Skibe og Søfolk fra Rømø

Øens søfolk skabte historie. Kommandørgården i Juvre og Toftum. Hegn af hvaltænder. 25 skibe i 1620-25. Østers. I 1643 var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. I 1677 en lille flåde på 13 skibe. I begyndelsen af 1900-tallet var der kun 650 beboere tilbage.  Mange i Skipperlavet i Hovedstaden. Kapere fra Rømø. A.P. Møllers farfar. Grønlandsfart. På jagt efter sæl. 80 pct. af mændene var søfolk i 1770. Katastrofeåret 1777. Anders døde som 68-årig, men overlevede som 12 – årig på Grønland. Isen skruede sammen som bjerge. 28 nåede hjem til Rømø.

 

På kirkegården på Rømø kan man endnu opleve 60 kommandørstene. De fortæller hver især om den døde sømands liv. Herunder en stor katastrofe som den 12 – årige Anders Michelsen List overlevede i 1777. men denne historie vender vi tilbage til.

Rømø har stolte søfartstraditioner, som har sat sine tydelige spor med mange såkaldte kommandør hhv. Kaptajnsgårde på øen.

 

Øens søfolk skabte historien

Det er ikke så meget søfarten til og fra Rømø, som har sat sit præg på søfartshistorien. Det er mere øens søfolk, der har sat sit præg. Omkring fra 1600 indtil sidst i 1800-tallet var rømøserne skibsførere på mere eller mindre store skibe. Ja faktisk var 8-10 pct. af øens befolkning skibsførere i den periode.

En del af beboerne virkede selv som redere og en række af Danmarks vigtigste rederier har deres oprindelse fra øens familier ikke mindst A.P. Møller – gruppen.

Men da dampskibsfarten satte ind, blev de fleste søfolk nødt til at flytte til havnebyerne. I 1938 opføres 38 fhv. eller aktive befalingsmænd i ”den danske handelsflåde” som havde begyndt deres sømands-liv som drenge fra Rømø. (Navigatørernes Bog).

 

Kommandørgårde

Kommandørgårdene blev typisk bygget i anden halvdel af 1700-tallet. Gårdene var ofte ret store og typisk opført i grundmur. De var indvendig forsynet med bemalede paneler, døre og lofter, jævnligt udført af den lokale maler Niels Pedersen Bække, der både malede marmoreringer, blomstermotiver, landskabsbilleder og bibelske motiver.

 

Kommandørgården i Juvre

Det ældste eksempel er Nationalmuseets Kommandørgård i Juvre. Her blev en tidligere stor gård erstattet af en ny grundmuret gård i 1749 – 1750, som efter endnu en ombygning i 1770 fik sin nuværende udseende.

Rundt om på øen er der andre helt eller delvis bevarede kommandørgårde. Kommandør- eller kaptajnsgårde kendes også på andre af øerne i Vadehavet samt på Løjt Land.

 

Kommandørgården i Toftum

I Toftum ligger en af de mest velbevarede kommandørgårde ”Kommandørgården”. Den er i dag ejet af Nationalmuseet og viser, hvorledes de rige kaptajner boede.

Her har 12 generationer haft sin gang gennem tiden og den sidste beboer på Kommandørgården døde i 1969.

Nu er stedet omdannet til museum og fortæller om en families historie fra rigdom til armod. Her kan man også lære om leveforholdene på øen.

 

Hegn af hvaltænder

Mange af kommandørgårdene havde engang hegn lavet af hvaltænder. De hegn findes ikke længere. På Kommandørgården i Toftum ses bl.a. en rig udsmykning af hollandske kakler overalt i huset.

Da dampskibenes kom i 1800-tallet skete der en stor udvandring fra øen.

 

Fiskeri

På Rømø har der altid kun været et beskedent landbrug. Måske er det derfor sømands-ekspertisen har udviklet sig. Fiskeri har haft høj – og lavpunkter på Rømø. Et af højdepunkterne var sildefiskeriet ved Helgoland indtil midten af 1500-tallet.

Således lå der i 1520 340 fartøjer med i alt 2.580 personer ved Helgoland. Der herskede et vildt og overdådigt liv. Det var det store sildeeventyr. I 1513 deltog 11 skibe fra Rømø i fangsten med i alt 70 fiskere.

 

25 skibe i 1620 – 25

Et fiskerleje blev dannet på Sønderlandet og endnu et i 1613. I perioden 1620 – 25 kulminerede fiskeriet med 25 skibe. Men inden 1633 var fiskerflåden halveret. Det var rødspætter og rokker det drejede sig om. I topåret 1624 blev der leveret 1,1 mio. ”skuller” fra Rømø til Hamborg.

 

Østers

Afløser af dette nærfiskeri var østersfangsten. Dengang fandtes en hel række østersbanker mellem Rømø og fastlandet. Såvel Kongeriget (Sønderlandet) som Hertugdømmet (Nørlandet) forpagtede rettighederne til en købmand fra Hamborg. Han fik så beskæftiget en del lokale. Denne købmand fra Hamborg havde også bankerne ved Sild, Før og Amrum i pagt.

Fra midten af 1600 – til midten af 1700-tallet var der 18 Rømø-både på østersfangst i sæsonen. På grund af overfiskning gik dette erhverv i stå i 1700-tallets første årtier. Efter et kort opsving kom det for Rømøs vedkommende helt til ophør efter 1750.

Derefter var vadehavsfiskeriet uden betydning for Rømø. Det blev kun til lidt fiskeri med fiskenet og ruser. Først med anlæggelse af havnen i 1964 blev fiskeriet på Rømø genoplivet. Men det blev kun et par kuttere til rejefangst og lidt muslinge-skraberi.

 

Handelsfart fra Rømø

Sidst i 1500-tallet begyndte en særlig spændende søfartsperiode for Rømø. Ribe, dengang Danmarks næststørste havn, sandede til og samtidig blev skibene større. Købmænd fra den by måtte lede efter laste/lossesteder i Vadehavet.

 

I 1643 – 51 skibe hjemmehørende på Rømø

Ribe og Rømø – folk sluttede sig sammen. Det blev Danmarks næststørste handelsflåde. Skibene blev oftest købt i Holland, datidens største handelsmagt til søs. Mellem 1593 og 1643 sejlede op til 21 Ribe-Rømø skibe pr. år igennem Øresund.

Af et toldregnskab for Lister Dyb fra 1643 fremgår, at der var 51 skibe hjemmehørende på Rømø. Heraf var der 17 langfartsskibe.

Men ak så kom svenskerne og brændte størstedelen af denne herlighed. Blomstringstiden for Ribe-Rømø – handelsfarten endte brat.

 

I 1677 en lille flåde på 13 skibe

Enkelte småskibe sejlede nu i årtier med østers til Hamborg og København. Men i 1677 udviklede der sig en lille handelsflåde på Rømø med 13 ”større” skibe, De sejlede mellem Holland, Wesser-Elbe-mundingen og Norge.

I 1730erne var der tre store sACkibe der sejlede på handelsfart efter en årlig Grønlandstur. Ca. 11 andre skibe sejlede med træ fra Norge og mursten fra Holland og søfolk til Elben.

Skipperne og nogle købmænd virkede som redere og tjente gode penge. Der var befolkningstilvækst på Rømø og dette krævede bygningsmateriale.

 

I begyndelsen af 1900-tallet kun 650 beboere tilbage

I 1900-tallets første halvdel. Da øen kun havde 650 beboere efter at have været oppe på 1.800 beboere, var der kun tre lastsejlere tilbage. Med dæmningen var forretningsgrundlaget også forsvundet. I dag kører lastbiler over Vadehavet. Og færgeforbindelsen til Sild er den sidste ”handelsfart til søs”.

 

Handelsfart fra andre havne

Mindst 5 skibsfører fra Rømø sejlede i første halvdel af 1700 – tallet på handelsskibe fra fremmede havne. Mange menige sømænd tog til de store havne for at søge hyre bl.a. fra Holland til Ostindien. I perioden fra 1700 til 1710 er der registreret omkring 40 sømænd fra Rømø i Amsterdam.

Alene i Flensborg fandtes i perioden 1774-73 11 skippere fra Rømø, der sejlede på handelsfart. Somme tider kombineret med Grønlandsfarten.

Rømøskippere sejlede på fartøjer fra Aalborg, Aabenraa, Altona, Arendal, Bergen, København, Ribe og Tønder, ofte på langfart til St. Croix. Skibene til de to sidste byer kom i øvrigt aldrig til hjemstedet. De lå om vinteren andetsteds på Fanø eller i Altona.

 

Det Islandske Kompagni

I 1770’erne kom en anden sejlads i gang, hvor mange sømænd fra Rømø fandt deres brød. Det var ”Det Islandske Kompagni” i København, som gennem en rømøser, Peder Jensen Manøe bl.a. i 1783 hyrede 20 skippere, 11 styrmænd, 15 matroser og kokke, 3 tømre og 20 skibsdrenge fra øen.

Selskabet sejlede forsyninger til Island, fiskede deromkring og derefter tog til Frankrig, Spanien og Middelhavet for at afsætte fisk og hente frugt og lignende.

Da det islandsselskabet tabte fiskeprivilegiet i 1787, blev størstedelen af flåden flyttet til Altona, hvorfra skibene efterhånden helt gik over til Middelhavssejladsen, fortsat med Rømøfolk ombord.

 

I Skipperlavet i hovedstaden

Omkring 1800 skiftede mange skibe og dermed skippere deres udgangspunkt til København. Her blev mange rømøsere eksamineret til styrmænd og skibsførere.  Mellem 1789 og 1805 tilmeldte 24 sig i skipperlavet i hovedstaden.

 

Kongelig privilegerede kapere

Men med Københavns bombardement blev der sat en stopper for dette. Mange – mellem 14 og 21 Rømøskippere forsøgte deres held som kongelig privilegerede kapere. For ganske enkelte lykkedes det derved at skabe sig en formue. Andre blev fængslet af englænderne og det var ikke særlig sjovt.

 

A.P. Møllers farfar

Efter 1813 kom søfarten efterhånden tilbage igen.  Især Frugtsejlads til Middelhavet blev et af de store mål. Rømø-skipperne fik ry for at være blandt de hurtigste sejlere. En af disse var A.P. Møllers farfar, Hans P.P. Møller på ”Thomas”.

I 1860 boede der endnu 34 skibsførere på øen.

 

Grønlandsfart

Allerede i 1644 var der søfolk fra Rømø der tog på hvalfangst, først ved Spidsbergen og Jan Mayen. Senere tog de over Ishavet til Grønland. I 1600-tallets sidste årtier kulminerede hvalfangsten, hvilket førte til overfiskning. I denne periode var mindst 10 kommandører med fra Rømø, måske flere.

Mange rømøsere rejste også til Holland og fik hyre derfra.

 

På jagt efter sæl

I begyndelsen af 1700 – tallet havde nogle Tønder – købmænd i fællesskab med Rømø-skipperne fået ideen om at sejle til Ishavet på sælfangst. Efter hvalfangstens relative nedgang omkring 1700 så man chancen for at brænde tran fra sælernes fedt og desuden at sælge deres skind. Til dette kunne man nøjes med mindre skibe med færre sømænd.

Det kunne lade sig gøre med Rømø som udgangshavn. Dette erhverv varede i 65 år indtil 1770. I perioden 1716 – 39 brugte man tre skibe. På øen byggedes et trankogeri og et pakhus til formålet.

 

80 pct. af mændene var sømænd

Omkring 1770 sejlede næsten 80 pct. af Rømøs mænd over seks år. De fleste til Grønland. Fra 1700 – tallet kendes navnene på 150 Rømø-kommandører.

I 1800 – tallet sejlede endnu enkelte Grønlandsskibe fra forskellige havne.

Mange kommandører har med deres fortjeneste skabt større formue til øen og efterladt flotte bygninger. Enkelte endte dog også på Fattighuset.

 

Katastrofeåret 1777

Anders Michelsen List var 12 år, da han i 1777 forliste med sit hvalfangerskib. Han overvintrede på Grønlands østkyst. Det var femte gang, han var på ishavstogt siden han var otte år. Man kan læse noget af oplevelsen på hans gravsten på kirkegården på Rømø.

 

Anders døde som 68-årig

Ja det kan man også på andre gravstene over kommandører, kaptajner m.m. på kirkegården. Anders blev både styrmand og kommandør. Han blev 68 år. På hans gravsten står:

• Her hviler Anders M. List

18. 18. maj 1765, forlist og overvintret i Grønland i 1777. D. 6, novb. I 1833.

På Anders tid boede der omkring 1.500 mennesker på Rømø. Af dem var 450 søfolk, der enten var beskæftiget med handel eller hvalfangst.

 

Isen skruede sammen i bjerge

I 1777 var 50 af dem på togt ved Grønland. Men fra juni til september blev 14 hvalfangerbåde med besætninger fra Danmark, Tyskland og Holland fanget i pakisen i dette farvand.

• Isen skruede sammen i bjerge

Sådan husker kommandanten på Anders skib det. Han fik sin beretning nedskrevet og udgivet.

Ismasserne kvaste skibene, så cirka 450 mænd måtte forlade dem og vandre over isen mod fastlandet. Anders var en del af en gruppe på 70 mænd fra to skibe. Kommandanten skrev bl.a.:

• Alle måtte stå natten over på et stykke is. Havets bølger væltede sig hen over isen, så vi med al mulig kraft måtte holde os fast ved bådene (bjærgede småbåde fra det forliste skib), der var nær ved døden.

 

Anders måtte tage tøjet af

Han havde et ømt punkt for den 12-årige Anders. Drengen

• Blev til sidst så afmægtig, at han ej kunne følge de øvrige

Anders våde tøj tyngede, så han knap kunne gå. Han bad om at tage det af og fortsatte mod land næste nøgen. En nat døde tre mænd af kulde. Mange, der var løbet forud, druknede eller døde af udmattelse.

• Nogle så vi, idet vi gik forbi dem, liggende på isen, de stræbte efter at rejse sig, men var alt for afmægtige, og tilvinkede os andre deres sidste farvel.

 

28 nåede hjem til Rømø

Da mændene nåede kysten, var det Anders, som først fik øje på tre grønlændere. Af dem fik de blåbær og sælhundekød. Hvalfangerne endte med at overvintre med hjælp fra grønlændere flere steder på kysten, indtil de i slutningen af marts 1778 nåede byen Paamiut (Frederikshåb). Der mødte de en købmand og fik skibslejlighed til Rømø.

Ud af 450 forliste mænd overlevede cirka 150. Rømøs statistik var bedre. 28 nåede hjem ud af 50.

Beretningen om Grønlandsforlisene blev skrevet ned af rektor ved Ribe Katedralskole, Lorens Hansen i 1806. Hans bog ”Grønlandsfarerne i året 1777” blev genudgivet i 1977 af forlaget Melbyhus.

 

Kilder:

• dengang.dk – diverse artikler
• kristeligt.dagblad.dk
• graenseforeningen.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Lorens Hansen: Grønlandsfarerne 1777
• Bent Kelm: Rømø-et vesterhavspræget samfund bd. 1
• Ester Kappelgaard: Thades Gård
• Nationalmuseets kommandørgård på Rømø

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.959 artikler
• Under Sønderjylland finder du 239 artikler

 

• Pastor Jacobsen fra Skærbæk
• Omkring Rømødæmningen
• Endnu flere anekdoter fra Rømø
• Anekdoter fra Rømø
• Borrebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø (1)
• Færge mellem Ballum og Rømø – endnu mere (2)
• Da Rømø fik Nordsøbad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø-endnu engang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• På jagt efter Mærsk-familien

Vægfliser fortæller historien