absolut ikke var god mod sin kone. Han blev senere helt lam. Hun var god til at sy dametøj og var meget flittig. Hun flyttede fra byen men fortrød og blev værtinde i Larsens Biergarten (Centralhalle) .

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Gjessing: Drengeår og manddomsvirke

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.266 artikler
• Under Tønder finder du 398 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 34 + 118 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske krige finder du 21 + 26 artikler

 

• Ballade i treårskrigen
• Jersild, den særprægede læge 1-2
• 80 danske familier i Tønder
• Revolutionen i Tønder 1-2
• Pastor Hjorths oplevelser 1864
• Tønder 1864
• Tønders udvikling 1864 – 1920
• På marked i Tønder
• Fysikus i Tønder havde mange gøremål
• Det Preussiske Seminarium 1864 – 1920
• Skovrøy – en redaktør fra Tønder
• Danskheden i Tønder
• Da Kongen besøgte Tønder og Højer i 1920
• Afstemningsdagen i Tønder 1920
• Et tørveværk i Sølsted
• Et jernstøberi i Tønder
• Købmandsfamilien Olufsen 1-2
• Fysikus Ulrik 1-2
• Tønder i 1880
• Turen går til Tønder 1862
• Sprogkampen 1851 – 1864
• Heimatfest i Tønder 1921
• Minder fra Tønder 1864-1920
• Tønders dansksindede
• Dagligliv i Tønder 1910-1920 og en masse andre