Tømrerstrejken 1794

Stigning i antallet af svende. 25 pct. af svendene var udenlandske. Den store udfejelsesfest 1772. Postfejden 1793. Strejkeforbud indføres 1749. Mød den første, der engagerede sig fagligt. Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse. Han fik medhold i retten. Ordførere blev også arresteret.  Kommandanten på Kastellet provokerede. Myndighederne var rystet. Regeringen forsøgte noget andet. Aviser og tidsskrifter var uenige, alt efter politisk indstilling. Politimesteren måtte gå af og svendene fik deres krav igennem.

 

Stigning i antallet af svende

Der var ballade længe før 1794 blandt bygningshåndværkerne i København. Efter Københavns brand i 1728 var der uroligheder. Det var fordi en stor mængde tyske håndværkere kom til byen for at deltage i genopbygningsarbejdet. Det første til voldelige sammenstød mellem de danske og de tyske svende.

Mestrene havde svært ved at stramme tøjlerne ved svendenes adfærd. Antallet af svende steg bemærkelsesmæssigt. I 1746 havde 30 tømrermestre 350 svende. 56 år efter havde 39 mestre 716 svende.

Den samme stigning mærkede man inden for andre byggefag.

 

25 pct. af svendene var udenlandske

Ca. 25 pct. af de samlede antal svende i København var udenlandske svende for det meste tyske. De almindelige priser var stigende.

Man mente, at arbejdsnedlæggelsen var de tyske svendes værk.

 

”Den store Udfejelsesfest”

Det var ellers en tid med masser af ballade. Det var den ”Store Udfejelsesfest”, som fandt sted i 1772 med et systematisk hærværk på et halvt-hundrede københavnske bordeller. Det skulle markere, at J.F. Struensee var blevet fældet.

Byens kommandant var blevet flået ned af sin hest, hans mandskab var ”haanet eller mishandlet”. Bizarre og afsindige rygter cirkulerede. Man sagde om kongen, den sindssyge Christian den Syende, at han var blevet pumpet fuld af opium. Til hans fødselsdag skulle han så tilkendegive at nedlægge styret.

Ved firetiden om morgenen om morgenen blev dragoner sat ind. Med dragne sabler og drøje hug rensede de gaderne.

Politimesteren havde fuldt op at gøre med at beskytte sin egen bolig og sætte militæret ind.

 

Postfejden 1793

I 1787 var det ”Studenterkrigen i Filosofgangen og Postfejden i 1793. Samme år var det de såkaldte ”Brabrand-uroligheder”.

En officer og en student kom i slagsmål uden for Købmagergades Postkontor. Sagesløse forbipasserende blev resolut slået til jorden af stokkebevæbnede politibetjente i samarbejde med soldater, der lod geværkolberne suse som køller.

Denne ”Posthusfejde” skulle blive den direkte anledning til, at hovedstadspolitiet fik uniformer

Tidligere havde svendene altid brugt den pression, at de kunne rejse fra byen og skifte mestre. Det kunne man ikke mere. Det nye pressionsmiddel var strejken.

 

Strejkeforbud indførtes i 1749

Murersvendene nedlagde arbejdet i 1733 under opførelsen af Christiansborg Slot. Det var ikke noget, som myndighederne bifaldt. De indførte et strejkeforbud. I 1749 blev dette udvidet til at omfatte alle håndværkerlavene og deres svende i København. Det var således myndighederne, der påtog sig at kontrollere svendenes adfærd i takt med at de mistede kontrollen med dem.

Der blev indført straffe op til dødsstraf, for at ”rotte sig sammen”.

 

Den første, der engagerede sig fagligt

Jørgen Andersen Brandt var i 1761 – 1764 formand for tømrersvendenes håndværkerlav. Han havde desuden en øl-skænkestue, hvor svendene mødtes og diskuterede arbejdsforholdene.

Han var en af de første, der engagerede sig fagligt. Det var bl.a. hans gerning, der kulminerede med tømrerstrejken i 1794.

 

Tømrermester Hallander accepterede ikke en opsigelse

Svendenes hovedformål var at forbedre lønforholdene og opnå social sikring i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed. De strenge love hindrede dem i at holde møder eller indsamle underskrifter.

Den egentlige grund til at strejken i 1794 brød ud, var da tre tyske svende blev nægtet tilladelse til at sige deres arbejde op og rejse. Begrundelsen var, at det var sommer og højsæson for byggearbejder, og der var brug for dem.

Og dette skete hos tømmermester A. Hallander.

 

Tømrermesteren fik medhold

Sagen endte for politiretten, hvor den ene svend fik medhold. Det gjorde de to andre ikke. Det kan diskuteres, om det var en planlagt aktion fra svendenes side. De havde åbenbart opført sig provokerende og konfrontatorisk i retten. De blev dømte seks dages fængsel på vand og brød. Efter udstået straf skulle de straks igen møde op hos Hallander.

 

Ordførere blev arresteret

Over 400 tømrersvende nedlagde arbejdet og gik til deres håndværkerlavs herberg. Her kom kapellanen for Nikolaj Kirke, I.H. Rørbye og prøvede på at aftale dem til at gå i arbejde. Men det lykkedes ikke. Men svendene svarede ved at hælde en spand vand over ham.

Politimesteren sendte en adjudant og to betjente til kroen for at få svendene i arbejde igen, men dette forehavende lykkedes ikke.

Også svendene sendte en deportation til politimesteren og forespurgte, om en svend ikke måtte forlade sit arbejde.  Politimester Flindts svar var en arrestation af de to ordførere., som blev idømt ”forbedringshusarbejde”.

 

Kommandanten på Kastellet provokerede

Politi og militær omringede herberget og arresterede alle 202 tilstedeværende. 78 af dem valgte under pres at gå i arbejde igen, mens resten blev idømt fra fire til seks måneders strafarbejde i lænker.

Disse blev alle indsat i Kastellet. Klokken 10 om aftenen forlangte svendene at tale med kommandanten. De havde ikke fået noget at spise eller drikke. Men de måtte vente til næste dag.

Kommandanten forsøgte på alle mulige måder at provokere svendene.  I en rapport skriver han, at trods provokationer fra hans side lykkedes det ham ikke, at få svendene til at gøre optøjer.

Nogle dage senere besluttede kronprinsen – i øvrigt mod kancelliets beslutning – at landsforvise alle i sagen dømte, i stedet for at lade dem afsone dommene. De blev derpå sejlet til Nordtyskland.

Det var på Tømrerkroen i Adelgade, de blev arresteret. Da havde konflikten varet en uge.

Tømrerne ville have lige så meget som murerne nemlig 2 mark 8 skilling om dagen.

”Oldgesellen” blev også anholdt. Det gjorde den nyvalgte ”Oldgesell” også. Ja og selv ”Lavsbuddet”. Svendene forsøgte at rette henvendelse til kongen.

Allerede den 2. august mødte Generalprokurør Konferenceråd Colbjørnsen op på Tømrerherberget for at høre på svendenes klager. Og de overrakte ham en skriftligt andragende til kongen. Kongen var den stakkels sindssyge Christian den Syvende.

Denne Konferenceråd Colbjørnsen blev senere af Heiberg anklaget for korruption. Colbjørnsens svar var en presselov som fik tilbagevirkende kraft og førte til Heibergs landsforvisning i 1801.

 

Myndighederne var rystet

Ved forkyndelsen af denne dom begyndte resten af Københavns håndværkersvende, en solidaritetsaktion. 2.000 af de 2.700 nedlagde arbejdet.

Den første danske generalstrejke i Danmark kom som et chok for myndighederne. Den beviste at håndværkersvendene havde et effektivt pressionsmiddel over for autoriteterne.

Myndighederne opfordrede håndværksmestrene til at forbedre svendenes lønforhold. I 1800 resulterede dette i en kongelig forordning, der først og fremmest sikrede svendenes rettigheder til at sige op og forhandle løn.

 

Regeringen forsøgte noget andet

Den 20. august besluttede Statsrådet, at de bortsendte tømrersvende kunne vende tilbage, dog kun de indfødte eller her bosatte. De løse fremmede kunne ikke vende tilbage.

De fleste københavnske håndværkssvende var nu i strejke.

Der var opløb og uroligheder i København. Nu greb regeringen vel nok klog af skade til et andet middel end det man hidtil havde anvendt mod de strejkende.

En kommission blev nedsat. Den ville undersøge, hvordan forholdene kunne forbedres for tømrersvendene. Og dette fik tømrersvendene tilbage i arbejde igen. Kommissionen fortsatte deres arbejde, som endte med lavsforordningen af 21. marts 1800.

 

Aviser og tidsskrifter – dengang

Aviser og blade fra dengang indeholder ikke så meget. Det er nærmest kun forordninger m.m., der blev gengivet. Kun sjældent blev det taget op, hvem der var skyld i optøjerne.

Men man kan da forstå at politimesterens effektivitet havde gjort ham særdeles upopulær.

Rahbek’s to tidsskrifter undrer sig over, at borgerskabet og kvinder var med i balladen. De ”venstreorienterede” opfattede det der skete som opløb ikke som optøjer eller oprør. Men det hele blev forværret på den måde myndighedernes indgriben.

De moderate og konservative mente derimod, at myndighedernes indgriben som helt berettigede over for pøbeloptøjer.

”Folkevennen”, det stærkt konservative tidsskrift taler om, at ”en halv snes vilde håndværkersvende fandt for godt at slå en ærlig mands uskyldige vinduer ud” og det var tale om ”gadeoptøjer, hvor vilde læredrenge og ryggeløse unge mennesker” spillede hovedrollen i pøbelen.

Den Viborger Samler hævdede, at ”alle stænder, velklædt og sletklædt” var med. I mængden var der ”store natkapper i hundredvis og salopper og høje fjer, og velklædte mandfolk og skomagerdrenge, og embedsmænd og borgere og ripsraps, men ej en eneste håndværkersvend”. Tillige gik der ”så mange af de såkaldte skikkelige fruentimmer.

Minerva kunne konstatere, at opløbene bestod af ”kåde gadedrenge og nysgerrige kvindfolk”. En af pamfletterne hævder, at ”en sværm af håndværks- og andre drenge og tjenestepiger øgede tumulten”. Det blev endvidere påstået at studenter havde været med i pøbelen.

 

Politimesteren måtte gå af

Lovens håndhævere havde åbenbart været i mindretal. Det er således vidnesbyrd om, at mængden har befriet anholdte personer. Genstande var blevet kastet mod heste-garden. Magtopbuddet havde provokeret de tilstedeværende.

Åbenbart kunne politimester Flindt ikke finde ud af, hvad han skulle gøre. Samtidig var han overhovedet ikke vellidt. Hans behandling af situationen bragte ham i unåde hos højere myndigheder. Efter at roen var vendt tilbage, blev han afskediget som politimester, efter at han selv havde forlangt det.

Der var rygter fremsat, at garnison og borgerskab i København var i oprør og på vej mod slottet. Overpræsidenten og politimesteren ville blive afskediget.

Strejken blev støttet af bl.a. den borgerlige reaktionær P.A. Heiberg.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div artikler
• da.wikipedia.org
• modkraft.dk
• tidsskrift.dk
• Historie/Jyske Samlinger
• Carl Bruun: Kjøbenhavn – En illustreret Skildring af dets Historie 3
• Historiske Meddelelser om København
• Svend Cedergreen Bech: Struensee og hans tid
• Helge Paludan, John T. Lauridsen m.fl.: Københavnernes historie

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.747 artikler:
• Under København (189 artikler):
• Sådan boede arbejderne dengang
• Da arbejderne blev organiseret
• Arbejdernes første Grundlovsmøde
• Historien om Første Maj
• Under Nørrebro (303 artikler):
• Begravelse på Nørrebro 1887
• Louis Pio på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• Industri og Arbejdere på Nørrebro
• Der var gang i den på Fælleden
• Det store slag på Fælleden
• De kaldte sig Syndikalister
• Røde faner på Assistens Kirkegård
• De socialistiske blade på Nørrebro
• Ned med arbejderne
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
• Da fabrikkerne kom til Nørrebro

 

• Under Industri på Nørrebro/Nordvest (18 artikler)
• Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen