Præster og andet Godtfolk i Sønderjylland(2)

Foredrag afholdt den 27. oktober 2010 i Anna Kirke på Nørrebro. Det er en nyredigering. Vi skal besøge præster, herredsmænd, munke og nogle almindelige sønderjyder. Nogle af de præster, som vi besøger bedrev utugt, var mordere og andet. Vi kigger også på gamle traditioner og klostre. Vi starter på Rømø, går videre til Skærbæk, Højer, Tønder, Burkal, Løgumkloster, Hostrup, Ryd Kloster, Bov kirke, Kliplev, Søgård, Aabenraa, Hjordkær, Rise, Løjt og mange steder. Det kneb gevaldig for amtmændene på Brundlund Slot med moralen. Og så var præstene ikke altid lige ædruelige og organisterne kunne ikke finde den rette melodi. På kirkegårdene gik der gæs, får, svin og kvæg. Et kloster blev flyttet grundet utugt. Advarsel: det er en meget lang artikel

Ny redigering af ældre artikel

Den 27. oktober 2010 afholdt undertegnede et foredrag i Anna Kirken på Nørrebro.  Desværre er der sket noget med teknikken, da foredraget skulle overføres til hjemmesiden. Det er ikke særlig læsevenligt. Derfor skrives foredraget nu om. Egentlig var det i to dele, men vi skriver nu det hele i en del. Vi redigerer indlægget og undlader enkelte historier, som vi har brugt i nogle andre artikler. Til sidst i artiklen henviser vi til andre artikler, hvis du vil fordybe sig yderligere.

Men vi ønsker god fornøjelse.

En rundrejse i Sønderjylland

Vi skal en rejse rundt i Sønderjylland. Vi skal møde præster, munke, skarprettere, adelsfolk og almindelige sønderjyder. Ikke alle præster er lige så søde som Anna Kirkes præst.

Rømø Kirke

Vi starter på Rømø. I kirken hænger 15 hatteknager ned fra loftet. På de fleste af dem finder man ejermændenes initialer.

Den store tilknytning til havet ser man på byens kirkegård. Storskippere tog selv deres gravsten med hjem fra deres togter. De fik hollandske mestre til at hugge deres indskrifter og billeder på stenen. På stenene kan man også finde en hel levnedsbeskrivelse.

På en af stenene ses et relief af kommandøren og hans kone samt 12 børn. En anden gravsten fortæller en skipper, der døde i en alder af 45 år, at han foretog 27 rejser fra Hamborg til Grønland.

Bryllupsskikke på Rømø

På Rømø forlovede man sig i en meget ung alder. Man giftede sig først, når man havde bestået sin eksamen. Som regel var det styrmandseksamen. Forlovelsestiden strakte sig ofte over 8 år.

Tre uger før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangte tinglysning. Trolovelsen blev fejret med et kaffegilde.

Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personlig rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en redekone, fire skænker og fire brudepiger.

En uge før brylluppet skulle der være ”brudeseng”. Fra de gårde, der ville give flæsk, kød og pølser. Et fad mad blev givet som bryllupsgave. De ældre mødte frem med mad inden den store dag.

Under redekonens påsyn blev brudsengen nu opredt. Her måtte alt være til stede lige fra undertøj til en fuldstændig beklædning og hvad der ellers hørte til et ”sovekammerudstyr”. Når de var mødte til brudeseng havde de fået en kop kaffe. Alt tilbehør blev fremvist af redekonen. Og dette punkt gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt, hvis ikke alt var i orden.

Efter dette blev der drukket skål og gæsterne dansede hele natten.

To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:

• Æ sku hilsen fra Pete Fisk å hans kjærest, om I vil så goe o komm å torsdæ Morn å drik å føll mæ dem te kirk å høe æ viels å føl mæ hjem å teje del i æ fornøjels.

Der blev lånt borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkner, knive og gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad det ellers hørte til.

Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikkes punch og meget mere. Han slog så på en bjælke for at få ørenlyd og afgive ordre.

Redekonen sørgede for at pynte bruden og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod var ikke engang med i kirken. De skulle tjekke i køkkenet, om alt gik rigtigt for sig. Mændene blev budt på brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en skefuld mjød og en tvebak af et fad.

Mad til brylluppet

Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinka (hvedebrød med rosiner og krydderier). Dertil fik man tre-fire punch, hvoraf den ene i hvert fald var en rumpunch.

Derefter tog man i kirke.

Ved middagen bærer skænker på de store stegefade, flæskeskiver (Børster) ind til skafferen. Han fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofter og sauce. Hertil kom flere flasker snaps og brændevin.

Den anden ret var vinsuppe med rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kovinge) med smør og øl til. Mens alt dette foregik gik tre underkopper rundt. Det var til indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.

Dansen om huset var egentlig afslutningen på brylluppet. Den blev afsluttet med en afskedsskål. Som regel blev brylluppet fortsat om søndagen med ”æ Syndeshytte” Ja egentlig varede et helt almindelig bryllup på Rømø en helt uge.

Skikke fra Højer

I Højer sang man ved en tysk vielse ”Jesu gehe Voran” og ”So nimm denn meine Hânde”. Foregik vielsen på dansk, så sang man ”Det er så yndigt at følges ad” og ”Jert hus skal bygges på klippegrund”.

Indtil 1736 blev der sunget tyske salmer, selv om det var en dansk vielse. En anden skik var at affyre nogle skud, når de unge mennesker gik eller kørte i kirke. Det blev dog forbudt flere gange. På grund af disse skud opstod der gårdbrande.

Den 24. juni 1783 blev der desuden indskærpet, at man skulle overholde sig fra overdådigheder på landet i forbindelse med bryllupper, barnedåb og begravelser.

I Frøslev kunne man ikke nøjes med geværer. Her brugte man en kanon.

Ved Højer Kirke var der en indgangsdør, der vendte mod nord. Den blev kaldt ”Brudedøren”. Oven over døren stod der på tysk: ”Stærkere end døden er kærligheden”.

Plant Bryllupstræer

En ordning fra dengang kunne også sagtens bruges i dag. En forordning pålagde de unge mennesker at plante bryllupstræer, inden de giftede sig, ja det hed sig at

• At plante mindst 10 unge piletræer og 15 asketræer eller betale en Rigsdaler for hvert manglende træ.

Det skulle også kunne bevises, at beplantningen havde fundet sted. Man forpligtede sig også til vedligeholde disse træer. Og dem, der kender naturen vest på ved, at dette er meget svært. Her er ikke meget læ, når vestenstormen raserer.

Begravelse på Rømø

Der blev ikke ringet med klokkerne på Rømø, når en person var død. Æ Bojmand, en ung pige klædt i sort med en paraply i hånden gik rundt på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan:

• Æ Klok 5 i gåe døe Peter Slaute

Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge ”Kestlæg”. Samme dag gik Æ Bojmand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge:

• Den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested

I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunch. En gammel pebermø havde ønsket hendes begravelse fejret som hendes bryllup. Dette ønske blev opfyldt.

På vejen til kirken skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad på en stol lige bag kisten.

Efter begravelsen var der for de særlig indbudte Ærr’ Øl.

Ligklæde-Broderskab

I Højer havde man et Ligklæde-broderskab. Det blev stiftet den 21. februar 1681. Der var både vedtægter og protokol. Formålet var at sikre gildebrødrene en værdig begravelse. Man skulle følge hinanden til døden. Gjorde man ikke det skulle man betale en bøde. For Gildets broderskab var brugen af ligklæde og ligbåre gratis.

Den årlige forsamling foregik altid på fastelavnsmandag kl. 13. Alle gildebrødre skulle ved dette møde betale 1 sk. Lybsk. Hvervet som oldermand skiftede hvert år fra nabo til nabo. Og brødrene bar kisten på skulderen lige som i gammel tid.

Gildet bestod indtil 1869. Overskuddet blev overdraget til Højer Sparekasse. Og beløbet var med til at finansiere en ligvogn.

Den gamle ligvogn

Denne ligvogn blev restaureret i 1930. Den havde parkeringsplads i Sprøjtehuset på Torvet i Højer. Da denne blev nedrevet i 1937 bevilligede menighedsrådet en grund til ligvognen ved siden af den nye brandstation.

I 1948 blev den igen restaureret. Betingelsen var, at der skulle være flotte heste foran. Og tænk ligvognen var i brug til 1982. Jeg har set den i brug.

En værdig begravelse

Under besættelsen var der mange tyske soldater på Rømø

En tysk soldat havde dog fået nok af det hale og begik selvmord. Han skød sig selv i barakbyen i Kongsmark. Hans soldater-kollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder.

Men Rømøs præst nægtede at begrave ham uden kiste.. Under trusler med at komme i Kz-lejr, sørgede han for, at soldaten kom i en kiste og fik en værdig begravelse.

Drama hos præsten i Skærbæk

Kigger man godt efter på den første af Skærbæk Kirkes præstetavler ud for den fjerde række står der følgende angivet:

• Hr. Johannes Andersen

Anno 1627, da han i 1627 ihjelstak med Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Menighed og derfor maatte rømme Landet.

Hvad ligger til grund for denne historie? Johannes Andersens far og farfar var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede, at få sønnen, der studerede som præst i København hjem til Skærbæk som præst.

Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet. Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Men det var biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede dog indtil papirerne var i orden.

Derfor var den unge præst i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende var provst Billum i Brøns, og han var på nakken af den unge Johannes Andersen.

Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi, ja der var kommet til håndgribeligheder. Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete på kirkegården.

Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt af et nævningeting. Han fik et fredsbrev af Christian den Fjerde. Han påstod nemlig, at han havde handlet i nødværge.

Sandelig om han ikke også fik lov til at søge embedet, når han klagede sin eksamen. Men det skete aldrig.

Pastor Jacobsen blev fyret

Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var en af tyskhedens førere i Nordslesvig. Og det var ikke godt for Skærbæk var udpræget dansksindet, da han blev indsat i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter på Rømø, der ikke kunne tåle dagens lys.

Han blev afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe haft et vågent øje med ham.

Løgumkloster – Munkene fik magt

Vi tager i vores historiske rundtur lidt øst på til Løgumkloster og kigger på munkene.

Cistercienserne stammede fra Burgund i Frankrig. Ordenen var en fornyelse af Benediktiner-ordenen. De var vegetarer og fuldstændig selvforsynende. Munkene skulle iagttage ansvarsfuld tavshed, også under legemlig arbejde. Kun ved hjælp af tegn måtte de kommunikere. Otte gange i døgnet skulle de bede.

Egentlig kom de fra et klostersamfund i Seem ved Ribe. Der var langt fra alle, der var lige begejstret for munkenes tilstedeværelse. Mange sogne følte at klosteret fik alt for meget magt og dermed tiende. Det skete blandt andet i brede Sogn, hvor det lykkedes for munkene at få præsten afsat.

Ved reformationen ejede klosteret 193 gårde, 4 kirke, adskillige møller og flere store huse i Ribe.

Da Ludde blev henrettet

Man kan i Hostrup-præstens dagbog finde et notat om, dengang man forsøgte at hænge Ludde Jensen ude i Draved Skov i 1598.

Han var en skidt knægt. I sine unge dage havde han hugget armen af sin far. Nu havde han hugget en masse træ i skoven og antændt det fyrstelige Vogterhus.

Men ak, skarpretteren havde fået en for meget. Den 19. juli havde han fået to fingre klemt mellem galgestokken og strikket. Han lod Ludde hænge så længe han troede, at han var død. Men han blev nødt til at skære snoren over for at få sine fingre ud. Og overraskende for mange, så rejste Ludde sig op efter at have sundet sig lidt.

Torsdag den 22. juli forsøgte man så igen. Nu var skarpretteren ædru. Og denne gang overlevede Ludde ikke.

Kresten Kold ude vest på

Herude vest på lå Mjolden Kirke. Den var rammen om en frimenighed dannet af Kresten kold. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Han var også med til at grundlægge højskole-tanken.

Han var huslærer hos en af de rigeste bønder på egnen, Knud Knudsen. Denne var far til forfatteren Jacob Knudsen. Og A.P. Møller er i familie med ham. Men ved det sikkert ikke. De nedstammede begge fra Mærsk-familien ved Ballum.

Ikke langt herfra – i Randerup blev Hans Adolph Brorson født. Ham hører vi mere om, når vi i vores rundrejse når Tønder. Se hans far hed Brodersen. Ikke langt derfra havde jeg slægtninge. Men det er endnu ikke lykkedes at finde The Missing link.

Aflønningerne af præsterne

Aflønningen af præsterne i Højer var kompliceret. Juledag efter prædiken plejede herredsfogeden at give 8 mark. Bolsmænd og Kådnere gav også 1-2 mark. Tjenestekarle gav 12 skilling og tjenestepiger 8 skilling.

Man skulle betale for bestemte kirkelige handlinger. Man havde fra gammel tid indført noget, som man kaldte for ”Mantel-penge”. Mantel er sønderjysk og betyder frakke, men i dette tilfælde henviser det til præstekjolen.

For lig-prædiken måtte menigheden til lommerne. Prisen varierede fra 2 mark ved børns begravelse. Var man velhavende så måtte man betale fra 12 – 48 mark.

Præsteenken fulgte med

Det var normalt, at den ny præst foruden embedet også overtog enken. Ja så kunne det ske, at enken var for gammel, så måtte den nye præst gifte sig med evt. barn eller barnebarn af enken.

Organisterne var der også problemer med. De var ikke lige musikalske alle sammen

Fattighuse

I sognene opstod der fattighuse. I Højer fandt man ud af, at fjerne ølkanden om morgenen og aftenen. Det var kun tilladt at få øl til grøden. Vandspanden erstattede ølkanden. Man indførte strenge regler. Og det var bl.a. præsten, der sammen med fattigforstanderen, der skulle sørge for at reglerne blev overholdt.

• Han skal gå i kirke hver søndag og gå hjem lige så snart gudstjenesten var forbi.
• Han skal gå til alters på de sædvanlige tider af kirkeåret.

Det var bare et par af de regler, der skulle overholdes.

Kamp mellem dansk og tysk

Efter 1920 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Behovet voksede efter nazisternes overtagelse i Tyskland i 1933.

I Højer opstod der store kontroverser mellem den danske og tyske menighed. Et kirkeligt udvalg foreslog den tyske præst, Braren om, at antage en dansk ordineret medhjælper. Dette nægtede Braren kategorisk.

Sagen endte med, at en dansk præst blev udnævnt som kapelan i Højer. Braren betragtede dette som et personligt angreb. Men menigheden, der havde tysk flertal ville ikke hjælpe den ny præst til at finde en ny bolig. De ville heller ikke afgive præstegården.

Det var ikke kun i Højer, der var problemer mellem den danske og tyske menighed. I 1951 oprettede de tyske menigheder i Sønderjylland en frimenighed. De var underlagt den Slesvig – Holstenske evangeliske kirke med Slesvig som kirkeligt tilsynsførende. Dette medførte, at ca. 200 i Højer meldte sig ud af folkekirken.

Daler Kirke

Daler Kirke tilhørte Schackenborg. Den var i den kongerigske enklave lige som Møgeltønder. Stedet var underlagt greven og hans luner.

Stakkels Anders Wedel havde underskrevet en kontrakt, at han skulle gifte sig med den gamle præsts datter og underholde svigermor, såfremt den gamle præst døde. Og det gjorde han.

Men den nye præst havde gå på mod. Han forsøgte at modernisere kirken. Men ak af greven på Schackenborg fik han en påtale:

• Han havde at overholde gejstlige ritaler og kirkelige ceremonier bedre end hidtil.

Katekismus skulle anskaffes

Problemerne voksede for Anders Wedel. Han vil indføre konfirmationen. Der kom til et opgør med menigheden. Præsten mente, at børnene blev taget ud alt for tidlig af skolen. De kunne ikke nå at lære katekismus.

Pigerne skulle meget tidlig lære at kniple. Og drengene skulle til søs.

Svigerfar havde skrevet en katekismus, inden han døde. Men børnene kunne ikke læse skråskrift. Men så tvang pastoren forældrene til at anskaffe sig en katekismus fra Flensborg.

Grevinden fra Schackenborg synes, at det var en god ide med offentlig eksamen i kirken. Og nu befalede hun det nærmest.

Konfirmationen indføres

Den 30. november 1707 var konfirmationen blevet indført i daler Kirke. Det var længe før, det blev indført i det øvrige rige.

Jo præsten mente, at ved det fjerde bud ”Du skal ære din far og mor”, ja så han bedre til at bibringe de unge det åndelige budskab.

Præsten ville heller ikke finde sig i, at der gik kreaturer på kirkegården. Han udsendte en forordning:

• Kirkegårdens fornemste Brug er vel denne, at udi dens Jord gemmes de Afdødes Legemer indtil Guds Basuner opvækker dem, men den som Gud ikke mere, der end andetsteds lader gro forgæves og til ingen Nytte, at små Fæ opædes, som ikke kan tilføje nogen Skade, helst eftersom det med Leen kan afstås.

Stakkels Anders Wedel fik en alvorlig påtale og bøde. Og så blev han også dømt til at betale svigermor 1.530 rigsdaler.

Sømærke

Bevidst byggede man kirketårnet på Møgeltønder Kirke så højt som muligt. Så kunne den bruges som sømærke ude i Vadehavet. Da det engang blev ødelagt af et lyn, ville hollandske kaptajner betale halvdelen af udgifterne, hvis det nye tårn blev lige så højt. Men det blev nu aldrig så højt som før.

Blodig reformation

Reformationen i Møgeltønder var meget blodig. Den katolske præst Hr. Peder ville ikke bare opgive sit embede. Han blev simpelthen slået ihjel.

I 1560erne overtager Rantzauerne lenet. Det var bestemt ikke Guds bedte børn. Den sidste Rantzau beskrives som:

• Hengiven til Druk, Opfarende og Grusom

Han tilranede sigmere og mere ejendom på ulovlig vis.

Præsten blev henrettet

I 1585 blev Laurits Thomsen præst i Møgeltønder. Hans kone var hengiven til drukkenskab og letfærdig. Man sagde, at hun lå med mange borgere i Møgeltønder. Og datteren var udsat for blodskam og blev udlånt til diverse ting og sager.

Det hele endte med at konen og datteren blev halshugget. Laurits Thomsen blev brændt.

Der er givet pardon

Møgeltønderhus så ikke godt ud efter svenskernes hærgen. Mad Schack-familien begyndte en ny tilværelse for beboerne i Møgeltønder på godt og ondt. Felthæren købte selv lenet tilbage. De penge skulle tilbage igen, derfor hersede han med bønderne. Bønderne gjorde oprør. Oprørslederen skulle halshugges i slotsgården. Bødelen stod parat og skulle til at svinge øksen. Pludselig åbnes et lille vindue. Hans Schack stikker hovedet frem:

• Der gives pardon

Social skel i kirken

Det sociale hierarki afspejlede sig, hvor i kirken, man sad. På de forreste rækker sad overinspektøren, derefter betjentene. I tredje stolerække sad godsets øvrige folk. Men her sad også 5 sognemænd. Desuden sad her også folk, der ville betale leje for stolene. Det var absolut kirkens dyreste pladser lige under prædikestolen.

Derefter fulgte 15 rækker med bolsmænd, der betalte afgift i naturalier og penge til degnen og organisten. Derefter fulgte tre stolerækker med mænd, der havde betalt seks eller otte skilling.

I skibets nordre side sad godsinspektørens kone og de øvrige kvinder fra godset. Yderligere havde grevinden bevilliget, at præstens, birkedommerens samt delfogedens koner fik plads her.

Kirkens allerdårligste pladser var beregnet til pøbelen og andre kvinder.

I Møgeltønder talte man meget om de onde grevinder. Den anden kone efter den tredje Schack var således en af de værste.

Hun ville have genindført hoveriet. Hun førte talrige retssager og forsøgte sig med bestikkelse. Hun satte spørgsmålstegn ved de lokale bønder. Til hendes egen børn forklarede hun, at de lignede mennesker. Men det var mærkelige skabninger, der var overtrukket med menneskehud.

Hovedet mod døbefonden i Tønder

Her i Tønder Kristkirke har jeg været til et hav af barnedåb, begravelser og bryllupper. Ja også til juleafslutning med skolen. Her gik jeg til konfirmationsforberedelse. Og blev kørt hjem af præsten i en Folkevogn. Jeg var besvimet. I første omgang troede han, at jeg var faldet i søvn. Men faktisk var jeg meget syg, og var ikke i skole i 14 dage.

Her var det også, at jeg slog hovedet mod døbefonten. Så både denne og mit hoved gyngede. Måske er det derfor, jeg er som jeg er. Min far har påstået, at han har leget cowboy og indianer her inde i kirken.

Mit dem Totenkopf spielen

Dengang der blev gravet ud om kirken, fandt min far og nogle kammarater noget som de kunne spille fodbold med. I skolen blev de mødt af en fortørnet lærer:

• Ihr könnt doch nicht mit dem Totenkopf spielen

Jo de havde fundet et skelethovede.

Den tyske præst

Og her i Tønder var den tyske præst skyld i at vi i familien er tre søskende, der er tysk døbt og tre, der er dansk døbt. Jo mine forældre var tysksindede, indtil den tyske præst blandede sig i, hvad min Oma skulle foretage sig.

Min far skiftede Der Nordschleswiger ud med Aktuelt. Men nu ved jeg egentlig ikke, hvor tysksindet de var, for ingen af os har gået i tysk skole eller tysk børnehave. Jeg har endda gået i samme børnehave som Poul Schlûter dog ikke samtidig.

Brorson – en præst fra Tønder

På det sted, hvor jeg stod i lære, skrev Hans Adolph Brorson nogle af sine populæreste salmer. Det var dog ikke i samme ejendom.

Ved den store mandedrukning ved vestkysten, hvor der omkom 10.000, måtte familien søge tilflugt i kirken.

Da han var 10 år gammel døde hans far. Faderen samlede sine tre drenge ved sit dødsleje og sagde til dem, at han ingen penge havde. Men hvis de stolede på Gud skulle det nok gå. I hjemmet var der en huslærer, der hed Oluf Holbæk. Han blev gift med Hans Adolphs mor.

Brorson kom i forbindelse med pietismen. Det vakte stor udbredelse i Sønderjylland. Brorson giftede sig med sin kusine. De fik 10 sønner og tre døtre. Tre sønner var dødfødte og yderligere fire børn døde, mens de var små,

Brorson udgav 11 salmehefter. I 1739 blev disse samlet i salmebogen Troens Rare Klenodie (Tønder Salmebøgerne).

I 1737 blev han stiftsprovst i Ribe. Egentlig ville han ikke have hvervet. Hans kone døde ved fødslen af deres 13. barn. Han var knuget af sorg.

Munkene fra Tønder

Et Franciskaner-kloster blev stiftet i 1238 i Tønder. Til dette var der knyttet en kirke, der blev indviet i 1247. Mange håndværksfolk og handlende søgte tilflugt hos den mest populære katolik Frans af Assisi.

Disse munke havde stor betydning på egnen. I Løgum dyrkede de jorden, de havde møller og gårde. Fra Tønder til Ribe gik de barfodede rundt og forkyndte Guds lære.

I 1530 blev klosteret i Tønder ophævet. Slottet krævede mere plads. Lutherdommen trængte igennem overalt. Det gik ud over tiggermunkene, der til sidst blev fortrængt og jaget ud af Tønder.

Præsten fra Aventoft

I 1556 begik præsten i Aventoft, Henricus Sicander i Aventoft syd for Tønder dokumentfalsk. Han blev henrettet. Først blev han lagt på hjulet. Men inden da fik han det ene øje stukket ud og kappet to fingre af.

Gud er dig nådig

Ved henrettelser skulle præster stille sig til rådighed. Som regel var de sidste ord:

• Vær ikke bange, Gud er dig nådig

Det var allerede fastlagt i kirkeordningen af 1542. Her siges det, at præsten ikke blot skulle medvirke, når de dømte føres til straffen. Han skulle også tage sig af dem. Og dem, der så blev overbevist af præsten skulle en eller to dage inden henrettelsen modtage sakramentet.

Ikke plads til kisten

Las Petersen havde efter ansøgning om tilladelse til at indrette og vedligeholdelse af en begravelse under kirkegulvet i Hostrup Kirke fået tilladelse til dette.

Det gjaldt sådan set hele familien på gårdene Store Tønde og Solvig. Dette kostede 10 rigsdaler.

Men det gik ikke altid lige godt. I 1733 døde Andreas Nissen. Da man skulle have kisten ind i kirken, var den for stor. Man blev nødt til at hugge en del af muren væk og fjerne nogle af bænkene for at få den ind.

Kirken ville ikke betale. Men enken ville heller ikke. Hun forklarede, at slægten havde betalt både lyskrone og så meget andet til kirken. Desuden ejede hun 12 skolestader i kirken.

Og her i Hostrup Kirke kunne man ligesom så mange andre steder betale sig til en lang lig-prædiken, bare man ville betale nok. Mange ville gerne huskes efter deres død.

Barn med tjenestepigen

I 1200-tallet var der selvfølgelig en præst i Burkal. Meget mod kirkens vilje havde han en husholderske. Han måtte jo ikke gifte sig med hende. Men uha han fik et barn med hende.

Og i 1722 berettes om en mand, der levede sammen med sin kone og søster. De blev begge to gravide. Søsteren fødte først. For at skjule utugten, lod konen som om det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet.

Men da konen steg op af barselssengen kunne man jo ikke undgå at se, at hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede.

Du sorte Kock

Tre gange har der været såkaldte vækkelser i Burkal Sogn. Den pietistiske – herrnhutiske bevægelse havde særdeles gode vilkår. Senere forsøgte Dansk Missionsforbund sig.

Og så var det pastor Petersen, der kom direkte fra et drikkelag i Tønder for at klare gudstjenesten. I præstegården havde han også en elskerinde.

I 1864 havde den danske præst Kock udtjent sin tjeneste. Uden for vinduerne råbte Burkals ungdom:

• Du skal væk, du sorte Kok, nu har du været her længe nok

Ikke ærbar

I 350 år huserede munkene omkring Flensborg og i skovene omkring Kollund. Et stort kloster lå nordvest for det nuværende slot Glücksborg. Et del af klosteret lå i den nuværende slotsø.

Cistercienserne havde i middelalderen 13 klostre i Danmark. Vi skal helt tilbage til 1191, hvor der blev anlagt et kloster i Guldhom i Nybøl Sogn nord for Slesvig. Det var Biskop Valdemar, der indviede klostret. Grunden var, at det lille munke og nonnekloster St. Michael ikke var særlig ærbar.

Der blev horet og drukket. Abbeden og hans munke lå døddrukken rundt i byens ølhuse. Her havde de ædt og svirret og moret sig med byens fruentimmere. Derfor flyttede Valdemar klosteret. Men det blev ærbarheden ikke bedre af.

Derfor blev man i 1210 nødt til at flytte nok engang. Dengang til Ryd(Ryde) ved Flensborg. Men ak, der udspændt sig en krig mellem Benediktinerne og Cistercienserne.

Man besøgte de fattige og husede de vejfarende. Det var ikke ualmindeligt at de gamle og syge købte sig ind i klosteret for at tilbringe deres sidste tid her.

Hygiejnen var stor. Man havde badestuer og toiletter. Lægerne på klosteret gik ikke af vejen for komplicerede operationer af hjernesvulster. De lappede kampskader som sværdhug eller pileskader.

Men det var ikke altid godt i klosteret. I 1280erne var det bispen fra Slesvig, Jacob, der forpestede munkenes tilværelse. Han burde nok snarere kaldes tyran i stedet for bisp. Han berøvede munkenes indtægt og lod dem piske.

Kongemord

Her på Ryd Kloster skulle der også være foregået et kongemord, idet Christoffer den Første under nadveren 1259 var blevet forgiftet af abbed Arfast. Det skete efter årelange stridigheder mellem Jakob Erlandsen om magten i riget skulle gå til kirken eller staten.

Kæmpe kloster

Det må have været et kæmpe kloster. Hovedbygningen menes at have været 350 meter i længden og 200 meter i bredden. Den omfattede korsgang og gård, søjlesalsfløj, lægebroderboliger med køkken og spisesal, kirke, kirkegård samt sygehus og herberg.

Man faldt i søvn

Hvornår den første kirke er bygget i Bov vides ikke. Den var ret betydningsfuld lige ved Hærvejen. Gulvet var dengang dækket med hø og halm. Det skete ikke så sjældent, at dele af menigheden faldt i søvn under de lange ceremonier.

Efter at have talt om bibelen i en times tid, ja så gik præsten over til at tale om hverdagens problemer dengang. Men man havde dengang en lang stok, så man kunne prikke til dem, der var faldet i søvn.

Spedalskhed

I 1300-tallet blev Europa plaget af Den Sorte Død. Pesten holdt også sit indtog. I Bov Kirke var der et spedalskhedsvindue. Gennem dette vindue kunne de syge udefra følge gudstjenesten.

Pastoren blev hentet ned

I slutningen af 1700-tallet var der igen galt med troen i Bov. Pastor Clausen var rationalist og prædikede fornufttroen, mens menigmand hold fast ved åbenbaringstroen. Det endte med, at borgere trak pastoren ned fra prædikestolen. Otte borgere fik bøder og kom bag tremmer.

Denne Clausen var en meget bestemt mand. Det blev sagt, at når han gik en tur gennem Bov var det ikke et menneske at se. De skyndte sig ind i husene. Når børnene fra skolerne uden for Bov skulle have eksamen, måtte lærerne stille med dem på præstegården.

Og så blev der holdt danske prædikener og undervist på dansk i præstegården. Men det tog prøjserne meget ilde op. Det endte med at præsten måtte tage sin afsked.

Ligvogns-forening

I Frøslev by havde man fra 1882 en ligvogns-forening. Foreningen blev først opløst efter 80 år. I 1912 havde man 60 medlemmer. Der var også en skik med, at det var afdødes nærmeste nabo, der skulle køre ligvognen og ligge hesteforspand til. Men efterkrigens mekanisering gjorde hesten overflødig.

Adelsfamilien Ahlefeldt

Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft Herred var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset var Søgård var Slesvigs største. Og her sad familien Ahlefeldt. Ja de sad her i mere end 300 år.

Men slægten har indbyrdes ikke været særlig gode venner. En mur gik tværs gennem gården. Men efterhånden foretrak den ene gren af familien at bosætte sig længere øst på ved Sundeved.

Og det er ganske vist. Ved Søgård Sø er der en heks. Grev Ahlefeldt havde besøg af den, og han fik et rødt ar i panden.

Nu var det ikke alle Ahlefeldter, der var Guds bedste børn. De to fætre Frederik og Ditlev deltog i forskellige krige rundt om i Europa. Ved et slagsmål i Amsterdam kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati og penge lykkedes det for Ditlev at frikøbe sin fætter for mordanklager.

Stor søgning til Kliplev Kirke

I hele den negative periode i Sønderjylland søgte folk trøst i den kristne tro. I 1400-årene havde Ahlefeldt-familien høstet stor fordel af, at der fandt valfart sted til Kliplev Kirke. Især til de årlige Helligkors-messer den 3. maj og 14. september var der en enorm søgning. Det var en omfattende valfart til Kliplev kirke via Hærvejen.

Alle skulle hen til Skt. Hjælper. Det hang i korets nordligste kapel. Figuren blev betragtet som særlig herlig og dermed helbredende. Man så figuren gennem et vindue med jerngitter.

Kapel i Årup

Familien oprettede et kapel i Årup. Det var et omfattende byggeri. Var byggeriet blevet færdig havde skibet udgjort 35 meter i længden og 11 og 21 meter i bredden. Det var et anseeligt byggeri, der kunne måle sig med Løgum Kloster.

Bekend dine sønner

I kirken måtte man bekende sine syndere. Således måtte den 19 – årige Hans Rossen, søn af den ansete bonde og lensfoged Rasmus Bossen knæle ved alteret. Over for menigheden måtte han erkende, at han havde fået et barn med en gårdmandsdatter fra Torp-uden for ægteskab.

Gårdejerne ville ikke betale tiende

I 1774 fandt sognepræsten Nicolaus Freuchen det nødvendigt, at være talsmand for småfolkene i Ensted Sogn. Årsagen var, at de 27 kongelige gårdejere på skift hver måned bragte deres skat til Arresthuset i Tønder. Nu forlangte han, Kådnere og inderste skulle være med til at betale, hvis de ville være med i ordningen. Præsten mente ikke, at småfolkene skulle betale.

Gårdejerne mente ikke, at pastoren skulle blande sig. Det lykkedes for dem, at få ham fyret. I 1798 kom en ny præst fra Løgumkloster. Han skulle snart komme i vanskeligheder. Man nægtede at give tiende.

Præsten truede med at tage sin afsked, hvis han ikke fik tiende. Men stor del af de rige gårdejere mente, at man skulle spare på kirke, skole og præst. Pastor Hoeck skrev således i 1799:

• Jeg er så nær ved at fortvivle, at jeg næsten er i stand til at bede om min Afsked så jeg paa en anden Maade kan sørge for mit og min Families Underhold. Saa ser jeg ingen anden Udvej end at overlade min Kone, som venter sig til hendes Mor og derpaa selv drage i Krigen mod Franskmændene

Militæret indsat

Øvrigheden reagerede ikke rigtig. Men endelig i december 1799 kom en militær eksekution bestående af en koporal og 12 ryttere. De blev indkvarteret hos dem, der råbte op. De skulle have forplejning og rejste ikke før, at gårdejerne havde betalt deres restance til præsten.

I begyndelsen af 1800 tallet steg antallet af Kådnere, inderste og jordløse i sognet i forhold til antallet af gårdejere. Dette kunne mærkes på kirkens økonomi.

I 1826 blev der bygget et nyt klokketårn. Gårdejerne mente, at Kådnere og andre af sognets beboere skulle betale halvdelen.

Amtmanden træder ved siden af

Amtmand Gundelach i Aabenraa var kommet galt afsted. Han var stadig gift med Adelheit von der Wich. Men han havde fået en datter med Mette Ivers. Hun var af betydeligere lavere stand.

Som skik og brug var dengang sørgede børnefaderen i de bedre kredse for sit illegale afkom. Mette var derfor blevet giftet med en af amtmandens medarbejdere, Johan Ranow. Denne befandt sig på et nogenlunde acceptabelt trin på samfundets trappe.

Amtmandens plan var at denne nye ægtemand skulle være tolder på Toldsted sydvest for Aabenraa lige ved Hærvejen.

Familien Ahrenkiel

Nu havde Ahrenkiel-familien dog reageret på stedet i over 200 år. Den eneste måde, at få dette ordnet, var at lave en kile, der betød, at man betvivlede embedsførelsen. Og Amtmanden havde nok af penge og magt, så dette kunne lykkes for ham. Den 18. april 1694 blev familien Ahrenkiel smidt ud af deres gård i Toldsted.  

Troels Ahrenkiel protesterede på familiens vegne. Og han klagede til hertugen.

Amtmændenes manglende moral

Han har sikkert også påpeget amtmandens manglende moral. Nu var det ikke unormalt at amtmanden på Brundlund trådte ved siden af. Når pastorer anfægtede dette, ja men så skiftede man bare til præsten i Løjt.

Omkring 1650 ventede amtmand von Winterfeldts ugifte kokkepige sig. Hun ville ikke opgive navnet på faderen. Man var det amtmanden?

Han forsynede i hvert fald sin skytte, Nis med den nødvendige kapital til at købe en mindre bolig og etablere en kro ved Hærvejen ved ”Die Rote Brücke”

Pastor Hübschmann havde også sine genvordigheder i Aaabenraa. Han havde mistanke om, at amtmand Heinrich von Brockdorff i mindst to tilfælde havde forført amtmandindens tjenestepige Trincke.

I hvert fald fik hun to børn. Og hun ville ikke oplyse, hvem faderen var.

Ja præster var nok heller ikke være eller bedre. Således blev præsten i Ballum dømt til at være far til tjenestepigens barn.

Men episoden her første til et langvarigt fjendskab mellem provst Troels Ahrenkiel og Amtmand Gundelach.

Amtmanden beskyldte nu provsten at have svin gående på kirkegården. Provsten svarede, at det ikke var hans opgave at føre tilsyn på kirkegården. Det var skarpretterens søn. Faktum var, at der både gik kvæg, svin får og gæs rundt på kirkegården i Aabenraa.

Guds straf

Troels Ahrenkiel var et højt uddannet teolog og udgav flere historiske værker. Han viste også stor interesse for oldtidskundskab.

I 1680 og 1681 Havde det efter sigende været set kometer over Aabenraa. Præsten var helt sikker på, at det var Guds straf.

Fra Nicolai Kirken tordnede provsten mod menigheden. Han pegede på Romerbrevets 8. kapitel vers 28:

• Wir wissen dass denendir Gott lieben alle Dinge zum Besten dienen.

Vestergade brændte tre uger efter. Jo provsten har sikkert haft ret.

Flere problemer

Provsten havde dog flere problemer at slås med. Diakonen blev anklaget for usømmelig vandel. Han drak sig fra sans og samling til fester. Han havde sågar ladet trusseløse piger hoppe over sig. Så havde han drukket de vakre pigers skål og revet parykker og hatte af festdeltagerne.

Kantoren dukkede ofte fuld op i kirken. Han gik ofte i gang med at fyre de forkerte salmer af. Og tonen ramte han sjældent. Først i 1704 blev han afskediget.

Ikke sjældent lød der støj udefra under gudstjenesten. Der var arrangeret keglespil og øldrikkeri ude på Kirkepladsen.

Troels Ahrenkiel havde det ikke let som præst i Aabenraa.

Danmarks ældste kirkebog

I Hjordkær Kirke har man Danmarks ældste kirkebog. Her kan man læse, at Matz Rasmussen fra Aarslev i Aabenraa den 7. september 1594 blev gennemboret af et sværd ført af Johan Tucksen.

Kirketugten var streng

Kirketugten var streng. Visse synder blev anset som meget slemme. Hvis præsten opdagede, at man havde født for tidlig efter vielsen, blev barnet slet ikke indført i selve kirkebogen. Forældrene blev indkaldt for at skrifte.

Ja det fortælles, at en brudgom i 1645 førtes til alteret, fordi han havde krænket en pige og lovet hende ægteskab. Han ville ikke frivillig stå ved sit løfte.

Pastoren tror på trolddom

Pastor Fabricius i Løjt måtte engang mane en kromands genfærd i Mørkesø nord for Løjt Kirkeby. Og pastor Bendixen havde Cyprianus trolddomsbog. En tjenestepige fik fat i den og havde læst rotterne i Præstegården. Men pastoren fik dog læst dem ud igen.

På et tidspunkt fik man en ny præst i Løjt. Og det betød en helt ny vækkelse. Andreas Mathiesen var stærkt præget af Herrnhuter-bevægelsen. Og så samarbejdede man med Brødremenigheden i Christiansfeld.

Bekymret for udviklingen

I 1819 var der 110 opvakte sjæle i sognet, der troede på Herrnhuter. Man blev organiseret i forskellige grupper, ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker. Man holdt møder hver for sig. Men alle samlede sig om søndagen.

Provst Paulsen i Aabenraa var meget bekymret for udviklingen i Løjt. I 1815 skrev han således:

• Den fejlagtige og fordærvelige Paastand, at Troen alene gør saglig, er for den halvdannede meget tillokkende og en Sovepude for Darskhed. Derfor strømmer alle aandelige forkrøblende Mennesker, ja Folk, der næsten er borgerlige Forbrydere til ham, derfor iler især ængstelige Sjæle til ham og Skinhellighed og Hykleri træder mere og mere i stedet for Tro, Pligtopfyldelse og sand Tilbedelse af Gaud, aand og Sandhed.

Præsten døde af druk

Ak ja Matthiesen fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen satte sin andenpræst, Bachmann ind i kampen mod den rebelske præst i Løjt. Men Bachmann forfaldt til druk. Det endte med at han drak sig ihjel.

Matthiesen talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var der dog ikke kun Herrnhuter, der gik i kirke i Løjt Sogn. Vækkelsen var årsag til, at det var Indre Mission og ikke den Grundtvigske mission, der vandt størst fodfæste i Løjt.

De fleste præster tog også parti for Slesvig-Holsten i den nationale kamp. Og sådan kunne vi blive ved. Vi når ikke mere.

Kilde:

• Diverse artikler på www.dengang.dk

Hvis du vil vide mere: Her på www.dengang.dk kan du læse følgende:

• Under Tønder (238 artikler):
• Historier fra Lø, Højer og Tønder Herreder
• Historier fra Slogs og Kær Herred
• Vajsenhuset i Tønder 1 – 2
• Tro og overtro i Rørkær
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
• Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
• Møgeltønder fra Ahlefeldt til Schack
• Henrettet i Tønder
• Løgumkloster – nordøst for Tønder
• Et kloster 15 km nord for Tønder
• Trøjborg nord for Tønder 1-4
• Møgeltønder Kirke
• Tønder Kristkirke
• Hostrup, Jejsing og Præsten
• Pastoren fra Bylderup Bov
• Møgeltønder – dengang
• Brorson – en præst fra Tønder
• Schackenborg i Møgeltønder
• Åndens Folk i Tønder
• Guldhornenes ældste historie
• Oprør i Møgeltønder
• Præsten fra Daler
• Møgeltønders historie og mange andre
• Under Sønderjylland (167 artikler):
• Anekdoter fra Rømø 1-3  
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rungholt – Menneskedrukning et og to
• Farvel til de sønderjyske Gråbrødreklostre
• Klager over præsten i Ballum
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Indre Mission, Baptister og andre
• Ribe-Hekseafbrænding (2)
• Da Christiansfeld opstod og mange flere
• Aabenraa (143 artikler):
• Historier fra Rise og Lundtoft Herred med Sundeved
• Aabenraa i det 17. århundrede
• En pastor fra Rise
• Løjt land – det 8. besøg
• Bryllup i Varnæs
• Løjt land – masser af historier og kultur (7)
• Løjt Land – den 5. tur
• Mysteriet i Ensted
• Kirker – syd for Aabenraa
• Ahlefeldt og Søgaard
• Anekdoter fra Løjt
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land
• To kirker i Aabenraa
• Toldsted – på Hærvejen
• Jordemødre, Hekse og kloge koner
• Løjt Land – nordøst for Aabenraa
• Fra Hjordkær til Rødekro og mange flere
• Padborg/Kruså/Bov (57 artikler):
• Historier fra Vis og Ugle Herred
• Ligvognen fra Frøslev
• Ryd Kloster
• Livet omkring Bov Kirke og mange flere
• Højer (70 artikler):
• Den Sure præst fra Højer
• Bryllupsskikke i Højer
• Højer Kirke
• Højers Historie