Søens Folk fra Aabenraa

115 skibe i 1748. Jørgen Bruhn var kongelig agent. De velstående på Løjt Land investerede i skibsfarten. Og så var det lige værfterne, og tænk Andersens brugte tegninger. Og så kom der et stort værft på Kalvø. Jørgen Bruhn blev indberettet til provsten. Aabenraa var i 1864 den største søfartsby. Michael Jebsen forsøgte flere gange at få stålskibsværft til Aabenraa. Vi kigger på styrmandsuddannelsen og Aabenraa Sømandskasse. Og så skulle Dannebrog udskiftes i 1864. Et overgreb fandt sted mod skibsbygger Thorkild Andersen. Tømmermændene låndte Rådhuset. Bendix Bendixen endte på Fattiggården. Så var det også lige Sejl-, Flag- og Kompasmager Cornett. Den nye matador i Aabenraa hed Raben. Så blev Aabenraas havneflag reddet og Michael Jebsen idømt 4 dage i spjældet. Tysk flag var ikke velanset blandt de dansksindede. Og så fik Aabenraa deres egen Chinatown.

 

115 skibe i 1748

De ældst bevarede skibslister fra Aabenraa viser, at det var tidligere kaptajner, der stod som ejere. I 1714 var der således, 43 skibe hjemmehørende i byen. I 1735 hed det i en indberetning til kongens statholder i hertugdømmet Slesvig, at søfarten i Aabenraa var ”Byens sjæl”.

I 1748 var man oppe på 115 skibe i byen. Og i 1769 var byen vokset til 2.701 personer. Og heraf var 124 søfarende. Krigen mod englænderne reduceret antallet af skibe i byen. I 1815 var man helt nede på 26 skibe.

 

Tre store redere

Og i det år havde Thomas J. Frees parter i ni skibe. I de følgende år udvidede han til byens markant største rederi. Efter hans død ved man, at rederiet i 1825, som nu hed ”Thomas J. Frees Arvinger” ejede tre skibe og havde part i fem andre.

Den anden storredder, Peter Johann Ottzen var kaptajnssøn fra Aabenraa og gjorde selv karriere som kaptajn. I 1815 havde parter i hele syv skibe.

 

Jørgen Bruhn

Den tredje storredder var Jørgen Bruhn. Han repræsenterede søfartens nære forhold til Løjt. Han og hans netværk af familie og venner kom til at spille en afgørende rolle for søfarten i byen.

I 1820erne gik han i land og slog sig ned som reder i Aabenraa. Hans nære slægtninge blev alle boende på Løjt Land. Det var den berømte Bruhn-Bendixen klan. Bruhn familien gjorde en hurtig og fin karriere til søs. Og Bruhn-søstrene giftede sig med mænd af samme støbning. Men omkring 1860 mistede Bruhn-Bendixen-klanen deres førerposition.

 

De velstående bønder investerede i skibe

Jo de bakkede skam op om Aabenraas søfart på Løjt Land. De velstående bønder investerede en del af deres økonomiske overskud i skibe hjemmehørende i Aabenraa. Omkring hver tiende bonde på Løjt havde således part i en af købstadens skibe i løbet af 1700-tallet. Jo der opstod et helt sømandsmiljø bestående af kaptajner, styrmænd og almindelige søfolk.

 

Poulsens Værft

Det lokale skibsbyggeri bidrog også til succesen. I 1700-tallet var flere skibsbygmestre aktive i Aabenraa. Blandt dem var Jacob Paulsen sen. Sønnen Erich Poulsen sen. overtog virksomheden. Han anlagde i 1805 Tømmergårdshavn, hvortil han flyttede værfter.

Fra 1820 begyndte Paulsens værft at vokse. I de forgangne år havde der været beskæftiget knap 20 tømmermænd. Men i 1823 steg dette tal til 50. Og i anden halvdel af 1820erne var her knap 100 mand.

 

Der blev målet

Den udløsende begivenhed har angivelig været Jørgen Bruhns erhvervelse af en 80 kmd. Stor brig i København i 1820. Dengang havde den slags skibe ry for at være en rigtig hurtigsejler. Den var amerikansk bygget. Da skibet var slæbt på land for at gennemgå en reparation på Poulsens Værft i Tømmergårdshaven viste det sig, at den var i så sårlig stand, at det ikke var umagen værd at reparere på den.

Så måtte Jørgen Bruhn have bygget et nyt. Inden ophugningen blev skibet nøje målt og studeret, således at Jacob Paulsen kunne bruge skibet som model for nybygningen. Og før året var omme stod et nyt skib parat. Det viste sig at være et godt skib, så der kom masser af ordre til Poulsens værft og faktisk mere, end man kunne klare. Der opstod et godt samarbejde mellem Jørgen Bruhn og Jacob Paulsen til begges fordel.

 

Den sidste sejlbåd fra Aabenraa

Under den økonomiske krise i 1857/58 havde det set sort ud for værftet. Man havde færdiggjort bygningen af det hidtil største skib i Aabenraa til dato, Jacob Bendixens ”Himalaya”. Men pludselig havde værftet ikke mere at lave til stor skade for byen.

I alt nåede værftet at bygge 40 skibe indtil 1858. Den samlede værdi af disse skibe opgjorde Freia til halvanden million rigsdaler. Men i 1860 kom der igen gang i arbejdet. Det var primært barkskibe og en enkelt skonnert, der blev bygget.

Det sidste store sejlskib, der blev bygget på havnen i Aabenraa løb af stabelen på Paulsens Værft i 1883. Det var en bark på 652 tons ved navn Concordia. Bag skibet stod et aktieselskab bestående af en række optimistiske sjæle i Aabenraa, som troede på en fremtid for sejlskibe af træ. Ejeren af værftet hed nu Eric Paulsen.

 

Her kom Voetmanns Tømmerhandel

Da Paulsens Værft ikke fik flere bestillinger blev Tømmergården ført videre som savværk og trævarefabrik af Eric Paulsens søn Valdemar Paulsen, indtil det brændte i 1895. Året efter solgte familien området, der senere kom til at huse ”Voetmanns Tømmerhandel”.

 

Andersens Værft brugte tegninger

Først i 1830erne da skibsbygmester Thorkild Andreas Andersen slog sig ned i Aabenraa konstruerede man skibe efter tegninger og mål. Den ny teknik blev også efterhånden taget i anvendelse på Poulsens Værft og den håndfuld andre værfter, der med tiden blev anlagt i Aabenraa.

Kort efter sin ankomst til byen giftede Thorkild A. Andersen sig med en lokal smedemesters datter, Anna Tyroll. Dermed knyttede han familiære relationer til byens maritimt orienterede håndværkermiljø. Efter først at have bygget nogle mindre skibe, kunne han i 1838 søsætte det første store sejlskib, fregatten Wodan på 116 kmcl. Skibet havde han bygget for Jacob Bendixen, der var i færd med at opbygge eget rederi uden svogeren Jørgen Bruhn.

 

Det store værft på Kalvø

På Kalvø i Genner Bugt anlagde Jørgen Bruhn omkring 1850 et værft. Her blev det første klipperskib efter amerikansk forbillede bygget. I 1826 havde han købt Redergården som også blev kaldt ”Huset på Torvet”.

På Kalvø byggede han ”Herrehuset” til sig selv og boliger til værftets tømmermænd. Der blev også bygget et hus til mestersvend Anders Damm. Søren Schmidt fra Brøns kom til at spille en afgørende rolle i udviklingen af skibsbyggeriet. Han havde været i USA for at studere skibsbygning.

 

Jørgen Bruhn blev indberettet til provsten

I Aabenraa var man ikke så begejstret for Jørgen Bruhns initiativ. For nu gik Aabenraa glip af gode indtægter. Og ansøgningen om tilladelse til at starte skibsbyggeri på Kalvø blev trukket i langdrag. Men mod at betale afgift til byen og amtet fik han tilladelsen. Det vakte dog også begejstring, da man så, at det var et Dannebrog, der blafrede fra flagstangen.

Inde på fastlandet var man meget skeptisk over for det, der foregik på øen. Man havde nemlig hørt, at Jørgen Bruhn havde ansat en tysksindet, Madam Tutein til at undervise arbejdernes børn. Og det fik præsten inde på fastlandet til at melde ham til provsten i Haderslev.

Men noget kunne tyde på, at præsten i Hoptrup ikke forstod Jørgen Bruhns position i det nationale spil. Eller måske havde indberetningen blot haft til formål at undergreve projektet på Kalvø.

 

Økonomisk katastrofe for byen

De mange skibsværfter havde da det hele toppede 270 ansatte. Da de senere lukkede en efter en blev det en økonomisk katastrofe for byen.

 

Man glemte nationale stridigheder ved begravelse

Den 17. marts 1858 bragte Freia en reportage fra Jørgen Bruhns begravelse. To Dannebrogsflag blev båret forrest i processionen. 300 mennesker var mødt frem. Og det var uagtet af national sindelag. Og man kan sige, at hans død markerede enden på en æra i Aabenraas søfartshistorie.

 

Aabenraa-den førende søfartsby

I 1864 var Aabenraa den førende søfartsby i Slesvig foran Flensborg og Sønderborg. En folketælling fra Løjt i 1860 viste, at 20 sømænd på Løjt var hjemme, mens 205 var udenlands.

 

Da Michael Jebsen blev dømt

I kølvandet på treårskrigens sammenbrud gik Michael Jebsen den 3.maj 1851 på gaden sammen med tre andre. De sang en Slesvig Holstensk kampsang. Men uheldigvis hørte myndighederne dette, og så var det dømt fire dage i spjældet.

Men ifølge overleveringer så slap han fra spjældet grundet en nådig politiembedsmand. Men efter episoden fik han en livslang aversion-, ja nogle mente ligefrem had over for danskerne.

 

Han ville have et stålskibsværft til Aabenraa

Fremtiden tilhørte dampskibene. I 1878 havde Michael Jebsen oprettet et dampskibsrederi hjemmehørende i Aabenraa. I forbindelse med etableringen af rederiet forsøgte han at få de førende skibsbyggere i Aabenraa til at indgået samarbejde om anlæggelse af et stålskibsværft, men forgæves. Men Jebsen fik dog stor succes med sit rederi.

Men det fik dog ikke den samme betydning for Aabenraa som sejlskibene.

I 1873 var han blevet indsat som manager for den flåde af dampskibe, som den store tyske stålproducent Krupp netop var i færd med at opbygge.

Michael Jebsen var sarkastisk, når han omtalte sine kollegaer i Aabenraa, som i begyndelsen af 1880erne havde mistet følingen med den teknologiske udvikling. Dette erkendte Jebsen. Han gik foran med at etablere Flensburger Schiffsbau-Gesellschaft.

Men så let opgav Jebsen dog ikke. I 1899 gik han i samarbejde med byrådet om etablering af et stålskibsværft. Han havde udarbejdet en skitse over anlægget. Men projektet gik i sig selv, da Jebsen døde senere på året. Et stort bankkrak satte en stopper for investeringslysten i byen.

Familien Jebsen foretrak søfolk fra Aabenraa egnen, og de brugte de tre makreller i deres logo. Dog svømmer den midterste makrel den forkerte vej.

 

Minderne skulle bevares

Heldigvis indså man, at minderne skulle bevares. I 1887/88 fik man et museum i byen. En masse af områdets søfartsouvenirs blev indkøbt, så ikke andre byer overtog det. Men først i 1920erne udviklede museet sig til et egentligt søfartsmuseum.

Ja og byens søfartshistorie blev også nedfældet i både en dansk og en tysk version. Og en masse erindringer er samlet i byen og nedfældet i litteraturen.

 

Den legendariske Hans Bruhn

Forfatteren Erik Bodenhof som tilbragte sine ungdomsår omkring 1860 i Aabenraa og omegn fortæller således om Hans Bruhn;

• Han var af ydre en kæmpe med skuldre og ryg af en bredde, som jeg sjældent har set. Ansigtet var karakteristisk, glat barberet med et par utroligt buskede øjenbryn, som skyggede over to blå milde og skælmske barneøjne.
• Han kunne fortælle om sine mange utrolige oplevelser, så han fængslede unge og gamle. Han havde lidt skibbrud under mange forskellige former, været imellem og undsluppet menneskeædere og havde været jagtven med mere end en vild høvding.

 

Mange erindringer på museet

Mange af erindringerne er ikke udgivet, men ligger på museet. Kaptajners kopibøger og breve er bevaret. Og dagbøger fra kaptajnsfruer er bevaret. Ja så er det jo også dygtige historikere i Aabenraa, der forstår at videreformidle den spændende søfartshistorie, der havde og har stor betydning for byen.

Ja så var det jo også lige bladet Freia, hvis redaktør var ud fra en lokal kaptajnsslægt. Ja vi har faktisk beskrevet dem i en artikel for sig selv.

 

Styrmandsuddannelsen

Indtil 1863 foregik styrmandsuddannelsen som privatundervisning på Aabenraa-egnen hos en pensioneret kaptajn. På Løjt Land udviklede Peter Boysen og hans undervisning i Skovby sig som en skole. Han begyndte omkring 1830. Han var så populær, at han i 1845 havde 22 tilrejsende elever. Dertil kom et ukendt antal lokale elever.

Eksaminationen af de slesvigske styrmandskandidater foregik hos kaptajnløjtnant Middelboe i Tønning. Man var ikke helt tilfreds med i Aabenraa, at man skulle rejse så langt, når de fleste søfolk boede på østkysten. Man foreslog at det blev flyttet til Flensborg. Men det skete dog først mange år senere.

I 1863 åbnede Julius Ebsen en privat navigationsskole i Aabenraa. Den blev i 1871 overtaget af de preussiske myndigheder dog med de samme lærer. Det var her sejlskibstidens sidste kaptajner i Aabenraa tog deres uddannelse.

 

Aabenraa Sømandskasse

Der fandtes ikke et skipperlav, der kunne optræde på vegne af reddere og kaptajner. Et forsøg på at oprette et sådant lav i 1731 førte til udfærdigelse af nogle lavsartikler, men så skete der heller ikke mere.

Men den 20. februar 1839 oprettede man Aabenraa Sømandskasse.  Kredsen var en god blanding af kaptajner bosiddende i Aabenraa og på Løjt Land. De årlige generalforsamlinger tiltrak mange kaptajner.  Dagen efter afholdt man middag for byens borgere og områdets søfolk.

Hensigten var at spare 10.000 rigsdaler op. Når det beløb var nået ville man påbegynde udbetaling af renterne til trængende søfolk og deres familie herunder enker og børn.

Det største bidrag gav Jørgen Bruhn. Han blev også sømandskassens første direktør. Efter hans død overtog hans søn, Hans Bruhn denne post. Der skulle tre nøgler til at åbne kassen.

I 1867 overskred man de 10.000 rigsdaler. Nu kunne man begynde at udbetale penge til de trængende søfolk og efterladte. Aabenraa Sømandskasse virkede lang tid efter, at byens sidste store sejlskib var sejlet væk.

 

Da Dannebrog skulle udskiftes

Det nationale kom også til udtryk hos søfolkene. I 1842 forlangte 39 kaptajner og redere at få udskiftet Dannebrog med det slesvig-holstenske flag.

Men blandt skibstømrerne var der udprægede dansksindede. I 1845 etablerede skibstømrerne en dansk forening. Det betød fyring af fire mand hos Paulsens værft. Det fik ingen konsekvenser for folkene på det nu tredje værft, Michelsens Værft.

 

Kongelig agent

Jørgen Bruhn var blevet udnævnt til ”kongelig agent”. Han blev i København anset for at være en loyal mand. Han var dog ikke i den udprægede danske lejr. Han var en kongetro og konservativ helstatsmand af slesvigsk tilsnit dog mest muligt tilbage for den nationale konfrontation.

 

Overgreb mod Thorkild A. Andersen

Det fortælles, at Thorkild A. Andersen en vinterdag blev trukket ud på Torvet uden overtøj af de Slesvig Holstenske tilhængere. Det kostede ham angivelig det gode helbred. Da danskerne atter fik magten, vendte flygtningene fra Barsø hjem. Og efter krigen overtog sønnen Skifter T.J. Andersen den ledende kraft på værftet. Efter faderens død i 1862 overtog han hele ledelsen.

 

Freias Kommentar til Tømmermændenes fest

I Freia kunne man den 3. juli 1850 læse følgende:

• I Søndags havde Tømmermændene fra Hr. Michaelsens Værft i Anledning af, at et nyt Skib var løbet af Stabelen et Bal, hvortil Raadhuussalen var bleven dem indrømmet. Rigelig hundrede Personer deeltoge i denne Fest. Et stort Dannebrog vajede ud af Vinduet og Fædrelandske Sange og Skaaler afvexlede med Dands og anden Lystighed.
• Hvad der især gjorde denne Festlighed mærkelig, er den fuldstændige Modsætning i Deeltagernes Stilling iaar og ifior. For et par Aar siden rugede endnu Oprørets Herredømme over Landet, og vore Tømmerfolk, vor Holmens faste Stok ble haardeligen undertrykte af Voldsherrene, der formente dem enhver fri Bevægelse.
• Iaar fejre de deres Skibsbarsel i Byens offentlige Locale under Dannebrogsflag, og medens de raabte Hurra for Kong Frederik og synge ”Dansken har Seier vunden, sider neden under dem i Fængslerne Mænd af det Parti, der ifjord satte sin Fod paa deres og alle Dansksindedes Nakke.
• Saaledes taler ogsaa en dyb Alvorstrøst ud af denne mundtre Glædesfest.

 

Da Bendix Bendixen endte på Fattiggården

Bendix G. Bendixen måtte sælge det fine hus de havde fået bygget i Stollig. Han flyttede til Aabenraa, hvor den tidligere kaptajn ernærede sig som lods og havnemester. Men han kunne ikke fastholde dette job. Efterhånden gik familien i opløsning. En tid arbejde han på Poulsens værft. Men han blev stadig mere drikfældig og endte på fattighuset i 1887. En trist skæbne for en af Aabenraas mægtigste mænd.

 

Jørgen Bruhns sønner lukkede efter 15 år

I løbet af første halvdel af 1870erne afvikledes rederiet ”Jørgen Bruhns Sønner”, efterhånden som skibene forliste eller blev solgt. Da havde rederiet eksisteret i omtrent 15 år efter matadorens død. Selv om det ikke gik helt dårligt, formåede arvtagerne ikke at indtage den offensive rolle i Aabenraa-søfarten, som Jørgen Bruhn havde haft.

 

Reimars Værft

Vi havde også Johann H. Reimars. Han havde siden 1832 fungeret som smedemester i Aabenraa. Omkring 1856/57 etablerede han sit eget skibsværft. Han ansatte ”en lærd Konstruktør fra København” ved navn H.H. Holst. Reimars forestod ikke selv konstruktionen og byggeriet af skibene. Men han var organisatorisk og økonomisk leder af sin virksomhed.  Skibene var af meget høj kvalitet. Der blev bygget i alt 19 skibe i de 10 år værftet eksisterede.

 

Sejl, flag og kompasmager

Centralt i Aabenraas maritime miljø befandt sig Jørgen Nicolaisen Cornett. Han var den ene af byens to sejlmagere. Han boede og arbejdede blandt skibsbyggere i den ende af Aabenraas skibbrogade, der løb ud ved havnen. På husets gavl stod:

• Jørgen Cornett, Seil, Flag og Compasmager

Han havde parter i flere skibe og mange andre jern i ilden. Familien Cornett var stærkt dansksindet. Og i Marie Cornetts breve fra 1864, kan man se at familien omgikkes Skifter Andersen. Men sejlmagerfruen betegnede ham nu kun som halvt dansksindet. Og skibsbygmesterens broder, Ludvig betegnede hun som ”rent tysk”. Men til sidst mente hun dog, at de begge var blevet dansksindede.

 

Raben – en tysksindet matador

På den anden nationalpolitiske side befandt Gustav F.T. Raben sig. Han var både reder og værftsejer. Og han blev en ny matador i byen. Han var meget optaget af den nationalpolitiske strid. Han bestred også en post som senator. Ud over søfarten var han involveret i Kobbermøllen i Kruså. De leverede forhudningsplader, messingsøm og messingstænger til bolte, der blev anvendt på værfterne i Aabenraa.

I 1871 var Raben hovedredder af ikke mindre end 17 skibe. Et af hans skibe var den lille damper Apenrade, der sejlede i rutefart mellem Aabenraa og Sønderborg. Og så var der også et andet lille skib, der sejlede i fast rutefart.

I 1879 byggede Rabens Værft det sidste skib. Rederiet fortsatte i 1880erne. Omkring 1885 afhændede det en del skibe mens andre forliste. Først omkring 1890 var det helt slut med rederiets aktiviteter.

 

Aabenraas havneflag blev reddet

Aabenraa Havneflag, Dannebrog med De Tre Makreller i midten, som ifølge overleveringen blev nedtaget af Christoffer C. Fischer, da de tyske tropper nærmede sig byen i 1864, for at det ikke skulle falde i fjendens hænder. Det blev afleveret til Aabenraa Museum i 1920erne, da byen atter var blevet dansk.

For de fleste redere og kaptajner på Åbenrå-skibene var det forholdsvis uproblematisk at udskifte flaget efter 1864. Men for de dansksindede var det en bitter pille at sluge. Den unge styrmand Andreas Cornett havde været til søs under selve krigen, men da han vente hjem omkring årsskiftet 1864/65 beskrev han ændringerne til sin søster og svoger på Kinakysten:

 

• I kan tro, at der er sket forandring herhjemme, siden vi gik herfra. Denne tid vajede dannebrogen over vor lille by, men nu, hvor man (end) vender sig hen, ser man ikke andet end den trestribede jammerpjalt svæve over husene. Det skar i mig de første gange, da jeg så dem, og ærgrede mig, men nu vender man sig dertil og håber på bedre tider.

 

Tysk flag var ikke velset blandt de dansksindede

Tyske flag var ikke noget man brød sig om i de dansksindede kredse i Aabenraa, men livet gik jo videre. Da Anders Cornett blev kaptajn for sit eget skib var han blandt de Aabenraa-kaptajner, der skiftede til dansk statsborgerskab og omregistrerede deres skib til en havn i Danmark. Også Fischer-kaptajnerne, som vi har beskrevet i en artikel tilhørte den hårde danske kerne blandt kaptajnerne. Men de var dog i mindretal.

 

Chinatown i Aabenraa

Penge tjent ved søfart blev brugt på opførelse og vedligeholdelse af bygninger på Aabenraa-egnen. Mest kendt er kaptajnsgårdene på Løjt Land, som kaptajnerne opførte og bosatte sig i, når de gik på land.

I 1875 opførte tre kaptajner en villa på stribe lidt uden for Aabenraa på Nørre Chaussee (Haderslevvej). Ja man kaldte det for Chinatown, ikke fordi, at de var speciel kinesiske. Men kaptajnerne havde tjent penge på Kinakysten.

I 1880erne kom der flere huse til Chinatown også beboet af tidligere kaptajner.

Blandt de mere utraditionelle hjembringelser var i 1820erne slaven, Emanuel fra Brasilien, som Jacob Bendixen medbragte.

En del kinesiske genstande havnede i borgerstuerne i Aabenraa og på kaptajnsgårdene på Løjt Land.

 

Kilde:

• Mikkel Leth Jespersen: Søfart selvfølgelig
• Mikkel Leth Jespersen: Diamant-Petersen, kaptajn og diamanthandler i 1870ernes Sydafrika
• Mikkel Leth Jespersen: Kaptajn og Kolonier
• Hans Schlaikier m.m.: Aabenraa Søfarts Historie
• Ole Mørkegaard: Søen, Slægten og Hjemstavnen
• Gotlieb Japsen: Den nationale udvikling i Aabenraa
• Claus og Karen Harder Lildholt: Manden, der red på en delfin, Kaptajn Hans Bruhns erindringer
• Holm Petersen: Under sejl i fjernøstlige farvande
• Sønderjyske Årbøger (diverse udgaver)
• Det Gamle Løjt (diverse udgaver)
• Åbenrå Bys Historie (3)
• Jes M. Holdt: Glimt af Løjt Sogns Historie
• Jes M. Holdt: Gårde og Slægter i Løjt Sogn
• Morten Kamphöver: Borgerskaber i Aabenraa 1686-1867 (2)
• Hans H. Worsøe: Løjt Sogns Historie
• Sønderjyllands Historie (2)
• Se Litteratur Aabenraa
• Se Litteratur Løjt

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk:

• Aabenraas storhedstid med søfart
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Søfartshistorie fra Aabenraa
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Skibsbyggeri og Industri i Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Aabenraa, Skibe og Søfart
• En skibskaptajn fra Aabenraa
• Briggen Chico fra Aabenraa
• Aabenraa som søfartsby