(Tynne, Hæwe, Møltynne – dengång)

Dette er en delvis oversættelse af et foredrag på synnejysk om livet i det sydvestlige Sønderjylland. Foredraget blev holdt den 4. sept. 2008 i Æ Synnejysk Ambassade i København. Af hensyn til besøgende på denne side fra hele Danmark er det på nogenlunde dansk. Der kan dog forekomme synnejysk, Tynne – plat, Plat – tysk m.m. Vi bevæger os rundt på Jordsand, i Hæwe, Rudbøl, Awntout, Møltynne å Tynne. Nogle har sikkert læst det før. Men artiklen er nærmest en Greatest Hits af historier.

 

Æ kaffeboe

Jeg bliver ofte her i København spurgt om, hvad Synnejysk kaffebord er. Så det starter vi lige med. Til Synnejysk Kaffebord skal vi have

• kattøffelkach
• brøelautort
• covinge
• ballumme knepkache
• goe raj
• vrejn unge
• søstekach
• broekach
• kyskach
• brun å wie bekkenør
• æfelkach

Man blev målt på, hvor god ens kaffebord var. Der skulle helst serveres 4 lagkage. En udtalelse fra Aventoft:

• Det wå da en goe fest, men det wå kun ot slaus bækkenør.

Det skal helst være 7 slags bløde og 7 slags hårde kager. Og så må man gerne stable på sin egen tallerken.

 

Jordsand

Vi står op på diget ved Højer Sluse. Min Opa havde en kikkert med. Prøv at kigge lidt mod nord. Her kan se en lille ø. Den hedder Jordsand,
sagde han. Næste gang – nogle år efter, da jeg kiggede, var øen væk.

Den 15. august 1689 underskrev den danske konge en aftale med den danske konge om at levere 7.000 soldater. Lejen af korpset kostede 240.000 rigsdaler. Hvis korpset skulle videre til Irland ville det koste 325.000 rigsdaler.

Og den engelske konge skulle erstatte dem, der ikke kom tilbage – en manglende infanterist med 10 rigsdaler, men en manglende hest med 50 rigsdaler.

Man havde fundet ud af at Jordsand var det bedste udskibningssted. Soldaterne skulle vade til Jordsand fra Hjerpsted til Jordsand. Derfra skulle de fragtes i små både til Lister Dyb, hvor de store både lå og ventede.

Men man havde ikke taget vejrguderne med i planlægningen, da udskibningen skulle finde sted i oktober måned. For pludselig stod Jordsand under vand. Udskibning foregik derefter fra Højer.

I ventetiden huserede soldaterne i området. Præster i Kejtum på Sild beretter:

• Mange af mine Duer på Kirken er blevet nedlagt. Den 14. og 15. oktober stormede 400 Mand mod land. De havde ingen officerer med. De lå her i to Dage og Husejerne blev fuldstændig ruineret. Til gengæld fik over 50 af Øens Søfolk Ansættelse ved Konvojtjenesten.

Da de endelig tog afsted, så lød befrielsens suk fra beboerne i Ballum, Hjerpsted og Højer. Tiden med soldaterne havde været fuld af byrder.

 

Skeletter på Jordsand

Mange år senere opdagede Ehmsen fra Ballum, der havde forpagtet Jordsand en masse skeletter, når der var ebbe. De stammede fra dengang, da Christian den Fjerde i egen person på sit skib Trefoldigheden var med til at fælde 24 hollandske skibe. i Lister Dyb. 900 hollandske søfolk blev begravet på Sild og Jordsand.

Ja så talte man om at lave en jernbanestation på Jordsand. Man havde store planer om en Forbindelse fra London til St. Petersborg. Den skulle så gå til Lister dyb. Med robåd til Jordsand, og jernbane derfra via Højer og Tønder til Flensborg.

 

Vadehavet

Allerede i Oldtiden har det været livlig skibstrafik i omegnen af Højer og Tønder. Mellem Møgeltønder og Ballum var 94 skibe i fast rutefart med stude. Fra Tønder udgik der vikingetogter allerede i år 400.

Da tårnet på Møgeltønder Kirke blev ødelagt ved en storm i 1628, ville hollandske kaptajner betale en tredjedel af opførelsen. Eneste betingelse var, at den blev lige så høj som før. Det var et godt sømærke.  Og her langs Vadehavet lå i midten af 1600 – tallet en kæmpe handelsflåde, faktisk Danmarks næststørste
flåde.

Fra Højer forsøgte man i 1850`erne at lave en dampskibsrute til Husum, men båden sad hele tiden fast i slikken, selv om den kun havde en dybdegang på 2 fod.  Og i  1849/50 og 1864 lå kaptajnløjtnant O.C. Hammer og drillede tyskerne og østrigerne  herude i Vadehavet. De kunne ikke få ram på ham.

 

Højer

I Højer sagde om Tønder:

• Når æ vand ståe væ æ dør te Hævegåe
• Så æ æ kirketårn i Tynne øvesvømmet

Fra gammel tid var der gnidninger mellem Højer og Tønder. I 1660 klagede de i Tønder over, at der dagligt kørte 100 kornvogne vestpå til Højer. I 1687 – 88 forseglede kæmneren og byfogeden forseglede handels – og håndværkerboderne i Højer. Men i sidste ende lykkedes det for Højer at sejre. I 1706 fik de lov til at drive handel og håndværk.

 

Romantik i luften

Engang i slutningen af 1840’erne lå der en kanonbåd ude i Vadehavet. Kommandanten var Løjtnant Johan Ernst Kier, søn af den daværende borgmester i Haderslev. Og dengang kunne man ved højvande sejle helt ind til det, der i dag hedder Kiergården.

Her fik løjtnanten øje på gårdens datter, Jane. Og hun fik også øje på løjtnanten. Men den gamle Todsen, Janes far, var ikke så glad for forbindelsen. Det havde sikkert noget med det dansk – tyske at gøre.

Men de blev gift. Det sørgede Johan’ s far for.  Der har virkelig været gang i den i Højer. Således afgik der op til 21 skibe afsted på en gang i 1870’erne

 

Lægen fra Højer

I 1867 kom en utraditionel læge til Højer. Han hed Theodor Jersild. Allerede første aften lagde man mærke til ham. I skænkestuen kunne en mand ikke få sin the-punch med.

– Vent et øjeblik, så hentede han sine instrumenter. Han bad nu manden åbne sin mund. Inden gæsterne vidste, hvad der skulle foregå, havde han spiddet mandens mandler på sit instrument. Så klappede Jersild manden på skulderen.

• Nu skal De se, nu kan De lettere få Deres the-punche ned.

Da Højers smed havde fået en splint i øjet, lagde Jersild et reb om ham, og hængte ham op i en krog, så den store smed, var ved at kvæles. Derved vendte øjet sig i hovedet og lægen fik hurtig splinten fjernet.

Han udskrev koldt-vands-kure. Det gik ud på, at man foretog spadsereture og vandreture, når der var ebbe I Vadehavet. Der blev anskaffet baderekvisitter i Højer, og en sygeplejerske blev uddannet i brug af termometer og bad.

Jersild indførte mavepumpen, gips –og stivelsesbandage, og foretog vellykkede øre – øjneoperationer. Den gode mand fik kultstatus, folk valfartede til Højer.

På hans gravsten skulle der stå:

• De ben, der hviler her er mine, jeg ville ønske det var dine.

Og han var bang for, at dø skindød. Så han lovede sin gode ven, dyrlæge Hauge en belønning på et par tusinde Mark, hvis han ville komme og skære hans pulsåre over, når han hørte, at han var død.

Man havde både en dansk og en tysk læge i Højer. Det var en uddannet tandlæge i Postgade, og en tandteknikker, der udførte andet tandlæge arbejde. De repræsenterede hver deres kultur. Så i Højer kunne man få tænderne trukket ud både på tysk og dansk.

 

Højer havde syv værtshuse

Det kulturelle højdepunkt i Højer var i 1887 Stadt Tondern. Her optrådte sangere fra Nürnberg, en musiker fra New York og tryllekunstnere fra Berlin. Her kom overgendarm Christiansen, møller Roll, lærer Ewermann og skomager Martinus. Falle Simonsen foretrak Hotel Sylt.

Men det var på Ohlsens Hotel, der blev afholdt byrådsmøde, og det startede altid sådan:

• Æ will nå offen æ Sitzubg, å detette will vi strass trin in i æ Tagesordnung.

Jernbanen til Højer

Den 30. juni 1892 kunne man i Tondernsche Nachrichten læse om den nye restaurant på Højer Sluse:

• To rummelige og smukt møblerede sale stod og ventede publikum. Betjeningen var fortræffelig og drikkevarerne kunne man ikke ønske bedre. Restauratøren havde for rigtig at fejre dagen sat prisen på øl til 15 pf. for et glas.

Jo Højer havde fået jernbaneforbindelse. I starten var der tre daglige forbindelser til Tønder. Rejsetiden var 37 minutter. Den direkte forbindelse varede 25 minutter. I 1897 kom der ligeledes 3 Badeschnellzüge fra Hamborg.

Kongen og pigen

ak ja, da Christian den 10. red over grænsen den 10. juli 1920 rakte en lille pige ham en buket blomster. Kongen tog hende op på armen. Og ikke et øje er tørt, for den lille pige var lille Johanne fra Højer. Og kongen holdt forbindelsen ved lige. Ved hendes konfirmation fik hun et guldarmbånd.

De tager det hele

Da der blev dansk flertal i Højer i 1946, var borgmester Andersen ikke så glad. Med sit dansksindede navn var han tysksindet. Han var heller ikke så begejstret for, at hans datter skulle giftes med den dansksindede fabrikant Kjærby’s søn. Han udtrykte det på den måde:

• It alene tæe de vors land, nå tae de os vores piche.

Og så var det tilbud hos Falle å æ Torv. Købte man en cykel hos ham, fik man et pund ål med i angebot.

Møgeltønder

I kirken i Møgeltønder findes et billede af Peter Henriksen, der døde i 1521 i en alder af 127 år. Om sagnet om Peter Henriksen er opstået af billedet eller omvendt vides ikke.

• I 1500 – tallet kom der en stor stormflod, som lod vandet stå helt op til Stjernen, pladsen ved Korsvejen vest i byen. Alle midler for at standse vandet var prøvet. Da sagde Peter Henriksen: ”Godtfolk I har prøvet mange ting, men det bedste har I forsømt.
• ”Hva da”, råbte de
• ”At bede til herrens herre”, svarede han.
• Man opfordrede Peter Henriksen til selv at gøre
  det, og han råbte:
• ”I mænd fra Møgeltønder, ned med kasketterne og fald på eders knæ”
• Alle knælede, og PeterHenriksen bad med højt fadervor. Da han kom til den syvende bøn, begyndte vandet at synke. Se det er ganske vist.

Ret og uret

I enklaven Møgeltønder havde de deres egen Tinghus, med deres egen rettergang. Den mest grufulde sag, var sagen mod provst Laurits Thomsen, hans hustru og datter. De blev dødsdømt fordi provsten med hustruens medvirken havde bedrevet hor med datteren. Provsten blev i 1614 brændt, men hustruen slap med
en noget mildere straf – halshugning. Andre prominente personer, der havde haft et forhold til præstekonen blev idømt kæmpebøder.

• Overinspektør Nicolai Tych´s tjener kom i 1669 til skade ved at dræbe Hans Klejnsmed med knivstik. Da han flygtede for at undgå galgen, blev han erklæret fredløs.
• En tjenestekarl i 1670 stjal et lærred til en værdi af 13 ½ skilling, og blev for ran og tyveri dømt ved hængning.
• En mand og kvinde dødsdømtes i 1673 for hor og fødsel i dølgsmål.

På 5 år blev 5 dødsdømt og 2 gjort fredløse.

 

Den blå tåge

I midten af 1700 – tallet ramte en kvægpest bønderne i Møgeltønder. Hele besætninger måtte aflives. I et brev fra 1745 fortæller inspektøren på Schackenborg, Lütken:

• at Bønderne havde set den drive af sted til et andet ligesom en blålig Tåge langs Jorden imellem noget højere op og imellem tæt ned over orden, og hvor den rammer et Hus og driver ind, kan det ligge som en blålige Tåge i og over Vandet og der får de Fæ-sygdommen.

I alt døde 3.131 kreaturer på Schackenborg gods.

Greven forlangte underdanighed og disciplin. Der skulle betales store afgifter til grevskabet. På et tidspunkt havde bønderne fået nok, og de lavede oprør.

I Kongeriget som Møgeltønder tilhørte blev der indført en landmilitsordning. Med prygl og pisk blev bønder udkommanderet. Og bøndernes anfører blev anholdt af 23 dragoner og bragt til tvangsarbejderanstalten i Rendsborg.

Rudbøl

I 1629 havde den gottorpske hertug Frederik den Tredje den ide, at der i Rudbøl skulle oprettes en fristad, hvor alle religioner var tilladt. I den forbindelse skulle der graves en kanal til Flensborg. Grundet store ødelæggelser ved en stormflod i 1634 blev dette ikke til noget.

Omkring 1830 var der 30 bådfolk i Rudbøl. De tjente store penge, alt imens det blev vanskeligere at komme ind til Tønder. Når børnene skulle i skole foregik det enten med båd, på hesteryg eller med Æ klustag. Og sidstnævnte er meget sjovt ude i marsken.

Emil Nolde, den store kunstmaler, der er opvokset i nærhed af Rudbøl skriver:

• Forbi mine vinduer kom denne mand (Willie Carstensen, en der gerne ville have en lille en) dinglende stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pramrælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter
  ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at ham en fisker og pramdrager, skulle reddes af en kunstmaler.

Og så har det været afholdt Vædde-sejlen på Rudbøl Sø. Det startede kort efter den fransk – tyske krig i midten af 1870’erne. De tre hurtigste både fik præmier. En bolle punch var som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol engang har været førstepræmien.

Mellem Højer og Rudbøl sejlede før 1920 hjuldamperen Sylt, hvis skorsten kunne ligges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

Og hvorfor blev grænsen så mærkelig i Rudbøl. Jo Anton Nielsen henvendte sig til Kommissionen:

• I  har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar drejer det sig om? spurgte det japanske medlem af kommissionen
• Cirka 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen
• Nå så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Jo på min side vil de alle sammen godt være danske.

Og Anton fik sit ønske opfyldt. Der blev foretaget en afstemning i gaden. Derfor fik vi delingen midt i gaden.

Lige i nærheden af Rudbøl ligger den gamle landsby Lyst. Her blev børnene undervist i en fåresti. Engang kom provsten forbi, men da var eleverne for længst gået hjem. Provsten spurgte forundret, hvor klokken var, og fik svaret at i Lyst havde man ingen ”klok”. Hvordan klarer I jer så, spurgte provsten. Den såkaldte skoleleder svarede:

• Dæ æ da let nok. Vi bruche æ sol. Den sie vos, wa æ klok æ.

 

Aventoft

I Tønder sagde man om dem i Aventoft:

• Æ Tag groe dem inde for æ Dør
• Å æ Fisk svømme dem in æ Dør
• Und wenn das verdammte Wirtshaus niks vær
• Dann vær de Aventofter en formøgende by
• (ikke stavefejl)

Da vi var unge sang vi
med på Petrula Clark´s melodi Down town:

• Bisst du allein von allem Sorgen verlassen
• Dann gehe in die Stadt – Awntout – Awntout.

Familien Brodersen kom ofte på Armins Gaststätte.

Skulle man til Aventoft i gamle dage kom man forbi Lægan Kro. Her havde kromændene i generationer været bådebyggere. Folk kom her til for at drikke kaffe og spise hjembagte honningkager. For at tiltrække kunder havde kroværten en net-overtrukken vandfyldt båd. I den befandt der sig to sælunger.

Som regel var der konen, der måtte til Tønder for at sælge fangsten.

Hvis en ung fisker blev gift med en pige, der havde haft plads hos bønderne, kunne man ikke forlange, at hun skulle drage til Tønder. Men hvis manden efter tre gange var kommet fuld hjem uden penge, måtte hun dog alligevel af sted.

 

Tønder

Man siger, at der allerede fra år 400 udgik vikingetogter fra Tønder. Man har fundet mønter fra 900 – tallet i nærheden. I følge Dansk Atlas fra 1781 havde Tønder allerede i 1017 en betydelig havne – og handelsplads. Vi havde samhandel med London. Og i 1130 kom vi på verdenskortet.

 

Æ sproch

Og sproget i Tønder og for den sags skyld er for uvedkommende mærkelig, særlig det sprog, der hedder Tønder – plat:

• Dæ æ min kavaler we æ verkeer mæ
• Må de wæ mæ gestattet å udbring et lebhoch for en genosse, dæ gesundheithalber it ka wæ anwesend hæ i jawten.
• Och bin ich Schitt zupass.

Og i 1920 sagde de tysksindede om de
dansksindede

• Danskerpak mæ æ lus i æ nak

Da kongen havde besøgt Højer og Møgeltønder, kørte de nordpå mod Skærbæk. Da de nåede til Abild, hilste en af byens bønder Laust på kongen

• Godaw hr. kung. I ku vel it køe så sinne, tæ æ kas føl mæ i min hestvogn.

Laust ville til Skærbæk for at modtage kongen. Og han kom sandelig med ham i en af bilerne.

• Folk i Højer tao æ Mantel af

Og om en vognmand fra Højer, der kom ud for en ulykke sagde man.

• Han kom u for malør mæ æ Geschir

En gang blev Døcher Smed kaldt ud til Forsøgsstationen ved Højer. Her spurgte en af karlene, der kom fra Sjælland, hvorfor Døcher Smed var tysk:

• Æ ha gown i tysk skol. Æ ha wenn tysk soldat i ni oer, så ka æ kun wæ tysk

Karlen kiggede på Døcher Smed og sagde så:

• Det var godt du ikke var soldat i en negerstamme, for så havde du været neger.

Denne Døcher var også major i Æ Feuerwehr i Højer. Da nazismen slog igennem i Højer, blev kommandosproget tysk. Men mon ikke det var af praktiske grunde, at Døcher brugte følgende sprogbrug. Her er et eksempel.

Da der skulle holdes øvelse op skolepladsen ved Kjærbys Tæppefabrik, gav Døcher følgende ordre:

• Nunn stellen wir uns vor, das Kjærbys fabrik brænne, und dann legen wir die slanger lang æ skinne, und dann spritzen wir darauf, hier fra æ skueplatz.

Se det kunne både danskere og tyske forstå.

Man sagde om en mand, at han var galt tysk eller tumbe dansk.
Spurgte man et barn, om hvordan det var at gå i skole, var svaret:

• Jo dæ wå da glant, men de æ galt tysk.

Smid ikke med maden

Den 27. august 1544 blev Hertug Hans nødt til at udsende en forordning. Den vigtigste var rangordningen ved bespisningen. Enhver skulle kende sin plads. Det viste sig, at det var nødvendig at indskærpe god bordskik. Man skulle forholde sig roligt, når der blev spist. Man måtte ikke kaste med kød, brød, fisk, knogler
eller andet.

I 1566 var det også galt. Hertugen meddelte, at der herskede for megen uskik, ødselhed og pengespild ved begravelser, bryllupper og barselsgilder. Også klædedragten var for luksus-præget.

Resultatet blev forbud mod gravøl. Kun familiemedlemmer og ”tyendet” måtte våge over den afdøde. Naboerne kunne komme med, men kun i beskedenhed – til begravelsen.

Til barnedåben måtte kun indbydes fadderne og derudover kun 5 af medlemmerne. Der måtte kun serveres 4 retter, og der måtte ikke drikkes øl. Og heller ikke vin. Blev flere indbudt skulle værten bøde med en gylden. Blev der serveret vin eller øl, kostede det 10 gylden.

Byens fornemme borgere måtte anvende silke og kammelot. Håndværkerne måtte benytte sig af engelsk klæde til kjortlen og ikke anvende fløjl. Tjenestefolk måtte nøjes med at bære kjortel af almindelig engelsk eller “kølnsk”klæde

Den mislykkede hængning

Ludde Jannsen var en rigtig skidt fyr. I de unge år havde han hugget sin fars arm af. I de senere år stjal han træ i Draved Skov. Han antændte også det fyrstelige vogterhus ved skoven. Derfor skulle Ludde hænges. Der blev rejst en galge i Draved Skov, og den 18. juni 1598 skulle hængningen finde sted. Men ak og ve, skarpretteren havde fået en for meget og fik to fingre i klemme. Han måtte kappe snoren for at få fingrene fri. Ludde havde da hængt og dinglet et stykke tid. da snoren blev kappet faldt han ned, og meget overraskende rejste han sig op.

Den 22. juli blev forsøget gentaget. Denne gang med held. Om det var den samme skarpretter vides ikke.

 

Ret og uret i Tønder

Og når vi nu er inde på ret og uret:

• Hvis man snød med målet kunne det ”føre sin mand til galgen”
• I mindre tilfælde kunne man ”nøjes” med piskning og ”afskæring” af håret.
• Falskmøntneri blev straffet med afhugning af hånden
• Hvis en kone blev grebet ”in flaganti” med en fremmed mand, skulle han trække manden op og ned Af gaderne i Tønder
• Straffen for en mands ”bigami” bar for mandens vedkommende temmelig milde.
• Hvis en mand med forsæt og med vilje overfaldt en person straffedes han med en bøde på 10 mark – og en vognlæs vin. Hvem der skulle drikke denne, vides ikke?
• Hvis en ægtemand døde insolvent hæftede hustruen i al fremtid for hans gæld. Den eneste mulighed hun havde, var, at overlade alle aktiviteter til kreditorerne, forlade hus og hjem med børnene og fraaflytte byen uden ret til noget som helst.

 

Politivedtægter

En gang om året udråbte man det, der hed barsprog. Oversat til nydansk vil det svare til politivedtægter:

• Det er en borgerpligt at sørge for renlighed på gaderne
• Våben og rustning skal være pudset
• Plankeværker skal vedligeholdes
• Helligdagsfreden skal overholdes. (Det var ikke noget med at gå på værtshus i kirketiden)
• Løse grise må ikke gå løse på kirkegården

 

Øl er bedre end Medicus

I Tønder har man hele tiden haft den opfattelse, at

• en slurk varmt øl er bedre end Medicus

Det var også i den ånd, jeg blev opdraget derhjemme.

Og øl var det nok af i Tønder. På et tidspunkt havde man 35 bryggerier, og verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger – et værtshus for hver 119.

Allerede fra 1623 var der et apotek i Tønder. Og for en sikkerheds skyld fik apotekeren ret til at holde en vinstue. For alle tilfældes skyld.

 

En aktiv socialpolitik

Tønder har gennem hele historien haft en aktiv socialpolitik. De fattige gik for lud og koldt vand. Prakker– og Stodderfogeden drev de fremmede tiggere ud til kommunegrænsen med en pisk. De syge og svagelige blev læsset på en vogn og kørt til kommunegrænsen, hvor de blev kasten af på fremmed grund.

Dem der var hjemmehørende i byen, blev påført et mærke. Hver lørdag efter prædiken samlede Stodderkongen dem i en flok og drev dem på tiggeri fra hus til hus.

Ved Vajsenhuset oprettede pastor Schrader et Tugthus. Det var nærmest tale om en fattiggård. Her blev åndssvage, sindssyge, drankere og arbejdssky elementer tvangsanbragt og opdraget til nyttigt arbejde.

Og når vi taler om sundhed, så blev Fysikus Ulrich stenet ud af Tønder af tyskerne efter 1864. Men de ville gerne behandles af ham. Men de turde ikke gå ind af hovedindgangen. Tænk, hvis der var andre tyskere, der så dem.

 

De mange besættelser

Der har altid været mange soldater indkvarteret i Tønder. Og det var dyrt for befolkningen. En tøndring, der havde 4 kosakker boede i1814 fortalte:

• Om morgen fik de kaffe, franskbrød og brændevin.
• Om middagen fik de varm mad og brændevin
• Om eftermiddagen fik de kaffe og brændevin
• Om aftenen fik de varm mad og brændevin.

Hvilken en menu.

 

Brandregler

Tønder er brændt mange gange. i 1762 indførte Frederik den Femte nogle nye regler.

• Gaderne skal holdes fri for sten, affald og møddinger
• Man skal straks gøre anskrig.
• Man skal straks ile til hjælp
• Klokkeren skal straks løbe til kirken og lade klokken lyde
• Vognmænd og andre skal straks spænde hestene for, og køre til brandstedet med vand i tønder eller oksehoveder
• Den der kom først ville få 2 rigsdaler. Nr. 2 32 Skilling og nr. 3 24 skilling.

I 1873 fandt politimesteren ud af at næsten halvdelen af byens brandspande var ubrugelige. Der var hul i dem. Og det var mange, der fik en bøde på 3 daler.

I 1874 var bogtrykker Rothe’ s bedstemor hos boghandler Drøhse i Storegade, og sad netop og syede på en af de moderne symaskiner fra Amerika. Sådan et apparat var meget kostbart. Og sådan et apparat kunne i begyndelsen godt give nogle ildgnister. Pludselig blev døren revet op af forretningens karl. Han var lige blevet medlem af æ Feuerwerhr.” Det æ Bran – det æ bran” Han tager den dyre maskine og kaster den ud fra 1. sal Han mente, at han havde forhindret
en storbrand.

 

Vajsenhuset

I 1860’erne fik Æ vajsenhus en ny Waisen – vater, der hed Hagerup. Han havde et trist liv, først mistede han et barn, så sin kone og til sidst døde han selv kun 39 år. Men da han kom til Tønder, han fandt han en kone oppe på Humlekærren, hvor hun var tjenestepige. Han beskrev hende sådan:

• Hun er ikke kjøn og ikke dannet, taler bredt Lygumkloster – dansk og kan ikke bevæge sig i dannede kredse. Godlidende og oprigtig er hun derimod.

Et program for Vajsenhus så sådan ud:
Bemærk menuen.

• Kl. 6.00 Man står op og reder senge
• Kl. 7.30 Mælkegrød indtages, en ordentlig hyttel af bart smørrebrød medgives i skolen.
• Kl., 12.00 Nyder man et måltid, der oftest består af Melmad og Flæsk
• Kl. 13– 15 I Skole
• Kl. 15 – 17 Der leges eller læses lektier
• Kl. 17 Atter en hyttel og en tur i Vidåen
• Kl. 19 Atter grød. Har man ikke kunnet sin lektie, får man lov til at gå hjem. Man har dog fået strenge forbud for at løbe på gaden.
• Kl. 21 I seng

Og det var åbenbart dyrt at blive gift i Tønder dengang. Hør hvad Hagerup skriver:

• Foruden Kongebrev slipper jeg ikke under 30 rdl i gebyrer til 3 præster, degn, kantor, organist, bælgetræder, klokkeringen, jordmoder, raadhustjener, stadsmusikant o.s.v. Og det synes umuligt at vide, hvem og hvor meget de skal have.

Ja, det kan jo undre, hvad jordmoderen skulle til brylluppet.

 

Hjuldamperen i Tønder

I 1130 var Tønder kommet på verdenskortet, takket være en anerkendt katograf. Dette kom tøndringerne sig aldrig over. Nu vil man genskabe denne storhed ved at anlægge en havn på Skibbroen.

Lidt af denne storhed oplevede man også i 1871. Grundet et væddemål på et værtshus på øen Sild, anløb hjuldamperen Grev Bismarck Tønder. Den var på 10 meter, og det kneb, da også gevaldigt med at få den vendt nede ved Skibbroen. Straks opstod tanken om fast damper – forbindelse til Højer.

 

Livredderne

I 1878 gravede man en kanal fra Møllestrømmen til Skibbroen. Her druknede dog adskillige tyndringer. Men mange blev også reddet af brødrene Christensen fra Aalborg. De var henholdsvis skrædder og skomager, men var habile svømmere. De blev næsten betragtet som Tynne – knajte, selv om de ikke kunne snak æ sproch.

 

Danskheden– eller manglen på samme

Danskheden havde dårlige kår i Tønder. Man så ned på Danmark i slutningen af 1880’erne. De mente ikke at den danske hær var større end at æ Feuerwehr i Affenrå ku arrester´dem.
Og dansksindede kunne ikke få nogen af alle de legater, som digegreverne havde sponseret, då ka da bare ta´hjem til Danmark.

I Tønder talte man Tynne – plat, som vi har hørt. Og de politiske gnidninger blev beskrevet således:

• Det æ da sørgle, hvenn folk å æ jen aa sam Bildungsstufe wegen politishen Gründe it kann verkere mæ enan.

 

Den højtidelige bedemand

I slutningen af 1890’erne var buddet på Rådhuset samtidig bedemand og en yderst vigtig person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte han at træde ud på Rådhustrappen iført sort tøj og høj cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han måtte bær det over den ene arm.

Stolt skred han over torvet og trådte ind hos købmand Oluf P. Olufsen. Pigen kaldte på fru Olufsen, og når bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen havde taget den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig og højtidelig mine:

• Sie werden gebeten Donnerstag Vormittag um haalbelf der seeligen Frau Anna Hansen zur letzten Ruhestätte zu begleiten

Derefter bukkede bedemanden højtideligt og fruen hilste ligeledes. Når dette ceremoniel var overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han menneske igen og sagde på synnejysk:

• De forstaw vel nok madam, det wå jo å tåsdag formærr klok halvellæ
• Jo tak, dæ æ da richte, maa dæ et wæ en cigar,
  sagde købmandskonen og så foregik den videre kommunikation på synnejysk.

 

Wachtmeister Bergmann

Min far snød den gamle politibetjent Bergmann. Man fik penge ved at aflevere vandrotter hos ham. Det var den tids skadedyrs – bekæmpelse. Min far og hans kammerater opdagede, at Bergmann gravede rotterne ned i jorden ved sit hus på Kongevejen. Så de gravede dem op igen, vaskede dem i Vidåen, og solgte dem nok engang. Men det blev opdaget.

Denne Bergmann var en afholdt politibetjent i Tønder. Styrken bestod kun af ham. Han var tidligere slagtersvend hos slagtermester Bödewadt. Han havde tjente de flotteste soldater i Tyskland – Wandelsberger Hussaren.

Han fik udarbejdet såkaldte drukkenboltlister – det var dem man ikke skulle servere for. Godt man ikke boede i Tønder dengang. Det var særlig galt, der hvor murersvendene holdt til – i folkemunde Zum Blutigen Knochen.

Men ellers var det seminaristerne, der holdt til på Schweitzerhalle, som trængte til afkøling, Bergmann mest beskæftigede sig med. Han sørgede dog for at de nåede at blive løsladt, så de kunne nå deres skole.

På et tidspunkt blev Tønders politistyrke udvidet med hunden Adifaks. Træning af hunden blev sponseret af Sparekassen. Og sådan en hund skulle også have noget at spise. Bergmann havde i forvejen 8 børn, der skulle afspises, så han fik tilskud på 20 mark til Adifaks.

Han var så populær, at børnene, når de var i Flensborg og så en politibetjent råbte:

• Papa, Papa ein Bergmann.

Men han var også et skræk-eksempel. Hvis Karl Heinz ikke tog sin levertran, sagde forældrene:

• Dann kommt Bergmann

Revolutionen i Tønder

I 1918 ramte revolutionen også Tønder. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte, at det røde flag blev hejst på Rådhuset. Borgmester Poulsen måtte sig til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort. Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Folkemængden indtog efterhånden
en truende holdning. Men så trådte Pauline Poulsen til. Hun gav resolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets flagstang.

Folkemængden jublede over at se revolutionens symbol.

 

Asta Nielsen og ”Æ Geiger”

Der var format over kino i Vestergade. Særlig når Heine Geiger, spillede. Det var tale om Meinert Lützen som også var cykelhandler i Popsensgade:

• Æ hai damalls i æ tywer te opgaw i æ kino å untermahle æ dramatische Stimmung.

Og det gjorde han særlig energisk under en Asta Nielsen film. Man ser Asta stå på Møns Klint med selvmord i øjnene. Fødderne bevæger sig længere og længere mod kanten. Vinden suser gennem hendes sorte klædning. Pludselig lyder der fra en tilskuer nederst bag i salen:

• Asta, Asta tai æ Geiger mæ

En ”latrinær” historie

Min far var nok ikke en af de meste artige, da han var ung. Han fortalte, at de et par nytårsaftner tømte natspande i folks forstuer. Og når vi nu er under bæltestedet, så skal I have denne historie fra latrinvognen. Hvad mon det igen hedder på synnejysk+ Æ Muchvogn? Det var Kalle og Kedde, der sad foran på Latrinvognen (Muchvogn):

• Kalle æ ha taft min jak bach øve
• Åh Kedde, den wå da hvis it meje væe
• Jamen Kedde i æ fich wå min mapak.

 

På Torvet i Tønder

På Torvet samledes ”Det lille Byråd” på deres daglige vandring. Mange problemer blev løst på denne vandring. Forsamlingen bestod af bankdirektør Johannes Paulsen, cigarhandler Petersen, og boghandler Jefsen.

En af byens originale befandt sig også på Torvet. Det var Hermann Heronimus. Det var ham, der ville have en Strassenbahn fra Tondern nach Mogeltondern.
Og ham selv skulle være Shaffner.

 

Den nervøse postmester

I Richtsensgade lå byens andet posthus. Og her var en postmester, der fik dårlige nerver. Han hed Holschhausen. Han skulle arrangere festivasen omkring den senere Kejser Wilhelm den Førstes besøg i Tønder i 1868. Han ankom i tog, og skulle dagen efter transporteres videre med firspand. Sådan en havde man ikke
i Tønder.

I hast sendte man fra Kiel en instruktør, og dagen før Wilhelms ankomst skulle den lokale ekvipage holde generalprøve. Det gik så galt, at den forreste beriders arm måtte amputeres.

Nu gik adjudanten dog med til, at man kunne nøjes med en tospand. Men det ville Wilhelm ikke gå med til. En postbestyrer fra Løgumkloster meldte sig frivillig. Og første – berideren måtte overtage den første beriders uniform, med det resultat, at kasketten hele tiden faldt ned i ansigtet på ham.

Postmesteren var bange for at blive afsat, og han sendte tjenestepigen til bygrænsen for senere at aflægge beretning. Hun vendte glædestrålende tilbage, men da var postmesteren for længst gået til køjs. Nerverne kunne ikke klare belastningen.

 

Over Ægypten

På en af mine stamværtshuse i Tønder, Centralhalle, fortalte Shustermeister Riggelsen engang om en tur til Berlin. Børnene havde spurgt om, hvad DK stod
for. Riggelsen havde svaret Dänemarks König.

Dengang havde bilerne fra Tønder forbogstavet Æ – Und was bedeutet das, spurgte børnene. Riggelsen
svarede: Auch über ”Ægypten”.

Nogen kom altid galt af sted i Tønder. Det gjorde politimester Aage Seidenfarten også, da han udtalte følgende i 1920:

• Tyskerne kan være meget rare mennesker, når blot man slår dem med en jernstang i hovedet.

 

Sunde regler fra SG West

Min bror var aktiv i SG West. Ja det er onde tunge, der på står, at SG står for Saufgemenischaft West. Men det er den tyske sportsforening i Tønder.  Jo man havde tidligere i Tønder haft Turner Feuerwehr, Kaufmänischer Turnverein. Men i SG West var man især dygtige til Faustball, Schlagball og atletik.

I et jubilæumsskrift fra 1924 kan vi lære noget af denne moral:

1. Solid, regelmæssig husmandskost. Det er dog uhensigtsmæssig at møde op til træning med fuld mave.
2. Alkohol bør kun tages i små mængder
3. Det er tilrådeligt med forbud mod rygning på sportspladsen
4. En god nattesøvn er fra kl. 22 til kl. 7.00
5. De selskabelige forpligtigelser bør holdes på et minimum, specielt i sommertiden med alle konkurrencerne.
6. Spørgsmålet om seksuel aktivitet løser sig selv. Den, der tager sin sport alvorlig, vil bruge alle kræfter her og efterfølgende kun længes efter fred og ro.

Og det skægge er, at SG West faktisk udgjorde det danske landshold i Faustball ved VM i Østrig i 1990. Da Dannebrog steg til tops, sang de

• Der et yndigt land.
• Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke publikum den aften. De var særdeles livlige. Og en tak til Æ Synnejysk Ambassade, der var sponsor til gratis Fuglsang – øl hele aftenen. Jeg kommer gerne igen – og fortæller om Aabenraa.

Er det nu en københavner eller en den, der har læst dette, og mener, at det er fuld af stavefejl. Så er det ikke sandt. Det er nemlig tysk, plattysk, Tynne-Plat eller sønderjysk.

 

Hvis du vil læse mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

Redigeret 15. – 03. – 2022