Sygehus i Tønder

Vi skal her høre om Ulrich for tredje gang. Tønder havde haft et sygehus i 1784. han fik tuberkulose og tyfus. Han tog fat med det samme. Ulrich havde mange ideer. Sygehuset skulle også være for de vejfarende, politikassen og for de fattige. Det lykkedes at skaffe penge. Det var hovedsagelig vajsenhuset og det såkaldte ”hospital”, der betalte. Enke uden børn blev søgt. Optagelseskriterierne var en anden end i dag. Hvad fejlede de vandrende svende dengang? En emsig amtmand. Der var 50 – 90 patienter pr. år. Det første en stilfærdig tilværelse. Et nyt stort sygehus så dagens lys i 1898. Men tænk lige over dette, når du passerer huset i Østergade.

 

Ulrich – for tredje gang

Vi skal atter engang høre om en meget aktiv mand fra Tønder, Fysikus Ulrich (Ulrik). Vi har allerede skrevet to artikler om ham. Udover hans nationalpolitiske engement var han en ivrig fortaler for bedre sundhedsforhold i Tønder. Og det gjaldt også kampen for et nyt sygehus.

 

Tønder havde haft et sygehus i 1784

I 1855 havde Tønder intet sygehus. Man havde et vajsenhus og et hospital. Sidstnævnte var ikke beregnet til syge, men til mennesker, der ikke kunne klare sig selv. Det vil sige til gamle, svage og lignende.

Der havde tidligere været forsøgt at oprette et sygehus i 1784 af den daværende fysikus Krichauff. Det var blevet kraftigt økonomisk understøttet af byens velhavende borgere. Men det måtte alligevel opgives som egentlig sygehus dels på grund af stridigheder med naboer dels af økonomiske grunde., idet man havde forbygget sig.

Regeringen havde endda støttet initiativet og bevilliget skattefrihed, men det hjalp alt sammen intet. Sygehuset blev omdannet til forplejningsanstalt for fattige. Det blev endelig ophævet i 1819, hvor det blev omdannet til en arbejderanstalt. Det højeste antal indlæggelser, man nogensinde kom op på, var ti patienter i 1811.

 

Ulrich fik tuberkulose og tyfus

Sådan var forholdene, da Tønder i 1854 fik en ny fysikus. Det var Frederik Ferdinand Ulrich, der kom til Tønder fra Hobro, hvor han havde haft praksis siden 1842. Han var født i København i 1818, men havde boet de første 12 år af sit liv i Frederiksstad, hvor faderen var toldkasserer.

Han tilhørte den nye generation af danskuddannede læger, der kom til Slesvig efter krigen i 1848. Han havde tidligere gjort sig bemærket som socialmediciner og hygiejnetekniker. Efter embedseksamen havde han arbejdet på Almindeligt Hospital i København og havde under dette arbejde pådraget sig tuberkulose og tyfus.

Efter at være blevet rask blev han tilrådet til at tage på landet. Det gjorde han ved at nedsætte sig som læge i Hobro. Kuren virkede. Han døde først i 1917 i en alder af 99 år i København.

Det var denne læge, der i 1854 kom til Tønder, som efterfølger for den gamle Dr. Dircks, der blev afskediget af regeringen på grund af slesvig-holstenske sympatier. Ham kan du også læse om her på siden.

 

Han tog fat med det samme

Allerede samme år, som Ulrich ankom til byen, sendte han et brev til Magistraten, hvor han opfordrede til bygning af et sygehus. Han gjorde gældende, at det for en læge var nødvendigt at råde over den syges omgivelser og hele ydre. Han forklarede også, at en stor del af befolkningen ikke beherskede de ”allertarveligske sanitære fordringer”. Det eneste middel til at afhjælpe disse forhold var ifølge Ulrich velindrettede sygehuse.

 

• Jeg har allerede i den korte tid, jeg har været i byen, følt det som et stort savn, at byen er aldeles blottet for sådan en anstalt.

 

Han ønskede et sygehus med personale, personalerum, bademuligheder samt rigelig plads. De økonomiske muligheder var dog næppe til noget sådant og viljen hos politikerne vel heller ikke.

 

Ulrich havde mange ideer

Ulrich indså dette og medgav, at det vel heller ikke var et sådant behov, men at fire – fem velindrettede sygestuer med hver højst to til fire senge ville være tilstrækkeligt. Tilsynet med de syge og den daglige økonomi kunne forestås af en opsynskone. Man aner afstanden mellem lægens ønsker og de politiske muligheder der.

Herefter skulle finansieringen klares. I byen var der de to ret velhavende institutioner, vajsenhuset og hospitalet. Det var gennem disse, han skaffede pengene.

 

Han foreslog bl.a. disse ting

På hospitalet var der på den tid 40 – 50 mennesker anbragt, de såkaldte lemmer. I vajsenhuset boede der 12 børn, mens 30 børn var i pleje ude i byen for vajsenhusets regning. Ulrich beskriver forholdene på hospitalet således:

 

• En af de bedste lemmestuer kaldes endnu krankstuen og har oprindelig været sygestue for lemmerne, men er nu belagt med lemmer. Selv om antallet af lemmer er forøget ud over det oprindelige, er der ikke indrømmet noget lokale til sygestue. Disse svagelige gamle mennesker må ofte være underkastede sygdomme af den beskaffenhed, at de hverken kan tåle kosten eller uden at være til gene for deres stuefæller blive liggende på det værelse, de har i forening med disse

 

• Det er muligt, at der i stiftelsens statutter intet findes om en sygestue, men når den en gang har eksisteret, så ville, så ville hospitalet ikke kunne unddrage sig denne omsorg for sine almue, selv om den med iagttagelsen af alle formaliteter er blevet ophævet på en tid, hvor det lægelige tilsyn ikke har fundet sig beføjet til sit og de lidende alumners billige krav.

 

 

Om vajsenhusets børn skriver han, at de for deres egen og andres skyld må fjernes i tilfælde af sygdom. De 30 børn. Der bor for vajsenhusets betaling var i pleje i byen. De havde vel for størstedelens skyld tålelige forhold. Men erfaringen viste, at de i sygdomstilfælde ingenlunde havde tilstrækkeligt tilsyn eller pleje, og at lokalet ofte var i højeste grad utilfredsstillende.

 

Også for de vejfarende, politikassen og de fattige

Sygehuset skulle desuden kunne benyttes af de vejfarende. Dette ville komme byen til gode, da den så slap for at betale herbergsværterne for at skulle have syge vejfarende liggende. Indlæggelse af politikassens og fattigklassens klienter gav også mulighed for ekstra indtægter. Der var også mulighed for at omegnskommunerne ville indlægge deres fattige på det nye sygehus.

 

Det lykkedes at skaffe pengene

Det lykkedes på den måde at få skaffet penge til sygehuset. Indbetalingerne startede 3. maj 1855, fra hospitalet via dets forstander. Herefter indbetalte hospitalet og vajsenhuset skiftevis til 29. november 1855, da den sidste indbetaling forfaldt. Hele summen beløb sig til 3.798 Rigsdaler.

Grunden til bebyggelsen blev skaffet ved at nedrive de såkaldte vajsenhusboder, der var sammenbygget med og lå lige nord for hospitalet mellem dette og byporten. Ved nedrivningen blev det pointeret, at der skulle omgås omhyggeligt med materialerne, da de skulle genbruges til sygehuset. Boderne tilhørte stiftelserne.

Der er ingen tegninger, der viser, hvordan indretningen så ud. Ulrich havde tænkt sig fire – fem stuer. De to forbeholdtes ”syfilitiske, fnattede og af andre kroniske tilfældelidende, den ene for mandfolk, den anden for kvinder”.

De to eller tre andre forbeholdes udelukkende til andre akutte eller kroniske tilfælde, så hospitalet og vajsenhusets alumner i alle tilfælde skulle have førsteret.

Sygehuset bestyredes af vajsenhusets og hospitalets forstander i forening med politiet.

Hospitalets og vajsenhusets læge havde ligeledes ansvaret for sygehuset. Han var forpligtet til at sørge for anden lægelig bistand i tilfælde af forfald.

De betaltes sædvanligt honorar for hospitalets og vajsenhusets syge. For politiets og fattigkassens syge samt for de vejfarende betales særskilt to rigsdaler for den første uge og en rigsdaler for den efterfølgende. Betydelige operative indgreb krævede også ekstra betaling.

 

Enke uden små børn søges

I Tondernsches Intelligensblatt averteredes 19. juli 1855. Man søgte en kone helst en enke uden små børn. Hun skulle kunne påtage sig plejen af de syge. Af regulativet fremgår, at hun skulle sørge for vask, renlighed og den ”ordianire sygekur”, hvilket bl.a. indebar at sørge for den ordinerede kost.

Hun skulle ansættes af bestyrelsen og kunne opsiges med tre måneders varsel. Desuden blev det understreget, at hun skulle vise bestyrelsen ubetinget lydighed.

 

Patienskredsen var en anden

Sygehusets patientkreds var noget anderledes end i dag. Sygehuset var ifølge regulativet bestemt for hospitalets lemmer samt for de børn, der var opdraget for vajsenhusets regning. Disse to grupper havde fortrinsret. Desuden optog man politiets og myndighedernes syge og vejfarende af ”helbredelige” sygdomme lidende, dog aldrig mere end en mandfolkestue eller en kvindestue belægges med dem, der lider af epidemiske sygdomme. Det fremgår tydeligt, at det var de nedre sociale lag, man sigtede imod.

 

Optagelsesmåden også anderledes

Optagelsesmåden var lidt anderledes end i dag. Når en syg skulle indlægges henvendte man sig til anstaltens bestyrer for at få bevis for, at betalingen for alle med hans kur forbundene udgifter var i orden. Dette bevis bragtes så til sygehusets læge, der afgjorde om hans sygdom egnede sig til indlæggelse eller ej. Beviset blev påtagenet ”kan indlægges” eller ”afslået”.

Det blev i en del tilfælde vurderet ud fra, om sygdommen var helbredelig eller ej. At ikke alle trods denne sortering var helbredelige, fremgår dog af, at man havde indrettet en ligstue.

 

Hvad fejlede de vandrende svende dengang?

Der findes ikke mere en fortegnelse over, hvilke sygdomme folk blev indlagt for. Men der findes en fortegnelse over ”Wanderburche”. De kom alle sammen fra Tyskland. Den hyppigste sygdom var sår på benene. Den næst-hyppigste indlæggelsesårsag var fnat, koldfeber (malaria?), bylder og almen forkommenhed.

 

En emsig amtmand

Sidst i november 1855 kunne sygehuset tages i brug. Alt syntes at være i orden.

Magistraten havde dog forinden modtaget en forespørgsel fra amtet. Amtmand Rewentlow havde i et brev fra 3. november forespurgt, hvorfor sygehuset var blevet opført, hvorledes skulle det benyttes og hvordan var det blevet finansieret.

Forespørgslen er formuleret som om han netop havde fået at vide, at sygehuset var blevet opført.

Men amtmanden har ikke kunnet undgå at se opførelsen af sygehuset i Østergade, en af byens hovedgader. Kun 600 – 700 meter fra lå amtmandens embedsbolig. Det lignede nu mest en gang chikane. Magistraten svarede den 22. november:

 

• At det sygehus, der i indeværende år er blevet indrettet her i byen, ikke er blevet opført af eller nærmest for Tønders købstad, men derimod for hospitalets alumner og de mange børn, der opdrages for vajsenhusets regning. Da det ville blive temmelig bekosteligt, er det bestemt formålstjenligt at kunne optage politikassens og også Magistratens syge, og dernæst så vidt pladsen tillader det også andre af helbredelige sygdomme lidende. Herved vil det for byen følelige savn af en sådan anstalt afhjælpes.

 

Husk lige at fortælle, når I har gang i noget stort

Rewentlow accepterede svaret, men indskærpede Magistraten om i fremtiden at holde ham underrettet om, hvad der blev taget af større beslutninger i byrådet. Han pointerede altså sin position som byens overøvrighed.

Det hele må vel opfattes som en kompetence-strid mellem amt og kommune.

 

50 – 90 patienter om året

Sygehuset kom til at fungere, og i 1861 meddeler Carstens i sin bog, ”Die Stadt Tondern”, at det årlige antal patienter beløber sig til 50 – 90. Personalet udgøres stadig kun af en ”sygekone”. Sygehuset har på det tidspunkt fem stuer med ni senge, i kortere tid var der mulighed for at etablere yderligere fem senge.

Der betaltes 3 Rigsdaler pr. uge for kost, pleje og ophold. Lægens honorar og lægemidlerne betaltes særskilt.

 

Stilfærdig tilværelse

Sygehuset syntes gennem årene at have ført en stilfærdig tilværelse. Livsudsigterne var måske ikke de allerbedste her, mente borgerne dengang. Sygehuset blev mange steder benævnt som et kommunalt sygehus. Men det var vel et privat hospital med indirekte offentligt tilskud.

 

Et nyt stort sygehus i 1898

Da man i 1898 indviede det nye sygehus i byen, blev det gamle overhovedet ikke nævnt i den tyske avis. I Vestslesvigs Tidende den 20. november 1898 skrives følgende:

 

• Man havde i går travlt med at flytte fra det gamle sygehus, og for fremtiden vil man være fritagen for at se sygehusets personale skylle deres gamle linnedklude med gud ved hvilke bakterier i bækken 20 alen fra det sted, hvor husmødrene skyller deres linned. Hvilket vel heller ikke var helt i Ulrichs ånd.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Litteratur Tønder
• Sønderjysk Månedsskrift
• Andresen: Bürger und Einwohnerbuch der stadt Tondern bis 1869
• Carstens: Die Stadt Tondern
• Tønder gennem tiderne (Historisk Samfund for Sønderjylland)
• Bevaringsværdige huse i Tønder (Fredningsstyrelsen)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.589 artikler heraf 256 artikler fra det gamle Tønder, herunder:

• Fysikus Ulrik fra Tønder 1-2
• Peter Dircks – den glemte fysikus
• Fattige i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• Sygdom og andre lidelser i Tønder
• 1864 – i Tønder
• Tønder 1864
• Tønder i 1880
• Turen går til Tønder 1862
• Sprogkampen 1851 – 1864
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Minder fra Tønder 1864 – 1920