Der er masser af blod, slag og kampe i Sønderjyllands historie. Gennem hele historien har der været magtkampe.Og det evige spørgsmål om, hvor vi sønderjyder stammer fra, tages atter en gang op til debat. Læs her første del af Sønderjyllands historie.

 

Man kan ikke på 9 – 10 sider fortælle Sønderjyllands historie. Derfor henviser vi i slutningen til uddybende artikler på dengang.dk. Desuden har vi planlagt flere artikler om Hedeby, Danevirke, Dankirke, Guldhornene fra Gallehus m.m. Det er forbavsende lidt de københavnske skolebørn får at vide om Sønderjyllands historie. Og det de så får at vide, er meget overfladisk. Vi vil gerne her på dengang.dk bidrage med et mere nuanceret bidrag til denne historie.

 

Et gammelt land

Fra ældgammel tid har boet mennesker i Sønderjylland. Talrige fund bevidner dette. Mellem Ribe og Gram er der fundet rester af gravhøje. Man mener, at der har ligget 1.500 gravhøje, så langt øjet rakte. Ved Gram lå Højgård. Den bestod af et lille antal gårdanlæg, der kan dateres til det 2. århundrede f.Kr. Også et meget gammelt langhus er fundet ved Skrydstrup. Sådan kunne vi blive ved med at fortælle om gamle fund.

 

Vi stammer fra svenskerne

Der er brugt mange kræfter på at bevise, at danerne var en del af et germansk folkefærd. Særlig under nazi – tiden udkom der en række skrifter, der skulle bevise, at de høje lyshårede nordboer var en del af germanerne. Men kan det have sin rigtighed?

Den gamle byzantinske historiker Prokofievs beretter i 500 – tallet om herulernes vandring, at de passerede Dani – folket før de drog over havet til Thule.(Den skandinaviske halvø).

Omkring år 200 blev et folk der kaldte sig herulere fordrevet af et andet, der kom fra Sverige (svediti) og kaldte sig Daner. Åbenbart boede danerne dengang allerede i Jylland.

Danernes sprog er kendt fra runestenene siden 3 – 400. Stednavnene udskilte sig i perioden 200 – 800 fra andre germanske sprog. Men egentlig er først i vikingetiden at de forskellige nordiske sprog adskiller sig fra hinanden. At Danerne havde en konge, vides allerede fra 500 – tallet. Og de frankiske kilder beretter om, at Jylland var Daner-kongens hovedland.

 

Hjortespringbåden

På Nordals ved Hjortespring Mose er der gjort nogle interessante offerfund, der består af en båd og dens krigsudstyr. Sammen med Nydambåden er vi tilbage omkring 3. – 4. århundrede e.Kr. Båden var en krigsbåd beregnet til ca. 30 krigere og var 23 meter lang. Det var begyndelsen til de rigtige vikingeskibe.

 

Pælespærringer i Haderslev Fjord

I Haderslev Fjord fandt man undersøiske pælespærringer som man kaldte Æ Lei og Margrethe Bro. Dette blev iværksat for at forhindre fremmede skibes indtrængen. Konstruktionen stammer tilbage fra år 300 eller år 400.

 

Olgerdiget

Olgerdiget kaldes også Olmersdiget, Olmersvolden og Oldemorsvolden. Det er et 15 km langt forsvarsværk fra den yngre romanske jernalder (ca. 50 e.Kr.). Det blev igen forbedret og udbygget 150 år senere, samtidigt med en fremskudt vold. Den sidste udbygning er sket mellem 219 og år 278 e.Kr.

Voldanlægget strækker sig fra Gårdeby 3 km syd for Tinglev via Tinglev Sø til Hærvejen syd for Urnehoved.  Anlægget har oprindelig bestået af et foranliggende 1,5 m dyb og 4 m bred voldgrav og en opkastet vold med palisader af egestolper. Der findes ingen historisk materiale om anlægget, der antagelig var en vold mellem angler og jyder.

Volden blev bygget i folkevandringstiden, hvor forskellige folkestammer (Angler, Jyder, Danere) lå i krig med hinanden. Om dette findes der adskillige arkæologiske vidnesbyrd, for eksempel Guldhornene ved Gallehus, våbenofferfund i Ejsbøl ved Haderslev og Nydam Mose på Sundeved.

 

Jernalderlandsbyer

Også i Sønderjylland er der fundet rester af jernalderlandsbyer, blandt andet Drengsted ved Løgumkloster og Dankirke ved Ribe. Sidstnævnte var meget tidligt et handelscentrum.

Således er der fundet glas og kander, der kan dateres fra år 500. Ja et sagn fortæller, at det faktisk var her, Danmarks første kirke blev bygget, men det har nu aldrig kunnet påvises. Antagelig er de første bosættelser på stedet allerede foregået i det første århundrede.

 

Sagnet om Uffe

To nordtyske stammer angreb Anglerne. Uffe Hin Spage, Vermunds søn slår angrebet tilbage. Sagnet om Uffes dåd tog anglerne med til England. I Saxos gamle beretning fortælles der om den blinde Kong Vermund, der gav sit sværd Skræp til sin søn. Sværdet var så skarp, at det kunne kløve alt.

Anglerne udvandrede i 500 tallet til Britannien og Jyderne arver Angel. I sagnet fortælles, at Uffe Vermundsøn giver Landet i Arv til sin søn Dan. Senere fortælles, at Angul kaldes Broder til Dan.

 

Guldhornene fra Gallehus

Der findes mange historier om disse guldhorn. Mange formodninger om, hvor de stammer fra. Men en ting er sikkert, at de stammer fra det 4. og 5. århundrede. Vi vender senere tilbage til Gallehus i en senere artikel.  (På vores hjemmeside finder du nu ca. 5 artikler om Guldhornene)

 

Friserne angribes

Frankeren Gregor af Tours fortalte om en dansk konge, der hærgede kysterne i Frisland i 515. Bisp Venantius af Pitiers fortalte ligeledes om et dansk – saksisk angreb mod Vestfrisland omkring 550.

Kilder talte om forskellige danske konger på en gang. Antagelig har riget været delt omkring 850. Men i helgenbiografien over Ansgar berettes om Kong Horik den Første, der alene indehavede kongemagten over Daner-riget.

 

En rejsebeskrivelse

Men graver vi lidt i litteraturen finder vi en rejsebeskrivelse. Den stammer fra den engelske konge Alfred den Stores oversættelse og udvidelse af spanieren Paulus Orosius verdenshistorie. Verdenshistorien udkom omkring 890.

Her fortæller Ottar fra Hålogaland(Nordnorge), at man først havde været på ekspedition langs den norske ishavskyst og ind i Hvidehavet. Dernæst var de taget fra Oslo – fjorden til Hedeby, hvorfra han tog til England.

Den anden var angelsakseren Wulfstan, der var sejlet fra Hedeby til Truso i det nordøstlige Polen.

Hedeby lå ifølge Ottar, mellem Venderne, Sakserne og Anglerne og hørte til Danerne. Allerede dengang var den jyske halvø delt i et nordligt Jylland og et sydligere Silende. Beskrivelsen viser at Hedeby var en dansk enklave. Interessant er også den kendsgerning at Danerne forbindes til Danmark.

 

Friserne kommer

Den befolkning, der bosatte sig i området i det 7. århundrede var dansksprogede. Men allerede 100 år efter begyndte friserne at vise sig. De opdyrkede det ugæstfri landskab og anlagde grøfter og diger. Og de danske vikinger begyndte at hærge mange steder.

 

Stormfloder ændrer landskabet

Frankerkejseren Karl den Store foretog et blodigt korstog mod de hedenske Saksere i Holsten og giver Østholsten til Venderne

Vestkysten dengang lignede ikke den kyst vi kender i dag. Antagelig har strækningen fra Blåvands Huk og syd på, været helt anderledes. Således berettes om en stormflod, der ramte Frisland i 839. Den 26. december kom en flodbølge så stor, at hele Frisland stod under vand. Alt gik til grunde, og der opstod kæmpe sandbanker. Antallet af druknede blev nøje opregnet, nemlig 2.437.

Mange vikingehøvdinger blev omtalt som danske konger i den tid. Således var Halvdan på de britiske øer mellem 871 og 877, og Sigfred var med i angrebet mod Paris i 885 – 886. I 847 skulle Horik flere gange have angrebet frankiske områder.

 

Danevirke

Danevirke dannede grænsen mod syd. Det ældste voldsystem er fra omkring 690. Den blev fornyet flere gange helt frem til slutningen af 1100 – tallet. Voldene spærrede med Øster-volden ved Kokkendorf for adgangen til halvøen Svans, mens Hoved-volden i midten og Krum-volden længst mod vest dækkede landbroen mellem Slien og Trene-floden.

Moserne mod vest og syd og skovene mod øst, dannede sammen med Danevirke en naturlig grænse mod syd. Halvkredsvolden omkring Hedeby blev anlagt i slutningen af 900 – tallet.

 

Ko-virke

Også Ko-virke et par kilometer syd for Danevirke hører med til forsvarsværket. Arkæologer vurderer, at det er bygget samtidig med de store ringborge Fyrkat
og Trelleborg i slutningen af 900 – tallet.

Der er bygget et palisadeværk oven på selve volden. Her er anvendt ikke mindre end 12 – 14.000 egetræer svarende til et skovareal på 400 fodboldbaner. Nogle forskere mener, at volden oprindelig var bygget af Kong Godfred i begyndelsen af 800 – tallet.

Valdemar den Store udbedrede Danevirke fra ca. 1170 til 1180 med en teglstensmur, den såkaldte Valdemars-mur. Det var et kæmpe bygningsprojekt.

 

Danevirke mistede sin betydning

Efterhånden mistede Danevirke sin militæriske betydning. Men i 1850erne fandt den danske regering ud af, at Sønderjylland skulle knyttes tættere til kongeriget. Befæstningen blev derfor udbygget med skanseanlæg tæres over Sønderjylland. Der blev anlagt dæmninger, så strækninger kunne oversvømmes.

Ved krigene i 1864 havde Danevirke en stor betydning. Men hvad de færreste sikkert ved, var at Hitler også ville bruge volden under 2. verdenskrig. Han ville omdanne voldanlægget til en kampvognsstilling.

 

Hedeby

Syd for Slien ved Haddeby Nor blev der i ca. 700 grundlagt en handelsplads, som i løbet af årtier udviklede sig til centrum for handel og håndværk. Det blev stedet, hvor der opstod en livlig samhandel mellem Østersø – og vesterhavsområderne. Den danske konge havde skaffet sig kontrol over handelsvejene og handelspladsen. Navnet på stedet var Hedeby. Bønderne i oplandet og det meste af Angel oplevede en sand blomstringstid. Under Godfred blev Hedeby udbygget.

Området omkring Hedeby blev forladt omkring år 1000. Det var omtrent på det tidspunkt hvor byen Slesvig opstod.

Et møde mellem Sven Estridsen og ærkebiskop Adalbert i 1052 er næppe foregået i Hedeby men i det nye Slesvig. De to skulle have festet i otte dage. Vi vil i en senere artikel vende tilbage til Hedeby.

 

Ribe fra år 700

Men også Ribe har tidlig været en betydelig handelsplads. Allerede i de første tiår efter 700 har byen spillet en rolle. Man har fundet rester af bygninger
til beboelse fra 750. Sydgrænsen for det danske sprog strakte sig lige nord for Ergenförde til et område øst for det nuværende Frederiksstad. Syd for Ejderen var der endnu et 20 km bredt ubeboet grænsebælte med skove og heder.

 

Sigfred – danernes konge

Der fortælles, at den saksiske høvding Widukind både i 777 og 782 søgte tilflugt hos Sigfred, Danernes konge. I 804 forhandlede Karl den Store med denne konge om frigivelse af fanger.

Den danske kongemagt følte sig truet af en gigantisk militærmagt syd fra. Det var den mægtige Karl den Store. Han havde etableret en abodrittisk stødpudestat Nordalbingien mellem Frankernes og Danernes riger. Den danske konge Gudfred (Godtfred) underlagde sig en del af abodritterne. Flere andre slaviske folk sluttede sig til ham.

 

En handelsplads ødelægges

I De Frankiske Rigsannaler for 808, nævntes at Godfred ødelagde en handelsplads ved østersøkysten, der hed Reric. Han skulle have overflyttet stedets købmænd til en havn, der blev kaldt Sliesthorp. Han ville befæste grænsen ved at bygge en vold. Men arkæologer kan fastsætte alderen for det tømmer, der er blevet brugt som 70 år ældre.

 

Fredsforhandlinger i 811

I 811 mødtes frankiske og danske stormænd ved Ejderen for at slutte fred mellem kejserens og den danske konges riger. I 800 – tallet gennemløb floden et ubeboet område. Det er åbenbart den danske konge Hemming, der underskriver aftalen. Godfred var blevet myrdet, måske tilskyndet af Frankerne.

Det danske bosættelsesområde var inddelt i større sysler og mindre herreder. Herrederne fungerede som retskredse, med hver sit herredsting. Området mellem Ejderen og Danevirke var ikke omfattede af herreds-inddelingen.

 

Friserne

Allerede dengang var øerne langs den sydslesvigske vestkyst beboet af frisere, hvis sprog ikke havde meget med det danske sprog at gøre. Østfriserne
beboede senest fra omkring år 500 øerne Sild, Før, Amrum og Helgoland, mens Strandfriserne formentlig først indvandrede omkring år 1000, og bosatte sig på marskøen Strand (i dag udgøres denne af øerne Nordstrand og Pelworm). De bosatte sig også på fastlandet mellem Højer og Husum.

 

Den sydlige grænse

Syd for Ejderen adskilte den såkaldte limes saxoniae de germanske Saksere og de Slaviske Abodriter. Limes var aftalt som grænse engang før 818 efter Frankernes erobring af Holsten. Limes løb fra Kieler Förde i en nogenlunde lige linje vest om Plöner See ned til Elben vest for Lauenberg.

 

Ansgar

Fra 826 begyndte Ansgar at kristne Norden. I 845 fik han tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby. Kongen skænkede ham også jord til en præstebolig. Åbenbart er der modstand fra hedensk side mod kristendommen. Et oprør nedkæmpes i 854.

I 865 døde Ansgar. Hans indsats viste ikke det store resultat, men han nåede da, at få en kirke opført i Ribe.

 

Ejderen overskrides

Men rolig blev det aldrig. Både i 815, 934 og 974 overskred Frankerriget  og senere Tyskland  – Ejderen.

En af dem var Henrik den Første (Fuglefænger),tysk konge siden 919. Han førte sin hær over Ejderen i 934. Han slår Danerne, og tvinger deres konge Grupa
til at lade sig døbe. Henriks togt var mere en straffeaktion mod de vikinger, der hærgede de nordtyske kystområder.

Der var tale om sandsynligvis en svensk kongeslægt der opererede fra Hedeby – Olaf, Grupa og sidst Sigtryg.

Ansgars efterfølger fortsatte missionsarbejdet med større held. Således fandtes der i 948 tre bispedømmer i Jylland, Slesvig, Ribe og Århus. Bisperne blev nu udnævnt af den tyske konge. De blev fritaget for skat. Men der hersker lidt usikkerhed over disse udnævnelser.

Allerede i 856 havde Horik den Anden givet tilladelse til at opføre en kirke i Ribe.

Kong Harald, Gorms søn lader sig omvende og forkynder stolt på Jelling stenen, at han gjorde danerne kristne. Men det var Harald Blåtand der omkring 970 gav Danmark sin dåbsattest.

 

Harald forregnede sig

Efter Kejser Otto den Førstes død i 973 gik Harald Blåtand i offensiven. Han anså en krig mod Det tyske Rige som uundgåelig. Ustandselig sendte han sin hær på plyndringstogter i Holsten. Han mente, at den nye unge Kejser Otte den Anden var usikker og manglede erfaring. Men den unge kejser vendte sig med hele sin samlede styrke mod Danmark. De tungt udrustede tyske rytteri løb Danevirkes fæstningsværker over ende ved et frontaltangreb i 974. Kong Harald måtte allernådigst bede den unge kejser om fred. Og den var dyr. Otto den Anden krævede fuld kontrol med Hedeby.

I 974 angreb Henrik Fuglefængers sønnesøn, Kejser Otto den Anden Hedeby og Danevirke. \”De oprørske Daner\” blev besejret. Kejseren byggede en borg i nærheden, for at manifestere sig. Men i 983 indtager Danerne borgen og afbrænder den. Hermed blev den tyske indflydelse bremset i det område, som den tyske kejser kaldte min slesvigske mark.

 

Et stort dansk rige

Omkring år 1000 underlægger den danske konge Sven Tveskæg sig Sydnorge og England. Hans søn Knud den Store opretholder og udbygger det mægtige
danske rige. Svens far Harald Blåtand orienterede sig sikkert nødtvungen mod den tyske kirkeretning, men sønnen orienterede sig mod den engelske.

 

Venderne går til angreb

Den tyske kejser Konrad den Anden anerkendte den gamle grænse ved Ejderen og giver afkald på det tyske markgrevskab i det øde bælte mellem Ejderen og Slien. Det var sikkert i erkendelse af at det danske rige efterhånden også udgjorde en magtstyrke.

Venderne trængte frem mod nordvest og erobrede store dele af Østholsten. De hærgede også de jyske områder. Et Dansk – Saksisk våbenfællesskab blev oprettet i kampen mod Venderne.

Hedenske østholstenske Vendere overfalder Sønderjylland i 1043. Magnus den Gode knuste dem på Lyrskov Hede. Men det er lidt uenighed om, hvor den endelige kamp fandt sted. Således pegede Adam af Bremen begivenheden til en hede-strækning nær Hedeby. Adam berettede om 15.000 faldne.

Denne Adam af Bremen fortæller i sine rejseberetninger fra Danmark en spændende Danmarkshistorie. Vi får blandt at vide, at

•  Toke, Jarls søn Odinka, der var biskop i Ribe fra omkring 1000 til 1043 havde det meste af Jylland (nordpå fra og med Anflod (ved Rudbøl) på vestkysten og Kolding på østkysten som bispedømme. Han havde efter sin far arvet en tredjedel af Sindland. (Sønderjylland).
• Dette Sindland formodes at svare nogenlunde til det senere hertugdømme Slesvig. Men indtil da havde først Gorm den Gamle og siden sønnen
  Harald Blåtand haft magten over hele Jylland og med vekslende stabilitet rigets øvrige landsdele.

I 1066 nåede en Vendisk hær frem mod Danevirke, erobrede voldene og ødelagde Hedeby. Handelspladsen blev flyttet til nordsiden af Sliens inderste del.

 

Kirkeforfatningen

Kong Erik Ejegod grundlægger den danske Ærkebispestol i Lund. Dette omfatter også Sønderjylland. Det var en streg i regningen for den Bremiske – Hamborgske ærkebisps stræben for at indføre tysk gejstlighed i Sønderjylland. Dette bliver udbygget i 1189, hvor ærkebisp Absalon gennemførte en dansk kirkeforfatning i Sønderjylland. Sindland (Sønderjylland) omfattede dengang det der også i dag kaldes Nord – og Sydslesvig.

I 1111 udnævnte hertug Lothar af Sachsen, Adolf den Første af Schouenborg til greve af Holsten og Stormarn. Ditmarsken forblev selvstændigt område gennem hele middelalderen. Her skabtes et greve dynasti, som frem til 1459 beherskede Holsten og Stormarn.

Atter engang kom Venderne tilbage i 1113. De hærgede helt op til Slesvig og atter engang blev Danevirke erobret.

 

Knud Lavard – oldermand og fyrste

Omkring 1115 overtog Knud Lavard, Kong Erik Ejegods søn hvervet som lokal præfekt for Slesvig. Han skulle forsvare byen mod overfald syd fra. Med succes
kæmpede han imod Abroditterne og blev endda deres fyrste. En borg ved Sliens – udløb blev opført.

Vendernes fyrste, Henrik, der var Knud Lavards fætter døde i 1127. Dette benyttede Knud Lavard sig til i løbet af to år, at erhverve sig Wagrien. Han anerkendte den tyske konges overherredømme over dette område og aflagde landsted for den slaviske del af Holsten til den tyske konge Lothar den Tredje.
Den slesvigske jarl var nu blevet en farlig medbejler til kongeslægtens kamp om Danmarks krone.

 

Knuds-gilderne opstår

Erhvervslivet i Slesvig blomstrede og Knud blev endda købmandsgildets oldermand. Den voksende magt førte til konflikter med fætter Magnus, Kong Niels’
søn, som lod ham myrde ved Haraldsted på Sjælland i 1131. Men Slesvig blev et politisk og økonomisk centrum, og købmandsgildet antog Knuds navn.

Den danske Knudsgilde bredte sig til Flensborg, Aabenraa, Haderslev, Hjørring og over bælterne til Skåne. Mon ikke det er Danmarks første nationalforening?

 

En blodig magtkamp

Den blodige magtkamp mellem to kongeslægter gennem 25 år endte med at Danmark blev et tysk len.

Den tyske konge Lothar den Tredje begyndte en krig mod Danmark. Han gjorde det i fuld forståelse med Knud Lavards halvbroder Erik den Anden (Emune).
Han lader den romerske hær rykke frem til Jyllands Vold.

Men Magnus havde nået at sætte volden i en god stand. Efter nogle dage kom der også forstærkning af en mægtig hær af jyder. Deres antal var så stor, at kejseren blev bange for at indlade sig i kamp med dem. Der blev aftalt forlig. Saxo beretter, at Magnus blev den romerske kejsers mand. Men historien kan også være forkert. Det lyder underligt at den stærke underkaster sig den svages overherredømme.

 

Kong Niels bliver myrdet

Erik Emunes oprør mod den danske konge og en ny trussel fra Lothar tvang Kong Niels til at give efter. Magnus rejste ned til kejseren, og på et rigsmøde i Halberstadt i 1134 blev han nødt til på sin faders og egne vegne at anerkende kejseren som Danmarks lensherre.

Men krigen fortsatte. Ved hjælp af det tyske rytteri vandt Erik Emune i Skåne den afgørende sejr over Kong Niels. Magnus, Kongens søn faldt, og kongen flygtede til Sjælland. Derfra til Jylland og videre sydpå til Slesvig. Men her havde kongen forregnet sig. For her opfyldte gildebrødrene deres hævnpligt, og slog kong Niels ihjel. Kongens søn havde jo tidligere myrdet deres oldermand, Knud Lavard.

Abodrittiske fyrster havde overtaget herredømmet over Wagrien (Østholsten)efter mordet på Knud Lavard. Den tyske greve Heinrich von Badwide erobrer det slaviske Holsten i øst. Han blev den danske jarls arvtager i området syd for Ejderen.

 

Grevernes magt udvides

Grevemagtens territorium voksede med erobringen af det slaviske område øst for Limes og helt frem til Østersøen i 1138 – 39. Sammen med de holstenske stormænd foretog Adolf den Anden en omfattende kolonisering af dette område. I 1143 anlagde han byen Lübeck. Byen blev dog i 1226 tysk rigsstad uden for grevernes kontrol.

Andre byer fulgte Plön, Ratzeburg, Preetz, Lütjenburg, Oldenburg og Kiel.

Den oprindelige befolkning, som var slaviske (Vendiske) blev underkuet og gennemgik en fortyskningsproces, der blev tilendebragt i 1300 – tallet.

 

Der bejles til Greven

Erik den Tredje (Lam) havde efterfulgt Erik Emune. Denne var blevet myrdet enten på Urnehoved eller i Ribe. Men i 1146 frasagde han sig tronen for at blive
munk. Hans fratræden medførte et dobbeltvalg. Jyderne valgte Magnus søn, Knud den Tredje, mens sjællænderne og skåningerne enedes om, at vælge Erik Emunes søn Sven den Tredje(Grathe). Dette skabte megen uro.

Både Svend og Knud bejlede til den mægtige Grev Adolf den Anden af Holsten under deres indbyrdes stridigheder. Begge lokkede med store gaver. Adolf valgte Knud. Greven aflagde lens-delen til kongen og blev sandsynligvis forlenet med dele af Sønderjylland.

 

Grevens hær trak sig tilbage

På et korstog til Mecklenburg i 1147 stod Svend i spidsen for Hedebys borgere. Kampen endte dog med et nederlag. Adolf forberedte i fællesskab med Knud
et angreb mod Svend. Knud samlede en hær af nørrejyder og rykkede sydpå. Adolf drog med Saksiske og Holstenske styrker tropper over Ejderen. Svend lå inde i Slesvig med en stor styrke. Adolf lå med sin hær på Krops Hede ved Kongshøj lige syd for den gamle Hedeby.

Knuds hær lå et stykke derfra. Hans høvdinge lod sig bestikke. Hæren opløstes og drog hjemad. Derved blev Adolfs stilling stærkt truet og han trak sig tilbage.

• Sven den Tredje (Grathe) \”skænker Valdemar, Knud Lavards søn, hans Faders jarledømme. Men Valdemar (den senere Valdemar den Store) har en medbejler, idet Kong Knud den Tredje (Magnussen) overdrager det sønderjyske ombud til en af sine frænder. Først efter en række Kampe fik Valdemar bugt med ham. De to havde lige så hård en dyst om det mindre stridsemne som kongerne om riget.

Sådan skrev Saxo omtrent om 1148.

 

Valdemar samler riget

I 1157 blev de danske lande efter 25 års borgerkrig forlenet under Valdemar den Første (Store) Knud Lavards søn. Sønderjylland kom dog til at spille en selvstændig rolle. Landet fik sit eget landsting i Urnehoved.

Valdemar den Store ville bekæmpe Venderne. Den sluttede med erobringen af Rügen i 1169. Men det gik vel ikke, som han havde håbet. I forhold det
tyske rige stod han svagt. Således måtte han i 1162 aflægge lens-ed over for Kejser Frederik Barbarossa og underlægge sig hans politik over for pavedømmet.

Prins Valdemar, en af Kong Knud den Tredjes seks uægte børn, blev i 1182 indsat som Slesvigs biskop. Måske havde han overtaget embedet allerede i 1179, efter at bisp Frederik var druknet på et togt mod venderne. Han var ikke gammel nok til embedet, men måske fik han hvervet for at uskadeliggøre ham som kongeemne.

I 1187 blev Kong Knud den Fjerdes bror Valdemar Sejr slået til ridder. Han overtog hertugdømmet, som han hidtil havde administreret med sin slægtning, biskop Valdemar. Men hvem var egentlig den reelle hersker?

 

Biskoppen overtager Ditmarsken

I 1190 forlener Kejser Friedrich Barbarossa Adolf den Tredje med Ditmarsken. Men med Sakser-hertugens fald i 1180 og kejserens død senere i 1190
mistede den holstenske greve sit stærke værn mod naboen i nord. Det tomrum, der opstod syd for Ejderen blev en udfordring for de to Valdemarer.
Nu havde de chancen for udvides deres magt.

Mens Adolf den Tredje drog på korstog, søgte Ditmarskerne at unddrage deres nye lens-herred ved at underordne sig biskoppen af Slesvig. Sammen med sin yngre navnefælde, hertug Valdemar (Knud Lavards søn) overtager bispen herredømmet over Ditmarsken.

 

I lænker på Søborg

Biskop Valdemar indvier Guldholm på en lille halvø i den vestlige del af Langesø .Det nye kloster blev indviet, da munke – og nonnesamfundet i Slesvig var ved at gå i fordærv af druk. Men det hjalp ikke synderligt. I 1209 – 10 bliver klosteret flyttet nordpå til Ryde (Rud)

Biskop Valdemar gør krav på den danske krone. Han forlader Slesvig før udgangen af 1191. Han får støtte fra Norge og Sverige, samt en række nordtyske fyrster. Også Grev Adolf den Tredje yder ham støtte.

Biskoppen angriber Danmark med 35 langskibe i 1192. Men han bliver besejret. Hertug Valdemar lader biskoppen lægge i lænker. Og de næste 14 år kommer han til at sidde i Søborgs fangetårn i Nordsjælland.

 

Ditmarsken løsriver sig

Knud den Fjerde tillægger sig i 1193 den flotte titel de danskes og de Venders konge. Adolf den Tredje går med sin hær over Ejderen og hærger kongens lande helt op til Slesvig. Her hører han om bispens fængsling og trækker sig hurtigt tilbage til Holsten med et stort bytte. For at forsvare sig mod et dansk modangreb får han hjælp af en række fyrster.

Det lykkedes for Adolf den Tredje at løsrive Ditmarsken fra forbindelsen med Danmark. Og landet kommer til at høre under Bremen. Knud overfalder Holsten og tvinger Adolf til at betale krigserstatning.

Men så let opgiver Adolf ikke. Han udbygger fæstningen Rendsborg. I sommeren 1199 fører Knud den Fjerde en hær mod Ejderen. Men ingen af hærene turde at overskride floden. Krigstogtet endte uden fredsafslutning.

 

Sejr og nederlag

Det øde grænseområde mellem Ejderen og Danevirke blev koloniseret i 1100 – årene. Bønder fra de danske bosættelsesområder bosatte sig flere steder. Men det var først og fremmest bønder syd fra Holsten, der koloniserede og opdyrkede grænseegnen.

Valdemar den Store blev efterfulgt af sine to sønner, Knud og Valdemar. Med Valdemar som konge fra 1202 blev hele den nordlige del af Tyskland erobret, senere også den vigtige handelsby Lübeck. Men alt gik tabt ved det berømte slag ved Bornhøved i 1227. Og således venter vi spændt på Sønderjyllands videre skæbne.

• Er der nogen, der har sagt at Sønderjyllands historie er let at forstå?

 

Kilde:

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 

 

• Anekdoter fra det gamle Aabenraa (under Aabenraa)
• Toldsted – ved Hærvejen (under Aabenraa)
• Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa 1-2 (under Aabenraa)
• Fra Hjordkær til Aabenraa (under Aabenraa)
• De første mennesker i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Hærvejen til grænsen (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)
• Vadehavet ved Højer (under Højer)
• Øerne syd for Højer (under Højer)
• Friserne syd for Tønder (under Tønder)
• De første mennesker i Tønder (under Tønder)
• Guldhornenes ældste historie (under Tønder)
•  Møgeltønders historie (under Tønder)
• Trøjborg – nord for Tønder (under Tønder)
• Tønderhus – slot, borg og fæstning (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• Enklaverne i Sønderjylland 1-2
• Tønders Historie fra begyndelsen 
• Ringborge ved Vadehavet
• Sundeveds Fortid 
• Forsvarsværker i Sønderjylland fra fortiden 
• Dankirke – syd for Ribe 
• Ribe i begyndelsen (1) 

Redigeret 19. – 03. – 2022