Vi besøger Danmarks ældste villakvarter. Det hele blev opkaldt efter Jens Nielsen Toller von Rosenheim. Man holdt i mange år byggespekulanter på  afstand. Vi møder kunstnere og forfattere, Marstrand, Aagaard, Drewsen, Fru Heiberg, Familien Skovgaard, H.C. Andersen og mange flere. Fru Heiberg var ikke tilfreds med genboen. Læssøe måtte vente syv år på kærligheden. Finsens bue-lys – institut bredte sig. En tysk cirkusdirektør indfandt sig og H.C. Andersen blev træt af børn.

 

Danmarks ældste villakvarter

Man kan godt fornemme det. Det er igen en af de skønne enklaver i en storby. Vi befinder os i Danmarks ældste villakvarter. Det hedder både Rosenvænget, Rosenvængets Hovedvej, Rosenvængets Sideallé, A.L. Drewsensvej.

Rosenvængets Hovedvej er på cirka 200 meter. Den starter ved Odensegade og fortsætter til Strandboulevarden. Det var dog først i 1880erne, at vejen fik forbindelse til Østerbrogade, da Odensegade blev anlagt. Men i en årrække blev der anbragt et højt plankeværk med en aflåst låge mellem sig og den truende nye indkørsel. Man var ikke meget for at få offentlig tilgang.

Kvarteret afgrænses af gaderne Rosenvængets Sideallé, Holsteinsgade, Livjægergade, Næstvedgade, Strandboulevarden, Nordre Frihavnsgade og ved Vænget.

 

Von Rosenheim

I 1688 erhvervede amtmand i Norge, Jens Nielsen Toller von Rosenheim store arealer på stedet. Efter ham fik mange lokaliteter på stedet navnet Rosen.  Hans tid som grundejer varede dog ikke længe. I 1689 sendtes han som overkrigs-kommissær med de tropper, man overlod Kong Vilhelm den Tredje af England mod Jacob den Anden. Under felttoget døde Rosenheim
året efter i Dublin.

Etatsråd Reinhard Iselin havde sin gård Rosenvenge her i slutningen af 1700 – tallet. Han var en driftig forretningsmand. Dette blev afløst af landstedet Rosendal med det tilhørende Rosenenge. Disse ejendomme blev erhvervet 1857 af hofvinhandler og kaptajn i livjægerkorpset Mozart Waage Petersen. (staves faktisk Waagepetersen) Året efter skete der en udstykning til byggegrunde.  Men først skulle Magistratens forkøbsret til Rosenvenge. Af kammerherre P.H. Classen og Det Classenske Fideicommis fik han overdraget to arvefester. Det ene kaldtes Jordstrimlen . Det skilte Rosenengen fra Strandpromenaden.

 

Udstykning

En del af grunden blev købt af grosserer Tuteins arvinger. Vi kender landskabet fra Christen Købkes berømte maleri fra 1836, Parti af Østerbro i Morgenbelysning. På billedet kan vi fornemme en stor have omkring Rosendal.

Ejendommen strakte sig helt fra det nuværende Østerbrogade ned til Strandboulevarden. Der var langstrakte græsplæner, strækninger med frugttræer og marker med køer og lam. Mozart Waagepetersen beholdt selv landstedet.  I 1863 kunne Illustreret Tidende berette følgende:

• Her kan der aldrig blive Tale om at henlægge Forlystelsessteder eller Ølhaller, eller hvad der hører til Vesterbros Privilegier. Her kan man ikke tænke at bygge Kaserner, beregnet paa snese af smaa Familier, Nørrebros Privilegium. Her er Landeligt, smukt og roligt.

 

Byggespekulanter på  afstand

Hovedvejen blev ført ned til stranden. Senere fulgte kvarterets andre villaveje. Og ifølge vedtægterne skulle de være 20 alen bredde. Og villaerne måtte ikke bygges højere end tre etager. Man stræbte efter en landelig Bopæl med Have i nærheden af Staden og Stranden. Dengang lå kysten meget længere inde. Man holdt byggespekulanterne væk ved hjælp af strenge servitutter.

I 1872 var 49 grunde solgt. Men kravet om 20 alens bredde var droslet lidt ned. Gadebelysning med gas var påbegyndt.

 

50 villaer i frisk luft

De efterhånden 50 villaer kom til at ligge i landelige omgivelser med en dejlig frisk luft og skøn udsigt. Men idyllen må have været til at overse. De få lygter kunne ikke oplyse vejene. Om aftenen og vinteren må det have været mørkt. I regn – og snevejr har de landelige veje sikkert ligget hen som morads.

For enden af Rosenvængets Hovedvej nede ved Strandpromenaden var det låst. Kun privilegerede personer som H.C. Andersen kunne få udleveret en nøgle. I en deklaration fra 1862, som stadig må være gældende hedder det sig:

• At Afløb fra Latrinen, Kostalde eller deslige ikke maa ledes ud til Vejen, Rendestenene eller Afløbsgrøfter. At der med Hensyn til Anlæg af offentlige Forlystelser ikke maa anlægges andre saadanne end Restauranter og Caféer, hvorimod Karrusel og Keglebaner, Dansesalons og andre støjende Forlystelser ej tillades inden for disse Grundstykkers Grænse.

 

H.C. Andersen på besøg 

Her var i 1870erne skønne haver med højstammede roser med jordbærbeder, valnøddetræer. Vindruer slyngede sig op af murene.   Villaerne blev tegnet af datidens største arkitekter. Stedet appellerede til det bedre borgerskab som William Wain, højesteretssagfører A.L. Drewsen og vejviserudgiveren T. Krak flyttede ud i Rosenvænget. Også militæret var repræsenteret, krigsminister, oberst Good, marinens kommandør Christiansen. Ja og Christen Købkes bror boede her også.

Den berømte maler, P.C. Skovgaard boede i Rosenvængets Hovedvej 27. Det var en bred villa i italiensk stil. Her boede Wilhelm Marstrand, C.F. Aagaard og marinemaler Sørensen, Holger Drachmann og Johanne Louise Heiberg. Meget ofte kom H.C. Andersen på besøg og læste eventyr for børnene. Han lovpriste også kvarteret flere gange i sine digte. Men Marstrand
kan også huske denne skål:

• Med Skaaler dænget i Prosa og Poesi, en Skaal for Rosenvænget og Roserne deri.

I 1872 priste han kvarteret på følgende måde:

• Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden
• Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer
• Hvor Rosenvænget naaer til Øresund
• Og Konstner – Navne lyse ud i Verden

H.C. Andersen boede i Melchiors villa på Gl. Kalkbrænderivej. Det vil sige han opholdt sig her. Han kom her ofte, for at sikre sig en gratis middag. Ofte blev Johanne Louise Heiberg besøgt. Hun havde den østligste villa med flot udsigt over Øresund. Men også kriminal-dommer Drewsens kone var betaget af Andersen. Mange var lidt hånlige efter hans evige jagt måske efter et måltid. Men mange nød Andersens oplæsninger.

Det lykkedes for H.C. Andersen at komme til faste tirsdags – middage hos Drewsen. Her afprøvede han også sine kunstige tænder i marts 1864.

Familien Drewsen

Fru Heiberg brød sig enlig ikke så meget om den kedelige jurist Drewsen. Hun syntes også at Drewsens fire børn var noget af det mest mugne, hun nogensinde havde set. Ingeborg Drewsen var måske lidt for godtroende, men kunne godt gå an. Fru Heiberg lærte dog at sætte pris på den kedelige jurist Han fik den tvivlsomme ære, at ledsage hende i Tivoli. Han kunne ikke undslå sig. Drewsens villa fik senere adressen, Marstrandsvej 2. Den var i familiens eje frem til 1910.

 

Marinemalere

Det var ikke så sært, at marinemalere havde bosat sig her, for ude på Øresund passerede brigger, fregatter, skonnerter og barkasser. De første motordrevne både passerede også. Alt dette var før Frihavnen og Strandboulevarden.

Det var kvinderne i kvarteret, der tog initiativ til at bryde Charlottenborgs monopol. Joakim Skovgaards gode ven, arkitekt Thorvald Bindesbøll tegnede Den Fris Udstillingslokale ved Østerport.  Komponister boede her også. Det gjaldt blandt andet J.P.E Hartmann. Han døde i år 1900.

Efter århundredeskiftet bosatte arvinger sig her. De liberale erhverv som læger, advokater og rådgivende ingeniører indfandt sig også. Her kom også skoler og organisationer.

 

Familien Skovgaard

Som nævnt boede landskabsmaleren P.C. Skovgaard herude. Han flyttede i 1856 til Østerbro fra Christianshavn. I 1861 flyttede han ind i villaen Rosenvængets Hovedvej 27A, som arkitekten J.D. Herholdt havde tegnet til ham.

Der var to store malerstuer mod nord. Da Skovgaards flyttede herud, var sønnerne Joakim og Niels henholdsvis 4 og 2 år gamle. Datteren Suzette blev født her i 1863. Allerede 5 år efter døde Skovgaards kone, Georgia født Schouw kun 40 år gammel. Skovgaard var nu enkemand for tre ret små børn.

De to drenge blev allerede fra de var børn vejledt i tegne – og malekunsten af deres far. Skovgaard var også vejleder for nogle unge malere, hvoraf nogle kom til at bo hos ham, bl.a. landskabsmaleren Christian Zacho. Men også landskabsmaleren Janus La Cour. Han boede i villaen fra 1861 til 1884.

La Cour blev ved Skovgaards død kunstnerisk formynder for de to unge sønner på henholdsvis 18 og 16 år gamle. De blev begge optaget på Kunstakademiet.

De to Joakim og Niels Skovgaard overtog nu villaen, mens den kun12 årige Suzette flyttede over til familiens gode ven og genbo, landskabsmaleren Thorald Læssøe. I en lang årrække blev villaen beboet af generationer af familien.

Nævner man familien, må man også nævne det nærliggende Aggersborg. Det ejede P.C. Skovgaards morbror, den velhavende vekselmægler, H.C. Aggersborg. Landstedet var et yndet tilholdssted for Skovgaard – børnene. De trivedes godt hos deres barneløse onkel Christian og tante Lise, samt Skovgaards ugifte søster, Vilhelmine.

Aggersborg lå mellem andre store villaer nede langs Strandpromenaden i Classens Have lige syd for Rosenvænget. Her var en særlig charme. Hovedbygningen var en træklædt villa med
stråtag. Den lå på en lille ø midt i en sø, hvor man kunne sejle og løbe skøjter om vinteren.

 

Peter Vedel og de svenske djævle

Det vakte vild forøgelse hos fruerne Heiberg og Drewsen, at Peter Vedel søndag morgen som en anden barnepige gik tur i Rosenvænget med sine børn. De var nogle vilde krabater. På Rosenvænget blev de betegnet som De svenske Djævle. Peter Vedel, var direktør i Udenrigsministeriet. Han var ikke meget for den vilde luksus og de normer, der herskede i kvarteret.

Fru Vedel var svensk født. Hun var ikke inde i Fru Heibergs omgangskreds.

Lidt længere nordpå på  A.F. Kriegers Vej byggede landskabsmaleren C.F. Aagaard i 1867 sit første hus med atelier. Og her lejede den unge Holger Drachmann sig ind i en periode, hvor han kombinerede skriveriet med at blive undervist i malerkunsten af marinemaler C.F. Sørensen.  Senere fik Aagaard bygget et nyt hus i Rosenvængets Allé.

 

Theobald Weber

Som genbo nede ved Strandpromenaden fik Fru Heiberg i midten af 60erne grosserer og spejlfabrikant Theobald Weber. På Rosenvængets Hovedvej 39 fik han opført en meget stor villa. Her flyttede han ind med kone og fem børn.

I 1859 havde han ved Gl. Kalkbrænderi startet den kemiske fabrik Øresund. Af den grønlandske kryolit udvandt han soda til brug i spejlfabrikation. Men fabrikken kom i økonomiske problemer. I slutningen af 1869 blev fabrikken overtaget af Hagemann og Jørgensen, med støtte fra Jørgensens svoger, C.F. Tietgen. Disse to ingeniører kom også til at bo i Rosenvænget.

Weber møder vi igen i historien om Kartoffelrækkerne. Han var også ejer af gården Rørholm.

 

Fru Heiberg ikke tilfreds med genboen

Weber flyttede til Svenborg. Han store villa i Rosenvænget blev overtaget af ingeniør Jørgensen. Efter flere ejere flyttede generalmajor og diplomat og på det tidspunkt krigsminister Waldemar Raasløff ind. Det passede overhovedet ikke genboen, Fru Heiberg. Måske var det fordi generalens mandagsgæster mødtes i haven og spillede ring.
Hun kunne dog ikke undslå sig et besøg. Men det var ikke nogen oplevelse. Selv betragtede hun det som hvilket Kaos af Menneskedyr.

Fru Heiberg kunne ikke blive ved med at have sydsiden af Rosenvængets Hovedvej for sig selv. Hun havde håbet, at det blev hendes ven Krieger, der byggede her. Men det var ikke tilfældet.

 

Læssøe måtte vente 7 år 

Det blev landskabsmaleren Thorald Læssøe. Han store og smukke villa i nummer 18 var tegnet af Tivolis og Casinos arkitekt, H.C. Stilling. Læssøe var temmelig velhavende efter sit ægteskab med komtesse Emmy Krag – Juel – Vind – Frijs af Frijsenborg. Som mange malere drog han rundt i landet og malede flere herregårde. På Frijsenborg mødte han sin store kærlighed.

Men som ung maler kunne man ikke bare ægte en datter af en lensgreve. Så han blev skyndsomt sendt til Rom for at glemme sin kærlighed. Men ak 7 års ventetid kunne ikke slå skår i kærligheden. I 1857 fik han lov til at gifte sig, men så desværre i 1863 at miste den næsten blinde Emmy ved datterens fødsel.

 

Finsen bredte sig

Ja så var det også Finsens kulbuelys. Men villaejerne regnede ikke rigtig Finsens-instituttet for at være en del af kvarteret. Patienterne blev hånligt omtalt som de lupussyge. Man havde forgæves forsøgt at forpurre planerne. Beboerne var også bange for at disse hudsygdomme kunne smitte. Og borgerskabet kunne da ikke affinde sig med at kigge på vansirede ansigter.

Men måske skyldtes modstanden mod Finsen, at virksomheden bredte sig til efterhånden mange villaer i kvarteret. Ja en tredjedel af kvarteret erhvervede man efterhånden.

 

H.C. Andersen ville ikke underholde børnene

Nogle af familiernes børn giftede sig med hinanden. Man holdt fine middagsselskaber og i de store villaer havde man mindst tre tjenestefolk. Der blev også holdt baller for ungdommen.  Men for det meste holdt herskaberne sig bag deres egne hække. Men børnene trivedes mellem familierne. Tjenestefamilierne udvekslede herskabernes aviser mellem hinanden.

Fru Heibergs selskabelighed udstrakte sig for det meste til de familier, hun havde kendt til før Rosenvænget. Blandt hendes nære bekendtskabskreds hørte Sophie Halkier. Det var den berømte Emma Gads mor. Hun boede i den store villa, Søvand, der lå langs Strandpromenaden lige uden for Rosenvængets Kvarter. Her var en storslående udsigt ud over Sundet
og haven stødte lige op til Aggersborg. Fru Heiberg holdt dog mange selskaber og tænk, hun blandede sig i mændenes debatter.

H.C. Andersen kom her meget. Men han var ikke så begejstret, når han skulle underholde ved børnenes fødselsdage. Han skrev i sin dagbog efter, at han havde underholdt ved den ældste datter Saras 11 års fødselsdag:

• Ejnar (Det var en af de hjemmeboende mukne Drewsen – sønner) fulgte mig i Mulm og Mørke, som ruger i Rosenvænget, over til Fru Heiberg, det var den lille Saras Fødselsdag, og en Mængde Smaabørn var der, de modtog mig med Hurra. Et lille Theater var reist og Fru Heiberg sagde, at nu skulle de give Ouveturen til min Oplæsning, en flad Papirdukke, forestillende en Matros blev stillet op, og den ene af Fruens tre Børn sagde ”Vift stolt paa Kodans Bølge” og det endte med ”af Ingemann, Hurra!”Og nu rungede Børnenes Hurra,
  nu kom en anden Dukke og det andet Barn sagde ”Det døende Barn” af Andersen, Hurra, derpaa sagde Sara det ene Digt af Alferne”Og Grenene gyngede op og ned” af Heiberg, Hurra! Jeg fandt det barnagtigt og saa maatte jeg læse ”Pigen som traadte paa Brødet”, ”Sneemanden Deilig” og ”Den lykkelige Familie”.

 

Den tyske cirkusdirektør 

Grosserer Alfred Hansen solgte i 1875 nummer 37 til fhv. cirkusdirektør Charles Hinné, der havde en helt anden baggrund end de andre beboere i Rosenvænget. Han var artist i sin fars tyske cirkus, kunstberider og skolerytter. Han fik opført permanente cirkus både i Moskva og Skt. Petersborg. Men det var ikke rigtig ham, at være direktør på et bestemt sted.

Han flyttede ind med sin kone og otte ud af ti børn i alderen fra 15 år til 1 år. Dertil kom tjener, kokkepige, stuepige og guvernante. De var tysktalende, katolikker og var stærkt tilknyttet Skt. Ansgar Kirken i Bredgade.

Men Charles havde ikke helt lagt cirkuslivet på hylden. På en stor grund indrettede han i Rosenvænget et ride-hus, hvor han underviste i det højere skoleridt.

Landstedet Rosendal som det hele udsprang fra, blev nedrevet  i slutningen af 1880erne, som led i bebyggelsen af Østerbrogade.

 

Store bygninger æder sig ind

Pludselig dukkede der i 1932 – 34 en 3 – etagers bebyggelse op. Beboerne påberåbte sig Rosenvængets urgamle villaservitutter. Det endte som højesteretssag, men gik beboerne imod.Men man fik dog vedtaget en byplan i 1943, som skulle beskytte Rosenvænget mod gentagelser. Åbenbart var der en undtagelse i denne plan, som kun læsere af Statstidende har heftet sig ved. For i 2006 opførtes pludselig lejlighedskomplekset Den Franske Have syd for Rosenvængets Allé.

To villaer, nemlig Det Franske Institut, ejet af den franske stat, samt kongelig vinhandler Mozart Waage Petersens villa blev jævnet med jorden. Sidstnævnte var jo ham, der startede det hele.

Heibergs have

Heibergs Have er tre treetages ejendomme som faktisk er bygget i den gamle Fru Heibergs have. Det var altså her H.C. Andersen fik tilkæmpet sig gratis middage eller drak the eller portvin med Fru Heiberg. Fruen boede her fra 1862/63 til 1874/75, hvor hun flyttede til det ligeledes fashionable Søtorvet.

Det var vennen Krieger, der havde rådet Fru Heiberg til at flytte herud. Den nu 50 – årige flyttede herud med sine tre småpiger, Sarah, Leila og Anna. De var adopteret fra Vestindien.
Desuden flyttede tjeneren Hans Børge, en jomfru, en tjenestepige og børnenes guvernante Margrethe Hirsch ind.

Og så pressede en ny daginstitution sig også lige ind. Den byplan er hvis ikke så meget værd.

 

Bygningerne, mens vi har dem endnu

Skal vi ikke lige kigge på de nævneværdige bygninger i gaden, inden de også river dem ned.

• Nr. 4 er Den libyske ambassade
• Nr. 6 er opført 1875 af arkitekt Harald Drewsen efter engelsk forbillede. Her boede tidligere sagføreren og kunstsamleren F.C. Boldsen
• Nr. 18A Her lå en nu nedrevet villa fra 1898 – 99 af Caspar Leuning Borch
• Nr. 21A Den første villa, der blev opført i Rosenvænget i 1850erne af øjenlægen Heinrich Lehmann, bror til den kendte politiker Orla Lehmann
• Nr. 27A Fredet villa opført 1860 af Ferdinand Meldahl til landskabsmaleren P.C. Skovgaard. Senere arvede hans sønner, som også var kunstmalere ejendommen. Villaen var i familiens eje helt frem til 1971.
• Nr. 37. I 1899 købte lægen Niels Finsen huset, som han fik indrettet til sin berømte lysbehandlinger af hudsygdomme. I 1906 – 08 lod han en klinik opføre. Siden bredte institutionen sig til flere af de nærliggende villaer, der mere eller mindre er indkapslet i området i dag. I dag er her Danmarks Designskole.
• Nr. 46 Villaen er tegnet af J.D. Herholdt i 1862. det var her Johanne Louise Heiberg boede.

Rosenvænget – dengang

Jo, der herskede et helt specielt liv i Rosenvænget. Stemningen går igen i Valdemar Vedels erindringer i antologien Mit Hjem fra 1912:

• Der græssede båder køer og geder i Vænget, og huserede både ræv og mår, og vejene, som lå under den stedlige bestyrelse af villaejere, kunne i sneføre og regntider kun befares med transtøvler eller træsko, i alt fald af os børn. Men Wilde, politibetjenten havde intet som helst andet at bestille end at passe postbuddet eller herskabskarlene op for at få en passiar med dem, mens hans enarmede bror, gartneren, gik om og tilså alle haverne. Og gamle Sørensen, marinemaleren, vandrede sin morgentur rundt på vejene i slåbrok og fez og med lang tobakspibe ….ja selv Krieger, den værdigt pertentlige excellence, gik barhovedet og i en stumpet slåbroks-jakke sine gravitetisk – afmålte ture med breve til postkassen.
• ”Det var jo embedsaristokratiets og kunsternes Rosenvænge. Fru Heiberg sad som enkefrue og holdt salon i sin villa for sin gamle nationalliberale tilbedere, og i hendes have
  var det, Ibsen nød den ”Dag ved Sundet”, han mindes i sit digt – den gang lå der udenfor ”den røde låge” blot en grøn eng ud til vandet. I Marstrands gamle villa boede Krieger med sine norske tanter, der holdt hus for ham, og i hans dagligstue med det skovgaardske maleri og den jerichauske statue samledes Eider-politikens og skandinavismens aldrende koryfæer, selv Andræ, hjemmemennesket, lod sig mangen en gang lokke derud fra sin bolig i Øster-allé.
• Og det var Drewsenernes villa, med den store slægtskreds af Stamper og Colliner, som kom der, og øjenlægen Lehmanns – Orla Lehmanns brors – musikdyrkende hjem.
• Det var Skovgaardenes hus, landskabsmalerne Læssøes og Aaagaards og flere andre kunstnerhjem.

 

Kilde:
–  Litteratur Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:

•    www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
•    Under Østerbro finder du 101 artikler 
•     Under Andre Historier finder du 73 artikler 
•     Under Nørrebro finder du 304 artikler 
•     Under Højer finder du 77 artikler 

–

• Gamle havne på Østerbro
• H.C. Andersens sidste dage på Østerbro
• Østerbro som landsby
• Østerbros historie
• Johanne fra Lille Ravnsborg (under Nørrebro)
• Johanne Louise Heiberg (under Andre Historier)
• Soldater på Jordsand (under Højer) (Toller von Rosenheims tur til Irland)

Redigeret 26.11.2021