Fabrikant Callesen var en forsigtig mand. Han havde spurgt myndighederne, om han gjorde det rigtige. I første omgang blev han da også frikendt. Men i anden omgang måtte han af med ca. 700.000 kr. En forfejlet sabotageaktion mod Aabenraa Motorfabrik kostede ca. 5 døde og 30 anholdte. Modstandsbevægelsen blev optrævlet, og måtte starte forfra. Efter besættelsen blev adskillige personer fra Det tyske mindretal anholdt for stikkeri i forbindelse med sagen.

Sabotageaktion med alvorlige følger
Der skete mange ting under besættelsen. Modstandsbevægelsen havde også kig på Aabenraa Motorfabrik. En mislykket sabotageaktion fik alvorlige følger.

En sag mod Aabenraa Motorfabrik
Efter besættelsestiden kom så retsopgøret. For mange betød dette underlige domme, som måske rørte ved danskernes retsopfattelse. Turen kom også til Aabenraa Motorfabrik. Her var det også anklage om værnemageri.
Fabrikant Peter Callesen, indehaver af Aabenraa Motorfabrik leverede i en periode på 54 måneder 1940 – 1945 for tysk regning, ventiller, cylindre, topstykker m.v. til et beløb af 4,5 mio. kr.
Denne sag førte til en politimæssig undersøgelse, der blev afsluttet med en frifindelse den 10. september 1948. Sagen blev anlagt ved Underretten i Aabenraa Retskreds den 13. december 1946 (Strafferetssag nr. 825/1946) mod fabrikant Per Callesen og købmand Hans Kleemeyer.

Callesen havde ikke taget kontakt til tyskerne
Peter Callesen blev anklaget for overtrædelse af § 2 i Straffelovstillægget. Det var anklagemyndighedens påstand, at Callesen og Kleemeyer på utilbørlig måde havde samarbejdet med besættelsesmagten med en værnemagtsomsætning på 4.816.199 kr. og en fortjeneste på 706.759 kr.
Callesen havde ikke selv taget kontakt til tyskerne med henblik på afsætning, men i anklageskriftet anklagedes Callesen for at ville fremme sin tyske afsætning ved sin optræden overfor og sin korrespondance med besættelsesmagten.
Han brugte for eksempel Heil Hitler hilsen i korrespondance, indbydelser til spisning m.m. Han havde desuden den 1. november 1940 meldt sig ind i Deutsche Beruftsgruppe für Nordschleswig.

Prokuristen var åbenlys nazist
Callesens prokurist Hans Kleemeyer var åbenlys nazist. Han krævedes straffet af samme lovs § 2 i lov nr. 406 af 20. august 1945 ved at have fremmet firmaets afsætning fra december 1940 til 30. juni 1943 og ved at have foranlediget, at Callesen indtrådte som medlem af Deutsche Beruftsgruppe in Nordschleswig.
Endvidere blev Kleemeyer anklaget forfra efteråret 1943 at have undladt at efterkomme Callesens anmodning at sørge for udmeldelse af gruppen.

Kleemeyer var zeitfreiwillig
Kleemeyer anklagedes for at have underskrevet korrespondance med Heil Hitler og for fra marts/april 1943 til april 1945 at have lavet sig hverve til tysk krigstjeneste som Zeitfreiwillig. Han havde herved deltaget i tysk uniform i militære øvelser i Aabenraa under ledelse af tyske underofficerer.
Firmaet havde været bevogtet af tyske soldater i 1944. Der blev kærvet fængselsstraf til både Callesen og Kleemeyer samt konfiskation af al fortjeneste og bøder på henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr.

Anklageskriftet var ikke stræk nok
Efter forespørgsel fra Aabenraas politimester meddelte Revisionsudvalget i en skrivelse af 23. august 1945, at udvalget ikke havde kendskab til, at der ved fabrikkens overtagelse af arbejder havde været udvist anstødeligt initiativ eller andet utilbørligt forhold. Man ville dog ikke bekræfte, at den kommitterede i en samtale med fabrikant Callesen skulle have udtalt:

– At man var interesseret i, at han påtog sig sådanne (tyske)arbejder. Idet man, som det hed, altid omhyggeligt undgik ved sådan positiv udtalelse at tilskynde til leverancer, lige så vel som man ikke havde beføjelser til at fraråde ham. Såvel i dette som i lignende tilfælde svarede man, ”at regeringen under de foreliggende forhold anså det for nødvendigt at finansiere leverancer af den omhandlende art, bl.a. for at undgå stigende arbejdsløshed og midlertidig udvandring af danske arbejdere til Tyskland.

Man havde dog fundet, at firmaet i en skrivelse af 9. januar 1945 til de tyske firma Hagenuk havde været meget ivrig efter at sikre sig yderligere ordrebestand.
Ved opgørelsen af de tyske leverancers andel af totalomsætningen under besættelsen fremgår det af firmaets egen indberetning, at firmaets omsætning før krigen kun udgjorde ca. 1/10 af omsætningen under krigen, og at den tyske omsætning fra 1940 til 1945 udgjorde 87 pct. af den samlende omsætning.

Peter Callesen blev frikendt
Anklageskriftet var imidlertid ikke stærkt nok til at holde ved domstolene. Peter Callesen blev frikendt den 10. september 1948 i Vestre Landsret. Forklaringen skal findes i sagens mere specielle forhold i sagen. Per Callesen skriver i sin egen redegørelse for sagen:

– Da jeg den 19. juni 1945 blev arresteret sigtet for værnemageri, traf det mig, trods alt hvad man havde læst i aviserne om værnemageri, ganske uforberedt. Nok havde jeg arbejdet for tyskerne, men alle forretninger var udført med myndighedernes tilladelse, og jeg tvivlede ikke et øjeblik om, at arbejde udført under regeringens sanktion aldrig kunne lægges mig til last, langt mindre medføre en frihedsstraf

– Jeg syntes og stadig synes, at det der blev godkendt af de daværende myndigheder, må kunne forsvares af disse.

28 mand ansat
Firmaet Heinrich Callesen blev oprettet i 1898 af Peter Callesens fader med produktion af motorer. I 1920 var fabrikken vokset til en betydelig størrelse med beskæftigelse af 120 mand. Firmaet producerede motorer til mindre fartøjer til det tyske marked, mens den danske afsætning var minimal. Efter grundlæggerens død i 1931 blev virksomheden overtaget af enken og gik stærkt tilbage, bl.a. på grund af krise i fragthvervet. Frem til 1939 eksisterede den med kun ganske få beskæftigede.
Sønnen Peter Callesen overtog ledelsen af virksomheden i 1936 efter at have fuldført en uddannelse som ingeniør og gennemførte i de følgende år en modernisering af motorfabrikationen. I 1939 overtog han virksomheden.
I forbindelse med omlægningen vendte han sig til de gamle forretningsforbindelser på det tyske marked. Ved besættelsen svigtede materialeforsyningen. Markedet i Tyskland blev lukket og der blev optaget en produktion af malkemaskiner, sneplove m.m. til det danske marked, hvorved man var i stand til at beskæftige 28 mand.

Der var givet en tilladelse
Afsætning til Tyskland var således ikke en nødvendighed for virksomheden. Callesen havde ikke selv taget initiativ til tyske leverancer, men gennem Rüstungsstab blevet kontaktet af det tyske firma Hagenuk om leverancer. Herefter fik man en række bestillinger fra andre tyske firmaer.
Da myndighederne sammen med erhvervsorganisationerne havde organiseret rammerne omkring eksporten af ekstraordinære leverancer var han gået ind i en sådan eksport. Alle ordrer blev uden undtagelse kontrolleret og godkendt af de danske myndigheder gennem Industrirådet. Det skete både med hensyn til omfang, art, priser og avancer. Materialerne til produktionen blev leveret af ordregiverne og forudsatte udstedelse af eksporttilladelse af Direktoratet for Vareforsyning.

Det fremgik klart af sagsfremstillingen,

1. At Aabenraa Motorfabrik havde nået sin betydelige størrelse allerede i 1920 og ikke var blevet omdannet eller udvidet under krigen
2. At fabrikken siden sin grundlæggelse havde haft Tyskland som sin hovedaftager
3. At fabrikkens størrelse 1920 – 1940 ikke kunne anvendes som sammenligningsgrundlag
4. At fabrikkens arbejde for tyskerne ikke blev indledt på Callesens initiativ
5. At Callesen først gik med til leverancerne, efter at han ud fra regeringens holdning var blevet overbevist om, at de var nødvendige.

Aabenraa Motorfabrik og Peter Callesen blev herefter frikendt ved dom i Vestre Landsret den 10. september 1948.

Revisionsudvalget var af en anden mening
Men ak og ve. Det betød ikke, at virksomheden var frikendt af Revisionsudvalget. Knap et år efter, den 18. august 1949 afsagde Revisionsudvalget en kendelse, som efter reglerne og uden hensyn til de særlige omstændigheder fratog virksomheden næsten hele dens avance på omsætningen under besættelsen.
Revisionsudvalgets konklusion var efter bogen. Da virksomheden ikke væsentligt havde udvidet sit driftsmateriel med henblik på tysk arbejde, fandtes forholdet at henhøre under § 4 i lov nr. 500 af 9. oktober 1945 om tilbagebetaling af fortjeneste ved erhvervsvirksomhed i tysk interesse, hvilket tillod en fortjeneste på 4 pct. af kostprisen for en tysk omsætning svarende til det dobbelte af førkrigsomsætningen, mens der ikke blev tilladt fortjeneste på den øvrige del af den tyske omsætning.
Ja og så kom en række andre komplicerede beregninger, hvilket betød at firmaet måtte af med 674.243. Ja det var faktisk tale om en ekspropriation.

Industrirådet: Callesen havde optrådt korrekt
Callesen bemærkede hertil, at Industrirådet under krigen havde taget sig af industriens anliggender og havde været den forbindende organisation til myndighederne. Industrirådet havde i sin kommentar til avancebegrænsningen fremhævet, at industrileverancerne ved lovforslaget på uberettiget måde var stillet i et forkert lys over for befolkningen. Af en erklæring fra Industrirådet til Peter Callesens advokat blev det bekræftet, at han havde optrådt korrekt.
Det er unægtelig en barok sag, når man betænker hvordan nogle brancher og erhverv i den grad slap fra myndighedernes bevågenhed dengang.

Sabotageforsøg
Aabenraa Motorfabrik var natten til den 6. februar 1944 udsat for sabotageforsøg. Overretssagfører Boeck var initiativtager til aktionen. Men også politimester Schlanbusch var involveret.
Men egentlig havde Frihedsrådet nedlagt sabotageforbud. Denne melding var dog ikke nået til Aabenraa. Man ville sabotere både Aabenraa Motorfabrik og Hamag. Sidstnævnte fabrikerede ventiller til flyvemaskiner og Motorfabrikken fabrikerede dele til ubåde.
Man havde allerede fået kort over Motorfabrikken. Men man var meget betænkelige for aktionen. Hvordan slap man ind og ud af byen med så mange hjemmetyskere? 12 Holger Danske folk skulle bruges.

Til fods – til Styrtom
Allerede ved Aabenraa Station var det ved at gå galt. De lokale havde ikke sørget for biler. Dette betød, at en strækning på tre – fire kilometer måtte tilbagelægges til fods. Mødestedet var hos autoforhandler Peder Koch i Styrtom
Men det tyske sikkerhedspoliti (SD) blev alarmeret. De fremmede havde båret tunge kufferter. Og det var blevet meldt til det tyske politi. Aftalen var også, at sabotørerne skulle blive i byen efter aktionen.

Skader for 40.000 kr.
Man aftalte, at mødes ved porten til Brundlund Slot klokken 1 natten til den 6. februar. To og to tog sabotørerne af sted. Her skulle man mødes med fire lokale folk, der skulle være behjælpelig med aktionerne. Fra slottet gik de i samlet trop til Lavgade, hvor de skiltes i to grupper. En til hver fabrik, der lå 100 meter fra hinanden.
Maskinfabrikken Hamag var ikke bevogtet. Mens de lokale folk holdt vagt udenfor blev fem bomber a 2 kg No. 808 sprængstof placeret på fabrikkens drejebænke. Bomberne blev forbundet med Cordtex og forsynet med sprængblyanter på en halv times forsinkelse.
Bygningen og fem af fabrikkens otte drejebænke blev ødelagt ved eksplosionen. Denne aktion var forholdsvis ukompliceret, men dog forstyrret af skyderi fra Aabenraa Motorfabrik, hvor der opstod problemer. Skaderne på Hamaq beløb sig til 40.000 kr.

Forkerte oplysninger
Her var man delt op i et bombe – og et skyttehold. Fabriksporten var særdeles solid og ikke sådan at forcere. Skytteholdet skulle trænge ind fra nabovirksomheden og overmande sabotagevagterne, hvorefter bombeholdet skulle lukkes ind ad porten. Men det viste sig hurtigt, at lokalitetsforholdene ikke svarede til planerne. Det lykkedes ikke at overrumple sabotagevagterne.
Jørgen Kieler fortæller i sin bog, ”Hvorfor gjorde I det? ”:

– De to sabotagevagter havde låst sig inde i et lille vagtlokale, der lå et andet sted end angivet. Den overrumpling af dem, der var en forudsætning for gentagelsen af fremgangsmåden på Varde Stålværk, blev dermed umuliggjort. Vi havde imidlertid et par minutter at løbe på og besluttede os til et forsøg.
– Med maskinpistolen blev låsen skudt itu, og da vi fik døren sparket op, lå der to ligblege vagter på gulvet. De var ikke kommet noget til, men var ude af sig selv af angst. På bordet stod en telefon med røret liggende ved siden af.
– Vi fik senere at vide, at de på stationen havde hørt vore mp´ere. Vi fik nu fabriksporten op, og bombeholdet kom ind, mens skytterne som sædvanlig overtog vagttjenesten.
For at spare tid blev sprængladningerne koncentreret om nogle få drejebænke, hvilket i hast krævede en omrigning af 22 forbundne bomber.
Betjente blev anholdt

Danske politibetjente dukkede op, og lod sig beredvilligt holde op af sabotører. Politibetjentene fortalte, at tyskerne var blevet alarmeret. Sabotørerne trak sig tilbage efter at have tændt lunterne. Efter aftale med politiet skød begge parter skud i luften, for at have deres alibi i orden over for tyskerne.
Efterfølgende viste det sig, at tyskerne bestemt ikke var imponeret over de syv betjentes indsats. De blev endda anholdt, sigtet for at være i ledtog med sabotørerne. De 22 bomber blev senere på natten fjernet af den tyske sprængningskommando. Hvorfor de ikke eksploderede er uklart. Måske blev de i hastværk forkert forbundet.
Under aktionen mistede man kontakten med de lokale. Under tilbagetoget foretog man omrokeringer, så man fik et sted at overnatte.

Ville prøve igen
Ret hurtig stod det klart at aktionen mod Aabenraa Motorfabrik var fejlet. Men de seks sabotører, der overnattede hos Kock i Styrtom ville forsøge igen næste nat. Flere af sabotørerne blev i løbet af næste dag sendt væk fra Aabenraa.
En af de lokale blev sendt til Varde efter nyt sprængstof. Men allerede på vej til Aabenraa Station blev han arresteret af tysk politi med en tom kuffert. Det lykkedes ham dog at slå den ene Gestapo – mand ned. Men under flugten blev han såret af et skud i ryggen. Trods såret lykkedes det han at gå til Tinglev. Her mødte han tilfældigvis tre Holger Danske – kadetter skjult i en skov. De havde ventet med at komme med et tog. Men planerne blev ændret, så den sårede kom under lægebehandling.

Gestapo ankommer til Styrtom
Gestapo havde i mellemtiden fundet ud af, at der skete noget mystisk hos Koch i Styrtom. Da tyskerne ankom, befandt de tilbageværende sabotører sig i udhuset. Sabotørerne vidste ikke, hvor mange de var, men var klar over, at de havde 50 stykker i ryggen.
Den ene bil var kommet så langt frem, at de ikke kunne komme uset gennem haven. En anden bil var kommet ind i gården. Pludselig lød der skud. Den første sabotør blev ramt i benet. Tyskerne trak sig hurtig tilbage, men beskød sabotørerne på flugt.
Den sabotør, der var ramt i benet blev til sidst båret hen til den nærmeste gård. To kvinder skreg af rædsel, da de så sabotørerne. I laden blev der fundet 4 cykler. Tyskerne nærmede sig i en bil. Sabotørerne havde gemt sig, og blev ikke set. Men bilen vendte tilbage og sabotørerne blev opdaget. Tyskerne angreb med seks mand fra to sider.

Sabotørerne overgiver sig
Sabotørerne fik hurtig tømt lommerne og overgav sig. Det afholdt dog ikke tysker til at slå med en geværkolbe. Under streng bevogtning blev de to sårede ført til Ortskommandanturen i Aabenraa.
To af sabotørerne var stukket af og nåede frem til Kliplev, hvor den stedlige sognepræst og den lokale lillebilvognmand – noget nødtvungen – hjalp dem videre.
Tilbage i Kochs hus i Styrtom lå en af sabotørerne hårdt såret ramt af skud i hovedet. Også Peder Kochs husbestyrerinde var blevet såret, ramt af skud i brystet. Sabotøren døde og husbestyrerinden endte i en tysk KZ – lejr.
De anholdte sabotører og Peder Koch blev gennemtævet og endte samme dag på Staldgården i Kolding. De blev senere overført til København, hvor pinslerne fortsatte.
30 personer anholdt – 4 dør i KZ – lejr
Aabenraa – affæren havde sat sine dybe spor. I alt blev 30 personer arresteret. Mange endte i tyske koncentrationslejre, hvor mindst fire stykker døde. Blandt dem var mekaniker Peder Koch

Mange stikkere
Historikeren Aage Trommer har kritiseret aktionen og lægger ansvaret hos de tilrejsende sabotører. Men dette er dog blevet afvist af Jørgen Kieler i bogen Hvorfor gjorde I det?
Med til historien hører sikkert også, at det tyske sikkerhedspoliti i løbet af et døgn modtog fire henvendelser fra tysksindede borgere i Styrtom. Efter besættelsestiden modtog disse borgere også lange fængselsstraffe grundet stikkeri.
Klokken 10 havde lærer Jürgen Hansen indrapporteret til det tyske sikkerhedspoliti, at to mænd med tunge kufferter en halv time forinden ud for Restaurant Domach havde hyret en lejebil tilhørende vognmand Bech.
SD fandt hurtig ud af, at de to mænd var blevet sat af ved Sølyst Kro i Styrtom i nærheden af Kochs hus. Mere kunne chaufføren dog ikke fortælle. De to sabotører fandt ud af, at kroen var fuld af tyskere. Den var også ejet af en hjemmetysker. Men det havde de to ikke fået noget at vide om.
Søndag morgen klokken 10 kunne stikker Fürsen meddele lederen af den tyske sikkerhedstjeneste i Aabenraa, Köhnert, at det ved et tysk forsøgsskib i Aabenraa Havn flød noget, som efter hans mening kunne have forbindelse med den natlige sabotageaktion. På vej ud til anmelderen på Sdr. Chaussé, bemærkede Köhnert en flok unge mennesker, som gik sydpå bort fra byen. Oppe fra anmelderen kunne han se en person med en stor kuffert gå ind mod byen. Det kunne have været en af dem, som blev sat af ved Sølyst Kro, tænkte sikkerhedschefen. Så denne blev med det samme anholdt.
Værtinden på Sølyst Kro havde også stukket nogle af sabotørerne. Det gav 10 års fængsel efter besættelsen.

Kilde: Se
– Litteratur Besættelsestiden A – L (under udarbejdelse)
– Litteratur Besættelsestiden M – Å (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 134 artikler fra besættelsestiden, herunder
– Værnemagere
– Modstand i Aabenraa
– Sabotage i Aabenraa