Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Søslaget ved Højer

December 12, 2007

Ja egentlig skulle overskriften have heddet søslagene ved Højer. For også i Vikingetiden skete der en masse i Vadehavet, men det vender vi tilbage til. Her er det historien om Christian den fjerdes storhed og fald, det drejer sig om.

 

Løbet over ende af svenskerne

Danmark havde en hær på 25.000 mand i 1644. Trods dette blev Jylland løbet over ende af svenskerne, anført af Thorsteinsson. Reaktionen var forvirring, for der havde ikke været nogen form for krise. Der var postet mange penge i det danske forsvar, men det hjalp ikke.

Hertug Frederik af Gottorp overgav sig uden kamp. Svenskerne fik overdraget tre amter med byerne Kiel og Eckenförde samt 100.000 daler. Hertugen bøjede sig for den stærkeste part, men ville også frigøre sig fra den danske overhøjhed.

 

Den svenske invasion gik i stå

I maj 1644 ødelagde den danske rigsmarsk Anders Bille den svenske lejr ved Snoghøj. Anders Bille havde formået at samle resterne af den danske hær.

 

Afgørelsen måtte afgøres til søs

Invasionen var gået i stå, afgørelsen måtte afgøres til søs. I Øresund lykkedes det at lave en blokade mod Göteborg.

Den 1. maj indløb der efterretning om at en flåde, som den hollandsk – svenske forretningsmand og industrialist Louis de Geer havde fået tilladelse til at udruste, under admiral Marten
Thijssen var på vej for at hjælpe Thorsteinsson til Fyn.

 

Slaget i Lister Dyb

Med Trefoldigheden og 8 andre skibe sejlede Christian den Fjerde dem i møde. Den 16. maj stødte de to flåder sammen i Lister Dyb.  Natten inden havde Christian den Fjerde et drømmesyn, hvor han så sin egen ærefulde opstandelse. Han tydede drømmen som et varsel om, at kampen kunne være hans sidste.

Den hollandske flåde bestod af over 30 skibe. Men størstedelen var ikke egentlige krigsskibe, men armerede handelsskibe. Det lykkedes for Christian den fjerde, at tvinge de hollandske skibe ind på lavt vand og iværksætte en blokade.

Kongen selv forlod Vadehavet og overlod bevogtningen til admiralerne Ove Giedde, den berømte Ostindienfarer, og den gamle erfarne Pros Mund, som den 24. maj tilførte den hollandske
flåde et nyt nederlag.

Først da en storm tvang de danske skibe til havs, lykkedes det den hollandske flåde at slippe ud. Denne flåde var efterhånden i en miserabel tilstand.

Den svenske flåde på vej

Men den 67 – årige konge fik ikke meget hvile. Den 1. juni var den svenske flåde startet fra Stockholm med kursen syd på. 30 orlogsskibe og en række mindre skibe, skulle give Danmark det endelig nådestød. Men heldigvis var flåden uden landtropper. Man ville blot holde øje med den danske flåde, der skulle kom hjem efter slaget ved Højer.

 

Kohlberger Heide

Den svenske flåde sejlede videre mod Kiel. Og her udkæmpede man det berømte slag på Kohlberger Heide. Kongen var ikke tilfreds med slaget. Han kritiserede adskillige admiraler for fejhed. På dansk side mistede 37 livet og 137 blev såret. Selv blev kongen skadet, og mistede synet på det ene øje.

Danskerne iværksatte en blokade af den svenske flåde i Kieler Bugten, men svenskerne slap ud. Man havde ellers haft muligheden for at ødelægge flåden, men forsømte det.

 

Den hollandske flåde forener sig med den svenske

På landjorden havde Thorsteinsson forladt Jylland uden at det kom til flere slag. I Holland havde taberen fra slaget ved Højer udrustet en ny flåde. Den fik uhindret lov til at komme gennem Øresund. Kronborgs kanoner kunne ikke nå den. De sluttede sig sammen med den svenske flåde og udgjorde nu 44 skibe.

En dansk eskadre på 17 skibe havde ikke en chance. Kun 3 skibe kom retur til København. Tabet af sø-herredømmet var en kendsgerning.

 

Krigen tabes

Både Holland og Frankrig var allierede med Sverige, så det var nogle vanskelige fredsforhandlinger, der fandt sted. Økonomisk og socialt var Danmark på sammenbruddets rand. Resultatet blev at hollænderne og svenskerne fik reduceret Øresundstolden. Afståelse af store landområder blev også resultatet. For kongen var det særdeles ydmygende.  Øresundsherredømmet var slut. Danmark var omringet af Sverige.

Det der startede med en sejr ved Højer, sluttede ydmygende. Den gamle konge var træt og sur.

Hvis du vil vide mere: 

  • www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
  • Under Højer finder du 77 artikler 

Redigeret 10. 12. 2021


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer