Så let var indlemmelsen heller ikke

Glansbillede-fortællingen om ”Genforeningen” fortsætter. Nu hævder en sten på Frederiksberg, at det var sønderjyderne, der ville have lagt grænsen syd på. Skolebørn betragter nærmest 1864 som en sejr. Men det blev et nederlag i dobbelt forstand – både på kamppladsen og ved forhandlingerne i London. Hvad skete der i London? Hvad skete der egentlig i Versailles? Tyskerne var ikke inviteret. Wilson ville genopbygge, englænderne ville knuse. Sult og elendighed spredte sig til Nordslesvig. Den 10. februar 1920 var kold. I rens var der dansk flertal. Stormagterne ”truede” Danmark, hvis de selv forhandlede med tyskerne. Indlemmelsen blev meget dyr for Kongemagten.

 

Sønderjyderne ville have grænsen langt syd på?

Der i den grad mange historier i medierne om den såkaldte ”Genforening”. Det er ikke populært at anfægte medierne og journalisternes historiske viden. På Frederiksberg fortælles der på en sten, at det var sønderjyderne, der ville have flyttet grænsen mod syd.

De artikler vi har her på siden, som skildrer de ting, der skete omkring 1920 er heller ikke populær alle steder. Men hændelserne, der skete dengang, er bestemt ikke som et glansbillede. Det er let, at få det hele til at se ud som et glansbillede, hvis man lige undlader et par ting.

 

Jernkansleren kunne have taget hele Danmark

Vi begynder tilbage i 1864, hvor Nordslesvig stadig ikke var dansk. Bismarck havde lagt grænsen oppe ved Kongeåen. I et brev fastslår ”jernkansleren”:

 

• Kun ved et stort nederlag for Tyskland vil det være muligt for Danmark at få rykket grænsen syd på.

 

I et andet brev skrev han:

 

• Men vi tog dengang for meget land fra danskerne

 

Og egentlig kunne Bismarck være gået videre, hvis ikke stormagterne havde givet ham det råd at indstille kamphandlingerne.

 

Et smertelig nederlag i dobbelt forstand

Skolebørnene opfatter i dag nærmest Dybbøl som et sted med store danske sejre. Men det blev i mere end en forstand tale om smertelige nederlag.

Det var Monrad, der ikke altid var strategisk velfunderet og en ret nytiltrådt konge, der skulle stå for fredsforhandlingerne. Over for havde de Otto von Bismarck en af tidens dygtigste politikere. Hans skjulte dagsorden var at få indlemmet de tyske dele af hertugdømmerne i Preussen som første skridt i en samling af Tyskland. Havde det ikke været for danskerne var Tyskland måske ikke være blevet samlet.

De fleste tyskere ville have et frit og uafhængigt Slesvig – Holsten med hertugen af Augustenborg i spidsen. Østrigerne ville have en såkaldt personalunion, der stillede hertugdømmerne ret frit.

 

Danmark fik et godt tilbud

Ved konferencen i London den 20. april 1864 regnede Bismarck med at Danmark havde foreslået en sådan personalunion. Men det afslog Danmark.

Den 28. maj foreslog den britiske forhandlingsleder, udenrigsminister Russel en deling på en linje fra Sliens munding til Dannevirke-stillingen. Tænk engang Danmark blev tilbudt det meste af Slesvig selv om vi i den grad havde tabt på kamppladsen.

Danskerne havde tidligere fået besked om dette tilbud, men de kunne ikke umiddelbar sige god for det. De måtte først konsultere deres regering, sagde de. – i stedet for at sige god for forslaget.

 

Uerfarende danske forhandlere

Dette forundrede i den grad briterne. Franskmændene havde også sagt god for forslaget. Heller ikke de tyske forhandlere var helt afvisende, selv om de gjorde opmærksom på, at dette ville betyde at mange tysksindede ville komme direkte under danske herredømme.

Den danske konge tænkte mere dynastisk end politisk. For ham var forslaget slet ikke godt. Den fattige prins fra Lyksborg havde ret så uventet fået tronen i Danmark. Han talte dansk med en slæbende tysk accent. Han var langt fra vellidt i befolkningen. Mere end nogen anden ønskede han den danske helstat bevaret.

 

Danmark uden regering

Da man ikke kunne få et endelig dansk svar, satte tyskerne nu ind. Og den britiske udenrigsminister var meget modtagelig for de tyske påvirkninger. Danskerne var åbenbart ikke klar over, at de havde tabt på kamppladsen.

Da forhandlingerne igen gik i gang i juni, foreslog tyskerne en grænse oppe omkring Aabenraa. Dette afslog Danmark øjeblikkelig. De havde ikke fået nogen som helst instrukser fra København.

Der kom nu til en direkte krise mellem Monrad og kongen. I et par dage var Danmark ret beset uden regering. Det lykkedes dog ikke for kongen at finde egnede politikere, der ville påtage sig at danne en ny regering.

Der blev aftalt et nyt afgørende møde den 22. juni. Stadigvæk havde forhandlerne ikke modtaget instrukser fra København. Noget tyder på at Monrads sindssygdom var slået igennem, og nu var det den danske konge, der direkte dikterede. I London blev det så læst op af den danske delegation at man afslog en folkeafstemning og holdt fast i linjen ved Dannevirke.

 

Så gik krigen i gang igen

Tyskerne havde ellers fremlagt et kompromis, som stort set svarede til den nuværende grænse.

Så gik krigen i gang igen. Tyskerne satte hurtig over til Als. Hele Kongeriget var nu i fare. Der blev fra dansk side bedt om fred. Og ved fredsforhandlingerne i Wien blev grænsen trukket ved Kongeåen.

Man skulle jo mene, at man kunne have fået mere ud af disse forhandlinger

 

Englænderne var klar over danskernes miner

Godt nok var Danmark neutral, men man bøjede sig i den grad for tyskernes ønsker under Første Verdenskrig at man kunne have sine tvivl. Således blev der lagt miner ud i de danske farvande for at forhindre britiske flådefartøjer i at nå frem til Østersøen. Havde Danmark ikke gjort det, havde tyskerne allerede dengang besat Danmark.

Men disse miner blev dog ført placeret, da man havde indhentet briternes accept.

 

Gullaschbaroner tjente formuer

Udbredt arbejdsløshed, varemangel og stigende priser. Det var sådan som Kongeriget oplevede Første verdenskrig. Men for andre danskere var krigen indbringende. Danmark kunne eksportere til de krigsførende lande. Og det blev i stor stil eksporteret fødevarer til den tyske hær. Såkaldte gullaschbaroner skabte formuer på denne produktion. Andre skabte formuer på værdipapirer.

Den danske stat solgte også ud af sit territorium. I 1917 indkasserede man 25 millioner dollar på at overdrage De Vestindiske Øer til USA. Det skete efter en folkeafstemning i Danmark men ikke på øerne. Disse penge og mange flere blev brugt til Sønderjyllands indlemmelse i Kongeriget.

 

Hvad skete der egentlig i Versailles?

Medier og historikere har bebrejdet tyskerne, at de ikke anerkendte grænsen fra 1920. Og gang på gang er det tyske mindretal blevet bebrejdet, at de først i 1945 anerkendte grænsen fra 1920. Men skulle vi ikke prøve at se, hvad der egentlig skete dengang i Versailles.

Tyskerne havde intet andet valg end at underskrive, for at undergå den totale undergang. Den tyske kejser Wilhelm den Anden trådte tilbage og overlod fredsforhandlingerne til en forhandlingskommission, der i bund og grund ikke havde andet valg end at skrive under.

Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde i januar præsenteret 14 punkter, der baserede sig på principper om bl.a. samhandel, mere åbenhed og nedrustning. Hans ide var at Tyskland skulle behandles som ligeberettiget men ikke som de andre folks herre.

 

Tyskerne var ikke inviteret med

Først i januar 1919 begyndte forhandlingerne om fredsafslutningen. Selv om det var normalt at invitere den tabende part med, så blev Tyskland ikke inviteret. Den 28. juni 1919 blev Versaillestraktaten forelagt. Væk var de noble principper fra Wilsons 14 punkter. De var i stedet erstattet af krav fra særlig to lande Frankrig og England. I fire år havde de kæmpet lange og udsigtsløse slag i skyttegravene på vestfronten. Nu var hævnens time kommet. Med den engelske premierminister Lloyd Georges egne ord skulle Tyskland få lov til at betale.

Over to millioner soldater mistede tyskerne. 2, 7 Millioner blev såret. Befolkningen fik ikke noget at spise. Følgen blev hungersnød og følgesygdomme grundet dårlig ernæring.

 

Wilson ville genopbygge – englænderne ville knuse

Mere end 6 millioner mennesker måtte på grund af de nye grænsedragninger nu se sig som en minoritet i et fremmed land. I 1918 havde Tyskland kunne mønstre 4,5 millioner mand i felten. Nu blev hæren næsten opløst. Den skulle begrænses til 100.000 mand. Man måtte ikke besidde hverken ubåde, store krigsskibe eller luftvåben. Almindelig værnepligt var forbudt.

Landets guldreserver blev beslaglagt, ligesom de måtte afgive deres kulmineområde, Saar til Frankrig, samt betale en krigserstatning på knap 7 milliarder engelske pund og afgive sine kolonier til det nyoprettede Folkets Forbund. Wilson ville genopbygge men englænderne ville knuse. Dette var ikke noget, som førte til gode naboer.

Det tyske folk blev i den grad ydmyget Sult og armod prægede det tyske folk og var efterhånden også noget der kunne mærket i Nordslesvig.

 

De fik hævn ved fredsforhandlingerne

Wilson havde en ambition om, at fredsforhandlingerne skulle forhindre kommende krige men nærmest det modsatte skete. Hjemme i USA stemte Kongressen imod hans forslag om at involvere sig i det nyoprettede Folkets Forbund. Det var et forslag, der skulle sikre verdensfred. Amerikanerne mente at Europa skulle styre sin egen fremtid.

Den nyslåede tyske republik skulle forsøge at skabe en ny lys fremtid, omgivet af fjender og uden slagkraftigt militær, forgældet og alene. Frankrig og England havde i den grad lidt under krigen. De fik i den grad hævn under fredsforhandlingerne. De ville have sikkerhed for at Tyskland aldrig igen blev en trussel.  Men grænsedragningerne førte til en lang række sociale, økonomiske og nationalistiske problemer.

 

NSDAP blev stiftet året efter Versailles – freden

I Tyskland blev det Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) stiftet allerede året efter, Versaillestraktaten blev underskrevet. I dets partiprogram fremgår det tydeligt, at det er en mærkesag at gøre op med de straffe, der blev pålagt Tyskland. De

 

• Kræver, at alle tyskerne sluttes sammen i et Stortyskland
• Fredstraktaterne fra Versailles og St. Germain (Fredsaftalen med Østrig 1919) annulleres
• Land og Jord (kolonier) til at ernære vort folk og til bosættelse for vort befolkningsoverskud

Alt dette skabte en turbulent tid. Kommunistiske vinde blæste fra øst. Adolf Hitler meldte sin ankomst og i 1929 krakkede børsen på Wall Street.

 

Et tegn på himlen

Juledag 1919 viste der sig pludselig en komet på himlen. Den var synlig i over en time. I gamle dage blev dette udlagt som tegn på voldsomme omskiftelser. For de dansksindede i Sønderjylland blev dette opfattet som at noget stort var i vente.

Det var bestemt ikke lette tider. Også Sønderjylland var blevet mærket af Den Spanske Syge. Mange bukkede under. Men Nordslesvig var også ramt af det nødlidende Tyskland lige efter krigen. Mange steder kunne der ikke mere opdrættes grise for der var simpelthen ikke foder til dem.

 

”Indlemmelse” var det juridiske ord, der blev brugt

Efter af slutningen af ”Den Store krig” til indlemmelsen i Danmark var der udbredt kriminalitet i Nordslesvig. Man skal huske på, at der var mangel på alt. Folk stjal hvor de kunne komme til det.

Inden kritikkere nu angriber ordet ”indlemmelse”, så er dette ikke et konstrueret ord fra undertegnedes side. Det blev brugt juridisk dengang. Ordet blev også brugt på Dybbøl – mødet dengang.

 

Livsfarligt at krydse grænsen

Der blev i stor stil smuglet over grænsen til Danmark, bl.a. over Kongeåen. Det var ikke ufarligt. Og det gav godt, hvis man ikke blev taget. Efter krigen var der ikke meget vagtmandskab.

Men det var endnu livsfarligt at krydse grænsen til Danmark ved Kongeåen uden rejsehjemmel. Man kunne nu engang ikke bare tage til Kolding eller Ribe for at købe mad. Folk i Haderslev tog ofte båden fra Årøsund til Assens bare for at forsøge at få fat i noget mad.

 

Sult og elendighed

De 27 møller i Tønder Amt kunne ikke mere male korn til brød. Og i Aabenraa var der mangel på kartofler. Bønderne nægtede at sælge til de meget lave statslige priser. Den dystre stemning blev forstærket af, at folk ikke havde råd til belysning.

Landbruget var stærkt nedslidt, ja næsten ødelagt. Mange kreaturer var inddraget og mælkemængden var faldet drastisk. Som følge af krig og nød faldt moralen.

 

Respekten var for nedadgående

En ungdom var vokset op uden tugt (opdragelse), ja sådan påstod redaktør Nicolai Svendsen:

 

• Respekten for lov og ret var svundet i en forfærdelig grad. Forsyndelser mod det sjette og syvende bud (hor og tyveri) virkede derhos (samtidigt) stærkt nedbrydende.

 

Respekten for gendarmen var for nedadgående. Hans magt var helt i opløsning.

 

Manglen på mønter katastrofal

Krigsudgifterne medførte stigende offentligt forbrug og højere inflation som fik mønternes metalværdi til at overstige den pålydende værdi. Det betød, at metallet blev mere værd end mønterne. Derfor begyndte folk at hamstre dem.

I 1914 og 1915 så de lokale myndigheder sig nødsaget til at erstatte mønterne med nødpengesedler til trods for at der ikke officielt var hjemmel til det. Som krigen skred frem, steg efterspørgslen på sølv og krigsvigtige metaller som kobber og nikkel. Særlig fra 1916 var der i den grad mangel på småpenge i hele Tyskland inklusive Nordslesvig.

I slutningen af 1916 var manglen på mønter blevet så kritisk i hele Slesvig, at man også her begyndte at trykke nødpenge. Og disse nødpenge blev også brugt til propaganda.

 

Den 10. februar 1920 var kold

Mange havde håbet på at den 10. februar 1920 blev en skøn dag. Men det gjorde det ikke. Det var en blæsende dag med sludbyger. Og det var koldt. Det var valgdag

Ved en fejl var der til Rømø sendt over 1.000 tyske og næsten ingen danske stemmesedler. Hurtig fik man fat i flere danske stemmesedler og i en båd fra Ballum blev de fragtet over. Det viste sig at på Rømø stemte 514 dansk og 92 tysk.

I Haderslev var der som den eneste af de største byer dansk flertal. Det blev i den grad fejret. Beværtningerne lukkede ikke til tiden. De franske alpejæger skrev ikke ind over for dette. Og når vi nu er ved Haderslev, så blev Bismarck – statuen dækket til ved afstemningen. Måske var det fordi, at de franske alpejægere ikke skulle blive sure over deres, betvinger fra 1870.

Af de andre store byer kan nævnes det tyske stemmetal – Sønderborg 55 pct., Aabenraa 54 pct. og Tønder 76 pct. I godt 30 landsogne var der flere tyske stemmer end danske.

 

Flertal i Rens

100 år efter stod undertegnede i Rens og holdt tale for en fyldt sal. Det var en kæmpe oplevelse.

I Rens var der i sognet kun ti danske flag. Men en god dansk mand havde sørget for 13 flere. Og så blev der ellers fabrikeret flagstænger. Her var der ellers tvivl om resultatet. Man var enige om, at mødes på kroen for at høre, hvordan det gik. Det viste sig at 114 havde stemt dansk og 99 tysk.

Da man ville høre resultaterne andre steder fra, stødte man ind i et problem. Der var kun en telefonlinje til Rens og betjeningen på centralen var tysk og ret modvillig til at give oplysninger.

Da resultaterne fra de enkelte kommuner i Burkal Sogn, fra Højer og fra købstæderne dukkede op, var resultaterne ikke direkte opmuntrende. Det var først næste dag, at man i rens og andre steder fandt ud af, at Zone 1 havde haft et meget stort flertal for Danmark.

 

Nu er det os, der råder

Ved Uge, der tidligere havde været en tysk højborg, var der også spænding til det sidste. Til at begynde med så det ud som om, at stemmerne var ligelig fordelt. Men så kom de tyske stemmer. Da den tyske bunke voksede, lå der et lunt smil over tyskernes ansigt, mens det danske kommisionsmedlem var blevet højrødt. Men så kom de danske stemmer.

Den tyske stemmetællers hænder rystede over listen og en dyb rødme bredte sig over hans kinder. Det endte med 127 danske stemmer og 109 tyske. Den tyske side havde på grund af den forventede sejr lejet krolokalet, men sejrsfesten blev opgivet og danskerne holdt i stedet hof.

Ved den store endevæg hang et stort Dannebrog, og det havde den meget tyske krokone protesteret heftigt over. En af danskerne råbte:

 

• Nu er det os, der råder.

 

Kun 25 pct. stemte dansk

Allerede den 10. februar om aftenen forlagde Johannes Tiedje et forslag til grænsedragning. Byerne Tønder og Højer skulle med til Tyskland. Det viste sig at begge steder havde fået over 75 pct. tyske stemmer.

I Kongeriget mente man helt klart at Flensborg skulle med til Danmark, men her havde kun ca. 25 pct. stemt dansk. Direktøren for værftet og Kobbermøllen meddelte sine arbejdere, at hvis Flensborg blev dansk ville han flytte.

 

De ville beslutte sig af nød, ikke af overbevisning

Den danske udenrigsminister Erik Scavenius betegnede et afstemningsområde markant syd for Flensborg som en karikatur på folkets ret til selvbestemmelse. Han nægtede at indlemme områder, der ikke havde udvist den fjerneste danske nationalfølelse i tiden, efter at modsætningsforholdet mellem dansk og tysk var opstået.

Ganske som den tyske side var Scavenius bekymret for, at mennesker besluttede sig for Danmark af nød og ikke af overbevisning – de ubemidlede for at overleve og de velbjergede for at bringe deres formuer i sikkerhed. Han og hans regering ville undgå et stort tysk mindretal inden for Danmarks grænser, hvor denne gruppe kunne være en potentiel kilde til uro og åbne for indblanding fra Tyskland. For ved en grænse ved Slien ville kongeriget have fået mindst 200.000 tyske indbyggere.

Fra Berlin udtrykte man også en bekymring for, at så længe fødevareforsyningen ikke var normaliseret så skulle der ikke afholdes afstemning. Situationen kunne påvirke resultatet i dansk favør var man bange for.

 

Stormagterne ”truede” Danmark

Tyskerne ville gerne forhandle med Danmark om en løsning af Nordslesvig – problemet. De henvendte sig selv. Scavenius var også klar til at forhandle. Han kunne på den måde forhindre en oppisket national stemning, sagde han selv.

Men USA og England sagde nej til dette ønske. Målet fra deres side var at isolere tyskerne. De advarede Danmark mod at indlede forhandlinger med tyskerne. Det ville blive opfattet som en ”uvenlig Handling” Ja stormagterne truede direkte Danmark med handelsmæssige konsekvenser. Det var derfor, at Scavenius til sidst bad stormagterne et tage spørgsmålet om den dansk – tyske grænse med i fredsforhandlingerne.

 

Fra tysk side mente man at det var uretfærdigt

I Zone 1 skulle man stemme samlet og i Zone skulle man stemme pr. by/kommune. Fra tysk side fandt man dette ganske uretfærdigt. NSDAP mente slet ikke, at det dansk – tyske spørgsmål burde have været med på fredskonferencen.

Danmark havde ikke været en af de krigsførende stater. Egentlig havde man også været enige om dette i en forløber for fredsaftalen fra 5. november 1918.

Egentlig var der undtagelsestilstand i det nordlige Slesvig-Holsten for 100 år siden. Rammebetingelserne skulle gøres så neutral som mulig. Fra den 24. januar var den nationale kampzone således et statsløst område. Det tyske rige og provinsen Preussen var frataget samtlige beføjelser. 3.000 fremmede tropper besatte området.

I Tønder var Schützenhof og Tonhalle fulde af tysksindede der fejrede Heimatfest.

 

En fysisk virkningsfuld grænse

I tyske kredse bruger man mest udtrykket ”afståelse”. Såvel nord som syd for grænsen var der erhvervsmæssige udfordringer, der skulle overvindes. De traditionelle markeder var forsvundet. Fra dansk side forsøgte man at skabe en fysisk virkningsfuld grænse, der hurtigst muligt kunne integrere Sønderjylland i den danske stat.

Fra tysk side forsøgte man for størst mulig trafik på tværs af grænsen for at undgå en svækkelse af specielt Flensborg. I Danmark blev der kun udstedt særlige grænsepas til landmænd, hvis marker lå på begge sider af grænsen. For flertallet var der både pas – og visumpligt for at komme over på den anden del af hertugdømmet Slesvig, der hidtil havde været udelt.

 

Under militær bevogtning

Alligevel rejste mange mennesker fra Sønderjylland specielt i inflationsårene frem til 1923 til Flensborg for at købe billigt ind med den stærke krone. Dette svækkede den danske krone. Derfor forsøgte man fra dansk side at besværliggøre det at komme til Tyskland.

Indtil 1927 måtte tyskere, der skulle på kurophold på Sild via Sønder Løgum og Tønder med tog til Højer og derfra med hjuldamper til Sild. Under opholdet i Danmark blev de tyske passagerer bevogtet af dansk militær.

Først i 1926 blev der lempet lidt på reglerne. Der blev ligeledes tale om en nedsættelse af toldsatserne for import af danske landbrugsprodukter. Visumpligten for grænselandets beboere blev også afskaffet i 1926. Familiebådene hen over grænsen blev meget populære.

 

En forbrydelse

Det var også i 1926 at den franske ministerpræsident Georges Clemenceaus fortrolige betegnede det som en forbrydelse at Preussen efter krigen i 1864 indlemmede hele Slesvig og Holsten. Men faktisk se han bort fra, at Danmark krænkede internationale aftaler om Slesvig

 

Store konsekvenser for de tysksindede

At blive indlemmet i Danmark betød store forandringer. Allerede den 20. maj 1920 var den danske krone blevet indført i Sønderjylland som erstatning for den tyske mark, der i de kommende år blev svækket af den galoperende inflation.

Justitsvæsen, den offentlige forvaltning samt postvæsnet og jernbanen oplevede stor udskiftning af personale og systemer. Forandringerne ramte ikke kun tyske embedsmænd. Tyske diakonisser blev fortrængt i Aabenraa af danske diakonisser.

Lærer og pastorer blev afskediget, hvor de pågældende så kunne forsøge at søge ny ansættelse. Men det var sjældent at de fik ansættelse. Tusinder og atter tusinder af tyskere udvandrede fra Sønderjylland.

 

Indlemmelsen blev dyr

Den danske stat ville ikke give det tyske mindretal særstatus. Men lovgivningen var så liberal, at de tyske nordslesvigere kunne oprette deres egne skoler og de tyske menigheder kunne oprette deres egne kirker. Dengang havde det tyske mindretal en tilslutning på 25.000 – 30.000 personer.

Det tyske mindretal mente, at afstemningen i 1920 var uretfærdig. Det danske mindretal syd for grænsen var markant mindre. Først i slutningen af 1920’erne kunne de oprette deres egne skoler. Med stor mistænksomhed kunne den tyske presse berette om opbakning fra kongeriget til det danske mindretal syd for grænsen. Politisk indflydelse havde det danske mindretal dengang stort set ikke.

Indlemmelsen af Sønderjylland var en meget dyr omgang for kongeriget. Der skulle for eksempel bygges en ny grænsebanegård i Padborg. Den danske stat måtte også overtage ansvaret for krigsinvalider og de efterladte til 5.000, der faldt i tysk uniform i Første Verdenskrig.

 

De dansksindede i Sydslesvig fik det svært

De dansksindede i Sydslesvig og de tysksindede i Nordslesvig var bestemt ikke glade for grænsedragningen. Mange dansksindede syd på var også tvunget i krig. Ofte befandt de sig i et område der var meget tyskpræget. Og nazismen havde gode kår i Sydslesvig.

Mange dansksindede måtte kæmpe for deres slægtsgård. Arvelovgivningen i Tyskland var blevet ændret for at hjælpe til med at tysk jord skulle tilhøre tyskerne. I Agtrup, hvor Søren Ryge Petersen er opvokset havde nazisterne fået 87 pct. af stemmerne.

Her holdt tyskerne op med at hilse på danskerne fordi de ikke ville hilse med opstrakt arm. Dansksindede børn kom i tysk skole, fordi der dengang var ret langt til en dansksindet skole. Men ret hurtig blev de moppet ud og blev mere eller mindre tvunget til en meget lang skolevej.

Allerede fra 1933 begyndte de tyske nordslesvigere at øjne mulighederne for en grænserevision. I årevis havde de fået ringe støtte fra ”Fædrelandet”. Men se det er igen en anden historie.

 

Kilde:

• Flensborg Avis
• Der Nordschleswiger
• E. Sørensen: Fra krig til genforening
• Morten Andersen: Den følte grænse
• Nicolai Svendsen: Tiende Februar
• Rasmus Glenthøj: 1864 – ”Sønner af de slagne”
• Tom Buk – Swienty: Dommedag Als
• Franz von Jessen: Haandbog i det Slesvigske Spørgsmaals Historie 1900 – 1937
• dengang.dk – div. Artikler
• powinternational.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.609 artikler heriblandt 136 artikler inden for kategorien: Indlemmelse, Afståelse og Genforening