Sønderjysk Årbog 2024 – et forsøg på en anmeldelse

Hvad får man for sit medlemskontingent i Historisk Samfund for Sønderjylland. Fremover bliver Årbogen temabasseret. Månedsskrifterne bliver to udgivelser mindre. Til gengæld nu med flere sider og i et andet format. 7 artikler, 9 anmeldelser og næsten 50 sider om det lokalhistoriske arbejde i det sønderjyske, kan du opleve i den nye årbog. Det er vidt forskellige artikler, du kan opleve.

 

Så modtog vi den længe ventede årbog 2404. Der 7 artikler og 9 anmeldelser og ellers er der ca. 50 sider om det lokalhistoriske arbejde i Sønderjylland – museer, arkiver og forskningsinstitutioner af forskellig art

 

Niels T. Sterum: Løgumkloster Slots Datering

Slottet var fyrstesæde fra 1541. Fra 1544 til 1580 var det Hertug Hans den Ældre. Der var slotsherre.

Der er foretaget prøver af træværket inde i slotsbygningen. Her kan man konstatere en datering fra 1644 – 1645. Så kan man godt rette sig efter indskriften på våbentavlerne over porten.

På vores side har vi også en artikel om dette slot. Men den gang havde vi ikke resultatet af de nyeste undersøgelser. I artiklen bliver de enkelte bygninger gennemgået.

Nu er nogle af bygningerne fra midten af 1500-tallet. Der findes også en ”Baghusmølle” som blev nedlagt i 1574. Slottets nordfløj blev rejst i 1614 i hertug Johan Adolfs tid.

Med teksten følger der tegninger af slottets bygninger, så vi kan følge med, hvor vi er. Altid godt at få nyt at vide.

 

Lars N. Henningsen: Mageskiftet, Holstens samling og den danske helstat 1773 – 1800

Den 16. november 1773 blev der i Kiel præsenteret en aftale som afsluttede dannelsen af den dansk-norske helstat. Holsten blev samlet under den danske konge.

Begivenheden var repræsenteret af gehejmeråd, Ditlev Reventlow som repræsentant for kongen og den holstenske gehejmeråd Caspar von Saldern som repræsentant for den russiske storfyrste og tronfølger Paul, hertug i Holsten Gottorp.

Reventlow forsikrede kongens nye undersåtter om kongens faderkærlighed. Kongen ville respektere deres hidtidige rettigheder og privilegier. På slottet i Oldenburg overgav Reventlow ved en lignende ceremoni grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst ved Bremen til storfyrst Paul.

Caspar von Saldern var en af aftalens arkitekter. På hans sarkofag i Bordersholm klosterkirke står der at læse:

• Gennem ham gav Rusland Holsten tilbage til Danmark – det blev Nordens lykke.

I årene efter 1773 blev der arbejdet på at underbygge aftalens muligheder, fællesskabet mellem alle dele af den nu samlede helstat. Regeringen ønskede at befæste et harmonisk samliv af alle undersåtter uanset forskelle fra Nordkap til Elben.

Den kongelige Holsten blev styret af det Tyske Kancelli i ”Den Røde Bygning” i København med det kongelige regeringskancelli i Glückstadt som lokalregering.

Gottorp -familien affandt sig ikke godvilligt med tabet af deres del af Slesvig. Lige fra 1721 var det slægtens håb at få den slesvigske del tilbage, og da slægten fik mægtig beskyttelse i Rusland, blev deres krav en trussel mod Danmark – Norge.

En spændende beretning om et stykke Danmarkshistorie, vi ikke har hørt så meget om, men som bestemt ikke er ukompliceret. Glückstadt blev nu den nye ”hovedstad” for hele Holsten. Kiel var ikke mere Holstens hovedby som i hertugens tid.

Et kanalanlæg i Holsten tæt på Kiel kunne måske være et plaster på såret for de holstenere, som så med skepsis på et dansk styre. Men ikke alle danske embedsmænd syntes at det var en god ide. Hvis området en dag gik tabt for Danmark ville de enorme investeringer være tabt for Danmark. Så var det bedre at anlægge sådan en kanal i Slesvig.

Første spadestik blev taget ved Holtenau i juli 1777.  I 1783 var der ca. 3.000 vandrearbejdere og et mindre antal soldater i gang samtidig. Resultatet var en kanal 34 km lang, 3,4 meter dyb. Der blev i alt opført seks sluser. Den 18. oktober 1784 var der indvielse.

Investeringerne var enorme. Budgettet lød på 600.000 Rigsdaler, men de faktiske udgifter blev 2,5 millioner Rigsdaler. Det svarede til en tredjedel af statsbudgettet eller 60 pct. af årets skatte- og afgiftsindtægter. Ved et statsrådsmøde i 1853 fik kanalen et nyt navn af politiske grunde. Nu skulle den hedde ”Ejderkanalen”.

En ny kirkeordning blev indført. Den vakte nu ikke begejstring alle steder. Præsterne valgte for det meste en gylden mellemvej. Udadtil var prisen en afhængighed af Rusland i mange årtier fremover.

Man sagde, at Slesvig var dansk og Holsten var tysk. De forskellige egne følte sig ikke som brødre af den samme konge. Helstaten brød sammen i perioden 1848 – 1864.

Det er en lang, grundig og oplysende artikel – Lars N. Henningsen har begået.

 

Gorm Balle Feldstedt: Da de ”hjemløse” blev trukket op af skyttegravene

Den dansk-tyske løsning af statsløsespørgsmålet i 1916. Det var de statsløse, de såkaldte hjemløse, som ikke var efterkommere af ”optanter”, men derimod almindelige udvandrere til Slesvig. Denne gruppe på 2.700 statsløse var i årene fra 1912 til 1916 et af de vigtigste udeståender mellem Danmark og Tyskland imellem.

Alligevel er sagen næsten gået i glemmebogen. Vi har dog en artikel om temaet på vores side.

Efter det danske nederlag i 1864 kunne hertugdømmets beboere vælge at ”optere for” dansk indfødsret, så de ikke blev preussiske borgere. På samme måde undgik man den treårige preussiske værnepligt, hvad der især havde betydning i forbindelse med den Fransk – Preussiske krig 1870 – 71.

Men selv om option indebar en flytning til Danmark, flyttede mange tilbage. I Danmark fik man indfødsret, hvis man var født i landet, mens man i Tyskland fik tysk indfødsret, hvis man havde tyske forældre. Så hvis man var født i Tyskland af danske forældre, fik man ikke noget af delene.

Der blev lavet en konvention i 1907 mellem de to lande, men det løste langt fra problemerne.

De 2.700, der kom i problemer levede konstant i fare for at blive smidt ud. Fra dansk side opfattede man det som et tysk anliggende. Men da de blev indkaldt til tysk krigstjeneste, ændrede Danmark politik på dette område.

Det var gesandten i Berlin, Carl Moltke, der råbte den danske regering op. En løsning viste sig først i 1916. Hidtil er dette kun blevet behandlet meget overfladisk i dansk litteratur, men i denne artikel går vi i dybden.

Nogle af de berørte kunne risikere at blive indkaldt til militærtjeneste i begge lande.

Det var den såkaldte maj – lov, der blev stemt igennem tre gange på 20 minutter. Men dermed var løsningen endnu ikke klar. Der skulle først forhandles med tyskerne. Men problemet blev løst – dog skulle der gå 58 år.

En meget interessant artikel.

 

Merete Bo Thomsen: Sønderjyske ”barnebrude” 1923 – 1932

For ikke længe siden blev spørgsmålet om barnebrude diskuteret i Folketinget. Således har 1.200 ikke – vestlige piger over en årrække fået dispensation fra ægteskabslovens minimumsalder.

Tilbage i middelalderen var piger giftefærdige fra 12 – års alderen og drengene fra 14-års alderen.

I Sønderjylland gjaldt den tyske regel indtil januar 1923.

Nu måtte de sønderjyske piger vente. Og ungersvendene skulle vente til de var 21 år. Forskellen fra tidligere var nu 2 år.

Forfatteren har kigget i statistisk materiale og fundet ud af at 43 brude under 18 år blev gift i det sønderjyske i årene 1923 – 1925. Hele 95 sønderjyske mænd blev gift inden mindstealderen på 21 år.

Forfatteren konstaterer, at sønderjyderne ikke holdt sig tilbage når det gjaldt muligheden for at indgå ægteskab i en yngre alder end loven foreskrev.

Familieretskommissionen ville ikke sætte nogen nedre grænse men tilføjede dog:

• Uagtet man selvfølgelig anser denne for udelukket, når man ned til 14-15-årsalderen for kvinden og 17 – 18-års alderen for manden.

Amterne så med samme holdning på sagen. De måtte dispensere ned til 16-års alderen uden at skulle involvere justitsministeriet.

Vi får i artiklen adskillige eksempler på afslag og det modsatte med begrundelser fra myndighederne.

Mange af brudgommene var gravide, da de ansøgte om dispensation. Mange fik afslag, når kommissionen anså, at de økonomiske midler ikke rakte til et ægteskab.

Familieretskommissionen var af den mening at i Sønderjylland var kvinder tidsligere modne til ægteskab end mænd.

 

Mogens Rostgaard Nissen: Dansksindede soldater i russisk krigsfangenskab

• Fangernes vilkår og sydslesvigske forsøg på at få dem hjem

Under 2. verdenskrig blev 70 – 80 dansksindede soldater taget til fange i Sovjet. Vi får i artiklen at vide, hvad der blev gjort fra sydslesvigsk side for at få dem hjem. Og så kigger vi på, hvordan forholdene var i lejrene.

I maj 1945 sad der endnu 53 dansksindede sydslesvigere i krigsfangelejre rundt om i Sovjetunionen, mens 107 var meldt savnet ved østfronten. Langt de fleste var kommet hjem i begyndelsen af 1950erne. Men der var stadig tre tilbage i Rusland. Den sidste alp først ud i oktober 1955.

15 – 20 stykker kom så hurtigt hjem i løbet af 1945, at de aldrig nåede på nogen fangeliste. Også det danske udenrigsministerium gjorde sit til for at få sydslesvigerne hjem. Men det var bare det problem, at de sovjetiske myndigheder opfattede de dansksindede soldater som rigsdanske SS-frivillige. Derfor blev de behandlet hårdere end almindelige tyske værnemagtssoldater.

Russerne forlangte, at Danmark sendte 400 sovjetborgere fra de baltiske lande hjem først. Dette kunne den danske regering ikke acceptere. Derfor forblev de dansksindede sydslesvigere fanget.

Men hvem var i grunden medlemmer? Mange af dem, der var indkaldt, var faktisk for unge til selv at være medlem. Men hvis forældrene havde været medlem inden 1945, blev de accepteret. De var sikker på at blive godkendt, hvis de havde gået i dansk skole, været dansk spejder eller dyrket sport i en dansk ungdomsforening.

Man blev bestemt udelukket, hvis man havde været medlem af Hitler Jugend, selv om de havde gået i dansk skole. Det blev der lempet på betingelserne i slutningen af 1940erne, da der kun var få fangere tilbage.

Af de tyske krigsfanger døde 1,1 mio. i fangenskab. Det var omkring hver tredje. Fra marts 1950 var der omkring 15.300 tyskere tilbage i russisk fangenskab. Det var fortrinsvis tidligere Waffen – SS – soldater, Gestapo-folk, officerer m.m. som de russiske myndigheder anklagede for at have begået krigsforbrydelser.

Blandt de dansksindede sydslesvigere var der ved krigsafslutning stadig 40 i fangenskab, heraf var de 36 i russiske fangelejre.

Det lykkedes for Dansk Røde Kors at sende pakker tilde fanger, som de havde adresser på. Det var Skt. Georgs Gilderne, som stod bag organiseringen og betalingen. Men mange af pakkerne nåede aldrig frem, andre blev returneret, mens mange forsvandt sporløst.

Georg Jensen fortalte at gennem fem år havde han modtaget to pakker.

Arbejdet var meget nedslidende og maden var utilstrækkelig. Efter den tyske kapitulation var russerne interesserede i at begrænse antallet af døde krigsfanger. De mest afkræftede og uarbejdsdygtige blev derfor sendt hjem. Samtidig blev de døde krigsfanger begravet og registreret. Dette var ikke tilfældet før kapitulationen.

Vi hører i artiklen om forskellige krigsfanger og deres forhold, deres flugt og deres afstraffelser. Ingen mad og drab fra fangevogter var bl.a. skyld i at dødsraten var stor. Tortur var også en del af dagligdagen.

En spændende artikel med nye informationer

 

Hans Henrik Hjermitslev: For livets skyld – Pædagoguddannelsen i Aabenraa 1953-2023

Det første seminarium for børnehavelærerinder blev oprettet i København i 1885. Og i Aabenraa blev der oprettet et børnehaveseminarium i1953. Navnet blev ændret i 1992 til bare ”Seminariet i Aabenraa”. I 2004 kom det til at hedde Aabenraa Pædagogseminarium.

Man flyttede fra Ungdomshjemmet, Ramsherred 49 til Magda Winkelmanns villa, Forstalle 22 og fra 1957 til H.P. Hanssens villa, Nygade 41. Men hurtigt voksede seminariet snart igen ud af sine rammer. I 1970 blev uddannelsen gjort treårig og der var nu 300 elever.

Et nybyggeri blev iværksat på hjørnet af Vestergade og Dronning Magrethes Vej. Men der opstod dog konflikter på stedet. Således blev to studerende erklæret uegnet for undervisning. De mente, at de var blevet smidt ud på grund af deres politiske holdning. Nu strejkede en hel del studerende for at vise deres støtte til de udsmidte.

Rektor var ikke altid enerådig – dette skabte også problemer. Eleverne holdt sig heller ikke tilbage, når der skulle gives kritik af lærerne og ledelsens dispositioner. Besparelser tvang seminariet til at skære antallet af undervisere ned fra 16 til 13.

I 2010erne toppede antallet af studerende med ca. 800.

I 2023 blev der også etableret en pædagoguddannelse i Tønder.

En god indførelse i livet på en institution, man ofte passerede til og fra arbejde og hvor man blev tilbudt et job som timelærer med ret høj timeløn kan jeg huske. Jeg kunne dog ikke få det til at passe sammen med mit faste job og mine fritidshverv, bl.a. som  fagforeningsformand.

 

Carl Christian Jessen: Barn af befrielsen – et par sønderjyske erindringskapitler

Dette er ikke en historisk analyse, men personlige oplevelser 1945 – 59 i et sogn og en præstegård i Sønderjylland. Forfatteren blev født den 17. december 1941. Vi starter med barneårene i Agerskov 1845 – 52.

700 mand ankom til byen, der var udset til at være stedet, hvor der skulle kæmpes. En masse var blevet installeret i præstegården. En tysk officer med træben kom altid ned for at høre de engelske nyhedsudsendelser. Og ofte sagde han ”Alles Kaput”. Og det var også de første tyske ord, vores forfatter lærte.

I Agerskov havde folk den 4. maj om aftenen impulsivt samlet sig i kirken. Og præsten (forfatterens far) måtte komme og holde en improviseret gudstjeneste.

Montgomery var helten. Denne kom dog aldrig til Agerskov, men det gjorde Christian den 10. Men faderen havde nu haft forbindelse til kongehuset forinden.

Vi får også beskrivelsen af skolegangen på Haderslev Katedralskole 1952 – 59. Det er fornøjelige erindringer, som vi her oplever af Carl Christian Jessen.

 

Fra 2025 – Årsskriftet – nu med tema

Igen i år byder årsskriftet på mange forskellige slags beretninger. Det kan være svært at bedømme. Vi har jo alle vores interesser i den sønderjyske historie. Men de allerfleste artikler var interessante og enkelte frembragte også ny viden for en.

Fra 2025 vil man fokusere på et tema. Planlagt er et tema om kvinder i den sønderjyske historie. Men alle bidrag skal først gennemgå en videnskabelig undersøgelse, inden de bliver offentliggjort.

 

Hvad får man for sit medlemskontingent?

Det kan godt betale sig at ofre de 350 kr. månedlig for at være medlem af Historisk Samfund for Sønderjylland. Du kan købe foreningens udgivelser billigere. Og så får du de Sønderjyske Månedsskrifter. Nu med godt nok to udgivelser mindre, men så med flere sider og i et andet format end hidtil.

Ja så er det jo også alle foredrag ude i lokalafdelingerne, hvis ikke man lige befinder sig i det københavnske.

 

Kilde:

• Sønderjysk Årbog 2024

 

• Hvis du vil vide mere:
• dengang.dk indeholder 2.199 artikler
• Under Sønderjylland finder du 271 artikler