Sandheden om Herman Bang’s Tine

Vi går på jagt efter virkelighedens Tine. Er hun ren fiktion eller var hun virkelighed i Herman Bang’s univers. Vi kigger på scenen, hvor bogens handling fandt sted. Og så anmelder vi noget forsinket bogen ”Tine”. Dengang da bogen udkom, fik den yderst blandede anmeldelser. Men det skyldtes nok, at dengang havde Danmark endnu brug for Dybbøl – soldaterne som rene helte. I Dag regnes Tine for Herman Bang’s højdepunkt. Og virkelighedens Tine fandt vi. Hun døde i 1921, efter at have været delvis lam i adskillige år.

 

Pligtlæsning på Boghandlerfagskolen

Herman Bang var pligtlæsning på boghandlerfagskolen. Men egentlig gjorde det ikke noget. For det virkede meget sandfærdigt. Og det var historien om Tine næsten også. Desværre var det ikke denne titel, som Den Gamle Redaktør kom op i til boghandler – eksamen.

 

Født i ”Det Hvide Hus”

Forfatteren, Herman Bang er født i Det Hvide Hus. Ja sådan blev Asserballe Præstegård kaldt. Det var den 20. april 1857. Allerede, da han var seks år gammel flyttede han med sine forældre til Horsens. Men barndomsminderne fra Als må have sat sine kraftige spor.

 

Erindringerne er ”i en forbavsende Grad korrekte”

To af hans kendte bøger, Det hvide hus (1898) og Tine (1889) er ikke blot inspireret af minderne fra det skønne barndomshjem men er i mange enkeltheder nøjagtige erindringsbilleder. Forfatterens ældste søster erklærede engang, at broderens skildringer af barndomstiden på Als var i en forbavsende Grad korrekte.

 

Sted og personnavne korrekte

I Tine som foregår på Als, navnlig i Skovriddergården (Asserballe Præstegård) i krigsåret 1864 bruger Herman Bang med forbløffende sikkerhed, både sted – og personnavne fra Als.

Ikke blot de historiske kendte stednavne som Sønderborg, Augustenborg og Dybbøl er rigtige, men også mindre kendte navne som Notmark, Vollerup, Gammelgård og Rønhave er placeret rigtig. Nørreskoven på Als kalder han Storeskoven og alle småskovene på østkysten kalder han under et Lilleskoven.

Landskabets karakter, med dets op og ned og med alle de levende hegn og marker samt veje er også rigtig ramt. Han husker de søde alsiske Nationalbær, Brombærrene. Man ser den lille fyr lyslevende for sig, da han på en udflugt bliver hængende i en brombærranke.

Også peronnavnene på Als har Herman Bang sikkert husket med stor nøjagtighed. Men han har kun i få tilfælde villet bruge dem rigtigt. Enten har han ændret dem lidt eller anvendt dem om andre personer end de virkelige.

Den gamle Dr. Fangel er opkaldt efter præsten i Notmark, faderens kollega og ven, der hed Fangel.

 

Degnen

Navnet på degnen i Asserballe, Tine’s far, Gamle Bølling er meget nær ved at være rigtigt. Han hed nemlig Lauritz Georg Kjærbølling og var ganske rigtig degn i Asserballe. Han var Pastor Bangs ven og selskabsbroder. Han var lærersøn fra Dyndeved på Als og født i 1810. Den kendte ornitolog, Niels Kjærbølling, der oprettede Zoologisk Have i København, var hans bror.

Degn, Kjærbølling blev i 1863 angrebet af en ondartet tyfus og kom sig aldrig helt. Allerede i 1865 måtte han tage sin afsked. Men han levede endnu i 23 år som en stakkels hjælpeløs svækling. Dette må Herman Bang have vidst, for omtrent sådan skildrer han Gamle Bølling i Tine, der udkom året efter degnens død.

 

Den virkelige Tine

Degnens datter, der virkelig blev kaldt Tine, var kun 16 år gammel, da pastor Bangs flyttede til Horsens. Alligevel synes Herman Bangs skildring af hendes karakter i alt væsentligt at stemme med virkeligheden.

 

En frivillig barnepige

Hun var Potte og Pande i Præstegården hedder det i Det Hvide Hus. Hun var ikke just tjenestepige men snarere en slags frivillig barnepige. Det er ikke fem minutters gang mellem degnegården og præstegården. Det ser ud til, at hun næsten hver dag er smuttet ned til præstegården for at passe børnene og i det hele taget at have hjulpet præstefruen. Og denne var ikke særlig praktisk anlagt, men det var Tine. Hun var forfærdelig dygtig, sagde en søsterdatter senere.

I bogen får Tine en sørgelig skæbne. Efter at have stået i kærlighedsforhold til skovridderen, der er gift og indkaldt som soldat, drukner hun sig i dammen neden for Skovriddergården.

 

Et symbol på Danmarks nederlag

For Herman Bang er Tine nemlig et billede på Danmarks nederlag i 1864. Derfor må hun gå til grunde. Han har aldrig drømt om at fornærme den virkelige Tine, skønt han tillod sig at benytte hendes navn.

Bogens handling er i de store træk fri digtning og i høj grad præget af at beskrive tilværelsens mørke side.

 

Den virkelige ”Tine” blev sur

Ikke desto mindre er det forståelig, at den virkelige Tine, da hun havde læst bogen rejste til København for at skælde ham ud. Hun var dengang godsejerfrue og følte, at der blev sat en plet på hendes gode navn og rygte.

Tine var trofast mod sin fødeø. Hvert år tog hun og hendes mand, der også var alsing, en tur til Als med deres børn.

Efter hendes død i 1921 kom en af hendes døtre, Thyra Hagnell engang til Asserballe for at se sine bedsteforældres grave. Det viste sig da, at Gamle Bøllings gravsted var blevet sløjfet.

Man fandt dem dog på kirkens loft. Da Kjærbøllings datterdatter lovede at vedligeholde familiegravstedet, blev de to hvide marmortavler med navnene på Tines forældre:

• Anne Marie Kjærbølling f. Becker, og Lauritz Georg Kjærbølling

atter anbragt på deres plads vest for kirken. Da Tines datter efter hendes mands død ikke længere var i stand til at bekoste vedligeholdelsen vedtog Menighedsrådet i Asserballe foreløbig at vedligeholde gravstedet.

 

Den rigtige ”Tine” blev gift

I 1870 blev den rigtige Tine gift med Christian Petersen i Ketting Kirke. De udvandrede som tidligere nævnt til Sverige. Ægteparret fik seks børn. I 1899 blev Tine ramt af et slagtilfælde, der gjorde hende delvis lam i venstre side. I mere end 22 år kunne hun kun gå indendørs med en stok. Når hun skulle udendørs måtte hun have hjælp af en rullestol.

Da Herman Bang skrev bogen sad han ved sin mors dødsleje. Og forordet er da også henvendt til hende. For forfatteren har det at skrive bogen været terapi for minderne væltede frem.

 

Tine i bogen

Som alle ved, så arbejder Tine i bogen som hushjælp hos skovridder Berg. Familien havde et nært venskabeligt forhold. Fru Berg opfordrer Tine til at læse mandens kærlighedsbreve. Det forlyder, at krigen bryder, og fru Berg rejser derfor i sikkerhed. Tine bliver i byen sammen med skovridderen.

I de følgende uger forvandles skovriddergården til indkvartering for opstemte og krigslystne soldater, der afventer, at blive sendt mod fronten. Disse soldater vender sønderskudte tilbage. Krigens grusomhed får skovridderen til at længes efter trøst og kærlighed. I de næste dage forenes skovridderen og Tine i en blanding af trøst, lidenskab og samvittighedskvaler. Tine vælger den mest forfærdelige udgang på sin ulykkelige kærlighed.

Hun finder ud af, at hans forstyrrende lidenskab slet ikke gjaldt hende, men hans hustru.

 

Ikke kun ulykkelig kærlighed

Men egentlig handler bogen ikke kun om ulykkelig kærlighed, men også den daværende presses hang til at være krigsliderlig. Den er regeringsvenlig og giver moralsk støtte til krigshandling. Det er som om Herman Bang i den grad bebrejder politikerne med deres forfejlede krigspolitik. Ja han kommer endda med satiriske udfald med de urealistiske og selvovervurderede politiske holdninger. Forfatteren mener, at det var dette, der var årsag til katastrofen.  Vi får en enestående blanding af fiktion og fakta.

 

Masser af realisme

Bogens handling foregår fra begyndelsen af februar til Dybbøl – belejringen den 18. april 1864. Det er en realisme i både personerne og beskrivelse af krigen. Den ulykke, der rammer Tine er symbolet på Danmarks ulykke. Stemningsbillederne er meget autentiske. Ja den krigsskueplads, der er beskrevet i bogen, kunne lige så godt været skrevet af en krigsreporter.

 

En blandet modtagelse

Da bogen udkom med en blandet modtagelse. Det var lige fra den ene til den anden skuffe. I mange år efter klyngede Danmark sig til en dyrkelse af Dybbøl – soldaternes heltemod. Dette fik Bangs fortolkning af krigen til at være alt for negativ.

I dag betragtes Tine som højdepunktet i Herman Bangs forfatterskab.

 

Kilde:

• Herman Bang: Tine
• Sønderjyske Månedsskrifter
• Sønderjyske Årbøger
• Jydske Tidende 2.08.1930 (Morten Kamphøvener)

 

Hvis du vil vide mere: Om 1864 og De Slesvigske Krige, så indeholder www.dengang.dk mindst 25 artikler om dette emne.