Skal Ladegårdåens vand atter flyde?

Man vil gerne frilægge Ladegårdsåen. I øjeblikket ligger den i rør. Der er masser af myter om denne å. Her er begået mord, selvmord og selvdøde heste og kreaturer er flydt i denne. Vi skal også høre om den gård, der dannede navn til åen. Her var både rigtig ladegård, Fattiggård, Arbejderanstalt, Tvangs – arbejderanstalt, Sindssygehus, Kvæsthus, Krigshospital, Fængsel, Pesthospital og meget mere. Her opholdt der sig mordere, fattige, offentlige fruentimmer, arbejdsløse, sindssyge og mange flere. Her er historien om savn, lidelse, sygdom og fattigdom

 

En fast borg for menneskers nød og fattigdom

Ladegårds historie er lige så broget som livet. Det er et sagn om megen lidelse, sygdom og fattigdom. Det blev den faste borg for menneskets nød og fattigdom.

 

Åen skal atter frilægges

De gamle billeder med børn, der boltrer sig i Ladegårdsåen skal genoplives. Det er bare den lille hage ved det, at det koster fem milliarder kroner.

Stykket fra Søerne til Jagtvejen blev rørlagt i 1897. Stykket fra Jagtvej til Borups Allé blev rørlagt i 1942. Og det sidste stykke ved Ågade, som bestod af Grøndalsåen og Lygteåen blev tildækket i 1962.

Der er mange, der gerne vil have åen tilbage. Men det er en dyr fornøjelse. Og en ny delrapport slår tvivl om, at man overhovedet kan få åen til at flyde. For åbenbart mangler der vand. Men 30 pct. af det vand, der kommer fra Esrum Sø forsvinder i kloakken, fordi det er forurenet.

Jo Ladegårdsåen eksisterer skam, og den leverer bl.a. vand til Søerne, Østre Anlæg og Kastellet. Men hvorfor man så vil sikre vandet i Grøndals Å, ved at vende vandet i Ladegårdsåen, det forekommer mystisk. For uanset om Ladegårdsåen frilægges, så sikrer åen vand i København. I sommers kunne man se bunden i Søerne, fordi man pumpede vandet ud mod Rødovre.

Fastholder man, at vandet i Ladegårdsåen skal vendes får vi næppe en frilæggelse af åen.

 

En gammel Å

Ja egentlig er Lygteåen meget gammel. Den blev udgravet under Kong Hans (1455 – 1513). Formålet var at lede vand til vådområderne foran København. Dette kunne så pasende også bruges som et forsvarsværk. Åen blev samtidig skellet mellem Københavns Byjorder og Utterslev Bymark.

Vandet kom fra Gentofte Sø, Emdrup Sø og Lersøen. Emdrup – eller Lundehussøen løb oprindelig ud i Øresund gennem Rosbækken. Den blev forbundet med Gentofte Sø, opdæmmet ved Lyngbyvej og ledt ind i Lersøen, hvorfra den via Lygteåen blev forbundet med Ladegårdsåen.

Emdrup Sø får en del af sit vand fra Utterslev Mose. I 1523 ønskede man at forbedre vandforsyningen, derfor uddybede man åerne.

 

Lygte – Løgh – Sump

Af navnet Lygten kan vi udlede, at her var sump. Ordet stammer fra det gamle danske ord for løgh. Og området ned til åen var i mange år et sumpet engdrag.

Og vi kender alle den gamle Lygten Kro, der lå der, hvor den gamle stationsbygning på Lygten Plads ligger. Jo, vi har stadig en kro, der hedder Lygten Kro, men det er nu ikke den samme, og ligger ikke på den samme plads.

 

Lersøen blev berygtet

Her på siden har vi flere gange beskrevet livet i Lersøen. Det var her kurvemagerne hentede deres materiale og baptisterne blev døbt. Her havde byens fuglehandlere nok at lave med at fange diverse fuglearter. Og her boede byens afskum. Det var Storm P blandt andet fandt sine motiver.

Lersøen blev senere tildækket og blev Københavns største godsbanegård. Ja og så fik den en latrinstation opkaldt efter sig.

Under jorden mødes Grøndalsåen og Lygte Å i Ladegårdsåen.

 

Masser af vand i Ladegårdsåen

Egentlig har der i tidens løb været masser af vand i Ladegårdsåen. Og der er masser af historier og myter om åen. Her er uønskede børn blevet druknet, en bankrøver har skudt sig selv i åen, døde dyr som heste og kreaturer er blevet ført med åen i tidens løb.

En af myterne fortæller at 4 ud af 6 mennesker natten mellem den 26. og 27. november 1812 druknede, da deres hestevogn faldt i åen. De havde været til bryllup og fået noget at drikke. Men historien findes i diverse versioner.

Således skulle to jødiske kvinder været på besøg på Rolighed, da de med hest og vogn styrtede i søen.

Og myterne fortæller også, at der er rejst en mindesten for de omkomne. Men denne sten var dog blot en højdemåler.

 

Af hensyn til folkesundhed

Fra at levere drikkevand udviklede Ladegårdsåen sig i stedet til at være en kloak. Af hensyn til folkesundheden blev den efterhånden rørlagt. Ja og denne meget omtalte Ladegårdså er selvfølgelig opkaldt efter Kongens Ladegård.

 

En flot ladegård

Christian den Tredje lod anlægge en ladegård til Københavns Slot i 1548. Den blev anlagt i Nyby. På Christian den Fjerdes tid var den for lille. En ny måtte bygges.

Egentlig skulle kongens ladegård have ligget uden for Øster Port. Men det blev aldrig til noget. Fra 1620 øjnede man en anden mulighed. Kongen overtog nemlig den gamle Sankt Jørgensgård og udløbet af en år, der nu fik navnet Ladegårdsåen.

Han byggede nu en ny ladegård på det nye sted. Den store lade var ikke mindre end på 100 fag. 500 stykker kvæg stod opmarcheret. Et sindrig rørsystem bevirkede, at der kom vand op i krybberne. Ovenover var der en lade, som man kunne køre til. Der var åbenbart lavet en rampe.

Kongen tog selv aktivt del i driften, En overgang indrettede man også hønseovne, som en slags rugemaskine.

 

Nye bygninger tilknyttet Ladegården

Ved Sankt Jørgens Søs nordvestligste hjørne ved slusen blev der bygget et Svertehus, som nærmest var et farveri. Dette havde sikkert forbindelse til Ladegården.

Mellem Blegdamshuset (1621) i det nordvestligst hjørne af Sankt Jørgens Sø og Ladegården blev der i 1622 bygget et såkaldt Fangehus. Også dette havde forbindelse til Ladegården.

Tre store fæstningsanlæg blev bygget i 1600 tallet. Det vestligste af disse var Ladegården. Den havde en vandgrav på den ene side. Fra skansen løb en lille vold med en enkelt bastion langs indersiden af Sankt Jørgens Sø.

Fæstningsgraven havde afløb til Skt. Jørgensø gennem et gammelt åforløb, som oprindelig hed Vodroffå, men som i folkemunde blev kaldt Rosenåen som følge af det ildelugtende vand. Dette åløb afgrænsede det bebyggede område mod syd, og en primitiv bro tillod færdsel fra bygningerne og ud til markerne.

 

Til gavn for kongen

Ladegårds – anlægget bestod foruden af den store lade med udbygget gavl mod sydøst af tre – fire mindre bygninger rundt omkring og en hovedbygning.

I 1623 var Ladegården klar. Den første foged hed Rasmus Jensøn. I hans instrukser blev det påpeget, at han skulle være en flittig kirkegænger. Han skulle ligeledes sørge for, at tage vare på lys og ild. De ansatte skulle passe deres sengetid, og de skulle lystre fogeden.

Bønderne på nabogrunden skulle sørge for, at grøfter og led skulle holdes rene. De skulle sørge for såning, pløjning og høst på de rette tider og efter den bedste metode. Man skulle være påpasselig med dyrene og sørge for den nødvendige rengøring.

Kornet skulle renses, så den kunne bruges til Kongens Bryghus.

Hele produktionen, der ikke skulle bruges af kongen, skulle sælges fra torvene. Salg måtte ikke ske fra Ladegården. Selvdødes skind skulle straks føres til regnskab.

Portene skulle åbnes ved ind – og udkørsel af nøje afregnet gods, og ingen måtte opholde sig alene i laden. Dyrene, der ikke var så let at opdrage, skulle for en sikkerheds skyld alle brandmærkes med Ladegård – mærket.

Det var strengt forbudt for kvinderne at tage sig af det kostbare kvæg, men de måtte gerne malke. Og dette skulle ske tre gange dagligt. Og resten af de lyse timer måtte de spinde – til gavn for kongen.

 

Ny Ladegård

Jorderne var nu ikke af bedste kvalitet. En masse kanaler gennemskar markerne, og der skulle etableres hele 18 broer over disse afvandingskanaler.

Men ak. En storm i 1628 ødelagde store dele af laden, og en del kvæg omkom. Men straks blev laden genopført. Den ny lade var grundmuret i hele tre etager. Og voldgravene rundt om stedet fik nu vand fra Ladegårdsåen og Rosenåen.

 

Fogeden havde travlt

Fogeden havde nok at se til. Bønderne opførte sig ikke altid som kongen ønskede det. I

1639 var der en del fisk i dammene. Det fristede fire mænd og en dreng. De fyldte deres bukser med fangsten. I første omgang skræmte man dem væk. Sagen endte dog med, at tre af dem blev indsat på Bremerholm.

 

Ny forpagter

I 1647 forpagtede Peder Svendske gården. Det kostede 2.200 rigsdaler. Men der hørte dog også en del forpligtelser med denne forpagtning. Svendske var også forpagter af Friederichsborg Slots ladegård. Ved tronskiftet i 1649 søgte han om forlængelse. Der blev bevilliget to års forlængelse med væsentlige stramninger.

Forpagteren skulle således aftage 100 læs brænde fra kongens skove og masken til køerne fra Kongens Bryghus. Det var bestemt ikke en guldgrube at drive disse ladegårde.

En del grundejere havde mistet jord i forbindelse med anlæggelse af Nykiøbenhavn. De fik erstatningsjord på Ladegårdens arealer. Dette indskrænkede også forpagterens muligheder.

 

Hollænderne kommer

Markerne fra den gamle landsby, Solbjerg blev udset til at være den ny Hollænderby. Hollænderne lagde deres gårde ved siden af det nuværende Allégade. Men de havde svært ved at levere de pligtige varer til Kronen. I et forsøg på at rejse penge solgte de grunde til velhavende københavnere. Men denne handel var ulovlig, da de ikke selv ejede grunden.

Og i 1651 blev dele af Ladegården indrettet som pesthus. Det blev kortvarigt indrettet som sygehus for sindssyge og epidemiramte. Men svenskekrigen bevirkede, at lemmerne blev fordelt på andre institutioner for takket være svenskerne led bygningerne stor skade.

 

Hvor blev bøhmerne af?

I 1653 havde Frederik den Tredje tilladt 50 bøhmiske klædemagere med familie om at få lov til at bosætte sig på Ladegården. Derfra skulle de fremstille og sælge klæder både i alenmål og stykvis. De var af religiøse grunde blevet fordrevet fra deres hjemland. Nu fik de vidtgående privilegier for en snes år frem i tiden.

De kunne opbygge et lille fristed med kirke, skole, valkemøller, farverier og pressehus. Men af en eller anden grund kom de aldrig rigtig i gang. Måske har det noget at gøre med et mord, der skete på stedet. Klædemagerne forsvandt lige så brat, som de var kommet.

 

20 hollandske gårde

Ladegården var med den omskiftelige tilværelse efterhånden blevet meget brøstfældig.

Tyve hollændere som vi allerede har hørt om, havde i 1651 fået tilladelse til at dyrke afgrøder på en del af Ladegårdens jorder. Det lykkedes ret hurtig at bygge en lille by op. 20 gårde blev opført.

Da svenskerne i 1658 – 59 belejrede København skød de bygningerne i grus

 

Christoffer Gabel købte i 1662 Teglgårdsvangen og lagde den sammen med sin erhvervede jord fra Ladegården. Byens teglgård blev nedlagt og flyttet herud. Men egentlig var det ruiner som Gabel overtog.

 

Den gule Hest

I 1670 blev der givet tilladelse til krohold lige øst for landevejen. Et skel blev dannet for Ladegårdens marker i vest. Her opførte murermester Jens Matzen en kro med både tilladelse til at bygge og bage, således at tilrejsende til Nødtørftighed for Penge kunne overnatte og overleve.

Al slags fremmed drik måtte såmænd også gerne diviteres med, når blot der erlagdes told deraf. Hvor længe der blev drevet kro herfra fortaber sig i det uvisse. Men ejendommens navn Den gule Hest tydede på en hvis standard.

Gabel erhvervede også Peblingesøen. Han opdæmmede søen og omdannede den til en eng. Han regnede med at bruge den til græsning. Han havde dog gjort regning uden vært. I 1674 fratog kongen ham området, og der kom igen vand i søen.

I 1682 lå der tre fiskedamme på grænsen mellem Vestre og Nordre Forstad på Ladegårdens jord. I 1694 druknede en ung knægt i en af disse damme.

 

Kronen overtager atter gården

Selve skansen var forholdsvis uberørt efter svenskekrigen. I de kommende år dannede denne bastion base for en gård, der blev bygget i stedet for Ladegården. Et kort fra 1685 viser, at man dog bibeholdt den ydre del af skansen.

Selve gården havde lidt stor skade under krigen. Christoffer Gabel havde fået skødet på gården. Hans søn Waldemar Christopher havde overtaget den. Men han var kommet i pengenød. Derfor overtog Kronen atter gården.

I 1683 blev dele af Ladegården udlejet til kongelig musikant, Johan Alter. Andre dele af gården fungerede som offentlig værtshus med beboelse af justitsråd, Edvard Kruse.

 

Kvæsthus

Omkring 1690 overgik Ladegården atter til institution. Landetaten brugte gården som kvæsthus. Under pesten i 1710 – 1711 blev gården brugt som pesthus. Krigshospitalskassen havde af Kronen fået skænket gården.

I en periode fungerede Ladegården som krigshospital.

Halvdelen af gården blev indrettet som lazaret. Man brugte stråsække som madrasser og senge. Sækkene havde den fordel, at de kunne kastes i vand og siden tørres og røges for at hindre smitte. Der blev opsat ovne i rummene, så de syge ikke skulle lide kuldens kvaler.

Da Ladegården eller Krigshospitalet blev omdannet til midlertidig pestlazaret, flyttedes de syge soldater som i forvejen var på gården til Nyhavn.

Senere blev det besluttet at flytte de faste lemmer til Falkonérgården.

I 1697 nedbrændte det meste af Ny Hollænderbyen. Bønderne var fortsat bagud med at levere varer, så det hele var gået tilbage til kongen.

Et stort rækværk blev bygget rundt omkring lazarettet. En pestkirkegård blev etableret omkring 1710 – 1711 på Ladegårdens jord. Også den nærliggende Vodroffgård var indrettet som pesthospital. Begge steder var en barber (kirurg) chef.

 

Igen Krigshospital

Da epidemien var over, blev Ladegården igen omdannet til krigshospital for landetatens soldater. Men også en del af statens ansatte kom herud. Fra 1716 ved vi, at der var indlagt 254 patienter, heraf var 149 soldater.

Men igen engang blev Ladegården også brugt til lystigere ting. I 1724 fik inspektøren Davis Schack kongelig privilegium til holde værtshus på stedet.

 

Fattighus og husvildebolig

I 1728 blev udbrændte lemmer overvist hertil fra Brøndstræde Hospital. Ladegården var blevet istandsat og fra 1. juli blev det et egentlig krigshospital, der samtidig blev brugt til fattighus. Det fungerede også som straffeanstalt for Militæretaten.

Og Ladegården blev også brugt som husvildebolig for nogle af dem, der mistede deres bolig under Københavns brand. 2.000 huse blev dengang lagt i ruiner.

 

Produktionssted

Den 27. juli 1733 ansøgte direktørerne fra Krigshospitalskassen om tilladelse til at oprette et spinderi af blår og hør samt et væveri på Ladegården. Man foreslog endvidere hærarkivar Simon Schmidt som ansvarlig for fabrikkens drift. Kort efter fulgte planer om at samle alle almisselemmer på Ladegården.

En kapital på 1.200 Rdl. som kongen havde betalt til Pesthuset for fattige Garders og Grenaderens Enker overførtes til Krigshospitalskassen.

I 1748 blev gården radikalt ombygget. Fra 1734 blev der også indrettet en kirke. Denne blev betjent af magister Sechmand, der var sognepræst for garnisonen. Han tog sig af sakramentet, mens studenten Nicolai Isenfeldt tog sig af selve gudstjenesten. Sidstnævnte tog sig også af undervisning af børnene.

 

Beskæftigelse af alle lemmer

Efterhånden startede der produktion på Ladegården. Nu var der beskæftigelse til alle lemmer. Produktionsafdelingen med væve – og spindestuer befandt sig i den venstre del af bygningskomplekset, mens sygestuer, magasiner og stalde havde til huse i den øverste del.

Arbejdsstuerne skulle opvarmes fra Mortensdag til Påske, hvortil der var seks favne bøgebrænde til rådighed.

Som belysning anvendtes tranlamper, mens der på sovesalene kun måtte bruges fast lygte. Der skulle hver dag pålægges to kvinder at rengøre spinde – og sovesalene, hvilket omfattede gulvvask, fejning og rygning med enebær.

 

Sindssygehospital

I 1768 solgte man Ladegården til Københavns Kommune, hvorefter lemmerne fra Pesthuset ved Kalvebod Strand blev overført hertil. Den nye institution på Ladegården fungerede nu nærmest som sindssygehospital. Man fik da også lov til at bære navnet Sankt Hans Hospital.

Kommunen havde erhvervet en betydelig del af det areal, der havde tilhørt Christian den Fjerdes ladegård. Området lå vest for Skt. Jørgens Sø.

Allerede fra 1765 fungerede Ladegården dels som hospital for frivillige og dels som tugthus for betlere, der opbragtes af byens fattigfogeder. Ligeledes samme år stiftedes Frederiks Plejehus, der skulle erstatte Krigshospitalet på Ladegården.

Men nu måtte Afsindige og Tosserne dele med fattiglemmerne.

Der blev indrettet en bygning med 20 dårekister, opført af solide planker. Standardudstyret var en briks og et lokum. Men som noget nyt, kunne dårekisterne opvarmes. I 1770 led 88 af Ladegårdens beboere af sindslidelser. 14 af dem var så hårdt angrebne, at de blev anbragt i disse dårekister. Ødelagde disse lemmer deres sengetøj, fik de ikke nyt. De måtte nøjes med halm. Det samme gjaldt for deres tøj. Adskillige sindssyge gik nærmest nøgne rundt kun iført pjalter.

 

Ulægelige og gyselige sygdomme

Under et tag samlede man patienterne fra det gamle Sankt Hans Hospital. Afsindige og Tossede gik side om side med Almisselemmerne med ulægelige og gyselige sygdomme. Kort tid efter kom en tredje kategori, De veneriske patienter. Man ville ikke have disse på de almindelige hospitaler.

Nu var de ikke længere væk, end at en Medicus i godt vejr lovede at aflægge hospitalet et besøg. Ellers var der kun tre opsynsmænd til 500 indespærrede stakler.

 

Hvor lå Ladegården?

Mod nord grænsede ejendommen ud til en gammel vej, kaldet Ladegårdsvejen, som fulgte Ladegårdsåens nedre løb. Og denne vej fulgte den nuværende Åboulevard ud til det sted, hvor H.C. Ørstedsvej munder ud i Åboulevarden. Den gamle vej fulgte derefter H.C. Ørstedsvej hen til krydset ved Rolighedsvej og gik derefter stik mod vest, nogenlunde som den nuværende Rolighedsvej.

Længere mod vest grænsede ejendommen op til en række ubebyggede grunde, der tilhørte grosserer Mariboe.

Mod syd var naboen, den kendte frederiksbergske ejendom, Forhåbningsholm. Skellet fulgte så nogenlunde den nuværende Danasvej. Mod øst grænsede ejendommen op til Vodrupgård, og den lille ejendom Mosendahl, der tilhørte kattuntrykker Appel.

På denne ejendom, der lå umiddelbart op til Ladegårdsvejens udløb i dæmningen mellem St. Jørgens Sø og Peblingesøen, havde der i mange år været forskellige fabriksanlæg, og man fortsatte hermed et langt stykke ind i 1800 – tallet.

 

Bomber mod lemmerne

I 1807 havde fjenden søgt ly ved Ladegården. Byens kanoner var rettet mod stedet. Lemmerne måtte leve i evig frygt for at blive ramt. Englænderne bragte dog lemmerne i sikkerhed i Frederiksberg Kirke.

Generalmajor H.E. Peymann rapporterede til Kronprins Frederik:

• Jeg har ladet parlementere med Lord Cathcart om en Vaabentilstand paa 36 Timer, blot paa Kant mod Pesthuset og Ladegaarden for at faa de derværende 500 elendige Mennesker indbragte i Byen, men da han ej vilde tilstaa mere end 4 Timer, og denne Tid var for kort til Hensigtens Udførelse, saa jeg ikke antaget Tilbud, men maattet overlade disse Elendige til hans Menneskelighed.

 

• I Dag den 29de hujus, har Lord Cathart med en Parlementær ladet mig skriftligt vide, at han var i Begreb med at flytte de Syge og Afsindige i Sct. Hans Hospital, og forlang Ilden fra Fæstningen indstillet paa den Kant, indtil Flytningen var fuldført, ligesom jeg ogsaa paa hans Begjæring har ladet ham udlevere det 28de Infanterriregimets Regnskabs – og Lønningsbøger, som fandtes mellem den Bagage, som blev indbragt den 16de hujus.

I 1816 flyttede myndighederne hospitalet til Bistrup uden for Roskilde. Store dele af Ladegården lå øde hen i seks år.

Man havde ellers været i gang med et decideret sindssygehospital på en grund, man kaldte Fuglevænget lige i nærheden af Ladegården. Men efter krigen i 1807 blev dette byggeri aldrig genoptaget. Ja man kaldte det nu for Hospital for Gale og Afsindige.

 

Københavnerne blev fattigere

Efter englændernes bombardement fulgte i 1813 statsbankerotten og året efter tabet af Norge. En langvarig depressionsperiode fulgte som for Danmarks vedkommende betød en alvorlig landbrugskrise.

Byens indbyggere blev fattigere, og det samme skete for byens næringsdrivende. Hovedstadens fattigvæsen var dengang underlagt staten.

København fungerede som en slags prøveklud, når det gjaldt initiativer til at forbedre vilkårene for de fattige og arbejdsløse. Mange af de initiativer, man startede i København, blev efterhånden også gennemført ude i provinsen. Allerede omkring 1600 prøvede man med tvangsarbejde. Det var i hovedstaden, at de landskendte fattiginstitutioner op stod. Det var Opfostringshuset, Tugt – , Raps – og Forberingshuset og Ladegården.

Borgerne skulle moralsk og åndeligt oprustes. Et universalmiddel mod dette blev arbejde oh arbejdertvang. Det gavnede staten, og så lærte man de fattige at bestille noget.

 

Arbejderanstalt

I 1821 nedsatte man en kommission, hvis formål var at undersøge, om der var behov for en arbejderanstalt, hvor Københavns arbejdsføre fattige kunne beskæftiges. Året efter blev Arbejderanstalt Ladegården indviet.

De første fattiglemmer ankom den 1. oktober samme år.

Et moderne landbrug blev indrettet. Til avlens fremme fik man tilført latrin inde fra byen. Der blev også satset på kartofler og hør. Hertil kom uldvæveri, et farveri, en række værksteder for almindelig håndværk samt et lysstøberi.

Der skulle arbejdes fra klokken fem om morgenen til otte om aftenen med i alt tre timers pause. Man havde regnet med et overskud. I 1824 var der 246 lemmer herude.

 

Pjaltehæren

Fattigvæsnet havde overtaget gadefejningen og den kostebevæbnede Pjaltehær blev et nyt element i gadebilledet. I inspektørens instruks hed det:

• At man over for lemmerne skulle forene streng alvorlighed med kærlig sagtmodighed.

Men samtidig blev det påpeget:

• At den medlidenhed, hvorpå den ulykkelige har et billigt og retsmæssigt krav, kan erhverves ved uorden, trolig opfyldelse af pålagte pligter og hengivenhed i sin skæbne.

For mange blev Ladegården en station på vejen mod fængsel og rettersted. Omvendt fandt en dødsdømt drabsmand som Ole Kollerød, at Ladegården var Paradisets Have.

 

Ladegårdens rygte var aldeles afskrækkende

I 1826 siges det, at mængden af arbejdere på Ladegården var

• Afkrævende, løsagtige Fruentimmer, afskedigede, halvfede Matroser og Soldater, frigivne Forbrydere fra Slaveriet og Tugthuse.

Man mente, at de skulle tillæres, hvorfor man også debatterede, hvorvidt tillæringstiden ikke burde lønnes lavere. Man overvejede at nedlægge Rebslageriet, Lysstøberiet og Linnedfabrikken:

• Ladegaardens Rygte var saa afskrækkende, at ofte en fattig Borger hellere vil friste alt, end begive sig derhen, og han udsætter sig, ved at tage Arbejde der, for at blive miskendt af sine Medborgere, som erfare, at han har været paa et Sted, hvor Forbrydelser og Laster ere almindelige Egenskaber hos Arbeiderne.

 

Ledelsen gik af

I 1833 gik den hidtidige ledelse af, og institutionen blev overtaget af Fattigvæsnet. Året efter blev institutionen udvidet med en tvangsarbejderanstalt. Her blev tiggere og fattige, der forbrød sig mod Fattigvæsnets regler anbragt. Værkstederne blev udbygget for at få produktionen til at stige. Samtidig forsøgte man at få økonomien forbedret.

Kvaliteten af det man producerede var uhyre ringe. Dog var gulvtæpperne af en rimelig kvalitet.

 

Tvangsarbejderanstalt

I 1833 synes det som om, at man havde accepteret, at Ladegården blev noget helt andet end man havde forstillet sig i 1822. Kongen befalede, at Ladegården skulle overgå til Det Københavnske Fattigvæsen. Kongen befalede også, at der skulle træffes foranstaltninger, så Ladegården fra den 1. november 1833 kunne indrettes som Tvangsarbejderanstalt. Denne skulle lige afsondret fra de andre arbejdsafdelinger. Der skulle være et særligt arbejdsrum for tvangsarbejdere, og der skulle indrettes isolationsceller.

I Pustervig var meningen med isolationscellerne, et ønske om at opdrage og forbedre de indsatte. Men sådan var det ikke på Ladegården. Her var det udelukkende en straf for de genstridige. Her var det afskrækkelsen, der var i højsæde.

 

Tumult og ballade

Gennem tiden har her været masser af tumulter og ballade. Således blev Ladegården sat i brand den 13. august 1839. Forholdene havde været sådan, at kønnene ikke var adskilt. Da man så opførte et højt plankeværk og forsøgte at adskille kønnene opstod der ballade. Dette ville beboerne ikke finde sig i.

 

Uordentlige fattige

Tvangsarbejderafdelingen var anvendt til betlere og uordentlige fattige. Der var nu to afdelinger for fabriksarbejdere, og en afdeling for indslusning. Desuden var der en slags eliteafdeling, som man skulle gøre sig fortjent til. En af betingelserne var, at man var fattig og ordentlig. På den afdeling kunne man med sin indsats gøre sig fortjent til ekstra goder.

Ladegården producerede for marinen og kommunale institutioner m.m.

I 1850 havde der været ikke mindre end 2.000 personer ind og ud af anstalten. I 1870 var der mere end 4.000.

 

Koleraen ramte Ladegården hårdt

Koleraepidemien i 1853 ramte Ladegården ekstra hårdt. Koleraen er en vandbåren infektionssygdom og den har gode kår, hvor mange folk er sammenstuvet. Efter to døgns inkubationstid bryder symptomerne ud med diarré, smertefulde opkastninger, stærk tørst, øresusen, svimmelhed og krampe.

Så falder temperaturen, og pulsen bliver mærkbar. I sidste ende dør man af dehydrering. I forvejen var der på Ladegården ophobet snavs og sygdomme. Ledelsen foretog sig absolut intet for at forhindre en forværelse. Det vil sige, at man havde købt kister på forhånd.

 

Ballade, når der var udgang

I 1865 var der 916 lemmer på Ladegården. Komplekset måtte udvides flere gange for at kunne rumme alle.

Beboerne levede stort set deres eget liv. Borgerskabet var glade for at slippe af med disse mærkelige individer. Men om søndagen kunne man ikke undgå at lægge mærke til dem. De havde ret til udgang. Og så gik det ellers ind til byen eller rundt på Nørrebros værtshuse. Der var ofte råb og slagsmål i gaderne, når lemmerne dukkede op. Og mange lemmer havde trods forbud taget et par flasker brændevin med hjem.

 

Fattiggård og minihospital

I 1870 opførtes Fattiggården. Den omfattede husvildeafdelingen (30 familier), Kvindeafdelingen (220 fabriksarbejdere), sygestue for kvinder, mødreafdelingen, tvangsafdeling for kvinder samt lemmeafdeling for kvinder.

Ja lemmeafdelingen var egentlig en filial af Almindelig Hospital.

I 1870 omfattede Ladegården med Arbejderanstalten cirka 770 fabriksarbejdere og på sygeafdelingen var der plads til 46 patienter. Dertil kom en tvangsafdeling for mænd.

Ladegårdslemmer blev anset for at ligge samfundet til last og for på alle måder at udnytte systemet. Ja man sagde endda, at Ladegårdslemmer ikke undlod sig med at benytte lægen som Skærmbrædt ved ulyst til at arbejde.

Cirka 1875 blev der oprettet en opdragelsesanstalt for drenge, som egentlig også var en afdeling af Almindelig Hospital. Senere blev der også indrettet en smittemistænkelig afdeling.

Da Sankt Johannes Stiftelsen blev oprettet i 1875 forsvandt lemmeafdelingen og opdragelsesanstalten for drenge.

 

Planer om ny anstalt

Sidst i 1800 – tallet fremsattes planer om at opføre en ny anstalt. Et byggearbejde blev indledt på en grund mellem Guldbergsgade og Nørre Allé. Men inden færdiggørelsen blev der truffet beslutning om, at overdrage komplekset til Almindeligt Hospital.

Magistraten erhvervede i stedet et areal på Amagerfælled, hvor arbejderanstalten Sundholm blev opført.

 

Svært ved at komme fattigdommen til livs

I København havde man svært ved at komme fattigdommen til livs. Det lykkedes vel først omkring 1900, hvor der blev indført ordentlige love, der også respekterede de fattiges retsstilling.

Man havde nu inddelt hovedstadsområdet i 12 distrikter. Inden for hvert distrikt ville man udpege et varieret antal ulønnede fattigforstandere. De skulle have til opgave at opspore trængende, gøre indstilling om hjælp, som skulle ydes. I det hele taget skulle de føre kontrol og yde den fornødne vejledning til fattige familier og trængende enkeltpersoner.

Man ville simpelthen det offentlige tiggeri til livs.

I første omgang fik man udpeget 127 fattigforstandere, men det var svært at fastholde dette antal. Flere og flere nægtede at overtage hvervet. Man måtte endda true med økonomiske repressalier, hvis man ikke bøjede sig. Men modstanden var ret massiv, så til sidst måtte man nøjes med 64 forstandere.

 

Liv og helse

Dengang skulle man have opholdt sig 3 år inden for hovedstadens område, så havde man opnået forsørgelsesret. Det betød, at man kunne gøre krav på nødtørftig underholdning, det vil sige føde, husly, klæder og varme således at man kunne opretholde Liv og Helse.

Det var Fattigvæsnet, der skulle sørge for, at de arbejdsføre fik anvist lønnet arbejde. Viste man sig arbejdsuvildig, måtte der anvendes fornøden tvang. Man skulle også hjælpe med læge og medicin. Endvidere skulle der drages omsorg for, at fattiglemmers børn fik fornøden skoleundervisning.

 

Fattigvæsnet havde hånds – og halsret

Men Fattigvæsnet havde hånds – og halsret over en. Man var underkastet væsnets disciplin og moralske regler. Var man indskrevet som fattiglem, så indebar det også at ens ejendele tilfaldt væsnet efter ens død. Man havde også stillet det fornødne frijord til rådighed på Assistens Kirkegård.

Al henvendelse om hjælp skulle rettes til de lokale fattigforstandere. Fattigvæsnet rådede også over Almindelig Hospital i Amaliegade samt en række arbejdshuse eller arbejdsanstalter.

Fattigvæsnet skulle også tage sig af datidens husvilde. Datidens kilder tænkte først og fremmest på de enlige mandfolk i hovedstaden, der normalt gik under betegnelsen sjovere. Det var dem, der kom til at udføre meget usikre og sikkert usselt lønnede sjoverarbejde.

 

Offentlige Fruentimmere

Politiet var begyndt at registrere offentlige fruentimmere. I 1874 gennemførtes Lov om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse.

Men hvad var et Offentligt Fruentimmer?

• En kvinde, der blev indskrevet i politiprotokollen som prostitueret. Herefter skulle hun møde til ugentlige lægeundersøgelser og hendes liv og færden blev underlagt en række begrænsede regler
• Ved overtrædelser havde politiet myndighed til at straffe hende uden om domstolene,
• Hun kunne således blive dømt tvangsarbejde på Ladegården.
• I 1906 blev indskrivnings – og kontrolsystemet ophævet.

Med loven forsøgte myndighederne at dæmme op for de voksende kønssygdomme og regulere prostitution, så den ikke stødte an mod den offentlige orden og moral. Og ofte blev disse offentlige fruentimmere anbragt på Ladegården.

Prostitution var i slutningen af 1800tallet et lovligt erhverv, såfremt kvinderne lod sig registrere hos politiet. I 1892 var der således indskrevet 538 prostituerede. Derudover fandtes der en såkaldt hemmelig prostitution, det vil sige kvinder, der drev erhvervet uden at lade sig registrere.

 

Christiane Adolfine Larsen

Til disse hørte Christiane Adolfine Larsen. I juni 1892 blev hun indlagt på Kommunehospitalet, hvor hun tidligere var blevet behandlet for syfilis. Christiane blev anset for at være sindssyg. Hun opholdt sig meget af tiden på Ladegården.

Den 43 – årige tilstod ved indlæggelsen:

• Et meget uforbeholdent Alkoholforbrug
• Har ført et meget lystigt Liv – dog aldrig eller i hvert fald kun faa Dage practiseret som Scortum (prostitueret)

Christiane burde have været indlagt på Vestre Hospital (senere Rudolph Bergs Hospital), der ved åbningen i 1886 havde 60 af hospitalets 200 senge forbeholdt udøvere af den hemmelige prostitution. Men som sindssyg hørte hun under Kommunehospitalet.

Men som regel endte Offentlige Fruentimmere deres dage på Ladegården.

 

Ikke særlig velset

Ladegårdslemmer var ikke en særlig velset patientgruppe. Andre patienter på Kommunehospitalet ville ikke dele stue med disse. De blev betragtet som uordentlige fattige. Ja, de blev anset for at ligge samfundet til last og på alle områder at udnytte systemet. Det er den samme holdning, der er i dag.

Ladegården havde to sygestuer, hver med plads til 10 – 15 patienter, men indtil 1869 var der kun indlagt mindre syge personer. Men i 1870 blev dette ændret. Nu kunne Ladegården selv behandle:

• Benbrud, Urinrørsstrukturer, primære Syphilistiske Saar og Gonorrboea.

 

Moralen var primitiv

I 1880erne, da arbejdsløsheden var på det højeste, klagede fagbevægelsen over ulig konkurrence fra Ladegården.

Når der var udgang til lemmerne, måtte det ikke ske samtidig for begge køn. Så skete der ulykker, mente man. Når der var helligdage og lemmerne forlod Ladegården vakte de Offentlig Skandale, når de fordrukne og larmende vendte hjem om aftenen. Ja nogle skulle endda hentes.

Det var en meget broget flok, der befandt sig på Ladegården. Det var den forarmede håndværksmester, løsladte forbrydere og letlevende fruentimmere. Moralen var primitiv og dikteret af forholdene.

I 1904 var der 572 lemmere herude.

 

Udflytning til Sundholm

Da arbejderanstalten Sundholm blev indviet i 1908 blev Ladegårdens fattiglemmer flyttet herud til Amager.

Dog fik Ladegården lov til at stå frem til 1930, hvor man nedrev bygningerne. På dens grund opførtes i stedet boligejendomme og Radiohuset.

Det sidste, der forsvandt, var Ladegårdens flotte have. En have som man i mange år kunne beundre fra togskinnerne. Men denne have var nu ikke indrettet for at lemmerne skulle plukke roser. Den var indrettet til inspektørens velbefindende.

 

Kilde:

• Se Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Det var på Frederiksberg
• Hvad så Absalon?
• Dragør og Store Magleby – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Fattiglemmer, bisser og bøller på Nørrebro
• Hvad skete der med Serridslev
• Ladegården – dengang
• Pest på Nørrebro
• Svenske tropper på Nørrebro
• Uden for Voldene
• Livet på Ladegården
• Det Gamle Nørrebro og de Fattige
• Klunsere og kræmmere på Nørrebro
• Prinserne på Nørrebro
• Derude – på Lersøen
• Lersø bøller og bisser, nok engang
• Lersø – bisser
• Med tog over Lersøen
• Svenske tropper på Nørrebro

 

• og mange flere