Røde Faner på Assistens Kirkegård

Vi har været her før. Pastor Steen ville ikke have røde faner på kirkegården. Man måtte heller ikke holde tale ved begravelsen. Det var borgerlig mindekultur. For arbejderne var tale om ære og magt. Ofte var der modsætningsforhold mellem arbejdere og præster. Da Harald Brix skulle begraves fjernede politiet liget. Politimester Crone ville ikke have røde faner. Social – Demokraten mente, at det var den frækkeste krænkelse. Fanen spillede en central rolle. Folketingsmedlem angreb præsterne. I 1887 var det stiftsprovsten, der som chef for Pastor Steen havde forbudt faner og taler ved socialisten, Adam Pedersens begravelse. Men arbejderne sagde også om ham, at han ikke kunne lide socialister og arbejdere. Det var en ære, at fanerne var til stede. Man blev opfordret til at møde op.

Vi har været her før

Vi har tidligere beskæftiget os med emnet og overværet en socialists begravelse her på kirkegården. Og nu er det måske ikke lige alt, der foregår lige på den prægtige kirkegård. Og vi har også masser af andre gode historier fra den kirkegård. Se lige artikelhenvisningen bagerst i artiklen.

Søndag den 1. januar 1887 blev socialisten Adam Pedersen begravet på Assistens Kirkegården. Begravelsen blev en stor offentlig begivenhed. Social – Demokraten havde anslået at der var 10.000 mennesker og 21 røde faner. Følget gik fra Arbejdernes Forsamlingsbygning i Rømersgade til Kirkegården.

En stor begivenhed

Her meddelte den indremissionske præst, pastor Steen, at stiftsprovsten havde forbudt medlemmer af følget at tale ved graven. Den tilstedeværende politiassistent Rantzau og følge skulle sørge for, at dette ikke skete.

Adam Pedersens begravelse var en stor begivenhed i en tid, hvor socialistiske optog var et konfliktemne. Med en blanding af politiske symboler og almindelige begravelsestraditioner viste man den afdøde den sidste ære, udtrykte sammenhold i forhold til hinanden og manifisterede sin styrke ud af til.

En borgerlig mindekultur

Hvor der i andre tilfælde var den røde fane, der var genstand for forbud i ligtog og på kirkegården, var det i dette tilfælde muligheden for at sætte ord på de holdninger, de medbragte symboler stod for, der blev forhindret.

I Danmark fandtes en specifik borgerlig mindekultur i forbindelse med begravelser fra midten af 1800-tallet. Begravelsen var også et ritual og en begivenhed, hvor magtforhold i samfundet kunne vises og udøves.

Kampen om magten er kampen om myndigheden til at iscenesætte og arrangere begravelsesritualet, samt derefter at fortolke deres ordlyd og de tilknyttede handlinger.

Den traditionelle opfattelse af døden ændrede sig i takt med, at den kristne livsanskuelse måtte vige til fordel for et mere naturvidenskabeligt verdenssyn.

Modsætningsforhold

Begravelsesritualet var for langt største del af arbejderbefolkningens vedkommende præget af stor fattigdom. Modsætninger mellem præster og arbejdere forekom oftest, når erklærede socialister blev begravet og når bestemte indremissionske præster, der prædikede.

Der var især kamp om de røde faner på kirkegården og præstens taler om emner, hvor modsætningerne imellem arbejderbevægelse og præster kom til udtryk.

Da Harald Brix blev begravet

Den mest spektakulære konfrontation i forbindelse med arbejderlederes begravelser fandt sted i forbindelse med begravelsen af Harald Brix i 1881. Brix sad som medstifter af 1. Internationale fængslet i perioden 1872 – 75 og senere igen fra 1877 – 80. Han var grundet de strenge fængselsdomme et symbol på statens undertrykkelse af arbejdernes kamp.

Han brød de sidste år med Socialdemokratiet og dannede sit eget arbejderparti Heroldisterne, der havde sin egen avis, Herolden.

I dagene efter hans død skrev avisen skarpe udfald mod myndighederne og Brix hårde vilkår i fængslet beskyldes for at være en bevidst strategi fra myndighedernes side.

Han skulle begraves i Aalborg

Heroldisterne havde tilbudt at betale for en gravsten i København, men søsteren ville have ham begravet i familiegraven i Ålborg, hvorfor liget skulle fragtes dertil med dampskib fra København. Indtil det kunne lade sig gøre lå liget midlertid i ligstue på heroldens kontor i København.

Heroldisterne havde planlagt et ligtog fra Heroldens kontor i forbindelse med ligets overførsel til dampskibet, hvilket var kommet politimesteren i København, Etatsråd Crone for øre.

Liget blev fjernet af politiet

Madam Jensen på avisen Herolden’ s kontor skulle arrangere begravelsen i København for Brix søster. Ifølge politimesteren blev de to enige om, at begravelsen skulle finde sted i stilhed. Der er tvivl om i hvor høj grad politimesteren lagde pres på Madam Jensen og hvor stor enigheden var om dette.

Men i hvert fald så arrangerede politimesteren afhentning af liget kl. 4 om morgenen ved hjælp af betjente. Næste eftermiddag udstedte Crone følgende forbud, som blev afleveret på Heroldens kontor:

• Da afdøde Harald Brix’ s Lig allerede i Morges tidlig ved rette vedkommendes Foranstaltning er henbragt til Garnisonskirkens Kapel, vil det Optog i Anledning af dets Bisættelse, hvori Arbeiderne ved et anonymt Opraab i Bladet ”Herolden” for i Dag opfordres til at deltage og til deres Ende at samles i Nørregade ved Gothersgade i Aften Kl. 8 altsaa ikke kunne finde Sted. Enhver Sammenstimling af Folk der eller andet steds paa offentlig Gade, vei eller Plads heri Staden i bemeldte Anledning vil derfor blive betragtet som gadeopløb.

Den frækkeste krænkelse

Senere dukkede folk fra herolden op på politimesterens kontor for at få liget udleveret. Dette kunne dog ikke lade sig gøre.

I Social – Demokraten var man uenige i, at der var enighed mellem de to parter. Avisen mente man at have en klar ide om, hvad politiets motiv var. Liget var ikke blevet fjernet efter søsterens ønske. Social – Demokraten, hvor man sympatiserede med Heroldisterne trods modsætningerne mente man at politiet havde fjernet liget for at kunne forbyde optoget.

Herolden behandlede naturligvis også episoden. De mente:

• Her er begaaet den frækkeste Krænkelse af den Gravhed, hvormed man ellers omgiver et Legeme, hvis Livslys er udslukket, og at her foreligger et Indgreb i Arbejdernes borgerlige Ret at samles i fredelige Processioner, som fortjener den alvorligste Straf.

Fanen spillede en central rolle

Avisen mindede også om den grundlovsikrede ret til forsamlingsfrihed.

Fanen har altid spillet en central rolle. Men Crone havde i starten af 1870’erne forbudt optog med den røde fane, da den for ham var et symbol knyttet til voldelig omstyrtning af samfundet.

Arbejdere kunne berette om, at:

• Præsterne tålte ikke at se ”rødt”. Der var daglige skandalescener, præsterne nægtede simpelthen at forrette begravelserne, hvis de røde faner ikke blev fjernet.

Folketingsmedlem angreb præsterne

Hvor hyppige disse problemer er opstået er nok tvivlsomt. Men folketingsmedlem P. Holm tog emnet op i forbindelse med en diskussion om borgerlige rettigheder i Folketinget i 1891. Her rettede han ifølge Social – Demokraten et skarpt angreb mod folkekirkens Præster. Han nævnte et eksempler på, hvorledes sådan en præst i sin tale havde overgivet den afdøde til evig fordømmelse, fordi han var socialdemokrat.

Missionske præster havde bedt om, at få en vejledning i, hvordan de skulle begå sig. Pastor La Cour foreslog efter længere tids debat:

• Fagforeningsfaner bør ikke forbydes, men derimod Socialdemokratisk Forbunds Fane med indskriften ”Folkets Vilje er højeste Lov”, Faner med lign. Inskriptioner bør ik taales, fordi saadant er bestemt antikirkeligt

Den senere biskop Skat Rørdam var dog af en helt anden mening. Han mente lige som præster, at forbud mod røde faner ville skubbe arbejderne endnu længere væk fra kirken.

Stiftsprovsten havde forbudt den røde fane

Så var det lige talen ved begravelsen. Vi startede med begravelsen i 1887 på Assistens Kirkegård af Adam Pedersen. Ligtoget gennem byen blev hjulpet frem af politiet, der blandt andet spærrede gader af, men da følget nåede kirkgården blev medlemmerne af følget forbudt at tale ved graven.

Ifølge Social – Demokraten og det konservative Morgenbladet kom forbuddet fra stiftsprovsten og var altså ikke en vilkårlighed fra den lokale præst, men stammede fra en overordnet myndighed.

Pastor Steen kunne ikke lide arbejderbevægelsen

Pastor Steen var en kendt indremissionsk præst og i Social – Demokraten omtalt som kendt modstander af arbejderbevægelsen. I bladet kunne man læse:

• Så kom Pastor Steen og brød Freden. Han kom som en mand, der har sværdet. Han havde med sig et Forbud mod at der blev bragt den fattige, hæderlige gamle Arbejder et farvel ved Graven fra en af de mange Venner og Præsten benyttede sig af sin Myndighed.

Det faldt også avisen for brystet, at han efter jordpåkastelsen udtalte:

• Jeg henstiller til hr. Politiassistent Rantzau at sørge for Forbuddets Overholdelse

Dette blev opfattet som en unødig provokation, at Steen antydede, at arbejderne ikke kunne opføre sig anstændigt på kirkegården.

Følget havde frabedt sig, at pastor Steen talte ved graven. Grunden til, at de benyttede sig af denne mulighed, har nok først og fremmest været bekymring for, at talen skulle udarte sig, som Holm beskriver og ikke en generel modstand mod præstestanden.

Det var en ære at fanerne var til stede

Ved Socialdemokratiets mangeårige forretningsfører Peter Knudsens begravelse i 1910, sagde M.C. Lyngsie:

• Vore Faner er mødt frem for at yde ham en ringe Hyldest for det store Arbejde, han et Liv igennem har gjort for de fattige Arbejdere

Det var en ære, at fanerne var til stede.

Stemningsfuld og mægtig

Og hvad var det lige aviserne skrev dengang:

• Det var ikke en Ligfærd med guldskrammerede Uniformer og vajende Fjerbuske og med et Følge i Wienervogne og Kareter- men en Jordefærd stemningsfuld og mægtig, som den maatte være, hvor det københavnske arbejdende Folk sorgbetynget følger sin Fører til hans sidste Hvilested. Det var en Arbejders Jordefærd.

Man blev opfordret til at møde op

Fællesskabet var både en meningsfællesskab med den afdøde og med resten af Følget. Man bekræftede dermed en fælles identitet.

Man blev dengang kraftig opfordret til at møde op ved en afdød socialdemokrats eller fagforeningsmands begravelse. En begravelsesannonce kunne lyde sådan:

• Medlemmer af 6. Kreds’ Socialdemokratiske Vælgerforening anmodes om at give Møde ved vor Partifælde A. Mundbergs Begravels, som foregaar i Morgen (Søndag) kl. 1 fra det store Kapel paa Assistens Kirkegaard.

I Adam Pedersens specielle tilfælde mente man angiveligt ikke, det var nødvendigt, men man tog ingen chancer:

• Vi antager, at Opfordring om talrig Tilslutning er overflødig i dette Tilfælde, da vor afdøde Meningsfælde ved sin hele Virksomhed i Partiet og ved sin bramfri Færd havde skaffet sig en talrig Vennekreds. Socialdemokratiet vil ved sin talrige Deltagelse i Ligfærden konstatere, at Adam Pedersen ikke har virket forgæves for sin Stands Frigørelse.

Antallet af deltagere er tillagt stor betydning i avisens beskrivelse af begivenhederne.

Kilde:

• Arbejderhistorie (div. Udgaver)
• Sv. Beck Cedergreen: Dansk biografisk leksikon (bd. 3)
• Henning Grelle: Under de røde faner. En historie om Arbejderbevægelsen
• Birgitte Kragh: Til jord skal du blive. Dødens og Begravelsens kulturhistorie
• Div. Artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du læse i alt 1.397 artikler herunder:

Assistens Kirkegård/ kirker/præster (Nørrebro 264):

• Præster og døden på Nørrebro
• Den gale præst på Ladegården
• Samuels Kirke 100 år
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• En kirke på Nørrebro
• Martha Hjemmet – dengang
• Assistens Kirkegård – en oase
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Sankt Johannes kirke
• Assistens kirke – 250 år
• Grundtvig på Nørrebro
• Kirke og mennesker på Nørrebro
• Under Jorden på assistens kirkegård
• Livet på Assistens Kirkegård
• Da Gertrud rejste sig fra kisten og mange flere

Arbejdere/Røde Faner/ 1. maj:

• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Historien om 1. maj
• De Socialistiske Blade på Nørrebro
• Fra Røde Faner til Knippelsuppe
• Ned med arbejderne
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Arbejdere og Industri på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• Louis Pio på Nørrebro
• Kampen på Fælleden og mange flere