Et tillykke skal lyde fra Nørrebro Handelsforening til Samuels Kirke med de 100 år. Kirkerne på Nørrebro har haft stor betydning for det sociale og kulturelle liv i bydelen gennem hele historien. Læs her i samarbejde med www.dengang.dk om indvielsen af kirken. Datidens medier kunne ikke lide biskoppens kappe og talte om renvaskede Nørrebro – børn, da de talte om kirkens alter. En ældre dame mente, at kongen skulle give kvinderne valgret. Og så blev der smurt 1.200 stykker smørrebrød inden en skovtur. Gennem 12 år samlede man sammen til kirken. Og i begyndelsen måtte man nøjes med en blikkirke, der var vanskelig at finde.

 

En dronning på Nørrebro

Det er ikke hver dag en dronning kommer til Nørrebro på besøg. Men det skete, da Simeons Kirke fyldte 100 år. I den forbindelse har sognepræst i Simeon – Sankt Johannes Sogn, Gert Blak Mogensen skrevet et hefte om kirkens historie. Den har vi bladret lidt i.

 

Man samlede penge i 12 år

Simeons Kirke i Sjællandsgade blev indviet den 1. marts 1914 af Sjællands biskop, Harald Ostenfeld. Men tænk forud for dette, var der gået hele 12 år med at samle penge ind til kirken. Fra stat og kommune lød budskabet, at man efterhånden havde kirker nok. Ja på Nørrebro havde man efterhånden Skt. Johannes Kirke (1861), Skt. Stefans Kirke (1874), og man havde bevilliget grund og midler til opførelsen af Hellig Kors Kirke på Kapelvej.

 

En blik – kirke

Omkring århundredeskiftet besluttede Kirkefondet i samarbejde med Sankt Stefans Menighed og præsterne ved kirken, at et nyt sogn skulle udskilles fra Sankt Stefans sogn. Grænserne skulle nord – syd udgøres af Tagensvej og Nørrebrogade, øst – vest af Meinungsgade og Allersgade. Sognets navn skulle være Simeons Sogn.

 

I 1902 stille kirkefondet en vandrekirke af blikplader til rådighed. Bygningen havde i en årrække tjent for menigheden i Ryesgade, som i 1902 fik indviet første etape af Nazareth Kirke. Forsigtig blev kirken taget ned og fragtet til Nørre Fælled. Den blev opført bag Sjællandsgades Skole op mod baghusene fra den del af Frederik den Syvendes gade, som ikke eksisterer mere. For at komme til kirken skulle man gennem en låge fra Prinsesse Charlottesgade, følge stien med skolegården på højre hånd og kolonihaverne på venstre hånd. Den var ikke helt let at finde.

 

Kongen skulle love valgret til kvinder

Kong Christian den Tiende overværede indvielsen af kirken. En fattig kone forsøgte, at få lov til at tale med kongen. Det lykkedes. Efterfølgende forlød det, at kvinden ville have, at kongen skulle love, at give kvinderne valgret. Ja og det fik de faktisk året efter i 1915.

Dagbladet København anmeldte kirken. Man beskrev den, som en pryd for sognet. Bladet fortalte også, at kirken var betalt af sognets beboere:

 for størstedelens vedkommende fattige mennesker, arbejdere, der sidder i små kår. Alle har været offervillige og ivrige for at nå det mål, at få en rigtig kirke på egen grund.

 

Renvaskede Nørrebro – børn

Det oplystes, at kirken var bygget i korsform af røde sten på granitsokkel. Den var 100 fod lang og 100 fod bred. Tårnet var 120 fod højt og udstyret med et spir. Og i Politiken kunne man ganske nedladende læse om altertavlen:

 Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. Det er små renvaskede nørrebrobørn i pænt søndagsskoletøj, der flokkes om mesteren, så enhver i Sjællandsgadekan forstå, hvad det maleri skal fortælle.

 

En kåbe, der ikke klædte præsten

Om prædikestolen vidste Politikens journalist åbenbart, at den var skænket af pastorinden, fru Fanny Frandsen og har spillet pengene ind.

Journalisten havde også bidt mærke i Biskop Ostenfeld’ s tøj:

Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmorskåbe, som ikke klædte ham.

 

Modvillig ansættelse

Den første præst i Simeons Kirke var Frithiof Viggo August Frandsen. Han var først ansat ved Sankt Johannes Kirke. Her var der så mange konfirmander, at pastor Rindom ikke havde en ærlig chance for at undervise alle. I år 1900 blev Frandsen ansat ved Sankt Stefans Kirke. Her trivedes han godt, og havde ikke den mindste lyst til at lægge billetmærke ind som sognepræst i et kommende Simeons Sogn. Men rygterne var gået forud, Frandsen vidste, hvad den fattige befolkning havde brug for. Modvilligt blev han ansat som kirkens førstepræst. Og han var der indtil 1939.

 

I sognet var der et vældigt stort søndagsskolearbejde. Først på Prinsesse Charlotte Gades Skole, siden på Stevnsgades Skole. 250 børn blev undervist hver søndag. Hvert år blev der afholdt friluftsmøder på Nørre Fælled. Masser af bibeltimer blev afholdt og også Blå Kors fik stor tilslutning, når de ugentlig mødtes i kirken.

 

Daglig besøg af 100 – 140 arbejdsløse

Med fra Sankt Stefans Kirke havde Frandsen taget Søster Kirstine. Hun færdedes hjemmevandt i de mange fattige hjem, og var på besøg fra morgen til aften. Også under de to epidemier af Den spanske Syge, som brød ud lige efter den første verdenskrig, var hun der. Hun gik på pension som 70årig, men bevarede tilknytningen til sognet. Blandt andet var hun med til bespisning af fattige småbørn i kirkens lokaler.

Der blev ydet hjælp til både mad og brændsel og uddelt tøj til fattige, både børn og voksne. Tøjet var indsamlet, vasket og repareret af Simeon Sogns Syforening. I den forening mødtes ca. 20 kvinder ugentlig, med det resultat, at der på et enkelt år blev uddelt ikke færre end 550 stk. tøj.

 

Kirken holdt daglige møder for de mange arbejdsløse mellem kl. 16 og 18. der kom dagligt mellem 100 og 140 arbejdsløse til foredrag, fællessang, bespisning og varm kaffe og masser af smørrebrød. Det var menighedsplejen, der betalte.

Til søndagsskolens juletræsfest deltog ikke mindre end 463 børn, så den måtte holdes af to gange.

 

1.200 stykker smørrebrød til skovtur

Den årlige skovtur for de ældre fandt sted i begyndelsen af juni. Det fortælles, at i 1927 måtte der småres 1.200 stykker smørrebrød, som man tog med på turen. Man havde lejet en sporvogn, der holdt på hjørnet af Prinsesse Charlottesgade og Jagtvej, og så gik det direkte til Klampenborg. Hver deltager fik seks stykker smørrebrød.

Søndagsskolen tog på udflugt med Slangerupbanen til Hareskoven.

 

I januar 1935 lykkedes det at købe ejendommen Fynsgade 9 og Prinsesse Charlottesgade 49 – 51. Ejendommen skulle bruges til de ældre i sognet. Der blev desuden ansat en bestyrerinde. Der skulle betales 4/5 af aldersrenten på ca. 60 kr. pr. måned. Så var der ca. 12 kr. til småfornødenheder. Hjemmet fungerede i 46 år frem til 1982.

Kælderetagen blev senere brugt til sognets unge til møder i KFUK, KFUM og FDF.

 

Vejledning i omforandring

Da kirken havde 25 års jubilæum blev kirken forvandlet til en fehave. Der kom 700 gæster og ikke mindre end 21 præster. Samtidig blev der sagt farvel til Frithiof Frandsen, der havde fungeret i kirken i cirka 37 år.

 

Den nye sognepræst hed Henry Rasmussen. Gennem 28 år var han en særdeles markant præst, der stillede krav til menigheden. Han var selv vokset op i Griffenfeldsgade, hvor faderen var skomagermester.

Man afholdt under besættelsestiden et kursus i Vejledning og hjælp i lapning og stopning, reparation og omforandring.

 

Henry Rasmussen var med til at starte de såkaldte Nørrebro – møder for samtlige sogne på Nørrebro. Disse møder blev afholdt på skift i de forskellige kirker. Dette samarbejde fortsatte i de følgende 40 år.

 

Den autoritære præst

Op gennem 50erne steg velstanden også på Nørrebro. Nu havde man ikke blot radio men også fjernsyn. Underholdningen var kommet inden for dørene. Man kan sige, at det blev en stærk konkurrent til kirkens arrangementer.

Henry Rasmussen kunne finde på, at banke paraplyen i kølerhjælmen på den bil, der glemte at stoppe for et ligtog, når det var på vej ud fra Sjællandsgade på Nørrebrogade. Jo autoriteten var intakt. Det kunne også ses i forbindelse med de ældres skovtur:

 HVIS DE HAR BIL, vilde det være stor hjælp og opmuntring, hvis De ringede til Nora 3522 og tilbød at køre ved skovturen for de gamle. Det er det mærkelige forhold, at jo flere i sognet, der får bil, des vanskeligere er det at skaffe det nødvendige antal vogne. Jeg har prøvet én gang før med henvendelse som denne. Der melder sig – siger og skriver – ingen. Mon det giver bonus denne gang?

 

Samme år skriver Rasmussen:

Er De plankeværkslæser? Har De betalt licens? Kirkebladet kan ikke laves gratis. Derfor er der en giroblanket med dette nummer.

Han slutter med følgende bemærkning:

Haanden på hjertet! – De læser kirkebladet. Er de plankeværkslæser? Skynd Dem at betale Deres licens? Det vil lette, hvis De hjalp os.

 

Antallet af kirkegængere faldende

Antallet af kirkegængere var faldende. Og enkelte i sognet brød sig ikke om Henry Rasmussens autoritære stil. De mange opfordringer og udråbstegn var lige så stille ved at miste deres effekt.

I Simeons Kirke forsøgte man med mange ting, bl.a. med en foredragsrække af Erik Svendsen om Berlinmuren og Berlinmurens fald. Foredragsholderen blev præsenteret som en tidligere flittig søndagsskoledreng i Simeons Kirke. Han var søn af Norman Svendsen, sognepræst ved kirken. Erik Svendsen blev senere Biskop over Københavns Stift.

 

I 1964 var der stor fest. Kirken fyldte 50 år. Kong Frederik den Niende, Dronning Ingrid og Prinsesse Benedikte deltog.

700 mennesker deltog i festen. Mange præster deltog og blandt andet kirkeminister Bodil Koch.

 

Præsten måtte ikke holde takketale

Da Henry Rasmussen blev 70 år takkede han af. Festen foregik i Sankt Johannes Gården. Og den skal lukke, koste hvad det vil klokken 23. Ikke alle nåede derfor at takke, og det gjorde præsten heller ikke. Takketalen kom først i kirkebladet.

 

Og sådan går livet videre i Simeons Kirken. Det er et fantastisk arbejde alle kirker på Nørrebro gennem tiden har lagt i det sociale og kulturelle arbejde i bydelen. Undertegnede har optrådt i de fleste kirker i bydelen, dog endnu ikke i Simeons Kirken, og det er altid en positiv ånd, der møder en i Nørrebros kirker

Et stort tillykke til Simeons Kirke med de 100 år.

 

Kilde:

• Gert Blak Mogensen: En travl kirke på Nørrebro i 100 år
• Litteratur – Nørrebro (www.dengang.dk)

 

Hvis du vil vide mere: Om præster, kirker, kirkegårde og åndsliv – læs følgende på www.dengang.dk:

• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens Kirkegård – en oase
• Begravelse på Assitens Kirkegaard 1887
• Da Gertrud rejste sig fra kisten
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Skt. Johannes Kirke
• Under jorden på Assistens Kirkegård
• En Kirke på Nørrebro (Helligkors Kirke)

 

• Det mærkelige fund i Garnisonskirken (under Østerbro)
• En Engelsk Kirke ved Østerbro (under Østerbro)
• Garnisons Kirkegård (under Østerbro)

 

• Bryllupsskikke i Højer (under Højer)
• Højer Kirke (under Højer)

 

• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• Et kloster – 15 km fra Tønder (under Tønder)
• Løgumkloster – nordøst for Tønder (under Tønder)
• Hostrup, Jejsing og Præsten (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Præsten fra Daler (under Tønder)
• Tønder Kristkirke (under Tønder)
• Åndens folk i Tønder (under Tønder)

 

• Kirker syd for Aabenraa (under Aabenraa)
• Mysteriet i Ensted (under Aabenraa)
• To kirker i Aabenraa (under Aabenraa)

 

• Ligvognen fra Frøslev (under Padborg/Kruså/Bov)
• Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Kruså/Bov)
• Ryd Kloster (under Padborg/Kruså/Bov)

 

• Flere Præster og Godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)
• Indre Mission, Baptister og andre (under Sønderjylland)
• Pastoren fra Bylderup Sogn (under Sønderjylland)
• Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland (under Sønderjylland)
• Ude mod vest (under Sønderjylland)